lørdag den 18. februar 2012

Den skjulte sandhed!



Tekst og foto: Poly Schmidt

Forventningen kriblede og fødderne fandt elastikboldene frem på hjemturen. Det var bare med at komme hjem og blive færdig med at gøre rent. Altid skulle man gøre rent, lave åndssvage tøjklemmer eller andre dimser. Men der var ingen vej uden om, for ellers vankede der en over nakken. Selvom det ikke var så slemt i dag, for hele klasse havde fået lov at gå tidlig hjem fra skole. Hun kunne altid finde på en nødløgn at fortælle fritidshjemmet. For endelig havde hun en halv dag for sig selv. Helt alene.

I dag skulle det værre. Måske kom chancen ikke i meget lang tid. Gudskelov hendes søster var flyttet hen til en anden skole. Hvilken lykke. Så havde hun ikke hende på slæb. Eller skulle forsvare hende imod et eller anden piv-piv, hun ikke kunne klare. Selvom det ikke var hende, der var storesøsteren. Og ingen kunne fortælle sandheden til forældrene som hævn.

Endelig. Færdig. Hun proppede sit legetøj ned i skoletasken, tog skoletøjet på igen og gned øjnene meget hård og længe, indtil hun fik røde og forgrædte øjne. Hun kendte planen, for hun havde pønset på det i evigheder. Hver eneste dag, når hun gik forbi legehuset på vej til skolen, og igen på hjemturen. Hun lod som om hun ledte after noget på jorden og med øjnene som en anden snegl, kiggede hun igennem den høje hæk. Deres have var næsten ligeså stor sin morfars park. Bagtil i haven kunne man se den ene side af legehuset. Det havde næsten same farve som flaget de hejste på skolen, og rigtige vinduer der skinnede om kap med solen.

Ih, hvor hun inderligt ønskede, hun kunne bo i det kæmpestore hus. For så ville det være hendes legehus. Og hun kunne helt sikkert få lov til at have legevenner med hjem. Mange gange legede hun, at hun var deres lille pige.
”Skal du ikke ud og lege i dit dine fine hus Lone?”
”Jo, mor, jeg skal lige have dukke Lise med og måske lidt saftevand.”
Åh, hun kunne næsten ikke vente, til hun nåede hen til huset.

Der var det. Hun gned lige øjnene en ekstra hård gang, for at få tårerne frem, før hun åbnede havelågen. Med små skridt og alle sanserne på stilke, gik hun langsomt ned ad fliserne, der så helt nyskurerede ud. Hjertet bankede vildt, som når hendes mor knaldrede dejen ned i køkkenbordet. Tusindvis af nåle cyklede rundt i kroppen. Nej, hun ville ikke stoppe nu. Hun bed tænderne sammen og gik videre. Pludselig stod hun foran den. Døren. Den var kæmpestor og lignede nærmest indgangen til et slot med det flotteste træmønster, hun havde set på en dør. Hun fik øje på dørklokken, og kunne heldigvis let nå den. Vist den eneste fordel ved at være et stankelben.

Hun sank et par gange og trykkede på knappen. Ved lyden af dørklokken holdt hun næsten op med at trække vejret. Det lød nærmest som kirkeklokker. Hun fik lyst til at trykke igen. Men døren gik op, og der stod pigens mor.
”Ja min lille ven, hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte hun.
”Kommer din pige ud og leger,” fremstammede hun forsigtigt.
”Jamen Tove er i skole. Er der noget i vejen og skulle du ikke også være i skole?”
Og så begyndte gråden. Det hele væltede ud i en pærevælling.
”Min mor er ikke hjemme. Jeg har ingen nøgle. Vi fik før fri. Lærerinden blev syg,”
”Og hun plejer at værre hjemme efter skole,” snøftede fik Lone videre.
”Nu er der ingen at lege med. Og nu får jeg heller ingen mad,” nåede hun lige at få fremstammet.

”Åh, din stakkels lille pige. Jeg er Toves mor og hedder Fru Svendsen. Hvad hedder du? Og hvor bor du henne?”
”Jeg hedder Lone og bor lige derovre i det lange gule hus,” og pegede i retning af alle rækkehusene.
”Og nu er jeg helt alene,” snøftede hun.
”Hvis du vil, må du gerne blive her til skoledagen er færdig. Du kan jo lege i Toves hus.”
”Kan jeg det! Åh, jo tak, det vil jeg meget gerne”, fik hun sagt med et med et højlydt suk.
”Jamen så siger vi det. Gå du bare ud og leg i Toves hus. Så kommer jeg ud med et par stykker mad. Hvad siger du til det?”
”Ih hvor er De dog sød. Tusind mange tak Fru Svendsen. Det vil jeg mægtig gerne.”
Lone stod og vred hænderne, men skyndte sig at tilføje: ”Bare indtil min mor kommer hjem,”

Nej, hvor var der smukt. Og utroligt stort. Det var stole og et bord med dug på, hvor der stod et knaldrødt kaffestel. Neej, sikke yndige puder. En, to, tre...seks dukker. Hold da op. De så næsten for fine og rene ud til at lege med. Dukkekjolerne var som hentet fra eventyret med masser af blonder, og alle med sløjfer på i regnbuens farver. Og så fik hun øje på den lille fine håndvask med spejl. Pludselig stod damen i døråbningen. Lone for sammen, og øjnene blev kæmpestore, da hun kiggede op.
”Leg du endelig med det hele. Der er helt i orden,” sagde Fru Svendsen.
”Værsgo min pige. Spis endelig og her er også noget saftevand. Jeg skal nok kalde på dig, når Tove kommer fra skole.” Fru Svendsen klappede hende venligt på håret og forsvandt smilende ud af døren.

Sådan var det nok i himmelen, tænkte hun. Man fik en ny mor, der altid smilede og som duftede som blomster. Plus man fik masser af dejlig mad og et kærligt klap på kinden. Og man skulle overhovedet ikke gøre rent. Kun lege med alle de flotte ting, man kunne se i legetøjforretningens vinduer. Hun kørte forsigtigt fingrene hen over alle tingene i legehuset. Til sidst satte hun sig på gulvet, og begyndte at lege fine damer med et par af dukkerne.

”Hvad laver du her? Mooar, moar,” skreg pigen, ”der er nogen i mit hus.”
Lone sprang forskrækket op fra gulvet og for med lynets hast ud af huset. Som en anden hest galopperede hun hen imod havelågen.

”Kom tilbage Lone,” kaldte Fru Svendsen. ”Det er helt i orden. Du må gerne blive og lege med Tove.”
Hun stoppede brat, men vidste hun hellere måtte smutte, før det var for sent.
”Min mor er nok kommet hjem, nu da skolen er færdig,” fik hun stakåndet sagt i hast.
”Der er helt i orden”, sagde Fru Svendsen. ”Men kom endelig tilbage og leg med Tove en anden gang.”
”Det vil jeg meget gerne. Og tak for det hele.” Hurtigt smuttede hun ud af havelågen.

Hun skridtede henrykt ned ad vejen, selv om hun kiggede tilbage flere gange. Men der var slet ingen der fulgte efter hende. I løbet af nul komma nul var hun henne ved det lange krat på legepladsen. Som en anden akrobat fik hun legetøjet på igen og skyndte sig hjem. Gudskelov. Der ikke var nogen hjemme endnu. Lynhurtigt hev hun skoletøjet ud af tasken og lagde det hvor hun plejede. Bøgerne røg ned igen. Hun tjekkede lynhurtigt alt var som det skulle være, før hun gik ud igen. Fødderne svævede hen over fliserne og fandt automatisk deres fælles legeplads. Tænk at det hele lykkedes. Og hun måtte gerne komme igen og lege med pigen i legehuset. Lone satte sig på gyngen og skrålede i vilden sky.

31 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Kære alle,

Undskyld, jeg var kommet til at gemme i stedet for at udgive teksten :(

Kh
Randi

Poly sagde ...

Poly sagde ...

Kære Randi

Jeg så lige min tekst var på.
Tak skal du have.

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

”Hvo intet vover, intet vinder” var min første tanke, da jeg havde læst din fortælling om Lone og det forjættede legehus.

Jeg får hurtigt via den opbyggede spænding i de første afsnit en fornemmelse af, at der denne dag skal ske noget helt specielt for Lone. Hendes indre spænding er så stor, at den nødvendigvis må udløses i en kropslig aktivitet på hjemvejen. En fin detalje, der viser, hvor meget Lone har på spil.

Jeg får også en oplevelse af, at Lones dagligdag ikke altid er så spændende. Et øjeblik fik samling af tøjklemmer mig til at tænke på børnehjem, men så galt står det dog ikke til. Men der er daglige pligter, der skal klares, en irriterende lillesøster at tage vare på og en mor, der virker noget kontant i sin adfærd, sådan som Lone får hjertebanken, når moren håndterer dejen, så det smælder.

Lone har heldet med sig denne dag, hvor hun får tidligere fri fra skole. Hun har længe haft planen klar på tankeplanet til sådan en dag, så det er ikke bare en tilfældig dagdrøm, der realiseres.

Nej, det er drømmen om at komme til at lege i det smukkeste legehus,der findes, men som desværre ikke er hendes, men tilhører pigen overfor, som vi hurtigt mærker kommer fra et lidt mere velstillet hjem.

Med en lille hvid løgn lykkes det så at komme ind i den eventyrlige hule, og der er alt, hvad et pigehjerte kan drømme om. ”Sådan var det nok i himmelen, tænkte hun.” Vi er slet ikke i tvivl om, at virkeligheden for engang skyld lever op til forventningerne.

På dette tidspunkt i teksten tænker jeg på, at der nu bare ikke skal ske noget, der destruerer hendes stund i paradis. Hun bliver dog afbrudt i legen af Tove, husets rette ejermand, der nu er vendt hjem fra skole, men hun bliver mere overrasket end vred, og jeg efterlades med en forventning om en mulig fremtid, hvor Lone og Tove kan lege sammen.

Ved udgangen af teksten tænker jeg, at Lones gå på mod blev honoreret. ”Hun skridtede henrykt ned ad vejen” Det gør mig glad, for teksten foregår jo i en tid, hvor sådan en handling oftest blev straffet, fordi man trådte ud af rammerne.

Normen i dette tilfælde, forestiller jeg mig, er, at børnene fra rækkehusene ikke leger med børn fra villaerne. Denne grænse overtræder Lone, fordi hun ønsker at opnå en bid af paradiset, og med strategisk planlægning og også en høflig fremtræden lykkedes det for hende. Det er hende så vel undt!

Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Tusind tak for den flotte kommentar du gav mig, en lille novelle i sig selv.

Jeg blev både glad og overrasket, - selvom det burde jeg vide – hvor omhyggelig du gennemgik og analyserede min fortælling.

Og du rammer lige præsis nåleøjet.

For at starte med dit sidste afsnit, var normen netop fra den tid, at børn fra rækkehusene ikke var ”fine nok” til at lege med villabørn. Med mindre barnet var specielt udvalgt til en fødselsdagsfest.

Og jeg er sikker på, Lone ville havde taget imod din bemærkning, ”Det er hende så vel undt! ” med stor glæde.

I min første tid på Skrive-bloggen, adopterede jeg straks en af Jørn's guldkorn, ”Ind imellem kan det være en fordel at ha' et lille stykke af en "lystløgner" i sig, når man skriver en historie.”
Og det er netop, hvad jeg har gjort her.

Da jeg først så billedet af legehuset, kom jeg straks til at tænke på datidens vovede handling. Så episoden er min egen med brug at fiktion, hvor jeg ikke præsis husker detaljerne.
Men essensen er som det var. Og der var aldrig nogen der fandt ud af episoden.
Og selvom jeg var lillesøsteren, var det bestemt ikke noget jeg lærte fra mine søskende. Jeg havde helt min egen oprørske opfattelse af de uskrevne normer.

For øvrigt så jeg et par småfejl. Hvis du får tid og lyst, må du meget gerne rette dem for mig Bente.

─ I andet afsnit, næstsidste sætning.
Selvom det var hende, der var storesøsteren.
Måske skulle der stå: ”Selvom det ikke var hende der var storesøsteren.”
Det kan åbenbart misforstås at Lone ikke er storesøsteren!

─ I tredje afsnit, næstsidste sætning.
Bagtil i haven kunne man se det ene side af legehuset.
Der skulle stå: ”Bagtil i haven kunne man se den ene side af legehuset.”

─ I femte afsnit, 5. sætning.
Tusindvis af nåle cyklede rund i kroppen.
Her skal det 'vist' være: ”rundt”

─ I ottende afsnit, sidste sætning.
Til sidst satte hun sig på gulvet, og begyndte at lege fine damer med et med et par af dukkerne.
Der er lige smuttet et ekstra: ”med et” ind.

─ I sidste afsnit, de 2 sidste sætninger.
-1- Og jeg måtte gerne komme igen og lege med pigen i legehuset.
Det skulle være 'hun' og ikke jeg:
”Og hun måtte gerne komme igen og lege med pigen i legehuset.”

-2- Lone satte mig på gyngen og skrålede i vilden sky.
Det skulle være 'sig' og ikke mig: ”Lone satte sig på gyngen og skrålede i vilden sky.”

Lidt surt med alle de fejl, selvom jeg har læst og finpudset teksten tusindvis af gange!

Det jeg specielt har fokuseret på er brugen af tale. En lille fobi jeg tvang mig til at bruge.
Jeg ved fra den omfattende beskrivelse du skriv, at der er flere måder.
Den anden ting var at bruge ”hende/Lone” og ikke ”jeg-formen”.
Og at skrive i et sprog der passede til en lille skolepige.

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Jeg skal gerne rette de små ting, du nævner. Småting i en ellers lang og velskrevet tekst.

Det er godt, at du nævner, hvad du har fokuseret på, for så er det nemmere at give en tilbagemelding.

Bortset fra de få steder, som du selv har opdaget, så klarer du jo rigtig flot at holde dig til 3. persons fortælleren med anvendelse af Lone/hun/hende. Jeg havde nok gættet på, at du kendte Lone indefra, for det viser de mange detaljer, men det er altid skægt at træde et skridt tilbage og betragte sig selv udefra.

Med hensyn til markering af direkte tale/replikker, så ved jeg jo, at du har kæmpet lidt med det, men ved du hvad? Denne gang tænkte jeg slet ikke over det, mens jeg læste, og det er jo fordi, at det fungerer. Det er da rigtig dejligt, når noget, man har kæmpet indædt med, lykkes!

Sprogets stilleje og de valgte eksempler passer bestemt godt til en pige på hendes alder, og igen så er det jo sådan, at det falder i øjnene, hvis det ikke gør, og omvendt er det bare en "naturlig" del af en god tekst, når det virker. Så bravo,Poly! Du rykker dig hele tiden!

Og ja, jeg havde opfattet Lone som storesøsteren, så jeg kigger lige på det lille "ikke"!

Kh Bente

PS Hvor tror du, at de andre er henne i denne uge?

Poly sagde ...

Kære Bente

Jeg skulle lige til at lukke ned, da jeg så dit gensvar.

Og mange tak for din ros og opmuntring. Det er dejligt at få, som altid! :))

Ligeledes tak for lige at rette mine fejl.

De andre skribenter, hm! Hvem ved hvad der optager dem! Men jeg havde netop tænkt det samme som dig.

Jeg er sikker på, du også selv har mange jern i ilden, hvilket gør jeg sætter ekstra stor pris på den tid du bruger på at kommentare.♥

Med hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Poly

Det er en meget sød og charmerende tekst, du har skrevet. Jeg nød "samværet" med den lille udspekulerede Lone, som, da lejligheden endelig melder sig, forstår at lade drømme blive til virkelighed - om så bare for en lille stund.

Bagefter kan hun så sidde på gyngen på den offentlige legeplads og skråle - af glæde - over det lykkelige eventyr i legehuset i haven til den store villa.

Der er en stædighed i den pige og en (u)bevidst vilje til at bryde datidens normer.

Jeg kan se, at du bevidst har villet bruge dialog. Det lykkes fint for dig. Både barn og voksen taler troværdigt i forhold til den tid teksten er henlagt til.

En dejlig historie Poly.

Min weekend var travl og ugens første to dage krævede tandlægeture til Aalborg, og så laver vi jo en dag ud af det, når vi endelig er i byen. Derfor er jeg her først nu.

Kh Ragnhild

Poly sagde ...

Kære Ragnhild

Uf! To dages behandling hos tandlægen. Vist ingen drømmetur. Men det var da godt at i så fik en hyggetur ud af det.

Og nu da du nævner din tur til Aalborg (som det nu staves, fik jeg set et eller andet sted på nettet), har jeg aldrig haft den fornøjelse. Jeg har været i tonsvis af byer og steder i Danmark, men der og den nordligste part af Jylland, fik jeg aldrig besøgt! Men kom min vej forbi fædrelandet en dag, ville jeg da med glæde tage en tur til Løkken via Aalborg. Og måske kunne jeg få Bente med, så kunne vi alle få en rigtig hyggedag samme i din hvide pavillon! :-))

Jeg blev glad over du tog tid til at læse og kommentere min lille historie. Og især at du synes det var en dejlig historie.

Og heldigvis lykkedes det at få barn og voksen i et – som du skriver - troværdigt talesprog. Sjovt nok, var jeg sådan i tvivl om jeg skulle skrive "Fru" (Svenden) med stort eller lille. Jeg ledte som en gal på sprogen.dk, men kunne intet finde. Og så var der ikke andet at gøre, end at gætte mig til Fru Svendsen måtte være med stort bogstav. Netop fordi den tids taleform var ”De” til en ubekendt voksen!

Jeg kunne ikke lade være med at smile, da du skriver, ”..den lille udspekulerede Lone,” for jeg tror ikke børn tænker sådan, selvom de i en tidlig skolealderen helt sikkert er klar over, hvad der er rigtigt eller forkert. Men denne Lone, var nok mere trodsig end godt var.

På den anden side, er det jo netop sådanne trods og mod, der er med til at ændre normerne. For dem har vi jo alle oplevet op i slutningen af det 19. århundrede. En masse godt og desværre også en masse mindre godt. Men sådan er udviklingen jo bare!

Med hilsner
Poly

Poly sagde ...

Kære Bente

Mange tak. ♥

Jeg kan se, du har rettet mine fejl, og at det blev til indsættelse af "ikke"! :))

Med hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Poly

Når jeg kalder Lone "udspekuleret" skal det læses positivt. Jeg bygger det på, at hun "kendte planen, for hun havde pønset på det i evigheder". Ligeledes proppede hun sit legetøj i skoletasken, så hun kunne skifte, så hun ikke risikerede at få skæld ud for at have været ude at lege med skoletøj på.

For øvrigt troede jeg umiddelbart, at det var legetøj til at lege med, der blev proppet i tasken, men teksten afslørede selv senere, at det var tøj til at lege i.

Når fru Svendsen præsenterer sig som "Fru Svendsen" er fru en del af et egennavn, og så er det korrekt at skrive det med stort i den sammenhæng.

Du er så velkommen nordenfjords til te i pavillonen sammen med Bente, det kunne være hyggeligt med et uformelt træf :-)

Tandlægebehandlingen var ikke noget særligt blot et almindeligt halvårligt eftersyn mandag, som afslørede, at der var lidt at komme efter. Når der skal bores skal jeg i profylaktisk penicillinbehandling pga min knæprotese, og det kunne jo først klares til næste dag. Så ingen grund til at ynke mig.

Kh Ragnhild

Poly sagde ...

Kære Ragnhild

Okay. Jeg læste "udspekuleret" som ”snu”, men det kan man måske også kalde det.

Og da ingen kommenterede ”Fru Svendsen” regnede jeg med at det var okay. Men nu vil jeg lige tjekke ”egennavn” ud på sprogen.dk. Og tak for tippet.

Mht. til ”legetøjet”, ja, så kunne jeg heller ikke finde det på sprogen.dk! Jo, legetøjet som børn leger med. Men vi kaldte ihvertfald det tøj vi tog på, når vi gik ud for at lege, for ”legetøjet”. Jeg mente at det bare var en normal taleform!

Og et uformelt træf! Det ville lige være sagen! Og til et eller andet hjemmebag, yumi! :))
Suk, ja man har jo lov til at drømme! Normal er jeg okay, men iblandt, når jeg læser om nogle ”ting”, kan jeg mærke hjemveen kalder!

Forsat god dag.

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Skægt nok havde jeg da ikke lige bidt mærke i det med "legetøjet", som Ragnhild har kommenteret.

Jeg er også opvokset med at have noget tøj til skolebrug, og så det jeg skiftede til efter skoletid. Hjemme hos os hed det slet og ret "skiftetøj" og "skoletøj".

Kh Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Jeg måtte altså lige give mig tid, inden jeg går i seng til at se hvor mange kommentarer du har fået til din historie.
Normalt skriver jeg min kommentar FØR jeg læser de andres, men det har jeg ikke gjort denne gang. Dels fordi jeg er for "skeløjet" til at skrive noget dybsindigt lige nu og dels fordi jeg var spændt på at se, hvad andre havde skrevet om din søde historie.
Jeg nød at læse hvad Bente og Ragnhild har skrevet og jeg er helt enig, men jeg skal nok vende tilbage med en reel kommentar først i næste uge.
Jeg er stærkt ophængt i øjeblikket med at færdiggøre et diasshow fra mine rejser til Zimbabwe, som jeg skal vise i en forening på søndag.
Når det er overstået vender jeg tilbage og jeg skal også have skrevet februaropgaven.
Men jeg er her stadig og jeg svigter jer ikke.

Kærlig hilsen til dig kære Poly og til jer andre, hvis i læser det her.

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Bente

Ja, det er pudsigt man vokser op med et ord, der åbenbart ikke er almen praksis!

For sjov slog jeg "skiftetøj" op på ordnet.dk, og de havde 39 beslægtede ord, men intet om "legetøjet"!

Da jeg tjekkede "legetøjet" på sproget.dk, var det den brede betydning :
1.ting som nogen, især børn, bruger til at lege med; syn legesager
● person el. ting som behandles skødesløst el. nedladende efter nogens forgodtbefindende.

Men øvrige resultater fra sproget.dk på et spørgsmål fra en læser:
"Hvad for en slags tøj er syltetøj, værktøj og legetøj?"
gives der en længere, men dog interessant forklaring.


[Kile: sproget.dk]
Spørgsmål:
Jeg har et spørgsmål vedr. ordet tøj. Jeg bor i Sverige og har en svensk kæreste. Hun syntes det er underligt, at vi bruger ordet tøj i for eksempel i syltetøj, værktøj og legetøj. Desværre har jeg ikke kunne finde nogen forklaring på dette, og håber derfor I kan hjælpe. Jakob C. 23. november 2009

Svar:
Tøj bruger vi i dag om beklædningsgenstande: overtøj og undertøj og alt det andet vi tager på for at holde varmen eller se smarte ud. Men i ældre tider har det haft en bredere betydning. Roden i ordet er fællesgermansk og har betydningen ‘noget der er fremstillet eller frembragt’. I middelalderen får det betydningen ‘redskab, udstyr’, og det er derfor man på Tøjhusmuseet ikke kun kan se uniformer og andet soldatertøj, men også våben og andre former for militær udrustning. Selvom tøj alene kun bruges om beklædning i dag, har den gamle betydning overlevet i mange sammensatte ord:

Betydningen ‘redskab eller middel’ ser man i køretøj og fartøj: altså ‘noget der bruges som et middel til at køre; et befordringsmiddel’. Redskabsbetydningen er også genkendelig i sammensætninger med legemsdele: Vi har bentøj, mundtøj, snakketøj og kyssetøj. Og det med ‘udstyr’ er også til at forstå i fyrtøj, låsetøj, styretøj, værktøj og seletøj. Betydningen ‘stof’ finder vi i sølvtøj, lertøj, kobbertøj og stentøj, bare i en bredere forstand end tekstilstof. Desuden findes der syltetøj, som er forarbejdet materiale. Køkkentøj, skrivetøj, slagtøj og legetøj er samlinger af genstande til et bestemt formål. Strikke-, sy- og hækletøj betegner både stoffet og de tilhørende redskaber, mens væggetøj, utøj og troldtøj er skadelige eller ubehagelige væsner. [Lars Trap-Jensen]


Så ud fra den forklaring, mener jeg at det kan kort siges:
Tøj bruger vi i dag om beklædningsgenstande. Og kan også bruges med sammensatte ord! Og derfor må "legetøjet" være et gyldigt ord! Måske skulle jeg spørge sproget.dk!!
Med hilsner
Poly
☺─☺

Poly sagde ...

Kære Jørn

Hvor der er liv, er der håb, kan man vist rolig sige til dig Jørn. :-))

Jeg blev rigtig glad for et "livstegn" fra dig, for selvfølgelig havde jeg undred mig over, hvor du mon var henne. Og i tankerne havde jeg allerede lagt dig til køjs med en slem forkølelse, nu da du havde skiftet den varme Afrika-sol ud med det kolde nord.

Pøj-pøj med dit diasshow fra Zimbabwe. Jeg er sikker på du serverer det i flot stil.

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Tak for at sætte den spændende lille tekst om tøjs betydning ind til glæde for os alle. Det fik mig til at tænke på en god lille udsendelse på p4, hvor slige emner diskuteres ud fra lytternes spørgsmål.

Du/I kan finde den her:

http://www.dr.dk/p4/programmer/sproghjoernet/

Her kan du/I lige læse deres egen introduktion:

"Om Sproghjørnet

Sproghjørnet handler om ”det forunderlige og foranderlige danske sprog”. Med dette slogan tager vi udgangspunkt i den almindelige radiolytters nysgerrighed og interesse for sproget. Og vi lægger vægt på forståelsen af sproget som en levende organisme, der vokser, udvikler sig og forandrer sig, så det, der før var rigtigt, nu er forkert, og det der før var forkert, nu er blevet rigtigt."

Kh Bente

Leonius sagde ...

Kære Poly,

en dejlig medrivende historie om lille Lone, der er systembryder, og har held med det.
Man sidder og tænker på, om hun får en anden udvikling i sit liv, end hendes jævnaldrene i rækkehus miljøet.
En god historie Poly.

Leonius.

Poly sagde ...

Kære Bente

Velbekomme, det var også til fornøjelsen for mig.

Jeg var lige et hurtigt smut på Sproghjørnet for at se hvad det mon var. Det lyder interessant, så det vil jeg kigge mere på en anden dag. Tak for linken.

Med hilsner
Poly

Poly sagde ...

Kære Leonius

Tusind tak for din ros. Det er altid rart at høre ens tekst var medrivende!

Og med hensyn til “Lone” fik hun sikkert, på nogle punkteret, et helt anden liv en naboerne og familien! I hvert fald sidder hun i dag på den anden side af jorden og slikker sol, medens de andre tager vinterjakken på! :-)

Med hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Poly

Sikke en omgang tøjeri :-)

"Legetøj, syltetøj, troldtøj og andet tøjeri" er en artikel i et tidsskrift fra Aarhus Universitet. Så der er andre, der har haft fat i al det tøjeri.

Jeg havde nu også tøj til at lege i, så "det pæne tøj" eller "skoletøjet" eller det "nye tøj" ikke blev brugt - og slidt unødigt. Men jeg kan altså ikke huske, hvad vi kaldte det. Jeg vil ved lejlighed spørge min 15 måneder yngre søster.

Jeg lytter også til radioens sprogprogrammer og litteraturprogrammer på P1. Jeg vil da prøve at finde det program på P4, som Bente omtaler.

Kh Ragnhild

Poly sagde ...

Kære Ragnhild

”Tøjeri” har du helt ret i! Og det viser jo bare, hvordan man kan lege med ”tøj-ordet”.
Selvfølgelig skulle jeg lige ind og kigge på "Legetøj, syltetøj, troldtøj og andet tøjeri" artiklen.

Og hvilken artikel. Mange tak skal du have Ragnhild.

Og ved lidt søgning fandt jeg denne link http://ebookbrowse.com/ordsag10-pdf-d67331989 hvor artiklen gratis kan downloades.

Simpel hen utrolig hvor mange betydninger tøj har. Ovenstående artikel ”ordsag10.pdf” var på knap 60 sider! Og de slutter med at sige:

”Vi har nu efter bedste evne opridset hovedlinjerne i dialekternes brug af (-)tøj. Lad os blankt vedgå, at vi ikke er kommet ind i hver eneste krog; og i de ordbogsartikler om 'tøj', vi hver for sig skal redigere, vil det givetvis blive svært at få alt materielet dækket i ind under velafgrænsede betydninger.
Men det er ikke vores skyld ─ sådan er sprog simpelthen, det tøj!”

Og ved den sidste linje, ja så måtte jeg lige trække på mundtøjets smil!
Og slutte, inden alle får tøj på hjernen!

Med hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Poly

Tak for linket. Jeg kunne ikke komme ind i artiklen, der hvor jeg fandt den. Jeg vil ved lejlighed finde den og se lidt nærmere på dens indhold.

Kh Ragnhild

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Nu er jeg så her igen. Jeg forestiller mig, at din lille historie udspiller sig omkring midten af 1950'erne. Jeg kan høre det - i nutidige ører affekterede "Far til fire/Mie sprog - inde i hovedet.
Jeg kan se det hele for mig. Jeg kender godt den forskel mellem de lidt finere i villaerne og dem i rækkehusene, som i særdelshed kunne opleves i Gentofte og på Frederiksberg. Jeg var en af dem fra "rækkehusene" og jeg havde en kammerat fra min børnehave i København, som var en af dem i villaerne og jeg ser den imposante hoveddør i hans hjem, som jeg af og til besøgte. Der var ikke noget legehus, men en enorm legekælder hvor vi kunne boltre os og vi fik serveret småkager og saftevand af hans mor (fru B.) Jeg er helt indlevet i din lille hp's verden og har også haft kammerater der var fra mit eget miljø, med travle kuede mødre som måtte klare det hele og hvor vi blev smidt ud i god tid inden husets herre kom hjem fra arbejde og der skulle være ro i huset.
En dejlig tids- og miljøbeskrivende historie.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

... forresten. Problemet med legetøjet kan vel enkelt og behændigt klares med at sætte en bindestreg ind mellem lege og tøjet, altså lege-tøjet.
Så er man ikke i tvivl om, at det er klæder der er tale om.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Ragnhild

Velbekomme. Jeg havde samme problem.

Så alt hvad jeg gjorde, var at søge på google med 'ordsag10-pdf', artikels tidsskriftnummer fra Aarhus Universitet.

Et stykke nede på søgesiden, så jeg "gratis download".

Med hilsner
Poly

Poly sagde ...

Kære Jørn

Okay, 'lege-tøjet', det vil jeg huske. Tak skal du have.

Ligeledes tak for din kommentar. At det hele er så genkendeligt for dig, tager jeg som en kompliment. Som du yderlig understreger med "En dejlig tids- og miljøbeskrivende historie."

Wow! Kommende fra dig, der skriver utrolige tids- og miljø historier, ja, der var jeg lige ved at få kaffen galt i halsen. Jeg takker ydmygt.

Du skriver, "..som i særdeleshed kunne opleves i Gentofte..". Og jeg voksede op i Gladsaxe, et stenkast fra Gentofte Kommune. Der lå særdeles flotte vilaer, hvor jeg nød at gå små turer for at kigge på de flotte haver, der havde ubeskrivelige blomsterflora.

Og heldigvis er klasserne blevet mere integreret, håber jeg, mht. højindkomstgruppen og de almindelige sociale klasser.

Med hilsner
Poly

Anita sagde ...

Kære Poly
Ja - så kom jeg til dig og dit barndomsminde :)
Også jeg studsede noget over legetøjet og måtte lige læse sætningen igen, så jeg har også læst lidt af de mange kommentarer.
Det er en sød og sjov historie om list og leg, barnlig misundelse og frydefuld sejr.
Kh
Anita

Poly sagde ...

Kære Anita

Hovsa, jeg opdagede lige jeg ikke havde fået sagt tak for din kommentar. Så hermed mange tak.

Og den med ”legetøjet” gav om ikke andet, en god portion indsigt i tøj-ordets brug, og børns leg og opfindsomhed. Jeg er sikker på, vi alle har en skuffefuld af hændelser, vi som voksne kan smile over.

Med hilsner
Poly

Randi Abel sagde ...

Kære Poly,

Jeg tager hatten af for Lone, som tager sagen i egen hånd og snyder sig til et ophold i verdens fineste legehus.

Mens jeg læste, havde jeg hele tiden fornemmelsen af, at du beskrev noget selvoplevet, og jeg kan forstå, det ikke var skudt helt forbi.

En hyggelig historie fra en svunden tid :)

Kh
Randi

Poly sagde ...

Kære Randi

Det var dejlig at få en kommentar med på vejen fra dig, hvor din fornemmelse var et pletskud. Mange tak.
Og ja, den Lone var særdeles handlekraftig og havde sig egen mening om tingende.

Med hilsner
Poly