lørdag den 8. september 2012

Gåturen



Tekst og foto: Poly Schmidt

Den åndssvage kørestol, nu knirkede den igen, blot man løftede rumpen. Det var også for dårligt, at de ikke havde lagt ham hen at hvile endnu. Helt sikkert, om lidt når en af dem kom vimsende ind af døren, fik han severet en eller anden undskyldning.

Han prøvede desperat at rette folden ud, der sad og gnavede i skridtet. Han vidste, bukserne var alt for små, da de hjalp ham med at få dem på. Ikke kun det,at de var stive og rædselsfuldt grånussede, men tillige kløede de af det billige sæbepulver, de åbenbart brugte. Det samme gjorde sig gældende for den hvide skjorte, der var mere ubehagelig end bukserne.

Man skulle tro, de alle var straffefanger, for noget mere deprimerende syn end kun gråt og hvidt, var nærmest en synd for guderne. Selv de gamle kørestole var leverpostejfarvede.

Anders prøvede at bugsere kørestolen hen til sengen, men uden held. Dødsyge kørestol, tænkte han, ligesom en meningsløs lidelse. Måske skulle han bare tage sin middagslur i stolen og glemme alt om at få hjælp til at komme op i sengen.

”Ja, ja lille far, jeg prøver jo at undgå alle de ujævnheder, jeg kan, men den dumme kørestol har sin egen mening. Og nu hvor jeg endelig kører dig en tur forbi de smukke kornmarker, så lad nu være med at brokke dig. For øvrigt var det dig selv, der foreslog, vi gik hen til den gamle landsbykirke for at lægge en blomst på mors gravsted.”

Anders vidste ikke hvor meget hans gamle senile far forstod, men han lod som ingenting og snakkede blot løs, om alt det de mødte på vejen. Han havde ikke selv noget imod, det gik med langsomme skridt over de toppede brosten. Bestemt ikke det bedste for en sart krop og en elendig kørestol, der var svær at manøvrere. Men i sådan en gammel landsby kunne man vel ikke forvente, der blev anlagt nogen form for ramper. Selvom det villle give kørestolsbrugere mulighed for at komme helt tæt på naturen og tillige nyde de gamle bindingsværkshuse uden at ende med blå mærker overalt. Selv nød han gåturen, den pragtfulde vindblæste natur og det stemningsfyldte landskab med gamle egetræer. Hvor end man skuede var der gavmildt strøget mageritter, valmuer og kornblomster, som om tusindvis af sommerfugle havde taget bo i kornmarkerne. Mange steder kunne man oven i købet se havebevoksning fra Arilds tid blandt kornmarkerne. For Anders var det også et dejligt gensyn med mange smukke og glade minder.

Alle i landsbyen var dybt engageret i at holde deres haver smukke. Mest lagde han nu mærke til alle deres frugttræer, hvor han havde tilbragt uendelige timer med alle sine legekammerater. Åh, hvor havde han dog lyst til at kravle en tur op i æbletræets kroner og skue ud over landsbyen. Men ak, det kunne man desværre ikke i hans alder, og slet ikke med hans far på slæb. Anders var så optaget af sin egen verden, at han ikke så udgravningen, før det var for sent. Han nåede lige at råbe til sin far, han skulle holde fast i armlænet. Selv greb han ud efter kørestolens håndtag, og nåede lige at tænke:"Den åndssvage kørestol!", før den smuttede ud af hans greb.

”Anders, Anders, hvad laver du dog på gulvet?”
”Hvad for noget! Hvad sker der?”
Anders kiggede sig forvirret omkring, men kunne slet ikke genkende noget. Han kiggede op i et bedårende ansigt. Men hvem hun var, anede han ikke.

14 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Blot ved synet af fotoets tema er jeg ikke i tvivl om, at dette er besvarelse af augustopgaven, så jeg læser teksten med kravene til denne i baghovedet.

Vi møder Anders, der som senildement køretolsbruger er plejehjemsbeboer i en scene, der desværre er meget genkendelig. Den kunne med rette have overskriften: ventetid. Og hvad bruges tankernes energi så på i denne ventestund? Det helt nære såmænd: Smerter og irritation over den påklædning han ikke selv har valgt, og som også generer ham fysisk.Hvor nedværdigende for ham og de andre beboere...godt tænkt, når han nu ikke har den klare erindringspulje at beskæftige sig med,og beskrevet helt nede i detaljer. Første scene fungerer fint.
Så kommer et sceneskift og i og med, at jeg ved, at der er krav om et flashback, så forventer jeg, at det er det, som kommer nu. Da jeg havde læst den gode beskrivelse af turen med Anders, der desværre ender i udgravningen, var der en forvirring til stede hos mig, som jeg ikke lige kunne sætte ord på, før jeg så på synsvinklen. Den er jo skiftet til Anders' søn i dette afsnit, og derfor opleves det ikke som et rent flashback, men et sceneskift i stedet for.
Ser jeg bort fra det, så er idéen med at koble turen i udgravningen med faldet på vej op i sengen jo fin. Ofte er det jo et syn, en lyd, en lugt, en berøring eller en pludselig eller overraskende bevægelse, der aktiverer et flashback, men vi skal blive inde i Anders' hoved for, at det virker.

Sprogligt er de fleste af fejlene småfejl, som jeg gerne retter for dig. Teksten virker i alle tilfælde mere sikker i fremtoningen end din sidste lange tekst. Jeg tror, at jeg vil sende dig en mail med din tekst med kommentarer i stedet for at line dem op her. Så kan du jo evt. skrive til mig, om jeg skal gå ind og rette dem i denne udgave også.

Jeg kan godt lide din drejning af det faste udtryk: "et syn for guderne", som jo omhandler noget fantastisk, noget specielt, noget bemærkelsesværdigt til "en synd for guderne"...altså det modsatte.

Nu vil jeg ud på egen gåtur i landlige omgivelser dog uden kørestol og med selvbevidstheden i behold.

Kh Bente


Poly sagde ...

Kære Bente

Mange tak for din flotte lange kommentar.

Jeg opdagede det lige lidt sent, så jeg svarer i morgen aften, min tid.

Mange hilsner
Poly

Poly sagde ...

Kære Bente

Jeg blev meget glad over dit meget detaljerede indtryk af teksten. Mange tak skal du have.

Lad mig starte med mit billed, som jeg synes var perfekt til både en landsby og en kørestol. For som du selv nævner, var det en del af kravene til Augustopgaven. Manden med kørestolen klistrede jeg ind i billedet, og lavede en mørk omrids, så de mørke skygger skjulte min indsætning. Sådan da!

Jeg måtte læse din kommentar, samt min tekst nogle gange for at få hold i, hvad det var, der kunne være galt med mit flashback.

Og jeg må indrømme, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg så får drejet teksten, så det gøres forståeligt for læseren, og ikke kun mig!!

For der er Anders hele tiden.
- I nuet, hvor han er endt på plejehjemmet.
- Halvsovende, mindes han sin sidste gåtur med faderen.
- Og da han falder ud af sin kørestol, bringer det hans fald i udgravningen i frem, i halvsøvnen.
- Og derfor bliver han fundet på gulvet, da en fra plejepersonalet kommer ind i hans værelse.
- Anders kan ikke genkende nogen, fordi han har Alzheimer, hvilket jeg måske skulle havde nævnt et eller andet sted!

Forslag modtages meget gerne, med TAK.

Og jeg har læst dit email Bente. Det var rigtigt sødt af dig, at bruge så meget tid på min tekst. Mange tak for det. Jeg vil selvfølgelig blive glad, hvis du vil rette de fejl du har set.

Jeg havde lidt problemer med at downloade doc-filen. Jeg har ikke Word, men OpenOffice. Det betyder jeg kun kan downloade dokumenter fra OpenOffice. Men jeg mener, at hvis det var sendt som Rich Text Format (.rtf ekstension) skulle det være okay.

Med mange hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

UNDSKYLD...jeg har småsovet sammen med Anders i kørestolen. Der står jo sort på hvidt og højt og tydeligt, at det er Anders, der er ude at køre med sin far i flashbacket..."Anders vidste ikke hvor meget hans gamle senile far forstod...". Så det er jo Anders både i en yngre udgave og i en ældre udgave. Forvirringen opstod nok, fordi både Anders i starten sidder i kørestol og er dement, og i fb'et er hans far så i helt samme situation, så derfor forvekslede jeg de to. Jeg troede, at Fb'et beskrev en situation, hvor Anders for et stykke tid siden var blevet kørt en tur af sin søn og havnet i en udgravning. Også fordi manden(Anders' far) i fb'et falder ud af kørestolen, ligesom Anders gør i nutiden. Så der var rigtig mange muligheder for forveksling. Kan du følge mig?

KH Bente

Bente Pedersen sagde ...

Hej igen...
Jeg glemte helt at komplimentere dig for din snedige måde at lave fotografiet på. Det eneste, der egentlig afslører dit lille tricknummer, er den manglende skygge ved kørestolen, men det tænker man ikke over, før du har forklaret, hvordan det er lavet. Hvor er det godt fundet på :-)
Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Phu-ha! Så kan jeg rolig tørre sveden af panden. ;-))

Du behøver sandelig ikke at undskylde. For som du siger, der var rigtig mange muligheder for forveksling. Og fb'et kunne sikkert være gjort mere snedigt.

Måske var det lidt fantasiløst af mig, at bruge en kørestol til til dem begge, samt både en gammel Andres og gammel far. Men det var det eneste jeg kunne finde på i farten.

Jeg var inde på det danske net og tjekke flere natursider ud, så jeg kunne få landbyområdet til at virke troværdigt og plejehjems-miljøet kendte jeg. Men det der med at få drejet en tekst rigtigt, er stadig et arbejde, der får gang i alle mine hjerneceller.

Jeg må da lige kommentere skyggen ved kørestolen, ha-ha! Der måtte jeg smågrine, for det havde jeg slet ikke tænkt over. Jeg var helt optaget af, at få camoufleret den øverste mørke plet ved selve kørestols-billedet. Du er altså bare så skarpsindigt Bente. :-D

Igen tusind tak for dit store niveau af hjælpsomhed. ♥

Med mange hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Hej Poly! Hvor tror du, at de andre er henne? Jeg håber ikke, at Randi lægger en ny tekst på, før din tekst har fået andres besyv med. Det er lige fattigt nok, når der kun er én mening om tingene, synes jeg!
Kh Bente

Poly sagde ...

Ja, Bente, jeg tænkte godt nok det samme med, hvor alle er henne!
Men vi har da to meninger, din og min. Ha-ha! :-D

Jeg tror alle løber så hurtigt nu om stunder, samt der foregår så meget, at det kniber med at være alle med alle steder.

Jeg kan ikke lige huske hvor jeg nævnte det tidligere. Men jeg læste i en kommentar på Saxo Forfatterskole, at den kommer op igen til efteråret.
Kig lige på denne link: http://forfatterskolen.saxo.com/debat/kommer-der-en-ny-omgang-forfatterskole.aspx
Så jeg håber, vi kan friste flere forfatterspirer.
Mange hilsner Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Poly

"Den åndssvage kørestol, nu knirkede den igen, blot man løftede rumpen. Det var også for dårligt, at de ikke havde lagt ham hen at hvile endnu. Helt sikkert, om lidt når en af dem kom vimsende ind af døren, fik han severet en eller anden undskyldning."

Din indledning fangede mig med det samme, da jeg læste i lørdags. Jeg er straks med inde i din karakters tanker, ærgrer mig sammen med ham over kørestolen, der knirker, den irriterende fold i bukserne og hjælpen, der udebliver. Det opleves, som en her og nu situation til trods for den valgte datid.

Jeg var heller ikke i tvivl om, at Anders slumrer ind og drømmer sit tilbageblik. Det forventes næsten automatisk efter "middagslur i stolen".

Og så er det ikke blot billedet, der er genialt konstrueret, det er teksten også. Anders, der som ung traver en tur med sin senile far i kørestol. Besvarelsen kræver en beskrivelse af et landsbymiljø, og så må Anders selvfølgelig blive optaget af det, så optaget så han kører sin far lige ned i en udgravning. Med det fald er vi tilbage på plejehjemmet igen hos den gamle Anders, som i samme øjeblik falder ud af sin egen kørestol. Det er da godt kædet sammen, Poly.

Sprogligt virker den gamle Anders tanker bedst. Her flyder sproget med hverdagsord og vendinger fint især i afsnit 1,2 og 4. Den yngre Anders, som måske ikke er så ung endda bliver "lidt lang i spyttet". I sjette afsnit efter egetræer og i den første halvdel af syvende afsnit ville teksten - og sproget - vinde ved at du arbejder med show i stedet for tell. I de passager "taber" du mig desværre som læser.

Tag det som mit forslag til, hvordan en god tekst kan blive bedre :-)

Jeg plejer at læse nysgerrigt om lørdagen, når teksten er lagt på (hvis jeg da ellers er hjemme) og så lader jeg den ligge en dag eller to, før jeg læser igen og kommenterer. Undskyld, at der gik nogle flere dage denne gang. Jeg skulle lige finde mig selv efter dage i Grønland og dage med små børnebørn herhjemme. Og efter godt 14 dage hjemmefra er der altid noget, der hober sig op.

Kh fra endnu en læser :-)

Ragnhild





Jørn E. sagde ...

Kære Poly (og Bente)!

Jeg har lige nydt jeres korrespondance. Jeg morer mig lidt over, at Bente gik fejl af flash-backet. Indrømmet, jeg måtte også læse historien en gang mere før jeg fik brikkerne til at falde på plads.

Jeg tænker, at når Bente og jeg begge snubler i fb'et, trods det at vi kender opgavens forudsætninger, så er der noget galt. En læser uden vores viden ville tabe tråden er jeg bange for.

Jeg vil foreslå, at du markerer overgangen mellem nutiden og fb'et med en afsnitsmarkering, som f.eks. en stribe stjerner eller en anden tydelig markering af at der er et afgørende skel mellem de to beretninger.

Jeg vil iøvrigt gerne bidrage med endnu en buket "roser" for historien. Jeg er på godt og ondt helt enig med Bente og Ragnhild.
Indledningen gav mig straks den stramme lugt, som der ofte er på et plejehjem, i næsen. Rigtig flot beskrivelse.

Jeg beklager, at jeg er så sent ude. I forrige week-end tog min datter, mand og børn hjem til Zimbabwe og nu går der igen lang tid før jeg ser dem "live" igen.

Det er jo også sådan, at når antallet af skribenter er skrumpet ind, så mærker man jo også når der mangler en kommentar.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Ragnhild

Hvor herligt med endnu en læser :-D
Og sikken en læser. Rigtig dejlig kommentar, fuld af masser af ros og og minimal ris!

Tusind tak for det. Det glæder mig altid, når jeg får et skulderklap, og at du syntes min tekst var godt kædet sammen. Jeg smiler helt op til hårrødderne. :-))))

Forøvrigt viste jeg godt fra din kommentar til Bente, at du havde 'mange hængepartier derhjemme' efter din ferie i Sydgrønland :-)
Og det er supergodt du nu er tilbage på Skrive-bloggen.

Så har jeg redigeret min tekst med dine henvisninger skrevet bag øret. Jeg kunne nok lave afsnit 3 om, så det ligger i samme sprogtone som 1,2 og 4, i stedet for at fortælle det som var det en andens opfattelse. Det kan jeg godt se, nu! Men det får ligge til en anden dag.

Med hensyn til afsnit 6 og 7, - efter egetræer, - indflettede jeg naturbeskrivelsen, for at understrege landskabet.

Men nu har jeg leget lidt med disse afsnit og kom frem med nedenstående, hvor jeg starter et nyt afsnit med 'Selv nød han gåturen.':


Selv nød han gåturen. Den pragtfulde vindblæste natur og det stemningsfyldte landskab, hvor valmuer og kornblomster tilfældigt skyd i vejret langs vejen med alle de gamle egetræer. Hans fik øje på frugttræerne i en af landsbyhaverne. Gensynes fik ham til at tænke på alle de herlige stunder, han havde tilbragt med sine legekammerater.

Åh, hvor havde han dog lyst til at kravle en tur op i æbletræets krone og snuppe et æble. Ak ja, den gik nok ikke i hans alder, og slet ikke med hans far på slæb.
Anders var så optaget af sin egen verden, at han ikke så udgravningen, før det var for sent. Han nåede lige at råbe til sin far, han skulle holde fast i armlænet. Selv greb han ud efter kørestolens håndtag, men den smuttede ud af hans greb.

”Anders, Anders, hvad laver du dog på gulvet?”
”Hvad for noget! Hvad sker der?”
Anders kiggede sig forvirende omkring, men kunne slet ikke genkende noget. Han kiggede op i et bedårende ansigt. Men hvem hun var, anede han ikke.


Jeg håber det har forbedret teksten, så jeg ikke "taber" dig som læser. :-)

Hvis du får tid, ville jeg blive glad for at vide, om du synes det hjalp.

Med mange hilsner
Poly

Poly sagde ...

Kære Jørn

Selvfølgelig er du tilgivet. Og du har så evigt ret i, at fordi vi er reduceres, lægger vi så hurtig mærke til de manglende kommentar.
Jeg ved at det også er hændt for mig at være sent på dupperne.

Endvidere vidste jeg ikke, du havde familiebesøg. Hvor dejligt for dig. Jeg håber så du "overlever" fraværet og kan kommunikere med familien via skype. Det hjælper jo altid lidt, når man kan kigge på hinanden mens man taler.

Ikke desto mindre, er det dejligt at du også kom med en kommentar. Mange tak for det. Og jeg nød da lige at få en buket roser i tilgift. :-))

Jeg har godt lagt mærke til, du bruger afsnitsmarkering. Hvilket jeg synes passer flot, når det er en lang tekst. Men jeg synes ikke det ligefrem er nødvendigt med så kort en tekst.

Hvad det så er, der gør at du 'snubler' med flashbacket, ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal sige til det. For jeg begynder netop med et nyt afsnit, for at markere "noget nyt".

Jeg mener også at på Saxo Forfatterskole, blev der ikke brugt markering fra de fleste, og forfatter-lærene nævnte ikke man skulle bruge det ved fb'et!

Så pt. tror jeg, at jeg vil lade overgangene stå, som de er. Ikke desto mindre sætter jeg stor pris på dit forslag, og vil overveje at bruge det en anden gang.

Med mange hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Poly

Ja, du har set med mine øjne klart forbedret de to afsnit. Med "Åh, hvor havde han dog lyst til at kravle en tur op i æbletræets krone og snuppe et æble" lokker du læseren helt tæt på din karakter. Sådan :-)

Forøvrigt mener jeg, at tilbageblik sagtens kan klares uden afsnitsmarkeringer. Et større tilbageblik klarer sig fint i et selvstændigt afsnit. Mindre ses ofte integreret i den fortløbende fortællings afsnit.

Kh Ragnhild

Poly sagde ...

Kære Ragnhild

Tusind tak for dit feedback. Jeg blev rigtig glad, da jeg så du lige havde været et smut forbi igen. Og at du tillige bekræfter, at min forbedring 'lokkede læseren' ind.

Så nu vil jeg korrigere min originaltekst.

Jeg har også lige skrevet bag øret din kommentar for afsnitsmarkeringer. Helt fint. :))

Med mange hilsner
Poly