lørdag den 4. februar 2012

Under den store kastanje



Tekst: Bente Pedersen
Foto: Poly Schmidt


Hun lukkede stille fordøren til morens andelsbolig. Stod ude i aftenluften og småtrippede. Hun havde nu en halv times pause og kunne ikke bestemme sig for, hvilken vej hun skulle gå. Overfor lå den solide murermestervilla, som hendes bedstefar havde ladet bygge. Her var hendes far og hans seks søskende vokset op. Hun så i et glimt en lille pige, der stod og hang på havelågen. Hun var på besøg hos sine bedsteforældre. Her i forhaven måtte hun gerne være, bare hun blev på de sirlige stier med perlegrus. Inden for buksbomhække voksede de skønneste lyserøde roser, men dem måtte hun bestemt ikke røre ved for bedstefar. Bedstefar, der var så alvorlig, og som kunne nøjes med at rømme sig, før alle tav.

Når hun stod der og svingede på lågen, var det ikke andelsboliger, hun så, men et stort savværk. Hun huskede stadig synet af den skarpe klinge, når den hvinede ned gennem et stykke tømmer. Smilede af de prinsessekrøller, hun fik lavet ud af høvlspånerne, når hun fik lov at komme med sin far et smut derover. Duften af harpiks og solvarmt tømmer var også en vigtig del af mindet, der tonede frem. Som per refleks snusede hun dybt ind, men desværre hang lugten af kræftsyg mor i hendes næsebor og overdøvede alt andet.

Villaens stuer lå mørke hen, så måske kunne hun lige linde lidt på lågen og liste hen ad flisegangen. Forbi det murede trappegelænder, der havde samme runde former som hendes bedstemor. Videre forbi hjørnet og om i den lille gård dannet af villaen og en tilbygning. Dengang rummede det vaskehus og et das med udskåret hjerte i den grønne trædør. Nu var der garage og et cykelskur.

Når kedsomheden drev hende væk fra havelågen og ud på opdagelse i bedstefarens labyrint af skure og opstablet tømmer, gav det et ordentlig spjæt i hende, hvis han pludselig tårnede sig op foran hende. Stor og mørk stod han der. Hun holdt vejret, indtil han bare gav hende et lille nap i kinden fulgt af ordene: ”Du er da vist en lille spradebasse, men her må du altså ikke være!” Så kiggede hun ind i bedstefars grå øjne, der lå dybt inde under de buskede bryn. Hun så de fine rynker stråle ud fra dem og skyndte sig så småhoppende tilbage til pladsen ved lågen.

I aftenmørket huskede hun nu også det røde lysthus, og blikket gled søgende ud i haven. Gad vide om… Nej, det var sikkert rådnet op for flere årtier siden. Hun huskede det store kastanjetræ, under hvis krone det stod i ly. Bedstefar havde selvfølgelig selv bygget det, og det var kun de voksne, som måtte komme der, så fint var det. Man måtte godt sidde på den hvide trætrappe udenfor, når der var voksne inde i huset. En sjælden gang skete det fantastiske, at der blev kaldt: ”Du må godt komme ind og sidde lidt på gulvet, hvis du kan sidde lige så stille som en mus!”

Om hun kunne? At sidde, hvor lyset faldt i regnbuestråler, var magisk. Når hun lukkede øjnene og vendte ansigtet op mod de firkantede stykker af farvet glas i den hvide dør, kunne hun bevæge ansigtet langsomt fra verdenshjørne til verdenshjørne. Bag øjenlågene dannedes en flimrende farvefilm. En mønstret verden, hun ikke kendte andre steder fra. Hun fløj højt i himlen mod solens gule cirkel, røg ind i en mark fuld af røde valmuer, og endte som havfrue på havets grønne bund. Eventyret sluttede såre brat, da hendes mor sagde: ”Hvorfor sidder du og drejer med hovedet? Har du ondt i nakken?”

Nysgerrigt listede hun nu videre i mørket forbi garage og cykelskur. Hun var nødt til at finde ud af, om hun en sidste gang kunne sidde lidt på trætrappen i mørket og lade flere minder dumpe ind til en snak.

Pludselig var der en, der rømmede sig et sted i mørket. Han befandt sig på den anden side af en bøgehæk, der absolut ikke var med på hendes indre plantegning. Det var heller ikke bedstefars gammelmandsstemme, der lød i mørket. Nej, dette var en ung mand, der insisterede på at vide, om hun var faret vild. Hun kiggede forvirret forbi ham og så omridset af et nyt parcelhus. Skråt bag huset fornemmede hun kastanjetræets enorme krone og under det et drivhus i glas og aluminium.

Hun fik mumlet noget om en aftensmøg, der lige skulle ryges udenfor. Tværede et fiktivt skod ud med hælen og skyndte sig tilbage forbi cykelskur og carport. Impulsivt klappede hun lige trappegelænderet på vejen ud, inden hun stille lukkede havelågen efter sig.

25 kommentarer:

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Det er en meget smuk og indtagende tekst, du har skabt med udgangspunkt i det lille røde hus i alt det grønne.

Din tekst er fint komponeret, med gode poetiske tilbageblik til hp's barndomserindringer. "Hun så i et glimt en lille pige, der stod og hang på havelågen" er en fin overgang til det første erindringsglimt. Hun husker luften af harpiks og solvarmt tømmer, men får sygeværelsets dødslugte i næsen, da hun vil indsnuse barndomslugtene. Det er bare et af flere fine skift mellem nuet og de erindringer barndomsegnen kalder på. Prinsessekrøller af høvlspåner – hvor fint. Jeg husker min egen og mine tre søstres prinsessekrøller lige midt på hovedet.

Bedstemoderen ser jeg tydeligt for mig via den overraskende men dejlige sammenligning mellem ”trappegelænderet, "der havde samme runde former som bedstemor". I vores barndom var de fleste bedstemødre vistnok runde.

Med det kendskab, jeg har til dig og andre af dine tekster, ved jeg at du bruger af hovedstolen i denne tekst, som er så stærkt sanset.

Det røde lysthus er nok mere fiktion i dette dit barndomsmiljø, men man kan nu aldrig vide ...

I afsnittet med "Når kedsomheden …., når han .." forstyrrer det sidste når min indre læser. Det kunne måske vær et "hvis", så teksten undgår gentagelsen.

Det blev i denne tekst ikke til flere minder, som "kunne dumpe ind til en snak", en rømmen forstyrrer (desværre) og en lille forklarende (men lugtfri!) løgn må til. Men der dukker forhåbentlig flere savværkserindringer op en anden gang.

Et stille øjeblik, mens tankerne skulle falde på plads efter et dødsfald, blev til en flok dejlige erindringsglimt - og en rigtig dejlig januartekst fra dig.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Hyggeligt at få besøg til kaffe i bedstefars lysthus. :-) Kan du lide sandkagen, min bedstemor har bagt og det fine sigtebrød med tandsmør?

Jeg er glad for, at du kan lide min lille tekst, der ganske rigtigt er en blanding af fik- og faktion. Jeg er åbenbart i en fase af mit liv, hvor dele af fortiden gerne vil sættes på skrift.

Min bedstefar var tømrer ved banen og havde skam bygget et rustrødt lysthus i baghaven med smukt farvede glas i døren. Det blev kun blev taget i brug ved særlige lejligheder, så derfor har det for barnet Bente haft et skær af eventyr over sig.

Det er også rigtigt, at jeg brugte mine pauser fra mors sygeleje på ture i nærområdet, for der var jo også et geografisk område at tage afsked med.Det var jo her min skole lå, forsamlingshuset med juletræsballerne og danseskole, min håndboldklub, grillbaren, hvor jeg arbejde.

Og ja, det var så underfundigt, at mors andelsbolig som en ud af tyve blev bygget på den gamle savværksgrund lige overfor mine bedsteforældres hus.

Hun købte det nogle år efter, at min far døde, og mine bedsteforældre for længst var borte, men hun følte alligevel, at hun "kom hjem", da hun flyttede ind på Søndermarken, som den del af det sydlige Viborg hedder.

Noget andet er, at jeg synes, det er svært at vurdere, om det jeg og andre får skrevet, når der tages af erindringspuljen overhovedet har interesse for andre end én selv?

Kh Bente

Poly sagde ...

Poly sagde ...

Kære Bente

Selvfølgelig har det interesse for andre. Vi får et indblik i en svundet tid, samt den menneskelige side, som man også kan lære fra.

Læste din tekst i søndags, men ventede på at "nogen" skulle kommentere! Og nu er klokken blevet for mange, men komme tilbage i morgen, efter min svigerdatter og barnebarn har været på besøg! :-))

Med hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Ja, tak - jeg nød i den grad eftermiddagsserveringen i det lille røde lysthus :-) som altså ikke var fiktion.

Vi har før udvekslet erindringer om savværker i forbindelse med vore tekster. Der lå et savværk i den lille stationsby i Østhimmerland, hvor jeg boede i det meste af min barndom.

Jeg tror, at det vi trækker på fra "erindringspuljen" bliver interessant som fiktion, når tekstens private islæt og følelser er transformeret til noget alment. Det sker i din tekst - sådan oplever jeg det i hvert fald. Det er jo også mig, der hænger og gynger på den låge. Og mig der må ud og samle tanker og frisk luft efter vågetimer ved min døende mor. Og mig der ..... osv :-)

Knus Ragnhild

Skulle i komme forbi på en mulig tur til Vesterhavet ved Løkken, serverer jeg for jer i vores hvide pavillon i haven.

Leonius sagde ...

Kære Bente,

du kan binde din læser fast i din fortælling, så man fornemmer det du beskriver, ja man ser billeder, og snuser duftene fra savværket ind i din historie.
Et meget flot tilbageblik i en sørgelig anledning.

Leonius.

Poly sagde ...

Kære Bente

Jeg kan rigtig godt lide din tekst, som er både stille og sårbar, men alligevel med mange drys af glade og varme barndomsminder.

Stille og sårbar, fordi jeg fornemmer den alvorlige tone bag ”...lugten af kræft overdøvede alt andet” samt ”Villaens stuer lå mørke hen...” som bliver afsluttet med ”...stille lukkede havelågen efter sig.”

Med den fine ordvending af ” lade flere minder dumpe ind til en snak” er netop, hvad de mange drys gennem teksten gør. De liver teksten op med glade og kære minder fra barndommens sti.

Og uvilkårligt fornemmer jeg, at minderne også er en nutidsflugt fra den værende dagligdags tunge og truende skyer, som bliver jaget væk, ved at drømme tilbage til noget kendt og trygt.

Dine beskrivelser af bedsteforældrenes bygninger og tilhørende område er fint beskrevet. Fra prinsessekrøller til das med hjerte i døren. Jeg ser det hele for mig, tillige med datidens kutyme med hvor ikke at gå ind i fine stue, og hvor stor respekt man havde for reglerne.

Ligeledes lader du datidens stemme om ret og lov, skinne frem ved bedstefarens rømmelse, - ”...før alle tav.”

Og så bliver drømmelandet frikvarter afsluttet med nutidens stemme, hvor 'hun' lige når at få glimtet af kastanjetræets krone, som fortæller hende- og læseren- at barndommens minder er nutiden eftermæle.

Og her i næstsidste afsnit, blev mit indtryk lidt i vildrede!
For jeg tænke, hvordan kan ”hun” vide at den unge mand var ”handlekraftig”!
Eller måske var det for at vise, at her var en person der var rask, i modsætning til ”den syge mor”!

Tilsidst blot et tak for et nænsomt lille indblik om fordums dage minder.

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Jeg er glad for at du synes, at jeg i teksten trækker indholdet i retning af at blive alment.

Da jeg havde skrevet den, tænkte jeg på, hvad den egentlig handlede om, hvis man læste den som en "ukendt" tekst. Jeg tænkte tanker i retning af "at være barn" førhen, og så en del der handler om afsked.

Hvis jeg viste den til mine søskende, ville de straks protestere på udgaven af min bedstefar, for han var en lukket og mørk mand, som vi var bange for. I teksten har jeg forsøgt at gøre ham lidt mildere.

Jeg tror, at det hang sammen med hans tunghørhed. Han kunne simpelthen ikke følge med i en samtale rundt om bordet, så vi oplevede jo bare, at han sad der og tronede tavst.

Jeg har skrevet din invitation bag øret!

Kh Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Leonius!

Jeg er meget glad for, at du synes om min fortælling. Jeg forsøger at være "tilstede" i scenerne, som jeg tager med i teksterne, og det er jo nemmest, hvis man har lidt at trække på.

Jeg har skrevet en enkelt Science Fiction-tekst, og det var en udfordring af de større, for da havde jeg ikke meget at holde mig til.

I min næste tekst til februar-udgaven skal jeg også ud i et miljø, som jeg ikke kender så godt, så det bliver så spændende at se, om det kommer til at virke.

Kh Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Jeg har lige læst din dejlige historie een gang. Men nu hvor jeg ville til at skrive min kommentar, blev jeg klar over, at jeg måtte læae den en gang, måske to, mere. Den gav mig en dejlig ro indeni, og kaldte nogle minder frem, som inspirerede mig til en historie ;o)
Er det den slags minder, som dem du beskriver her, der får livet til at føles så kort, at tiden bare forsvinder?
Jeg kommer til at tænke på Benny Andersens digt "Tiden, hvor datteren går ud for at hinke og lidt efter kommer ind for at bede ham passe den lille mens hun og manden går i biffen.
Når jeg læser dine historier er det altid med et lille overrasket "æv" når de slutter, for jeg nyder altid at læse det du skriver. Det gælder for den sags skyld også dine kommentarer.
Nå, det var meningen, at dette bare skulle være et varsel om en mere fyldig kommentar, men så løb fingrene altså bare. Men jeg vender tilbage og du får en kommentar mere.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Så mange tak for de mange smukke og kloge ord og din nærlæsning. Du skriver så poetisk!

Jeg blev da helt mundlam over denne:
"Barndommens minder er nutidens eftermæle".
Den står og lyser for mig. Tak!

Jeg tror, at du har ret i, at minder kan have mange funktioner. For mit eget vedkommende har jeg registreret, at på tidspunkter, hvor nutiden kræver forandring/eftertænksomhed,ja da har jeg ofte hyppige stunder, hvor jeg søger tilbage. Vel egentlig naturligt. For at lede i erfaringernes kartotek eller for at søge grund på et tidspunkt, hvor man måske netop ikke kan mærke den tydeligt.

Og ja så har du da så meget ret i, at hp'en da ikke kan vide, om den unge mand er handlekraftig eller ej. Jeg tror, jeg ledte efter et modbillede til bedstefarens gammelmandsstemme, for jeg havde slet ikke moren med inde i denne situation. Det skal laves om! Tak!

Kh Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Jeg glemte helt at sige dig tak for at bemærke de steder i teksten, hvor det haltede lidt. Jeg gik straks ind og rettede til! Tak!

KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Skynd dig at skrive din historie, mens den er hos dig! Min tekst løber ingen steder!

Jeg tænker lige mere over din bemærkning om livets korthed i forhold til minder, mens jeg vil trave en tur hen over de frosne stubmarker med min hund! Hvor er det dog et smukt vejr, vi har i disse dage.

Kh Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Ja, så er jeg der igen.

Jeg har læst din historie to gange til. Der dukker hele tiden nye fine detaljer op. Herligt.

I sidste sætning af første afsnit skriver du: "...som kunne nøjes med at rømme sig, FØR ALLE TAV."
Jeg ville skrive: "for at få alle til at tie."

I andet afsnit betages jeg af dit minde om duften fra savværket og at du vækkes af lugten af kræftsyg mor. En dygtig iagttagers sætning.
Jeg kender heldigvis hhv. desværre begge dufte vs. lugte.

I tredie afsnit præsenterer du så flot hvordan tidernes skiften sætter præg på det lille område i gården.

Du får også fortalt os i fjerde afsnit, at Bedstefar faktisk er en rar mand, da den lille pige er på forbudt område.

De to afsnit om håbet om at gense det lille lysthus og erindringerne
herfra er så skønne. De farvede, formodentlig, blyindfattede ruder i døren og pigens lille leg med lyset og de fantasier der skabes i hendes hoved får mig til at tænke på, om pigen mon ikke hed Bente?

Og hvorfor fortæller hun ikke bare den rømmende mand som rømmer fra den anden side af hækken med den frasolgte "koteletgrund," hvorfor hun er der?

Men lysthuset var som hun ventede væk. Ak ja.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Jeg er rigtig glad for, at du nærlæser min tekst så grundigt, at detaljerne også får deres plads på scenen,for det er jo altid en balance, hvor mange af slagsen, der skal med for, at der skabes en stemning eller en person/miljøbeskrivelse.

Jeg har læst dit forslag til ændring af sætningen: "før alle tav", og bliver meget nysgerrig efter at vide, hvorfor du gerne vil ændre den, for indholdsmæssigt er det jo det samme i dit forslag?

Og så er der jo meget i denne tekst, som er hentet fra min indre beholder, som du jo har fornemmet, og du kan have så meget ret i, at barnet meget vel kunne hedde Bente. :-) Men det er nu aldrig hændt, at jeg har siddet lige der på gulvet i sollyset. Der var fine farvede ruder i døren, som jeg var vældig fascineret af, men vi børn måtte pænt lege ude i haven og i gården, mens de voksne sad og snakkede inde i huset, og så ellers nøjes med at stjæle et kig ind gennem de flotte farver. Det var skægt, hvordan det indre skiftede udseende alt efter, hvilken farve man kiggede gennem.

Ja, hvorfor fortæller hun ikke bare den unge mand, hvorfor hun er der i mørket? Jeg har måske ikke tydeligt nok fået fortalt, at bedsteforældrenes hus er solgt for længst, så hun lister jo rundt på andres enemærker der i mørket. Det er jo derfor, at naboen spørger. Han kender jo husets nuværende ejere og undrer sig over at se hende liste rundt. Nabohjælp hedder det vist, når vi sådan følger lidt med i, hvad der sker ved siden af, når de ikke er hjemme. Hm hm... Det vil jeg lige tænke over, hvordan jeg kan ændre det.

Tak for din altid gode kommentar. Det er dejligt, at du er hjemme igen :-)

Var det i øvrigt et godt skrivekursus?

Kh Bente

Ps Kan fortælle dig, at jeg nu for første gang i min tilværelse er begyndt at have handsker på, når jeg arbejder praktisk, så dit råd blev skrevet bag ørerne og anvendt. En ny smertefuld byld under sådan en dum negl vil jeg gerne undgå med lidt omtanke, så tak for lige at sende den tanke til mig.

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Du kommenterer altid vores historier så grundigt og nu havde jeg lyst og tid til at gøre gengæld.
Hvorfor jeg vil ændre på "før alle tav." Tja, jeg tror bare det er fordi, at jeg synes det flyder bedre.

Jeg har forstået, at bedsteforældrenes hus for længst er solgt. Men da der jo ikke er noget fordækt ved hendes besøg, bortset fra den formelt "ulovlige indtrængning," ville naboen sikkert have forstået hvorfor hun var der.
Men måske var det fordi han rømmede sig?

Jo, det var et dejligt symposium. Vi skrev kædehistorier, læste op, skrev hele historier og spiste guddommeligt. En herlig oplevelse!

Det glæder mig at du har forstået, at det er godt at tage handsker på, når man arbejder med hænderne ;o)

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Ja,du har ret. Hun kunne da bare have forklaret sig, men jeg tror, at hun er så meget i "mindeland", at hun bliver lidt konfus, da det ikke "som vanligt" er bedstefaren, der står og rømmer sig. Og måske orker hun bare ikke at snakke en masse og vælger den nemme undskyldning for at være ude i mørket, nemlig behovet for en aftensmøg.

Jeg har valgt formuleringen "før alle tav" for at signalerer det bastante. Bedstefarens autoritet er uomtvistelig, så her er der ikke noget, der skal flyde. Det skal markere en tydelig grænse, og det synes jeg, at datidsformen tav gør.

Det var da dejligt med dit symposium. Måske var der nogle idéer til opgaver, som vi kan bruge herinde...

Og lige nu futter min nye robotstøvsuger rundt om stolen på mig... og det uden handsker!!!!

Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Jeg kan se at du har fjernet "handlekraftig", og som du selv siger, - moren var ikke med i billedet.

Og tak for dine søde ord mht. til at være poetisk. Men det er nok fordi din tekst bringer det følsomme op i mig! Og fordi jeg synes det var noget meget fint og menneskeligt i undertonen af din historie.

Og som Jørn skriver: ".....et lille overrasket "æv" når de slutter, for jeg nyder altid at læse det du skriver."

For sådan har jeg det også. Jeg nyder i høj grad dine smukke tekster. Også fordi du formår så flot og nænsomt, at få vendt hp. inderside ud af sjælen, så vi som læser, få følelsen af at se dem dybt i deres øjne. Øjnene er som bekendt sjælens spejl!

Med hilsner
Poly

Anita sagde ...

Kære Bente.

Fyldt med dejlige ord, ordbilleder, ordtrylleri...
Jeg føler og følger din tekst fra start til slut.
Tak for det og den :)
Anita

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Jeg synes nu, at du skal tage den fulde ære og kredit for poesien i din kommentar. Den flyder ofte fra din pen.

Det er altså morsomt, at du og Jørn tænkte æv,da min tekst sluttede, for jeg har altid en klar fornemmelse af, at nu er det tid for en afrunding. Jeg har sjældent lyst til at skrive videre på det. Det må jo være, fordi jeg har fået det frem , jeg lige ville med den tekst.

Jeg takker for dine smukke ord.

Kh Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Anita!

Tak for din læsning og kommentar. Jeg ville gerne lære at sige så meget med anvendelse af de rigtige ord, som du kan.

Jeg sætter stor pris på det enkle, det rene, det klare, men jeg får ofte selv det hele fedtet ind i en masse ord.

Jeg glæder mig til snart at læse noget fra dig.

Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Okay, det gør jeg så med tak, smil-smil!

Sjovt nok, har jeg lagt mærke til den poetiske flyder meget lettere, når jeg skriver en kommentar. Det er straks noget andet, når jeg skal få det indflettet i min egen tekst. Så bliver det let til mange lag i lagkagen!

Måske har det noget at gøre med jeg har fokus på noget bestemt, modsat en tekst hvor jeg leder efter en formulering til noget fiktivt!

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

En spændende betragtning om hvornår og hvorfor den poetiske åre flyder forskelligt for dig.

Jeg har tænkt lidt over det og tror, at du har ret i, at når man skriver fiktivt, så er der mange ting i sving samtidigt. Jeg gør som oftest det, at jeg koncentrerer mig om at få plot, miljø og personer rimeligt på plads, inden jeg så tager min yndlingsrunde, hvor jeg kigger på det skrevne ud fra en ren sproglig vinkel. Det er i denne runde, at jeg både har den store ragekniv fremme, og samtidig finder frem til andre sproglige virkemidler, og det er også her i denne runde, at de vigtige detaljer som regel dukker op. Sådan fungerer det i alle tilfælde for mig. Hvis jeg skrev hver dag, så ville jeg sikkert blive bedre til at gøre det i færre omgange. Men jeg nyder finafpudsningen, så den får tid og rum.

Alt efter hvilken synsvinkel man vælger, så skal man jo også "omkring" synsvinkelbæreren og fornemme, om dette eller hint nu virker passende i forhold til den person gennem hvis briller, man ser handlingen. Og der skal man jo ikke gå så langt for at mærke efter, om man er på rette spor,når man kommenterer. Der er synsvinkelbæreren jo dig selv.

Her er vejret bare så vintersmukt, Poly, at jeg ikke ville bytte for din australske sommer. ;-)

Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Mange tak for dit gensvar.

Og en god måde at gribe sagen an på. Så igen har jeg gemt dine små guldkorn. :-))

Med hilsner
Poly

Randi Abel sagde ...

Kære Bente,

Det er interessant at læse tekster, som bygger på forfatterens egne erindringer. Teksterne bliver ofte meget intense og vedkommende, synes jeg, og der er som regel noget i dem, man kan nikke genkendende til. Det kan være historien som sådan eller bare en enkelt lille detalje.

Jeg holder virkelig meget af dine tekster. De er så indsigtsfulde og pirker til følelserne. Du beskriver så fint, hvordan din hp lever sig helt ind i sin barndoms erindringer og plantegning.

Kh
Randi