lørdag den 12. november 2011

Let it be


Tekst og foto: Bente Pedersen



Han kunne høre hende synge, mens hun ryddede op efter aftensmaden. “When I find myself in times of trouble, Mother Mary comes to me, Speaking words of wisdom, Let it be.” Beatles fik ikke for lidt, når hun havde headsettet på. Han smilede, da han hørte hendes skæve toner og rejste sig. Tog de sidste tallerkner og brødkurven med ud i køkkenet til hende.

Med sædvanlig effektiv energi var hun allerede nået til at tørre køkkenbordet og vasken af. Da han ville smide de sidste brødrester i affaldsposen under vasken, kom han til at skubbe til hende med skulderen. Hun stivnede, og knoerne på den hånd, der holdt om kluden, blev hvide. ”Hold lige op med det dér!” Hendes stemme var pludselig som en skarpretters økse. Mother Marys milde ånd havde helt forladt hende. Forvirret kiggede han på hende. ”Holde op med hvad? Jeg ville da bare hjælpe dig.” Han forsøgte at sende et stort smil mod hende i rudens spejl. Hun gnubbede hidsigt på en usynlig plet på køkkenbordet. Nakken var bøjet, og hun så det ikke.

”Du ved godt, jeg hader, når nogen skubber til mig. Jeg kan bare ikke ha’ det!” Hun vendte sig langsomt mod ham. De kulsorte øjne fikserede ham. For at undgå smerten, der flød ham i møde, fokuserede han på den dybe rynke mellem hendes bryn. Hendes stemme var hæs, og hun rømmede sig voldsomt. ”Du skal bare aldrig nogensinde skubbe til mig. Aldrig! ”Hendes skingre stemme peb i ørerne, inden den knækkede over og forsvandt. Hun vendte sig igen mod vasken og skyllede kluden så grundigt, at den næsten blev gennemsigtig. Om og om igen. Han så Mother Mary stå ved døren med hånden på håndtaget parat til at forsvinde ud i den kolde aften og tage hyggen med sig i tasken.

”Jamen lille skat da, rolig nu! Jeg mente det jo ikke. Det var et uheld. Se på mig. Det er jo mig, Ole!” Han lagde en hånd forsigtigt på hendes betonskulder. Mærkede hvordan den langsomt fandt sin normale stilling igen. Han forsøgte sig så forsigtigt med en arm rundt om hendes liv. Den blev accepteret, og da han begyndte at nynne: “And when the broken hearted people, Living in the world agree, There will be an answer, Let it be”, vendte hun sig smilende om mod ham. Ved døren så han lettet Mother Mary hænge overfrakken tilbage på knagen og smilende gå ind i stuen.

14 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Åh, Bente,
jeg elsker den sang og den kører inde i mit hoved, mens jeg læser din tekst for anden gang.
Den søde og omsorgsfulde mand kommer til at puffe lidt til hende, mens hun er fordybet i musikken/sangen.
Det afstedkommer en overdrevent aggressiv og urimelig reaktion det kræver al mandens følsomhed og omsorg, at få hende ned igen.

Jørn E. sagde ...

Kære Bente,

jeg fik ikke afsluttet min kommentar.
Det jeg tænker på og som jo står vidt åbent, er hvad det er der tænder hans sød kæreste så voldsomt af ved det lille puf. Det savner jeg at få et hint om.
Men som sædvanlig glider teksten og historien let og ubesværet.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Tak for at gide at genlæse. Lige nu kan jeg ikke huske, om det var som svar på en opgave på Saxo eller Perfiktion, at jeg skrev teksten, men det var i alle tilfælde en opgave i at anvende "show, don't tell"- teknikken.

Det er helt med vilje, at jeg ikke har lagt spor ind om årsagen til hendes pludselige opblussende vrede, for jeg ville gerne have fokus på, hvad vi som læser ser.

Hun kan jo have tusind erfaringer med sig som årsag til denne reaktion, og er det ikke ofte sådan, det er blandt mennesker? Vi ser en handling og kan ofte kun gisne om årsagen til den.

Hans måde at handle på som svar på hendes udbrud kan jo tilsvarende have bund i mange "historier" fra hans fortid eller fra en fælles fortid.

"There will be an answer. Let i be.Let it be" nynner jeg til dig!

KH Bente Tibbe

Poly sagde ...

Flueben

Poly sagde ...

Kære Bente

Jeg læste din tekst i går, men havde ikke tid til at afgive min kommentar. Jeg vidste jeg lige måtte gennemlæse din historie igen. Især fordi jeg ikke lige kunne gennemskue, hvad der egentlig lå som undertekst.

Ja, og den samme reaktion havde jeg igen i dag! For hvorfor mon hun reagerede så skarpt, på et tilfældigt puf!

Så jeg måtte lige læse, hvad Jørn mon havde 'set', og jeg kan se, at han havde nogenlunde de samme spørgsmål vedr. din tekst.

Men du kommer så selv med dit svar. Hm, ja dit kryptiske sangsvar. Ja, så kunne jeg ikke lade være med at smågrine.

Du driller os, hm. Nå ja. Det kan vi nok tåle, men måske får du lyst til at lave en fortsættelse en skønne dag, så kan vi måske få vores nysgerrighed styret!

Men en interessant lille historie er det. Og der er naturligvis ikke noget i vejen med at lade svaret svæve i fantasien.

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Hej Poly!

Også tak for at læse igen til dig. Vi må jo holde gang i Skrivebloggen, mens Saxo kører.

Og tak for at acceptere... sådan næsten da... at denne gang er det ikke det store hvorfor dette eller hint, der er temaet, men i stedet et "hvordan" disse to mennesker lever med det.

Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Og det har du ret i, med at holde Skrive-bloggen i gang.

Og jeg accepterer da fuldt ud din historie. Jeg synes bare der lå noget interessant i dit "show, don't tell" tema, så det kunne være spændende at læse, hvad det mon var. Din tekst er da superfin.

Min danske veninde rejser i morgen, så nu har jeg haft tid til at kigge på uges mininovelle opgave. Og der er masser af muligheder fra de forskellige temaer, men mit hoved er noget blankt. Og så ca. 3 sider!

Med hilsner
Poly

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Jeg glemte helt, at kommentere dit flotte billede med vinduet og julebelysningen der spejler sig i det. Det passer SÅ godt til teksten.
Noget med at man ikke kan se ind, men kun det glasset spejler.

Jeg kom til at tænke på den tankevækkende replik fra Strindbergs "Et drømmespil" - "Det er synd for menneskene".

Kvinden i din historie kunne måske gennem barndom og ungdom have følt, at hun ikke blev set af nogen, at hun ligeså godt kunne have været usynlig. Det lille puf kan have bragt denne følelse op til overfladen. "Han ser ikke engang, at jeg er her" - eksplosion!

Teksten kunne bruges som en opgave:
"Fortolk de to personers reaktion"

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

@Poly: Jeg får ej heller skrevet tekst til Saxo i denne uge. Ryggen vil ikke være med på de store projekter. Niels og jeg var på "sommerferie" ved Vesterhavet i sidste weekend, og det tager en lille uges tid at komme ovenpå igen. Men kors, hvor var det dejligt at være ved havet igen!

@ Jørn: Tak for dine gode ord om fotoet. Når jeg går tur om aftenen, tænker jeg tit på, hvilke liv der leves bag ruderne. Det var den der fornemmelse af bare et glimt, men uden vished, som jeg fandt i fotoet.

Også tak for at reflektere fortsat over teksten. Og ja, hun kunne sagtens være et mennesket, der er blevet skubbet rundt med/ har ladet sig skubbe.Nu kan hun så endelig mærke vreden. Er nået en grænse, og det er godt...Sådan kunne det være...

Kh Bente Tibbe

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Det er et spændende billede til en helt speciel tekst.

Jeg husker den og har fundet den på Perfiktion.

Den er skrevet som svar på Perfiktions første månedsopgave. Beskriv en vred person positivt - eller noget i den retning.

I disse saxo-tider må jeg ty til genbrugsuddrag af min kommentar:


Hvor er det dog en flot tekst - og jeg læser den med en klangbund af musikken som ledsager.

En voldsom reaktion på et utilsigtet lille skub er et voldsomt skift i fortællingens positive stemning.

Sympatien for din hp var lige ved at smutte, men vendte om på dørtrinnet og marcherede retur sammen med "fortidens spøgelser".
Det er smukt, som han får hende kaldt tilbage med sit: "Det er jo mig, Ole".

Som læser er jeg glad for, at synsvinklen er Oles.

Det er fint , at begyndelse og din (antiklimaks)slutning hænger sammen via musikken.

Genbrug slut :-)

Jeg sad dengang med et meget meget nyt knæ og kunne kun orke en mini-tekst. Den tekst om en meget lille vred storebror har jeg arbejdet videre med og brugt i denne saxo-uge med de mange dødssynder.


Håber så meget at din weekendtur men Niels til Vesterhavet var god.

Kærlig hilsen
Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Tak for at finde tilbage til opgaveformuleringen. Og du kan tro, at jeg kan huske din tekst om den vrede dreng, der pludselig skulle være en meget stor bror. Måske kommer jeg omkring og ser, hvordan den har udviklet sig, måske ikke, for jeg bøvler noget med eftervirkninger af turen til Holmsland Klit.

... Men ja, det var så dejligt igen at være en weekend ved havet, og vi blev jo benådet med det mest pragtfulde solskin om dagen og klart lysende måneskin om natten.

KH Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Hvor ærgerligt, at du skal bøvle med eftervirkninger, men jeg glæder mig over, at I havde en dejlig tur til havet.

Jeg ledte nu ikke efter din opgave, jeg var stødt på titlen, da jeg hentede min egen tekst.

Du skal ikke presse dig selv til noget, Viktor løber ingen vegne :-)

Kh Ragnhild

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Du er så god til med få midler at give dine læsere en knugende fornemmelse i mellemgulvet. Jeg ved ikke, hvad der ligger til grund for den umiddelbart irrationelle opførsel, men det er lige meget. Jeg ånder også lettet op, da Mother Mary hænger overfakken tilbage på knagen.

Kh
Randi