lørdag den 25. august 2012

Morten månefisker



Tekst og foto: Bente Pedersen

Når dækket på kutteren var spulet, og alt var klart til næste tur på havet, så stod han ofte her en stund. Det gik fint at være midt på broen ved slusen, så længe han ikke kiggede ned. Meterhøje bølger i efterårsstorm kunne han også sagtens klare, men op i toppen af Lyngvig Fyr, det kom han altså ikke. Morten røg en smøg og kiggede lidt ud over fiskerihavnen. Der lå hun og vuggede. ”Anne Lise Hvide Sande” var skam en flot tøs. Det var Nang Mai nu også. Han smilede uvilkårligt. Vidste ikke helt, hvad han ventede på, men vidste dog, at han ville tjekke mailen i aften.

Ligesom de to venner Jonas og Jakob boede han stadig hjemme. ”Enten kan du blive håndværker og bruge din tid i sommerhusene, du kan blive fisker, eller også kan du starte på min minkfarm. Det kræver sgu bare, at du kan holde lugten ud. Ja, og lukke ørerne for deres skrigeri, når der skal fodres!” Det var rådet fra onkel Niels. Mortens egen far sagde ikke så meget efter hjerneblødningen. Smilede dog skævt, da Jonas fortalte ham om lærepladsen på ”Anne Lise”.

Mortens blik gled videre ned mod den nye havnefacade. Sorte ens træhuse lå på række og husede hver deres turistmagnet. Hos ”Din feriepartner” stod hans gode ven, fætter Jakob, bag disken. Når han ikke var på arbejde eller hjemme og vende på minkfarmen, så sad han ofte nede på ”Æ Karklud”, den lokale bodega, sammen med Morten og det sidste blad i trekløveret, Jonas.

I sommerweekenderne tog de ind på diskotek i Ringkøbing. Natten endte ofte i et tilfældigt sommerhus med en tilfældig pige. Han var for længst blevet træt af de sms'er, der fulgte. ”Ses vi snart igen? Savner dig. Møs Møs!” fra København, Sønderborg eller Randers. Mortens store fiskernæve havde aldrig været gode venner med mobilens tastatur. Men Nang Mai havde fået lært ham at maile. Nang Mai med olivenhud og skæve mandeløjne. Sorte som ibenholt. Nang Mai, der var eventyr på fjerne verdenshave. En sommeraften i juni var hun dukket op med sin fyldte cykelanhænger på havnepladsen.

De tre venner sad og dasede med ryggen op mod plankeværket. Det afgav en behagelig varme. Duftede af tjære. Her i hjørnet var der læ og et fint udsyn over pladsen foran fiskerestauranten. Og pludselig stod hun der og pakkede ud. Dækkede et lille campingbord med en fin dug, fyrfadslys i lanterner, hybenroser i en lille vase og små foldede figurer lavet af papir. I hjørnet stod en lille trækasse med byttepenge.

Så stillede hun sig ellers og ventede, mens hun smilede og kiggede ned det meste af tiden. At hun ikke var her fra egnen var tydeligt at se. Jonas kunne da også straks fortælle, at hun var den nye au pair hos generalkonsul Thomsens på Floravej. På den hvide mur ved nummer 8 i Stormgade, hvor konsulatet lå, fandt man Thailands farverige våbenskjold. Inderst i skjoldet var en østerlandsk figur belagt med guld.

Morten rejste sig og børstede småsten af buksebagen. På vej hen mod det offentlige toilet passerede han hendes lille bod. Stoppede op og kiggede lidt tilfældigt på de små figurer, der næsten forsvandt i hans store hånd. Lyttede til samtalen. Hun forstod dansk. Det var heldigt, for det var altså det, han var bedst til.

Han stod med en lille flad figur af grønt silkepapir i hånden, da han mærkede, at hun kiggede på ham.

”Er det en havkat?” Han rakte figuren frem mod hende.

”Hav? Kat? Ved ikke helt, hvad du mener. Kat i havet? Nej, det tror jeg ikke. I Thailand kalder vi den for lille månefisk.” Hun smilede til ham, da han pustede en hårtot væk.

”Hvad kan man bruge den til?”

”Bruge den til?” Hendes pande rynkede som riller i sandbunden.”Den giver mod til en fiskermand, når månen skinner. Er du sådan én?”

”Ja, en slags! Jeg arbejder ombord på hende der!” Og så havde han smilet og nikket over mod ”Anne Lise”.

De havde småsnakket, lige indtil hendes mobil havde ringet. Det var tid at putte børn på Floravej.

Hver gang Nang Mai fremover var på havnen med sin lille bod, var Morten der også. Og hver gang fik Morten købt en ny figur, som han anbragte på hylden over sengen. Månefisken havde han dog i en lille konvolut i lommen. Altid. Hen over sommeren valgte Morten oftere og oftere vennerne fra og tog i stedet et smut forbi Floravej. Inviterede Mai, som han havde fået lov at kalde hende, med på tur ad stien gennem klitterne ned til vandet. Det var et godt sted at slå sig ned. Bare sidde sammen, kigge ud over Vesterhavet. Lade ordene falde, mens sandet løb gennem fingrene, og vinden legede kispus med en hårtot.

Han lærte snart at lukke ørerne for kammeraternes kvikke bemærkninger om wokmad og små lune Thai-ruller fra Daloon. Mai var så meget anderledes. Ville for eksempel ikke have, at han rørte ved hende, når andre var i nærheden. Det var uhøfligt, hvor hun kom fra. Hendes øjne blev bundløst sorte, da hun fortalte om de to storesøstre, der arbejdede som barpiger i Bangkok. Hvordan skulle de ellers skaffe hurtige penge til familien? Faren var død af hjertestop. Mai var så lykkelig for, at hun var det yngre og var blevet au pair i stedet for. Hun sendte hver måned det halve af sin løn hjem til Bangkok og håbede på, at det kunne holde de mindre søskende borte fra arbejde på fabrikkerne.

I slutningen af september rejste Mai hjem til Bangkok. Fire ugers ferie havde hun. Fire lange uger. De sidste to havde han ikke hørt fra hende. Han rystede på hovedet, kunne sgu ikke rigtig forstå det. Smed så skoddet ud over kanten på broen. Måske skulle han lige smutte rundt om konsulatet i Stormgade og høre dem, om de havde hørt fra Mai. Var det ikke sådan noget, man brugte konsulater til?

Han stod på fortovet. Kunne ikke rigtig bestemme sig for at gå ind. Han så intenst på figuren af guld, der var midt i skjoldet. En ørn kunne det ligne. Nej, et menneske med ørnefjer. Et ørnemenneske, der kunne flyve. Flyve! Han blev svimmel bare ved tanken. Han skuttede sig. En besked fra Jonas bippede ind på mobilen: ” Sidder og venter på "Æ Karklud”. Kommer du snart?”

Det var småt med gæster, så de havde det meste for dem selv. Osen fra frituren rev lidt i næsen og fik dem til at overveje en gang pommes frites. De trissede op til Lone, der stod bag baren for at bestille. Mens de ventede, søgte øjnene automatisk den lille fladskærm på væggen. TV2 -nyhederne.

”Nøj, har du set de kinøjsere der, hva’ Morten! De er sgu da godt nok kommet ud at sejle. Hold da kæft for en gang muddervand, de padler rundt i!” Jonas grinede, mens han nikkede op mod skærmen.

Morten bad Lone skrue lidt op. Han fokuserede på de enorme vandmasser, hvor huse, træer, biler, affald og ikke mindst mennesker blev hvirvlet rundt. Han blev svimmel ved synet. Tog et fastere greb om kanten på baren. Det skrattede i hans ører. Lyden overdøvede næsten speakeren: ”Massive oversvømmelser i Bangkok.” Stemmen tågede væk igen. Bangkok? Men Jonas havde da sagt kinesere, havde han ikke? Bangkok var Thailand. Bangkok var der, hvor Mai var hjemme på ferie. Lige nu. To uger siden sidste mail. Nej, nej det kunne simpelthen ikke passe. ”Hvor er det henne, hva’ Lone?” kunne han høre sig selv råbe alt for højt. Jonas kiggede forvirret på ham og lagde en hånd på hans skulder. Speakeren fortsatte: ”De værste oversvømmelser i 50 år. Et område på størrelse med Danmark er hårdt ramt.”

”Ja, sgu da! Det er jo derfor, hun ikke har skrevet!” Morten bankede en flad hånd ind mod panden igen og igen, indtil der kom et stort rødt mærke. ”Forstår du det, Jonas! Det er der, hvor Mai er! Jeg må gøre noget. Nu! Lige nu!” Morten havde taget fat om Jonas’ skuldre og rystede ham. Måske ville løsningen ploppe ud af munden på ham, hvis han rystede hårdt og længe nok.

Så stoppede Morten pludseligt, vendte rundt og løb hen mod døren.”Vent nu lige lidt! Hvad skal du, Morten?” råbte Jonas efter Morten, der allerede flintrede ned mod Stormgade. Jonas var ikke helt sikker på, at han hørte rigtigt, da svaret nåede ham: ”Ud at flyve! Ud til Mai! Ses!”

lørdag den 18. august 2012

Det hemmelige rum



Tekst og foto: Jørn E.

Jeg hedder Poul Madsen og bor i en dejlig lille villa i byens udkant. Villakvarteres er af ældre dato og de fleste huse er opført i slutningen af trediverne. Jeg er lige blevet 60 år og lever et stille liv sammen med min elskede kone gennem snart 50 år, Birte, som passer og plejer vores dejlige have.

Det var d. 12. februar 2010 og vores nye naboer, som var flyttet ind i august 2009 var flinke folk på vores alder og vi havde allerede fået et rigtig godt naboskab.

Manden, Jens fortalte, at han og konen tog fire uger til Tenarifa hvert år ved denne tid. På den måde følte de ikke vinteren blev så lang, som den ellers godt kunne føles.

”Jamen det lyder da dejligt, udbrød jeg. Skal jeg rydde fortovet og havegangen for sne mens I er væk”
”Åh, vil du det? Det var da et dejligt tilbud”
”Ja, du kan også gi' mig en nøgle, så kan min kone vande blomster. Vi kan da også tømme postkassen for jer”.

Nu var der igen faldet et ordentligt lag sne, så jeg gik ud for at rydde vores og naboens fortov og havegang. Da jeg kom til naboens havegang bemærkede jeg, at der var friske fodspor i den nyfaldne sne op mod huset og også den modsatte vej. Jeg så også, til min forskrækkelse, at hoveddøren stod på klem. Jeg spurgte min kone, om hun muligvis ikke havde fået lukket naboens hoveddør ordentligt da hun var inde og vande blomster dagen før. Men hun bedyrede, at hun havde sikret sig at døren var låst, inden hun gik derfra.

Frem for, at lege detektiv og gå ind i huset, foretrak jeg at ringe til politiet.

Ooo0O0ooo


Mit navn er Karl Wims. Jeg er kriminalinspektør Her i Skovby, som er en mellemstor provinsby på Midtsjælland.
Op ad formiddagen, blev jeg kontaktet af en af vores patruljevogne. De var blevet sendt ud for at kigge på et muligt indbrud, som var anmeldt af en nabo. Hoveddøren havde stået på klem, og de gik en runde i huset. Det så imidlertid ikke ud til, at der var stjålet noget. Selv det store fladskærms-TV stod urørt. De to betjente var dog enige om, at der var et eller andet mystisk over dette indbrud, som de ikke rigtig kunne definere.

De spurgte om ikke krimi-afdelingen lige for en sikkerheds skyld ville se på stedet. Det sagde jeg ja til og bad dem vente udenfor, til vi kom. Jeg bad min assistent, Krista om at ta' med og også ta' fingeraftryksudstyret med.

Da vi kom frem, bad jeg betjentene fra patruljevognen om at hjælpe med at gå en runde mere og bare bruge øjnene bedst muligt og evt. også kaste et blik ud i haven, for at se om der var nogle spor derude.
Jeg og Krista gik ned i kælderen og gennemgik den rum for rum. et af rummene var der lagt et trægulv ovenpå betonen, som man ofte gjorde i huse der var bygget i den periode.

Mit blik blev omgående fanget af, at gulvet var brækket op i et ene hjørne. Jeg gik hen for at undersøge det nærmere. Det viste sig, at der var et hul i betonlaget og at der var et lille rum på ca. en halv meter på alle leder. Siderne var bygget op med mursten og i bunden var der igen lagt et betonlag. Jeg lyste rundt i rummet, som i første omgang virkede somom det var tomt. Men så så jeg i det ene hjørne af rummet noget der for mig bestemt lignede knoglerne af det yderste led af en barnefinger. Jeg for ud af rummet og råbte på Krista. ”Krista ring efter teknikerne. Jeg tror, der er meget mere i denne sag end bare et indbrud.”

Fortsættelse følger

Jørn E.
25. oktober 2011

lørdag den 11. august 2012

Alle gode gange tre



Tekst Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.


Kvinden fra jobcenteret lænede sig veltilfreds tilbage på den dyre kontorstol:
-Den klarer du som en mis, du kan jo både tysk og engelsk...
Hun må have set panikken i mine øjne, for hun fortsatte med en beroligende stemme:
-Kenneth, alle turisterne har jo hver deres øresnegl med en guides stemme i, det eneste du skal er at holde paraplyen højt, om jeg så må sige.

Hun grinede lidt af sin egen vittighed og så overbærende på mig:
-Detaljerne har vi jo talt om!

PARAPLY: Bare tanken fik sveden frem på min pande.

Tre år gammel fik jeg min første paraply. Efter flere dages øvelse i at slå den op og i, kom den store dag hvor regnen silede ned.
Min mor og jeg begav os af sted med hver vores paraply i hånden. Nøj hvor jeg glædede mig.
Håndtaget var svært at holde på og begyndte hurtigt at drille, min hånd gled og jeg tabte paraplyen flere gange – det var svært det her!

Da vi kom ud til den store vej, kom der voldsomme vindstød og min fine paraply blev pludselig uregerlig og svær at styre.
Der kom et kraftigt vindstød og SVUSJ, paraplyen blev revet ud af min hånd. Det eneste jeg kunne gøre, mens min mor holdt mig fast, var at se paraplyen hvirvle højt op i luften og i næste nu, ligge kvast på vejen efter en bils tunge vægt...

Hverken trøstende ord eller erstatningsparaplyer, kunne få mig til at bruge en paraply de næste mange år.

Indtil jeg mødte Maja...

Mit femten år gamle hjerte sprang flere slag over, Maja ville godt med i biffen. Jubiii!
Øsende plaskende regn: Der var dømt uheld forude!
-Nej nej, du tager da bare en paraply med, foreslog min mor.
En paraply? Jeg måbede:
Det kan jeg da ikke. Kan du ikke huske, hvordan det gik sidst?
-Pjat med dig, du var jo kun tre år – tag den sorte, den er så maskulin, fniste mor.

Jeg hentede Maja, slog galant paraplyen op og holdt den noget kejtet over hendes hoved. Jeg gik yderst, bilerne susede forbi, jeg kikkede på Maja.
En sø af beskidt vand fra gaden blev sprøjtet over mine bukser. Det var iskoldt og i forskrækkelse slap jeg paraplyen.
Pludselig var det hele kaos.
Maja hylede op med paraplyen på hovedet som en kæmpe kalot.

Forbipasserende kom Maja til hjælp. Jeg var ikke meget bevendt i virvaret, så hverken Maja, der forsvandt, eller de lysglimt der kom fra en blitz…

Jeg troede ikke at det kunne blive værre, men der måtte jeg tro om igen.
”Ugens pletskudskud” i den lokale sprøjte har været min følgesvend siden...

Dagpenge, dagpenge, dagpenge, lyder det i takt med mine pulsslag der presser i øerne.

Jeg bider tænderne sammen og smiler til sagsbehandlerne:
-Detaljerne, jo dem har jeg fat på.

"Alle gode gange tre".

lørdag den 4. august 2012

Indbydelsen



Tekst og foto: Bente Pedersen

- Carl, ved du hvor mobilen er? Jeg skal da lige ringe til Gunhild og sige tak for indbydelsen. Sølvbryllup! Så skal vi da ud at danse, skal vi ikke?

Hendes stemme skærer hul i hans trommehinder. Langsomt drejer hun hovedet. Som om hun scanner stuen med næsetippen. Gad vide, om hun kan lugte ham? Det ene øje af glas har stadig glans, mens hornhinden på det andet er grå og uklar. Uheldet med elkedlen taler hun sjældent om mere, selv om snakketøjet absolut ikke fejler noget.

- Den ligger da lige for næsen af dig. På sofabordet.

Skal hun nu til at plapre i timevis med Gunhild? Han flytter mobilen langt uden for hendes rækkevidde. Den ender i hans bukselomme. Han rasler vredt med avisens sider, mens han nærstuderer den smalle g-streng, der løber lystigt mellem ballerne på side 9 -pigen. Lystigheden breder sig til hans lem, der presser mod buksestoffet. Han flytter uroligt på sig.

- Hvor, Carl? Jeg synes ikke lige, jeg kan finde den.

Hendes fede hænder flagrer rundt hen over sofabordet. Han rækker over. Flytter stearinlyset længere ind på bordet. Hen foran hende. Hun ømmer sig som en anden skoletøs, da hånden møder flammen. Hun trækker reflektorisk hånden tilbage og dasker til kruset med kaffe undervejs. Det vælter. Væsken blander sig med resterne af sandkagen på desserttallerknen. Hvor er det ulækkert. Ligesom kaffen, der løber ned ad voksdugen og danner store skolder på hendes kjole.

- Åh nej! Åh nej! Åh nej! Undskyld! Carl, spildte jeg noget på dig?

Hun krammer et lommetørklæde, der engang var hvidt. Nu er det så også lortebrunt.

Han vender tilbage til avisen og de små rubrikannoncer bagerst. Taster et nummer ind på mobilen. Han rejser sig og går hen mod døren. Mens han lytter til opkaldetonen, siger han til hendes ryg:

- Sølvbryllup! Du skal fandeme ikke til sølvbryllup. Du kan jo ikke engang sidde ordentligt i din egen stue!

onsdag den 1. august 2012

August-opgave



Foto: Randi Abel

Nu, hvor vi går ind i den sidste sommermåned i denne omgang, får I en ny opgave. Historien skal indeholde disse fire kriterier:

• En kørestol spiller en vigtig rolle
• En hovedperson tror, at han/hun er en anden eller befinder sig et andet sted
• Historien finder sted i en lille landsby
• Historien skal indeholde et flash-back

Go' skrivelyst :)

Glem ikke Ragnhilds jordbær-digt nedenfor.

Kh
Randi