lørdag den 25. august 2012

Morten månefisker



Tekst og foto: Bente Pedersen

Når dækket på kutteren var spulet, og alt var klart til næste tur på havet, så stod han ofte her en stund. Det gik fint at være midt på broen ved slusen, så længe han ikke kiggede ned. Meterhøje bølger i efterårsstorm kunne han også sagtens klare, men op i toppen af Lyngvig Fyr, det kom han altså ikke. Morten røg en smøg og kiggede lidt ud over fiskerihavnen. Der lå hun og vuggede. ”Anne Lise Hvide Sande” var skam en flot tøs. Det var Nang Mai nu også. Han smilede uvilkårligt. Vidste ikke helt, hvad han ventede på, men vidste dog, at han ville tjekke mailen i aften.

Ligesom de to venner Jonas og Jakob boede han stadig hjemme. ”Enten kan du blive håndværker og bruge din tid i sommerhusene, du kan blive fisker, eller også kan du starte på min minkfarm. Det kræver sgu bare, at du kan holde lugten ud. Ja, og lukke ørerne for deres skrigeri, når der skal fodres!” Det var rådet fra onkel Niels. Mortens egen far sagde ikke så meget efter hjerneblødningen. Smilede dog skævt, da Jonas fortalte ham om lærepladsen på ”Anne Lise”.

Mortens blik gled videre ned mod den nye havnefacade. Sorte ens træhuse lå på række og husede hver deres turistmagnet. Hos ”Din feriepartner” stod hans gode ven, fætter Jakob, bag disken. Når han ikke var på arbejde eller hjemme og vende på minkfarmen, så sad han ofte nede på ”Æ Karklud”, den lokale bodega, sammen med Morten og det sidste blad i trekløveret, Jonas.

I sommerweekenderne tog de ind på diskotek i Ringkøbing. Natten endte ofte i et tilfældigt sommerhus med en tilfældig pige. Han var for længst blevet træt af de sms'er, der fulgte. ”Ses vi snart igen? Savner dig. Møs Møs!” fra København, Sønderborg eller Randers. Mortens store fiskernæve havde aldrig været gode venner med mobilens tastatur. Men Nang Mai havde fået lært ham at maile. Nang Mai med olivenhud og skæve mandeløjne. Sorte som ibenholt. Nang Mai, der var eventyr på fjerne verdenshave. En sommeraften i juni var hun dukket op med sin fyldte cykelanhænger på havnepladsen.

De tre venner sad og dasede med ryggen op mod plankeværket. Det afgav en behagelig varme. Duftede af tjære. Her i hjørnet var der læ og et fint udsyn over pladsen foran fiskerestauranten. Og pludselig stod hun der og pakkede ud. Dækkede et lille campingbord med en fin dug, fyrfadslys i lanterner, hybenroser i en lille vase og små foldede figurer lavet af papir. I hjørnet stod en lille trækasse med byttepenge.

Så stillede hun sig ellers og ventede, mens hun smilede og kiggede ned det meste af tiden. At hun ikke var her fra egnen var tydeligt at se. Jonas kunne da også straks fortælle, at hun var den nye au pair hos generalkonsul Thomsens på Floravej. På den hvide mur ved nummer 8 i Stormgade, hvor konsulatet lå, fandt man Thailands farverige våbenskjold. Inderst i skjoldet var en østerlandsk figur belagt med guld.

Morten rejste sig og børstede småsten af buksebagen. På vej hen mod det offentlige toilet passerede han hendes lille bod. Stoppede op og kiggede lidt tilfældigt på de små figurer, der næsten forsvandt i hans store hånd. Lyttede til samtalen. Hun forstod dansk. Det var heldigt, for det var altså det, han var bedst til.

Han stod med en lille flad figur af grønt silkepapir i hånden, da han mærkede, at hun kiggede på ham.

”Er det en havkat?” Han rakte figuren frem mod hende.

”Hav? Kat? Ved ikke helt, hvad du mener. Kat i havet? Nej, det tror jeg ikke. I Thailand kalder vi den for lille månefisk.” Hun smilede til ham, da han pustede en hårtot væk.

”Hvad kan man bruge den til?”

”Bruge den til?” Hendes pande rynkede som riller i sandbunden.”Den giver mod til en fiskermand, når månen skinner. Er du sådan én?”

”Ja, en slags! Jeg arbejder ombord på hende der!” Og så havde han smilet og nikket over mod ”Anne Lise”.

De havde småsnakket, lige indtil hendes mobil havde ringet. Det var tid at putte børn på Floravej.

Hver gang Nang Mai fremover var på havnen med sin lille bod, var Morten der også. Og hver gang fik Morten købt en ny figur, som han anbragte på hylden over sengen. Månefisken havde han dog i en lille konvolut i lommen. Altid. Hen over sommeren valgte Morten oftere og oftere vennerne fra og tog i stedet et smut forbi Floravej. Inviterede Mai, som han havde fået lov at kalde hende, med på tur ad stien gennem klitterne ned til vandet. Det var et godt sted at slå sig ned. Bare sidde sammen, kigge ud over Vesterhavet. Lade ordene falde, mens sandet løb gennem fingrene, og vinden legede kispus med en hårtot.

Han lærte snart at lukke ørerne for kammeraternes kvikke bemærkninger om wokmad og små lune Thai-ruller fra Daloon. Mai var så meget anderledes. Ville for eksempel ikke have, at han rørte ved hende, når andre var i nærheden. Det var uhøfligt, hvor hun kom fra. Hendes øjne blev bundløst sorte, da hun fortalte om de to storesøstre, der arbejdede som barpiger i Bangkok. Hvordan skulle de ellers skaffe hurtige penge til familien? Faren var død af hjertestop. Mai var så lykkelig for, at hun var det yngre og var blevet au pair i stedet for. Hun sendte hver måned det halve af sin løn hjem til Bangkok og håbede på, at det kunne holde de mindre søskende borte fra arbejde på fabrikkerne.

I slutningen af september rejste Mai hjem til Bangkok. Fire ugers ferie havde hun. Fire lange uger. De sidste to havde han ikke hørt fra hende. Han rystede på hovedet, kunne sgu ikke rigtig forstå det. Smed så skoddet ud over kanten på broen. Måske skulle han lige smutte rundt om konsulatet i Stormgade og høre dem, om de havde hørt fra Mai. Var det ikke sådan noget, man brugte konsulater til?

Han stod på fortovet. Kunne ikke rigtig bestemme sig for at gå ind. Han så intenst på figuren af guld, der var midt i skjoldet. En ørn kunne det ligne. Nej, et menneske med ørnefjer. Et ørnemenneske, der kunne flyve. Flyve! Han blev svimmel bare ved tanken. Han skuttede sig. En besked fra Jonas bippede ind på mobilen: ” Sidder og venter på "Æ Karklud”. Kommer du snart?”

Det var småt med gæster, så de havde det meste for dem selv. Osen fra frituren rev lidt i næsen og fik dem til at overveje en gang pommes frites. De trissede op til Lone, der stod bag baren for at bestille. Mens de ventede, søgte øjnene automatisk den lille fladskærm på væggen. TV2 -nyhederne.

”Nøj, har du set de kinøjsere der, hva’ Morten! De er sgu da godt nok kommet ud at sejle. Hold da kæft for en gang muddervand, de padler rundt i!” Jonas grinede, mens han nikkede op mod skærmen.

Morten bad Lone skrue lidt op. Han fokuserede på de enorme vandmasser, hvor huse, træer, biler, affald og ikke mindst mennesker blev hvirvlet rundt. Han blev svimmel ved synet. Tog et fastere greb om kanten på baren. Det skrattede i hans ører. Lyden overdøvede næsten speakeren: ”Massive oversvømmelser i Bangkok.” Stemmen tågede væk igen. Bangkok? Men Jonas havde da sagt kinesere, havde han ikke? Bangkok var Thailand. Bangkok var der, hvor Mai var hjemme på ferie. Lige nu. To uger siden sidste mail. Nej, nej det kunne simpelthen ikke passe. ”Hvor er det henne, hva’ Lone?” kunne han høre sig selv råbe alt for højt. Jonas kiggede forvirret på ham og lagde en hånd på hans skulder. Speakeren fortsatte: ”De værste oversvømmelser i 50 år. Et område på størrelse med Danmark er hårdt ramt.”

”Ja, sgu da! Det er jo derfor, hun ikke har skrevet!” Morten bankede en flad hånd ind mod panden igen og igen, indtil der kom et stort rødt mærke. ”Forstår du det, Jonas! Det er der, hvor Mai er! Jeg må gøre noget. Nu! Lige nu!” Morten havde taget fat om Jonas’ skuldre og rystede ham. Måske ville løsningen ploppe ud af munden på ham, hvis han rystede hårdt og længe nok.

Så stoppede Morten pludseligt, vendte rundt og løb hen mod døren.”Vent nu lige lidt! Hvad skal du, Morten?” råbte Jonas efter Morten, der allerede flintrede ned mod Stormgade. Jonas var ikke helt sikker på, at han hørte rigtigt, da svaret nåede ham: ”Ud at flyve! Ud til Mai! Ses!”

11 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Jeg vil allersnarest kommentere din historie, men jeg skal på et kursus i Vejle til og med onsdag og har ikke haft tid indtil nu. Så torsdag eller fredag :o)

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Jeg vil allersnarest kommentere din historie, men jeg skal på et kursus i Vejle til og med onsdag og har ikke haft tid indtil nu. Så torsdag eller fredag :o)

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Det skuffer mig at se, at der ikke er nogen andre der har kommenteret din historie mens jeg har været væk. Jeg har været på kursus for frivillige værestedsmedarbejdere fra mandag til i går eftermiddags.

Jeg læste din historie med stigende interesse. Den er så troværdig at jeg spørger mig selv om den er selvoplevet. Din viden/indsigt i miljøet er impinerende. Jeg ser det hele for mig. Morten, som langsomt bliver mere og mere forelsket. Den lille smukke thaipige med det genetisk indbyggede handelstalent og det lille bord. Den lille månefisk giver mig et håb om at Morten finder Mai, at beskyttelsen af den lille fiskermand rækker til hans lille elskede også.
Din beskrivelse af miljøet i havnen med de tre gutter der sidder og "tager havnen af" fra deres plads, hvor solen varmer og der lugter af tjære.
Du bygger historien SÅ genialt op. Spændingen stiger næsten umærkeligt fra fra doven sommerstemning i det lille havnemiljø til panik. Åh, nej der må ikke være sket Mai noget.
Det må der ikke, fordi jeg har fået sådan et smukt billede af hendes karakter. Stærk og dog skrøbelig, og også lidt mystisk (set med Mortens øjne).
De mange små og fint beskrevne detaljer, den nye havnefacade, de unges erhvervsmuligheder,familiemedlemmerne, som desunde er med til at beskrive den enorme afstand mellem Mortens og Mai's kulturer. Jeg kunne blive ved. Der er ikke et ord for meget i din dejlige historie.

Nu mangler jeg bare, at du skriver en fortsættelse, som ender med Morten og Mai's bryllup ;o)

Kærlig hilsen
Jørn E.

N.B.: Vil du ikke nok sende mig din mailadresse. Jeg har mistet min Hotmailkonto og alle mine kontakte der, bruger nu gmail - jekelter@gmail.com.

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Jeg har lige mistet en længere kommentar til dig. Øv!

Jeg vender tilbage senere

Kh Ragnhild

Poly sagde ...

Kære Bente

Lad mig lige starte med at sige, jeg godt kan forstå Jørns skuffelse af de manglende kommentar. Her vil jeg blot nævne, at jeg ikke har skrevet, fordi jeg vidste du ikke havde adgang til nettet i denne uge. Lidt uheldigt måske, fordi du sikkert ikke ved, du har en tekst på i denne uge.

Som jeg før har skrevet, klapper jeg indvendigt hænderne af fryd, når jeg har læst en smuk tekst. Hvilket jeg uvilkårligt gjorde ved det kærkommen gensyn med ”Morten månefisker”. Og ligesom på Saxo, blev jeg igen betaget af din utrolige fine og følsomme novelle.

Din historie drager mig fuldstændig ind og spændingen gør, man hurtigt glemmer, du faktisk starter i nutid, med efterfølgende flashbacks til hvordan det hele startede. Jeg kan ikke undgå at blive blød om hjertet med så menneskelig en historie, som du lader udfolde med jordnærhed, kærlighed, og tonsvis af menneske styrke og mod. Det hele serveret utroligt troværdigt.

Dine fine detailjer, set gennem Morten, er tydelige kontrast billeder af det lidt barske natur og miljø for en fisker, i modsætning til den skrøbelige og dog smukke kultur, som Mai's kultur frembringer.

Hele teksten viser en fornem indsigt af menneskevarme, lune og overlevelses kræfter. Tillige med et anstrøg af eventyr, fordi handlingens lykke ligger i Mortens lomme, nemlig Mai's månefisk.

Igen, tusind tak for en udsøgt og velkomponeret novelle.

Med mange hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

"Kære Bente

Hvor er det dejligt at møde dig igen
i endnu en af dine fine og gennemarbejdede tekster.

Jeg bliver mere og mere indtaget i Morten, mens jeg læser teksten.
Med samme takt, som du på din gode måde langsomt "afdække" din hp,
vokser min sympati for den unge Morten. Han er et dejligt ungt menneske.
Empatisk og straks parat til at gøre det yderste for at hjælpe sin Mai.

Jeg kan rigtig godt lide den "eventyragtige" slutning
"Ud at flyve! Ud til Mai! Ses!
I den ligger det latent, at "kærligheden" som i eventyret vinder.
Morten og Mai klarer det :-)
Han har jo også Månefisken, som giver mod.
Det er da smukt, Bente.

Undervejs undrede jeg mig over et Thailandsk konsulat i Hvide Sande.
Ser af dine svarkommentarer, at du har set det ved selvsyn.
Hvor spændende, at jeres weekend ved Vesterhavet,
gav dig inspiration til saxos sidste novelleopgave.

Du tegner et fint miljø krydret med troværdig lokalkollerit.
Du har virkelig brugt din iagttagelsesevne.
Dejlig tekst. Hvis "venteværelset" er der, kan jeg ikke se det.
Men Morten er i en slags "venteposition" og det er alt nok for mig.
Tilbageblikkene fungerer godt.
Tak for teksten :-)"

Kære Bente

Mens du har været ved Vestkysten, har jeg været i Sydgrønland. 13 dage i alt først i Nuuk og så længere mod syd til landbrugslandet omkring de gamle nordboeres bosteder. Det var en oplevelse af de helt store, og med arktisk sommersol alle dage bortset fra den første.

Jeg har så mange hængepartier herhjemme, og vi får svigerdatter og to søde børnebørn på besøg nogle dage i denne uge, så du tilgiver nok, at jeg genbruger min saxokommentar.

Det var rigtig dejligt, at møde din indtagende Morten igen.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære alle!

Så er jeg vel hjemme igen med en hel særlig følelse i bagagen. Jeg har for første gang i 10 år været på ferie en hel uge. Med fornuft, planlægning og ikke mindst det rette udstyr så gik det uden rygsammenbrud denne gang...og det endda på en måde, så jeg fik overskud til små oplevelsesture i nærområdet nogle af dagene. En milepæl er passeret, hvilket jeg lige havde lyst til at dele ned jer :-)

På vores nylige ferietur til Holmsland Klit var vi også et smut i Hvide Sande, og selv om "Morten Månefisker" er fiktion, så tog den jo netop udgangspunkt i lokaliteterne i dette område. Jeg tog mig selv i at glædes over både både minkfarm, ambassadeskilt og "Æ Karklud", som om de var gamle bekendte. Og så var det da lidt pudsigt at finde ud af, at Morten Månefisker havde været ugens tekst, mens jeg var borte.

Jeg takker for alle jeres omfattende kommentarer. Det var jo den eneste novelle, jeg fik skrevet på Saxo sidste gang, så det glæder mig da rigtig meget, at den falder i god jord, og at I dykker så langt ned i læsningen af den. Tak for det!

Jeg fik ikke skrevet en disse i sidste uge ud over tre postkort, så jeg vil se at få gjort august måneds opgavetekst færdig. Den mangler lige den sidste finafpudsning og et foto :-)

KH Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Ih, hvor dejligt at høre fra dig og specielt at læse, du har haft en dejlig ferie. Jeg er enormt glad på dine vegne. Jeg er sikker på, du har taget danseskoene på af glæde og stadig svanser lystigt rundt hjemme i stuerne.:))

Og sikken et sammentræf med din Holmsland Klit og Morten Månefisker. Helt sikkert ikke noget tilfælde. For den fortælling var umådelig smukt skrevet, at omgivelserne snilt kan tåle masser af gensyn.

Hvilket også gjorde det til en fornøjelse "at dykke ned i læsningen".

Apropos vores feedback - som jeg også lige har nævnt for Jørg - så kan jeg så let som ingenting, lige se for mig dine tekster i en bogform. Titlen kunne jo f.eks. være Små Perler, eller Små Guldkort eller ligende. Jeg ville gerne købe den bog, så jeg ind imellem kunne tage den frem og komme i en smuk stemning.

Med mange hilsner
Poly

Poly sagde ...

Kære Ragnhild

Og selvfølgelig er det også dejligt at læse, at du ligeledes har haft en god ferie i Grønland. Som jeg, som så mange andre danskere, slet ikke har aflagt et besøg.

Og du har åbenbart også kurven fuld af "hængepartier", ligesom flere her på Skrive-bloggen. Men jeg er alligevel håbfuld for en ny historie fra dit kære Grønland.

Lige en lille note i forbindelse med SAXO temaet for novellen. Selv om man vist skulle bruge "venteværelset" og "flashbacks", mener jeg , at hovedvægten var på flashbacks. Og det har Bente netop brugt i denne novelle, fra mit indtryk. Man glemmer let at novellen starter i nuet, og alt det vi læser faktisk er et flashback.

Med mange hilsner
Poly

PS. Har du set billedet til September-opgaven? Jeg har lige skrevet en kommentar, om hvorledes du faktisk er 'skyld' i billed-opgaven! :))

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Tak for at sprede positive energier herinde. Det er med til at smøre hjulene, holde humøret højt og holde maskineriet kørende!

Jeg har brugt de sidste fire dage på at få smerteniveauet i hele kroppen ned, for selv en dejlig ferie har sine omkostninger for mig, så "dansen" er foregået mest liggende.Derfor var det også meget passende, at der skulle skiftes modem og netforbindelse her i hytten, så jeg ikke blev fristet til at begynde skriveriet før nu. ;-)

Drømmen om at skrive et længere værk tillader jeg mig slet ikke at have og synes inderst inde heller ikke, at jeg har talentet til det. Og det er helt ærligt ment!Den tid, jeg så i givet tilfælde skulle bruge ved pc'en, ville skulle tages fra mailkorrespondance, deltagelse her på bloggen og lignende skrivefora, og det ville øge min isolation ganske væsentligt, så for mig er der egentlig slet ikke grund til at overveje det overhovedet. Jeg har dog en brevkorrespondance liggende mellem Jacob og så vores husnisse fra flere år i december, så skulle jeg engang få en anden krop, der muliggør mere skrivetid, så ville jeg nok se at få det lavet til familiens egen julekalender i 24 afsnit.

Og da også tak for at tage initiativ til næste måneds opgave:-)
Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Selvtak, og tak også til dig og den lille kerne, der også holder maskineriet vital.

Jeg synes da, det var godt for dig, du kunne holde en skrivepause og blot nyde din ferie. Naturindtryk er en lækkerbisken for vores sjæl, så når den banker på, er det blot om at fokusere med alle tøjlerne.
Så det med dansen var mere mentalt ment. :-))

Ikke talent, hmm! Nej, nu må du styre dig! Du osser af fedt talent. Men jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det desværre ikke holder kræfterne i hånden. Og selvfølgelig er der nok skriveri, med brevkorrespondance og alle de andre ting der falder forbi.

Og egentlig burde vi være mere taknemmelig for alle de ting, som du nu engang får skrevet. Men desværre er vi mennesker også sådan, at vi hellere end gerne vil have mere af noget specielt godt og fint, som f. eks. dine dejlige fortællinger.

Men tænk at du har en husnisse. :)) Og så en der kunne lave en julekalender. Det lyder utroligt facinerende. Og skulle det engang lykkedes at få lavet den skriftlige julekalender, vil det være skønt at kunne læse med. Hvis det altså ikke er for personligt.

Og det er faktisk Ragnhild som er indirekte skyld i den næste opgave, som jeg lige skrev i kommentaren.

Med mange hilsner
Poly