lørdag den 16. juni 2012

Skydebanens diva



Tekst Maybritt O'Hare
Foto: Randi Abel


Klik-klak, klik-klak, klik klik, klak.

Stiletternes uregelmæssige klapren mod fortovets beton blandes med højlydte suk og stønnen, der næsten overdøver den dovne søndags morgentrafikstøj fra Istedgade.
Et hastigt blik over min skulder bekræfter, at det er Michelle, der lidt vaklende småløber mod Skydebanen, hvor hun hver eneste dag året rundt sidder på en af de afskallede, grønne bænke tæt på legepladsen. Hun fodrer duerne i parken, helt ligeglad med, at de er flyvende rotter fulde af sygdomme.

Sidste sommer forsøgte jeg at tale med hende om, at hun skulle være forsigtig med fuglene. At de kunne være risikable at være tæt på, fordi de måske bar på alle mulige farlige bakterier.
- De er trofaste og tamme. De har navne og de kommer, når jeg kalder på dem. De spiser af min hånd. Se selv!
Hun gav sig til at kalde på fuglene med en fremstrakt hånd, der var fuld af små sår. Fingrene var orangegule af nikotin med lange, snavsede negle og slidte flager af rød neglelak.
– Jeg er da aldrig blevet syg. Mig gør de sgu ikke noget.
Læberne var presset sammen til en smal, koralrød stribe. De vandede, lidt skrå øjne lynede sort og en voldsom hovedrysten fik det mørke, tjavsede hår til at danse om det vrede ansigt.
- Måske ikke, men du risikerer at blive syg, hvis der kommer betændelse i et af de der sår, du har på hånden, nikkede jeg mod den ødelagte håndflade.

Hun trak den lidt for lille frakke med lyserød, imiteret pelskrave sammen over brystet. Vendte sig vredt og gik hovedrystende hen mod bænken, mens hun højlydt forbandede mig. På bænken stod den store indkøbstaske med brød til fuglene og hendes hysteriske chihuahua, Annabelle.
– Vi er venner, råbte hun mod mig, da hun satte sig og løftede den konstant gøende hund op af tasken. Jeg syntes, at den mest af alt lignede en rotte.
– Annabelle og duerne og mig, vi er venner. Du fatter ingenting. Du ved ikke, hvordan det er!
Skrid, du er ikke inviteret!

En arrigt dirrende finger blev løftet mod mig. Jeg fornemmede fingeren og de vrede øjne mod min ryg hele vejen til parkens port, da jeg skyndte mig bort med en tyngende fornemmelse af flovhed. Jeg havde tydeligvis blandet mig i noget, der ikke kom mig ved.
- Det er jo helt forfærdeligt, hvis hun får hundegalskab eller noget på grund af de forbandede duer, tænkte jeg, da porten rungende og metallisk faldt i bag mig. Lyden fik mig til at fare sammen. Jeg løb det korte stykke hjem til min opgang, ivrig efter at gemme mig og flovheden for resten af verden i min lille, hyggelige hule midt i byen.

Jeg har set hende næsten hver eneste dag siden.
Føler, at jeg skal holde øje med og passe på hende, selvom hun er en voksen kvinde. Jeg tror, at hun er omkring fyrre, men hun er vanskelig at bedømme, for det ser ud som om livet har slidt på hende længere end hun har levet.
Hun bevæger sig hurtigt, næsten adræt, på sine stiletter, men der er noget tynget over hendes gang, som gør, at jeg føler med hende uden at vide hvorfor. Hun virker let som en sommerfugl og tung som en flodhest på samme tid. Når jeg betragter hende fra min altan, er det som at se to personer, der slås om herredømmet over hendes krop.
Hun fascinerer og skræmmer mig, drager og frastøder. Hun er så forskellig fra alle andre, jeg nogensinde har mødt. Jeg vil gerne kende hende. Tror jeg.

Jeg vender mig alligevel ikke mod hende, da jeg hører hende bag mig på fortovet.
Jeg tør ikke. Frygter hendes vrede. Sætter farten lidt op, så jeg kan nå at krydse Istedgade, inden hun når op på siden af mig.
Vinden kommer bagfra. Den bærer duften af tung, kvalmende parfume med sig. Moskus, tror jeg. Jeg husker den samme duft fra den gang i parken. Det er nok hendes foretrukne.

Jeg sætter den ene fod ud på gaden, men forskrækkes af en cyklist i høj fart, som råber og skriger, mens han hidsigt bruger hornet, der sidder på styret. Overrasket sætter jeg mig på kantstenen med hjertet hårdt bankende mod brystet.
Stryger en hånd over panden og ånder tungt.
Stiletternes klapren er ophørt.
Ud af øjenkrogen kan jeg se de spidse, sorte skosnuder. Vil ikke kigge op, har ikke lyst til at tale med Michelle lige nu. Stædigt stirrer jeg på skoene, der pludseligt virker store og skræmmende.
- Bare hun ikke sparker mig med de sataner, de kan sgu punktere en lunge!
Jeg løfter langsomt blikket opad de kraftige lægge og studerer indgående kjolens blondekant, usikker på, om jeg tør se hende i øjnene.

- Annabelle er død. Stemmen er dyb, hæs og fuld af gråd. – Det er Walter og Sigrid også.
Jeg drejer ansigtet mod hendes. Læberne er stadig smalle og koralrøde. I den ene mundvig anes en lille sitren, som om hun snart begynder at græde.
- Hvem er Walter og Sigrid? Jeg er ved at bide tungen af mig selv, da jeg indser, at jeg ikke har kondoleret for Annabelle.
- Mine to yndlings, hvisker hun hæst.
- Yndlings-hvad ?
- Duer, sgu da. Er du dum eller hvad? Hun begynder at trippe på de høje hæle og jeg ser igen ned i asfalten.
- Det er synd for dig. Også at Annabelle er død, mumler jeg.
- Hun er sgu det mindste savn. Hun skulle altid ud og pisse. Også midt om natten. Til sidst fik hun lov til at pisse ude på badeværelset, for jeg gad ikke blive ved med at rende ned på gaden med hende. Så det gør ikke så meget. Ikke mere. Og så gøede hun altid, den lille tæve. Pisseirriterende.
- Er det længe siden, hun døde?
- Her i vinter. Hun var elleve år. Meget ældre end Walter og Sigrid.
- Er det ikke gammel for sådan en lille hund?
- Ved jeg ikke, men jeg er glad for, at hun er død. Jeg vil aldrig mere have en køter.
- Okay. Det kan jeg godt forstå, når der er så meget bøvl med at have den i en lejlighed.

Jeg begynder at blive kold af at sidde på kantstenen. Vil rejse mig, men er bange for at stå ansigt til ansigt med Michelle, så jeg trækker knæene op under hagen og folder hænderne om benene, mens jeg venter på, at hun skal gå videre.
- Slog du dig? Stemmen er neutral.
- Nej, jeg blev vist mest forskrækket, svarer jeg overrasket over, at hun faktisk har spurgt.
- Nå. Hun træder ud på gaden, som hun trippende krydser.

Jeg rejser mig og betragter hendes ryg, da hun fortsætter mod parken. Overvejer, om vi mon alligevel er en slags venner, selvom vi kun har talt sammen et par gange.
- Det er nok det, der sker, når man ser hinanden på gaden hver dag, konkluderer jeg og fortsætter mod bageren lidt længere nede ad Istedgade. Køen begynder allerede ude på fortovet. Sådan er det altid på denne tid om søndagen.
Jeg giver mig god tid til at studere udvalget i vinduet. Beslutter mig for, at det er en god dag, så jeg vil købe både frøsnappere og smør, som skal indtages på den østvendte altan sammen med en latté, mens forårssolen stiger højt på himlen.
Jeg føler med et, at jeg har så meget at være glad for. Sådan er det sikkert at føle, at man hører til et sted.

Pigen hos bageren genkender mig, smiler og rækker ud efter græskarbollerne.
- Ikke i dag, smiler jeg. – I dag vil jeg have to frøsnappere i stedet.
- Okay, griner hun, da hun tager en pose fra hylden bag disken. – Skal du have andet?
- Ja, jeg vil også gerne have noget smør.
- Det skal du lige være sød selv at tage derovre fra køledisken, svarer hun og peger hen over hovederne på dem, der står i kø bag mig.
En mand, der står tæt på køledisken tager en pakke smør, som han giver videre til den foranstående. Smørret passerer flere hænder og når frem til mig. Jeg smiler og takker glad for hjælpen. De nikker og smiler tilbage.
- Jeg elsker Vesterbro, jubler jeg, da jeg let som en fjer går tilbage mod min gade.

Morgenstilheden sønderrives af en gennemtrængende sirene, da en ambulance i høj fart passerer mig. Jeg holder mig for ørerne, utilpas af lyden og ved tanken om, at nogen er kommet til skade på denne dejlige morgen. Ambulancen stopper brat lidt længere oppe ad gaden, bakker og vender hurtigt for straks efter at dreje ned ad en af de små sidegader.
Pulsen stiger og jeg begynder at løbe, pludseligt og uforklarligt bekymret.
Endnu en sirene passerer mig. Denne gang er det en politibil, der også drejer ned ad den lille sidegade.
Uden at ville det følger jeg bilerne, der er stoppet ud for porten til Skydebanen. Fødderne bevæger sig helt af sig selv, knæene ryster og jeg mærker en voldsom uro i maven.
- Bare det ikke er et barn, der er faldet ned fra klatrestativet, hvisker jeg, mens jeg fortsætter mod parkens indgang.

Sidste år var en lille dreng kommet alvorligt til skade, da han kravlede på en rebstige, der pludselig var knækket. Rebet var mørnet, men ingen havde tænkt på at fjerne det, før han faldt ned. Han fik hjernerystelse og en brækket underarm.
Kommunens politikere havde været på alle landets avisforsider for at forsvare sig med dårlig økonomi, der nødvenddigjorde store kommunale besparelser, herunder også på de offentlige legepladser.

En lille flok mennesker står samlet ovre ved legepladsen. Kvalmen fremkalder en sur smag i munden, da jeg langsomt går nærmere. De hvisker stille til hinanden, mens de peger og ryster på hovederne. Jeg kan ikke høre, hvad de siger, så jeg går lidt tættere på.
- … sgu været mærkelig længe, mumler en af mændene.
- I bliver lige nødt til at trække tilbage, så vi kan komme til at arbejde, lyder det myndigt fra en af betjentene. Flokken bakker lidt, men fjerner sig ikke.

En person ligger ubevægelig på jorden ved siden af den afskallede, grønne bænk. Jeg genkender kjolens blondekant fra tidligere og begynder at græde hæmningsløst.
En af betjentene kommer over mod mig.
- Kender du forulykkede? Spørger han venligt.
- Hun hedder Michelle, hulker jeg.
- Okay.
Noget i hans stemme får mig til at stirre på ham.
- Hvad er der sket? Er hun død?
Tårer og snot blandes på min kind, da jeg tørrer mig med bagsiden af hånden.
- Nej, men det har blødt meget, svarer han og lægger en arm om min skulder. – Vil du gerne følges hjem?
- Nejnej, jeg klarer mig, hikster jeg og går hurtigt ud ad porten.

Jeg har mistet lysten til frøsnappere, da jeg når hjem. Sætter mig på altanen og lader forårssolen varme mig. Græder længe og spejder efter Michelle, selvom jeg godt ved, at hun ikke kommer trippende. Jeg føler mig tom og ensom. Meningsløs.
Lægger mig på sofaen og stirrer op i loftet i lang tid, inden jeg falder i søvn.

Tusmørket har sænket sig over den søndagsstille by, da jeg vågner igen og henter et glas vand, inden jeg tænder for nyhederne.
Reporterens øjne stråler, mens han opdaterer storbyen fra Skydebanen.
- En asiatisk udseende mand forsøgte i dag at udføre en kønsskifteoperation på sig selv her i Skydebaneparken efter talrige afslag på operation. Han har mistet meget blod, men er ifølge lægerne nu uden for livsfare. I lokalområdet er han kendt som Michelle eller Due-Divaen. Vi har talt med …

Jeg hører ikke resten. Hovedet fyldes af stiletternes ekko, mens tårerne løber stille.

Klikklak, klikklak.

8 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Maybritt!

Dejlig miljøbeskrivelse. Jeg kender området. Den afskallede grønne bænk siger så meget. Hele områdets luvslidte overflade og ditto eksistenser. Din beskrivelse af Michelle og din hp's forhold til hende virker meget troværdig. Denne blanding af medfølelse og angst for Michelle. Beskrivelsen af M. er også meget malende, så man får billedet af hende på nethinden. Hun har sikkert ret i, at duernes bakterier ikke bider på hende. Omgangen med dem har sikkert givet hende et massivt imunforsvar ;o)
Hundens død og hendes pragmatisk/kyniske holdning til den ctr. de døde duer siger også en hel masse om en sjæl med åbne sår og gamle ar. Det uudtalte sammenhold i miljøet beskriver du også så fint med bagerpigen der ved hvad hp skal have. "Istedgade overgiver sig aldrig."
Tak for en dejlig lille novelle. Den er lige til lokalavisen, som jeg ikke kan huske hvad hedder.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Maybritt

En dejlig lang historie, med et skønt og typisk Vesterbro-sprog og miljø. Dine beskrivelser er detaljerede og fuld af karakter, med en elegant vekselvirkning af komiske og nedtrykte billeder. Og det hele glider flot på skøjter.

Jeg synes også, du meget flot har indflettet flere lag af mennesket ensomsom, levevis og samhørs følelsen af kvarterets beboer.

Og jeg fik helt ondt af stakkels Michelle. Forsømt og alene i sin verden. Ligesom din hp.

Ja, er din hp en mand eller en kvinde. Jeg læste flere gange, for at finde spor, og var temmelig imponeret af du ikke røber kønnet!

Din slutning faldt jeg helt på røven for! Det var bestemt milevis fra min forestilling og hvad der var sket. Et kanonslag af en overraskelse

Efter at have læst slutningen kunne jeg godt se, du havde lagt flere spor ud, blandt andet:
- Hun virker let som en sommerfugl og tung som en flodhest på samme tid. Når jeg betragter hende fra min altan, er det som at se to personer, der slås om herredømmet over hendes krop.
Med det var jo ikke til at vide, at det var jo netop hvad Michelle var!

Der er så mange udtryk jeg synes om, her er blot to eksempler
- Læberne var presset sammen til en smal, koralrød stribe.
- ..for det ser ud som om livet har slidt på hende længere end hun har levet.

Mange tak for en suveræn tekst.

Med hilsner
Poly

Poly sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Poly sagde ...

Kære Randi

Forøvrigt glemte jeg at sige, at det var et perfekt billed, du havde fundet til teksten.
Gad vide om du lige smuttede på gaden for at lynskyde duerne! :))

Med hilsner
Poly

Anita sagde ...

Kære Maybritt.
Du, overraskelsens skribent!
Det er en rigtig rigtig god lille novelle du der har fået bixet sammen.

Der er mange gode ordbilleder, denne dvælede jeg længest ved:

"Jeg tror, at hun er omkring fyrre, men hun er vanskelig at bedømme, for det ser ud som om livet har slidt på hende længere end hun har levet".

Blev overrasket/chokket over slutningen.

Grum hverdagshistorie om livet på VesterBronx

I love it :)

Kh
Anita

Randi Abel sagde ...

Kære Maybritt,

Fedt med en novelle af dig herinde, og hvilken novelle :)

Jeg er helt vild med dine miljøbeskrivelser og personskildringer. Du strør spor ud med rund hånd igennem hele historien, men alligevel lugtede jeg ikke lunten og blev både overrasket og chokeret over slutningen.

Det har du dæleme gjort godt.

Kh
Randi

Randi Abel sagde ...

Jeg glemte en ting...

Jeps, Poly, jeg var ude at skyde duer til lejligheden :)

Poly sagde ...

Ha-ha, meget morsomt Randi.:))

Mh, Poly