lørdag den 28. juli 2012

Stemning



Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

solsortesang

varsomme fingre
holder
solvarmt bytte

løfter
sødmefyldte dufte
mod
adskilte læber

solsortesang

tungespids omsluttet
af
opsvulmet bund

frydefuld vellyst

solsortesang og

jordbær
i
juni

lørdag den 21. juli 2012

Solvejs møde med verdens navle



Tekst og foto: Poly Schmidt

Nå, ja, det var nu heller ikke det mest smarte, hun havde glemt adressen hjemmefra. Men som før var heldet med hende. Hukommelsen fejlede ikke noget, så efter at flyselskabets reception havde henvist til telefonbogens spalter og allernådigst overdraget deres telefon i hendes varetægt, lykkedes det efter en spaltefuld af opringninger, at få kontant til au pair-familien. De havde glemt datoen eller rettere, som de undskyldende prøvede at forklare, taget fejl af datoen for hendes ankomst.

Det hele virkede så spændende og Solvej slugte råt alle indtrykkende. Endelig var hun ude i den store verden. Ikke fordi det første indtryk var særlig oplivende. Nærmest lidt deprimerende. I turen fra lufthavnen ind til byens navle, så alt gråt og beskidt ud. Det hele lignede en myretue med kæmpebiler der for ud og ind imellem højhusene, der fortvivlede kæmpede om pladsen sammen med oceaner af forladt affald og nedslidte husholdnings artikler.

At være babysitter, var et håndelag hun slet ikke kendte, men heldigvis forløb det fint. Da hun havde søgt stillingen, havde hun også sammenlignet pasningen af syge og handicappet mennesker med børn. Begge dele krævede stor intuition havde hun overbevist sig selv om. Hvilket foranledede flere hvide løgne smuttede ind imellem det erfaringsgrundlag hun præsenterede. Netop derfor var hun indvendig temmelig stolt af den fine kontakt, hun havde fået med de tre små børn. Den ældste dreng på seks år, havde taget til opgave at pertentlig højne hende skoleengelsk ved hjælp af hans enorme store billed-leksikon, man var nød til at læse opslået på gulvet. Stor, større og størst! Udtryk hun hurtigt fandt ud af , var nøglen til deres opfattelse af succés!

Det varede ikke længe før hun begyndte at møde nye personer. Det internationale student center var ovenud fascinerende og blev et fast tilholdssted. Alle her var på lige fod og som hende, på besøg i en af verdens største byer. Det bedste af det hele var man kunne frit deltage i en af centerets traditioner, nemlig at dele eller lære hvad der var kutyme for medlemmernes specifikke kultur. Solvej blev total forblændet af den japanske kunst og de bedårende pigers færdigheder, der sad i filmagtige kostumer og skabte kunstværker af papir. Heldigvis havde hun lært at strikke hjemmefra, for den teknik kendte de fleste ikke. For mange af pigerne, gik der helt sport i at strikke lange farverige tørklæder på store tykke pinde. Perfekt til årstidens usædvanlige snemasser, der nærmest lammede hele byen, der ikke var vant til at undvære deres biler.

Det var yderst inspirerende at gå til børnefødselsdag Der var altid lige så mange voksne tilstede som antal børn på grund af storbyens mange fælder, som var noget af de første Solvej skarpt fik indprentes. Nu ikke fordi de var meget anderledes end alle de skrækindgydende advarsler, der var med i kufferten. Om det var mærkedage eller blot børne sammenkomster, var det en dejlig måde at møde andre voksne og andre au pair-piger på. Livligt gik snakken og sammenligningen af de forskellige hjem. Hvilket følgeligt resulterede i at mange kvittede som au pair-pige. Det samme skete med hendes plads. Hjemmet ortodokstiske levevis frembragte for mange sammenstød, og især efter værtsfruen uendelige hysteriske udbrud på grund af Solvejs manglende religiøse indsigt, blev opbruddet uundgåelig. Men heldigvis var der bygget nye venskaber op, og livet gik videre.

Og her var hun så med sine nye venner i Central Park. Virvaret af mennesker var nærmest som en heksekedel, for humøret var højt og musikken bragte sanserne på kogepunktet. Udbuddet af personligheder var som jordens menneskelige regnbue. Det var umuligt for sanserne ikke at blive mæt af indtrykkene, der smeltede sammen i uendelige farver og kulturformer på et sprog, der var svært at følge med. Alle steder var der musik og livligt samvær, boldspild, dans eller elskede par der sat tæt sammenkrøllet iblandt masserne. Alt foregik i største fredsommelighed.

Som stor kontrast til alle de glade mennesker var der en uniform, hvor som helst blikket vandrede. Ja, det vrimlede nærmest med politi. Nogle var til hest eller til fods og som de eneste, politibiler at skue overalt på parkens små vejer og brede stier. Men det stoppede ikke Solvejs nysgerrighed, for hun måtte lige undersøge grunden til politiets store tilstedeværelse. Modigt og smilende begyndte hun at snakke til en af dem der sad højt til hest. For hende var de jo mennesker som alle andre, og stor var hen overraskelse, da hun nærmest blev overfuset af hendes nye venner. Politiet var simpelthen noget med ikke causerede med. Bedre blev det ikke hen ad vejen med alle de ting, man altså ikke gjorde. Masser af dundertaler hvor politiet blev fremstillet som nogle umenneskelige og frygtindgydende skabninger. Frygt, forfærdelig og dødelig blev tilføjet til hendes ordforråd og indtryk.

Som en anden dansker, tog Solvej selvfølgelig sine håndklemmer og termokande med i ryksækken. Parken ved Hudson River lå lige om hjørnet fra hendes nye hjem, og blev hurtig et andet af hendes ynglingssteder. Hun tog altid rigelig med, så hun kunne dele, hvis der var noget der havde lyst til at sætte sig på hendens tæppe og sludre. Åben og uskyldig som hun var, betød kultur eller farven ingenting. Hendes videbegærlighed havde få grænser. Tankevækkende nok var det mest de farvede, der var smilende og indbød til uddybning af livet i en en storby på godt og ondt.

Selvom Solvej var fuld af passion for at få indsigt til alt muligt, vidste hun godt, det gjaldt om at lytte og spørge i passende målestok. Især når mennesker fra en anderledes kultur, tog sig tid til at sludre med hende. Men ak, igen fik hun verbalt en over nakken, når dagens nye inspirationskilde blev beskrevet. Ja, oven i købet, stillede de spørgsmål ved hendes opfattelsesevne. For det sidste man gjorde, var at opfordre en ukendt, og ovenikøbet en sort, til at dele ens klemmer og kaffe. Men her satte Solvej foden kraftig i og kæmpede stædigt for hendes egen indstilling. Ingen skulle fortælle hende, hvem der var værdig nok at kommunikere med, og i særdeleshed ikke på grund af deres hudfarve.

Et nyt nådeløst indtryk var sivet ind. Farvet, mørk og sort var ingen nøgle til succés! Folks gængse indstilling havde belyst racisme, som noget der var en herskende del af dagligdagens rytme. Med denne nye fortolkning i lommen, begyndte Solvej at lægge mærke til omgivelserne på en fuldstændig uvant måde. Hun så man dømte mennesker på deres farve, samt det tidligere indtryk, hvor stor deres ejendom var, - og ikke på deres egenskaber. Og for at overleve skulle man ikke kun frygte politiet, men også den sorte mand. Det var lige i overkanten af hendes grænse for menneskelig uretfærdighed, og satte hendes tålmodighed på en pind, der let kunne eksplodere i et udbrud af kradsbørstige ord. Det krævede alt hendes styrke at beherske sig. Også fordi det efterhånden blev tydeliggjort, man ikke frit kunne give sine meninger til kende. Risikoen for at blive anmeldt for chikane eller politisk tilhørsforhold var tilstede, og hun havde tydeligt forstået, at politiet eller anholdelse var noget man ikke skulle knipse af. Det var noget man altid skulle frygte!

Det var åbenbart ikke noget eventyrsland hun var ankommet i, og det altid storsmilende ansigt, krympede stille og roligt sammen til en formelt maske, især når hun gik alene rund. Der havde også lige været et par gange, hvor nogen fulgte efter hende. Og så var der kun et at gøre, tage en taxi eller stoppe en politimand og lade som om hun ikke kunne finde vej, for at få at få forfølgeren til at forsvinde. Solvej blev på det nærmeste stopfodret af livets skyggesider med alle de med farlige optrin, der var hverdagsmad i storbyen. Dog var det nye uudforsket racehad mere skræmmende. Men uanset hvad, skulle det soleklart tjekkes ud.

Efter overtalelse og stædighed dukkede muligheden op, til at gå ind i storbyens uptown Harlem. Udklædt som en hjemløs og sammen med følgesvende, der kendte distriktet ud og ind, var forventningerne og nervøsiteten stor. Hun var meget bevidst om de indskærpede advarsler. Dette ikke var nogen juleleg, for haddet til de hvide og de rige, kunne så let som ingenting bluse ud i vold og selvtægt. Solvejs første indtryk var, at det hele lignede et kæmpe marked fuld af farver og livlige menneskemasser. Der var alverdens lækkerier, kunst, musik og dans. Dog var der også en følelse af usete gnister af anspændthed med tydelige signaler til vold, fattigdom og narkotika, der åbenlyst kunne beskues. Ikke fordi det var et kulturchok, men det var ikke stedet for sarte sjæle.

På trods af storbyens skyggeside, havde Solvej utrolige dejlige og smukke oplevelser. Som enhver turist skulle turen lige forbi The Metropolitan Museum of Art og tilsvarende store og flotte museumsudstillinger af formater, hun aldrig havde set. Byens hovedbibliotek var helt sikkert smukkere og større en Roskilde Domkirke med en fascinerende samling af viden, der let kunne få tankerne blæst omkuld. Solvej kunne slet ikke dy sig for at få et lånekort, for bare det at sidde iblandt tonsvis af kunskab, fik hurtigt hende science fiktion hjerne i omløb.

Rockefeller Center, Empire State Building samt uendelige serværdighed var usigeligt belærende. Utrolige mængder brændstof af fornyet kreativitet antændte Solvejs sind, og lagde nye grundsted for følgesvendens umættelig videbegærlighed. Som en anden cocktail blev det blandet sammen med alle de oplevelser på godt og ondt, der også blev opsamlet gennem de uendelige kørselsture til mange forskellige steder uden for storbyen. Samt oplevelser fra de østlige staters kultur via endeløse landeveje.

Diverse musical og Radio City Music Hall skulle også lige udforskes og tilføjes til de ny erhvervede kundskaber. Men den ekstraordinære opsætning af Carmen på The Metropolian Teater introducerede interessen for anden end tidens popmusik. Sanserne blev yderlig overfyldt fra oseaner af spiseseder, hvor tommelfingerregel var jazzmusik i baggrunden, så man kunne tygge maden i takt med tonerne.

For når mørket faldt på, lyste hele storbyen op og blev et forblændet fantasiudbud af farver og artsformer. Udbuddet af film og teaterstykker var overvældende, hvor det sidste for Solvej var mest fascinerende. Så meget, hun begyndte at medvirke i mindre off-off Broadway teaterstykker, der luftede skjulte talenter og gav indsigt til endnu en ny verden af aparte personligheder. Endnu en facet der kunne udforskes, og tillige sul til gåsen, for der var også tilknyttet en mindre teaterskole til tilbuddet. Der fik man ikke kun lov til at udlufte excentriske gener, man lærte også at beherske følelsesbetonet udbrud. Sammenholden mellem de forskellige teaterspirer var en dejlig oplevelse. Der var masser af opbakning, varme og omsorg. Og lige noget der fald i hendens tarv, nemlig ugenert at studere mennesker og deres livsvilkår som helhed.

Og som en anden domino effekt kom Greenwich Village i Solvejs søgelys. Stedet for undergrundskulturen føjede nye ynglingssteder til listen. Det var stedet hvor kreative og ganske almindelige mennesker udfoldede deres vinger og venskaber. Her var ingen opstoppede klasseforskel, som dem man mødte uptown eller mest omkring det centrale område i storbyen. Latinerkvarteret var enormt i sammenligning til det kendte fra sin egen storby. Alle typer repræsenterede toneskalaen, når hun mødte dem på forskeller gadehjørner, hvor de sang utroligt smukt, som gjaldt det livet. Nå, måske lidt overdrevent. De sang nu mest for at blive opdaget og blive indviet til de skrå brædder. Også for at tjene et par småskillinger til opretholdelse af livet, hvor socialhjælp var en uhørt hjælpeform. Det bedste af det hele i latinerkvarteret var, at alle uanset kultur eller farve, talte til hinanden uden forbehold uanset den gængse forud indtagethed af klasse og farveforskel. Der blev naturligt givet en hånd med, når behovet opstod eller ny nabo fik hjælp til at finde fodfæste i det farverige kvartér.

Dog var der lige det dér, med at hjælpe et andet menneske eller en fremmede i nød forbundet med uforståelige normer, hvor end i storbyen man opholdt sig. Her hed det ikke medmenneskehjælp, nej da, det hed tjenester. Altså forstået sådan, at man som et andet regelsæt, kun hjalp hvis man vidste personen havde mulighed for at returnere tjenesten. Solvej organiserede sine indtryk i gruppe, når hun nedfældede sine indtryk i sin rejsebog. Et af de største indtryk, som også hørte til den chokerede gruppe, var man ikke hjalp nogen der lå og var syg på gaden. Man skulle ikke tilkalde en ambulance, for så kunne man risikere at skulle betale for personens hospitalsregning. Man brugte 991, som sorterede under politiet og det var uden penge omkostninger.

Denne gængse indstilling førte til Solvejs første kæmpe skænderi til beskuelse for hele gadehobben. I dyb frustration skred hun tudende om på hælen, efter det blev nægtet hende at få tilkaldt en ambulance for en person, der lå på gaden og skreg af smerter. Endnu værre, alle gik blot forbi uden at stande op for at undersøge, hvad der var i vejen. Endnu et vigtig fingerpeg om nøglen til succés på disse kanter! Hjælp kun dem der var privilegeret nok til at kunne betale for hjælpen, eller som havde stor chance for at genyde begunstigelsen.

Hun opdagede også, at når man gik til fest hos venner, tog man selv noget mad og vin med. Og disse sammenkomster var brugt til at møde nye venner eller rettere introduktion til de uanede veje fra Amors pile. Og gud hjælpe en, hvis man begynde at hjælpe med oprydningen eller opvasken. En stor fornærmelse til værtsparret, og helt underligt for Solvej, for hun havde da lært manér hjemmefra. Hun fandt også ud af, man ikke fortæller nogen, hvordan man har det. Nej, da, for det kommer ingen ved. Uanset hvad, skulle standard svaret være, man havde det fantastik. En temmelig stor kontrast til det hun kendte hjemmefra, hvor alt nærmest blev smidt på bordet. Og man måtte endelig ikke glemme at spørge, hvad personen lavede. Det var uhyre vigtigt. En af de mange ting, som Solvej havde svært med. For godt nok var hun noget naiv og uerfaren, men hun holdt genstridigt på, at hvordan en person havde det som helhed, måtte være vigtigere end personens indtjeningsevne. Penge, penge og penge var uhyrre vigtigt og dannede tilsyneladende grundlag for at kunne blive accepteret som et godt menneske, og det var yderst vigtigt at kunne blive associeret med sådanne personer.

Som en anden milepæl fik hun på behørig vis fejret sin 21 års fødselsdag, lige før hendes visa udløb, og satte punktum for en af de mest livsændrende hjørnestene hun havde oplevet. Nogle af de største erfaringer Solfik fik pakket i sin kuffert var, der var masser af nuancer, lærdom og oplevelser at erhverve sig. Hun lærte også at menneskets indstilling var dybt afhængig af den kultur, de alle var opflasket med. Og at det var op til den enkelte at korrigere det indlærte ved at dele og tage imod andres visdomsord. Intet var kun sort og hvidt. Det kostede kun viljen til at acceptere, intet menneske besidder al visdom. Solvej vidste allerede, det var ikke sidste gang hun tog på opdagelse. En verden fuld af viden lå for hendes fødder og ventede blot på at blive plukket. Mæt og tilfreds tog hun tilbage til de hjemlige græsmarker.

Ps. Billedet, en dobbelt eksponering fra Central Park, danner grundlag for teksten.

lørdag den 14. juli 2012

Afbrudt rejse



Tekst og illustration: Jørn E.

I året 1944, hvor de allierede havde vundet luftherredømmet, begyndte man at gennemføre bombetogter mod Tyskland i dagtimerne. Det var de amerikanske fly, som stod for disse dagangreb, mens englænderne stod for nattens bombetogter. Amerikanske jagerfly, som havde eskorteret bombeflyene under deres angreb i Tyskland, foretog mere eller mindre tilfældige angreb på den danske togtrafik på deres vej tilbage til deres baser i England. Togene var potentielle troppetransporter og lokomotiver var generelt potentiel trækkraft for tog med mandskab og materiel til de tyske tropper.
Dette betød, at mange civile danskere blev dræbt under disse angreb. Der var faktisk tale om flere hundrede.
De rædsler disse mennesker oplevede ved disse angreb er eksempler på, at den danske befolkning var mere udsat for krigens rædsler end mange i vore dage er klar over.
Denne historie er et forsøg på at give læseren et indtryk af, hvordan det har været, lige pludselig at blive centrum i krigens rædsler.

Lokaltoget mellem Oksbøl og Varde var lige afgået fra Billum hvor Sven Aage var steget på. Lokomotivet pustede en høj røgsøjle op mod den skyfri himmel mens det arbejdede for at komme op i fart.
Sven Aage hilste på sine kammerater som var steget på før ham og satte sig ved siden af Birger, hans bedste kammerat.

- Har du fået skrevet stilen? Spurgte Birger.
- Ja, men jeg synes den var svær. Sven Aage kiggede på Birger.
- Det synes jeg også. Men nu er den lavet og så må vi jo se, hvad ”Kragen” siger til den.
Kragen var deres klasselærer frk. Krag og da hun også havde en kroget, spids næse var øgenavnet jo ret nærliggende.
Det var varmt. Det var i slutningen af juni 1944: Markerne hævdede deres danskhed på bedste vis med en blanding af røde valmuer og flere forskellige hvide markblomster mellem hinanden.

Drengenes påklædning var pæne og velpudsede brune snøresko. Desuden knæsokker og såkaldte ”plus-fours”, bukser som gik til knæet hvor en elastik strammede omkring det øverste af strømperne. I sommervarmen havde de bare kortærmede skjorter på. Frisuren var vandkæmmet med skilning. Pigerne havde sommerkjoler, bluser, sløjfer eller fletninger i håret og på fødderne sko med tværrem som skulle knappes eller lukkes med et spænde.

Togfører Thomasen kom ind i vognen og bad om at se billetterne. Thomasen havde et rundt og venligt ansigt med små øjne man næsten ikke kunne se under de store buskede øjenbryn. Smilerynker strålede ud fra øjenkrogene og under næsen domineredes ansigtet af et stort hvalrosskæg. Trods varmen var han iført korrekt uniformsjakke som sad lidt stramt over den store mave. Øverst viste den brede røde stribe på kasketten hans autoritet som togfører.

Thomasen bukkede sig frem for at tage imod gamle frk. Mortensens billet. Hun sad ved vinduet.
Inden han kunne nå at modtage billetten skreg han:
- Ned på gulvet alle sammen, ned på gulvet for helvede.
Han greb fat i Sven Aage som sad nærmest gangen og slyngede ham ned på gulvet og nåede også lige at sende pigen som sad overfor Sven Aage hovedkulds ned på gulvet inden alting forvandledes til et inferno af brag, træsplinter og glasskår som føg mellem hinanden blandet med støv og røg. Ingen opfattede noget af hvad der skete i de kaotiske sekunder. Alle var bedøvede af skræk, støj og støv. Sven Aage opfattede svagt støj fra en flyvemaskine. Han kiggede op og så Thomasen ligge på maven hen over de børn der sad på bænken på den anden side af gangen. Blodet sprøjtede fra et sår i ryggen. Nu hørte han andre børn der skreg i angst og smerte. Døren for enden af kupéen blev flået op og en mand i blå snavset kittel og uniformskasket råbte:
- Ud herfra. Ud i denne side af toget. Alle sammen ud af vognen i denne side af toget.
Sven Aage tumlede hen mod døren uden at se hvor han trådte, men han mærkede, at han trådte på nogen undervejs. Da han nåede udenfor døren som stod åben blev han grebet af DSB-manden, som straks rakte ham ned til en anden, som kastede ham ned i grøften ved siden af toget. Hurtigt efter var han lige ved at blive ramt af en pige, som hulkede højlydt.

Toget holdt stille. Fyrbøderen, Just, havde set jagerflyet nærme sig og råbte til lokomotivføreren om at standse. Han slog stængerne fra og klodsede alle hjulene, så det blev en ret ublid opbremsning. Fyrbøderen og Lokomotivføreren, Karlsen, sprang ned fra maskinen og videre ned i grøften ved siden af. De var klar over, at jageren ville komme tilbage og denne gang ville det gælde lokomotivet.

På denne del af strækningen gik landevejen lige ved siden af jernbanen og mellem vejen og jernbanen var der en forholdsvis dyb grøft. Karlsen, hævede sig op til det nederste trin på togvognen og kravlede herfra op på den åbne perron som var for enden af kupéen. Det var her han blev mødt af Sven Aage.
Just, som havde taget imod Sven Aage og pigen gled ned i grøften ved siden af dem. Karlsen sprang fra trinet på siden af vognens bagperron direkte ned i grøften, samtidig med, at de hørte motorstøjen blive kraftigere og kraftigere for til sidst at blive overdøvet af jagerens maskinkanoner. Der hørtes også en række høje smæld, som hvis nogen havde slået hårdt på en metalbeholder. Det var jagerens projektiler som gennemhullede lokomotivets kedel og tender. Da motorstøjen fra jageren fortog sig i det fjerne, kunne Sven Aage høre vand som plaskede ned på jorden. Vandet kom fra det gennemhullede lokomotiv.

Lokomotivfolkene, Karlsen og Just kravlede op af grøften og videre op i togvognen. Der mødte dem et grufuldt syn da de kom ind i kupeen. Børn græd og skreg af angst. De lå på sæderne eller på gulvet og der var blod alle vegne. Foruden gamle frk. Mortensen var der også andre voksne passagerer. I den anden ende af kupéen kravlede en mand rundt på gulvet, tilsyneladende for at se til nogen af de andre som lå på gulvet. Der var jo ikke så meget gulvplads, så alle lå mere eller mindre ovenpå hinanden.

Mellem første og andet sæde i højre side af kupéen lå en mindre dreng på maven. Han virkede livløs. Karlsen vendte ham forsigtigt om på ryggen. Drengen slog øjnene op, spilede dem op og skreg da han så Karlsen. Han var besvimet af skræk og var nu rædselsslagen og desorienteret.
Karlsen fik ham op og sidde på sædet og beroligede ham så godt han kunne, formanede ham til at blive siddende helt stille indtil han kom tilbage igen.

Thomasen var død af et projektil som havde revet hans pulsåre over. Han var forblødt næsten med det samme. De to drenge han lå hen over våndede sig under hans vægt og og af skræk. Forhåbentlig kun det, tænkte Just.

To piger som havde siddet overfor den bænk hvor Thomasen var havnet oven på drengene, lå på knæ på gulvet, rystende over hele kroppen og ligblege, men uden at sige en lyd.
Just tog dem ind til sig og sagde meget stille til dem, om de kunne gå ned til døren og vente på ham der. De kiggede på Just og dernæst ned mod døren. Så tog den ene pige den anden i ærmet og trak hende søvngængeragtigt ned mod udgangen.

Karlsen var kommet ned til Just. Han kiggede på gamle fru Mortensen, som sad foroverbøjet med brystet hvilende på knæene. Kjolen var gennemblødt af blod og der var en stor pøl på gulvet under hende.
- Ja hende kan vi ikke gøre noget for, konstaterede Karlsen, så på Just og skyndte sig så at hjælpe med at få flyttet Thomasen væk fra drengene.

De rullede ham rundt og han landede som en sandsæk på gulvet mellem sæderne. Han havde et underligt, lettere forbavset udtryk i ansigtet. Karlsen lukkede hans tomme stirrende øjne.

Just havde sat sig mellem de to chokerede drenge, som nu fik luft for deres rædsel, grædende hysterisk klamrede de sig til Just.

- Kom nu går vi ned til de andre, så vi alle sammen kan komme ud i den friske luft. Just talte beroligende til børnene og førte dem blidt men bestemt ned mod udgangen.

Karlsen kiggede ned mod den anden ende af kupéen. Her var manden som før lå på knæ på gulvet ved at genne de tre piger som havde ligget på gulvet ud af døren til den åbne perron, samtidig med støttede han kvinden som havde siddet på det bagerste sæde i venstre side af kupéen. Hun havde tilsyneladende slået sig, men så ikke ud til at være såret. Karlsen gjorde tegn til manden, at han ville komme ned og tage imod udenfor.

Fem minutter senere sad alle de overlevende i grøften ved siden af toget. Nogle græd. Andre sad bare blege og stirrede stift frem for sig. I det fjerne kunne man svagt høre udrykningskøretøjer der nærmede sig.

Disse minutter ville for altid være mejslet ind i alle disse menneskers erindring. I DSB's døgnrapport stod der blot:
”Tog nr. 2012 mellem Oksbøl og Varde: Rejsen af brudt på strækningen mellem Billum og Janderup på grund af jagerangreb. 2 passagerer blev dræbt og 4 lettere sårede.

lørdag den 7. juli 2012

Den sidste forårsdag



Tekst og foto: Maybritt O'Hare

Den kom bare. Helt af sig selv. Overraskende. Helt og aldeles uden varsel.
Men sådan er det nok for det meste.
Du kan længes så meget, at du ganske overser det, når det sker.
Med mindre altså, at du giver dig tid til at bemærke, at det er nu, det er nu.
Du kan let komme til at glemme midt i længslen.
Og så kan det bare være forbi. Overraskende og pludseligt.
Som et bagholdsangreb fra en overfaldsmand, der ligger på lur i mørkets skygge.
Du spørger måske dig selv, om det virkelig er det hele værd.
Al den venten, længslen og savnet.
Du kan vælge at være glad og beriget. Eller trist og berøvet.
Overrumplet af rododendronernes påtrængende, frække farver lader du dig forføre.
Nøje udtænkt og tilrettelagt af naturens gang. Forudsigeligt. Fredeligt.
Smukt, vil nogen nok forfalde til at sige. Altså dem, der gerne bruger store ord.
Men du vil helst være jordnær. Ikke anvende store ord eller armbevægelser.
Tænk, hvis nogen fik øje på dig. Upassende!
Alligevel skete det. Den sidste forårsdag. Ifølge kalenderen altså.
Ifølge naturen har det været efterår, siden den dag sommeren begyndte.
Den dag, inspirationen og fugleklatten ramte dig lige midt i panden, da du stod der mellem rododendronerne.
Og historien tog form …

onsdag den 4. juli 2012

Novellesamleren



Foto: Jørn E.

Kære alle,

Jeg ved ikke, om I har set mit indlæg om Novellesamleren i vores debatforum, men på opfordring af Ragnhild vil jeg også gøre opmærksom på den her på selve bloggen.

I kan læse om Novellesamleren på: http://novellesamleren.blogspot.dk/2012/05/optagelse-af-nye-forfattere-i.html.

Kh
Randi