lørdag den 26. november 2011

Jeg kan huske mig


Tekst og foto: Poly Schmidt



Jeg kan huske
en opvågning så kåd og glad

Jeg kan huske
de smil for alle og hver én

Jeg kan huske
alverdens pile af glæde de skød

Jeg kan huske
ubesejret jeg klædte mig ud

Jeg kan huske
øjne der overstrålede alt

Jeg kan huske
en ånd der ej stoppede op

Jeg kan huske
de gange jeg rejste ud

Jeg kan huske
en gave der deltes med fryd

Jeg kan huske
dansen med lethed den gled

Jeg kan huske
da jeg stolede så blind

Jeg kan huske
musikken der fyldte mit sind

Jeg kan huske
et nej det fandtes da ej

Jeg kan huske
en rose der foldede sig ud

Jeg kan huske
det hele måtte prøves igen

Jeg kan huske
jeg havde sindet i fryd

Jeg kan huske
en smerte med ar den bed

Jeg kan huske
de sorger med skyen gled ned

Jeg kan huske
vejen løb væk og endte som blind

Jeg kan huske
vidne og vind bed hul i min skjul

Jeg kan huske
livet var større end nu

Jeg kan huske mig

men ej finde dens vej

19 kommentarer:

Poly sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Poly sagde ...

Et flueben til kommentar,
når alle er færdig på Saxo! ☺

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Når jeg læser dit lille digt, tænker jeg, at der findes alverdens "historier" gemt i alle disse udsagn. Så på en gang er digtets indhold meget specifikt for dette jeg,og de minder vedkommende har, men samtidig rummer det noget meget almengyldigt. Det rummer også en bred palet af følelser...
Jeg læser om et jeg, der kan huske sig selv i en masse situationer, men alligevel ikke kan finde "kernen".

Jeg vil gerne kunne sidde som gammel kone og kunne vælge ud af en bred vifte af minder. Men jeg vil ønske, at jeg finde den røde tråd i det hele. Jeg ville hade at blive dement, at blive frataget mit liv på godt og ondt. Alt sammen tanker som dit digt får frem i mig.

Jeg er lidt i tvivl om, hvad du mener med denne: "vidne og vind bed hul i mit skjul"

Der er nogle småfejl hist og pist. Som vi plejer, så siger du til, hvis du ønsker at rette dem...
"alverden pile af glæde de skyd" - alverdens pile af glæde de skød.
"ende" - endte
"min skjul" - mit skjul
"en gave der delte med fryd"- en gave der deltes med fryd.

Dit billede viser mig meget fint, hvordan en helhed er delt op i fragmenter, der forstyrrer dannelsen af et helt klart og tydeligt billede...som digtets indhold, hvor jeget ikke kan finde vej. Kender jeg dig ret, har du selv fremstillet det. har du også selv tegnet den underliggende tegning?

Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Hvor dejligt, du tog tid til at kommentere. Og som altid, er jeg spændt på, hvilken kommentar jeg 'mon' får.

Der ligge en masse ting i mit digt. Og selvfølgelig det du selv kommer ind på, 'en vifte af minder'.
Og også lidt sørgmodigt, over ikke at kunne værre det, som engang var. Hvilket i sig selv selvfølgelig ikke kan bibeholdes.

Min kusine i Canada sagde til mig for nogen tid siden, at hun huskede mig som "større en livet selv". Og dette udsagn, fik mig til at skrive påbegynde dette digt. Fordi jeg selv husker enormt godt, men også fordi det gjorde mig lidt vemodigt, da ikke alle ting er som jeg kunne ønske. For selvom der er en masse gode ting, når man flytter hjemland, er der ligeledes en masse andre ting man savner. Plus mange ting man ikke kan gøre mere, fordi man bor i en anden kultur ─ og på den anden side af jordkloden, i forhold til ens familie og gamle venner. Også fordi man som dansk kvinde, er vokset op i en "kultur"med meget mere ytringsfrihed og selvstændighed , en det man finder rundt om i verden.

Specielt det sidste er et stort afsavn. Iblandt kan det få en depression til at kigge forbi og få sjælen til at ønske den kunne "udfolde sig", hvorhen dén end måtte ønske. Hvilket er min hentydning til ─ "men ej finde dens vej"!

Med "vidne og vind bed hul i mit skjul" mener jeg:
─ vidne - "de personer der kom tæt på jeget",
─ og vind - "de slid/slag",
─ der bed hul - "sved/åbnede",
─ i mit skjul – "sjælen/sindet".
Det var den eneste måde jeg kunne få det udtrykt og samtidig holde det kort, og lidt op til "læseren"!

Og tak søde Bente, ret endelig de dér stavefejl.
Men jeg mener dog at det skal være "delte med fryd" og ikke "deltes med fryd".

Dette er hvad Den Danske Ordbog siger:
dele verbum, -Bøjning -r, delte, delt
”Der er ingen resultater med “deltes” i Den Danske Ordbog

Til slut vil jeg lige sige, at jeg er helt med på det du siger, "Jeg ville hade at blive dement, …". For det man er blevet til, er jo netop pga. alle de oplevelse og minder man har fået og kan huske.
Og forhåbentlig, tonsvis af skønne, herlige og glade minder. ☺ ~ ☺

Og ja, billedet er et af mine 'sat sammen billeder', jeg har trukket ud og lagt sammen. Og jeg blev glad over du netop forstod, at det var delt op i fragmenter, men samtidig et "helt" billed.

Med hilsner
P♥ly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Tak for din uddybende genkommentar. Det passer rigtig fint med, hvad jeg havde oplevet ved at læse digtet.
Det er aldrig nemt at miste dele af sig selv, færdigheder man havde, noget man magtede/evnede, men ikke længere kan. Årsagerne kan være mange, og det gør ondt, som du så fint fortæller...Husker du min danserinde-tekst...lidt samme tema. Da canceren fik greb om min mor, husker jeg, at hun en dag sad og græd på sengekanten, fordi hun nu ikke længere magtede at tørre støv af. Av av av...
Vi har rejst en del førhen, så jeg kan sagtens følge dig i den begrænsning, du oplever som dansk kvinde i udlandet. Jeg håber dog, at du med tiden får foldet dine stækkede vinger ud. Din fjerdragt er så flot og skinnende, er jeg sikker på!

Jeg forstår nu helt sikkert, hvad du mener med den omtalte linje. Det var ordet vidne, i den form, det står her, som gjorde mig i tvivl. Jeg var i tvivl om det var "vidner om" eller "et vidne ser", men i sidste ende er meningen jo den samme.

Deltes er en passiv form af ordet at dele. Det er en form man bruger i sætninger, hvor subjektet er genstand for en handling. Altså her gaven, der udsættes for en handling. Nemlig at blive delt. Derfor foreslog jeg delte. Ellers forstår man sætningen som om, at det er gaven, der deler noget.

Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Det er sørme godt vi kan 'kommentere' sammen, for her er vist noget lavvandet pt. ☺

Altså, grzzzz! Den der grammatik! Og igen tak Bente for at bruge tid og lærdom på mine skrivefejl. Så når du 'når' ind på editeringen, så indsæt endelig "deltes".
Og dit sidste afsnit, vil jeg lige sætte det på nethinden, studere, og gemme i min 'Grammatik' mappe.
Hvorfor mon jeg har en usædvanlig hukommelse, hvad angår mine erindringer helt fra tumlealderen og intet fra danskundervisningens grammatik! C'est la vie! At lære er at leve!

Og jeg var inde og søge på Skrive-bloggen, og fandt din tekst "I flammende tåspin". Og opdagede desværre jeg ikke havde kommenteret teksten, pga. mit fravær herfra. Smuk, smuk tekst, - og jeg vil fluks få lagt en kommentar ind.
Faktisk var jeg begyndt at kommentere flere tekster, men da der 'kun' kom én tilbagemelding, hold jeg op.

Du skriver: "Din fjerdragt er så flot og ...". Hvor kærligt sagt. Jeg blev helt rørt. Dejlig opmuntrende ord. Knus til dig. ♥

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Hej Poly!

Hvad angår hukommelse og dansk grammatik, så skal du vide, at jeg også løbende må friske min op. Jeg bruger dog oftest vejledningen fra Retskrivningsordbogen inde på Sproget.dk, da jeg så ved, at jeg får de nye regler med efterhånden, som den bliver revideret.

Hvad der ikke bruges aktivt, kommer jo på hylderne i reservedelslageret, ved du nok. Jeg har kunnet tale flydende fransk i min ungdom og klaret mig på spansk i 3 måneder i Sydamerika, og hvad kan jeg så huske nu: "Je m'apelle Bente et j'ai oublié de tout" og "No quiero comprar nada!" :-)

Jeg går ind og reviderer det sidste nu... lige nu!

Kh Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Jeg vender tilbage med en egentlig kommentar allersnarest.

Bente har ret i at her er lidt "lavvandet" p.t. som hun udtrykker det, men jeg vil nu så småt vende "hjem" efter et anstrengende togt med Saxo.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Jeg glemte at kommentere din illustration.
Livets "Pandoras æske?"

Har du selv kreeret den, eller har du skabt en collage ved hjælp af andre illustrationer. Flot. Jeg kunne finde på, at hænge den på min egen væg.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Jørn

Jeg forstår fuld ud, det med Saxo-ræset! Så du er tilgivet, sammen med alle andre! ☺

Selv nåede jeg overhoved ikke Saxo, blot et par kommentar hist og pist! Men til gengæld prøvede jeg - med Bente - at holde liv i kludende her. ☺ ─ ☺

Mht. billed er det et af mine 'sat sammen billeder', jeg har trukket ud og lagt sammen med rammer. Netop for at skabe en form for livet fragmenter!

Med hilsner
Poly

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Et digt fuldt af optimisme og glæde ved livet. En på mindelse til dig selv og os andre om, at se de lyse sider af livet og negligere de negative. Et godt råd sat på et fint vers.
Og så til sidst alligevel tvivlen.
Rørende og åh, så menneskeligt. Tak for det.

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Jørn

Mange tak for din kommentar, som jeg altid sætter pris på.

Og jeg synes det var så kærkommen en kommentar du skrev: -"Rørende og åh, så menneskeligt".

For livets solskins- og skyggesider gennemgår vi jo alle sammen. Og det er så vigtigt at huske alle de dejlige ting, man har fået lov til at opleve. Og ikke det negative, men den lærdom der opstod pga oplevelsen.

Med hilsner
Poly

Anita sagde ...

Hej Poly
Ja den Saxo tog lige pusten fra mig.
Men nu er jeg her igen :)
Jeg kan mærke at jeg skal have en langsom opstart igen, for lige efter (og under saxo) havde jeg også en del arbejde.
Dit digt er let, underfundigt, tungt og eftertænksomt.
Alle de oplevelser livet har givet huskes og gemmes de rette steder.
Har jeg ret?
Kh
Anita

Poly sagde ...

Kære Anita

Netop! Livets oplevelser.
Og det vigtigste er jo at "gemme dem det rette sted"!

Før jeg blev sen mor, boede jeg mere eller mindre i et kuffert i uendelige år! Og uden alle de oplevelser, ville jeg være fattig på utrolige erfaringer!

Med hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Poly

Der er meget levet liv i dit eftertænksomme erindringsdigt. En buket af gode så vel som (sikkert) mindre gode oplevelser. Men det er vel en eftertanke værd, at summen af vore livserfaringer har været med til at gøre os til dem, vi er.

Glæder og sorger antydes af dit lyriske jeg, og der er god plads til at læserens jeg kan fylde ud med egne associationer.

Hvis du arbejder videre med dit digt, kunne det være en god ide, synes jeg, at overveje, om du kunne samle erindringerne i glædesesantydninger vs smerteantydninger og på den måde få nogle færre "Jeg kan huske". 21 gentagelser af det udsagn forstyrre digtes tanker for denne læser. Det er sagt i den bedste mening - og husk, det er dit digt :-)

Kh Ragnhild

Poly sagde ...

Kære Ranghild

Jeg blev så glad da jeg så dit navn dukke op i kommentaren. For du er helt sikkert savnet her på Skrive-bloggen, med dine fine tekster og kloge kommentar.

Ja, jeg ved godt at det måske var en god del gentagelser af "jeg kan huske". Og jeg kan sagtens følge det du siger.Men jeg synes faktisk det lød meget god.

Og da Randi i oktober måned via vores Diskussionsforum, - "meddelte at der var blevet lavvande i tekstbeholdningen", skyndte jeg mig at finpudse digten, så jeg kunne sende det ind.

Grunden til jeg gentog hovedsætningen i hver vers, var for ligesom at lægge vægtskålen på jeget! Men også fordi jeg ikke kunne "se" hvordan jeg ellers kunne få digtet formuleret!

Så jeg vil da bestemt overveje, at arbejde videre med det du påpeger, nemlig "glædesesantydninger vs smerteantydninge". Hvordan, kan jeg slet ikke "se" på stående fod!

At kunne modtage, give gode råd og få arbejdsanvisninger, er jo netop det, der gør Skrive-bloggen så specielt Så mange tak for det. ☺

Med hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Poly

Tak for din tak og for dit uddybende svar.

I efteråret skrev jeg en haiku-suite om kastanjen. Jeg ville prøve at "fange" det blanke mahognibrune mirakel, som en kastanje er.

De første udkast er helt anderledes end de senere. I dag fandt jeg haikuet i mappen med diverse fra turen til Andalusien. Det var nemlig med, for at blive "pudset af" der. Jeg så nu på det med "nye" øjne, og så straks den linje, som selvfølgelig måtte ændres. Nu er jeg parat til at slippe det :-)

Blot dette for at fortælle, at mine tekster, især digte, er "længe" undervejs. De skal "lagres".

Min opfordring til dig om at arbejde videre med dit digt er givet pga egen erfaring.

Godnat herfra!

Kh Ragnhild

Randi Abel sagde ...

Kære Poly,

Digte af denne art har jeg det som bekendt svært med, så jeg vil nøjes med at skrive, at jeg fornemmer et menneske, som pådrager sig ar gennem livet.

Kh
Randi

Poly sagde ...

Kære Randi

Igen mange tak for at 'smide' en kommentar ind til mit digt.

Ja, jeg kunne ikke lade være med at smile over dine ord. For det er selvfølgelig helt fint, og der er da bedre at sige tingene, end at prøve at sige noget man ikke mener. For sådan har vi jo alle det, engang imellem.

Jeg ved ikke om du fik læst de andres kommentar, men jeg har fået nogle meget velmente anbefalinger fra Ragnhild, om at arbejde videre.
Nemlig at slippe af med de "21 gentagelser" og prøve at sætte modsætningerne "glædesesantydninger og smerteantydninger" op imod hinanden.

Med hilsner
Poly