lørdag den 28. april 2012

Det ligger i generne



Tekst Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.


Toorip Ampler gik hurtigt ned mod stationen. Hælen på hendes knapstøvler slog mod vejgruset med nogle små fornærmede lyde. Hendes ryg var rank, hænderne knyttet stramt inde i den hvide skindmuffe.
Barnepigen Ana Gram, der nu fungerede som anstandsdame, fulgte efter hende i småløb.

Aldrig, aldrig, ville Toorip se Chr. Skole Shemlo igen. Som om hans navn var bedre end hendes!
Den tølper!
Mr. Shemlo havde haft den frækhed at antyde - ja faktisk havde han påstået at hans far var mere berømt end hendes mamma og pappa.
Hvilken frækhed!

Uff. Koldt var det også. Hun stampede vredt i brostenen og skuttede sig i sin lange kåbe.
Det havde runget i det gamle rækkehus på Breetk East, da hun smækkede døren i.
Toorip Ampler var ligeglad om så hele hans fædrene hus faldt sammen!

Toorip var efterhånden nået hen til stationen. Med et rask tag løftede hun op i kåben, før hun skulle op ad trapperne til perronen.
Opbragt som hun var, registrerede hun kun lige blodpletterne på de sorte og hvide mosaiktrin.

Perronen var mennesketom. Tågen, der lå over skinnerne, sneg sig langsomt hen mod Toorip.
Barnepigen der også var nået op på perronen, holdt sig lidt i baggrunden

Blod, var det blod hun havde set?
Toorip så ned på perronen, mens hun vendte sig om og så nu klart pletterne, der kom henne fra trappen.
Hun bukkede sig ned og lod en fingerspids forsigtigt glide gennem en dråbe, jo det var blod.
Instinktivt lod hun blikket følge pletterne. Nysgerrigheden fik hende til at gå hen mod den mur af tåge der var foran hende, for at følge sporet.
Ved ventesalen, midt på perronen, stoppede pletterne i en større pøl. Den store dørs håndtag var klistret ind i blod der var ved at størkne.
Med et forsigtigt trip hoppede Toorip til siden, stillede sig på tæer og strakte hals for at se ind i den mørke ventesal…

Nææ, der var ikke noget at se, hun måtte straks om på den anden side. Hendes gamle barnepige stoppede hende:
- Er det nu ikke en sag for politiet, skal jeg ikke... ?
Ana Gram så spørgende på Toorip, selvom hun godt var klar over at den selvstændige unge kvinde allerede var grebet af det spændende mysterium.
Med et lille smil til barnepigen, skyndte Toorip sig over på den modsatte side af perronen og snart efter sås et par nysgerrige øjne i et af vinduerne.

Toget ankom til perronen.
Det næste Ana Gram så var Toorip i ophidset snak med en konduktør…

Fløjtens skingre lyd skar gennem luften og snart var toget mod St Meam Yard forsvundet i tågen.

Ana Gram vente sig om og så efter Toorip. Kommissæren var på vej væk med lange skridt, mens Toorip forsøgte at følge trop.
Ana Gram begyndte hovedrystende at småløbe efter dem.
- Den pige stak sin næse i alt!

lørdag den 14. april 2012

Uvished



Tekst og foto: Jørn E.

Det var sommeren 1962.

Jeg og min kammerat ankom til Sjælsmark kasserne, hvor vi var indkvarteret. Vores dagligdag tilbragte vi dog oftest i raketbatteriet i Gunderød. Jeg var søgeradaroperatør.

Da vi på vores knallerter kørte op til kaserneporten undrede vi os over, at den var lukket og vagten var iført "fuldt feltmæssig." Jeg tænkte, at det var gardens rekrutter, som var indkvarteret lige overfor os, der var ude at "more" sig. De stakler havde aldrig fred og blev gennemheglet, som jeg aldrig har set andre blive gennemheglet. Jeg fattede ikke, at de næsten allesammen havde meldt sig frivilligt. Men det var noget med familietradition for de flestes vedkommende. "Rend mig i traditionerne," tænkte jeg med et smil og en venlig tanke til Panduro.

Vores identifikationskort, et rødt kort med navn, nummer, militære enhed o.s.v., blev nøje studeret.
Vi plejede at more os med, at vi ligeså godt kunne vise et halvt stykke rugbrød med spegepølse, for det var den opmærksomhed kortet almindeligvis blev vist.

Vagten meddelte os, at der var rød alarm og at vi omgående skulle melde os hos vores vagthavende officer. Raketbatterierne var underlagt flyvevåbnet og vi var de eneste fra det værn der havde til huse på Sjælsmark, som ellers var hjemsted for Kronens Feltartilleri og så de før nævnte rekrutter fra garden.

Vi styrede direkte til vores vagtkommandere, som denne dag var enhedens næstkommanderende.
En lang bønnespire, som så ganske komisk ud i fuldt feltmæssig, med hjelm, paksæk og maskinpistol.

Vi fik ganske kort at vide, at vi skulle gå til vores kvarterer, hvor vi skulle iklæde os vores feltmæssige udrustning og afvente nærmere ordre.
Da nævnte udrustning ikke var noget vi normalt brugte, lå den i bunden af mit skab sølet ind i nullermænd og adskilt i alle dele. Jeg gik med et opgivende suk igang med at samle skidtet, så godt som jeg kunne huske det. Som søgeradaroperatør var jeg vant til, at sidde i en behageligt opvarmet operationsvogn, på en kontorstol med hjul og kigge på radarskærmen med stregen der fes rundt på skiven og fik nogle små pletter der repræsenterede fly til at lyse op, hver gang den passerede dem.

Da jeg jo ikke var på vagt den dag, fandt jeg senere ud af, at jeg godt kunne skyde en hvid pind efter den luksus.

Men "rød alarm" og alle, også officerer, i feltmæssig påklædning. Hvad var det der foregik. Var det en større Natoøvelse. Men der var vi da aldrig involveret og der var ikke i højeste beredskab.
Jeg var 17 år og havde aldrig skænket det en tanke, at jeg kunne komme i krig. Tanken virkede absurd. Men den kolde krig var stadig en kendsgerning og luften mellem Sovjetunionen og USA havde været ret anspændt på det sidste. Men det havde vi jo oplevet før. Jeg begyndte at blive nervøs, for ikke at sige, rent ud bange.

Senere kom en af de busser vi plejede at køre ud til raketbatteriet i og hentede os. Vi kørte i usædvanlig tavshed afsted mod bakkerne i Gunderød, mens vi sad og skottede til hinanden i vores "fuldt feltmæssige." Det var næsten ligesom en film. "Hvad foregår der," hviskede jeg til min sidekammerat. "Aner det ikke," hviskede han tilbage, hvilket jeg jo godt var klar over. Men den trykkede og aparte atmosfære var jeg bare nødt til at sige noget og få bekræftet, at jeg vist ikke var den eneste der var nervøs og ubehagelig til mode.

Da vi var "siddet af," som det hedder, når soldater er steget af en bus, stillede vi op til appel på parkeringspladsen foran vagtbygningen, som vi havde fået besked på, lige inden vi ankom til radarområdet.

Vi fik besked på, at vi skulle gå op og sætte os på græsarealet mellem radarerne og afvente nærmere ordre.

Vi blev hurtigt klar over, at det ikke kun var os, som situationen var usædvanlig for. For da vi gik op på arealet, som højst blev forstyrret af en motorplæneklipper en gang om ugen i sommerperioden, begyndte det at myldre med skov- og markmus mellem fødderne på os. Da vi satte os kunne vi sidde og fange mus med hænderne, som nogen forsøgte at luske ind under kraven på de andre, hvilket selvsagt gav lidt uro i geledderne. Det affødte en skarp kommando fra en oversergent om, at vi skulle sidde stille og være klar til at modtage ordre.

Vores chef kom derud og kom op til os og meddelte smilende, at der ville blive sørget for telte til os til overnatning. Han var en flink mand og han var naturligvis klar over den nervøsitet der var iblandt os.

Ingen vovede at spørge, men til de spørgende blikke noget sendte chefen, kunne han kun sige, at han i øjeblikket vidste lige så lidt som os. Det var på en mærkelig måde lidt betryggende. Chefen og vi var i samme båd og han var hos os.

Et par lastbiler ankom med telte, og soldater fra train-kompagniet begyndte at stille telte op.
Endnu engang tænkte jeg på, hvad pokker der foregik. Teltene var en ubehagelig understregning af, at det her helt sikkert ikke var noget normalt, hvilket jeg hele tiden havde forsøgt at fortrænge.
Kl. 20.00 Zulutid (Natotid) skulle jeg (heldigvis) tiltræde min vagt som radaroperatør. Tiltrædende vagthold blev kaldt ned foran operatørvognene. Vi fik besked på, at vi kunne afføre os seletøjet. Vi kunne ikke sidde på kontorstolen med paksæk, feltflaske, patrontasker og bajonet. Men vi skulle beholde hjælmen på.

Engang i løbet af natten fik vi meddelelse om, at vi var gået i grøn alarm, d.v.s. Normal tilstand og man begyndte så småt, at forberede, at køre det mandskab der ikke var på vagt hjem igen.

Vi som var på vagt, forblev i uvished om hvad der havde udløst den røde alarm i et par timer.
Så kom vores chef ind til os og fortalte os at "russerne" havde sendt skibe mod Cuba, som kunne ramme mål i USA. Præsident Kennedy havde gjort det klart, at hvis skibene ikke omgående blev standset og returnerede, ville det betyde krigstilstand mellem USA og Sovjetunionen.
Denne melding havde betydet at hele Nato var gået i "rød alarm."

Det var noget af en øjenåbner for den unge konstabel.

Jørn E. Bakkehuset i Nyborg d. 5. februar 2012