lørdag den 14. april 2012

Uvished



Tekst og foto: Jørn E.

Det var sommeren 1962.

Jeg og min kammerat ankom til Sjælsmark kasserne, hvor vi var indkvarteret. Vores dagligdag tilbragte vi dog oftest i raketbatteriet i Gunderød. Jeg var søgeradaroperatør.

Da vi på vores knallerter kørte op til kaserneporten undrede vi os over, at den var lukket og vagten var iført "fuldt feltmæssig." Jeg tænkte, at det var gardens rekrutter, som var indkvarteret lige overfor os, der var ude at "more" sig. De stakler havde aldrig fred og blev gennemheglet, som jeg aldrig har set andre blive gennemheglet. Jeg fattede ikke, at de næsten allesammen havde meldt sig frivilligt. Men det var noget med familietradition for de flestes vedkommende. "Rend mig i traditionerne," tænkte jeg med et smil og en venlig tanke til Panduro.

Vores identifikationskort, et rødt kort med navn, nummer, militære enhed o.s.v., blev nøje studeret.
Vi plejede at more os med, at vi ligeså godt kunne vise et halvt stykke rugbrød med spegepølse, for det var den opmærksomhed kortet almindeligvis blev vist.

Vagten meddelte os, at der var rød alarm og at vi omgående skulle melde os hos vores vagthavende officer. Raketbatterierne var underlagt flyvevåbnet og vi var de eneste fra det værn der havde til huse på Sjælsmark, som ellers var hjemsted for Kronens Feltartilleri og så de før nævnte rekrutter fra garden.

Vi styrede direkte til vores vagtkommandere, som denne dag var enhedens næstkommanderende.
En lang bønnespire, som så ganske komisk ud i fuldt feltmæssig, med hjelm, paksæk og maskinpistol.

Vi fik ganske kort at vide, at vi skulle gå til vores kvarterer, hvor vi skulle iklæde os vores feltmæssige udrustning og afvente nærmere ordre.
Da nævnte udrustning ikke var noget vi normalt brugte, lå den i bunden af mit skab sølet ind i nullermænd og adskilt i alle dele. Jeg gik med et opgivende suk igang med at samle skidtet, så godt som jeg kunne huske det. Som søgeradaroperatør var jeg vant til, at sidde i en behageligt opvarmet operationsvogn, på en kontorstol med hjul og kigge på radarskærmen med stregen der fes rundt på skiven og fik nogle små pletter der repræsenterede fly til at lyse op, hver gang den passerede dem.

Da jeg jo ikke var på vagt den dag, fandt jeg senere ud af, at jeg godt kunne skyde en hvid pind efter den luksus.

Men "rød alarm" og alle, også officerer, i feltmæssig påklædning. Hvad var det der foregik. Var det en større Natoøvelse. Men der var vi da aldrig involveret og der var ikke i højeste beredskab.
Jeg var 17 år og havde aldrig skænket det en tanke, at jeg kunne komme i krig. Tanken virkede absurd. Men den kolde krig var stadig en kendsgerning og luften mellem Sovjetunionen og USA havde været ret anspændt på det sidste. Men det havde vi jo oplevet før. Jeg begyndte at blive nervøs, for ikke at sige, rent ud bange.

Senere kom en af de busser vi plejede at køre ud til raketbatteriet i og hentede os. Vi kørte i usædvanlig tavshed afsted mod bakkerne i Gunderød, mens vi sad og skottede til hinanden i vores "fuldt feltmæssige." Det var næsten ligesom en film. "Hvad foregår der," hviskede jeg til min sidekammerat. "Aner det ikke," hviskede han tilbage, hvilket jeg jo godt var klar over. Men den trykkede og aparte atmosfære var jeg bare nødt til at sige noget og få bekræftet, at jeg vist ikke var den eneste der var nervøs og ubehagelig til mode.

Da vi var "siddet af," som det hedder, når soldater er steget af en bus, stillede vi op til appel på parkeringspladsen foran vagtbygningen, som vi havde fået besked på, lige inden vi ankom til radarområdet.

Vi fik besked på, at vi skulle gå op og sætte os på græsarealet mellem radarerne og afvente nærmere ordre.

Vi blev hurtigt klar over, at det ikke kun var os, som situationen var usædvanlig for. For da vi gik op på arealet, som højst blev forstyrret af en motorplæneklipper en gang om ugen i sommerperioden, begyndte det at myldre med skov- og markmus mellem fødderne på os. Da vi satte os kunne vi sidde og fange mus med hænderne, som nogen forsøgte at luske ind under kraven på de andre, hvilket selvsagt gav lidt uro i geledderne. Det affødte en skarp kommando fra en oversergent om, at vi skulle sidde stille og være klar til at modtage ordre.

Vores chef kom derud og kom op til os og meddelte smilende, at der ville blive sørget for telte til os til overnatning. Han var en flink mand og han var naturligvis klar over den nervøsitet der var iblandt os.

Ingen vovede at spørge, men til de spørgende blikke noget sendte chefen, kunne han kun sige, at han i øjeblikket vidste lige så lidt som os. Det var på en mærkelig måde lidt betryggende. Chefen og vi var i samme båd og han var hos os.

Et par lastbiler ankom med telte, og soldater fra train-kompagniet begyndte at stille telte op.
Endnu engang tænkte jeg på, hvad pokker der foregik. Teltene var en ubehagelig understregning af, at det her helt sikkert ikke var noget normalt, hvilket jeg hele tiden havde forsøgt at fortrænge.
Kl. 20.00 Zulutid (Natotid) skulle jeg (heldigvis) tiltræde min vagt som radaroperatør. Tiltrædende vagthold blev kaldt ned foran operatørvognene. Vi fik besked på, at vi kunne afføre os seletøjet. Vi kunne ikke sidde på kontorstolen med paksæk, feltflaske, patrontasker og bajonet. Men vi skulle beholde hjælmen på.

Engang i løbet af natten fik vi meddelelse om, at vi var gået i grøn alarm, d.v.s. Normal tilstand og man begyndte så småt, at forberede, at køre det mandskab der ikke var på vagt hjem igen.

Vi som var på vagt, forblev i uvished om hvad der havde udløst den røde alarm i et par timer.
Så kom vores chef ind til os og fortalte os at "russerne" havde sendt skibe mod Cuba, som kunne ramme mål i USA. Præsident Kennedy havde gjort det klart, at hvis skibene ikke omgående blev standset og returnerede, ville det betyde krigstilstand mellem USA og Sovjetunionen.
Denne melding havde betydet at hele Nato var gået i "rød alarm."

Det var noget af en øjenåbner for den unge konstabel.

Jørn E. Bakkehuset i Nyborg d. 5. februar 2012

14 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Min første tanke efter endt læsning var, at det var meget pudsigt at få et lille indblik i, hvordan udenrigspolitikken og det meget spændte forhold mellem USA og Sovjetunionen under den kolde krig påvirkede en menig soldat i Danmark. Og det endda i en sådan grad, at der dukker en detaljerig tekst op om det 50 år senere.

Det er interessant at bemærke de forhold, som det unge menneske har bidt mærke i afviger fra det normale, og som foruroliger ham, som handlingen skrider frem.

Ængstelsen kommer dog ikke ind og bemægtiger sig hele scenen, for der er tid til at lege med mus og til at overveje det uhensigtsmæssige i ikke at have vagten som radaroperatør og at kunne sidde inde i ly... dog med hjelmen behørigt på plads.

Som din hp udtrykker, så forsøger han at fortrænge, at det ikke er noget normalt, der foregår. Hvordan gør han egentlig det på det indre plan? Snakker fodbold med kammeraten? Lægger planer for den næste tur hjem? Her savner jeg lidt eksempler på, hvad han/de foretager sig for at holde ængstelsen stangen, men det kan jo være svært at huske så mange år efter.Ligesom det kan være svært at huske de kropslige reaktioner. Jeg nævner det, fordi det kunne have givet mig endnu større indblik i, hvordan denne unge mand oplevede denne foruroligende dag i 1962... inderst inde.

Jeg har lige et enkelt spørgsmål bare af ren nysgerrighed. Hvorfor lukker de porten, når garderhusarerne er på sjov? Er det, fordi de så ikke bare kan vade ind og ud gennem porten uden at få kontakt med vagthavende i buret?

Og så lige en enkelt sproglig detalje, som jeg bemærkede.Du bruger vendingen "sølet ind i nullermænd" om din udrustning. Jeg er helt med på, hvad du gerne vil have frem, men vendingen giver anledning til sammenstød hos mig, for mine egne nullermænd er tørre,hårede og støvede, mens jeg forbinder søle med noget vådt, mudret og snasket.

Kh Bente

Anita sagde ...

Kære Jørn.
Jeg kommer ind og læser, men men men...
Min datter skal konfirmeres og jeg er fortravlet!!!
Kh
Anita

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Jeg er vildt imponeret over det ocean af detaljer, den tidligere konstabel kan huske så mange år senere.

Det er en spændende krønike i et miljø, jeg ikke kender meget til. Med de mange detaljer, får du mig imidlertid til at føle, at jeg er tilstede på kasernen den atypiske aften.

Du har virkelig fået noget fra hånden i Bakkehuset :)

Kh
Randi

Jørn E. sagde ...

Kære alle!

Jeg har læst jeres kommentarer og havde også skrevet et svar til Bente, som forsvandt ud i universet.
Men nu er klokken så mange, at jeg bare MÅ i seng.

Jeg vender tilbage hurtigst muligt!

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Lige en søndagsstrøtanke, der kom efter at have læst Jørns lille kommentar :-)


Out in the blue
where the sky is sparkling dark
lies the answer

God søndag til alle!

Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

I think it's crowded out there in the sparkling dark. ;o)

Altså. Du skriver altid dejlige og engagerede kommentarer, som giver en rar fornemmelse af, at du gider.

Det at huske detaljer fra fjerne begivenheder og telefonnumre jeg ikke har brugt i årevis, er bare noget jeg kan. At jeg så ikke kan huske, hvad jeg lige er gået ud i køkkenet efter er en anden sag, gnæk-gnæk.

Det at ængstelsen ikke er sivet ind og legen med musene var vist to sider af samme sag. Hjernen kunne slet ikke rumme situationens fulde alvor, og uroen krævede på den anden side aktion. Uroen føltes vel lidt på samme måde som når man skal til eksamen, men overfor de andre ville man helst virke rolig og fattet.

At porten bliver lukket, når gardens rekrutter (ikke garderhusarerne) er ude på "sjov" (læs øvelse) skyldes, at det skulle virke så "virkeligt" som muligt for dem. Undskyld at det vist ikke står ganske klart.

M.h.t. nullermændene. Disse nullermænd var af den slags som findes i bunden af et skab, hvor der har været livlig aktivitet af bl.a. edderkopper med deraf følgende spind. Den slags klistrer sig til alting og virker ret "sølet" på mig i modsætning til dem der skøjter rundt under sengen.

Nu håber jeg, at jeg har fået alle spørgsmål med. Ellers, spørg igen.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Anita!

Jeg håber, at konfirmationen går godt og iøvrigt - tillykke med hende.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Anita!

Jeg håber, at konfirmationen går godt og iøvrigt - tillykke med hende.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Randi!

Med hensyn tll hukommelsen, så har jeg forklaret det i mit gensvar til Bente.
Jeg er glad for, at jeg har levendegjort oplevelsen for dig.

Ja, "Bakkehuset" var en koncentreret, inspirerende og afslappet miljø på samme tid.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

...Jørn, tak for at uddybe. Det er læst med interesse... og så vil jeg gerne lige låne denne tråd til at ønske dig,Anita, et stort tillykke med din datters konfirmation. Jeg håber, at I havde en dejlig dag, og at hun nød sin store dag!

Kh Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn.

Det er en meget interessant - og også underfundig morsom - historisk beretning, du har skrevet.

Afsnittet "Men rød alarm ..." med den 17-åriges angst og konstateringen (eller sporet!): Men den kolde krig var stadig en kendsgerning og luften mellem Sovjetunionen og USA havde været ret anspændt på det sidste" sendte associationen konflikten omkring Cuba gennem mine tanker. Det holdt stik.

Tak for at tage også mig med ind i nogle nervepirrende timer oplevet af dit unge jeg.

Det "jeg" kender sin plads - som den første! :-)

Almindelig beskedenhed og sproglig kutyme er vel at sætte "jeg-et" til sidst i et grundled som "Jeg og min kammerat ankom til Sjælsmark kasserne". Så bliver det i stede til "Min kammerat og jeg ankom ..."

Kh Ragnhild

Anita sagde ...

Kære Jørn.
...tænk at en konfirmation kan tage så lang tid :)
Men nu er jeg her, og den gik rigtig godt med glad konfirmandinde, gæster og forældre!!

Jeg mistede min far i '78 da jeg var 17 år, trist og han er savnet.
Når jeg læsr din historie tænker jeg på hvor dejligt det ville havde været hvis min far havde skrevet lidt ned, til os - han fortalte godt - men det er jo ikke alt jeg/vi husker :(

17 år og så mange timer i uvished!!
Jeg mærker din opbyggende og voksende angst, sikke en oplevelse du fik bragt os ind i.
Et postyr, lille Danmark blev involveret i ned i "leddene" til den unge menig Jørn.

Tak for et indblik i dig og tidsbilledet!

Kh
Anita

Jørn E. sagde ...

Tak Anita for din dejlige kommentar.
Ja, jeg opdagede, at der var en dyb og grum alvor bag det at være soldat, hvilket vi jo senere er blevet uhyggeligt mindet om med de danske unge mænd der har mistet livet for en storpolitisk sag man kan sætte spørgsmålstegn ved.
Jeg er glad for at det er lykkedes for mig, at give dig en fornemmelse af min oplevelse dengang.

Jeg er iøvrigt begyndt at skrive en sammenhængende beretning om min barndom og ungdom til mine børn og børnebørn, for jeg har, som du, savnet mere viden om mine forældre og bedsteforældre.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Jørn

Som jeg har skrevet tidligere, er du bare fantastisk til historiske fortællinger. For det er lige hvad din konstabel-fortælling er.

Bare dødspændende at læse om hvad der egentlig skete i vores forsvar under Cuba-krisen, som var en afsindig delikat magtkamp. Den burde næsten indsendes til forsvaret tidskrift, eller hvor sådan en historie hører til!

Og en sjov påmindelse om hvor man var på dette tidspunkt. For din fortælling er et historist momentum på lige fod med Kenedy mordet, og ligende situation.

Og sikke en FLOT konstabel du var. Dejlig ungdoms-billed. Mange tak for at dele med os.

Jeg kan ikke tilføje noget som de andre ikke har sagt, udover en stor tak for en spændende indsigt, man normalt ikke har adgang til.

Åh jo, lige en sidebemærkning vedr. din kommentar. At du er ved at skrive "en beretning om min barndom og ungdom til mine børn og børnebørn" er al ære værd. Både fantastisk stort og flot. Gad vide om du skrive kronologisk!

Mange hilsner
Poly