lørdag den 14. juli 2012

Afbrudt rejse



Tekst og illustration: Jørn E.

I året 1944, hvor de allierede havde vundet luftherredømmet, begyndte man at gennemføre bombetogter mod Tyskland i dagtimerne. Det var de amerikanske fly, som stod for disse dagangreb, mens englænderne stod for nattens bombetogter. Amerikanske jagerfly, som havde eskorteret bombeflyene under deres angreb i Tyskland, foretog mere eller mindre tilfældige angreb på den danske togtrafik på deres vej tilbage til deres baser i England. Togene var potentielle troppetransporter og lokomotiver var generelt potentiel trækkraft for tog med mandskab og materiel til de tyske tropper.
Dette betød, at mange civile danskere blev dræbt under disse angreb. Der var faktisk tale om flere hundrede.
De rædsler disse mennesker oplevede ved disse angreb er eksempler på, at den danske befolkning var mere udsat for krigens rædsler end mange i vore dage er klar over.
Denne historie er et forsøg på at give læseren et indtryk af, hvordan det har været, lige pludselig at blive centrum i krigens rædsler.

Lokaltoget mellem Oksbøl og Varde var lige afgået fra Billum hvor Sven Aage var steget på. Lokomotivet pustede en høj røgsøjle op mod den skyfri himmel mens det arbejdede for at komme op i fart.
Sven Aage hilste på sine kammerater som var steget på før ham og satte sig ved siden af Birger, hans bedste kammerat.

- Har du fået skrevet stilen? Spurgte Birger.
- Ja, men jeg synes den var svær. Sven Aage kiggede på Birger.
- Det synes jeg også. Men nu er den lavet og så må vi jo se, hvad ”Kragen” siger til den.
Kragen var deres klasselærer frk. Krag og da hun også havde en kroget, spids næse var øgenavnet jo ret nærliggende.
Det var varmt. Det var i slutningen af juni 1944: Markerne hævdede deres danskhed på bedste vis med en blanding af røde valmuer og flere forskellige hvide markblomster mellem hinanden.

Drengenes påklædning var pæne og velpudsede brune snøresko. Desuden knæsokker og såkaldte ”plus-fours”, bukser som gik til knæet hvor en elastik strammede omkring det øverste af strømperne. I sommervarmen havde de bare kortærmede skjorter på. Frisuren var vandkæmmet med skilning. Pigerne havde sommerkjoler, bluser, sløjfer eller fletninger i håret og på fødderne sko med tværrem som skulle knappes eller lukkes med et spænde.

Togfører Thomasen kom ind i vognen og bad om at se billetterne. Thomasen havde et rundt og venligt ansigt med små øjne man næsten ikke kunne se under de store buskede øjenbryn. Smilerynker strålede ud fra øjenkrogene og under næsen domineredes ansigtet af et stort hvalrosskæg. Trods varmen var han iført korrekt uniformsjakke som sad lidt stramt over den store mave. Øverst viste den brede røde stribe på kasketten hans autoritet som togfører.

Thomasen bukkede sig frem for at tage imod gamle frk. Mortensens billet. Hun sad ved vinduet.
Inden han kunne nå at modtage billetten skreg han:
- Ned på gulvet alle sammen, ned på gulvet for helvede.
Han greb fat i Sven Aage som sad nærmest gangen og slyngede ham ned på gulvet og nåede også lige at sende pigen som sad overfor Sven Aage hovedkulds ned på gulvet inden alting forvandledes til et inferno af brag, træsplinter og glasskår som føg mellem hinanden blandet med støv og røg. Ingen opfattede noget af hvad der skete i de kaotiske sekunder. Alle var bedøvede af skræk, støj og støv. Sven Aage opfattede svagt støj fra en flyvemaskine. Han kiggede op og så Thomasen ligge på maven hen over de børn der sad på bænken på den anden side af gangen. Blodet sprøjtede fra et sår i ryggen. Nu hørte han andre børn der skreg i angst og smerte. Døren for enden af kupéen blev flået op og en mand i blå snavset kittel og uniformskasket råbte:
- Ud herfra. Ud i denne side af toget. Alle sammen ud af vognen i denne side af toget.
Sven Aage tumlede hen mod døren uden at se hvor han trådte, men han mærkede, at han trådte på nogen undervejs. Da han nåede udenfor døren som stod åben blev han grebet af DSB-manden, som straks rakte ham ned til en anden, som kastede ham ned i grøften ved siden af toget. Hurtigt efter var han lige ved at blive ramt af en pige, som hulkede højlydt.

Toget holdt stille. Fyrbøderen, Just, havde set jagerflyet nærme sig og råbte til lokomotivføreren om at standse. Han slog stængerne fra og klodsede alle hjulene, så det blev en ret ublid opbremsning. Fyrbøderen og Lokomotivføreren, Karlsen, sprang ned fra maskinen og videre ned i grøften ved siden af. De var klar over, at jageren ville komme tilbage og denne gang ville det gælde lokomotivet.

På denne del af strækningen gik landevejen lige ved siden af jernbanen og mellem vejen og jernbanen var der en forholdsvis dyb grøft. Karlsen, hævede sig op til det nederste trin på togvognen og kravlede herfra op på den åbne perron som var for enden af kupéen. Det var her han blev mødt af Sven Aage.
Just, som havde taget imod Sven Aage og pigen gled ned i grøften ved siden af dem. Karlsen sprang fra trinet på siden af vognens bagperron direkte ned i grøften, samtidig med, at de hørte motorstøjen blive kraftigere og kraftigere for til sidst at blive overdøvet af jagerens maskinkanoner. Der hørtes også en række høje smæld, som hvis nogen havde slået hårdt på en metalbeholder. Det var jagerens projektiler som gennemhullede lokomotivets kedel og tender. Da motorstøjen fra jageren fortog sig i det fjerne, kunne Sven Aage høre vand som plaskede ned på jorden. Vandet kom fra det gennemhullede lokomotiv.

Lokomotivfolkene, Karlsen og Just kravlede op af grøften og videre op i togvognen. Der mødte dem et grufuldt syn da de kom ind i kupeen. Børn græd og skreg af angst. De lå på sæderne eller på gulvet og der var blod alle vegne. Foruden gamle frk. Mortensen var der også andre voksne passagerer. I den anden ende af kupéen kravlede en mand rundt på gulvet, tilsyneladende for at se til nogen af de andre som lå på gulvet. Der var jo ikke så meget gulvplads, så alle lå mere eller mindre ovenpå hinanden.

Mellem første og andet sæde i højre side af kupéen lå en mindre dreng på maven. Han virkede livløs. Karlsen vendte ham forsigtigt om på ryggen. Drengen slog øjnene op, spilede dem op og skreg da han så Karlsen. Han var besvimet af skræk og var nu rædselsslagen og desorienteret.
Karlsen fik ham op og sidde på sædet og beroligede ham så godt han kunne, formanede ham til at blive siddende helt stille indtil han kom tilbage igen.

Thomasen var død af et projektil som havde revet hans pulsåre over. Han var forblødt næsten med det samme. De to drenge han lå hen over våndede sig under hans vægt og og af skræk. Forhåbentlig kun det, tænkte Just.

To piger som havde siddet overfor den bænk hvor Thomasen var havnet oven på drengene, lå på knæ på gulvet, rystende over hele kroppen og ligblege, men uden at sige en lyd.
Just tog dem ind til sig og sagde meget stille til dem, om de kunne gå ned til døren og vente på ham der. De kiggede på Just og dernæst ned mod døren. Så tog den ene pige den anden i ærmet og trak hende søvngængeragtigt ned mod udgangen.

Karlsen var kommet ned til Just. Han kiggede på gamle fru Mortensen, som sad foroverbøjet med brystet hvilende på knæene. Kjolen var gennemblødt af blod og der var en stor pøl på gulvet under hende.
- Ja hende kan vi ikke gøre noget for, konstaterede Karlsen, så på Just og skyndte sig så at hjælpe med at få flyttet Thomasen væk fra drengene.

De rullede ham rundt og han landede som en sandsæk på gulvet mellem sæderne. Han havde et underligt, lettere forbavset udtryk i ansigtet. Karlsen lukkede hans tomme stirrende øjne.

Just havde sat sig mellem de to chokerede drenge, som nu fik luft for deres rædsel, grædende hysterisk klamrede de sig til Just.

- Kom nu går vi ned til de andre, så vi alle sammen kan komme ud i den friske luft. Just talte beroligende til børnene og førte dem blidt men bestemt ned mod udgangen.

Karlsen kiggede ned mod den anden ende af kupéen. Her var manden som før lå på knæ på gulvet ved at genne de tre piger som havde ligget på gulvet ud af døren til den åbne perron, samtidig med støttede han kvinden som havde siddet på det bagerste sæde i venstre side af kupéen. Hun havde tilsyneladende slået sig, men så ikke ud til at være såret. Karlsen gjorde tegn til manden, at han ville komme ned og tage imod udenfor.

Fem minutter senere sad alle de overlevende i grøften ved siden af toget. Nogle græd. Andre sad bare blege og stirrede stift frem for sig. I det fjerne kunne man svagt høre udrykningskøretøjer der nærmede sig.

Disse minutter ville for altid være mejslet ind i alle disse menneskers erindring. I DSB's døgnrapport stod der blot:
”Tog nr. 2012 mellem Oksbøl og Varde: Rejsen af brudt på strækningen mellem Billum og Janderup på grund af jagerangreb. 2 passagerer blev dræbt og 4 lettere sårede.

13 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære alle!

Der er et udtryk, som måske trænger til en forklaring:
"Slå stængerne fra." Det betyder, at kraftoverførslen fra dampmaskinen slås fra hjulenes trækstænger. Populært sagt: Lokomotivet sættes i frigear.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Fabelagtig fortælling.

Poly sagde ...

Kære Jørn

Nu har du minsandten gjort det igen. Skrevet en fascinerede historie fra 2. Verdenskrig.

Og du har ret. Jeg vidste ikke de danske toge var udsat for krigens rædsler! Det er så vidt jeg husker, ikke noget der er blevet fremhævet. Måske ved du det fra din soldatertid, eller også har du igen været en tur i arkivet.

Sikken en indlevelse evne du har præsenteret. Hele teksten var utrolig gruopvækkende og nerverpirrende.

Lige fra starten har du fanget min interesse. Du giver en meget fin introduktion om, hvad der danner baggrund for tog-begivenheden. Hvorefter du fint viser lokomotivets arbejdsbyrde og den sværmerisk naturbeskrivelse, samt kupéens indretning.

Passagererne og togførers påklædning er fint sat i datidens stil. Med naturlige og ligetil detailjer.

Og så kom hele rædsels matineen! Og selv om læsningen var chokerende, var jeg ovenud imponeret af din indsigt og din evne, til at få hele gruen til at glide. Alt imens mine øjne nærmest skrækslagen for afsted, og jeg holdt vejret for at se, hvem det mon ikke havde overlevet flyangrebet.

Puha! Sikken en fortælling! Og jeg synes virkelig, du har overgået dig selv, med endeløse detailjer og et meget fint billedsprog.

Ja, jeg måtte faktisk læse din fortælling flere gange, for at få hele registeret.

Jeg så lige en trykfejl med '2 x og' i denne sætning: De to drenge han lå hen over våndede sig under hans vægt og og af skræk".
Og jeg undrede mig over denne sætning: "Drengenes påklædning var pæne og velpudsede brune snøresko." Skulle der mon stå ¨med' i stedet for 'og'!

Super flot fortælling. Og tanken strejfede mig, om denne historie samt nogle af dine tidligere fortællinger fra krigens tid, mon er en del af en kommende bog, du er i gang med!

Med hilsner
Poly

Jørn E. sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Sikke en masse roser, "indlevelsesevne", "overgået dig selv," skønt!
Jeg er rigtig glad for, at du synes teksten glider og at du føler dig fanget.
Jeg har min viden fra forskellig historisk litteratur og fra en knastør bog med daglige rapporter fra perioden 1. januar 1944 til krigens slutning, som førtes af Københavns magistrat og med rapporter fra provinsen i fraværelse af politiet.
En bog har faktisk været i mine tanker. Mange danskere, særligt de seneste generationer tror fejlagtigt at dagligdagen for "almindelige" danskere var stort set problemfri. Min næste historie skal handle om da en amerikansk "flyvende fæstning" styrtede ned i et boligkvarter på Christianshavn med hele sin bombelast på 3 tons bomber og en mere end halvt fuld brændstoftank. Et helt boligkvarter blev jævnet med jorden og 365 mennesker omkom. Bogen skal hedde noget i retning af "dagligdag i Danmark 1940 - 1945."
Du har ret m.h.t. de fejl du nævner. Jeg vil rette det i originalteksten. Tak for grundig gennemlæsning.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Jørn

Så var "en bog" ikke helt ved siden af.
Ja undskyld mig, men kan du ikke finde på en mere "spændende" titel! For den titel du nævner, er nok ikke noget der lige "fanger", set med de seneste generationers øjne!!
Den første "overskrift" der straks flyver frem på lystavlen er "Stemmer i mørket - 1940 - 1945"!!
Som jo også er tvetydig, men blot et eksempel på en "mindre kedelig titel".
Når jeg nævnte en bog, tænkte jeg specielt på at flette dine andre "krigstids-fortællinger" sammen til en "rigtig roman"!!
Så som "Uvished", "Niels møder krigen", "Den unge løjtnant", og hvad du eller har skrevet i den retning. Og selvudgivelse som ebog er jo blevet ret populær.
Jeg har stor tillid til dine evner. ☺

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Ja,så tog du mig med på endnu en medrivende stund, hvor jeg som læser får lov at opleve nogle alvorlige konsekvenser i krigens skygge.

Jeg var jo advaret i dine forord om, at det blev en alvorlig affære, så jeg havde lidt samme forventningsoplevelse som i barndommen, når man steg ned i vognen, der skulle køre én rundt i spøgelseshuset. Man vidste godt, at der ville ske noget grumt bare ikke hvornår.

Undervejs leverer du så mange detaljer til læseren, at teksten næsten bliver filmisk i sit udtryk, og det er jo pudsigt at opleve, hvad der sker, når man går fra rene faktaoplysninger i døgnrapporten og så over til fiktionen.

Skal man fange den opvoksende generations interesse for denne tidsperiode, er fiktionen et godt bud. De bliver så fodret med beretninger fra krige og konflikter fra hele den vide verden hver eneste dag, at der skal noget specielt til. Men at det kan lade sig gøre, har jeg selv erfaret i de større klasser, når vi arbejdede tværfagligt med Anden Verdenskrig.

Kh Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Du har ret titlen skal helt sikkert være noget der fanger meget mere.
Udmærket forslag du kommer med.
- Og tak for tilliden :o)

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Jeg glæder mig over din "filmiske" oplevelse. Men jeg skrev kom jeg til at tænke på, at efterhånden som besættelsestiden fortoner sig i historien er der flere og flere, som ikke har nogen forestilling om, hvordan f.eks. skolebørn var klædt dengang og at der var en åben bagperron på personvognene på de lokale jernbanestrækninger.
Jeg er helt enig med dig i, at det er vigtigt med spænding (fiktion) for at fastholde de yngre læsere.
Dejligt, at få din kommentar.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Randi Abel sagde ...

Kære Jørn,

Det er imponerende, som du kan ryste de mest spændende og medrivende krigshistorier ud af ærmet. Jeg er glad for, at du har tænkt i bogbaner, for jeg er helt enig i, at dine historier kunne blive til en rigtig god bog.

Kh
Randi

Jørn E. sagde ...

Kære Randi!

Jeg modtager som sædvanlig roser med glæde og taknemlighed. Det skærper naturligvis også apetitten på at udgive en bog.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Randi!

Jeg modtager som sædvanlig roser med glæde og taknemlighed. Det skærper naturligvis også apetitten på at udgive en bog.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Jeg har med megen interesse læst din fine levendegørelse af Det der kunne ligge bag den lakoniske notits:
"Tog nr. 2012 mellem Oksbøl og Varde: Rejsen af brudt på strækningen mellem Billum og Janderup på grund af jagerangreb. 2 passagerer blev dræbt og 4 lettere sårede."

Du bruger en alvidende fortæller, og til "lyden" af hans stemme passerer de forfærdelige scener forbi ens øjne - filmisk - præcist som Bente siger det.

Ja, du må arbejde vide med "den almindelige" dagligdag for danskerne under 2. verdenskrig - og held og lykke med det :-)

Kh Ragnhild

Ps Jeg har set din smukke hilsen til mig på vores Diskussionsforum - og lægger min tak der :-)