lørdag den 29. september 2012

Det hemmelige rum 2



Tekst og foto: Jørn E.

Det bankede på kriminalinspektør Wims dør. Han sad og læste nogle oplysninger, som Krista, hans kvindelige assistent og kriminaloverbetjent havde skaffet for ham. ”Jaah, kom ind”. Wims var fordybet i papirerne. Det kunne høres på det lidt åndsfraværende svar.

Krista skubbede døren op med hoften og kom ind med en bakke med frisk duftende morgenkaffe og friske, smurte, rundstykker. Wims kiggede smilende op. ”Du er danmarks bedste kriminalinspektørassistentoverbetjent” han klukkede tilfreds med sin engen humor og over det Krista bragte. Bakken blev sat på skrivebordet mellem dem. De tog hver en forsigtig slurk af den varme kaffe.

”Godt arbejde min kære Krista. Når man sammenholder oplysningerne fra tingbogen med de kommentarer du har fået fra ejendomsmæglere der har handlet huset, tegner der sig et billede, som godt kan give anledning til lidt tankevirksomhed”.

Resultatet af Kristas arbejde kan sammenfattes sådan: Siden 1973 og frem til maj 2009 havde huset været ejet af en frimenighedspræst ved navn Johannes Markussen. Han var ”hyrde” for en lille, meget strengt kristen menighed ifølge oplysninger fra den ejendomsmægler der havde formidlet salget for pastor Markussen. Salg og fremvisning var blevet overladt helt og fuldstændigt til mægleren. Kort efter var pastoren flyttet fra huset til en adresse i Vrande i Midtjylland. Herefter havde mægleren kun haft telefonisk og skriftlig kontakt med pastor Markussen.

”Det gik lidt stærkt det her” mumlede Wims mens han gumlede på sit rundstykke. Krista nikkede.
”Ja, det ligner næsten en flugt”.

Samme eftermiddag blev Wims ringet op af kriminaltekniker Flemming Mortensen. Han fortalte at de under den mere grundige gennemgang af rummet under gulvet hvor de meget små fingerknogler fra et antagelig mumificeret barnelig havde ligget, også havde fundet et par hår. Der var blevet foretaget en DNA undersøgelse af både fingerled og fingerknogler. Mortensen kunne fortælle, at hårene og knoglerne, havde tilhørt to nærtbeslægtede.

Wims orienterede Krista om resultatet af de tekniske undersøgelser.”Men det bringer os desværre ikke så langt”. De hår kan jo være kommet derned på mange måder. Det beviser ikke noget som helst. Desuden kan en DNA-profil jo ikke stå alene som bevis i en dansk retssag.” Wims kløede sig eftertænksomt i håret.
”Jeg tror jeg smutter ned til min gamle ven Kristiansen, kordegnen, og ser om han kan fortælle mig noget mere om denne pastor Markussen.

Wims fortæller videre:
Kristiansen kiggede op fra sit arbejde ved computeren, da jeg trådte ind på kontoret. ”Hva' Søren. Uventet besøg, her midt på dagen. Det må være i embeds ”vanfør” grinede han”.
”Ja, det må jeg jo indrømme”
Jeg ridsede sagens vigtigste linier op.
”Lad mig se engang, hvad jeg har om den gamle idi.. ” Min ven slog sig for munden. ”Nå men, selvretfærdig, fanatisk og totalt blottet for humor, det var han og der har jeg i alle tilfælde ikke sagt noget forkert”
”Nå lad mig se” Johannes Markussen født i Vrande i Jylland d. 13. februar 1943. Gift 3. juni 1969 med Mathilde Nørregaard, ligeledes fra Vrande. I 1973 flyttede de til vores by. Da pastoren startede sin frimenighed havde han ikke boet her ret længe. Ja, herrens veje er uransagelige. Hvorfor skulle det lige gå ud over os?
”Nej, her skal du bare høre” udbrød min gamle ven. ”Han er død, og her står ”findested” Jernbanesporet lige uden for brande kl. 19.35 d. 3. marts 2010. Det er vist DSB kalder en personpåkørsel!”

Jeg stirrede på min gamle ven. Det var vist dagen efter, at aviserne skrev om vores mystiske fund i pastorens tidligere ejendom. Jeg sprang op. ”Selvmord”?
”Rolig nu hr. kriminalinspektør. Der er mere. Pastoren havde en datter, Sara Markussen, født d. 5. juni 1992”
”Det lugter ikke godt det her” var mit umiddelbare udbrud. Kan du give mig et udskrift af disse oplysninger”.
”Ja, det har jeg jo pligt til. Du er jo en myndighedsperson”. Kristiansen grinede smøret.

Da Wims vendte tilbage til stationen, kunne Krista se, at han havde det hun for sig selv kaldte ”sporhundefjæset” på.
”Krista” kan du ikke se, om du kan finde noget mere om familien Nørregård fra Vrande.”
Han rakte hende udskrifterne fra kirkebogen. Ellers kan kordegnen sikkert hjælpe dig.

Jeg går ”undercover" i Vrande”.
”HVA' gør du!”
Krista tabte underkæben.

Fortsættelse følger

Jørn E.

1. november 2011

729 ord. Så er I advaret ;o0

lørdag den 15. september 2012

På kunstudstilling med Tante Tulle



Tekst og illustration: Bente Pedersen

”Kan du ikke køre omkring Tante Tulle? Hun mangler hjælp til indkøb!” lød sms’en fra Charlottes mor. Charlotte rynkede lidt på næsen. Stranden og Morten måtte så vente til senere. Hun elskede sin tante højt, men at handle sammen med hende kunne være noget af en udfordring. Tante Tulles distræte og noget forvirrede tilgang til verden var ikke blevet mindre, som sygdommen skred frem.

Charlotte sukkede, vendte cyklen og kørte hen mod gadekæret. Her boede Tante Tulle stadigvæk i det lille hvidkalkede hus. Forleden havde hun været ved at bage petits fours til en fernisering. Imens de var i ovnen, hvirvlede hun rundt og placerede alle sine farvestrålende lærreder i den lille have. Da den tykke røg så kom væltende ud ad Tante Tulles køkkenvindue, ringede Fru Hansen ved siden af nærmest pr automatik 112.

Charlotte stillede cyklen i det lille stativ ved lågen og låste sig ind. I gangen duftede det sødt og krydret.

Hun sparkede sandalerne af, mens skoletasken blev smidt i hjørnet. Hun elskede onsdage, når hun skulle passes hos Tante Tulle. Duftglasset med låg stod på det lille, hvide bord under spejlet. Det var fyldt med rosenblade fra tantes have. Hun havde selv været med til at samle dem, så de kunne tørres. De knasede lidt som cornflakes, når hun kørte fingrene igennem dem. Som altid stak hun næsen helt ned i glasset og snusede ind. Så åbnede hun den sorte lakæske, der stod ved siden af. Hun kunne se sit lille runde ansigt i låget, så meget skinnede lakken. Selv om hun godt vidste, hvad der nu ville ske, holdt hun altid vejret. Når den lille spilledåse så begyndte at klimpre, og danserinden snurrede rundt på tåspidsen, slap Charlotte igen åndedrættet frit. Hun huskede at tørre lakæsken af med trøjeærmet, inden hun stillede den tilbage på plads.

Charlotte rystede lidt trist på hovedet ved synet af kørestolen, der stod klappet sammen i entréen. Nu var det for længst slut med at rejse, for Tante Tulle kunne hverken gå særlig langt eller finde vej selv.

Inden de kunne komme ud af døren, insisterede Tante Tulle på at iklæde sig en hvid sommerkjole med broderi anglaise. Hun anbragte en lille stråhat med lilla bånd på de grå lokker, og siddende veltilpas i kørestolen slog hun den elegante parasol ud med et smæld. Charlotte havde forstået, at Tante Tulles plan for dagen var at besøge den meget ansete udstilling på ”Musee des Arts Decoratifs ”. Charlotte krydsede fingre for, at Tante Tulle ville godtage, at lige præcis den udstilling fandt sted i ”Dagli'Brugsen” i Østerbygade.

Uden for ”Dagli'Brugsen” studerede Tante Tulle nøje plakatsøjlerne med dagens tilbud og erklærede: ” Jo, vi må straks ind og købe billetter, lille Charlotte, for tro mig! Dette bliver noget af et tilløbsstykke!” Indenfor pegede Tante Tulle mod kioskafdelingen med sin solparasol og bad Charlotte hente 2 billetter og et udstillingskatalog.

De rullede videre mod svinglågen ved indgangen, mens Tante Tulle fornøjet studerede ”Bo Bedre”. Charlotte forklarede hende, at der i dag var lodtrækning på billetterne, så hun skulle sørge for at gemme dem. Tante Tulle viste dernæst de to indkøbte skrabelodder til flaskedrengen, Kristian, der stod ved flaskeautomaten. Selv om alle i Nr. Vebberup kendte Tante Tulle, så blev Kristian dog lettere forvirret, da han på flydende fransk blev spurgt, om udstillingen var en succes.

Mens Tante Tulle studerede en farverig opstilling af ananas på dåse og forsøgte at finde det omtalt i kataloget, skyndte Charlotte sig rundt efter af varerne på indkøbssedlen. Det gik planmæssigt, indtil hun hørte et mægtigt rabalder af dåser, der faldt. Hun hørte også Tante Tulle råbe: ” Au secours! Au secours! Venez vite ! C'est un grand scandale!”

Lars, ”DagliBrugsens ”bestyrer, kom løbende hidkaldt af larmen. Midt i en bunke væltede ananasdåser sad Hans og tog sig til hovedet. Han var repræsentant for ”Gevalia-kaffe” og havde såmænd bare stået og fyldt varer på hylden, da kvindemennesket i kørestolen begyndte at hyle op på fransk og dernæst havde slået løs på ham med sin parasol.

Lars skyndte sig at køre Tante Tulle i retning af slagterafdelingen, hvor han blev mødt af Charlotte. ”Nu må du altså lige tage dig af Tante Tulle. Hun overfaldt en mand omme ved kaffen! Tror du ikke bare, at du skal køre hende hjem, inden der sker mere?”

Charlotte overtog kørestolen og kørte mod udgangen. Tante Tulle tørrede de små svedperler under næsen væk med et lommetørklæde. ”Ja, du kan sandelig godt være stolt af din gamle tante, lille Charlotte, for jeg har lige reddet et af de vigtigste kunstværker på hele udstillingen. Vil du tænke dig, Charlotte! Der var en mand, som bare sådan uden lige begyndte at flytte rundt på kunstværket! Skandaløst!” Tante Tulle virrede med sit lille hoved, så de grå lokker bølgede under hatten. ”Jeg råbte på hjælp, men han fortsatte bare. Hvilken mageløs frækhed! Bare fordi, jeg er en gammel kone i kørestol! Sådan en vandal! Så svang jeg min solparasol. Han fik et ordentligt gok lige over øret. Han svimlede vist, for han væltede sørme hen over hjulene på min kørestol! Hvilket held!” Hun rettede lidt på en bøjet stiver i parasollen og skubbede lommetørklædet på plads i ærmet. Tante Tulles smil var i sig selv et lysende kunstværk, da Charlotte hastigt rullede hende mod udgangen.

lørdag den 8. september 2012

Gåturen



Tekst og foto: Poly Schmidt

Den åndssvage kørestol, nu knirkede den igen, blot man løftede rumpen. Det var også for dårligt, at de ikke havde lagt ham hen at hvile endnu. Helt sikkert, om lidt når en af dem kom vimsende ind af døren, fik han severet en eller anden undskyldning.

Han prøvede desperat at rette folden ud, der sad og gnavede i skridtet. Han vidste, bukserne var alt for små, da de hjalp ham med at få dem på. Ikke kun det,at de var stive og rædselsfuldt grånussede, men tillige kløede de af det billige sæbepulver, de åbenbart brugte. Det samme gjorde sig gældende for den hvide skjorte, der var mere ubehagelig end bukserne.

Man skulle tro, de alle var straffefanger, for noget mere deprimerende syn end kun gråt og hvidt, var nærmest en synd for guderne. Selv de gamle kørestole var leverpostejfarvede.

Anders prøvede at bugsere kørestolen hen til sengen, men uden held. Dødsyge kørestol, tænkte han, ligesom en meningsløs lidelse. Måske skulle han bare tage sin middagslur i stolen og glemme alt om at få hjælp til at komme op i sengen.

”Ja, ja lille far, jeg prøver jo at undgå alle de ujævnheder, jeg kan, men den dumme kørestol har sin egen mening. Og nu hvor jeg endelig kører dig en tur forbi de smukke kornmarker, så lad nu være med at brokke dig. For øvrigt var det dig selv, der foreslog, vi gik hen til den gamle landsbykirke for at lægge en blomst på mors gravsted.”

Anders vidste ikke hvor meget hans gamle senile far forstod, men han lod som ingenting og snakkede blot løs, om alt det de mødte på vejen. Han havde ikke selv noget imod, det gik med langsomme skridt over de toppede brosten. Bestemt ikke det bedste for en sart krop og en elendig kørestol, der var svær at manøvrere. Men i sådan en gammel landsby kunne man vel ikke forvente, der blev anlagt nogen form for ramper. Selvom det villle give kørestolsbrugere mulighed for at komme helt tæt på naturen og tillige nyde de gamle bindingsværkshuse uden at ende med blå mærker overalt. Selv nød han gåturen, den pragtfulde vindblæste natur og det stemningsfyldte landskab med gamle egetræer. Hvor end man skuede var der gavmildt strøget mageritter, valmuer og kornblomster, som om tusindvis af sommerfugle havde taget bo i kornmarkerne. Mange steder kunne man oven i købet se havebevoksning fra Arilds tid blandt kornmarkerne. For Anders var det også et dejligt gensyn med mange smukke og glade minder.

Alle i landsbyen var dybt engageret i at holde deres haver smukke. Mest lagde han nu mærke til alle deres frugttræer, hvor han havde tilbragt uendelige timer med alle sine legekammerater. Åh, hvor havde han dog lyst til at kravle en tur op i æbletræets kroner og skue ud over landsbyen. Men ak, det kunne man desværre ikke i hans alder, og slet ikke med hans far på slæb. Anders var så optaget af sin egen verden, at han ikke så udgravningen, før det var for sent. Han nåede lige at råbe til sin far, han skulle holde fast i armlænet. Selv greb han ud efter kørestolens håndtag, og nåede lige at tænke:"Den åndssvage kørestol!", før den smuttede ud af hans greb.

”Anders, Anders, hvad laver du dog på gulvet?”
”Hvad for noget! Hvad sker der?”
Anders kiggede sig forvirret omkring, men kunne slet ikke genkende noget. Han kiggede op i et bedårende ansigt. Men hvem hun var, anede han ikke.

onsdag den 5. september 2012

September-opgave



Foto: Randi Abel

Kære alle,

September-opgaven er Poly ophavskvinde til:

Skriv er tekst på basis af dette billede, http://borglumkunst.dk/view.php?id=180

God skrivelyst.

Kh
Randi

lørdag den 1. september 2012

Johannes fødselsdag



Tekst og foto: Jørn E.

Det var den 4. maj om morgenen året var 2005. Johannes sad i morgenkåbe og nød udsigten til solens flimren i de nyudsprungne bøgetræer i parken foran hans vinduer. Han tørrede sig åndsfraværende om munden endnu engang. 'Ja, 4. maj.' tænkte han. 'Gad vide hvad nummer i rækken det var.' Johs, som han kaldtes blandt venner, og dem var der mange af – begyndte at regne. 60 år kom han frem til. 'Jamen, så var det jo et jubilæumsår.
'Johs kom til at tænke på gutterne fra frihedskampen. Ved 50 års jubilæet havde der været otte, foruden ham selv. Erling havde været 87 dengang, så ham var der nok afbud fra. Han kunne ikke huske hvor gamle de andre var. Men han var sikker på, at der var to eller tre som var ældre end ham, så det var jo spændende at se hvor mange der ville være tilbage fra gruppen i år.
Han fortsatte sin avislæsning. Det var blevet et ritual at læse avisen mens han spiste morgenmad.. Han læste omhyggeligt alt nyhedsstoffet. Han ville følge med i hvad der skete i den verden han trods alt stadig var en del af. Dødsannoncerne blev ekstra grundigt studeret i dag. Han tænkte stadig på gutterne. Allan var der endnu. Det vidste han. Allan og han havde i mange år arbejdet i samme firma. Nu boede Allan i en dejlig lejlighed inde på Østerbrogade, næsten overfor Johanneskirken. Han havde stadig sin kone, Helen, som var født i England. Johs smilede for sig selv. De to havde altid elsket hinanden. Så vendte hans tanker endnu engang tilbage til de andre. Hanse havde været lærer på den lokale skole, og var den der havde fået ham med ind i gruppen. Hvor gammel kunne Hanse være? Han var vel 24 – 25 år dengang i 1943, så han ville være omkring de 85 i dag, Var han virkelig ikke mere end fem år ældre en ham selv? Han havde virket på Johs som en ”voksen” dengang, hvor han selv kun var en stor dreng..
Hvorfor havde de ikke holdt forbindelsen efter befrielsen. Ja, Allan og han, som begge var udlært som typografer på avisen i Kalundborg havde fået arbejde i København i ”Byens Cliché Anstalt A/S”, så de boede ikke længere i nærheden af de andre, som vist allesammen havde fortsat deres liv som landmænd i Algestrup og omegn. Men det havde ikke været hele forklaringen. Det var Johs sikker på. De havde sammen oplevet ting som ingen af dem brød sig om at tænke på. Selskabeligt samvær kunne ikke undgå at bringe de ubehagelige minder frem. Johs følte, at det ganske enkelt gjorde samvær umuligt i mange år. Han for sammen da han hørte Bittens stemme. 'Jeg har et par breve til dig. Det ene er fra hjemmeværnet i … Algestrup' hun udtalte navnet tøvende. Nu skal du vel ikke ud og gøre fædrelandet usikkert, Johs.' Hun lo. 'Nej, de bruger ikke den slags køretøjer i forsvaret. Han klappede rullestolen kærligt på armlænet. 'Ikke engang i Hjemmeværnet.' Så lo de begge to. Han kiggede på hende mens hun samlede service og bestik sammen på en bakke. Hun var koreaner og selv for en koreaner var hun ret lille. Hun var smuk og ligesom mange af pigerne på hjemmet var hun også sød og med glimt i øjet. Altid hjælpsom og tid til en lille sludder var der også. 'Jamen, det ser faktisk ud som om jeg skal ud og gøre fædrelandet usikkert', udbrød Johs og grinede højt efter at have læst brevet fra Hjemmeværnet. 'De vil holde min 80 års fødselsdag for mig, dernede i Algestrup', på kroen. Jamen det er da fantastisk'. Johs smilede over hele hovedet og Bitten kom hen og kiggede på brevet over skulderen og gav ham et lille knus.

Johs var stærkt plaget af slidgigt i knæ og hofter. De mange år på betongulvet i kliché anstalten havde sat sine varige spor. Han kunne kun gå nogle ganske få skridt med to stokke, så han var meget afhængig af sin kørestol. Men han gjorde meget for at holde sig i form. Han deltog i Kørestolsmarathon hvert år og daglig kørte han ca. fem kilometer i sin sportskørestol. Bare jeg har ”Skipper Skræk arme” så gør det ikke så meget, at jeg har ”tændstikben”, forklarede han altid grinende.

Bitten fortalte Vera, om indbydelsen til Johs. Vera var boss for den afdeling Johs boede på og hun tog sig bl.a. af situationer som denne. Hun sørgede for at købe billetter for de gamle på Rejseplanen og af og til tog hun også med til Hovedbanegården og fik sat dem på toget. Det ville hun også gøre for Johs. Vera var først i 50erne, lidt rund og med lyst krøllet hår, som altid så ud som om det levede sit eget turbulente liv.

Vera printede en billet ud. Dejligt nemt. Tog uden skift undervejs fra Hovedbanegården til Algestrup, hvor Johs venner ville hente ham. Så var det klaret tænkte hun, godt tilfreds med sig selv.

Dagen oprandt hvor Johs skulle fejres i Algestrup. Om natten var en af beboerne død, og Vera havde en masse ting at ordne i den anledning. Hun kom i tanker om Johs som skulle køres ind til Hovedbanegården. Hun kunne ikke forlade plejehjemmet da hun skulle tage imod de pårørende. Hun rejste sig fra sit skrivebord og gik ud på gangen for at finde Bitten. Der gik ikke lang tid, før Bitten kom ud fra en af stuerne. 'Bitten', kaldte hun. 'Bitten kan du ikke gøre mig en tjeneste og køre Johs til Hovedbanegården. Han skal nå et tog kl. 10.43, men det hele står på billetten'. 'Jo, men det skal jeg da nok.' Bitten smilede og stak en tommelfinger i vejret for at markere at det havde hun helt styr på. 'Åh, Gud være lovet for det pigebarn. Ikke så mange spørgsmål. Hun gør det bare', tænkte Vera.

Lidt over halv ti bankede Bitten på hos Johs. Hun ville sikre sig at han var klar og hun havde taget en termokande kaffe og to stykker kringle med. Johs var klar, - næsten. Han havde taget sit fine grå nålestribede jakkesæt på. D.v.s. jakken lå på sengen, bukserne var ikke lukkede og skjorten sad udenpå. Bitten satte bakken med kaffe og kringle på bordet. 'Nu skal jeg gøre den fine påklædning færdig. Rejs dig lige op. Du kan godt støtte dig til armlænene.' Bitten fik stoppet skjorten ned i bukserne, spændt livremmen og trukket lynlåsen op. 'Kan du ikke lige hjælpe mig med slipset også. Du binder sådan nogle flotte knuder', bad han. Bitten tog slipset som lå på sengen ved siden af jakken. Det var stribet i farver som dem i Union Jack og lignede et udsnit af flaget. Med slipset på plads, manglede Johs bare, at få jakken på og fortjenstmedaljen og frihedskæmper armbåndet rigtig anbragt. Bitten sikrede sig, at det hele sad som det skulle før hun satte sig. Hun skænkede kaffen. 'Når vi har drukket kaffen, kører jeg dig ind til Hovedbanegården. Vera har bedt mig gøre det fordi gamle fru Gellesen døde i nat. Jeg håber det er i orden?' 'Ja min søde pige, selvfølgelig er det det, og tak skal du have.

Bitten kørte Johs til Hovedbanegården i en af hjemmets minibusser med lift. På banegården fandt hun den perron toget skulle afgå fra. Nede ved toget blev Johs hjulpet ombord af togpersonalet.
Johs gjorde meget ud af afskeden med Bitten, idet han tog hendes hånd og gav hende et kys på den.
'Altså Johs, din gamle charmør. Hav nu en god tur. Har du din telefon med dig?' Johs nikkede.
Han havde fået at vide, at Sven som var søn af Anders fra modstandsgruppen ville hente ham ved stationen og han havde fået hans telefonnummer.

<<<<<<<<<<<>>>>>>>>>>>


Undervejs kom Johs til at døse lidt. Han tænkte på, at nu hvor han var blevet 80, ville han skrære Marathonnen ned til en halv-Marathon. Det måtte være rimeligt. Tankerne flød sammen med togets lyde og de små bump ved skinnesamlingerne.
Han blev vækket da den ene af to drenge der stod foran ham spurgte: 'Hvad er det for et armbånd du har på?' Johs kiggede venligt op på det nysgerrige ansigt. 'Det er et frihedskæmper-armbånd. Sådan et fik vi alle sammen i de allersidste dage af besættelsen.' Drengen kiggede stadig nysgerrigt på Johs. Johs fortsatte: 'Du ved at Danmark var besat af tyskerne fra 1940 til 1945, ikke?' Drengen svarede tøvende: 'Jo – jahh.' Så lyste hans ansigt op. 'Vi har set ”Flammen og Citronen.' Kammeraten fil et puf i siden, som for at få ham til at bekræfte deres fælles oplevelse. 'Ja, den var skidegod. Har du været sådan en som dem?.' Nu havde Johs de to ungersvendes fulde opmærksomhed. De ventede spændt på hans svar. Johs smilede lidt skævt. 'Ja, noget i den retning'.
'Hvor sejt' kom det næsten i kor fra drengene. 'Er det derfor, at du han fået medaljen.' Ville kameraten vide. 'Må jeg tage et billede af dig' spurgte han. 'Ja, hvis I fortæller mig hvad i hedder', svarede Johs. 'Jeg hedder Frederik'. Det var kammeraten. 'Martin her, kom det fra ham der havde spurgt til armbindet. Drengene forevigede ham med deres mobiltelefoner og deres kammerat ved siden af.
Toget sagtnede farten. 'Vi skal af her' oplyste Martin. Johs tog sin tegnebog frem og gav dem hver et visitkort.'Vær søde at sende mig jeres billeder. Martin du får lige et visitkort mere. Det kan du give til en af jeres lærere, hvis han eller hun syntes at I kunne trænge til at vide lidt mere om besættelsestiden. 'Super'. Drengene kiggede på hinanden og på visitkortet og gentog 'Super'.
Nu var toget lige ved at standse og Martin lovede at Johs nok skulle få de to billeder.

Resten af rejsen gik uden flere hændelser, men Johs var godt tilfreds med sig selv. 'Det er vigtigt at ungdommen holdes vidende om hvad der skete dengang'.
Togbetjenten kom hen og lagde en hånd på hans skulder. ' Det er Algestrup næste gang, så jeg gør rampen klar til dig'. 'Tak skal du have'. Johs syntes, at det var gået hurtigt at nå til Algestrup. Men togene var selvfølgelig også meget hurtigere end damplokomotiverne dengang.
Fremme i Algestrup blev Johs hjulpet af toget og stod nu på perronen. 'Kan du klare dig selv herfra?,' ville togbetjenten vide. 'Ja tak, jeg bliver hentet.' 'Det er godt, så vil jeg køre videre'. Togbetjenten smilede og steg op i toget. Dørene smækkede i.

Johs så sig omkring. Udover fuglesang og en fjern landbrugsmaskine var der ingen lyde, så de der var understregede stilheden. Mennesker var der heller ingen af. Johs så sig omkring. Ikke et øje. Han valgte, at ringe til Søren som skulle hente ham. 'Hallo det er Søren' lød det i telefonen. 'Ja, det er Johs. Jeg står udenfor stationen nu, så du kan godt komme og hente mig'. Søren var på forhånd orienteret om Johs ankomsttid og kunne ikke rigtig forstå, at Johs allerede var der, men han lod som ingenting for ikke at forvirre den gamle mand. 'Jamen det er helt fint. Men jeg skal først lige op og hente mini-bussen, så der går desværre nok en god halv time før jeg kan være der'. 'Det går nok alt sammen, vejret er jo fint, så jeg kører en lille tur i ventetiden. Det skal du ikke spekulere over. Jeg sørger for at være foran stationen igen om en halv time.

Rundt om banegårdsplandsen var der to og treetagers huse. De ældste så ud til at være fra 1900-tallets begyndelse. Midt på pladsen var der to bus-perroner med skilte som fortalte hvor busserne gik hen, desuden et læskur på hver perron. Ingen busser. De var kørt kort efter at toget var kommet.
Fortovet foran stationen førte ham til højre. Det første stykke var der de samme provinsielle byhuse som på banegårdspladsen. Så tyndede det ud og sluttede med et par mindre huse, som der tilsyneladende var lidt have til. Da vejen og fortovet slog et skarpt sving til venstre var der på højre side en uopdyrket mark, som stod flot med vilde græsser og markblomster. Johs sad i sine egne tanker og nød stilheden og den farverige mark. Pludselig kørte rullestolen ud over flisekanten ind mod marken. Den trillede et lille stykke, sank i og væltede. Johs faldt sidelæns ind på marken og slog hovedet mod en sten. Det sortnede for hans øjne.

Johs vidste ikke hvor længe han havde ligget der da han så småt genvandt bevidstheden. Han hørte skudsalver fra maskinpistoler. 'Det er tyskerne tænkte han. Hvem var da også den idiot som havde besluttet at gennemføre en aktion ved højlys dag.' Flere skudsalver. Nu hørte han også nogen der råbte på dansk. Johs trykkede sig mod jorden og håbede at ingen så ham. Men så hørte han støvler i løb hen ad fortovet. 'Nu er det ude med mig' nåede Johs at tænke. Støvlerne standsede og så hørte Johs en der råbte. 'Kom og hjælp mig. Gutten her er væltet med sin kørestol' og så, med en vis ærefrygt i stemmen: Ring efter en ambulance. Det er sgu en gammel frihedskæmper med armbind og medalje'. Johs som stadig var groggy følte at nogen ruskede i ham. 'Hej, kan du høre mig' råbte støvlerne'. Johs mumlede et eller andet som skulle gøre det ud for et 'ja'. 'Du er kørt i grøften'. Støvlerne lo lidt. Æh, jeg hedder Arne. Vi har en lille øvelse her. Der var ikke indlagt Første-hjælp, men det tager vi også med. Arne klukkede lidt igen I mellemtiden var flere hjemmeværnsfolk kommet til. De fik ham sat op i rullestolen, som nu stod sikkert på fortovet. Johs fik lidt vand fra en feltflaske og var efterhånden helt frisk, bortset fra hovedpine og en ordentlig bule i hovedet som blødte lidt efter den lidt voldsomme kontakt med stenen på marken.
Ambulancen kom med blå blink og sirener. Arne orienterede ambulancefolkene om situationen. Paramedicineren på ambulancen spurgte Johs, om han kunne huske hvad der skete. 'Ja, jeg kørte en lille tur mens jeg ventede på ham som skulle hente mig ved stationen'. Johs fortalte det hele om fejringen af hans 80 års fødselsdag i Algestrup, hvor flere af hans venner fra besættelsen boede. Arne, som havde lyttet med, brød ind. 'Ja, undskyld jeg blander mig. Der er altså noget helt galt her. Vi kender de frihedskæmpere som stadig lever og bor heromkring. Jeg ville også have vidst, hvis der var nogen i de kredse, som skulle holde en 80 års fødselsdag for en gammel frihedskæmper.'
'Jamen, jeg har telefonnummeret til Søren. Det er ham som skal hente mig på stationen.' Johs rakte sedlen med nummeret til Arne.
Arne ringede op. 'Dav, du taler med Søren fra Hjemmværnet i Algestrup syd for Køge. Jeg står her med Johs, som påstår at I vil holde hans 80 års fødselsdag.' Kort pause. 'Aha, - nej jeg ved ikke hvordan han er havnet her, men det kunne se ud somom der er sket en fejl ved billetkøbet. Igen en længere pause. 'Nej og der er ingen station i jeres Algestrup så I skulle altså hente ham i Tølløse? Pause. 'Jamen, han har slået hovedet og har muligvis en lettere hjernerystelse. Vi har en ambulance her, som vil køre ham til hospitalet i Køge til observation.' Ny pause mens Arne lyttede til Søren. 'Hmm, ja det lyder jo ganske betryggende. Jeg synes lige du skal tale med paramedicineren, øjeblik. Arne viftede parmedicineren til sig. 'Han siger, at han er læge på skadestuen i Holbæk, og han vil gerne tage ansvaret for Johs.' Det er i orden med mig, hvis bare jeg får hans navn til rapporten og så skal Johs selvfølgelig også være indforstået.'
Arne gik hen til Johs og forelagde ham situationen. 'Jamen, det er jeg helt indforstået med.' Johs var fyr og flamme. Arne talte igen med Søren. 'Vi skal nok køre ham op til jer, så jeres fest ikke bliver alt for forsinket.' Der lød svage høflige protester fra den anden ende, som sluttede med at Søren tog imod tilbudet, gav Arne adressen og takkede endnu engang. Paramedicineren lagde en let forbinding om Johs' hoved, og et par smertestillende piller til at tage hovedpinen.

Arne havde sin Mercedes Vito parkeret på banegårdspladsen. Efter at have hentet den, blev rullestolen anbragt i varerummet og Johs i passagersædet, og så gik det afsted til Algestrup ved Tølløse.
Her ventede der et stort selskab med papirflag og hurra-råb, samt en fest Johs talte meget om bagefter. Men han talte lige så meget om hans detour til Algestrup ved Køge.

Man skal passe på med alle de småbyer i Danmark, som bærer samme navn.

Jørn E.
26. august 2012

Alle rettigheder forbeholdes.