lørdag den 31. december 2011

En rigtig ledestjerne



Tekst: Ragnhild Jakobsen
Foto: Jørn E.


En femogtyvende gang var der en ledestjerne,
som ledte og ledte, men den fandt ikke noget!
Så gav den sig i stedet for til at lede efter folk,
den kunne lede, så de kunne søge og finde. Og
de fandt et lille barn i en stald under stjernen.
Se, det var en rigtig ledestjerne.

lørdag den 24. december 2011

Tak for i år



Kære skrivevenner og læsere,

De nærmeste dage er formodentlig helliget familie og fysiske venner, så der bliver ikke publiceret en ny tekst i dag.

I stedet vil jeg sige tusind tak for endnu et år med hyggeligt samvær og lærerige stunder på Skrive-bloggen. Jeg glæder mig til nye, gode tekster i 2012 og vil gøre mit bedste for at være mere aktiv.

Glædelig jul og godt nyt til jer allesammen.

Kh Randi

onsdag den 21. december 2011

Oplæg til månedsopgave



Kære alle,

Der ser ud til at være stemning for at kunne fundere over et plot til en tekst, når julefreden sænker sig.

Poly har igen meldt sig på banen med nogle fotos, vi kan skrive ud fra. Mon ikke fredag den 13. januar er en passende dato for deadline?

Go' skrivelyst :)

Kh, Randi











lørdag den 17. december 2011

Béarnaisesovsen!


Tekst og foto: Poly Schmidt

Min engelske veninde Army og jeg besluttede at tage hen til den lokale kirkes loppemarked. Ikke kun for at støtte et godt formål, men de havde også reklameret med gode billige fund og rigtig kaffe med hjemlavede kager. Vi kom af sted og begyndte straks at falde over det en tilbud efter det anden, mens vi pludrede løs.


Pludselig var der en stemme der spurgte, - Er du dansker? Da jeg vendte mig om, så jeg en pige så høj som Dronning Margrethe. - Du er osse dansker, sagde jeg med et stort smil, samtidig med mine næsebor vibrerede over nydelsen, at tale til en pige der var højere end mig selv. Og uden tøven var vi i fuld gang, med at udforske hundredvis af spørgsmål i en stor pærevælling. Midt i snakketøjets vandfald, gik det pludselig op for mig, jeg totalt havde ignoreret Army. Jeg blev hel flov, da jeg ikke kunne se hende nogen steder. Beth og jeg udvekslede hurtigt telefonnumre og lovede at mødes igen hurtigst mulig. Vi fornemmede begge, vi fremover ville blive perlevenner.


Da jeg endelig fandt Army, måtte jeg hive hele spanden af undskyldninger frem. Selvfølgelig kunne hun forstå mig, og tilgav mig straks. Men det varede ikke længe før hun var nødt til at tage afsted, for som hun sagde, - Jeg skal lige ordne nogle småting, før jeg kører ud til min datter. Senere fandt jeg ud af, hun havde følt sig tilsidesat, for denne episode gik på omgang blandt venners venner.


Meget bedre blev min renomme ikke, da jeg inviterede Beth til middag. Jeg havde besluttet at lave en stensikker vinder. A'la danske krebinetter med asparges kartofler og béarnaisesovs. Beth spiste middagen med stor begejstring og var temmelig imponeret over min sovs. - Har du selv lavet den?, spurgte hun, og sagde i samme åndedræt, - Den må jeg ha’ opskriften på.


Stolt som en pave og som en anden idiot svarede jeg, - Ja, selvfølgelig har jeg det. Jeg skulle til at tilføje fremgangsmåden, men der kom ikke en lyd ud. Og pludselig fik jeg travlt med at bære af bordet, og skylle spisesættet af før det stivnede på tallerkerne.


- Hvordan laver du sovsen og hvad kommer du i den, spurgte Beth. Total åndssvagt begyndte jeg at forklare, at det var meget svært at lave en béarnaisesovs, for den kunne så let som ingenting skille ad på grund af æggene. For det havde jeg engang hørt min mor sige.


Beth begynde at remse alle de ting op, hun mente jeg havde brugt i sovsen, mens jeg febrilsk prøvede at styre samtalen hen på et andet emne. Jeg blev mere og mere bevidst om min løgn,og jeg ville jo fortælle hende min béarnaisesovs var pulver fra Knorr, men det var som om et fremmed væsen havde kidnappet mit ego.


Jeg var bestemt ikke i strålende humør, da hun var gået. Men ak, jeg var skide sur på mig selv. Det var jo ikke ligefrem den måde, man opbyggede et ny venskab på. Og da vi endelig mødtes igen, gik jeg skyndsomt til bekendelse, for jeg kunne næsten ikke bære at gå rundt med en samvittighed, der lignede barndommens kulkælder.


Det føltes som en evighed, da Beth måbende kiggede på mig og endelig sagde, - Hva’ fanden sagde du det for. Jeg sank et klump i halsen. Med spæd stemme og bedende øjne, måtte jeg tilstå mit ego tog overhånd, fordi jeg prøvede at imponere hende.


Hun rystede på hoved som en vantro, -hva' for noget! Det var lige nu, jeg ønskede jeg kunne smutte ned i musehuldet. Jeg kunne se på hendes mimik, at den tilståelse lige skulle op at vende flere gange, før sandheden kunne synkes. Og ydmydt måtte jeg sluge værdighedens rift og håbede inderligt, vi senere kunne grine højlydt, når min béarnaisesovs fra Knorr kom på tale igen.


Heldigvis blev vi perlevenner, men dommen blev udstedt og straffen afsagt. Jeg ville blive påmindet om bearnaisesovsens løgn, indtil jeg selv havde lavet sovsen fra bunden. Og indtil nu, sidder opskriften stadig på køleskabet. Men venskabet stortrives.


Heldigvis glemte Army hurtig hun var blevet forsømt. Udsigten til det storslåede hav og min medbragte picnickurv med alverdens lækkerier,rådede bod på den episode. Og ved første mundfuld af min lokale berømthed, hjemmelavet chokolade-mousse, var tilgivelsen ubetinget.

onsdag den 14. december 2011

Send tekster!

Foto: Jørn E.

Kære alle,

Der er lavvande i mappen med tekster til bloggen. Jeg har kun en enkelt tekst fra Poly og en håndfuld fra Jørn at gøre godt med, så hvis I har nogle liggende, må I meget gerne sende dem til mig.

Jørn har sendt sine tekster fra den nys overståede SAXO-omgang. I er velkomne til at gøre det samme.

Kh, Randi

lørdag den 10. december 2011

Naboen

Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.

Der lyder et frisk hej ude fra entreen. Liselotte min 14 årige datter er hjemme fra skole. Et øjeblik efter ser jeg hendes kønne friske ansigt i døråbningen. - Er du ok? Da jeg nikker bekræftende og sender hende et smil, løber hun op på sit værelse med ordende: -Kommer ned til dig om et øjeblik, skal lige... resten af sætningen forsvinder i etageadskillelsen.


Jeg vender med besvær min kørestol og kommer på plads ved skrivebordet. Jeg håber ikke Liselotte bemærkede at mine smerter er slemme i dag. Gigten gnaver godt i alle led.


Der har været underligt tavst i dag. Jeg plejer at følge med i de lyde der kommer fra naboen Karl. Han er en ældre herre, pensioneret advokat - hans datter bor i Jylland, måske er han der? Jeg må huske at spørge Liselotte, det kan være han har sagt det til hende.


Mit skrivebord roder, bærer præg af en dag hvor jeg ikke har haft det for godt med min gigt. Jeg begynder at rydde lidt op men mærker hurtigt en rastløshed brede sig i mig, jeg ved ikke hvad der er galt - kan bare mærke en indre uro!


Liselotte kommer løbende ned af trappen, hun råber ind til mig at hun vil lave te. Hun er bare så dejlig, min datter! Jeg har lavet plads på bordet og lagt bordskånerene frem til vores krus - glæder mig til en hyggestund. Et kort øjeblik efter kommer min datter til syne balancerende med to krus og en ostemad i munden.
Ligeså snart Liselotte har sat sig tager hun ostemaden ud af munden og siger:
- Hørte du det rabalder fra Karl i morges? Det lød ret voldsomt, gad vide hvad han tabte!
- Rabalder? Nej det hørte jeg ikke, tværtimod har jeg intet hørt derinde fra i dag. Faktisk har jeg været lidt urolig - tænkte at han måske var i Jylland, men det er han vel ikke?
Liselotte tager en ordentlig slurk af sin te og svarer:
- Jo nu du siger det! Jeg mødte ham i går, med kuffert og det hele - så han er nok ude at rejse!


Nu blev jeg for alvor urolig! Hvad søren var det for en larm i morges og stilheden hele dagen. Der er noget der ikke stemmer! Jeg griber fat i min telefonliste og spørger Liselotte om hun er sikker på at det var i morges hun hørte larmen. Hun nikker bekræftende og jeg finder Karls datters nummer i telefonbogen.


- Jo far ankom i aftes. Vi har planlagt at hygge en uges tid her hos mig.. Og for øvrigt, nævn endelig ikke noget til min far om håndværkerne, hvis han ringer til dig, det skal være en overraskelse. Han bliver jo 80 i næste måned, så mens han er her har jeg bestilt malere, så alt er frisk og lækkert til han kommer hjem og skal holde reception.

lørdag den 3. december 2011

Du kan ændre verden!


Tekst og foto: Jørn E.



Jeg var engang på rejse med min chef til New York. Vi tog en taxi fra lufthavnen ind til hotellet, hvor vi skulle bo. Undervejs spurgte vores sorte chauffør, hvor vi kom fra, og vi fortalte ham så, at vi kom fra Danmark. ”Oh, Yeah. Hans Christian Aaandersen”, udbrød han og sendte os et stort smil i bakspejlet. Vel ankommet til hotellet, betaler min chef taxichaufføren, giver ham 5$ i drikkepenge, og siger til ham: ”Tak for at du bragte os hurtigt og sikkert her til vores hotel”. ”Thank you, thank you very much” udbrød han og smilede sit store venlige smil igen ”It has been a pleasure”.

Da taxien var kørt, spurgte jeg lidt forundret, hvorfor han havde givet så rigelige drikkepenge og oven i købet rost chaufføren for hans kørsel. Det var jo trods alt hans arbejde, og vi betalte ham for det. Jo, ser du svarede min chef smilende: ”Nu er den mand glad. Næste gang han møder en medtrafikant som f. eks. har problemer med  at komme ud fra en lille sidegade, så holder han tilbage  fordi han er glad. Medtrafikanten bliver glad. Så er der allerede to glade mennesker, som har mere lyst til at gøre andre glade.

Men lad os nu holde os til vores ven her. Når han kommer hjem i aften til sin familie, har han måske købt blomster til sin kone og slik til sine 3 børn. De bliver glade og så er vi allerede oppe på 6 glade mennesker, som en direkte årsag af lidt rigelige drikkepenge og en venlig bemærkning. Kan du se fidusen? Nu begynder det at sprede sig som en steppebrand, og jeg føler glæde og tilfredshed ved tanken om at jeg har været med til at gøre verden til et bedre sted at leve for en masse mennesker, blot ved at glæde en taxichauffør der passede sit arbejde.”

Den episode gjorde et dybt indtryk på mig og jeg har lige siden, altid forsøgt at leve efter den filosofi. For hvor er det dejligt at vide at jeg KAN være med til at gøre denne verden bedre, blot ved at behandle mine medmennesker, som jeg ønsker de vil behandle mig.