lørdag den 25. februar 2012

Under åben himmel



Tekst Ragnhild Jakobsen
Foto: Poly Schmidt


Det er sidst på sommeren. Ind under aften. I et hjørne af den store have. Han sidder i hegnet på en stub og hviler sig. Det har været en lang dag, men vejret har været godt. Det er vidunderligt med dejligt vejr, når man nu en gang har sit arbejde under den åbne himmel. Der har været nok at se til hele dagen. Alle har haft travlt og har fartet rundt for at få så stort et udbytte som muligt. Men nu har lyset ændret sig. Det er blevet aften. De andre er også søgt hjem.

Han sidder og synker lidt ind i sig selv og nyder stilheden. Det er godt med ensomhed og ro efter dagens travle gerning. Bare fem minutter mere, så vil han smutte hjem til mutter og ungerne. De er godt nok blevet en stor familie, så der må knokles hver dag. Der er mange munde at mætte.

I det fjerne bliver solen ringet ned. Så må han altså helt hjem, nu. Han ryster sig og sætter kursen mod det store røde hus i den anden ende af haven. På afstand hører han ungernes velkendte velkomst. Så har mutter taget sig et frikvarter. Han stormer ind af den cirkelrunde åbning i det lille anneks på gavlen under den hvide vindskede. Godt han tog endnu en mundfuld med til alle de næbbede unger.

lørdag den 18. februar 2012

Den skjulte sandhed!



Tekst og foto: Poly Schmidt

Forventningen kriblede og fødderne fandt elastikboldene frem på hjemturen. Det var bare med at komme hjem og blive færdig med at gøre rent. Altid skulle man gøre rent, lave åndssvage tøjklemmer eller andre dimser. Men der var ingen vej uden om, for ellers vankede der en over nakken. Selvom det ikke var så slemt i dag, for hele klasse havde fået lov at gå tidlig hjem fra skole. Hun kunne altid finde på en nødløgn at fortælle fritidshjemmet. For endelig havde hun en halv dag for sig selv. Helt alene.

I dag skulle det værre. Måske kom chancen ikke i meget lang tid. Gudskelov hendes søster var flyttet hen til en anden skole. Hvilken lykke. Så havde hun ikke hende på slæb. Eller skulle forsvare hende imod et eller anden piv-piv, hun ikke kunne klare. Selvom det ikke var hende, der var storesøsteren. Og ingen kunne fortælle sandheden til forældrene som hævn.

Endelig. Færdig. Hun proppede sit legetøj ned i skoletasken, tog skoletøjet på igen og gned øjnene meget hård og længe, indtil hun fik røde og forgrædte øjne. Hun kendte planen, for hun havde pønset på det i evigheder. Hver eneste dag, når hun gik forbi legehuset på vej til skolen, og igen på hjemturen. Hun lod som om hun ledte after noget på jorden og med øjnene som en anden snegl, kiggede hun igennem den høje hæk. Deres have var næsten ligeså stor sin morfars park. Bagtil i haven kunne man se den ene side af legehuset. Det havde næsten same farve som flaget de hejste på skolen, og rigtige vinduer der skinnede om kap med solen.

Ih, hvor hun inderligt ønskede, hun kunne bo i det kæmpestore hus. For så ville det være hendes legehus. Og hun kunne helt sikkert få lov til at have legevenner med hjem. Mange gange legede hun, at hun var deres lille pige.
”Skal du ikke ud og lege i dit dine fine hus Lone?”
”Jo, mor, jeg skal lige have dukke Lise med og måske lidt saftevand.”
Åh, hun kunne næsten ikke vente, til hun nåede hen til huset.

Der var det. Hun gned lige øjnene en ekstra hård gang, for at få tårerne frem, før hun åbnede havelågen. Med små skridt og alle sanserne på stilke, gik hun langsomt ned ad fliserne, der så helt nyskurerede ud. Hjertet bankede vildt, som når hendes mor knaldrede dejen ned i køkkenbordet. Tusindvis af nåle cyklede rundt i kroppen. Nej, hun ville ikke stoppe nu. Hun bed tænderne sammen og gik videre. Pludselig stod hun foran den. Døren. Den var kæmpestor og lignede nærmest indgangen til et slot med det flotteste træmønster, hun havde set på en dør. Hun fik øje på dørklokken, og kunne heldigvis let nå den. Vist den eneste fordel ved at være et stankelben.

Hun sank et par gange og trykkede på knappen. Ved lyden af dørklokken holdt hun næsten op med at trække vejret. Det lød nærmest som kirkeklokker. Hun fik lyst til at trykke igen. Men døren gik op, og der stod pigens mor.
”Ja min lille ven, hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte hun.
”Kommer din pige ud og leger,” fremstammede hun forsigtigt.
”Jamen Tove er i skole. Er der noget i vejen og skulle du ikke også være i skole?”
Og så begyndte gråden. Det hele væltede ud i en pærevælling.
”Min mor er ikke hjemme. Jeg har ingen nøgle. Vi fik før fri. Lærerinden blev syg,”
”Og hun plejer at værre hjemme efter skole,” snøftede fik Lone videre.
”Nu er der ingen at lege med. Og nu får jeg heller ingen mad,” nåede hun lige at få fremstammet.

”Åh, din stakkels lille pige. Jeg er Toves mor og hedder Fru Svendsen. Hvad hedder du? Og hvor bor du henne?”
”Jeg hedder Lone og bor lige derovre i det lange gule hus,” og pegede i retning af alle rækkehusene.
”Og nu er jeg helt alene,” snøftede hun.
”Hvis du vil, må du gerne blive her til skoledagen er færdig. Du kan jo lege i Toves hus.”
”Kan jeg det! Åh, jo tak, det vil jeg meget gerne”, fik hun sagt med et med et højlydt suk.
”Jamen så siger vi det. Gå du bare ud og leg i Toves hus. Så kommer jeg ud med et par stykker mad. Hvad siger du til det?”
”Ih hvor er De dog sød. Tusind mange tak Fru Svendsen. Det vil jeg mægtig gerne.”
Lone stod og vred hænderne, men skyndte sig at tilføje: ”Bare indtil min mor kommer hjem,”

Nej, hvor var der smukt. Og utroligt stort. Det var stole og et bord med dug på, hvor der stod et knaldrødt kaffestel. Neej, sikke yndige puder. En, to, tre...seks dukker. Hold da op. De så næsten for fine og rene ud til at lege med. Dukkekjolerne var som hentet fra eventyret med masser af blonder, og alle med sløjfer på i regnbuens farver. Og så fik hun øje på den lille fine håndvask med spejl. Pludselig stod damen i døråbningen. Lone for sammen, og øjnene blev kæmpestore, da hun kiggede op.
”Leg du endelig med det hele. Der er helt i orden,” sagde Fru Svendsen.
”Værsgo min pige. Spis endelig og her er også noget saftevand. Jeg skal nok kalde på dig, når Tove kommer fra skole.” Fru Svendsen klappede hende venligt på håret og forsvandt smilende ud af døren.

Sådan var det nok i himmelen, tænkte hun. Man fik en ny mor, der altid smilede og som duftede som blomster. Plus man fik masser af dejlig mad og et kærligt klap på kinden. Og man skulle overhovedet ikke gøre rent. Kun lege med alle de flotte ting, man kunne se i legetøjforretningens vinduer. Hun kørte forsigtigt fingrene hen over alle tingene i legehuset. Til sidst satte hun sig på gulvet, og begyndte at lege fine damer med et par af dukkerne.

”Hvad laver du her? Mooar, moar,” skreg pigen, ”der er nogen i mit hus.”
Lone sprang forskrækket op fra gulvet og for med lynets hast ud af huset. Som en anden hest galopperede hun hen imod havelågen.

”Kom tilbage Lone,” kaldte Fru Svendsen. ”Det er helt i orden. Du må gerne blive og lege med Tove.”
Hun stoppede brat, men vidste hun hellere måtte smutte, før det var for sent.
”Min mor er nok kommet hjem, nu da skolen er færdig,” fik hun stakåndet sagt i hast.
”Der er helt i orden”, sagde Fru Svendsen. ”Men kom endelig tilbage og leg med Tove en anden gang.”
”Det vil jeg meget gerne. Og tak for det hele.” Hurtigt smuttede hun ud af havelågen.

Hun skridtede henrykt ned ad vejen, selv om hun kiggede tilbage flere gange. Men der var slet ingen der fulgte efter hende. I løbet af nul komma nul var hun henne ved det lange krat på legepladsen. Som en anden akrobat fik hun legetøjet på igen og skyndte sig hjem. Gudskelov. Der ikke var nogen hjemme endnu. Lynhurtigt hev hun skoletøjet ud af tasken og lagde det hvor hun plejede. Bøgerne røg ned igen. Hun tjekkede lynhurtigt alt var som det skulle være, før hun gik ud igen. Fødderne svævede hen over fliserne og fandt automatisk deres fælles legeplads. Tænk at det hele lykkedes. Og hun måtte gerne komme igen og lege med pigen i legehuset. Lone satte sig på gyngen og skrålede i vilden sky.

lørdag den 11. februar 2012

Hacket



Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.


Forbrydelse! Det er ikke nogen forbrydelse, det jeg laver. Det er jo for fanden deres egen skyld, de ligger der og blotter sig - lige foran fjæset på mig. Okay okay, jeg tryller måske lidt på tasterne, men så er de der! Det hele dukker op, de med alle deres dumsmarte bemærkninger og fjollede billeder af sig selv.
Små gæs!!
Trutmund lige ind i kameraet.
Selveksponering så det batter, jeg skal lære dem!

Cykelturen er streng i dag. Puha jeg hader modvind! Bare mor er hjemme, så kan hun lave lidt lækkert, før dagens lektie helvede starter. Åh jeg trænger til at slappe lidt af, bare en times tid foran computeren, for at blive lidt opdateret.

Ha Ha - de edder mane mig for tåbelige de pigebørn.
Hjerter mig her og hjerter mig der. De eeelsker hinanden alle sammen. Sådan nogle lebber!
Har de ingen forældre? Er der overhovedet ingen der holder øje med dem?
Det er sgu lige før jeg skulle ha' løn for at give dem en lærestreg. Så kan de lære det!

"You’ve got a message" lyder det med en noget ulden stemme fra min lomme. Jeg stiller min cykel op ad trappen og bakser min telefon frem...
Jeg åbner sms'en, det er fra Tine - min bedste veninde.
What!!
"Hvad sker der for dig?" Er det eneste der står. Jeg fatter ikke en dyt, nå det finder jeg nok ud af.
Uhh, jeg er nok efterspurgt i dag - der kom lige to sms'er igen.
Mark sender mig et hav af spørgsmålstegn. Mystisk!
! Lise sender en djævle-smiley.
Det her er herre mærkeligt! Uroen spreder sig som myrer i min mave.
Hvad er det lige der sker for vennerne?

Så er den fixet, nyt kodeord, ændret profilbillede.
Hæ Hæ det her er hun sgu nok ikke så stolt af!
Så smider jeg lige lidt bemærkninger rundt i hendes vennekreds.
Færdigt arbejde!
Nu skal den lille gås i gang med at undskylde og forklare overfor ”vennerne” hvorfor hun sender svinske beskeder rundt på facebook.

Jeg skynder mig ind og nærmest kaster mig foran computeren inde i stuen. Skriver mit brugernavn og kode…
Ingenting sker!
Jeg kigger på min mobil, der er kommet flere meddelelser fra mine venner. Rystet ringer jeg til Tine. Hun er arrig og råber grædende ind i røret:
-Og jeg som troede vi var venner!

lørdag den 4. februar 2012

Under den store kastanje



Tekst: Bente Pedersen
Foto: Poly Schmidt


Hun lukkede stille fordøren til morens andelsbolig. Stod ude i aftenluften og småtrippede. Hun havde nu en halv times pause og kunne ikke bestemme sig for, hvilken vej hun skulle gå. Overfor lå den solide murermestervilla, som hendes bedstefar havde ladet bygge. Her var hendes far og hans seks søskende vokset op. Hun så i et glimt en lille pige, der stod og hang på havelågen. Hun var på besøg hos sine bedsteforældre. Her i forhaven måtte hun gerne være, bare hun blev på de sirlige stier med perlegrus. Inden for buksbomhække voksede de skønneste lyserøde roser, men dem måtte hun bestemt ikke røre ved for bedstefar. Bedstefar, der var så alvorlig, og som kunne nøjes med at rømme sig, før alle tav.

Når hun stod der og svingede på lågen, var det ikke andelsboliger, hun så, men et stort savværk. Hun huskede stadig synet af den skarpe klinge, når den hvinede ned gennem et stykke tømmer. Smilede af de prinsessekrøller, hun fik lavet ud af høvlspånerne, når hun fik lov at komme med sin far et smut derover. Duften af harpiks og solvarmt tømmer var også en vigtig del af mindet, der tonede frem. Som per refleks snusede hun dybt ind, men desværre hang lugten af kræftsyg mor i hendes næsebor og overdøvede alt andet.

Villaens stuer lå mørke hen, så måske kunne hun lige linde lidt på lågen og liste hen ad flisegangen. Forbi det murede trappegelænder, der havde samme runde former som hendes bedstemor. Videre forbi hjørnet og om i den lille gård dannet af villaen og en tilbygning. Dengang rummede det vaskehus og et das med udskåret hjerte i den grønne trædør. Nu var der garage og et cykelskur.

Når kedsomheden drev hende væk fra havelågen og ud på opdagelse i bedstefarens labyrint af skure og opstablet tømmer, gav det et ordentlig spjæt i hende, hvis han pludselig tårnede sig op foran hende. Stor og mørk stod han der. Hun holdt vejret, indtil han bare gav hende et lille nap i kinden fulgt af ordene: ”Du er da vist en lille spradebasse, men her må du altså ikke være!” Så kiggede hun ind i bedstefars grå øjne, der lå dybt inde under de buskede bryn. Hun så de fine rynker stråle ud fra dem og skyndte sig så småhoppende tilbage til pladsen ved lågen.

I aftenmørket huskede hun nu også det røde lysthus, og blikket gled søgende ud i haven. Gad vide om… Nej, det var sikkert rådnet op for flere årtier siden. Hun huskede det store kastanjetræ, under hvis krone det stod i ly. Bedstefar havde selvfølgelig selv bygget det, og det var kun de voksne, som måtte komme der, så fint var det. Man måtte godt sidde på den hvide trætrappe udenfor, når der var voksne inde i huset. En sjælden gang skete det fantastiske, at der blev kaldt: ”Du må godt komme ind og sidde lidt på gulvet, hvis du kan sidde lige så stille som en mus!”

Om hun kunne? At sidde, hvor lyset faldt i regnbuestråler, var magisk. Når hun lukkede øjnene og vendte ansigtet op mod de firkantede stykker af farvet glas i den hvide dør, kunne hun bevæge ansigtet langsomt fra verdenshjørne til verdenshjørne. Bag øjenlågene dannedes en flimrende farvefilm. En mønstret verden, hun ikke kendte andre steder fra. Hun fløj højt i himlen mod solens gule cirkel, røg ind i en mark fuld af røde valmuer, og endte som havfrue på havets grønne bund. Eventyret sluttede såre brat, da hendes mor sagde: ”Hvorfor sidder du og drejer med hovedet? Har du ondt i nakken?”

Nysgerrigt listede hun nu videre i mørket forbi garage og cykelskur. Hun var nødt til at finde ud af, om hun en sidste gang kunne sidde lidt på trætrappen i mørket og lade flere minder dumpe ind til en snak.

Pludselig var der en, der rømmede sig et sted i mørket. Han befandt sig på den anden side af en bøgehæk, der absolut ikke var med på hendes indre plantegning. Det var heller ikke bedstefars gammelmandsstemme, der lød i mørket. Nej, dette var en ung mand, der insisterede på at vide, om hun var faret vild. Hun kiggede forvirret forbi ham og så omridset af et nyt parcelhus. Skråt bag huset fornemmede hun kastanjetræets enorme krone og under det et drivhus i glas og aluminium.

Hun fik mumlet noget om en aftensmøg, der lige skulle ryges udenfor. Tværede et fiktivt skod ud med hælen og skyndte sig tilbage forbi cykelskur og carport. Impulsivt klappede hun lige trappegelænderet på vejen ud, inden hun stille lukkede havelågen efter sig.