lørdag den 21. januar 2012

Den kære bh!



Tekst og foto: Poly Schmidt

Vi havde sommerfugle i maven, for nu skulle vi ud og være rigtig vovet. Det var en skøn dansk sommerdag i 1970'erne og de sædvanlige udflugtsklemmer og termoflasken var lagt i rygsækken. Vi havde også husket at lægge et stort stykke plastik sammen med tæppet, for vi var ikke sikker på om jorden var tør.

Vi steg leende i bussen imod Kastellet og sad småfnisede hele vejen i stor forventning. Nå ja, vi var jo unge, så enhver udskejelse var nok til at få eventyrstemningen op til overfladen.

Vi havde valgt parken ved Kastellet, fordi der som reglen ikke var andre end et par soldater der gik rundt og så højtidlig ud. Ja, først havde vi regnet med at kunne gå helt ind til den indre jordvold, men den høje sorte gitterlåge var låst. Det blev i stedet for den mere åbne park der omrisede Kastellet.

Der var flere folk der havde fået samme ide at nyde det lune solskinsvejr i parken. Men for os gjaldt det om at finde et ugenert sted. Efter at have gået rundt og ledt et godt stykke tid, besluttede vi at gå ned og slikke solstrålerne, i en af de dybe skyttegrave. Det virkede nærmest hemmeligt, for der var ingen der kunne se os fra parkstien.

Endelig. Nu kom det store øjeblik. Men veninde tøvede, men jeg forsikrede hende, det var blevet lovligt at smide bh'en, efter rødstrømpernes demonstration “Hold Danmark ren” ned gennem Strøget. Os så blev bh'en smidt. Det var sådan en underlig kriblende følelse at sidde og blotte brysterne, imens de indsugede varmen fra solen. Måske var det lidt forbudt, men øjeblikket skulle i hvert fald udødeliggøres. Også, så vi kunne hive billed frem som bevis, hvis ingen troede på vi havde turde.

I forvoven stemning spidste vi vores madklemmer og følte os meget opstemte. Pludselig hørte vi en mørk stemme. Vi kiggede os noget forskrækket omkring, men kunne ikke se nogen. Næste gang kom det højere og tydeligt. Vi kiggede op imod lyden. Helt oppe ved voldkanten stod en soldat i fuld uniform med gevær og hele molevitten, der højt tilkendegav, vi skulle komme op fra skyttegraven.

Der var ved at gå panik i min veninde, mens jeg som det modigste, frejdigt svarede: - hvorfor dog det? Imens jeg udad det smilende tandsæt, kort sagde til veninden: - bliv siddende. Soldaten gentog mere bestem sit budskab, og sagde at vi ikke havde lov til at sidde nede i skyttegraven. I skal komme op med det samme. Jeg lænede mig noge provokerende tilbage, så brysterne strittende mere frem og svarede kækt: - Jamen vi skal bare have lidt mere sol på brysterne. Så er det op. Nu, - kommanderede han. Neej, det har vi ikke lyst til. Så må du selv komme ned og flytte os. Vi har tænk os at blive siddende.

Uden flere ord drejede vagtsoldaten om og forsvandt. Uha, det kunne vist blive lidt farligt, sagde jeg. Vi må vist hellere komme væk i en fart, før han kommer tilbage med forstærkning. Som sagt som gjort. I løbet af nul komma nul, var vi påklædte og nærmest smed det hele i vores rygsæk. Lidt bange og med alvorlige miner nærmest lynkravlede vi op af skrænten. Puha, der var ikke noget at se. Og med småløb var vi ude af Kastellets område.

Vi fniste ikke så meget på hjemturen, men sad i dybe tanker. Vi havde lige overlevet en situation, der var mere farligt end alle de ting, vi havde tidligere havde oplevet. Soldaten havde trods alt haft et gevær. Tænk hvis han havde brugt det!

20 kommentarer:

Poly sagde ...

Flueben!

Poly sagde ...

Kære Alle

Hvis i kommer forbi i dag for at kommentere, vil jeg give svar i morgen. I dag er 1 års dagen for min mors bortgang.

Med hilsner
Poly

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Denne gang vil jeg være den første til at svare på et indlæg.

Jeg håber du får en god fredfyldt dag.
Æret være din mors minde.


Din historie giver et billede af tiden den foregår i.
Her 30 - 35 år senere er der vist ingen der løfter et øjenbryn over nogle bare bryster på kastellets volde og vagten tager det sikkert som et frynsegode.

Det er en sød lille historie om unge piger der vil prøve, at være lidt "frække". I vore dage er grænsen bare blevet rykket lidt, hvilket jeg skal være den sidste til at beklage ;o)

Tøsernes skræk for den bøse soldat morer jeg mig lidt over. Han kunne/måtte ikke foretage sig noget og "betragtede" sikkert også
sceneriet som en kærkommen lille oplevelse i den kedsomlige rundering. Han har sikkert også moret sig over tøsernes reaktion.

Jeg synes du har skrevet en sød lille hverdagshistorie fra en anden tid.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Jørn

Netop, - en sød lille hverdagshistorie fra en anden tid. Jeg synes den passede perfekt til bh-billedet, og til af få et smil med på vejen. Især for os der har nogle år på bagen!

Igen får du lige gang i smilebåndet med din bemærkning, "...den sidste til at beklage ;o)". Du er vist en mand med lune!

Men, - hernede er det faktisk noget modsat, selv i 2012! Man kan både få bøde og blive tiltalt, hvis man præsenterer de bare goder, selvom det er på stranden, uha-da-da!

Det er stadig temmelig victoriansk, og iblandt chokerende victoriansk! F.eks. er man på tur, og diskret vil bruge grøftekanten som det lille hus, vanker der en kæmpebøde. Selvom der ikke er noget toilet i milevis!

Åbenhed er som en nål i en høstark. Og med min ligefremme danske opvækst og taleform, har jeg kraftigt måtte tilpasse min være- og talemåde med uendelige ting. Men sådan er det jo, når man bosætter sig i det store udland. Der er fordele og ulemper i alle lande.

Tak skal du have Jørn, for din lille sidekommentar vedr. min mor.

Det sviger stadig ved savnet, men tiden læger jo de fleste sår.
Jeg brugte dagen til at skrive et digt på engelsk, for at få afløb for savnet.

Med hilsner
Poly

Jørn E. sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Jørn E. sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Sikke en fornøjelig tekst! To "bh-frigjorte" unge kvinder skal rigtig ud og lufte attributter, nu da det endelig er blevet en mulighed, men se så, om det ikke bliver i en skyttegrav af alle steder, at kampen for brysternes frihed skal føres.

Der skal såmænd "bare" en enkelt "sølle" soldat til, før modet er ved at svigte. Jeg gad godt høre soldaten berette om hændelsen på stuen eller i messen.

Jeg forstår også godt, at udsigten til, at et helt vagtværn skulle inspicere brystbærerne, var nok til at få de to unge piger til at pakke sammen i en fart.

Jeg ville lige som dig have svært ved at indordne mig under de restriktive forhold i Australien, som du nævner. Jeg er da vokset op med at tisse i grøftekanten eller bag et træ, når vi var på udflugt, så for mig er det "børnelærdom".

Kærlig hilsen

Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Det var dejligt, du synes min tekst var fornøjelig, for det var tanken bag min tekst. Og som altid nyder jeg din kommentar. Mange tak.

Egentlig ret pudsigt at "kampen for brysternes frihed blev via en skyttegrav af alle steder". Den tanke var slet ikke faldet mig ind, ha-ha!

Og med den danske frihed som præsenteres i det daglige liv og blandt de sociale sider, virker det jo temmelig banalt. Men som de fleste ting, glemmer man hvorledes en kamp blev ført, for at opnå den frihed vi alle nyder godt af, - de fleste steder!

Og såsom jeg skrev til Jørn under béarnaises​ovsens kommentar, som jeg kopier her:
Egentlig er det enormt kontradiktivt mht den australsk moral. For når man er på ferie hernede, får man et totalt anden indtryk. Men når man bor her, sniger 'den victorianske levevis' stille og rolig ind. Og man opdager hvordan det meste, af det vi dansker er åbne med, bliver fejet under gulvtæppet.

Heldigvis er her ikke så slemt som det måske lyder på skrift, ihvertfald ikke som i de fleste 'Far East' samfund.

Og sikkert ikke så indlysende for mange. Men jeg har den der lille knap i mig, som "fan'me vil have min personlige frihed", hvis ikke protesterer jeg vildt og inderligt. Suk! Selvom jeg har 'tillært at begrænse mine udbrud! Men har jeg brug for det, citere jeg gerne "UN Human Rights Conventions", og at australien har underskrevet dette dokument, eller hvad jeg kan finde på i en håndvending!

Det være sagt, så må man jo stadig respekterer andres kultur og omgivelser, men man behøver jo ikke at være enig.

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Det nærmeste, som tenderer hvad du beskriver om forholdene i Australien, og som jeg selv har oplevet, er, da vi på Sri Lanka boede en lille måned privat hos en ældre velstillet lady med engelske aner. Hun var handicappet og supplerede sin arv fra forældrenes gummiplantage ved at leje to rum ud til vordende adoptanter. I dette tilfælde var vi det ene par, der beboede det ene rum, mens retssag og andre formaliteter skulle falde på plads, inden vi kunne tage hjem med Jacob.

Husets tjenestefolk servicerede os i en grad, som jeg havde meget svært ved at tilpasse mig, og jeg følte det noget anstrengende at være i et hus, hvor man i den grad holdt på formerne i en periode, hvor mange følelser og megen spænding boede i mit indre.

Jeg læser, at dit område igen er ramt af heftig monsunregn, og at din internetforbindelse er meget svingende, og jeg sender de bedste ønsker.

Kh Bente

Anita sagde ...

Kære Poly
Nå for den da, sikke du kunne skræmme en soldat på kastellet ;)
Jeg er kommet meget på Kastellet da jeg boede på Østerbro og gik tur med min dejlige Sonny-Boy (Golden Retriver).
Sol har jeg også slikket der - men det var i de ærbare '80 ere :)
Kh
Anita

Leonius sagde ...

Kære Poly,

Nå - det var dig!
Jeg skal fortælle dig hvad der skete efterfølgende.
Jeg løb ned til vagtstuen og råbte til de 7 andre Jenser, der sad og spillede sorteper, at de skulle komme med det samme, for der var bare piger på volden.
Det var jo et sandt roderi med at komme ud af døren samtidig, så det tog sin tid, derfor var I der ikke da vi endelig nåede frem til åstedet.
Jeg fik en ekstra vagt, fordi de andre ikke troede på min historie.
Jeg var ligeglad, jeg vidste godt hvad jeg havde set, og naturligvis ventede jeg hele den sommer på at I ville vende tilbage, men I dukkede aldrig op.

Leonius.

Anita sagde ...

:D :D :D

Bente Pedersen sagde ...

:-) Leonius! Stemmen fra Kastellet!

Poly sagde ...

Kære Alle

Jubi, vores monsunregn, der lå som et tykt tæppe og lukkede min netforbindelse, holder pause. Men de lover den kommer tilbage i weekenden!

Og rigtig mange tak Bente, for lige at give information videre til Skrive-bloggen.

Og så skal der ellers gang i tangenterne, både for gensvar og for div. mail.

Med hilsner
Poly

Poly sagde ...

Kære Anita

Tak fordi du kiggede forbi. Og jeg måtte lige grine lidt af din kommentar. For 80'ere bestemt mere løssluppen end ærbar. ☺

Men en anden veninde og jeg var ofte på Kastellet for at slikke sol og fodre de smukke svaner. Og på det tidspunkt, sad man ganske uhøjtidelig og sugede solens varme til sig uden bh'en.

Med hilsner
Poly

Poly sagde ...

Kære Leonius

Nåå, så det var dig der skæmte os. Hmm! Ha-ha-ha!

Men gudskelov at jeres fumlefingre forhindrede at syv soldater stillede op, fuldt udrustet! Uha-da-da! Det ku' blive farligt. ☺─☺

Og tak for din sjove kommentar.

Med hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Poly

"Sikke en fornøjelig tekst! To "bh-frigjorte" unge kvinder skal rigtig ud og lufte attributter, nu da det endelig er blevet en mulighed, men se så, om det ikke bliver i en skyttegrav af alle steder, at kampen for brysternes frihed skal føres."

Ja, det er sandelig en fornøjelig tekst, og Bente spidder den elegant lige på kornet. Det kunne jeg ikke have fundet på, men jeg kan gentage det :-)

Og Jørn beklager ikke at grænserne er rykket. Det gør jeg heller ikke, når det handler om at kvinder også må få sol på hele overkroppen, når der solbades på strande og i parker. Men reklamers brug af nøgenhed med seksuelle undertoner i det offentlige rum har fået alt for vide grænser. Det ynes en, der ellers ikke er snerpet.

"Vi havde sommerfugle i maven" er en rigtig dejlig begyndelse. Den fanger og skaber forventning om et "hvorfor" og et "hvad nu".

Du serverer en dejlig morsom hverdagshistorie, som Leonius finurligt griber og lader os se fra soldatens synsvinkel. Et muntert svar på en munter historie.

Munterheden får sin fine plads i din januartekst, til trods for at sorgen omkring årsdagen for din mors død fylder ekstra. Sådan må det være. Det skrev Kingo så vidunderligt om i salmen Sorrig og glæde de vandre til hobe (1681)

Kh Ragnhild

Poly sagde ...

Kære Ragnhild

Jeg godter mig altid når jeg får kommentar til min tekst. Det er bare så dejligt og bekræftende. Og ikke at glemme alle de "visdomsord" der falder af på vejen.

Og dine er ingen undtagelse. Så hermed mange tak for dine opmuntrende ord. Både for din skarpe gennemlæsning og fordi du kunne lide min tekst. :))

Og så sandt som skrevet! Når du henviser til Kingo's "Sorrig og glæde de vandre til hobe". Men jeg måtte lige in på nettet for at opfriske hukommelsen, der nærmest var arkiveret for bestandigt!

Men Kingos ord,- det er jo livet i en nøddeskal! Bortset fra at sorgerne altid rammer hårdest, og jo ikke er det man helst vil have for meget af. Men som vi alle ved, det er jo netop fordi sorgen smutter forbi, at vi er i stand til at værdisætte glæderne på et højere plan.

Med hilsner
P☺ly

Randi Abel sagde ...

Kære Poly,

Se, det var jo en ganske anden bh-fortælling end Jørns om Babs og Nuttes. Hvor er det sjovt, så forskellige tanker det samme foto sætter i gang.

Jeg havde også trukket mig i al hast, mens Leonius var på vej efter forstærkning :D

Kh
Randi

Poly sagde ...

Kære Randi

Tak for at kommentere min bh-tekst. Og selvom jeg synes det var en lille sjov historie, var det Leonius kommentar der fik det store smil frem. Han er vist en lille filur.

Og som du selv nævner, ser vi jo alle så forskelligt på samme sag, som Jørns morsomme Babs og Nutte tekst tydeligt viser.

Med hilsner
Poly