lørdag den 29. september 2012

Det hemmelige rum 2



Tekst og foto: Jørn E.

Det bankede på kriminalinspektør Wims dør. Han sad og læste nogle oplysninger, som Krista, hans kvindelige assistent og kriminaloverbetjent havde skaffet for ham. ”Jaah, kom ind”. Wims var fordybet i papirerne. Det kunne høres på det lidt åndsfraværende svar.

Krista skubbede døren op med hoften og kom ind med en bakke med frisk duftende morgenkaffe og friske, smurte, rundstykker. Wims kiggede smilende op. ”Du er danmarks bedste kriminalinspektørassistentoverbetjent” han klukkede tilfreds med sin engen humor og over det Krista bragte. Bakken blev sat på skrivebordet mellem dem. De tog hver en forsigtig slurk af den varme kaffe.

”Godt arbejde min kære Krista. Når man sammenholder oplysningerne fra tingbogen med de kommentarer du har fået fra ejendomsmæglere der har handlet huset, tegner der sig et billede, som godt kan give anledning til lidt tankevirksomhed”.

Resultatet af Kristas arbejde kan sammenfattes sådan: Siden 1973 og frem til maj 2009 havde huset været ejet af en frimenighedspræst ved navn Johannes Markussen. Han var ”hyrde” for en lille, meget strengt kristen menighed ifølge oplysninger fra den ejendomsmægler der havde formidlet salget for pastor Markussen. Salg og fremvisning var blevet overladt helt og fuldstændigt til mægleren. Kort efter var pastoren flyttet fra huset til en adresse i Vrande i Midtjylland. Herefter havde mægleren kun haft telefonisk og skriftlig kontakt med pastor Markussen.

”Det gik lidt stærkt det her” mumlede Wims mens han gumlede på sit rundstykke. Krista nikkede.
”Ja, det ligner næsten en flugt”.

Samme eftermiddag blev Wims ringet op af kriminaltekniker Flemming Mortensen. Han fortalte at de under den mere grundige gennemgang af rummet under gulvet hvor de meget små fingerknogler fra et antagelig mumificeret barnelig havde ligget, også havde fundet et par hår. Der var blevet foretaget en DNA undersøgelse af både fingerled og fingerknogler. Mortensen kunne fortælle, at hårene og knoglerne, havde tilhørt to nærtbeslægtede.

Wims orienterede Krista om resultatet af de tekniske undersøgelser.”Men det bringer os desværre ikke så langt”. De hår kan jo være kommet derned på mange måder. Det beviser ikke noget som helst. Desuden kan en DNA-profil jo ikke stå alene som bevis i en dansk retssag.” Wims kløede sig eftertænksomt i håret.
”Jeg tror jeg smutter ned til min gamle ven Kristiansen, kordegnen, og ser om han kan fortælle mig noget mere om denne pastor Markussen.

Wims fortæller videre:
Kristiansen kiggede op fra sit arbejde ved computeren, da jeg trådte ind på kontoret. ”Hva' Søren. Uventet besøg, her midt på dagen. Det må være i embeds ”vanfør” grinede han”.
”Ja, det må jeg jo indrømme”
Jeg ridsede sagens vigtigste linier op.
”Lad mig se engang, hvad jeg har om den gamle idi.. ” Min ven slog sig for munden. ”Nå men, selvretfærdig, fanatisk og totalt blottet for humor, det var han og der har jeg i alle tilfælde ikke sagt noget forkert”
”Nå lad mig se” Johannes Markussen født i Vrande i Jylland d. 13. februar 1943. Gift 3. juni 1969 med Mathilde Nørregaard, ligeledes fra Vrande. I 1973 flyttede de til vores by. Da pastoren startede sin frimenighed havde han ikke boet her ret længe. Ja, herrens veje er uransagelige. Hvorfor skulle det lige gå ud over os?
”Nej, her skal du bare høre” udbrød min gamle ven. ”Han er død, og her står ”findested” Jernbanesporet lige uden for brande kl. 19.35 d. 3. marts 2010. Det er vist DSB kalder en personpåkørsel!”

Jeg stirrede på min gamle ven. Det var vist dagen efter, at aviserne skrev om vores mystiske fund i pastorens tidligere ejendom. Jeg sprang op. ”Selvmord”?
”Rolig nu hr. kriminalinspektør. Der er mere. Pastoren havde en datter, Sara Markussen, født d. 5. juni 1992”
”Det lugter ikke godt det her” var mit umiddelbare udbrud. Kan du give mig et udskrift af disse oplysninger”.
”Ja, det har jeg jo pligt til. Du er jo en myndighedsperson”. Kristiansen grinede smøret.

Da Wims vendte tilbage til stationen, kunne Krista se, at han havde det hun for sig selv kaldte ”sporhundefjæset” på.
”Krista” kan du ikke se, om du kan finde noget mere om familien Nørregård fra Vrande.”
Han rakte hende udskrifterne fra kirkebogen. Ellers kan kordegnen sikkert hjælpe dig.

Jeg går ”undercover" i Vrande”.
”HVA' gør du!”
Krista tabte underkæben.

Fortsættelse følger

Jørn E.

1. november 2011

729 ord. Så er I advaret ;o0

8 kommentarer:

Randi Abel sagde ...

Kære alle,

Undskyld, jeg glemte at trykke på udgiv-knappen.

Kh
Randi

Poly sagde ...

Kære Randi

Det er helt okay. Jeg kan se på klokken, at det var nat i Danmark, da du udgav ugens tekst. Forhåbentligt vågnede du ikke, fordi det spøgte i drømmen. :))

Med hilsner
Poly

Poly sagde ...

Kære Jørn

Ja, jeg undrede mig over hvorfor vi ikke fik fortsættelsen med kriminalinspektør Wims ugen efter. Men jeg tænkte, at den måske udeblev, fordi teksten ikke var den rettede udgave fra Saxo!

Og som jeg tidligere har sagt, serverer du skønne detaljer og spænding, når du den kære Wims dukker op i dine kriminelle gåder.

Der er et par småting, jeg studsede over, men jeg vil ikke gå i detaljer, da denne tekst måske også er før den udgave, du skrev på Saxo Forfatterskole!

Lige bortset fra denne trykfejl af 'engen' i anden afsnit:
"...med sin engen morsomhed."
Samt, at det virker 'kejtet' for mig ved læsningen, når du indleder 8. afsnit med:
"Wims fortæller videre:"
Netop fordi du begynder med følgende:
"Kristiansen kiggede op fra sit arbejde ved computeren, da jeg trådte ind på kontoret."

Eller fanger din krimi fint, og jeg nyder at læse om Wims sporhunde-sysler. Jeg ser nu frem til mere kød i suppen, især fordi du jo allerede nævner "et antagelig mumificeret barnelig", ”eventuel Selvmord” og ”undercover" i Vrande”.

Dit billed afspejler stadigt et landligt område, der passer fint til forsættelsen af "Det hemmelige rum".

Jeg synes slet ikke at din tekst er for lang. Den glider fint og er færdig i løbet af nul komma fem.

Med mange hilsner
Poly

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Du er, som jeg tidligere har nævnt, en dejlig kommentator.
Jeg kommer til at læse hele historien igennem med "tættekam", så jeg får fanget alle "bøfferne".
Men jeg er mest glad for, at du kan lide min stil og at du synes, at Wims er en hyggelig fyr, for det er også det billede jeg gerne vil have frem.
Jeg tror, at Randi synes, at andre også skal have mulighed for at komme til orde og at hun derfor har sat et par andre historier ind imellem afsnittene.
Hvis man har brug for at opfriske 1. afsnit er der jo mulighed for det.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Jørn

Med hensyn til at "andre også skal have mulighed for at komme til orde", er du sikkert på rette spor.
Sammen med det Bente tidligere nævnte under det 1.afsnit, "fordi der sandsynligvis er lavvande i kassen ".

Jeg ved jeg har sagt det før, men føler trang til at nævne det igen. Du må se at få udgivet din Wims og andre fortællinger som ebook. Især nu hvor da jeg har set dig på Frie Forfatteres hjemmeside som "joerneduard".
Jeg synes denne platform er perfekt at starte på, fordi der er mange nye forfattere, samt der er flere der blot er startet med samling af små historier. Også fordi det er en stor fordel at få en fod ind fra opstarten!

Med mange hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Så fik vi andet afsnit af "Det hemmelige rum". Det gør ikke mig noget, at der er kommet nogle tekster imellem ;-)Det er forfriskende med forskellige teksttyper med forskellige temaer,genrer med mere, synes jeg.

Da jeg havde læst dette andet afsnit, var min første fornemmelse, at der var noget "galt" her rent teknisk, og som en anden "Wims-opklaringsassistent" måtte jeg lige finde ud af, hvad det var, der gav mig denne fornemmelse. Jeg fandt frem til, at det handler om, at du ikke konsekvent holder din valgte fortællertype, og det skaber forvirring.

I del 1 har du valgt en jeg-fortæller med synsvinklen hos Wims. Her i del 2 lægger du ud med en 3.persons-fortæller, der dog så cirka midt i teksten igen ændrer sig til den oprindelig valgte jeg-fortæller. Det sker, hvor du lader 3.persons-fortælleren komme med denne regibemærkning: "Wimsfortæller videre:"

Kan det så ikke være lige meget? Nej, det synes jeg bestemt ikke,for det giver forvirring hos mig som læser. En forvirring, der gør, at jeg skal tilbage og læse og gøre mig klart: Hvor er vi nu, og hvem har ordet... og det er teknisk ikke så godt.Det gjorde i alle tilfælde, at jeg ved første gennemlæsning mistede fokus på selve plottet og de tekniske detaljer vedrørende det.
Det kan heldigvis hurtigt rettes til ved, at du bestemmer dig for, hvilken type fortæller, du vil have, og så rette de afsnit ind, hvor du er kommet til at bruge en anden type. Uforvarende er du kommet til at kaste et fortælleteknisk røgslør ud, må denne "Wims-assistent" melde tilbage.

Kh Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!
Så har jeg læst teksten igennem og har i hovedet tilladt mig at lave den til en jeg-fortæller hele vejen, så nu er jeg opdateret på de sidste nye krimioplysninger, som du jo styrer med sikker hånd. Som den kære Wims er jeg sikker på, at her er en sag, som er værd at dykke videre ned i..i afsnit 3... og jeg er sikker på, at du som fortæller har styr på plottet. Det er faktisk ikke så nemt, som det ser ud til, men jeg er forvisset om, at du styrer os sikkert i havn.
KH Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Så kom der alligevel nyt i lørdags fra den vimse Wims. Jeg læser med en vis form for genkendelse, uden dog at kunne huske plottet i detaljer. Men det er jo også snart et år siden, vi kunne læse om Wims's meriter på Saxo.

Jeg har som Bente problemer med den skiftende fortællersynsvinkel. Der er helt klart også en meget alvidende og kommenterende fortæller på spil. Det ses tydeligt i første afsnit.

Der er en egen lidt gammeldags hygge over din "sporhund" Wims :-)

Kh Ragnhild