lørdag den 31. marts 2012

Den udvalgte



Tekst Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.


En tung følelse bredte sig langsomt i min krop og havnede som en blykugle i mit underliv. Jeg mærkede giften fra kuglen, flyde som en lavastrøm ud og ned i mine ben. Uvisheden for fremtiden var lammende.
Jeg kikkede mod gulvet - løberen var rød, vævningen lignede et kokostæppe jeg engang havde haft. Den sære fornemmelse jeg havde i fødder og hoved, gjorde at jeg ikke opfattede om underlaget var blødt eller groft og hårdt, som tæppet fra fortiden.
Jeg havde ikke været her før, kom her formodentligt heller ikke igen. Heldigvis...

Den næste time ville blive lang - nok den længste i mit liv. Fremtiden var ny, stor og uvis.
Fortiden - en dør der skulle lukkes, aldrig mere skulle jeg se de mennesker med samme øjne igen. Min status ville være ændret.
Gråd, omfavnelser og forsikringer om at holde kontakt. Det havde været en hård tid - den sidste...

Min kjole var valgt med omhu, den var smuk - det vidste jeg med sikkerhed. Alligevel mærkede jeg selvtilliden, flagre som små dun yderst på min hud.
En messende stemme, dukkede pludselig op i min hjernes indre og overskyggede den musik der så smukt og stemningsfyldt havde lydt i baggrunden:
“Forventningens glæde, er den bedste..., forventningens glæde er den bedste...”.
Jo den allerførste tid, ubeskrivelig - ja jeg var nærmest høj. Da tiden nærmede sig, blev angsten den overskyggende og til sidst her til morgen TVIVLEN, den nagende tvivl der borede sig ind!

Nej!
Nu måtte jeg stoppe, ikke lade følelserne tage over. Med al min erfaring, mobiliserede jeg den sidste rest af styrke. Med rank ryg og faste skridt, gik jeg de sidste par meter hen mod den udskårne mahognidør. Messinghåndtaget skinnede mig i møde og da min hånd tog fat om det kølige greb, var min sidste tvivl forsvundet. Jeg trykkede håndtaget ned og åbnede den tunge dør.

...der blev klappet, et champagneglas blev stukket i hånden på mig og lige foran mig hang banneret med teksten:

“Velkommen Direktør Irene Baltersen”

10 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Kære Anita,

Du har virkelig taget fusen på mig. Titlen, Den udvalgte, satte mine krimihjernevindinger i sving, og de blev ved med at svinge, indtil Irene Baltersen åbnede mahognidøren.

Du er supergod til at skabe en krimistemning: Blykugle, gift, den røde løber... Og den meget overraskende slutning :)

En virkelig god historie.

Kh
Randi

Anita sagde ...

Tusind tak Randi - det glæder mig du lod dig overraske i den meget korte historie.
Da jeg skrev den var jeg lidt spændt på om der var FOR meget spinden rundt!

Kh
Anita

Jørn E. sagde ...

Kære Anita!

Ledelsen har truffet sit valg. En værdsat og afholdt medarbejder er blevet forfremmet.
Her beskriver du fremragende de følelser Irene rammes af lige inden velkomstreceptionen. Angsten for ikke at kunne løfte opgaven. Afsked med den trygge hverdag med kollegerne, som nu vil være underordnede. Et stref af ensomhed.
Er ung og kunne ikke sige nej, selvom den lille indre Irene gerne havde ventet lidt. Ville gerne have opbygget lidt mere erfaring og erfaring, men de sagde...
I sådan en situation lægger man mærke til de mest bizarre detaljer, som f.eks. den røde løber. Den røde løber? Maghonidør og messinghåndtag.
Anita, jeg er ret sikker på at du har oplevet det her. "Skide godt Anita."

Kærlig hilsen

Jørn E.

Anita sagde ...

Kære Jørn
Tusind tak for dine roser <3
...nej desværre har der aldrig været en velkomst komite ejheller forfremmelse, kun drømmen om!

Kh
Anita

Jørn E. sagde ...

Kære Anita!

Så er indlevelsesevnen så meget mere beundringsværdig.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Anita!

Jeg fanges ind af din krog, der lægger ud med en spændingsfyldt stemning.Som i en krimi får det mig til at begynde at finde en løsning på plottet, og jeg gætter så på livet løs ud fra de spor, du lægger ud til mig på alt lige fra en novices sidste stund, inden hun skal aflægge sit endelige løfte, over brudens tvivlende sindstilstand inden hun skal op ad kirkegulvet, men sært nok tænkte jeg slet ikke på forfremmelse.

Det er først til allersidst, at du lader de positive forventninger tage over, og først i sidste replik løfter du sløret for den sande sammenhæng. Meget forfriskende at få et anderledes og mere nuanceret syn på temaet job/ forfremmelse og en elegant vinkling tillige.
Kh Bente

Anita sagde ...

Tusind tak Jørn - jeg prøver også at "leve mig ind" i det jeg skriver, så det er en stor ros når det "mærkes"
Kh Anita

Anita sagde ...

Kære Bente
Hvor er det godt at vide jeg har taget dig lidt ved næsen i min korte tekst :D...
Ja sådan en forfremmelse kan nok få selv en stræber til at skælve!
Kh
Anita

Ragnhild sagde ...

Kære Anita

Bedre sent end aldrig, ikke? :-)

Jeg har dog for længst læst din lille beretning, som straks fik mig til at hæfte mig ved fortalt tid (her meget kort, måske bare brøkdele af sekunder) vs fortælletid.

Som forklaring på de to fagudtryk kopierer jeg følgende ind:

"Fortælletempoets hastighed bestemmes ofte ved at sammenligne fortællingens fortalte tid og fortællingens fortælletid.

Fortalt tid er den samlede tidsperiode en fortælling skal forestille at strække sig over.

Fortælletid er den tid, det tager at læse fortællingen (eller høre den læst op eller se den (fx på film)).

§1. Hvis der i løbet af kort tid (lille tekstfylde) fortælles om begivenheder, der strækker sig over lang tid er fortælletempoet dynamisk ("dynamisk" betyder egentlig "energisk", "handlekraftig" eller "voldsom"). Vi siger, at fortælletiden er kortere (eller langsommere) end den fortalte tid og at fortælletempoet er organiseret i panoramisk tid.

§2. Hvis der i løbet af lang tid (stor tekstfylde) fortælles om en begivenhed, der strækker sig over kort tid er fortælletempoet lavt. Vi siger, at fortælletiden er længere (eller hurtigere) end den fortalte tid. (Dette er sjældent forekommende i skreven fiktionsprosa, men er ikke ualmindeligt fx i film)."

Som Bentes tanker gik mine også i alle mulige retninger, før du med slutningen overraskende lod dem stå over for en forfremmelse.

Til lykke med datteren :-)

Kh Ragnhild

Poly sagde ...

Kære Anita

Det er den mest uventede afslutning, jeg har læst længe. Og som flere har nævn, kørte også flere forskellige versioner frem på mit lærred.

Så godt gået. Og sikken en skøn fantasi.

Med hilsner
Poly