lørdag den 1. september 2012

Johannes fødselsdag



Tekst og foto: Jørn E.

Det var den 4. maj om morgenen året var 2005. Johannes sad i morgenkåbe og nød udsigten til solens flimren i de nyudsprungne bøgetræer i parken foran hans vinduer. Han tørrede sig åndsfraværende om munden endnu engang. 'Ja, 4. maj.' tænkte han. 'Gad vide hvad nummer i rækken det var.' Johs, som han kaldtes blandt venner, og dem var der mange af – begyndte at regne. 60 år kom han frem til. 'Jamen, så var det jo et jubilæumsår.
'Johs kom til at tænke på gutterne fra frihedskampen. Ved 50 års jubilæet havde der været otte, foruden ham selv. Erling havde været 87 dengang, så ham var der nok afbud fra. Han kunne ikke huske hvor gamle de andre var. Men han var sikker på, at der var to eller tre som var ældre end ham, så det var jo spændende at se hvor mange der ville være tilbage fra gruppen i år.
Han fortsatte sin avislæsning. Det var blevet et ritual at læse avisen mens han spiste morgenmad.. Han læste omhyggeligt alt nyhedsstoffet. Han ville følge med i hvad der skete i den verden han trods alt stadig var en del af. Dødsannoncerne blev ekstra grundigt studeret i dag. Han tænkte stadig på gutterne. Allan var der endnu. Det vidste han. Allan og han havde i mange år arbejdet i samme firma. Nu boede Allan i en dejlig lejlighed inde på Østerbrogade, næsten overfor Johanneskirken. Han havde stadig sin kone, Helen, som var født i England. Johs smilede for sig selv. De to havde altid elsket hinanden. Så vendte hans tanker endnu engang tilbage til de andre. Hanse havde været lærer på den lokale skole, og var den der havde fået ham med ind i gruppen. Hvor gammel kunne Hanse være? Han var vel 24 – 25 år dengang i 1943, så han ville være omkring de 85 i dag, Var han virkelig ikke mere end fem år ældre en ham selv? Han havde virket på Johs som en ”voksen” dengang, hvor han selv kun var en stor dreng..
Hvorfor havde de ikke holdt forbindelsen efter befrielsen. Ja, Allan og han, som begge var udlært som typografer på avisen i Kalundborg havde fået arbejde i København i ”Byens Cliché Anstalt A/S”, så de boede ikke længere i nærheden af de andre, som vist allesammen havde fortsat deres liv som landmænd i Algestrup og omegn. Men det havde ikke været hele forklaringen. Det var Johs sikker på. De havde sammen oplevet ting som ingen af dem brød sig om at tænke på. Selskabeligt samvær kunne ikke undgå at bringe de ubehagelige minder frem. Johs følte, at det ganske enkelt gjorde samvær umuligt i mange år. Han for sammen da han hørte Bittens stemme. 'Jeg har et par breve til dig. Det ene er fra hjemmeværnet i … Algestrup' hun udtalte navnet tøvende. Nu skal du vel ikke ud og gøre fædrelandet usikkert, Johs.' Hun lo. 'Nej, de bruger ikke den slags køretøjer i forsvaret. Han klappede rullestolen kærligt på armlænet. 'Ikke engang i Hjemmeværnet.' Så lo de begge to. Han kiggede på hende mens hun samlede service og bestik sammen på en bakke. Hun var koreaner og selv for en koreaner var hun ret lille. Hun var smuk og ligesom mange af pigerne på hjemmet var hun også sød og med glimt i øjet. Altid hjælpsom og tid til en lille sludder var der også. 'Jamen, det ser faktisk ud som om jeg skal ud og gøre fædrelandet usikkert', udbrød Johs og grinede højt efter at have læst brevet fra Hjemmeværnet. 'De vil holde min 80 års fødselsdag for mig, dernede i Algestrup', på kroen. Jamen det er da fantastisk'. Johs smilede over hele hovedet og Bitten kom hen og kiggede på brevet over skulderen og gav ham et lille knus.

Johs var stærkt plaget af slidgigt i knæ og hofter. De mange år på betongulvet i kliché anstalten havde sat sine varige spor. Han kunne kun gå nogle ganske få skridt med to stokke, så han var meget afhængig af sin kørestol. Men han gjorde meget for at holde sig i form. Han deltog i Kørestolsmarathon hvert år og daglig kørte han ca. fem kilometer i sin sportskørestol. Bare jeg har ”Skipper Skræk arme” så gør det ikke så meget, at jeg har ”tændstikben”, forklarede han altid grinende.

Bitten fortalte Vera, om indbydelsen til Johs. Vera var boss for den afdeling Johs boede på og hun tog sig bl.a. af situationer som denne. Hun sørgede for at købe billetter for de gamle på Rejseplanen og af og til tog hun også med til Hovedbanegården og fik sat dem på toget. Det ville hun også gøre for Johs. Vera var først i 50erne, lidt rund og med lyst krøllet hår, som altid så ud som om det levede sit eget turbulente liv.

Vera printede en billet ud. Dejligt nemt. Tog uden skift undervejs fra Hovedbanegården til Algestrup, hvor Johs venner ville hente ham. Så var det klaret tænkte hun, godt tilfreds med sig selv.

Dagen oprandt hvor Johs skulle fejres i Algestrup. Om natten var en af beboerne død, og Vera havde en masse ting at ordne i den anledning. Hun kom i tanker om Johs som skulle køres ind til Hovedbanegården. Hun kunne ikke forlade plejehjemmet da hun skulle tage imod de pårørende. Hun rejste sig fra sit skrivebord og gik ud på gangen for at finde Bitten. Der gik ikke lang tid, før Bitten kom ud fra en af stuerne. 'Bitten', kaldte hun. 'Bitten kan du ikke gøre mig en tjeneste og køre Johs til Hovedbanegården. Han skal nå et tog kl. 10.43, men det hele står på billetten'. 'Jo, men det skal jeg da nok.' Bitten smilede og stak en tommelfinger i vejret for at markere at det havde hun helt styr på. 'Åh, Gud være lovet for det pigebarn. Ikke så mange spørgsmål. Hun gør det bare', tænkte Vera.

Lidt over halv ti bankede Bitten på hos Johs. Hun ville sikre sig at han var klar og hun havde taget en termokande kaffe og to stykker kringle med. Johs var klar, - næsten. Han havde taget sit fine grå nålestribede jakkesæt på. D.v.s. jakken lå på sengen, bukserne var ikke lukkede og skjorten sad udenpå. Bitten satte bakken med kaffe og kringle på bordet. 'Nu skal jeg gøre den fine påklædning færdig. Rejs dig lige op. Du kan godt støtte dig til armlænene.' Bitten fik stoppet skjorten ned i bukserne, spændt livremmen og trukket lynlåsen op. 'Kan du ikke lige hjælpe mig med slipset også. Du binder sådan nogle flotte knuder', bad han. Bitten tog slipset som lå på sengen ved siden af jakken. Det var stribet i farver som dem i Union Jack og lignede et udsnit af flaget. Med slipset på plads, manglede Johs bare, at få jakken på og fortjenstmedaljen og frihedskæmper armbåndet rigtig anbragt. Bitten sikrede sig, at det hele sad som det skulle før hun satte sig. Hun skænkede kaffen. 'Når vi har drukket kaffen, kører jeg dig ind til Hovedbanegården. Vera har bedt mig gøre det fordi gamle fru Gellesen døde i nat. Jeg håber det er i orden?' 'Ja min søde pige, selvfølgelig er det det, og tak skal du have.

Bitten kørte Johs til Hovedbanegården i en af hjemmets minibusser med lift. På banegården fandt hun den perron toget skulle afgå fra. Nede ved toget blev Johs hjulpet ombord af togpersonalet.
Johs gjorde meget ud af afskeden med Bitten, idet han tog hendes hånd og gav hende et kys på den.
'Altså Johs, din gamle charmør. Hav nu en god tur. Har du din telefon med dig?' Johs nikkede.
Han havde fået at vide, at Sven som var søn af Anders fra modstandsgruppen ville hente ham ved stationen og han havde fået hans telefonnummer.

<<<<<<<<<<<>>>>>>>>>>>


Undervejs kom Johs til at døse lidt. Han tænkte på, at nu hvor han var blevet 80, ville han skrære Marathonnen ned til en halv-Marathon. Det måtte være rimeligt. Tankerne flød sammen med togets lyde og de små bump ved skinnesamlingerne.
Han blev vækket da den ene af to drenge der stod foran ham spurgte: 'Hvad er det for et armbånd du har på?' Johs kiggede venligt op på det nysgerrige ansigt. 'Det er et frihedskæmper-armbånd. Sådan et fik vi alle sammen i de allersidste dage af besættelsen.' Drengen kiggede stadig nysgerrigt på Johs. Johs fortsatte: 'Du ved at Danmark var besat af tyskerne fra 1940 til 1945, ikke?' Drengen svarede tøvende: 'Jo – jahh.' Så lyste hans ansigt op. 'Vi har set ”Flammen og Citronen.' Kammeraten fil et puf i siden, som for at få ham til at bekræfte deres fælles oplevelse. 'Ja, den var skidegod. Har du været sådan en som dem?.' Nu havde Johs de to ungersvendes fulde opmærksomhed. De ventede spændt på hans svar. Johs smilede lidt skævt. 'Ja, noget i den retning'.
'Hvor sejt' kom det næsten i kor fra drengene. 'Er det derfor, at du han fået medaljen.' Ville kameraten vide. 'Må jeg tage et billede af dig' spurgte han. 'Ja, hvis I fortæller mig hvad i hedder', svarede Johs. 'Jeg hedder Frederik'. Det var kammeraten. 'Martin her, kom det fra ham der havde spurgt til armbindet. Drengene forevigede ham med deres mobiltelefoner og deres kammerat ved siden af.
Toget sagtnede farten. 'Vi skal af her' oplyste Martin. Johs tog sin tegnebog frem og gav dem hver et visitkort.'Vær søde at sende mig jeres billeder. Martin du får lige et visitkort mere. Det kan du give til en af jeres lærere, hvis han eller hun syntes at I kunne trænge til at vide lidt mere om besættelsestiden. 'Super'. Drengene kiggede på hinanden og på visitkortet og gentog 'Super'.
Nu var toget lige ved at standse og Martin lovede at Johs nok skulle få de to billeder.

Resten af rejsen gik uden flere hændelser, men Johs var godt tilfreds med sig selv. 'Det er vigtigt at ungdommen holdes vidende om hvad der skete dengang'.
Togbetjenten kom hen og lagde en hånd på hans skulder. ' Det er Algestrup næste gang, så jeg gør rampen klar til dig'. 'Tak skal du have'. Johs syntes, at det var gået hurtigt at nå til Algestrup. Men togene var selvfølgelig også meget hurtigere end damplokomotiverne dengang.
Fremme i Algestrup blev Johs hjulpet af toget og stod nu på perronen. 'Kan du klare dig selv herfra?,' ville togbetjenten vide. 'Ja tak, jeg bliver hentet.' 'Det er godt, så vil jeg køre videre'. Togbetjenten smilede og steg op i toget. Dørene smækkede i.

Johs så sig omkring. Udover fuglesang og en fjern landbrugsmaskine var der ingen lyde, så de der var understregede stilheden. Mennesker var der heller ingen af. Johs så sig omkring. Ikke et øje. Han valgte, at ringe til Søren som skulle hente ham. 'Hallo det er Søren' lød det i telefonen. 'Ja, det er Johs. Jeg står udenfor stationen nu, så du kan godt komme og hente mig'. Søren var på forhånd orienteret om Johs ankomsttid og kunne ikke rigtig forstå, at Johs allerede var der, men han lod som ingenting for ikke at forvirre den gamle mand. 'Jamen det er helt fint. Men jeg skal først lige op og hente mini-bussen, så der går desværre nok en god halv time før jeg kan være der'. 'Det går nok alt sammen, vejret er jo fint, så jeg kører en lille tur i ventetiden. Det skal du ikke spekulere over. Jeg sørger for at være foran stationen igen om en halv time.

Rundt om banegårdsplandsen var der to og treetagers huse. De ældste så ud til at være fra 1900-tallets begyndelse. Midt på pladsen var der to bus-perroner med skilte som fortalte hvor busserne gik hen, desuden et læskur på hver perron. Ingen busser. De var kørt kort efter at toget var kommet.
Fortovet foran stationen førte ham til højre. Det første stykke var der de samme provinsielle byhuse som på banegårdspladsen. Så tyndede det ud og sluttede med et par mindre huse, som der tilsyneladende var lidt have til. Da vejen og fortovet slog et skarpt sving til venstre var der på højre side en uopdyrket mark, som stod flot med vilde græsser og markblomster. Johs sad i sine egne tanker og nød stilheden og den farverige mark. Pludselig kørte rullestolen ud over flisekanten ind mod marken. Den trillede et lille stykke, sank i og væltede. Johs faldt sidelæns ind på marken og slog hovedet mod en sten. Det sortnede for hans øjne.

Johs vidste ikke hvor længe han havde ligget der da han så småt genvandt bevidstheden. Han hørte skudsalver fra maskinpistoler. 'Det er tyskerne tænkte han. Hvem var da også den idiot som havde besluttet at gennemføre en aktion ved højlys dag.' Flere skudsalver. Nu hørte han også nogen der råbte på dansk. Johs trykkede sig mod jorden og håbede at ingen så ham. Men så hørte han støvler i løb hen ad fortovet. 'Nu er det ude med mig' nåede Johs at tænke. Støvlerne standsede og så hørte Johs en der råbte. 'Kom og hjælp mig. Gutten her er væltet med sin kørestol' og så, med en vis ærefrygt i stemmen: Ring efter en ambulance. Det er sgu en gammel frihedskæmper med armbind og medalje'. Johs som stadig var groggy følte at nogen ruskede i ham. 'Hej, kan du høre mig' råbte støvlerne'. Johs mumlede et eller andet som skulle gøre det ud for et 'ja'. 'Du er kørt i grøften'. Støvlerne lo lidt. Æh, jeg hedder Arne. Vi har en lille øvelse her. Der var ikke indlagt Første-hjælp, men det tager vi også med. Arne klukkede lidt igen I mellemtiden var flere hjemmeværnsfolk kommet til. De fik ham sat op i rullestolen, som nu stod sikkert på fortovet. Johs fik lidt vand fra en feltflaske og var efterhånden helt frisk, bortset fra hovedpine og en ordentlig bule i hovedet som blødte lidt efter den lidt voldsomme kontakt med stenen på marken.
Ambulancen kom med blå blink og sirener. Arne orienterede ambulancefolkene om situationen. Paramedicineren på ambulancen spurgte Johs, om han kunne huske hvad der skete. 'Ja, jeg kørte en lille tur mens jeg ventede på ham som skulle hente mig ved stationen'. Johs fortalte det hele om fejringen af hans 80 års fødselsdag i Algestrup, hvor flere af hans venner fra besættelsen boede. Arne, som havde lyttet med, brød ind. 'Ja, undskyld jeg blander mig. Der er altså noget helt galt her. Vi kender de frihedskæmpere som stadig lever og bor heromkring. Jeg ville også have vidst, hvis der var nogen i de kredse, som skulle holde en 80 års fødselsdag for en gammel frihedskæmper.'
'Jamen, jeg har telefonnummeret til Søren. Det er ham som skal hente mig på stationen.' Johs rakte sedlen med nummeret til Arne.
Arne ringede op. 'Dav, du taler med Søren fra Hjemmværnet i Algestrup syd for Køge. Jeg står her med Johs, som påstår at I vil holde hans 80 års fødselsdag.' Kort pause. 'Aha, - nej jeg ved ikke hvordan han er havnet her, men det kunne se ud somom der er sket en fejl ved billetkøbet. Igen en længere pause. 'Nej og der er ingen station i jeres Algestrup så I skulle altså hente ham i Tølløse? Pause. 'Jamen, han har slået hovedet og har muligvis en lettere hjernerystelse. Vi har en ambulance her, som vil køre ham til hospitalet i Køge til observation.' Ny pause mens Arne lyttede til Søren. 'Hmm, ja det lyder jo ganske betryggende. Jeg synes lige du skal tale med paramedicineren, øjeblik. Arne viftede parmedicineren til sig. 'Han siger, at han er læge på skadestuen i Holbæk, og han vil gerne tage ansvaret for Johs.' Det er i orden med mig, hvis bare jeg får hans navn til rapporten og så skal Johs selvfølgelig også være indforstået.'
Arne gik hen til Johs og forelagde ham situationen. 'Jamen, det er jeg helt indforstået med.' Johs var fyr og flamme. Arne talte igen med Søren. 'Vi skal nok køre ham op til jer, så jeres fest ikke bliver alt for forsinket.' Der lød svage høflige protester fra den anden ende, som sluttede med at Søren tog imod tilbudet, gav Arne adressen og takkede endnu engang. Paramedicineren lagde en let forbinding om Johs' hoved, og et par smertestillende piller til at tage hovedpinen.

Arne havde sin Mercedes Vito parkeret på banegårdspladsen. Efter at have hentet den, blev rullestolen anbragt i varerummet og Johs i passagersædet, og så gik det afsted til Algestrup ved Tølløse.
Her ventede der et stort selskab med papirflag og hurra-råb, samt en fest Johs talte meget om bagefter. Men han talte lige så meget om hans detour til Algestrup ved Køge.

Man skal passe på med alle de småbyer i Danmark, som bærer samme navn.

Jørn E.
26. august 2012

Alle rettigheder forbeholdes.

9 kommentarer:

Poly sagde ...

Kære Jørn

Igen en udsøgt og indholdsrig novelle fra din hånd. Alle dine fine detailjer gør, jeg er helt inde i fortællingen og oplever en skøn dag i topklasse sammen med Johs.

Før jeg gik i gang med at læse din novelle, sad jeg længe og kiggede på dit billed, men kunne ikke finde ud af hvor eller hvad det repræsenterede. Efter at have læst din fortælling, kan jeg så regne ud, at dit billed er fra en togstation. For øvrigt en dejligt typisk billed fra en landstation, som jeg burde havde set.

Det tog en del tid at genlæse din underholdende historie, og da jeg genlæste den, gav jeg undervejs lidt op med at fremhæve noget specielt. Netop fordi din novelle er spækket med tusindvis af skønne detailjer og er utrolig virkelighedstro.
Med denne sætning fik du mig til at smile: ”Det er vigtigt at ungdommen holdes vidende om hvad der skete dengang.” - Som sikkert ikke ville være en dårlig ide. Jeg kan lige 'se' dig i denne rolle. :-)

Nå, ja, der var et par bitte små skønhedsfejl.
”Kammeraten fil et puf i siden, som for ...”
- der skal nok stå 'fik'.
”Arne klukkede lidt igen I mellemtiden var flere hjemmeværnsfolk kommet til.”
- Der mangler blot et punktum.
”Arne ringede op. 'Dav, du taler med Søren fra Hjemmeværnet i Algestrup syd for Køge.”
- Skal der ikke stå Arne i stedet for Søren?
” …som blødte lidt efter den lidt voldsomme kontakt med stenen på marken.
Det lyder lidt forkert med ordet ”kontakt”.
- måske blot ”slag”, eller noget andet!

Men du fik mig til at gå på opdagelse på nettet. Jeg måtte jo lige undersøge, hvor Algestrup lå. Og jeg kan godt forstå at stakkels Johs havde havnet det forkerte sted. Selv jeg havde min sag for, og måtte lige bruge Google-Map, samt retningsanvisningen for at få geografien på rette plads.

Yderlig måtte jeg også lige udforske, hvad Flammen og Citronen var for en film. Og det var meget interessant læsestof. Ved min net søgning, fandt jeg dette undervisningsmateriale : http://www.dfi.dk/Boern_og_unge/Undervisning/Film-i-skolen/Undervisningsmaterialer/Materialer-til-spillefilm/Flammen-og-citronen.aspx, som du sikkert kender.

Igen, tusind tak for en yderst interessant og skøn novelle.
Med mange hilsner
Poly

Jørn E. sagde ...

Kære Poly!

Du er da en yndlingslæser. Du har da virkelig læst den grundigt og jeg må give dig ret i alle de fejl, som dit falkeøje har fanget. Jeg går straks ind i "originalen" og retter dem. Tak for det. Du har ret i, at det er en gammel station på billedet. Den stammer helt tilbage fra da Odsherredsbanen var privat.

Du har ret i, at jeg godt kunne tænke mig at fortælle skolebørn om besættelsen. Men lige nu har jeg så mange jern i ilden, at jeg tror jeg skal "klappe hesten". Måske til næste skoleår.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!
Så er jeg tilbage fra ferie og har læst din besvarelse af augustopgaven. Der gik jo lidt, inden kørestolen dukkede op i teksten, og jeg dermed blev opmærksom på, at det var en "Jørn-smart" sammenfletning af dine fortællinger fra sidste krig og så kravene i opgaven.

Jeg tjekkede jo så straks af, om alle krav er honorerede. Kørestol spiller en væsentlig rolle? Ja, så sandelig for uden den, var Johs sikkert ankommet i bil og dermed intet uheld, hvor han slår hovedet. Uden uheld intet flashback som her, hvor det elegant flettes ind via den kortvarige bevidstløshed. Tror hovedpersonen, at han befinder sig et andet sted? Ja, han er jo havnet i den forkerte udgave af Algestrup. Og så til det sidste krav: Handlingen foregår i en landsby? Til det kunne jeg jo med rette påstå, at det er en stationsby, og dermed et nummer større end den krævede landsby. Det er en petitesse, og jeg nævner det såmænd bare, fordi jeg selv sløjfede en busstation i min tekst af samme årsag.

Der er rigtig mange gode detaljer og afsnit i din tekst, for du sprudler jo som vanligt af fortællelyst, men jeg synes også, at den godt kunne strammes lidt op og tjene ved det. Det kører lidt i tomgang nogle steder, hvor handlingen godt kunne skride lidt hurtigere frem.Ikke alle oplysninger er jo lige vigtige, og en kortere tekst kunne måske være mere egnet som blogtekst. Men det kan du jo arbejde mere med, hvis teksten engang skal anvendes i en eller anden sammenhæng. Det vil i alle tilfælde føre for vidt at gå i detaljer med det her. Der er også noget korrekturlæsning, der skal på plads, hvis den f.eks. skulle bruges i sammenhæng med undervisning, selv om Polys øjne har fundet nogle af fejlene. Men det kan vi jo vende tilbage til, hvis det bliver aktuelt.

Jeg vil gerne fremhæve et par ting fra teksten: "Byens Chliché Anstalt AS" (Vi skal lige have ændret det til kliche med k, men det er en detalje. ;-) Det er jo en fornøjelig dobbeltbetydning, du får frem ved at anvende det udtryk for et sted, hvor der trykkes. Både fordi det kan være et slangudtryk for en avis, og fordi det er et fagudtryk for de plader, der anvendtes under trykningen.

Du lader kontakten mellem den ældre og den opvoksende generation opstå i toget via frihedskæmperarmbåndet.Det er godt tænkt i en tid, hvor de unge selv manifesterer alverdens holdninger via de armbånd, de køber og går med.Og det er også fint, at du lige fanger "Flammen og citronen" som bindeled.Helt aktuelt kunne det være den nye film om Hvidstengruppen!Den må du da ind og se, Jørn!
Det afsnit, der danner mest billede i mit indre er indledningen,hvor Johs sidder og kigger ud af vinduet på sollyset og de nyudsprugne blade, og så det afsnit, hvor han kommer rullende ud af byen. Den bratte afslutning på fortovet, og så er man vupti ude på landet, og kan nyde synet af skønne marker og nyde stilheden. I disse afsnit får du nogle af sanseindtrykkene ind og giver dem plads, og det er fin afveksling til den megen handling og forklaring undervejs.
...

Bente Pedersen sagde ...

... Jeg blev nødt til at dele min kommentar i to, for jeg fik at vide, at den oprindelige var for lang, så her kommer resten:
Til allersidst vil jeg lige komme med en reflektion angående emnet Anden Verdenskrig i skolen. Børn og unge mennesker er absolut ikke ligegyldige overfor krig, heller ikke de krige, der er foregået på egen jord, men de har et omvendt problem i dag, som vi slet ikke havde i vores skolegang og opvækst. De bliver bestormet med medieindtryk fra konflikter, terror, sult, naturkatastrofer og krige fra hele verden hver eneste dag. Det er så voldsom og bastant en påvirkning, at de må stille en psykisk barriere op for at få lov til at være børn og teenagere med helt almindelige hverdagsproblemer.

Jeg har oplevet børn, der var hunderædde efter terrorangreb, tsunamier og lignende ude i verdenen, fordi de bare ikke kunne kapere det. Derfor kan man ikke forvente den samme umiddelbare interesse for en krig, der foregik her for 70 år siden. Det betyder ikke, at man ikke skal beskæftige sig med emnet, og det er også pensum i de ældste klasser, og jeg har selv haft glæde af at have en gammel modstandsmand inde og fortælle i en 9.klasse, men de er jo en uddøende race. Jeg kan også huske, at det gjorde vældigt indtryk på dem at læse autentiske breve fra nogle af de unge frihedskæmpere, der var arresterede og sad og ventede på deres dødsdom. Der skal helst være mulighed for en eller anden identifikation, og den sker jo ofte, når livets store følelser er i spil.

Kh Bente

PS Du spurgte vist til min mail i en eller anden kommentar. Den kommer her: bentep16@gmail.com


Poly sagde ...

Kære Jørn

En yndlingslæser. Det var da et stort ord. :-)) Men jeg takker da pænt.

Og jeg tror faktisk at de fleste har alt for mange jern i ilden. Tiden flyver som besat, og de fleste gange når man kun det halve af det planlagte. Og det på trods af alle de modernede hjælpemidler.

Men jeg håber af noget af din tid går med at skrive en bog. For nu har du efterhånden skrevet så mange dejlige tekster, med hovedvægt på den kære Vims og krigstiden, at alle dine feedback må have lagt gode frø!

Med mange hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Det er da vist den længste tekst, jeg endnu har set på Skrive-bloggen, tænkte jeg for snart længe siden. Og helt ærligt, så tænke jeg også, den kommer jeg da aldrig igennem.

Men da "snød" du mig alligevel Jørn, for da jeg kom i gang med at læse greb din særlige stemning omkring Johannes mig, og før jeg vidste af det, havde jeg været på en helt speciel tur med Johannes, og havde nydt bekendtskabet med ham undervejs.

"Men så hørte han støvler", "Støvlerne standsede", "Hej kan du høre mig? råbte støvlerne" og "Støvlerne lo lidt" er et godt eksempel på "pars pro toto" en del for helheden, her støvler for manden. Først hører Johannes lyden af løbende støvler, dernæst ikkelyden, da de standser, og da Johannes, som ligger væltet på marken, i sin lettere omtåget tilværelse - og angst - ikke ser manden, er det "støvlerne" der taler. Den sproglige figur passer så fint i situationen, men jeg synes brugen kammer over ved 4. gentagelse. Her vil jeg mener less is more!

Som Bente, synes jeg også, at du med fordel kan stramme op i en ret så lang blogtekst.

Håber du kigger ind og ser at nogen har været på besøg :-)

Kh Ragnhild

Jørn E. sagde ...

Jovist Ragnhild, vist kigger jeg da forbi med jævne mellemrum.
Jeg er glad for at høre, at jeg kunne fastholde dig længe nok til at du læste historien færdig.
Det er sikkert rigtigt, at teksten godt kan strammes lidt op, men jeg nyder at være fri for Saxo's snærede bånd. M.h.t. længde er det jo stadig en "short story".

Tak for kommentaren

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Poly sagde ...

Kære Ragnhild

Aha! "Pars pro toto" Så det er hvad man kalder denne form for omdannelse af et mindre element fra en samlet helhed. Sjovt nok har jeg slet ikke hørt dette udtryk før nu.

Selvfølgelig skulle jeg lige tjekke Google for nærmere studering. Jeg synes det var meget pudsigt, dette udtryk er brugt enormt meget i psykologien. Især for den aktive del af begrebsdannelsen. :-)

Med hilsner
Poly