lørdag den 21. juli 2012

Solvejs møde med verdens navle



Tekst og foto: Poly Schmidt

Nå, ja, det var nu heller ikke det mest smarte, hun havde glemt adressen hjemmefra. Men som før var heldet med hende. Hukommelsen fejlede ikke noget, så efter at flyselskabets reception havde henvist til telefonbogens spalter og allernådigst overdraget deres telefon i hendes varetægt, lykkedes det efter en spaltefuld af opringninger, at få kontant til au pair-familien. De havde glemt datoen eller rettere, som de undskyldende prøvede at forklare, taget fejl af datoen for hendes ankomst.

Det hele virkede så spændende og Solvej slugte råt alle indtrykkende. Endelig var hun ude i den store verden. Ikke fordi det første indtryk var særlig oplivende. Nærmest lidt deprimerende. I turen fra lufthavnen ind til byens navle, så alt gråt og beskidt ud. Det hele lignede en myretue med kæmpebiler der for ud og ind imellem højhusene, der fortvivlede kæmpede om pladsen sammen med oceaner af forladt affald og nedslidte husholdnings artikler.

At være babysitter, var et håndelag hun slet ikke kendte, men heldigvis forløb det fint. Da hun havde søgt stillingen, havde hun også sammenlignet pasningen af syge og handicappet mennesker med børn. Begge dele krævede stor intuition havde hun overbevist sig selv om. Hvilket foranledede flere hvide løgne smuttede ind imellem det erfaringsgrundlag hun præsenterede. Netop derfor var hun indvendig temmelig stolt af den fine kontakt, hun havde fået med de tre små børn. Den ældste dreng på seks år, havde taget til opgave at pertentlig højne hende skoleengelsk ved hjælp af hans enorme store billed-leksikon, man var nød til at læse opslået på gulvet. Stor, større og størst! Udtryk hun hurtigt fandt ud af , var nøglen til deres opfattelse af succés!

Det varede ikke længe før hun begyndte at møde nye personer. Det internationale student center var ovenud fascinerende og blev et fast tilholdssted. Alle her var på lige fod og som hende, på besøg i en af verdens største byer. Det bedste af det hele var man kunne frit deltage i en af centerets traditioner, nemlig at dele eller lære hvad der var kutyme for medlemmernes specifikke kultur. Solvej blev total forblændet af den japanske kunst og de bedårende pigers færdigheder, der sad i filmagtige kostumer og skabte kunstværker af papir. Heldigvis havde hun lært at strikke hjemmefra, for den teknik kendte de fleste ikke. For mange af pigerne, gik der helt sport i at strikke lange farverige tørklæder på store tykke pinde. Perfekt til årstidens usædvanlige snemasser, der nærmest lammede hele byen, der ikke var vant til at undvære deres biler.

Det var yderst inspirerende at gå til børnefødselsdag Der var altid lige så mange voksne tilstede som antal børn på grund af storbyens mange fælder, som var noget af de første Solvej skarpt fik indprentes. Nu ikke fordi de var meget anderledes end alle de skrækindgydende advarsler, der var med i kufferten. Om det var mærkedage eller blot børne sammenkomster, var det en dejlig måde at møde andre voksne og andre au pair-piger på. Livligt gik snakken og sammenligningen af de forskellige hjem. Hvilket følgeligt resulterede i at mange kvittede som au pair-pige. Det samme skete med hendes plads. Hjemmet ortodokstiske levevis frembragte for mange sammenstød, og især efter værtsfruen uendelige hysteriske udbrud på grund af Solvejs manglende religiøse indsigt, blev opbruddet uundgåelig. Men heldigvis var der bygget nye venskaber op, og livet gik videre.

Og her var hun så med sine nye venner i Central Park. Virvaret af mennesker var nærmest som en heksekedel, for humøret var højt og musikken bragte sanserne på kogepunktet. Udbuddet af personligheder var som jordens menneskelige regnbue. Det var umuligt for sanserne ikke at blive mæt af indtrykkene, der smeltede sammen i uendelige farver og kulturformer på et sprog, der var svært at følge med. Alle steder var der musik og livligt samvær, boldspild, dans eller elskede par der sat tæt sammenkrøllet iblandt masserne. Alt foregik i største fredsommelighed.

Som stor kontrast til alle de glade mennesker var der en uniform, hvor som helst blikket vandrede. Ja, det vrimlede nærmest med politi. Nogle var til hest eller til fods og som de eneste, politibiler at skue overalt på parkens små vejer og brede stier. Men det stoppede ikke Solvejs nysgerrighed, for hun måtte lige undersøge grunden til politiets store tilstedeværelse. Modigt og smilende begyndte hun at snakke til en af dem der sad højt til hest. For hende var de jo mennesker som alle andre, og stor var hen overraskelse, da hun nærmest blev overfuset af hendes nye venner. Politiet var simpelthen noget med ikke causerede med. Bedre blev det ikke hen ad vejen med alle de ting, man altså ikke gjorde. Masser af dundertaler hvor politiet blev fremstillet som nogle umenneskelige og frygtindgydende skabninger. Frygt, forfærdelig og dødelig blev tilføjet til hendes ordforråd og indtryk.

Som en anden dansker, tog Solvej selvfølgelig sine håndklemmer og termokande med i ryksækken. Parken ved Hudson River lå lige om hjørnet fra hendes nye hjem, og blev hurtig et andet af hendes ynglingssteder. Hun tog altid rigelig med, så hun kunne dele, hvis der var noget der havde lyst til at sætte sig på hendens tæppe og sludre. Åben og uskyldig som hun var, betød kultur eller farven ingenting. Hendes videbegærlighed havde få grænser. Tankevækkende nok var det mest de farvede, der var smilende og indbød til uddybning af livet i en en storby på godt og ondt.

Selvom Solvej var fuld af passion for at få indsigt til alt muligt, vidste hun godt, det gjaldt om at lytte og spørge i passende målestok. Især når mennesker fra en anderledes kultur, tog sig tid til at sludre med hende. Men ak, igen fik hun verbalt en over nakken, når dagens nye inspirationskilde blev beskrevet. Ja, oven i købet, stillede de spørgsmål ved hendes opfattelsesevne. For det sidste man gjorde, var at opfordre en ukendt, og ovenikøbet en sort, til at dele ens klemmer og kaffe. Men her satte Solvej foden kraftig i og kæmpede stædigt for hendes egen indstilling. Ingen skulle fortælle hende, hvem der var værdig nok at kommunikere med, og i særdeleshed ikke på grund af deres hudfarve.

Et nyt nådeløst indtryk var sivet ind. Farvet, mørk og sort var ingen nøgle til succés! Folks gængse indstilling havde belyst racisme, som noget der var en herskende del af dagligdagens rytme. Med denne nye fortolkning i lommen, begyndte Solvej at lægge mærke til omgivelserne på en fuldstændig uvant måde. Hun så man dømte mennesker på deres farve, samt det tidligere indtryk, hvor stor deres ejendom var, - og ikke på deres egenskaber. Og for at overleve skulle man ikke kun frygte politiet, men også den sorte mand. Det var lige i overkanten af hendes grænse for menneskelig uretfærdighed, og satte hendes tålmodighed på en pind, der let kunne eksplodere i et udbrud af kradsbørstige ord. Det krævede alt hendes styrke at beherske sig. Også fordi det efterhånden blev tydeliggjort, man ikke frit kunne give sine meninger til kende. Risikoen for at blive anmeldt for chikane eller politisk tilhørsforhold var tilstede, og hun havde tydeligt forstået, at politiet eller anholdelse var noget man ikke skulle knipse af. Det var noget man altid skulle frygte!

Det var åbenbart ikke noget eventyrsland hun var ankommet i, og det altid storsmilende ansigt, krympede stille og roligt sammen til en formelt maske, især når hun gik alene rund. Der havde også lige været et par gange, hvor nogen fulgte efter hende. Og så var der kun et at gøre, tage en taxi eller stoppe en politimand og lade som om hun ikke kunne finde vej, for at få at få forfølgeren til at forsvinde. Solvej blev på det nærmeste stopfodret af livets skyggesider med alle de med farlige optrin, der var hverdagsmad i storbyen. Dog var det nye uudforsket racehad mere skræmmende. Men uanset hvad, skulle det soleklart tjekkes ud.

Efter overtalelse og stædighed dukkede muligheden op, til at gå ind i storbyens uptown Harlem. Udklædt som en hjemløs og sammen med følgesvende, der kendte distriktet ud og ind, var forventningerne og nervøsiteten stor. Hun var meget bevidst om de indskærpede advarsler. Dette ikke var nogen juleleg, for haddet til de hvide og de rige, kunne så let som ingenting bluse ud i vold og selvtægt. Solvejs første indtryk var, at det hele lignede et kæmpe marked fuld af farver og livlige menneskemasser. Der var alverdens lækkerier, kunst, musik og dans. Dog var der også en følelse af usete gnister af anspændthed med tydelige signaler til vold, fattigdom og narkotika, der åbenlyst kunne beskues. Ikke fordi det var et kulturchok, men det var ikke stedet for sarte sjæle.

På trods af storbyens skyggeside, havde Solvej utrolige dejlige og smukke oplevelser. Som enhver turist skulle turen lige forbi The Metropolitan Museum of Art og tilsvarende store og flotte museumsudstillinger af formater, hun aldrig havde set. Byens hovedbibliotek var helt sikkert smukkere og større en Roskilde Domkirke med en fascinerende samling af viden, der let kunne få tankerne blæst omkuld. Solvej kunne slet ikke dy sig for at få et lånekort, for bare det at sidde iblandt tonsvis af kunskab, fik hurtigt hende science fiktion hjerne i omløb.

Rockefeller Center, Empire State Building samt uendelige serværdighed var usigeligt belærende. Utrolige mængder brændstof af fornyet kreativitet antændte Solvejs sind, og lagde nye grundsted for følgesvendens umættelig videbegærlighed. Som en anden cocktail blev det blandet sammen med alle de oplevelser på godt og ondt, der også blev opsamlet gennem de uendelige kørselsture til mange forskellige steder uden for storbyen. Samt oplevelser fra de østlige staters kultur via endeløse landeveje.

Diverse musical og Radio City Music Hall skulle også lige udforskes og tilføjes til de ny erhvervede kundskaber. Men den ekstraordinære opsætning af Carmen på The Metropolian Teater introducerede interessen for anden end tidens popmusik. Sanserne blev yderlig overfyldt fra oseaner af spiseseder, hvor tommelfingerregel var jazzmusik i baggrunden, så man kunne tygge maden i takt med tonerne.

For når mørket faldt på, lyste hele storbyen op og blev et forblændet fantasiudbud af farver og artsformer. Udbuddet af film og teaterstykker var overvældende, hvor det sidste for Solvej var mest fascinerende. Så meget, hun begyndte at medvirke i mindre off-off Broadway teaterstykker, der luftede skjulte talenter og gav indsigt til endnu en ny verden af aparte personligheder. Endnu en facet der kunne udforskes, og tillige sul til gåsen, for der var også tilknyttet en mindre teaterskole til tilbuddet. Der fik man ikke kun lov til at udlufte excentriske gener, man lærte også at beherske følelsesbetonet udbrud. Sammenholden mellem de forskellige teaterspirer var en dejlig oplevelse. Der var masser af opbakning, varme og omsorg. Og lige noget der fald i hendens tarv, nemlig ugenert at studere mennesker og deres livsvilkår som helhed.

Og som en anden domino effekt kom Greenwich Village i Solvejs søgelys. Stedet for undergrundskulturen føjede nye ynglingssteder til listen. Det var stedet hvor kreative og ganske almindelige mennesker udfoldede deres vinger og venskaber. Her var ingen opstoppede klasseforskel, som dem man mødte uptown eller mest omkring det centrale område i storbyen. Latinerkvarteret var enormt i sammenligning til det kendte fra sin egen storby. Alle typer repræsenterede toneskalaen, når hun mødte dem på forskeller gadehjørner, hvor de sang utroligt smukt, som gjaldt det livet. Nå, måske lidt overdrevent. De sang nu mest for at blive opdaget og blive indviet til de skrå brædder. Også for at tjene et par småskillinger til opretholdelse af livet, hvor socialhjælp var en uhørt hjælpeform. Det bedste af det hele i latinerkvarteret var, at alle uanset kultur eller farve, talte til hinanden uden forbehold uanset den gængse forud indtagethed af klasse og farveforskel. Der blev naturligt givet en hånd med, når behovet opstod eller ny nabo fik hjælp til at finde fodfæste i det farverige kvartér.

Dog var der lige det dér, med at hjælpe et andet menneske eller en fremmede i nød forbundet med uforståelige normer, hvor end i storbyen man opholdt sig. Her hed det ikke medmenneskehjælp, nej da, det hed tjenester. Altså forstået sådan, at man som et andet regelsæt, kun hjalp hvis man vidste personen havde mulighed for at returnere tjenesten. Solvej organiserede sine indtryk i gruppe, når hun nedfældede sine indtryk i sin rejsebog. Et af de største indtryk, som også hørte til den chokerede gruppe, var man ikke hjalp nogen der lå og var syg på gaden. Man skulle ikke tilkalde en ambulance, for så kunne man risikere at skulle betale for personens hospitalsregning. Man brugte 991, som sorterede under politiet og det var uden penge omkostninger.

Denne gængse indstilling førte til Solvejs første kæmpe skænderi til beskuelse for hele gadehobben. I dyb frustration skred hun tudende om på hælen, efter det blev nægtet hende at få tilkaldt en ambulance for en person, der lå på gaden og skreg af smerter. Endnu værre, alle gik blot forbi uden at stande op for at undersøge, hvad der var i vejen. Endnu et vigtig fingerpeg om nøglen til succés på disse kanter! Hjælp kun dem der var privilegeret nok til at kunne betale for hjælpen, eller som havde stor chance for at genyde begunstigelsen.

Hun opdagede også, at når man gik til fest hos venner, tog man selv noget mad og vin med. Og disse sammenkomster var brugt til at møde nye venner eller rettere introduktion til de uanede veje fra Amors pile. Og gud hjælpe en, hvis man begynde at hjælpe med oprydningen eller opvasken. En stor fornærmelse til værtsparret, og helt underligt for Solvej, for hun havde da lært manér hjemmefra. Hun fandt også ud af, man ikke fortæller nogen, hvordan man har det. Nej, da, for det kommer ingen ved. Uanset hvad, skulle standard svaret være, man havde det fantastik. En temmelig stor kontrast til det hun kendte hjemmefra, hvor alt nærmest blev smidt på bordet. Og man måtte endelig ikke glemme at spørge, hvad personen lavede. Det var uhyre vigtigt. En af de mange ting, som Solvej havde svært med. For godt nok var hun noget naiv og uerfaren, men hun holdt genstridigt på, at hvordan en person havde det som helhed, måtte være vigtigere end personens indtjeningsevne. Penge, penge og penge var uhyrre vigtigt og dannede tilsyneladende grundlag for at kunne blive accepteret som et godt menneske, og det var yderst vigtigt at kunne blive associeret med sådanne personer.

Som en anden milepæl fik hun på behørig vis fejret sin 21 års fødselsdag, lige før hendes visa udløb, og satte punktum for en af de mest livsændrende hjørnestene hun havde oplevet. Nogle af de største erfaringer Solfik fik pakket i sin kuffert var, der var masser af nuancer, lærdom og oplevelser at erhverve sig. Hun lærte også at menneskets indstilling var dybt afhængig af den kultur, de alle var opflasket med. Og at det var op til den enkelte at korrigere det indlærte ved at dele og tage imod andres visdomsord. Intet var kun sort og hvidt. Det kostede kun viljen til at acceptere, intet menneske besidder al visdom. Solvej vidste allerede, det var ikke sidste gang hun tog på opdagelse. En verden fuld af viden lå for hendes fødder og ventede blot på at blive plukket. Mæt og tilfreds tog hun tilbage til de hjemlige græsmarker.

Ps. Billedet, en dobbelt eksponering fra Central Park, danner grundlag for teksten.

18 kommentarer:

Poly sagde ...

~ ☺ ~

Poly sagde ...

Kære Alle

Jeg håber i 'overlever' den lange tekst. Jeg skar meget fra, men syntes resten skulle med.

Med hilsner
Poly

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Ja, den er lang, men den er absolut læseværdig. Din fortællers unge entusiasme og uforfærdethed fænger og jeg må smile. Hun har også en vidunderlig iagttagelsesevne. Mange ville have overset meget af det hun ser. Jeg kan godt lide hendes "under cover" operation i Harlem, besøg i latinerkvarteret, hendes teaterdeltagelse, mødet med politiet og omgivelsernes reaktion på samme og endelig det kyniske/egoistiske forhold man har til at hjælpe hinanden. Ingen barmhjertige sameritanere her.
Du beskriver også den uhyggelige angst for at blotte sig, holde facaden og at man dømmer og vælger sin omgangskreds ud fra en ren "profit and loss" betragtning. Der gives ikke ved dørene.
Personligt tror jeg at det er en stærk medvirkende årsag til at folk søger sammen i grupperinger, hvor de føler at de kan give lidt mere slip.
Også den forlorne og fuldstændigt overgearede religiøsitet (læs version af kristendom) er skræmmende og kvalmende.
Det billede du skaber med din historie (som jeg egentlig gerne ville have læst i sin fulde længde) har åbnet mine øjne for visse ting, som jeg godt fandtes i beherskede mængder, men ikke at samfundet var SÅ gennemsyret af egoisme, had og forloren religiøsitet, som din historie giver mig indtryk af. Det leder mig til et vigtigt spørgsmål: Hvornår var Solvej i New York? Det forekommer mig at vi er i slut 50erne eller start 60erne bl.a. m.h.t. holdningen over for sorte og farvede.

Du skriver jo et beundringsværdigt godt dansk, men når du kommer til talemåder, forfalder du til at oversætte engelske/australske talemåder fornemmer jeg.
Der er også stadig visse gramatiske småbøffer som går igen.
Jeg har faktisk noteret en del af dem for mig selv. Jeg ville uden videre mase på med det hele her. Det er jo ikke sikkert du orker det. Derfor vil jeg bede dig om at fortælle mig om du vil have mine rettelser. Hvis ja, så får du dem i en ny kommentar.
Her i Danmark er sommeren tilsyneladende endelig kommet (samtidig med at høsten er begyndt) og vi har ca. 22 grader og høj sol. Det er dejligt.

Jeg håber at du har det godt og trives (og jeg vil ikke høre at du har det fantastisk, hvis det ikke passer ;o) ).

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Hvis du inden du klikker på 'udgiv din kommentar' klikker på 'vis eksempel' får du også tjeboksen til at bede om advis om kommentarer.
Så undgår du den lille ekstra 'kommentar' fra dig selv.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Jørn

Så prøver jeg lige om kommentar tjekboksen virker!
Og det gjorde den så, endelig!
Tusind tak for tipset. ☺

Og tiden er knap her til morgen, da jeg har en aftale i byen.
Jeg kommer tilbage senere på dagen, så jeg med tak, kan svare på din fine lange kommentar.

Med hilsner Poly

Poly sagde ...

Kære Jørn

Som jeg sagde tidligere, tusind tak for din fine lange kommentar. For jeg tager det som en stor ros, at du syntes min fortælling var 'absolut læseværdig'. Og især det, du gerne ville have læst mere. Hvilket også gjorde mig rigtig glad.

Mindre glad var jeg selvfølgelig over de stadige grammatiske småbøffer (småbøffer et skønt ord jeg næsten havde glemt), jeg åbenbart har lavet. Åååh, død irriterende! Men i denne omgang må jeg så trøste mig med, at du trods alt syntes mit danske er beundringsværdigt.

Jeg så selv nogle slåfejl hist og pist, da jeg læste min tekst på Skrive-bloggen, selvom jeg har gennemlæst teksten endeløse gange, specielt fordi teksten var lang. Men slåfejlene har jeg rettet i min originaltekst. Det er straks noget andet med de ting du nævner.

Og hvis du har gjort dig den umage at registrere mine 'bøffer', vil jeg da sætte stor pris på at blive korrigeret. Og det der med, jeg forfalder til 'engelsk-australsk oversættelse' er højst sandsynligt!
En anden bosiddende dansker på 25'ende år og jeg, taler tit om hvorledes vi bliver rådvild ved brugen af mange forholdsord 'engelsk v's dansk', samt det der med at bytte om på ordene ved oversættelsen, i særdeleshed med den grammatiske opsætningen.

Fortællingen om "Solvejs møde med verdens navle" foregik i en periode over syv måneder i 70'erne. Og jeg tror at der er stor forskel, hvordan forskellige mennesker ville opleve denne kæmpe by, der havde en befolkning på ca. 12 millioner.
Og ved et langt ophold i et fremmed land, er fortolkningen præget af hvor meget man kommer omkring. Og om man er turist, studerende eller bor med en familien og hvor mange venner man får i lokalbefolkningen

Og tak Jørn, jeg har det udemærket, men jeg stortrives nok ikke, men jeg er til gengæld meget realistisk. For uanset hvor man bor i verden, er der altid mange for og imod. Og som udlandsdansker, kan man jo ikke undgå at længes efter de hjemlige græsgange, venner og familie og alt det man ville ønske, man 'lige' kunne få lov til at genopleve.

Og nyd nu endelig, den sommer i endelig har fået. Her har vi vinter med ca. 18-20 grader i dagtemperatur, men om natten sniger den ned på omkring 4-8 grader.

Med mange hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Som du jo ved, nyder jeg det pragtfulde sommervejr ved stranden, men det skal nu ikke forhindre mig i at sende dig en respons på dit omfangsrige essay.

Min første tanke var, at denne unge pige så sandelig var kommet på en dannelsesrejse af de helt store. En rejse, der rystede hendes "medbagte bagage" grundigt, skønt eller måske lige netop, fordi hun virker, som hun besidder en åben og modtagelig personlighed. En rejse, hvis indhold betingede, at hun havde noget helt andet med i kufferten hjem. Og er det ikke sådan livet er, hvis det mødes med et åbent hjerte?

Teksten er så spækket af indtryk og oplevelser samt reflektioner, at den ikke lige kan rummes i én mundfuld, men ligesom en god film kan den "ses" igen, og så åbenbares en ny vinkel.

Jørn har noteret, at der er nogle af de faste vendinger i dit ellers meget nuancerede sprog, der lige får en forkert drejning, og at han gerne vil kommentere på dem, så det vil jeg undlade denne gang. Det er jo så typisk, at det netop er det område, som til stadighed kan volde kvaler. Men i forhold til den tekstmængde, du her præsterer, så synes jeg, at det er små ridser i sproglakken. :-)

Kh Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Jeg kommer lige igen, inden jeg drager af mod stranden... :-)..., for jeg kom til at tænke på dit essay, som et stort bolsjeglas. Teksten er fyldt med så mange karameller og bolsjer, at de hver især kunne danne udgangspunkt for en selvstændig nydelse... hvert afsnit kunne foldes ud til hver sin tekst...
Jeg glemte også at kommentere fotoet, som jo passer til "bolsjet" omhandlende Central Park og amerikanernes anderledes holdning til autoriteter. Er det et autentisk ét fra dengang, hvor lige netop dobbelt eksponeringer kunne give nogle spændende virkninger? Det udtrykker i alle tilfælde fint et spændingsfelt, hvor det massive opbud af politibetjente skaber utryghed hos Solvej i stedet for det modsatte.

Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Rigtig mange tak for din dobbelt kommentar og fordi du, trods det dejlige sommervejr, kiggede forbi.♥

Der er en dejlig fornemmelse at min fortælling kan genlæses, samt at du synes nye vinkler åbenbares.

Og du har helt ret i din observering, med at hver afsnit kunne foldes mere ud.
Netop fordi det nærmest er et par hovedpunkter af endeløse oplevelse for Solvej, hvor indtryk og tanker er som din sammenligning, nemlig karameller og bolsjer et et kæmpeglas.
Jeg kan godt lide disse udtryk.:))

Du beskriver så fint, hvordan den hjembragte bagage, blev mødt med et åbent hjerte.
Og det er netop det, der er så fortryllende, når man er ung og hele verden ligger for ens fødder.
Tænk hvis man kunne bibeholde hele dette det åbne hjerte.

Billedet er autentisk fra dengang Solvej oplevede Central Park, som videreførte virkningen fra Woodstock Festival fra et tidligere tidspunkt.
Gennengående åbnede Woodstock jo op for meget mere offentlig frihed og musikalsk udøvelse.
(Woodstock Festival, fandt sted i august 1969 i Betel i New York Staten.)

Forsat god solskins- og strandferie. :-))

Med mange hilsner
Poly

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Jeg kan rigtig godt lide Bentes metafor, bolcheglasset, den slags som stod hos købmanden og som blev rystet inden han med en lille metalske gelejdede bolcherne over i det papirkræmmerhus, som han lige havde formet.
Bolcheglasset er sandelig fyldt med bolcher, meget forskellige bolcher. Søde honningbolcher, syrlige drops og sorte lakridsbolcher.
Også jeg glemte, at kommentere dit billede. Det illustrerer jo din historie fantastisk godt og jeg kunne da også godt tænke mig at vide om det er et Solvej har lavet, eller hvad historien bag det er.

Og nu til sprog og grammatik:
1. afsnit er sprogligt fuldstændigt korrekt og oven i købet særdeles velformet.

2.afsnit 1. linie (jeg skriver fremover f.eks. 2-1): indtrykkende. Dethedder indtrykkene.
2-3: I turen hedder På turen.
2-sidste: ..nedslidte husholdnings/udslidte (jeg vil for at spare på ordene sætte en "/" mellem det du skriver og mit bud på ordet/formuleringen.

5-9 Ordodoksiske, nej ordet ortodokse.

6-sidste: Sammenkrøllede er noget papirlappar og lagner kan være. Her ville jeg skrive: sammenslyngede eller tæt omfavnede.

8-1 Her ville jeg skrive: Som enhver dansker...
8-2 Thermokander er noget man sætter på bordet hjemme. Termoflasker er til picnic ell. arbejde.

9-1 Passion er ikke anvendelig i denne sammenhæng.
Forslag: S. var vældig opsat på at...
9-3.sidste: ...for SIN egen HOLDNING.

10-9 ...på en pind. Denne talemåde findes ikke på dansk.
Skriv: ...på prøve.
10-næstsidste: ...knipse af/kimse ad (betyder oversat til nutidig dansk: Noget man ikke skal undervurdere).

12-5: ...dette ikke var.../...dette var ikke... (omvendt ordstilling).
12-6: ...bluse/blusse
12-næstsidste: ...signaler til/signaler OM.

13-2: som FOR..

14-næstsidste: kørselsture/køreture
uden for/udenfor.

15-1 mucicalS
15-2 ny erhvervede/nyerhvervede
15-næsts. ...hvor tommelfingerregLEN.

16-1 ...et forblændet/et blændende.
(Forblændet er noget man f.eks. kan blive af en persons charme).
16-8 ...udlufte excentriske/lufte... (se 16-5)
16-10 følelsesbetonet/følelsesbetonede
(-ede er flertalsendelse. se 17-3).

17-4 opstoppede? Det ord kender jeg ikke. Mener du måske snobbede?
17-6 ...fra sin egen.../fra hendes eller ens egen.

18-1/2 en fremmede/en fremmed (fremmede er flertal)
18-4 ...som et andet regelsæt/som en uskreven regel...
18-6 ...sine indtryk i gruppeR (mange indtryk. det hedder både et indtryk og flere indtryk).
18-7 ...den chokerede/den chokereNDE...

19-3 ...efter det blev/efter AT det blev... (der er flere steder hvor du "taber" et "at" i lignende sammenhænge.

19-næsts. dem der er priviligeret/dem der er priviligereDE (flertalsendelse)

20-3 ...de uanede/ukendte ell. uransagelige
20-5 ...fornærmelse til/fornærmelse mod...
20-11 ...Solvej havde svært.../Solvej havde DET svært...
20-12 ...holdt genstridigt/holdt stædigt fast på...

21-4 ...var, der var/var, AT der var (at igen)
21-6 ...de alle var/de var (kulturer er jo allerede flertal, så alle kommer ind som et forvirrende ekstra flertalsord).
21-8 ...sort og hvidt.../sort eller hvidt...
21-9 allerede, det var ikke/allerede, AT det ikke var...

Ja, det var jo en ordentlig bredside, men jeg synes det er sjovt, og det er jo småtingsafdelingen meget af det. F.eks. de sammensatte ord. Her kan jeg fortælle dig at det engelske sprogs indflydelse på min datters danske gør, at hun næsten deler alt hvad hun kan komme i nærheden af (o;
Jeg håber du modtager det positivt, og at du kan bruge noget af det.

Der er jo stof til en bog kan jeg forstå. Hvis du skulle få mod på det, vil jeg gerne være Ghostwriter for dig - eller oversætter.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Poly sagde ...

Kære Jørn

Det var sandelig en ordentlig remse. Tusind tak for alt dit arbejde med gennemlæsningen
Selvom jeg straks hører mig selv sige, åh, nej, det lærer jeg fan'me aldrig ordentligt. :-((

På trods af dette, trøster jeg mig med din tålmodighed. og at du synes det er sjovt. Endnu mere for din forståelse, som åbenbart er vokset efter din datter har tilegnet sig udenlandsk-dansk!

Jeg vil nu korrigere hele teksten, så den fremstår grammatisk flot. :-))

Jeg kunne jo ikke lade være med at smile over de bolchenavne du nævnte. Meget fint.

I slutningen af historien, tilføjede jeg, at billedet dannede grundlag for teksten. Da vi fik opgaven, så jeg straks dette billed for mit indre, og besluttede mig til at skrive lidt om Solvejs autentiske møde med storbyen.

Og som jeg sagde til Bente, er billedet autentisk og et Solvej tog i Central Park. At det blev et dobbelt eksponering var blot en fejltagelse.

Jeg har altid syntes, dette billed var en perfekt illustrering af politiets nærværelse, hvorend øjet skuede. Især det, man ksm ane pigens lidt vagtsomme eller betænktlige ansigtsudtryk i baggrunden.

Så, nej Jørn. Der er ikke en bog der var på trapperne. Som jeg nævnte til Bente, var fortællingen nærmest er et par hovedpunkter af endeløse oplevelse for Solvej. Og blot skrevet som en opgaveløsning.
Men jeg takker for det flotte tilbud Jørn. Og vil da sætte det bag øret, hvis det skulle blive aktuelt.

Med mange hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Poly

Dit dobbelteksponerede billede er (tilfældigt eller ej) meget spændende. det understreger metropolen New York's hastige puls, samtidig med at det også signalerer at tekstens hp overvældes af et utal af oplevelser nærmest hulter til bulter.

Jeg så straks maleren Jens Sørensens billeder for mig. Han maler bybilleder som har den dobbelteksponerende/spejlreflekterende hastighed i sig. En slags øjebliksbilleder af livet som haster forbi - og vækker til eftertanke.

Det gør din tekst også, og selv om den er lang af en blog-tekst at være, og sine steder også lidt "knudret" læste jeg alligevel med stor interesse videre og videre. Her er et ungt menneske som registrerer og reflekterer ved ankomsten til og livet i det fremmed. Præcis det fremmede som Jakob Holt så malende har registreret i sine bøger om Amerika. Amerikanerbilleder, tror jeg de hedder. Han tog som ung i 70 til USA og rejste rundt. Han har siden været der igen og igen. Louisiana havde hans Amerikanerbilleder med på en stor udstilling for et par år siden. I samme periode lykkedes det for os i vores lokale afdeling af Folkeuniversitetet, at få ham til at komme og holde billed-foredrag.

Hans billeder, bøger og foredrag fascinerer, og det gør din tekst også. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig Jørn og Bentes kommentarer.

På forfatterkurset fik vi repeteret de tre bedste råd til folk, der vil/må/ikke kan lade være med at skrive: Læs, læs og læs. Jeg ved jo ikke, om du læser dansk litteratur. Men der er ingen tvivl om, at det om noget kan holde ens sprog ved lige - og udvikle det. Mit råd er givet i den allerbedste mening.

Mere bliver det ikke til i denne omgang. Jeg har 117 ting at gøre, inden vi om små to uger stikker næsen mod Grønland igen. Denne gang til Nuuk, hvor Halfdans bror er prorektor ved universitetet og så videre til sydgrønland med fåreholdersteder, landbrug og nordboruiner.

Jo, forresten. Google evt "borglumkunst.dk" under kunstnere finder du Sørensen,Jens.

Kh Ragnhild

Poly sagde ...

Kære Ragnhild

Jeg opdagede til min bestyrtelse, jeg slet ikke havde svaret på din kommentar. Det må du altså undskylde. Det smuttede i farten af hundrede andre ting.

Jeg vil gerne svare dig ordentligt, så det bliver i eftermiddag, for jeg skal lige et smut forbi lufthavnen.

Mange hilsner
Poly

Randi Abel sagde ...

Kære Poly,

Det er en interessant historie, du har skrevet. Mens jeg læste, fik jeg flash-backs til mit hidtil eneste besøg i the big apple midt i 80'erne.

Du får meget tydeligt frem, at Solvej er klogere, når hun skal hjem, end da hun kom. Det er med andre ord et dannelsesophold hun har været på.

Kh
Randi

Poly sagde ...

Kære Ragnhild

Ja, så er jeg tilbage. Eftermiddag blev det ikke til, hvilket lige fik mig til at tænke på Jørns digt "Tidsbegrænsning". Og med alle dine 117 ting du skal nå, inden du smutter til Grønland igen, forstår du helt sikkert hvad jeg mener. :-)
Forøvrigt rigtig god rejse. Det bliver spændende at se, om der igen kommer en fremragende historie på Skrive-bloggen fra din rejse.

Som altid blev jeg benovet over dit lange og indholdsmættet kommentar. Tusind tak for din grundige læsning og din ros, selvom du fandt min tekst lidt 'kluntet' iblandt!
Gad vide hvor den var 'for' kluntet. Måske skal jeg spørge dig igen, når du kommer hjem fra din ferie.

Du har helt ret i at hp oplever tusinde ting nærmest 'hulter til bulter'. For at få samling på den høje puls fra de vigtigste indtryk, prøvede jeg at fokusere min tekst ved at lægge 'grundemner/ledetråde' ind, der spand omkring deres opfattelse af succés ved at vise glimt fra racisme, politiet, den sociale uretfærdighed, samt nogle af den indsigt og lærdom Solfik fik pakket i sin kuffert.

Jeg var inde og kigge på Jens Sørensens billeder. Meget fascinerende Tak for den link. Og hvor pudsigt som det ligner mit "street image", der er hvad vi kalder det hernede.
Forøvrigt en ny mode på grunds af iPhone's nye muligheder med at uploade billeder til editerings-programmer, og så videre til diverse blogger og tidens social medier.

Jeg så også Jakob Holts Amerikanske Billeder, vist nok hans første udstilling i Huset i Magstræde eller også var det på Fristaden. Hans billeder fortæller mere end ord om den umådelige kontrast der stadig findes.
Jeg rejste senere tilbage til New York og boede der i nogle år. Og selvom jeg var så åndssvag at smide alle mine nedskrevne dagbøger ud, er hukommelsen i topform.

Med hensyn til danske bøger er der desværre alt for langt imellem. Jeg prøver at hente nogle bøger via nettet til Kindle, men for det meste finder jeg dem umådelig kedelig. Derfor får jeg sjældent læst dem færdigt.

På min ønskeseddel står der også en bærbar Kindle, så jeg kan læse i min seng og ikke på computeren.
Pt. afventer jeg, det lokale bibliotek skal få deres Kindle-kursus, som jeg er tilmeldt, op at stå. Der kan man låne selve dyret med hjem. Jeg kender en der arbejder på stedet, så jeg håber at få overtalt personen jeg kender, til at hente nogle danske lånetilbud hjem. Man kan kun låne via danske biblioteker, hvis man er bosiddende i DK. Randi har undersøgt det for mig.

Med mange hilsner
Poly

Poly sagde ...

Kære Randi

Tak for at kigge forbi min tekst. Og jeg håber da, det var nogle gode flash-backs du fik i tilgift. :-)

Og tænk hvis alle kunne tage på en uddannelsesophold i et andet land, sådan hveranden eller hver tredje år. Måske kunne verden blive mindre hadfuld og mere empati!

Med mange hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Poly

Tak for dine gode rejseønsker - og for din omhyggelige svar-replik. Dejligt du kunne have fornøjelse af linket til Jens Sørensens billeder.

Held og lykke med Kindle og mulige danske lånetilbud.

Kh Ragnhild