lørdag den 22. december 2012

Onkel Axel



Tekst: Jørn E.
Foto: Randi Abel


Historien er en fortsættelse af Ragnhilds ”Efterår.” Men den kan også læses som en selvstændig historie. Den er en kombineret besvarelse af septemberopgaven, stillet af Poly og oktoberopgaven stillet af Ragnhild.

Hun stod stadig med hånden på dørhåndtaget. Så var det pludseligt som om hun vågnede op fra en drøm. Hun stak nøglen i låsen og lukkede op med et par beslutsomme bevægelser.

Mens hun havde tøvet foran døren til onkel Axels lejlighed, var hendes tanker gået tilbage til den tid, hvor hun havde haft sin daglige gang hos ham. Det var sluttet for et par år siden, hvor hendes arbejde havde ført hende så langt væk som til Australien.

Da hun trådte ind i entreen blev hun budt velkommen af onkel Axels hyggelige ”møf”.
Lugten som tilhørte ham. En blanding af piberøg og bibliotek. Selvom luften i lejligheden var iltfattig, tung og smålummer efter lang tid uden udluftning, bragte den ny næring til hendes minder fra den gang. Det føltes som om det var årtier siden.

Hun havde været frustreret. Splittet mellem omsorgen for sin onkel og de nye muligheder i hendes karriereforløb ved at tage jobbet i Australien. Firmaets første afdeling i Australien med hende som leder.

Men hun kunne jo ikke forlade onkel Axel, efter alt det han havde gjort for hende. Slet ikke nu, hvor han var blevet en gammel mand, plaget af slidgigt i ryggen og et par andre alderdomsrelaterede skavanker. Hun kunne mærke, at hun blev nødt til at tale med ham om det. Hun blev dog holdt tilbage af tanken om at han helt sikkert ville sige at hun skulle rejse. Det ville være en lidt for ”billig omgang” for hende. Hun vidste jo han ville tilskynde hende til at rejse, og hun ville jo frygtelig gerne have det job.

Hun bragte det på bane i sidste øjeblik før hun var nødt til at give sin arbejdsgiver besked. Det var ved deres eftermiddagskaffe, som var blevet den faste indledning til hendes besøg, hvor hun gjorde rent og gik i byen for ham. Kaffe med en enkelt kanelsnegl, som onkel Axel holdt så meget af.

'Du er så tavs min lille skat'. Onkel Axel så undersøgende på hende. Hun kom til at rødme. Følte sig afsløret.
'Hvad er det der trykker dig min søde pige?' Hun så ned i kaffekoppen som for at hente inspiration. Så så hurtigt hun op igen, lagde sin hånd på knæ og fortalte ham det hele. Hun fik tårer i øjnene mens hun fortalte.
'Jamen det er da vel ikke noget at være ked af?' Onkel Axel så spørgende på hende.
'Kan du da ikke forstå at jeg så må svigte dig?' Tonefaldet var lidt heftigere end tilsigtet.
Onkel Axel lænede sig afslappet tilbage i sin øreklapstol og lo befriet mens han koncentrerede sig vældigt om at stoppe sin pibe.
'Jamen herregud. Mener du virkelig....?'. Han så op. 'Svigte mig. Nej min ven, det gør du ikke. Men du svigter dig selv, hvis du ikke siger ja til sådan den chance. Jeg ville da også have det rædselsfuldt, hvis jeg skulle leve med bevidstheden om at jeg var årsagen til at du ikke tog imod dit livs chance. Det gør du da bare.' Han pegede på hende med pibespidsen og så hende med et fast blik og et skælmsk smil om læberne.

Nu hun stod her tænkte hun igen på ”den billige omgang” men var alligevel lykkelig for at han havde uafviselig og rolig.

*************
Alle disse minder vældede frem i hende nu, hvor hun stod tre skridt inde i entreen. Det var en gammel lejlighed, med en lang gang som entre og døre til lejlighedens øvrige rum. Første dør på højre hånd var ind til spisestuen. Hun lukkede op. Støvpartiklerne svævede rundt i solen som faldt ind gennem det store vindue. Rummet var stadig delvist møbleret med et stort rundt spisebord og fire stole i engelsk stil i mahogni med sort hestehårsbetræk. Desuden var der et skab i samme stil med skuffe til duge. Over skuffen glaslåger med facetslebne ruder og hylder til glas og porcelæn. Skabet var tomt.

Et postkort midt på bordet fangede hendes opmærksomhed. Motivet var en vej med nogle biler i et bjerglandskab. Det kunne være en af corniscerne langs den franske revierakyst. Hun vendte kortet og læste til sin store forbavselse adressen. ”Grethe Sander, c/o Axel Billing, Lollandsvej 36, 3. sal th. 2000 Frederiksberg, DANMARK. Frimærket var fransk, så motivet var altså fra sydfrankrig konstaterede hun selvtilfreds. Hun havde gættet rigtigt.

Hun bemærkede at der blev en blank firkant på bordpladen, hvor kortet havde ligget. Det havde åbenbart ligget der et stykke tid. Hun læste videre. ”Kære Grethe. Ja, det er mig, onkel Axel, som har skrevet dette kort. Gem kortet og opsøg min advokat Jørgen Orth på Kong Georgsvej 15, 2000 Frederiksberg. Hans telefonnummer er 32 12 25 60. Du skal nok lige ringe i forvejen. Hun smilede for sig selv og mumlede med påtaget ”lillepigestemme: 'Ja onkel. Det skal jeg nok onkel', . Nogle gange var det som om han glemte, at hun var en voksen kvinde nu. Hun sendte sin onkel en kærlig tanke.

Hun læste teksten igen og vendte kortet om og så på billedet. Hvorfor var det blevet sendt hertil? Og endnu mere mystisk: Hvem havde sendt det?

**********

lørdag den 15. december 2012

Kriminelle detaljer!



Tekst og foto: Leonius

Ok – er vi så samlet alle?
Var det ikke fjorten vi skulle være?
Vi er kun tretten.
Hvem er det der mangler?

Kriminalinspektør Johannes Gavlesen kigger ud over forsamlingen, og gentager sit sidste spørgsmål.
Unge Ditlevsen stikker en hånd i vejret.
Ja Ditlev?
Det er Bruno Jensen, han er midt i en sag han ikke kan forlade. Jeg skulle undskylde fra ham.
Nå – det er der ikke noget at gøre ved. Vil den der sidder tættest på døren – lukke den, så vi kan få fred herinde.

I har forhåbentlig arbejdet med den tekst I fik med i sidste uge. Jeg skal indrømme, at jeg er meget spændt på at høre hvad I har at sige om den.
Som jeg fortalte Jer sidst, er teksten en fiktiv vidneerklæring som gerne skulle få Jeres små grå hjerneceller til at arbejde på højtryk for at finde frem til den eller de detaljer der kan forvandle en kriminalsag fra fiasko til succes.
De små grå skal jo være aktive i alle de timer I er på jobbet når og hvis i kommer igennem dette forløb og avancerer til kriminalbetjente.

Hvem vil være den første til at brilleirer?

Lille Svend rakte hånden i vejret.

Ja – Svend, hvad har du så fundet ud af?

Jeg mener, at det ikke er efterår når grenene står helt nøgne, det må være vinter, så jeg tror ikke på det vidne.

Tak Svend, er der andre bud fra forsamlingen.

Orla – en lidt overfrisk betjent gav tegn.
Jeg mener at det er hende der er morderen, hun bedyrer hele tiden at hun ikke har været derinde, selvom hun har nøgler til lejligheden.

Tak Orla.
Er der andre gode ideer?
De elleve resterende havde ikke lyst at gøre sig til grin, så de undlod at komme med bud på noget som helst.

Man kunne godt se på Kriminalinspektør Johannes Gavlesen at han var skuffet.

Jeg forklarede Jer alle sidst, at det var detaljerne vi skulle fokuserer på, og det gjorde såmænd ikke noget at I læste vidneerklæringen grundigt og gerne flere gange.

Lad mig så fortælle Jer hvad vi kan udlede af dette vidneudsagn:

Kvinden har aldrig været inde i den opgang, og som følge af det altså heller ikke inde i lejligheden. Hvis der i den lejlighed er begået et drab, ja så er det ikke hende der er den skyldige.
Hvordan kan jeg så komme frem til denne konklusion?
Ja – det står i vidneudsagnet, og det burde I have set.
Kvinden siger jo:

”Det lykkes til sidst at få nøglen i låsen. Husker det lille specielle løft af den før hun drejer de to omgange mod højre.”

En opgangsdør har slet ikke sådan en lås, der skal drejes to gange, og I har aldrig mødt sådan en.
En opgangsdør skal altid være til at komme ud af uden nøgle, i tilfælde af brand eller lignende. Det er ganske enkelt ulovligt at aflåse sådan en dør med en riglelås, der må kun være en smæklås på sådan en dør, og der skal altid være vrider eller et simpelt håndtag indvendigt.
Vidnet har altså aldrig overvundet frygten for at gå ind af den dør, selvom hun skulle være i besiddelse af en nøgle til den.

Jeg vil indskærpe for Jer alle sammen, at det er detaljer vi arbejder med, og den eneste formildende omstændighed der taler til Jeres fordel er, at det var Jeres første vidneudsagn.
Den tekst jeg deler ud nu, forlanger jeg I arbejder seriøst med, så I næste gang kan bevise for mig, at I virkelig ønsker og har evner til denne uddannelse.

lørdag den 8. december 2012

En sneugle og to undulater



Tekst og foto: Bente Pedersen

Hun tørrer skoene af på måtten, som hun har lært. På skiltet over brevsprækken lyser hans navn alene sort på hvidt. Da hun var barn, stod der to. Men det var før. Hun trykker håndtaget i bund og lytter. Ingen fugle, der pipper. Hans overfrakke hænger på knagen. Den stinker af gammel mand og cigar. Hun undgår at se på døren til soveværelset og går ind i stuen.

Hun har svært ved at ånde frit. Støvet ligger tykt over det hele. Så har søsteren, Karen, altså heller ikke været her. Eller nogen fra den nye familie for den sags skyld. Hun sætter sig i hans lænestol ved vinduet. Læderet føles koldt mod ryggen. Blikket falder på reolen med den udstoppede sneugle. Silkeblød at røre ved. Når man en sjælden gang fik lov. Den han lovede hende, at hun måtte få. Bagefter. I bunden af fugleburet ved siden af ligger to døde undulater. Hun lader dem ligge.

Hun kigger på listen, som plejecenteret har sendt hende. Hvorfor lige hende og ikke Karen? Altid hende, også nu. Hun får samlet det hele sammen: Læsebriller, de små batterier til høreapparatet, et par fuglebøger og så bryllupsbilledet. Af ham og den nye kone. Selv om hun ikke vil, kan hun ikke lade være med at kigge på det smilende par foran rådhuset. Hun vrænger ansigt ad dem. Har lyst til at række tunge.

Hun stopper det hele i den medbragte kuvert, skriver hans navn og plejecentrets adresse udenpå, og lukker den. Hun nægter simpelthen at skrive afsender på. Han skal ikke tro noget.

Hun tøver et øjeblik. Går så over mod reolen og tager hårdt fat i uglen. Den skal med hende hjem. Da hun har låst fordøren, smider hun nøglen ind gennem brevsprækken og går raskt ned ad trapperne med uglen under armen.

Hun smiler ved tanken om at plukke den. En fjer ad gangen.

lørdag den 1. december 2012

Efterår



Tekst: Ragnhild Jakobsen
Foto: Randi Abel


Husene står som silhuetter mod dagens sidste lys. Hendes ensomme klik-klak mod fortovets fliser fylder rummet. Vinden er kold. Det er efterår nu med nøgne træer og lys fra alle vinduer. Eller fra næsten alle. Hun skutter sig, mens hun igen en gang passerer døren til opgangen.

Hun kunne da også bare gå ind. Nøglen ligger jo i lommen. Men hvorfor skulle hun? Der er mørkt i lejligheden. Det var der også i går. I forgårs. Og dagen før. Hun vender om og vandrer atter tilbage mod huset. Står lidt og løfter så sit ansigt mod de mørke ruder. Ser de udslukte vinduer mellem alle de lysende varme. Er der et liv der? I den lejlighed? Nu?

Hun standser foran døren, strammer tørklædet om halsen, trykker tasken mod sig og fumler med nøglen i lommen. Det lykkes til sidst at få nøglen i låsen. Husker det lille specielle løft af den før hun drejer de to omgange mod højre. Hun er inde. Genkender lugten i opgangen og kroppens hældning på vej op ad de brede trin.

Hun standser på tredje. Der står stadig VELKOMMEN på måtten ved døren til venstre. De midterste bogstaver er næsten slidt ned. Den burde da skiftes ud. Hun sætter nøglen i låsen og mærker kroppen mod døren, mens fingrene langsomt drejer nøglen rundt. Hun fører hånden hen over grebet. Og tøver.

onsdag den 28. november 2012

December-opgave 2012



Foto: Jørn E.

Kære alle,

Så er dette års SAXO forfatterskole slut, og det er på høje tid, at vi får liv i Skrive-bloggen igen. Hvad er bedre at starte med end en månedsopgave?

Bente og tidligere Ragnhild har foreslået, at december månedsopgave tager afsæt i Ragnhilds tekst "Efterår". Teksten kan bruges som oplæg til at skrive videre på, skifte synsvinkel i forhold til, eller slet og ret som inspiration.

Hvad siger I til en deadline den 14. december?

Go' skrivelyst :)

Kh
Randi

lørdag den 27. oktober 2012

Skriveferie på Skrive-bloggen



Kære læsere,

Endnu en omgang SAXO forfatterskole løber i øjeblikket af stablen, og de fleste af Skrive-bloggens ihærdige forfattere har drøntravlt med at løse de stillede opgaver dér.

Imens er i meget velkomne til at genlæse de omkring 350 tekster, som indtil videre er publiceret på Skrive-bloggen.

Mange hilsner,
Randi

lørdag den 20. oktober 2012

H for Helene



Tekst og foto: Randi Abel

Denne tekst er en månedsopgave på Perfiktion og er skrevet på basis af Edvard Munchs billede 'Melancholy'.



3. persons-fortæller

Den første gang Helene så ham sidde på de glatte sten og kigge ud mod horisonten var i skumringen dagen efter, hun var flyttet ind i sommerhuset. Han så ud til at være opslugt af sine egne tanker, men han kiggede alligevel op, da hun gik forbi. Hun smilede til ham. Han gengældte hendes hilsen med et kort nik.

Helene gik tur langs stranden næsten hver aften. Bølgernes skvulpen mod stenene havde en beroligende virkning på hendes flossede sind, og den salte brise fejede tankerne væk om Jonas og hendes veninde Julie sammen i dobbeltsengen, den dag hun var kommet tidligt hjem fra kontoret med en dundrende hovedpine. Helene var stormet ud af lejligheden og havde vandret rundt på må og få, indtil hun pludselig befandt sig midt på broen over fjorden. Det var to betjente på patrulje, som havde fået hende på bedre tanker.

Efter et ophold på psykiatrisk afdeling var hun flyttet i egen lejlighed, og kort tid efter var hun vendt tilbage til sit job. Det gik dog kun til en eftermiddag, hvor hun måtte flygte om bag et tøjstativ i Føtex for ikke at stå ansigt til ansigt med Jonas og Julie, som hånd i hånd dukkede frem bag nogle hylder. Hendes kollega havde tilbudt hende at låne sommerhuset i den anden ende af landet for at få det hele på afstand.

Til Helenes store overraskelse sad manden der, hver gang hun kom forbi, og efter at have smilet til ham nogle gange tog hun mod til sig og standsede udfor ham.

”Hej!”

Manden nikkede.

”Bor du i nærheden? Jeg har set dig her nogle gange.”

Han slog ud med armen.

”Nå, du bor nede i byen? Jeg bor i det hvide sommerhus derhenne. Jeg hedder forresten Helene.” Hun rakte ham hånden.

”Simon.” Han rømmede sig. ”Jeg hedder Simon.”

Om lidt skal Helene møde Simon igen. Han har inviteret hende ud på en sejltur i solnedgangen. Hun kaster et sidste blik i spejlet, inden hun griber kurven med de lækre madder, hun har smurt. Solens sidste stråler glimter i dugdråberne på halsen af hvidvinsflasken, som stikker op af kurven.

Helene tager et par dansetrin, da hun går ned ad den smalle sti til stranden.



Jeg-fortæller

Det var hendes skygge på stenene, der gjorde mig opmærksom på, at hun var der. Hun smilede til mig, men jeg lagde mærke til, at smilet ikke nåede hendes øjne. Hendes ansigt var indrammet af blonde lokker, og hun havde store bryster i T-shirten. Var det mon hende?

Et par dage senere var hun der igen, men det var først ugen efter, hun stoppede op og talte til mig.

Jeg mærkede den velkendte, kildrende fornemmelse i kroppen og måtte vende hovedet væk fra hende for at skjule mit smil, da hun sagde sit navn. Helene. Så var det hende.

Om lidt skal jeg mødes med Helene igen. Jeg har inviteret hende på en sejltur i solnedgangen.

Jeg sidder for sidste gang på denne sten, på denne strand og tænker på den første sejltur for præcis syv år siden. Jeg havde ikke planlagt at lægge det stykke fiskesnøre om Annas hals og stramme til, men pludselig var hun begyndt at lyde som mor. ”Simon, du er min lille mand. Nu skal vi to rigtig hygge os, Simon.”

Mor sagde altid: ”Simon, har man sagt A, må man også sige B,” så da jeg mødte Betina, vidste jeg, hvad jeg måtte gøre.

Nu dukker Helene frem bag træerne. Hun har en hvid kjole på, og det ser ud, som om hun danser. Jeg rejser mig og går hende i møde.

lørdag den 13. oktober 2012

Oktober - en haiku-suite



Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

en enlig solsort

mellem
dybgrønne grene

blodrøde æbler



stæreflokkelyd

omkring
et kastanjetræ

kapsler i græsset



spredt under træet

mahognibrune lysglimt

blandt
gyldne blade


lørdag den 6. oktober 2012

Kaffepause





Tekst og illustration: Bente Pedersen

- Nu trænger jeg til en smøg. Gider du tage dem. I frakken på bagsædet.

- Argh! Jeg har SÅDAN en hovedpine. Kan du ikke vente til næste rasteplads?

- Nøp! En halv time til den næste, siger gps’en.

- Hvad så med et stykke marcipanbrød?

- Og det sku’ hjælpe?

- Du elsker marcipanbrød. Kom nu! Her!

- Tak, tak… men find nu lige de smøger, inden jeg falder helt i søvn.

- I søvn? Jamen, hvad så med en lille sang? Denne her for eksempel: ”Wake Me Up, Before You Go Go …”

- Hvor ER du bare SÅ morsom! Tag nu de smøger! På bagsædet!

- Nu ved jeg det! Kaffe! Du skal have kaffe. Her! Du får min!

- Av, for helvede! Hvad laver du! Se nu en kæmpe plet, der kom der!

- KURT! SE OP! BREMS!

lørdag den 29. september 2012

Det hemmelige rum 2



Tekst og foto: Jørn E.

Det bankede på kriminalinspektør Wims dør. Han sad og læste nogle oplysninger, som Krista, hans kvindelige assistent og kriminaloverbetjent havde skaffet for ham. ”Jaah, kom ind”. Wims var fordybet i papirerne. Det kunne høres på det lidt åndsfraværende svar.

Krista skubbede døren op med hoften og kom ind med en bakke med frisk duftende morgenkaffe og friske, smurte, rundstykker. Wims kiggede smilende op. ”Du er danmarks bedste kriminalinspektørassistentoverbetjent” han klukkede tilfreds med sin engen humor og over det Krista bragte. Bakken blev sat på skrivebordet mellem dem. De tog hver en forsigtig slurk af den varme kaffe.

”Godt arbejde min kære Krista. Når man sammenholder oplysningerne fra tingbogen med de kommentarer du har fået fra ejendomsmæglere der har handlet huset, tegner der sig et billede, som godt kan give anledning til lidt tankevirksomhed”.

Resultatet af Kristas arbejde kan sammenfattes sådan: Siden 1973 og frem til maj 2009 havde huset været ejet af en frimenighedspræst ved navn Johannes Markussen. Han var ”hyrde” for en lille, meget strengt kristen menighed ifølge oplysninger fra den ejendomsmægler der havde formidlet salget for pastor Markussen. Salg og fremvisning var blevet overladt helt og fuldstændigt til mægleren. Kort efter var pastoren flyttet fra huset til en adresse i Vrande i Midtjylland. Herefter havde mægleren kun haft telefonisk og skriftlig kontakt med pastor Markussen.

”Det gik lidt stærkt det her” mumlede Wims mens han gumlede på sit rundstykke. Krista nikkede.
”Ja, det ligner næsten en flugt”.

Samme eftermiddag blev Wims ringet op af kriminaltekniker Flemming Mortensen. Han fortalte at de under den mere grundige gennemgang af rummet under gulvet hvor de meget små fingerknogler fra et antagelig mumificeret barnelig havde ligget, også havde fundet et par hår. Der var blevet foretaget en DNA undersøgelse af både fingerled og fingerknogler. Mortensen kunne fortælle, at hårene og knoglerne, havde tilhørt to nærtbeslægtede.

Wims orienterede Krista om resultatet af de tekniske undersøgelser.”Men det bringer os desværre ikke så langt”. De hår kan jo være kommet derned på mange måder. Det beviser ikke noget som helst. Desuden kan en DNA-profil jo ikke stå alene som bevis i en dansk retssag.” Wims kløede sig eftertænksomt i håret.
”Jeg tror jeg smutter ned til min gamle ven Kristiansen, kordegnen, og ser om han kan fortælle mig noget mere om denne pastor Markussen.

Wims fortæller videre:
Kristiansen kiggede op fra sit arbejde ved computeren, da jeg trådte ind på kontoret. ”Hva' Søren. Uventet besøg, her midt på dagen. Det må være i embeds ”vanfør” grinede han”.
”Ja, det må jeg jo indrømme”
Jeg ridsede sagens vigtigste linier op.
”Lad mig se engang, hvad jeg har om den gamle idi.. ” Min ven slog sig for munden. ”Nå men, selvretfærdig, fanatisk og totalt blottet for humor, det var han og der har jeg i alle tilfælde ikke sagt noget forkert”
”Nå lad mig se” Johannes Markussen født i Vrande i Jylland d. 13. februar 1943. Gift 3. juni 1969 med Mathilde Nørregaard, ligeledes fra Vrande. I 1973 flyttede de til vores by. Da pastoren startede sin frimenighed havde han ikke boet her ret længe. Ja, herrens veje er uransagelige. Hvorfor skulle det lige gå ud over os?
”Nej, her skal du bare høre” udbrød min gamle ven. ”Han er død, og her står ”findested” Jernbanesporet lige uden for brande kl. 19.35 d. 3. marts 2010. Det er vist DSB kalder en personpåkørsel!”

Jeg stirrede på min gamle ven. Det var vist dagen efter, at aviserne skrev om vores mystiske fund i pastorens tidligere ejendom. Jeg sprang op. ”Selvmord”?
”Rolig nu hr. kriminalinspektør. Der er mere. Pastoren havde en datter, Sara Markussen, født d. 5. juni 1992”
”Det lugter ikke godt det her” var mit umiddelbare udbrud. Kan du give mig et udskrift af disse oplysninger”.
”Ja, det har jeg jo pligt til. Du er jo en myndighedsperson”. Kristiansen grinede smøret.

Da Wims vendte tilbage til stationen, kunne Krista se, at han havde det hun for sig selv kaldte ”sporhundefjæset” på.
”Krista” kan du ikke se, om du kan finde noget mere om familien Nørregård fra Vrande.”
Han rakte hende udskrifterne fra kirkebogen. Ellers kan kordegnen sikkert hjælpe dig.

Jeg går ”undercover" i Vrande”.
”HVA' gør du!”
Krista tabte underkæben.

Fortsættelse følger

Jørn E.

1. november 2011

729 ord. Så er I advaret ;o0

lørdag den 15. september 2012

På kunstudstilling med Tante Tulle



Tekst og illustration: Bente Pedersen

”Kan du ikke køre omkring Tante Tulle? Hun mangler hjælp til indkøb!” lød sms’en fra Charlottes mor. Charlotte rynkede lidt på næsen. Stranden og Morten måtte så vente til senere. Hun elskede sin tante højt, men at handle sammen med hende kunne være noget af en udfordring. Tante Tulles distræte og noget forvirrede tilgang til verden var ikke blevet mindre, som sygdommen skred frem.

Charlotte sukkede, vendte cyklen og kørte hen mod gadekæret. Her boede Tante Tulle stadigvæk i det lille hvidkalkede hus. Forleden havde hun været ved at bage petits fours til en fernisering. Imens de var i ovnen, hvirvlede hun rundt og placerede alle sine farvestrålende lærreder i den lille have. Da den tykke røg så kom væltende ud ad Tante Tulles køkkenvindue, ringede Fru Hansen ved siden af nærmest pr automatik 112.

Charlotte stillede cyklen i det lille stativ ved lågen og låste sig ind. I gangen duftede det sødt og krydret.

Hun sparkede sandalerne af, mens skoletasken blev smidt i hjørnet. Hun elskede onsdage, når hun skulle passes hos Tante Tulle. Duftglasset med låg stod på det lille, hvide bord under spejlet. Det var fyldt med rosenblade fra tantes have. Hun havde selv været med til at samle dem, så de kunne tørres. De knasede lidt som cornflakes, når hun kørte fingrene igennem dem. Som altid stak hun næsen helt ned i glasset og snusede ind. Så åbnede hun den sorte lakæske, der stod ved siden af. Hun kunne se sit lille runde ansigt i låget, så meget skinnede lakken. Selv om hun godt vidste, hvad der nu ville ske, holdt hun altid vejret. Når den lille spilledåse så begyndte at klimpre, og danserinden snurrede rundt på tåspidsen, slap Charlotte igen åndedrættet frit. Hun huskede at tørre lakæsken af med trøjeærmet, inden hun stillede den tilbage på plads.

Charlotte rystede lidt trist på hovedet ved synet af kørestolen, der stod klappet sammen i entréen. Nu var det for længst slut med at rejse, for Tante Tulle kunne hverken gå særlig langt eller finde vej selv.

Inden de kunne komme ud af døren, insisterede Tante Tulle på at iklæde sig en hvid sommerkjole med broderi anglaise. Hun anbragte en lille stråhat med lilla bånd på de grå lokker, og siddende veltilpas i kørestolen slog hun den elegante parasol ud med et smæld. Charlotte havde forstået, at Tante Tulles plan for dagen var at besøge den meget ansete udstilling på ”Musee des Arts Decoratifs ”. Charlotte krydsede fingre for, at Tante Tulle ville godtage, at lige præcis den udstilling fandt sted i ”Dagli'Brugsen” i Østerbygade.

Uden for ”Dagli'Brugsen” studerede Tante Tulle nøje plakatsøjlerne med dagens tilbud og erklærede: ” Jo, vi må straks ind og købe billetter, lille Charlotte, for tro mig! Dette bliver noget af et tilløbsstykke!” Indenfor pegede Tante Tulle mod kioskafdelingen med sin solparasol og bad Charlotte hente 2 billetter og et udstillingskatalog.

De rullede videre mod svinglågen ved indgangen, mens Tante Tulle fornøjet studerede ”Bo Bedre”. Charlotte forklarede hende, at der i dag var lodtrækning på billetterne, så hun skulle sørge for at gemme dem. Tante Tulle viste dernæst de to indkøbte skrabelodder til flaskedrengen, Kristian, der stod ved flaskeautomaten. Selv om alle i Nr. Vebberup kendte Tante Tulle, så blev Kristian dog lettere forvirret, da han på flydende fransk blev spurgt, om udstillingen var en succes.

Mens Tante Tulle studerede en farverig opstilling af ananas på dåse og forsøgte at finde det omtalt i kataloget, skyndte Charlotte sig rundt efter af varerne på indkøbssedlen. Det gik planmæssigt, indtil hun hørte et mægtigt rabalder af dåser, der faldt. Hun hørte også Tante Tulle råbe: ” Au secours! Au secours! Venez vite ! C'est un grand scandale!”

Lars, ”DagliBrugsens ”bestyrer, kom løbende hidkaldt af larmen. Midt i en bunke væltede ananasdåser sad Hans og tog sig til hovedet. Han var repræsentant for ”Gevalia-kaffe” og havde såmænd bare stået og fyldt varer på hylden, da kvindemennesket i kørestolen begyndte at hyle op på fransk og dernæst havde slået løs på ham med sin parasol.

Lars skyndte sig at køre Tante Tulle i retning af slagterafdelingen, hvor han blev mødt af Charlotte. ”Nu må du altså lige tage dig af Tante Tulle. Hun overfaldt en mand omme ved kaffen! Tror du ikke bare, at du skal køre hende hjem, inden der sker mere?”

Charlotte overtog kørestolen og kørte mod udgangen. Tante Tulle tørrede de små svedperler under næsen væk med et lommetørklæde. ”Ja, du kan sandelig godt være stolt af din gamle tante, lille Charlotte, for jeg har lige reddet et af de vigtigste kunstværker på hele udstillingen. Vil du tænke dig, Charlotte! Der var en mand, som bare sådan uden lige begyndte at flytte rundt på kunstværket! Skandaløst!” Tante Tulle virrede med sit lille hoved, så de grå lokker bølgede under hatten. ”Jeg råbte på hjælp, men han fortsatte bare. Hvilken mageløs frækhed! Bare fordi, jeg er en gammel kone i kørestol! Sådan en vandal! Så svang jeg min solparasol. Han fik et ordentligt gok lige over øret. Han svimlede vist, for han væltede sørme hen over hjulene på min kørestol! Hvilket held!” Hun rettede lidt på en bøjet stiver i parasollen og skubbede lommetørklædet på plads i ærmet. Tante Tulles smil var i sig selv et lysende kunstværk, da Charlotte hastigt rullede hende mod udgangen.

lørdag den 8. september 2012

Gåturen



Tekst og foto: Poly Schmidt

Den åndssvage kørestol, nu knirkede den igen, blot man løftede rumpen. Det var også for dårligt, at de ikke havde lagt ham hen at hvile endnu. Helt sikkert, om lidt når en af dem kom vimsende ind af døren, fik han severet en eller anden undskyldning.

Han prøvede desperat at rette folden ud, der sad og gnavede i skridtet. Han vidste, bukserne var alt for små, da de hjalp ham med at få dem på. Ikke kun det,at de var stive og rædselsfuldt grånussede, men tillige kløede de af det billige sæbepulver, de åbenbart brugte. Det samme gjorde sig gældende for den hvide skjorte, der var mere ubehagelig end bukserne.

Man skulle tro, de alle var straffefanger, for noget mere deprimerende syn end kun gråt og hvidt, var nærmest en synd for guderne. Selv de gamle kørestole var leverpostejfarvede.

Anders prøvede at bugsere kørestolen hen til sengen, men uden held. Dødsyge kørestol, tænkte han, ligesom en meningsløs lidelse. Måske skulle han bare tage sin middagslur i stolen og glemme alt om at få hjælp til at komme op i sengen.

”Ja, ja lille far, jeg prøver jo at undgå alle de ujævnheder, jeg kan, men den dumme kørestol har sin egen mening. Og nu hvor jeg endelig kører dig en tur forbi de smukke kornmarker, så lad nu være med at brokke dig. For øvrigt var det dig selv, der foreslog, vi gik hen til den gamle landsbykirke for at lægge en blomst på mors gravsted.”

Anders vidste ikke hvor meget hans gamle senile far forstod, men han lod som ingenting og snakkede blot løs, om alt det de mødte på vejen. Han havde ikke selv noget imod, det gik med langsomme skridt over de toppede brosten. Bestemt ikke det bedste for en sart krop og en elendig kørestol, der var svær at manøvrere. Men i sådan en gammel landsby kunne man vel ikke forvente, der blev anlagt nogen form for ramper. Selvom det villle give kørestolsbrugere mulighed for at komme helt tæt på naturen og tillige nyde de gamle bindingsværkshuse uden at ende med blå mærker overalt. Selv nød han gåturen, den pragtfulde vindblæste natur og det stemningsfyldte landskab med gamle egetræer. Hvor end man skuede var der gavmildt strøget mageritter, valmuer og kornblomster, som om tusindvis af sommerfugle havde taget bo i kornmarkerne. Mange steder kunne man oven i købet se havebevoksning fra Arilds tid blandt kornmarkerne. For Anders var det også et dejligt gensyn med mange smukke og glade minder.

Alle i landsbyen var dybt engageret i at holde deres haver smukke. Mest lagde han nu mærke til alle deres frugttræer, hvor han havde tilbragt uendelige timer med alle sine legekammerater. Åh, hvor havde han dog lyst til at kravle en tur op i æbletræets kroner og skue ud over landsbyen. Men ak, det kunne man desværre ikke i hans alder, og slet ikke med hans far på slæb. Anders var så optaget af sin egen verden, at han ikke så udgravningen, før det var for sent. Han nåede lige at råbe til sin far, han skulle holde fast i armlænet. Selv greb han ud efter kørestolens håndtag, og nåede lige at tænke:"Den åndssvage kørestol!", før den smuttede ud af hans greb.

”Anders, Anders, hvad laver du dog på gulvet?”
”Hvad for noget! Hvad sker der?”
Anders kiggede sig forvirret omkring, men kunne slet ikke genkende noget. Han kiggede op i et bedårende ansigt. Men hvem hun var, anede han ikke.

onsdag den 5. september 2012

September-opgave



Foto: Randi Abel

Kære alle,

September-opgaven er Poly ophavskvinde til:

Skriv er tekst på basis af dette billede, http://borglumkunst.dk/view.php?id=180

God skrivelyst.

Kh
Randi

lørdag den 1. september 2012

Johannes fødselsdag



Tekst og foto: Jørn E.

Det var den 4. maj om morgenen året var 2005. Johannes sad i morgenkåbe og nød udsigten til solens flimren i de nyudsprungne bøgetræer i parken foran hans vinduer. Han tørrede sig åndsfraværende om munden endnu engang. 'Ja, 4. maj.' tænkte han. 'Gad vide hvad nummer i rækken det var.' Johs, som han kaldtes blandt venner, og dem var der mange af – begyndte at regne. 60 år kom han frem til. 'Jamen, så var det jo et jubilæumsår.
'Johs kom til at tænke på gutterne fra frihedskampen. Ved 50 års jubilæet havde der været otte, foruden ham selv. Erling havde været 87 dengang, så ham var der nok afbud fra. Han kunne ikke huske hvor gamle de andre var. Men han var sikker på, at der var to eller tre som var ældre end ham, så det var jo spændende at se hvor mange der ville være tilbage fra gruppen i år.
Han fortsatte sin avislæsning. Det var blevet et ritual at læse avisen mens han spiste morgenmad.. Han læste omhyggeligt alt nyhedsstoffet. Han ville følge med i hvad der skete i den verden han trods alt stadig var en del af. Dødsannoncerne blev ekstra grundigt studeret i dag. Han tænkte stadig på gutterne. Allan var der endnu. Det vidste han. Allan og han havde i mange år arbejdet i samme firma. Nu boede Allan i en dejlig lejlighed inde på Østerbrogade, næsten overfor Johanneskirken. Han havde stadig sin kone, Helen, som var født i England. Johs smilede for sig selv. De to havde altid elsket hinanden. Så vendte hans tanker endnu engang tilbage til de andre. Hanse havde været lærer på den lokale skole, og var den der havde fået ham med ind i gruppen. Hvor gammel kunne Hanse være? Han var vel 24 – 25 år dengang i 1943, så han ville være omkring de 85 i dag, Var han virkelig ikke mere end fem år ældre en ham selv? Han havde virket på Johs som en ”voksen” dengang, hvor han selv kun var en stor dreng..
Hvorfor havde de ikke holdt forbindelsen efter befrielsen. Ja, Allan og han, som begge var udlært som typografer på avisen i Kalundborg havde fået arbejde i København i ”Byens Cliché Anstalt A/S”, så de boede ikke længere i nærheden af de andre, som vist allesammen havde fortsat deres liv som landmænd i Algestrup og omegn. Men det havde ikke været hele forklaringen. Det var Johs sikker på. De havde sammen oplevet ting som ingen af dem brød sig om at tænke på. Selskabeligt samvær kunne ikke undgå at bringe de ubehagelige minder frem. Johs følte, at det ganske enkelt gjorde samvær umuligt i mange år. Han for sammen da han hørte Bittens stemme. 'Jeg har et par breve til dig. Det ene er fra hjemmeværnet i … Algestrup' hun udtalte navnet tøvende. Nu skal du vel ikke ud og gøre fædrelandet usikkert, Johs.' Hun lo. 'Nej, de bruger ikke den slags køretøjer i forsvaret. Han klappede rullestolen kærligt på armlænet. 'Ikke engang i Hjemmeværnet.' Så lo de begge to. Han kiggede på hende mens hun samlede service og bestik sammen på en bakke. Hun var koreaner og selv for en koreaner var hun ret lille. Hun var smuk og ligesom mange af pigerne på hjemmet var hun også sød og med glimt i øjet. Altid hjælpsom og tid til en lille sludder var der også. 'Jamen, det ser faktisk ud som om jeg skal ud og gøre fædrelandet usikkert', udbrød Johs og grinede højt efter at have læst brevet fra Hjemmeværnet. 'De vil holde min 80 års fødselsdag for mig, dernede i Algestrup', på kroen. Jamen det er da fantastisk'. Johs smilede over hele hovedet og Bitten kom hen og kiggede på brevet over skulderen og gav ham et lille knus.

Johs var stærkt plaget af slidgigt i knæ og hofter. De mange år på betongulvet i kliché anstalten havde sat sine varige spor. Han kunne kun gå nogle ganske få skridt med to stokke, så han var meget afhængig af sin kørestol. Men han gjorde meget for at holde sig i form. Han deltog i Kørestolsmarathon hvert år og daglig kørte han ca. fem kilometer i sin sportskørestol. Bare jeg har ”Skipper Skræk arme” så gør det ikke så meget, at jeg har ”tændstikben”, forklarede han altid grinende.

Bitten fortalte Vera, om indbydelsen til Johs. Vera var boss for den afdeling Johs boede på og hun tog sig bl.a. af situationer som denne. Hun sørgede for at købe billetter for de gamle på Rejseplanen og af og til tog hun også med til Hovedbanegården og fik sat dem på toget. Det ville hun også gøre for Johs. Vera var først i 50erne, lidt rund og med lyst krøllet hår, som altid så ud som om det levede sit eget turbulente liv.

Vera printede en billet ud. Dejligt nemt. Tog uden skift undervejs fra Hovedbanegården til Algestrup, hvor Johs venner ville hente ham. Så var det klaret tænkte hun, godt tilfreds med sig selv.

Dagen oprandt hvor Johs skulle fejres i Algestrup. Om natten var en af beboerne død, og Vera havde en masse ting at ordne i den anledning. Hun kom i tanker om Johs som skulle køres ind til Hovedbanegården. Hun kunne ikke forlade plejehjemmet da hun skulle tage imod de pårørende. Hun rejste sig fra sit skrivebord og gik ud på gangen for at finde Bitten. Der gik ikke lang tid, før Bitten kom ud fra en af stuerne. 'Bitten', kaldte hun. 'Bitten kan du ikke gøre mig en tjeneste og køre Johs til Hovedbanegården. Han skal nå et tog kl. 10.43, men det hele står på billetten'. 'Jo, men det skal jeg da nok.' Bitten smilede og stak en tommelfinger i vejret for at markere at det havde hun helt styr på. 'Åh, Gud være lovet for det pigebarn. Ikke så mange spørgsmål. Hun gør det bare', tænkte Vera.

Lidt over halv ti bankede Bitten på hos Johs. Hun ville sikre sig at han var klar og hun havde taget en termokande kaffe og to stykker kringle med. Johs var klar, - næsten. Han havde taget sit fine grå nålestribede jakkesæt på. D.v.s. jakken lå på sengen, bukserne var ikke lukkede og skjorten sad udenpå. Bitten satte bakken med kaffe og kringle på bordet. 'Nu skal jeg gøre den fine påklædning færdig. Rejs dig lige op. Du kan godt støtte dig til armlænene.' Bitten fik stoppet skjorten ned i bukserne, spændt livremmen og trukket lynlåsen op. 'Kan du ikke lige hjælpe mig med slipset også. Du binder sådan nogle flotte knuder', bad han. Bitten tog slipset som lå på sengen ved siden af jakken. Det var stribet i farver som dem i Union Jack og lignede et udsnit af flaget. Med slipset på plads, manglede Johs bare, at få jakken på og fortjenstmedaljen og frihedskæmper armbåndet rigtig anbragt. Bitten sikrede sig, at det hele sad som det skulle før hun satte sig. Hun skænkede kaffen. 'Når vi har drukket kaffen, kører jeg dig ind til Hovedbanegården. Vera har bedt mig gøre det fordi gamle fru Gellesen døde i nat. Jeg håber det er i orden?' 'Ja min søde pige, selvfølgelig er det det, og tak skal du have.

Bitten kørte Johs til Hovedbanegården i en af hjemmets minibusser med lift. På banegården fandt hun den perron toget skulle afgå fra. Nede ved toget blev Johs hjulpet ombord af togpersonalet.
Johs gjorde meget ud af afskeden med Bitten, idet han tog hendes hånd og gav hende et kys på den.
'Altså Johs, din gamle charmør. Hav nu en god tur. Har du din telefon med dig?' Johs nikkede.
Han havde fået at vide, at Sven som var søn af Anders fra modstandsgruppen ville hente ham ved stationen og han havde fået hans telefonnummer.

<<<<<<<<<<<>>>>>>>>>>>


Undervejs kom Johs til at døse lidt. Han tænkte på, at nu hvor han var blevet 80, ville han skrære Marathonnen ned til en halv-Marathon. Det måtte være rimeligt. Tankerne flød sammen med togets lyde og de små bump ved skinnesamlingerne.
Han blev vækket da den ene af to drenge der stod foran ham spurgte: 'Hvad er det for et armbånd du har på?' Johs kiggede venligt op på det nysgerrige ansigt. 'Det er et frihedskæmper-armbånd. Sådan et fik vi alle sammen i de allersidste dage af besættelsen.' Drengen kiggede stadig nysgerrigt på Johs. Johs fortsatte: 'Du ved at Danmark var besat af tyskerne fra 1940 til 1945, ikke?' Drengen svarede tøvende: 'Jo – jahh.' Så lyste hans ansigt op. 'Vi har set ”Flammen og Citronen.' Kammeraten fil et puf i siden, som for at få ham til at bekræfte deres fælles oplevelse. 'Ja, den var skidegod. Har du været sådan en som dem?.' Nu havde Johs de to ungersvendes fulde opmærksomhed. De ventede spændt på hans svar. Johs smilede lidt skævt. 'Ja, noget i den retning'.
'Hvor sejt' kom det næsten i kor fra drengene. 'Er det derfor, at du han fået medaljen.' Ville kameraten vide. 'Må jeg tage et billede af dig' spurgte han. 'Ja, hvis I fortæller mig hvad i hedder', svarede Johs. 'Jeg hedder Frederik'. Det var kammeraten. 'Martin her, kom det fra ham der havde spurgt til armbindet. Drengene forevigede ham med deres mobiltelefoner og deres kammerat ved siden af.
Toget sagtnede farten. 'Vi skal af her' oplyste Martin. Johs tog sin tegnebog frem og gav dem hver et visitkort.'Vær søde at sende mig jeres billeder. Martin du får lige et visitkort mere. Det kan du give til en af jeres lærere, hvis han eller hun syntes at I kunne trænge til at vide lidt mere om besættelsestiden. 'Super'. Drengene kiggede på hinanden og på visitkortet og gentog 'Super'.
Nu var toget lige ved at standse og Martin lovede at Johs nok skulle få de to billeder.

Resten af rejsen gik uden flere hændelser, men Johs var godt tilfreds med sig selv. 'Det er vigtigt at ungdommen holdes vidende om hvad der skete dengang'.
Togbetjenten kom hen og lagde en hånd på hans skulder. ' Det er Algestrup næste gang, så jeg gør rampen klar til dig'. 'Tak skal du have'. Johs syntes, at det var gået hurtigt at nå til Algestrup. Men togene var selvfølgelig også meget hurtigere end damplokomotiverne dengang.
Fremme i Algestrup blev Johs hjulpet af toget og stod nu på perronen. 'Kan du klare dig selv herfra?,' ville togbetjenten vide. 'Ja tak, jeg bliver hentet.' 'Det er godt, så vil jeg køre videre'. Togbetjenten smilede og steg op i toget. Dørene smækkede i.

Johs så sig omkring. Udover fuglesang og en fjern landbrugsmaskine var der ingen lyde, så de der var understregede stilheden. Mennesker var der heller ingen af. Johs så sig omkring. Ikke et øje. Han valgte, at ringe til Søren som skulle hente ham. 'Hallo det er Søren' lød det i telefonen. 'Ja, det er Johs. Jeg står udenfor stationen nu, så du kan godt komme og hente mig'. Søren var på forhånd orienteret om Johs ankomsttid og kunne ikke rigtig forstå, at Johs allerede var der, men han lod som ingenting for ikke at forvirre den gamle mand. 'Jamen det er helt fint. Men jeg skal først lige op og hente mini-bussen, så der går desværre nok en god halv time før jeg kan være der'. 'Det går nok alt sammen, vejret er jo fint, så jeg kører en lille tur i ventetiden. Det skal du ikke spekulere over. Jeg sørger for at være foran stationen igen om en halv time.

Rundt om banegårdsplandsen var der to og treetagers huse. De ældste så ud til at være fra 1900-tallets begyndelse. Midt på pladsen var der to bus-perroner med skilte som fortalte hvor busserne gik hen, desuden et læskur på hver perron. Ingen busser. De var kørt kort efter at toget var kommet.
Fortovet foran stationen førte ham til højre. Det første stykke var der de samme provinsielle byhuse som på banegårdspladsen. Så tyndede det ud og sluttede med et par mindre huse, som der tilsyneladende var lidt have til. Da vejen og fortovet slog et skarpt sving til venstre var der på højre side en uopdyrket mark, som stod flot med vilde græsser og markblomster. Johs sad i sine egne tanker og nød stilheden og den farverige mark. Pludselig kørte rullestolen ud over flisekanten ind mod marken. Den trillede et lille stykke, sank i og væltede. Johs faldt sidelæns ind på marken og slog hovedet mod en sten. Det sortnede for hans øjne.

Johs vidste ikke hvor længe han havde ligget der da han så småt genvandt bevidstheden. Han hørte skudsalver fra maskinpistoler. 'Det er tyskerne tænkte han. Hvem var da også den idiot som havde besluttet at gennemføre en aktion ved højlys dag.' Flere skudsalver. Nu hørte han også nogen der råbte på dansk. Johs trykkede sig mod jorden og håbede at ingen så ham. Men så hørte han støvler i løb hen ad fortovet. 'Nu er det ude med mig' nåede Johs at tænke. Støvlerne standsede og så hørte Johs en der råbte. 'Kom og hjælp mig. Gutten her er væltet med sin kørestol' og så, med en vis ærefrygt i stemmen: Ring efter en ambulance. Det er sgu en gammel frihedskæmper med armbind og medalje'. Johs som stadig var groggy følte at nogen ruskede i ham. 'Hej, kan du høre mig' råbte støvlerne'. Johs mumlede et eller andet som skulle gøre det ud for et 'ja'. 'Du er kørt i grøften'. Støvlerne lo lidt. Æh, jeg hedder Arne. Vi har en lille øvelse her. Der var ikke indlagt Første-hjælp, men det tager vi også med. Arne klukkede lidt igen I mellemtiden var flere hjemmeværnsfolk kommet til. De fik ham sat op i rullestolen, som nu stod sikkert på fortovet. Johs fik lidt vand fra en feltflaske og var efterhånden helt frisk, bortset fra hovedpine og en ordentlig bule i hovedet som blødte lidt efter den lidt voldsomme kontakt med stenen på marken.
Ambulancen kom med blå blink og sirener. Arne orienterede ambulancefolkene om situationen. Paramedicineren på ambulancen spurgte Johs, om han kunne huske hvad der skete. 'Ja, jeg kørte en lille tur mens jeg ventede på ham som skulle hente mig ved stationen'. Johs fortalte det hele om fejringen af hans 80 års fødselsdag i Algestrup, hvor flere af hans venner fra besættelsen boede. Arne, som havde lyttet med, brød ind. 'Ja, undskyld jeg blander mig. Der er altså noget helt galt her. Vi kender de frihedskæmpere som stadig lever og bor heromkring. Jeg ville også have vidst, hvis der var nogen i de kredse, som skulle holde en 80 års fødselsdag for en gammel frihedskæmper.'
'Jamen, jeg har telefonnummeret til Søren. Det er ham som skal hente mig på stationen.' Johs rakte sedlen med nummeret til Arne.
Arne ringede op. 'Dav, du taler med Søren fra Hjemmværnet i Algestrup syd for Køge. Jeg står her med Johs, som påstår at I vil holde hans 80 års fødselsdag.' Kort pause. 'Aha, - nej jeg ved ikke hvordan han er havnet her, men det kunne se ud somom der er sket en fejl ved billetkøbet. Igen en længere pause. 'Nej og der er ingen station i jeres Algestrup så I skulle altså hente ham i Tølløse? Pause. 'Jamen, han har slået hovedet og har muligvis en lettere hjernerystelse. Vi har en ambulance her, som vil køre ham til hospitalet i Køge til observation.' Ny pause mens Arne lyttede til Søren. 'Hmm, ja det lyder jo ganske betryggende. Jeg synes lige du skal tale med paramedicineren, øjeblik. Arne viftede parmedicineren til sig. 'Han siger, at han er læge på skadestuen i Holbæk, og han vil gerne tage ansvaret for Johs.' Det er i orden med mig, hvis bare jeg får hans navn til rapporten og så skal Johs selvfølgelig også være indforstået.'
Arne gik hen til Johs og forelagde ham situationen. 'Jamen, det er jeg helt indforstået med.' Johs var fyr og flamme. Arne talte igen med Søren. 'Vi skal nok køre ham op til jer, så jeres fest ikke bliver alt for forsinket.' Der lød svage høflige protester fra den anden ende, som sluttede med at Søren tog imod tilbudet, gav Arne adressen og takkede endnu engang. Paramedicineren lagde en let forbinding om Johs' hoved, og et par smertestillende piller til at tage hovedpinen.

Arne havde sin Mercedes Vito parkeret på banegårdspladsen. Efter at have hentet den, blev rullestolen anbragt i varerummet og Johs i passagersædet, og så gik det afsted til Algestrup ved Tølløse.
Her ventede der et stort selskab med papirflag og hurra-råb, samt en fest Johs talte meget om bagefter. Men han talte lige så meget om hans detour til Algestrup ved Køge.

Man skal passe på med alle de småbyer i Danmark, som bærer samme navn.

Jørn E.
26. august 2012

Alle rettigheder forbeholdes.

lørdag den 25. august 2012

Morten månefisker



Tekst og foto: Bente Pedersen

Når dækket på kutteren var spulet, og alt var klart til næste tur på havet, så stod han ofte her en stund. Det gik fint at være midt på broen ved slusen, så længe han ikke kiggede ned. Meterhøje bølger i efterårsstorm kunne han også sagtens klare, men op i toppen af Lyngvig Fyr, det kom han altså ikke. Morten røg en smøg og kiggede lidt ud over fiskerihavnen. Der lå hun og vuggede. ”Anne Lise Hvide Sande” var skam en flot tøs. Det var Nang Mai nu også. Han smilede uvilkårligt. Vidste ikke helt, hvad han ventede på, men vidste dog, at han ville tjekke mailen i aften.

Ligesom de to venner Jonas og Jakob boede han stadig hjemme. ”Enten kan du blive håndværker og bruge din tid i sommerhusene, du kan blive fisker, eller også kan du starte på min minkfarm. Det kræver sgu bare, at du kan holde lugten ud. Ja, og lukke ørerne for deres skrigeri, når der skal fodres!” Det var rådet fra onkel Niels. Mortens egen far sagde ikke så meget efter hjerneblødningen. Smilede dog skævt, da Jonas fortalte ham om lærepladsen på ”Anne Lise”.

Mortens blik gled videre ned mod den nye havnefacade. Sorte ens træhuse lå på række og husede hver deres turistmagnet. Hos ”Din feriepartner” stod hans gode ven, fætter Jakob, bag disken. Når han ikke var på arbejde eller hjemme og vende på minkfarmen, så sad han ofte nede på ”Æ Karklud”, den lokale bodega, sammen med Morten og det sidste blad i trekløveret, Jonas.

I sommerweekenderne tog de ind på diskotek i Ringkøbing. Natten endte ofte i et tilfældigt sommerhus med en tilfældig pige. Han var for længst blevet træt af de sms'er, der fulgte. ”Ses vi snart igen? Savner dig. Møs Møs!” fra København, Sønderborg eller Randers. Mortens store fiskernæve havde aldrig været gode venner med mobilens tastatur. Men Nang Mai havde fået lært ham at maile. Nang Mai med olivenhud og skæve mandeløjne. Sorte som ibenholt. Nang Mai, der var eventyr på fjerne verdenshave. En sommeraften i juni var hun dukket op med sin fyldte cykelanhænger på havnepladsen.

De tre venner sad og dasede med ryggen op mod plankeværket. Det afgav en behagelig varme. Duftede af tjære. Her i hjørnet var der læ og et fint udsyn over pladsen foran fiskerestauranten. Og pludselig stod hun der og pakkede ud. Dækkede et lille campingbord med en fin dug, fyrfadslys i lanterner, hybenroser i en lille vase og små foldede figurer lavet af papir. I hjørnet stod en lille trækasse med byttepenge.

Så stillede hun sig ellers og ventede, mens hun smilede og kiggede ned det meste af tiden. At hun ikke var her fra egnen var tydeligt at se. Jonas kunne da også straks fortælle, at hun var den nye au pair hos generalkonsul Thomsens på Floravej. På den hvide mur ved nummer 8 i Stormgade, hvor konsulatet lå, fandt man Thailands farverige våbenskjold. Inderst i skjoldet var en østerlandsk figur belagt med guld.

Morten rejste sig og børstede småsten af buksebagen. På vej hen mod det offentlige toilet passerede han hendes lille bod. Stoppede op og kiggede lidt tilfældigt på de små figurer, der næsten forsvandt i hans store hånd. Lyttede til samtalen. Hun forstod dansk. Det var heldigt, for det var altså det, han var bedst til.

Han stod med en lille flad figur af grønt silkepapir i hånden, da han mærkede, at hun kiggede på ham.

”Er det en havkat?” Han rakte figuren frem mod hende.

”Hav? Kat? Ved ikke helt, hvad du mener. Kat i havet? Nej, det tror jeg ikke. I Thailand kalder vi den for lille månefisk.” Hun smilede til ham, da han pustede en hårtot væk.

”Hvad kan man bruge den til?”

”Bruge den til?” Hendes pande rynkede som riller i sandbunden.”Den giver mod til en fiskermand, når månen skinner. Er du sådan én?”

”Ja, en slags! Jeg arbejder ombord på hende der!” Og så havde han smilet og nikket over mod ”Anne Lise”.

De havde småsnakket, lige indtil hendes mobil havde ringet. Det var tid at putte børn på Floravej.

Hver gang Nang Mai fremover var på havnen med sin lille bod, var Morten der også. Og hver gang fik Morten købt en ny figur, som han anbragte på hylden over sengen. Månefisken havde han dog i en lille konvolut i lommen. Altid. Hen over sommeren valgte Morten oftere og oftere vennerne fra og tog i stedet et smut forbi Floravej. Inviterede Mai, som han havde fået lov at kalde hende, med på tur ad stien gennem klitterne ned til vandet. Det var et godt sted at slå sig ned. Bare sidde sammen, kigge ud over Vesterhavet. Lade ordene falde, mens sandet løb gennem fingrene, og vinden legede kispus med en hårtot.

Han lærte snart at lukke ørerne for kammeraternes kvikke bemærkninger om wokmad og små lune Thai-ruller fra Daloon. Mai var så meget anderledes. Ville for eksempel ikke have, at han rørte ved hende, når andre var i nærheden. Det var uhøfligt, hvor hun kom fra. Hendes øjne blev bundløst sorte, da hun fortalte om de to storesøstre, der arbejdede som barpiger i Bangkok. Hvordan skulle de ellers skaffe hurtige penge til familien? Faren var død af hjertestop. Mai var så lykkelig for, at hun var det yngre og var blevet au pair i stedet for. Hun sendte hver måned det halve af sin løn hjem til Bangkok og håbede på, at det kunne holde de mindre søskende borte fra arbejde på fabrikkerne.

I slutningen af september rejste Mai hjem til Bangkok. Fire ugers ferie havde hun. Fire lange uger. De sidste to havde han ikke hørt fra hende. Han rystede på hovedet, kunne sgu ikke rigtig forstå det. Smed så skoddet ud over kanten på broen. Måske skulle han lige smutte rundt om konsulatet i Stormgade og høre dem, om de havde hørt fra Mai. Var det ikke sådan noget, man brugte konsulater til?

Han stod på fortovet. Kunne ikke rigtig bestemme sig for at gå ind. Han så intenst på figuren af guld, der var midt i skjoldet. En ørn kunne det ligne. Nej, et menneske med ørnefjer. Et ørnemenneske, der kunne flyve. Flyve! Han blev svimmel bare ved tanken. Han skuttede sig. En besked fra Jonas bippede ind på mobilen: ” Sidder og venter på "Æ Karklud”. Kommer du snart?”

Det var småt med gæster, så de havde det meste for dem selv. Osen fra frituren rev lidt i næsen og fik dem til at overveje en gang pommes frites. De trissede op til Lone, der stod bag baren for at bestille. Mens de ventede, søgte øjnene automatisk den lille fladskærm på væggen. TV2 -nyhederne.

”Nøj, har du set de kinøjsere der, hva’ Morten! De er sgu da godt nok kommet ud at sejle. Hold da kæft for en gang muddervand, de padler rundt i!” Jonas grinede, mens han nikkede op mod skærmen.

Morten bad Lone skrue lidt op. Han fokuserede på de enorme vandmasser, hvor huse, træer, biler, affald og ikke mindst mennesker blev hvirvlet rundt. Han blev svimmel ved synet. Tog et fastere greb om kanten på baren. Det skrattede i hans ører. Lyden overdøvede næsten speakeren: ”Massive oversvømmelser i Bangkok.” Stemmen tågede væk igen. Bangkok? Men Jonas havde da sagt kinesere, havde han ikke? Bangkok var Thailand. Bangkok var der, hvor Mai var hjemme på ferie. Lige nu. To uger siden sidste mail. Nej, nej det kunne simpelthen ikke passe. ”Hvor er det henne, hva’ Lone?” kunne han høre sig selv råbe alt for højt. Jonas kiggede forvirret på ham og lagde en hånd på hans skulder. Speakeren fortsatte: ”De værste oversvømmelser i 50 år. Et område på størrelse med Danmark er hårdt ramt.”

”Ja, sgu da! Det er jo derfor, hun ikke har skrevet!” Morten bankede en flad hånd ind mod panden igen og igen, indtil der kom et stort rødt mærke. ”Forstår du det, Jonas! Det er der, hvor Mai er! Jeg må gøre noget. Nu! Lige nu!” Morten havde taget fat om Jonas’ skuldre og rystede ham. Måske ville løsningen ploppe ud af munden på ham, hvis han rystede hårdt og længe nok.

Så stoppede Morten pludseligt, vendte rundt og løb hen mod døren.”Vent nu lige lidt! Hvad skal du, Morten?” råbte Jonas efter Morten, der allerede flintrede ned mod Stormgade. Jonas var ikke helt sikker på, at han hørte rigtigt, da svaret nåede ham: ”Ud at flyve! Ud til Mai! Ses!”

lørdag den 18. august 2012

Det hemmelige rum



Tekst og foto: Jørn E.

Jeg hedder Poul Madsen og bor i en dejlig lille villa i byens udkant. Villakvarteres er af ældre dato og de fleste huse er opført i slutningen af trediverne. Jeg er lige blevet 60 år og lever et stille liv sammen med min elskede kone gennem snart 50 år, Birte, som passer og plejer vores dejlige have.

Det var d. 12. februar 2010 og vores nye naboer, som var flyttet ind i august 2009 var flinke folk på vores alder og vi havde allerede fået et rigtig godt naboskab.

Manden, Jens fortalte, at han og konen tog fire uger til Tenarifa hvert år ved denne tid. På den måde følte de ikke vinteren blev så lang, som den ellers godt kunne føles.

”Jamen det lyder da dejligt, udbrød jeg. Skal jeg rydde fortovet og havegangen for sne mens I er væk”
”Åh, vil du det? Det var da et dejligt tilbud”
”Ja, du kan også gi' mig en nøgle, så kan min kone vande blomster. Vi kan da også tømme postkassen for jer”.

Nu var der igen faldet et ordentligt lag sne, så jeg gik ud for at rydde vores og naboens fortov og havegang. Da jeg kom til naboens havegang bemærkede jeg, at der var friske fodspor i den nyfaldne sne op mod huset og også den modsatte vej. Jeg så også, til min forskrækkelse, at hoveddøren stod på klem. Jeg spurgte min kone, om hun muligvis ikke havde fået lukket naboens hoveddør ordentligt da hun var inde og vande blomster dagen før. Men hun bedyrede, at hun havde sikret sig at døren var låst, inden hun gik derfra.

Frem for, at lege detektiv og gå ind i huset, foretrak jeg at ringe til politiet.

Ooo0O0ooo


Mit navn er Karl Wims. Jeg er kriminalinspektør Her i Skovby, som er en mellemstor provinsby på Midtsjælland.
Op ad formiddagen, blev jeg kontaktet af en af vores patruljevogne. De var blevet sendt ud for at kigge på et muligt indbrud, som var anmeldt af en nabo. Hoveddøren havde stået på klem, og de gik en runde i huset. Det så imidlertid ikke ud til, at der var stjålet noget. Selv det store fladskærms-TV stod urørt. De to betjente var dog enige om, at der var et eller andet mystisk over dette indbrud, som de ikke rigtig kunne definere.

De spurgte om ikke krimi-afdelingen lige for en sikkerheds skyld ville se på stedet. Det sagde jeg ja til og bad dem vente udenfor, til vi kom. Jeg bad min assistent, Krista om at ta' med og også ta' fingeraftryksudstyret med.

Da vi kom frem, bad jeg betjentene fra patruljevognen om at hjælpe med at gå en runde mere og bare bruge øjnene bedst muligt og evt. også kaste et blik ud i haven, for at se om der var nogle spor derude.
Jeg og Krista gik ned i kælderen og gennemgik den rum for rum. et af rummene var der lagt et trægulv ovenpå betonen, som man ofte gjorde i huse der var bygget i den periode.

Mit blik blev omgående fanget af, at gulvet var brækket op i et ene hjørne. Jeg gik hen for at undersøge det nærmere. Det viste sig, at der var et hul i betonlaget og at der var et lille rum på ca. en halv meter på alle leder. Siderne var bygget op med mursten og i bunden var der igen lagt et betonlag. Jeg lyste rundt i rummet, som i første omgang virkede somom det var tomt. Men så så jeg i det ene hjørne af rummet noget der for mig bestemt lignede knoglerne af det yderste led af en barnefinger. Jeg for ud af rummet og råbte på Krista. ”Krista ring efter teknikerne. Jeg tror, der er meget mere i denne sag end bare et indbrud.”

Fortsættelse følger

Jørn E.
25. oktober 2011

lørdag den 11. august 2012

Alle gode gange tre



Tekst Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.


Kvinden fra jobcenteret lænede sig veltilfreds tilbage på den dyre kontorstol:
-Den klarer du som en mis, du kan jo både tysk og engelsk...
Hun må have set panikken i mine øjne, for hun fortsatte med en beroligende stemme:
-Kenneth, alle turisterne har jo hver deres øresnegl med en guides stemme i, det eneste du skal er at holde paraplyen højt, om jeg så må sige.

Hun grinede lidt af sin egen vittighed og så overbærende på mig:
-Detaljerne har vi jo talt om!

PARAPLY: Bare tanken fik sveden frem på min pande.

Tre år gammel fik jeg min første paraply. Efter flere dages øvelse i at slå den op og i, kom den store dag hvor regnen silede ned.
Min mor og jeg begav os af sted med hver vores paraply i hånden. Nøj hvor jeg glædede mig.
Håndtaget var svært at holde på og begyndte hurtigt at drille, min hånd gled og jeg tabte paraplyen flere gange – det var svært det her!

Da vi kom ud til den store vej, kom der voldsomme vindstød og min fine paraply blev pludselig uregerlig og svær at styre.
Der kom et kraftigt vindstød og SVUSJ, paraplyen blev revet ud af min hånd. Det eneste jeg kunne gøre, mens min mor holdt mig fast, var at se paraplyen hvirvle højt op i luften og i næste nu, ligge kvast på vejen efter en bils tunge vægt...

Hverken trøstende ord eller erstatningsparaplyer, kunne få mig til at bruge en paraply de næste mange år.

Indtil jeg mødte Maja...

Mit femten år gamle hjerte sprang flere slag over, Maja ville godt med i biffen. Jubiii!
Øsende plaskende regn: Der var dømt uheld forude!
-Nej nej, du tager da bare en paraply med, foreslog min mor.
En paraply? Jeg måbede:
Det kan jeg da ikke. Kan du ikke huske, hvordan det gik sidst?
-Pjat med dig, du var jo kun tre år – tag den sorte, den er så maskulin, fniste mor.

Jeg hentede Maja, slog galant paraplyen op og holdt den noget kejtet over hendes hoved. Jeg gik yderst, bilerne susede forbi, jeg kikkede på Maja.
En sø af beskidt vand fra gaden blev sprøjtet over mine bukser. Det var iskoldt og i forskrækkelse slap jeg paraplyen.
Pludselig var det hele kaos.
Maja hylede op med paraplyen på hovedet som en kæmpe kalot.

Forbipasserende kom Maja til hjælp. Jeg var ikke meget bevendt i virvaret, så hverken Maja, der forsvandt, eller de lysglimt der kom fra en blitz…

Jeg troede ikke at det kunne blive værre, men der måtte jeg tro om igen.
”Ugens pletskudskud” i den lokale sprøjte har været min følgesvend siden...

Dagpenge, dagpenge, dagpenge, lyder det i takt med mine pulsslag der presser i øerne.

Jeg bider tænderne sammen og smiler til sagsbehandlerne:
-Detaljerne, jo dem har jeg fat på.

"Alle gode gange tre".

lørdag den 4. august 2012

Indbydelsen



Tekst og foto: Bente Pedersen

- Carl, ved du hvor mobilen er? Jeg skal da lige ringe til Gunhild og sige tak for indbydelsen. Sølvbryllup! Så skal vi da ud at danse, skal vi ikke?

Hendes stemme skærer hul i hans trommehinder. Langsomt drejer hun hovedet. Som om hun scanner stuen med næsetippen. Gad vide, om hun kan lugte ham? Det ene øje af glas har stadig glans, mens hornhinden på det andet er grå og uklar. Uheldet med elkedlen taler hun sjældent om mere, selv om snakketøjet absolut ikke fejler noget.

- Den ligger da lige for næsen af dig. På sofabordet.

Skal hun nu til at plapre i timevis med Gunhild? Han flytter mobilen langt uden for hendes rækkevidde. Den ender i hans bukselomme. Han rasler vredt med avisens sider, mens han nærstuderer den smalle g-streng, der løber lystigt mellem ballerne på side 9 -pigen. Lystigheden breder sig til hans lem, der presser mod buksestoffet. Han flytter uroligt på sig.

- Hvor, Carl? Jeg synes ikke lige, jeg kan finde den.

Hendes fede hænder flagrer rundt hen over sofabordet. Han rækker over. Flytter stearinlyset længere ind på bordet. Hen foran hende. Hun ømmer sig som en anden skoletøs, da hånden møder flammen. Hun trækker reflektorisk hånden tilbage og dasker til kruset med kaffe undervejs. Det vælter. Væsken blander sig med resterne af sandkagen på desserttallerknen. Hvor er det ulækkert. Ligesom kaffen, der løber ned ad voksdugen og danner store skolder på hendes kjole.

- Åh nej! Åh nej! Åh nej! Undskyld! Carl, spildte jeg noget på dig?

Hun krammer et lommetørklæde, der engang var hvidt. Nu er det så også lortebrunt.

Han vender tilbage til avisen og de små rubrikannoncer bagerst. Taster et nummer ind på mobilen. Han rejser sig og går hen mod døren. Mens han lytter til opkaldetonen, siger han til hendes ryg:

- Sølvbryllup! Du skal fandeme ikke til sølvbryllup. Du kan jo ikke engang sidde ordentligt i din egen stue!

onsdag den 1. august 2012

August-opgave



Foto: Randi Abel

Nu, hvor vi går ind i den sidste sommermåned i denne omgang, får I en ny opgave. Historien skal indeholde disse fire kriterier:

• En kørestol spiller en vigtig rolle
• En hovedperson tror, at han/hun er en anden eller befinder sig et andet sted
• Historien finder sted i en lille landsby
• Historien skal indeholde et flash-back

Go' skrivelyst :)

Glem ikke Ragnhilds jordbær-digt nedenfor.

Kh
Randi

lørdag den 28. juli 2012

Stemning



Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

solsortesang

varsomme fingre
holder
solvarmt bytte

løfter
sødmefyldte dufte
mod
adskilte læber

solsortesang

tungespids omsluttet
af
opsvulmet bund

frydefuld vellyst

solsortesang og

jordbær
i
juni

lørdag den 21. juli 2012

Solvejs møde med verdens navle



Tekst og foto: Poly Schmidt

Nå, ja, det var nu heller ikke det mest smarte, hun havde glemt adressen hjemmefra. Men som før var heldet med hende. Hukommelsen fejlede ikke noget, så efter at flyselskabets reception havde henvist til telefonbogens spalter og allernådigst overdraget deres telefon i hendes varetægt, lykkedes det efter en spaltefuld af opringninger, at få kontant til au pair-familien. De havde glemt datoen eller rettere, som de undskyldende prøvede at forklare, taget fejl af datoen for hendes ankomst.

Det hele virkede så spændende og Solvej slugte råt alle indtrykkende. Endelig var hun ude i den store verden. Ikke fordi det første indtryk var særlig oplivende. Nærmest lidt deprimerende. I turen fra lufthavnen ind til byens navle, så alt gråt og beskidt ud. Det hele lignede en myretue med kæmpebiler der for ud og ind imellem højhusene, der fortvivlede kæmpede om pladsen sammen med oceaner af forladt affald og nedslidte husholdnings artikler.

At være babysitter, var et håndelag hun slet ikke kendte, men heldigvis forløb det fint. Da hun havde søgt stillingen, havde hun også sammenlignet pasningen af syge og handicappet mennesker med børn. Begge dele krævede stor intuition havde hun overbevist sig selv om. Hvilket foranledede flere hvide løgne smuttede ind imellem det erfaringsgrundlag hun præsenterede. Netop derfor var hun indvendig temmelig stolt af den fine kontakt, hun havde fået med de tre små børn. Den ældste dreng på seks år, havde taget til opgave at pertentlig højne hende skoleengelsk ved hjælp af hans enorme store billed-leksikon, man var nød til at læse opslået på gulvet. Stor, større og størst! Udtryk hun hurtigt fandt ud af , var nøglen til deres opfattelse af succés!

Det varede ikke længe før hun begyndte at møde nye personer. Det internationale student center var ovenud fascinerende og blev et fast tilholdssted. Alle her var på lige fod og som hende, på besøg i en af verdens største byer. Det bedste af det hele var man kunne frit deltage i en af centerets traditioner, nemlig at dele eller lære hvad der var kutyme for medlemmernes specifikke kultur. Solvej blev total forblændet af den japanske kunst og de bedårende pigers færdigheder, der sad i filmagtige kostumer og skabte kunstværker af papir. Heldigvis havde hun lært at strikke hjemmefra, for den teknik kendte de fleste ikke. For mange af pigerne, gik der helt sport i at strikke lange farverige tørklæder på store tykke pinde. Perfekt til årstidens usædvanlige snemasser, der nærmest lammede hele byen, der ikke var vant til at undvære deres biler.

Det var yderst inspirerende at gå til børnefødselsdag Der var altid lige så mange voksne tilstede som antal børn på grund af storbyens mange fælder, som var noget af de første Solvej skarpt fik indprentes. Nu ikke fordi de var meget anderledes end alle de skrækindgydende advarsler, der var med i kufferten. Om det var mærkedage eller blot børne sammenkomster, var det en dejlig måde at møde andre voksne og andre au pair-piger på. Livligt gik snakken og sammenligningen af de forskellige hjem. Hvilket følgeligt resulterede i at mange kvittede som au pair-pige. Det samme skete med hendes plads. Hjemmet ortodokstiske levevis frembragte for mange sammenstød, og især efter værtsfruen uendelige hysteriske udbrud på grund af Solvejs manglende religiøse indsigt, blev opbruddet uundgåelig. Men heldigvis var der bygget nye venskaber op, og livet gik videre.

Og her var hun så med sine nye venner i Central Park. Virvaret af mennesker var nærmest som en heksekedel, for humøret var højt og musikken bragte sanserne på kogepunktet. Udbuddet af personligheder var som jordens menneskelige regnbue. Det var umuligt for sanserne ikke at blive mæt af indtrykkene, der smeltede sammen i uendelige farver og kulturformer på et sprog, der var svært at følge med. Alle steder var der musik og livligt samvær, boldspild, dans eller elskede par der sat tæt sammenkrøllet iblandt masserne. Alt foregik i største fredsommelighed.

Som stor kontrast til alle de glade mennesker var der en uniform, hvor som helst blikket vandrede. Ja, det vrimlede nærmest med politi. Nogle var til hest eller til fods og som de eneste, politibiler at skue overalt på parkens små vejer og brede stier. Men det stoppede ikke Solvejs nysgerrighed, for hun måtte lige undersøge grunden til politiets store tilstedeværelse. Modigt og smilende begyndte hun at snakke til en af dem der sad højt til hest. For hende var de jo mennesker som alle andre, og stor var hen overraskelse, da hun nærmest blev overfuset af hendes nye venner. Politiet var simpelthen noget med ikke causerede med. Bedre blev det ikke hen ad vejen med alle de ting, man altså ikke gjorde. Masser af dundertaler hvor politiet blev fremstillet som nogle umenneskelige og frygtindgydende skabninger. Frygt, forfærdelig og dødelig blev tilføjet til hendes ordforråd og indtryk.

Som en anden dansker, tog Solvej selvfølgelig sine håndklemmer og termokande med i ryksækken. Parken ved Hudson River lå lige om hjørnet fra hendes nye hjem, og blev hurtig et andet af hendes ynglingssteder. Hun tog altid rigelig med, så hun kunne dele, hvis der var noget der havde lyst til at sætte sig på hendens tæppe og sludre. Åben og uskyldig som hun var, betød kultur eller farven ingenting. Hendes videbegærlighed havde få grænser. Tankevækkende nok var det mest de farvede, der var smilende og indbød til uddybning af livet i en en storby på godt og ondt.

Selvom Solvej var fuld af passion for at få indsigt til alt muligt, vidste hun godt, det gjaldt om at lytte og spørge i passende målestok. Især når mennesker fra en anderledes kultur, tog sig tid til at sludre med hende. Men ak, igen fik hun verbalt en over nakken, når dagens nye inspirationskilde blev beskrevet. Ja, oven i købet, stillede de spørgsmål ved hendes opfattelsesevne. For det sidste man gjorde, var at opfordre en ukendt, og ovenikøbet en sort, til at dele ens klemmer og kaffe. Men her satte Solvej foden kraftig i og kæmpede stædigt for hendes egen indstilling. Ingen skulle fortælle hende, hvem der var værdig nok at kommunikere med, og i særdeleshed ikke på grund af deres hudfarve.

Et nyt nådeløst indtryk var sivet ind. Farvet, mørk og sort var ingen nøgle til succés! Folks gængse indstilling havde belyst racisme, som noget der var en herskende del af dagligdagens rytme. Med denne nye fortolkning i lommen, begyndte Solvej at lægge mærke til omgivelserne på en fuldstændig uvant måde. Hun så man dømte mennesker på deres farve, samt det tidligere indtryk, hvor stor deres ejendom var, - og ikke på deres egenskaber. Og for at overleve skulle man ikke kun frygte politiet, men også den sorte mand. Det var lige i overkanten af hendes grænse for menneskelig uretfærdighed, og satte hendes tålmodighed på en pind, der let kunne eksplodere i et udbrud af kradsbørstige ord. Det krævede alt hendes styrke at beherske sig. Også fordi det efterhånden blev tydeliggjort, man ikke frit kunne give sine meninger til kende. Risikoen for at blive anmeldt for chikane eller politisk tilhørsforhold var tilstede, og hun havde tydeligt forstået, at politiet eller anholdelse var noget man ikke skulle knipse af. Det var noget man altid skulle frygte!

Det var åbenbart ikke noget eventyrsland hun var ankommet i, og det altid storsmilende ansigt, krympede stille og roligt sammen til en formelt maske, især når hun gik alene rund. Der havde også lige været et par gange, hvor nogen fulgte efter hende. Og så var der kun et at gøre, tage en taxi eller stoppe en politimand og lade som om hun ikke kunne finde vej, for at få at få forfølgeren til at forsvinde. Solvej blev på det nærmeste stopfodret af livets skyggesider med alle de med farlige optrin, der var hverdagsmad i storbyen. Dog var det nye uudforsket racehad mere skræmmende. Men uanset hvad, skulle det soleklart tjekkes ud.

Efter overtalelse og stædighed dukkede muligheden op, til at gå ind i storbyens uptown Harlem. Udklædt som en hjemløs og sammen med følgesvende, der kendte distriktet ud og ind, var forventningerne og nervøsiteten stor. Hun var meget bevidst om de indskærpede advarsler. Dette ikke var nogen juleleg, for haddet til de hvide og de rige, kunne så let som ingenting bluse ud i vold og selvtægt. Solvejs første indtryk var, at det hele lignede et kæmpe marked fuld af farver og livlige menneskemasser. Der var alverdens lækkerier, kunst, musik og dans. Dog var der også en følelse af usete gnister af anspændthed med tydelige signaler til vold, fattigdom og narkotika, der åbenlyst kunne beskues. Ikke fordi det var et kulturchok, men det var ikke stedet for sarte sjæle.

På trods af storbyens skyggeside, havde Solvej utrolige dejlige og smukke oplevelser. Som enhver turist skulle turen lige forbi The Metropolitan Museum of Art og tilsvarende store og flotte museumsudstillinger af formater, hun aldrig havde set. Byens hovedbibliotek var helt sikkert smukkere og større en Roskilde Domkirke med en fascinerende samling af viden, der let kunne få tankerne blæst omkuld. Solvej kunne slet ikke dy sig for at få et lånekort, for bare det at sidde iblandt tonsvis af kunskab, fik hurtigt hende science fiktion hjerne i omløb.

Rockefeller Center, Empire State Building samt uendelige serværdighed var usigeligt belærende. Utrolige mængder brændstof af fornyet kreativitet antændte Solvejs sind, og lagde nye grundsted for følgesvendens umættelig videbegærlighed. Som en anden cocktail blev det blandet sammen med alle de oplevelser på godt og ondt, der også blev opsamlet gennem de uendelige kørselsture til mange forskellige steder uden for storbyen. Samt oplevelser fra de østlige staters kultur via endeløse landeveje.

Diverse musical og Radio City Music Hall skulle også lige udforskes og tilføjes til de ny erhvervede kundskaber. Men den ekstraordinære opsætning af Carmen på The Metropolian Teater introducerede interessen for anden end tidens popmusik. Sanserne blev yderlig overfyldt fra oseaner af spiseseder, hvor tommelfingerregel var jazzmusik i baggrunden, så man kunne tygge maden i takt med tonerne.

For når mørket faldt på, lyste hele storbyen op og blev et forblændet fantasiudbud af farver og artsformer. Udbuddet af film og teaterstykker var overvældende, hvor det sidste for Solvej var mest fascinerende. Så meget, hun begyndte at medvirke i mindre off-off Broadway teaterstykker, der luftede skjulte talenter og gav indsigt til endnu en ny verden af aparte personligheder. Endnu en facet der kunne udforskes, og tillige sul til gåsen, for der var også tilknyttet en mindre teaterskole til tilbuddet. Der fik man ikke kun lov til at udlufte excentriske gener, man lærte også at beherske følelsesbetonet udbrud. Sammenholden mellem de forskellige teaterspirer var en dejlig oplevelse. Der var masser af opbakning, varme og omsorg. Og lige noget der fald i hendens tarv, nemlig ugenert at studere mennesker og deres livsvilkår som helhed.

Og som en anden domino effekt kom Greenwich Village i Solvejs søgelys. Stedet for undergrundskulturen føjede nye ynglingssteder til listen. Det var stedet hvor kreative og ganske almindelige mennesker udfoldede deres vinger og venskaber. Her var ingen opstoppede klasseforskel, som dem man mødte uptown eller mest omkring det centrale område i storbyen. Latinerkvarteret var enormt i sammenligning til det kendte fra sin egen storby. Alle typer repræsenterede toneskalaen, når hun mødte dem på forskeller gadehjørner, hvor de sang utroligt smukt, som gjaldt det livet. Nå, måske lidt overdrevent. De sang nu mest for at blive opdaget og blive indviet til de skrå brædder. Også for at tjene et par småskillinger til opretholdelse af livet, hvor socialhjælp var en uhørt hjælpeform. Det bedste af det hele i latinerkvarteret var, at alle uanset kultur eller farve, talte til hinanden uden forbehold uanset den gængse forud indtagethed af klasse og farveforskel. Der blev naturligt givet en hånd med, når behovet opstod eller ny nabo fik hjælp til at finde fodfæste i det farverige kvartér.

Dog var der lige det dér, med at hjælpe et andet menneske eller en fremmede i nød forbundet med uforståelige normer, hvor end i storbyen man opholdt sig. Her hed det ikke medmenneskehjælp, nej da, det hed tjenester. Altså forstået sådan, at man som et andet regelsæt, kun hjalp hvis man vidste personen havde mulighed for at returnere tjenesten. Solvej organiserede sine indtryk i gruppe, når hun nedfældede sine indtryk i sin rejsebog. Et af de største indtryk, som også hørte til den chokerede gruppe, var man ikke hjalp nogen der lå og var syg på gaden. Man skulle ikke tilkalde en ambulance, for så kunne man risikere at skulle betale for personens hospitalsregning. Man brugte 991, som sorterede under politiet og det var uden penge omkostninger.

Denne gængse indstilling førte til Solvejs første kæmpe skænderi til beskuelse for hele gadehobben. I dyb frustration skred hun tudende om på hælen, efter det blev nægtet hende at få tilkaldt en ambulance for en person, der lå på gaden og skreg af smerter. Endnu værre, alle gik blot forbi uden at stande op for at undersøge, hvad der var i vejen. Endnu et vigtig fingerpeg om nøglen til succés på disse kanter! Hjælp kun dem der var privilegeret nok til at kunne betale for hjælpen, eller som havde stor chance for at genyde begunstigelsen.

Hun opdagede også, at når man gik til fest hos venner, tog man selv noget mad og vin med. Og disse sammenkomster var brugt til at møde nye venner eller rettere introduktion til de uanede veje fra Amors pile. Og gud hjælpe en, hvis man begynde at hjælpe med oprydningen eller opvasken. En stor fornærmelse til værtsparret, og helt underligt for Solvej, for hun havde da lært manér hjemmefra. Hun fandt også ud af, man ikke fortæller nogen, hvordan man har det. Nej, da, for det kommer ingen ved. Uanset hvad, skulle standard svaret være, man havde det fantastik. En temmelig stor kontrast til det hun kendte hjemmefra, hvor alt nærmest blev smidt på bordet. Og man måtte endelig ikke glemme at spørge, hvad personen lavede. Det var uhyre vigtigt. En af de mange ting, som Solvej havde svært med. For godt nok var hun noget naiv og uerfaren, men hun holdt genstridigt på, at hvordan en person havde det som helhed, måtte være vigtigere end personens indtjeningsevne. Penge, penge og penge var uhyrre vigtigt og dannede tilsyneladende grundlag for at kunne blive accepteret som et godt menneske, og det var yderst vigtigt at kunne blive associeret med sådanne personer.

Som en anden milepæl fik hun på behørig vis fejret sin 21 års fødselsdag, lige før hendes visa udløb, og satte punktum for en af de mest livsændrende hjørnestene hun havde oplevet. Nogle af de største erfaringer Solfik fik pakket i sin kuffert var, der var masser af nuancer, lærdom og oplevelser at erhverve sig. Hun lærte også at menneskets indstilling var dybt afhængig af den kultur, de alle var opflasket med. Og at det var op til den enkelte at korrigere det indlærte ved at dele og tage imod andres visdomsord. Intet var kun sort og hvidt. Det kostede kun viljen til at acceptere, intet menneske besidder al visdom. Solvej vidste allerede, det var ikke sidste gang hun tog på opdagelse. En verden fuld af viden lå for hendes fødder og ventede blot på at blive plukket. Mæt og tilfreds tog hun tilbage til de hjemlige græsmarker.

Ps. Billedet, en dobbelt eksponering fra Central Park, danner grundlag for teksten.

lørdag den 14. juli 2012

Afbrudt rejse



Tekst og illustration: Jørn E.

I året 1944, hvor de allierede havde vundet luftherredømmet, begyndte man at gennemføre bombetogter mod Tyskland i dagtimerne. Det var de amerikanske fly, som stod for disse dagangreb, mens englænderne stod for nattens bombetogter. Amerikanske jagerfly, som havde eskorteret bombeflyene under deres angreb i Tyskland, foretog mere eller mindre tilfældige angreb på den danske togtrafik på deres vej tilbage til deres baser i England. Togene var potentielle troppetransporter og lokomotiver var generelt potentiel trækkraft for tog med mandskab og materiel til de tyske tropper.
Dette betød, at mange civile danskere blev dræbt under disse angreb. Der var faktisk tale om flere hundrede.
De rædsler disse mennesker oplevede ved disse angreb er eksempler på, at den danske befolkning var mere udsat for krigens rædsler end mange i vore dage er klar over.
Denne historie er et forsøg på at give læseren et indtryk af, hvordan det har været, lige pludselig at blive centrum i krigens rædsler.

Lokaltoget mellem Oksbøl og Varde var lige afgået fra Billum hvor Sven Aage var steget på. Lokomotivet pustede en høj røgsøjle op mod den skyfri himmel mens det arbejdede for at komme op i fart.
Sven Aage hilste på sine kammerater som var steget på før ham og satte sig ved siden af Birger, hans bedste kammerat.

- Har du fået skrevet stilen? Spurgte Birger.
- Ja, men jeg synes den var svær. Sven Aage kiggede på Birger.
- Det synes jeg også. Men nu er den lavet og så må vi jo se, hvad ”Kragen” siger til den.
Kragen var deres klasselærer frk. Krag og da hun også havde en kroget, spids næse var øgenavnet jo ret nærliggende.
Det var varmt. Det var i slutningen af juni 1944: Markerne hævdede deres danskhed på bedste vis med en blanding af røde valmuer og flere forskellige hvide markblomster mellem hinanden.

Drengenes påklædning var pæne og velpudsede brune snøresko. Desuden knæsokker og såkaldte ”plus-fours”, bukser som gik til knæet hvor en elastik strammede omkring det øverste af strømperne. I sommervarmen havde de bare kortærmede skjorter på. Frisuren var vandkæmmet med skilning. Pigerne havde sommerkjoler, bluser, sløjfer eller fletninger i håret og på fødderne sko med tværrem som skulle knappes eller lukkes med et spænde.

Togfører Thomasen kom ind i vognen og bad om at se billetterne. Thomasen havde et rundt og venligt ansigt med små øjne man næsten ikke kunne se under de store buskede øjenbryn. Smilerynker strålede ud fra øjenkrogene og under næsen domineredes ansigtet af et stort hvalrosskæg. Trods varmen var han iført korrekt uniformsjakke som sad lidt stramt over den store mave. Øverst viste den brede røde stribe på kasketten hans autoritet som togfører.

Thomasen bukkede sig frem for at tage imod gamle frk. Mortensens billet. Hun sad ved vinduet.
Inden han kunne nå at modtage billetten skreg han:
- Ned på gulvet alle sammen, ned på gulvet for helvede.
Han greb fat i Sven Aage som sad nærmest gangen og slyngede ham ned på gulvet og nåede også lige at sende pigen som sad overfor Sven Aage hovedkulds ned på gulvet inden alting forvandledes til et inferno af brag, træsplinter og glasskår som føg mellem hinanden blandet med støv og røg. Ingen opfattede noget af hvad der skete i de kaotiske sekunder. Alle var bedøvede af skræk, støj og støv. Sven Aage opfattede svagt støj fra en flyvemaskine. Han kiggede op og så Thomasen ligge på maven hen over de børn der sad på bænken på den anden side af gangen. Blodet sprøjtede fra et sår i ryggen. Nu hørte han andre børn der skreg i angst og smerte. Døren for enden af kupéen blev flået op og en mand i blå snavset kittel og uniformskasket råbte:
- Ud herfra. Ud i denne side af toget. Alle sammen ud af vognen i denne side af toget.
Sven Aage tumlede hen mod døren uden at se hvor han trådte, men han mærkede, at han trådte på nogen undervejs. Da han nåede udenfor døren som stod åben blev han grebet af DSB-manden, som straks rakte ham ned til en anden, som kastede ham ned i grøften ved siden af toget. Hurtigt efter var han lige ved at blive ramt af en pige, som hulkede højlydt.

Toget holdt stille. Fyrbøderen, Just, havde set jagerflyet nærme sig og råbte til lokomotivføreren om at standse. Han slog stængerne fra og klodsede alle hjulene, så det blev en ret ublid opbremsning. Fyrbøderen og Lokomotivføreren, Karlsen, sprang ned fra maskinen og videre ned i grøften ved siden af. De var klar over, at jageren ville komme tilbage og denne gang ville det gælde lokomotivet.

På denne del af strækningen gik landevejen lige ved siden af jernbanen og mellem vejen og jernbanen var der en forholdsvis dyb grøft. Karlsen, hævede sig op til det nederste trin på togvognen og kravlede herfra op på den åbne perron som var for enden af kupéen. Det var her han blev mødt af Sven Aage.
Just, som havde taget imod Sven Aage og pigen gled ned i grøften ved siden af dem. Karlsen sprang fra trinet på siden af vognens bagperron direkte ned i grøften, samtidig med, at de hørte motorstøjen blive kraftigere og kraftigere for til sidst at blive overdøvet af jagerens maskinkanoner. Der hørtes også en række høje smæld, som hvis nogen havde slået hårdt på en metalbeholder. Det var jagerens projektiler som gennemhullede lokomotivets kedel og tender. Da motorstøjen fra jageren fortog sig i det fjerne, kunne Sven Aage høre vand som plaskede ned på jorden. Vandet kom fra det gennemhullede lokomotiv.

Lokomotivfolkene, Karlsen og Just kravlede op af grøften og videre op i togvognen. Der mødte dem et grufuldt syn da de kom ind i kupeen. Børn græd og skreg af angst. De lå på sæderne eller på gulvet og der var blod alle vegne. Foruden gamle frk. Mortensen var der også andre voksne passagerer. I den anden ende af kupéen kravlede en mand rundt på gulvet, tilsyneladende for at se til nogen af de andre som lå på gulvet. Der var jo ikke så meget gulvplads, så alle lå mere eller mindre ovenpå hinanden.

Mellem første og andet sæde i højre side af kupéen lå en mindre dreng på maven. Han virkede livløs. Karlsen vendte ham forsigtigt om på ryggen. Drengen slog øjnene op, spilede dem op og skreg da han så Karlsen. Han var besvimet af skræk og var nu rædselsslagen og desorienteret.
Karlsen fik ham op og sidde på sædet og beroligede ham så godt han kunne, formanede ham til at blive siddende helt stille indtil han kom tilbage igen.

Thomasen var død af et projektil som havde revet hans pulsåre over. Han var forblødt næsten med det samme. De to drenge han lå hen over våndede sig under hans vægt og og af skræk. Forhåbentlig kun det, tænkte Just.

To piger som havde siddet overfor den bænk hvor Thomasen var havnet oven på drengene, lå på knæ på gulvet, rystende over hele kroppen og ligblege, men uden at sige en lyd.
Just tog dem ind til sig og sagde meget stille til dem, om de kunne gå ned til døren og vente på ham der. De kiggede på Just og dernæst ned mod døren. Så tog den ene pige den anden i ærmet og trak hende søvngængeragtigt ned mod udgangen.

Karlsen var kommet ned til Just. Han kiggede på gamle fru Mortensen, som sad foroverbøjet med brystet hvilende på knæene. Kjolen var gennemblødt af blod og der var en stor pøl på gulvet under hende.
- Ja hende kan vi ikke gøre noget for, konstaterede Karlsen, så på Just og skyndte sig så at hjælpe med at få flyttet Thomasen væk fra drengene.

De rullede ham rundt og han landede som en sandsæk på gulvet mellem sæderne. Han havde et underligt, lettere forbavset udtryk i ansigtet. Karlsen lukkede hans tomme stirrende øjne.

Just havde sat sig mellem de to chokerede drenge, som nu fik luft for deres rædsel, grædende hysterisk klamrede de sig til Just.

- Kom nu går vi ned til de andre, så vi alle sammen kan komme ud i den friske luft. Just talte beroligende til børnene og førte dem blidt men bestemt ned mod udgangen.

Karlsen kiggede ned mod den anden ende af kupéen. Her var manden som før lå på knæ på gulvet ved at genne de tre piger som havde ligget på gulvet ud af døren til den åbne perron, samtidig med støttede han kvinden som havde siddet på det bagerste sæde i venstre side af kupéen. Hun havde tilsyneladende slået sig, men så ikke ud til at være såret. Karlsen gjorde tegn til manden, at han ville komme ned og tage imod udenfor.

Fem minutter senere sad alle de overlevende i grøften ved siden af toget. Nogle græd. Andre sad bare blege og stirrede stift frem for sig. I det fjerne kunne man svagt høre udrykningskøretøjer der nærmede sig.

Disse minutter ville for altid være mejslet ind i alle disse menneskers erindring. I DSB's døgnrapport stod der blot:
”Tog nr. 2012 mellem Oksbøl og Varde: Rejsen af brudt på strækningen mellem Billum og Janderup på grund af jagerangreb. 2 passagerer blev dræbt og 4 lettere sårede.

lørdag den 7. juli 2012

Den sidste forårsdag



Tekst og foto: Maybritt O'Hare

Den kom bare. Helt af sig selv. Overraskende. Helt og aldeles uden varsel.
Men sådan er det nok for det meste.
Du kan længes så meget, at du ganske overser det, når det sker.
Med mindre altså, at du giver dig tid til at bemærke, at det er nu, det er nu.
Du kan let komme til at glemme midt i længslen.
Og så kan det bare være forbi. Overraskende og pludseligt.
Som et bagholdsangreb fra en overfaldsmand, der ligger på lur i mørkets skygge.
Du spørger måske dig selv, om det virkelig er det hele værd.
Al den venten, længslen og savnet.
Du kan vælge at være glad og beriget. Eller trist og berøvet.
Overrumplet af rododendronernes påtrængende, frække farver lader du dig forføre.
Nøje udtænkt og tilrettelagt af naturens gang. Forudsigeligt. Fredeligt.
Smukt, vil nogen nok forfalde til at sige. Altså dem, der gerne bruger store ord.
Men du vil helst være jordnær. Ikke anvende store ord eller armbevægelser.
Tænk, hvis nogen fik øje på dig. Upassende!
Alligevel skete det. Den sidste forårsdag. Ifølge kalenderen altså.
Ifølge naturen har det været efterår, siden den dag sommeren begyndte.
Den dag, inspirationen og fugleklatten ramte dig lige midt i panden, da du stod der mellem rododendronerne.
Og historien tog form …