lørdag den 15. september 2012

På kunstudstilling med Tante Tulle



Tekst og illustration: Bente Pedersen

”Kan du ikke køre omkring Tante Tulle? Hun mangler hjælp til indkøb!” lød sms’en fra Charlottes mor. Charlotte rynkede lidt på næsen. Stranden og Morten måtte så vente til senere. Hun elskede sin tante højt, men at handle sammen med hende kunne være noget af en udfordring. Tante Tulles distræte og noget forvirrede tilgang til verden var ikke blevet mindre, som sygdommen skred frem.

Charlotte sukkede, vendte cyklen og kørte hen mod gadekæret. Her boede Tante Tulle stadigvæk i det lille hvidkalkede hus. Forleden havde hun været ved at bage petits fours til en fernisering. Imens de var i ovnen, hvirvlede hun rundt og placerede alle sine farvestrålende lærreder i den lille have. Da den tykke røg så kom væltende ud ad Tante Tulles køkkenvindue, ringede Fru Hansen ved siden af nærmest pr automatik 112.

Charlotte stillede cyklen i det lille stativ ved lågen og låste sig ind. I gangen duftede det sødt og krydret.

Hun sparkede sandalerne af, mens skoletasken blev smidt i hjørnet. Hun elskede onsdage, når hun skulle passes hos Tante Tulle. Duftglasset med låg stod på det lille, hvide bord under spejlet. Det var fyldt med rosenblade fra tantes have. Hun havde selv været med til at samle dem, så de kunne tørres. De knasede lidt som cornflakes, når hun kørte fingrene igennem dem. Som altid stak hun næsen helt ned i glasset og snusede ind. Så åbnede hun den sorte lakæske, der stod ved siden af. Hun kunne se sit lille runde ansigt i låget, så meget skinnede lakken. Selv om hun godt vidste, hvad der nu ville ske, holdt hun altid vejret. Når den lille spilledåse så begyndte at klimpre, og danserinden snurrede rundt på tåspidsen, slap Charlotte igen åndedrættet frit. Hun huskede at tørre lakæsken af med trøjeærmet, inden hun stillede den tilbage på plads.

Charlotte rystede lidt trist på hovedet ved synet af kørestolen, der stod klappet sammen i entréen. Nu var det for længst slut med at rejse, for Tante Tulle kunne hverken gå særlig langt eller finde vej selv.

Inden de kunne komme ud af døren, insisterede Tante Tulle på at iklæde sig en hvid sommerkjole med broderi anglaise. Hun anbragte en lille stråhat med lilla bånd på de grå lokker, og siddende veltilpas i kørestolen slog hun den elegante parasol ud med et smæld. Charlotte havde forstået, at Tante Tulles plan for dagen var at besøge den meget ansete udstilling på ”Musee des Arts Decoratifs ”. Charlotte krydsede fingre for, at Tante Tulle ville godtage, at lige præcis den udstilling fandt sted i ”Dagli'Brugsen” i Østerbygade.

Uden for ”Dagli'Brugsen” studerede Tante Tulle nøje plakatsøjlerne med dagens tilbud og erklærede: ” Jo, vi må straks ind og købe billetter, lille Charlotte, for tro mig! Dette bliver noget af et tilløbsstykke!” Indenfor pegede Tante Tulle mod kioskafdelingen med sin solparasol og bad Charlotte hente 2 billetter og et udstillingskatalog.

De rullede videre mod svinglågen ved indgangen, mens Tante Tulle fornøjet studerede ”Bo Bedre”. Charlotte forklarede hende, at der i dag var lodtrækning på billetterne, så hun skulle sørge for at gemme dem. Tante Tulle viste dernæst de to indkøbte skrabelodder til flaskedrengen, Kristian, der stod ved flaskeautomaten. Selv om alle i Nr. Vebberup kendte Tante Tulle, så blev Kristian dog lettere forvirret, da han på flydende fransk blev spurgt, om udstillingen var en succes.

Mens Tante Tulle studerede en farverig opstilling af ananas på dåse og forsøgte at finde det omtalt i kataloget, skyndte Charlotte sig rundt efter af varerne på indkøbssedlen. Det gik planmæssigt, indtil hun hørte et mægtigt rabalder af dåser, der faldt. Hun hørte også Tante Tulle råbe: ” Au secours! Au secours! Venez vite ! C'est un grand scandale!”

Lars, ”DagliBrugsens ”bestyrer, kom løbende hidkaldt af larmen. Midt i en bunke væltede ananasdåser sad Hans og tog sig til hovedet. Han var repræsentant for ”Gevalia-kaffe” og havde såmænd bare stået og fyldt varer på hylden, da kvindemennesket i kørestolen begyndte at hyle op på fransk og dernæst havde slået løs på ham med sin parasol.

Lars skyndte sig at køre Tante Tulle i retning af slagterafdelingen, hvor han blev mødt af Charlotte. ”Nu må du altså lige tage dig af Tante Tulle. Hun overfaldt en mand omme ved kaffen! Tror du ikke bare, at du skal køre hende hjem, inden der sker mere?”

Charlotte overtog kørestolen og kørte mod udgangen. Tante Tulle tørrede de små svedperler under næsen væk med et lommetørklæde. ”Ja, du kan sandelig godt være stolt af din gamle tante, lille Charlotte, for jeg har lige reddet et af de vigtigste kunstværker på hele udstillingen. Vil du tænke dig, Charlotte! Der var en mand, som bare sådan uden lige begyndte at flytte rundt på kunstværket! Skandaløst!” Tante Tulle virrede med sit lille hoved, så de grå lokker bølgede under hatten. ”Jeg råbte på hjælp, men han fortsatte bare. Hvilken mageløs frækhed! Bare fordi, jeg er en gammel kone i kørestol! Sådan en vandal! Så svang jeg min solparasol. Han fik et ordentligt gok lige over øret. Han svimlede vist, for han væltede sørme hen over hjulene på min kørestol! Hvilket held!” Hun rettede lidt på en bøjet stiver i parasollen og skubbede lommetørklædet på plads i ærmet. Tante Tulles smil var i sig selv et lysende kunstværk, da Charlotte hastigt rullede hende mod udgangen.

22 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Jeg kender godt det der med at gå i byen med en gammel tante. Dog var og er hun stadig frisk i hovedet - stort set og hun kunne gå selv. Nu er hun 96 og i beskyttet bolig. Så det er slut med byturene.

Nå, men til din historie. Allerførst er jeg lidt i tvivl om Charlottes alder. "stranden og Morten" teen-ager? "Passes af tante" 6 - 9 år?

I første afsnit, næstsidste linie: "...tilgang til verdenen". Jeg mener at der kun skal stå "verden". Beskrivelsen af Chralottes forhold til duftglasset og spilledåsen frembringer minder fra mine besøg hos min farfar og farmor.

5.afsn. Sidste sætning:"Nu var det for længst slut med at rejse for Tante Tulle...". Det fik først mig til at tænke, at Ch. rejste for TT.
Forslag: Ja, det var for længst slut med TT's rejser...eller sådan noget.
Du beskriver TT's paralelverden, med billetter og køb af katalog rigtig godt. Ch klarer skærene rigtig godt, så nu tænker jeg, at hun er teen-ager. Måske var omtalen af pasning, duftkrukke og spilledåse et "flash-badk?"

Afsn. 10, sidste ord: ...solparasol. Æh, her kunne du vist have sparet det indledende "sol" (Stor dansk Grand-danois).

En, på en gang morsom, trist og rørende historie om demensens følger og kørestolens begrænsninger.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...

...Jeg glemte jo, at kommentere din illustration.
Den sidder jo lige i øjet. Supergodt valg!

Kærlig hilsen
Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Du er hurtig ude og også tilbage på pinden som kommentator... dejligt...Og tak for dine iagtagelser :-) ...så jeg vil da også returnere med hurtig feedback...

Charlottes alder? Nu: teenager,sådan i gymnasiealderen cirka, og i flashbacket førskolebarn. Vendingen "passes af Tante Tulle", skoletasken,og sandalerne der sparkes af er netop spor, der skal indikere, at vi er tilbage i tid...Et flashback, hvis indhold retfærdiggør, hvorfor hun gerne vil bruge tid på at hjælpe Tante Tulle også nu som teenager... selv om Morten og stranden venter...

Jeg retter lige "tilgang til verden", men vil beholde solparasol, fordi det giver mig billedet af netop sådan en fiks lille sag fremfor den store parasol i haven. Og så tror jeg, at jeg nøjes med at skrive, at det nu var slut med at rejse. Det er vel også underforstået, at det gælder Tante Tulle, når det er hende, der sidder i kørestol.

Hvis du går et par uger tilbage, vil du se, at jeg har lagt min efterlyste mailadresse til dig i en kommentar under din tekst :-)

Jeg er specielt glad for, at du finder min beskrivelse af Tante Tulles parallelunivers troværdigt, for det tog noget tid at få kørt i stilling.

Kh Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære alle!

Jeg har lige været inde og kigge lidt statistik på vores blog, som jeg gerne vil dele med jer, fordi det viser sig, at der er et pænt liv omkring bloggen, også selv om vi oplever, at vi ikke er så mange, der kommenterer :-)

I alt har der været udgivet 375 tekster. Der er 50 faste læsere. I snit er der ca 40 sidevisninger pr dag. Den sidste måned er bloggens side blevet vist 1.265 gange, og i alt siden den startede, er den vist 43.394 gange. Og for så lige at slutte med kommentarerne, så er der afgivet 4.504 kommentarer i alt.

Var det ikke gode nyheder?

Kh Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Dejligt med hurtigt feed-back. Jeg vil lige nævne, at jeg ikke har lagt mine kommentarer ind to gange for at forbedre statistikken. Det er noget bloggen gør og selv om jeg forsøger at slette den ene, bliver den der alligevel.

Når jeg harcelerer over solparasol er det fordi, at para-sol jo betyder "mod sol". den anden type parasol du nævner kalder jeg en "haveparasol". Aber schwam darüber. Det henhører jo til småtingsafdelingen.
Jeg fornemmede jo nok, at det med Ch's alder havde med flash-backet at gøre. Det ville være godt, hvis det fremgik lidt tydeligere. Men det kan være at det er mig der er lidt tung i opfattelsen.

Din statistik er absolut opmuntrende, men jeg kunne godt tænke mig at vi var lidt flere skribenter. Jeg tænker særligt på hvad der er blevet af Leonius? Har du mødt ham andre steder i cyberspace?
Men tak for dit arbejde med at finde de interessante tal.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Hej igen, Jørn og andre blogister..og god søndag..

Ja, jeg har lagt mærke til, at du gør det dobbelt så godt som os andre med hensyn til kommentarerne ;-) (Det er mig, der har fjernet dobbeltgængerne i dette kommentarfelt, da jeg jo har redigeringsrettigheder ;-), men det er da irriterende.Måske har Randi et godt råd?)

Med hensyn til at gøre det tydeligere, at det er et flashback, så tror jeg, at det er et spørgsmål om smag og behag og ikke mindst skrivestil. For mig ville det blive alt for meget "tell" at gøre det meget anderledes. Jeg vil hellere vise det gennem hendes adfærd og andre hints i det pågældende afsnit, men selvfølgelig skal det udbygges med flere spor, hvis det går direkte hen over læserens hoved.

Og så har jeg talt med den jyske del af mig, der bestemt skelner mellem have- og solparasol, men kan godt se, at ordet i sig selv viser hensigten... Skulle det matche haveparasol skulle den så kaldes for en håndparasol,men det er der jo ikke noget, der hedder. Så nu har jeg rettet det til kernebetydningen: parasol... og selv om det er i småtingsafdelingen, som du skriver, så elsker jeg at "sprognørde" lidt!

Jeg kunne bestemt også godt tænke mig flere aktive skribenter, men jeg kan se, at tendensen er akkurat den samme inde på "Perfiktion", hvor mange gamle "saxofonister", heriblandt Leonius boltrer sig. Der er også en månedlig opgave i det forum, hvor jeg kan se, at antallet af faste bidragere er dels meget svingende alt efter opgavens karakter og dels følger en nedadgående kurve fra ophør af forfatterskolen og hen over månederne og til en ny runde forfatterskole begynder. I det forum diskuteres også, hvor "folket" er henne. Måske er det et symptom for tidsånden: " Jeg er her, indtil videre..." Jeg har på grund af ressourcerne eller mangel på samme måttet vælge og prioritere, så jeg lægger min indsats her på "Skrivebloggen" og har ikke været aktiv på "Perfiktion" i snart et år,så sådan er der sikkert andre, der har valgt Skrivebloggen fra for at være aktiv andre steder.

Men jeg har også tænkt på, hvor Anita er henne?

Og så vil jeg da gerne opfordre eventuelle medlæsere, der normalt ikke sender tekster ind, om at komme og være med i flokken. Det kan jo være, at vi udadtil virker som en sammenspist lille gruppe...Det kunne være dejligt med nye medlemmer, ja det kunne...

Jeg skal i øvrigt i min læsekreds i dag og diskutere et stykke sagprosa: "Nonne, tur-retur". Det er faktisk udsprunget af en tekst, jeg skrev på Saxo om en nonne, der stod for at skulle afgive sit endelige løfte. En verden,jeg ikke kendte særlig meget til, så derfor læste jeg bogen, da den udkom...og nu skal vi så diskutere den i min læsekreds. Skægt, hvordan ringene i vandet breder sig...

Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

En nystartet tilføjelse. Vi har haft uvejr på anden dag, med uendelige lyn, hagl, og tonsvis af regn. Og som vanlig, og fordi vi ikke har lynafleder hernede på husene, bliver både computer og tv slukket. Men nu er det en pænt ophold tropestormen, som ligger og cykler frem og tilbage. Men jeg ser lige et snit til at få min kommentar leveret til dig.

Sikken en sjov lille historie. Og at slå den stakkels mand med sin solparasol, var lige noget min gamle mormor kunne have fundet på.

Og dit billed er jo fint tvetydigt. Både en illustration som henviser til repræsentanten for Gevalia-kaffen, og ligeledes som et billed fra en kunst udstilling.

Jeg ved ikke helt hvorfor, måske er det nogle af de ord du bruger, men jeg føler mig lidt hensat til gamle dage i dine flashbacks.

Hvilket sikker er måden du beskriver den kære Tante Tulles univers på. Jeg ser hende som en sjov og excentrisk dame.

Jeg kan levende forstille mig, at Charlotte nød sine besøg hus tanten, med alle de spændende ting og indtryk hun fik gennem årene.

Jeg morede mig også over al den halløj, Tante Tulle fik lavet i den lokale Dagli'Brugsen.
Et typisk landsby butik, der også understeges af gadekæret, og det at alle keder hinanden.

Og sammen med den naturligt indflettet kørestol, har du så fint fået alle månedens indigenser tryllet om til en fornøjelig fortælling.

Som altid har du fine detailjer med. Men favorit er den med den lille spilledåse. At Charlotte også fik tørrer lakæsken af med trøjeærmet, får netop det hele til at virke så dejlig naturligt.

Og så var jeg lige et smuttur til Jørns kommentar. Og for mig, når jeg læser om Tante Tulles solparasol, ser jeg straks en fiks feminin sag, a'la dem man bruger i Japan for at beskytte sig imod solens stråler.

Og så lige til din fine statistik. Wow, det må jeg nok sige. Super flot. Helt bestemt gode nyheder. Mange tak for det Bente. Det oplivede gevaldigt. :-))

Med mange hilsner
Poly

Poly sagde ...

Kære Bente

Jeg ser lige du har lidt mere i kommentarene.

Og jeg tror også at det er noget gennemgående på de fleste blogger at kurven går op og ned. Men som du også henviser til fra din statistik, så er der trods alt mange der læser. Derfor synes jeg det er helt fint med din opfordring til eventuelle medlæsere, at de er hjertelig velkommen.

Og jeg kan jo ikke lige dy mig for at takke dig for at lægge din energi her. Gudskelov. Det er jeg og helt sikkert vores medskribenter rigtig glade for. < ♥ >

Og god fornøjelse med din læsekreds.

Med hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Din beskrivelse af vejret hos dig pt. er så levende, at det såmænd kunne være oplæg til en månedsopgave. Jeg håber ikke at det bliver for voldsomt. Jeg er også opdraget til at slukke for alt elektrisk i tordenvejr, så jeg kan godt følge dig i, at det bare er med at få slukket i en fart... Lynet slog engang ned lige uden for min mors hus, løb via telefonkablet og endte med at give et ordentligt knald ved telefonstikket i min mors stue, hvor tapetet også blev svedent, så jeg har skam vældig respekt for det.
...Og så har du endda og alligevel nået at skrive så lang en kommentar med så mange gode iagttagelser. Tak for det,Poly!

Jeg tror såmænd også, at Charlotte har hygget sig gevaldigt hjemme hos Tante Tulle, da hun var barn, men det er en anden historie. ;-)

Jeg ledte længe efter det helt rigtige foto...Det er nemlig også én af de ting ved Skrivebloggen, som jeg holder af...og forsøgte lige præcis at finde koblingen mellem et kunstnerisk udtryk og så det mere jordnære link til Gevalia-repræsentanten i teksten.

En anden grund til, at jeg holder fast ved Skrivebloggen er, at jeg synes, at det er overkommeligt at forholde sig til én tekst om ugen. På de to andre "skriveværksteder", som jeg er tilmeldt, men ikke særlig aktiv, kan jeg have svært ved at nå både at kommentere og så samtidig også få skrevet lidt selv. Her på Skrivebloggen er det lige passende til mig. Derfor håber jeg selvfølgelig også, at vi kan holde liv i den. ;-)
Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Jeg var midt i at skrive, da uvejret brød rigtigt løs. Og så går det ellers hurtigt med at gemme dokumenter og lukke ned. Faktisk hiver jeg alle stik ud. Jeg har også sørget for at have kogende vand på min store termokande.

Jeg bliver altid meget urolig, når vi har tropestom, som er en blanding af alt mulig. Det værste er lynene, for de kommer i en uslukkelig strøm, så man nærmest kan smage det. Og med din lyn-oplevelse, er det helt rart at du forstår mig. For når det er rigtig storslemt, går jeg ind hos naboen med store bedende øjne, som lukker mig ind med et overbærende smil. Skrækken skjuler pinligheden. :-))

Jeg er helt enig med dig. Det at der kommer et foto på til en tekst, er specielt for Skrivebloggen, og sætter oplevelsen en tand i vejret. Og som du også nævner, nemlig overkommenligheden.

En anden ting jeg også oplever med Skriveblokken, er følelsen af, vi vitterlig tager del i hinandens tekster med specielle personlige kommentar. Hvilket kun sker minimalt på andre blogger. Medmindre man selvfølgelig har oparbejdet et vis samhørsforholds.

Netop derfor skal vi - og vi vil - holde liv i vores blog med næb og klør. Om det så er en trekløver, firekløver eller flere, er det også okay. For vi alle har på skift, livets travhed eller forhindringer som følgesvend. Og det skal der jo også være plads til. Ellers bliver det nærmest for upersonligt.
Nemlig! :>))

Med mange hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Jeg tog turen med tante Tulle i lørdags, og det var en spændende og fin tur. I dag tager jeg den så endnu en gang og konstaterer at:

Du har et fint lille tilbageblik i andet afsnit til en episode, der er af ny dato (forleden) og som eksemplificerer oplysningen fra første afsnit om tante Tulles demente tilstand.

Du har et meget fint og sanset barndomserindringstilbageblik i fjerde afsnit.

Du har gadekær, Dagli'Brugs og "lille hvidkalkede hus" med til at tegne miljøet om et lille sted - udkantsdanmark med en forslidt og meningstom kliche. Den "gamle dansklærer" vipper endnu et "krav" af :-)

Kørestolen i femte afsnit bringer Charlotte tilbage til nuet fra de erindringer, hun formentlig blot i brøkdele af sekunder har opholdt sig i. Sådan! Du har på allerbedste måde honoreret opgavens mange krav.

Og så følger din muntre beretning om tante Tulle på indkøb, nej på kunstudstilling! Din muntre beretning derom bliver til en slags sorgmunter fortælling. For det er jo alt andet end morsomt, når sygdom ændrer ens opfattelse af livet og nuet.

Situationerne, tante Tulle, Charlotte og bestyrer Lars står levende for denne læser. Dejligt at læse endnu en af dine fine tekster.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild "dansklærer"!

Det er så sjovt og lærerigt efter mange år at have været den, der sad med "rettepennen" nu at være i den situation, at andre læser ens tekster og vipper af med flueben. Da jeg var lærer, havde jeg sjældent tid til at skrive, med mindre det var i forbindelse med undervisningen, og at læse litteratur for egen ren fornøjelse var en by i Kasakhstan. Nu kan jeg så begge dele, og det er da dejligt, og at der så også er nogen at dele oplevelserne med, beriger da det hele... så tak for din gode kommentar.

Jeg tror, at Tante Tulle er en samlet spejling af dels en dame, som min mor kendte og dels nogle kvinder, jeg har mødt på plejehjem. Den omtalte dame i Viborg var efterhånden så dement, at hun var en fare for sig selv boende i eget hjem, men den sødeste gamle dame var hun, og min mor fortalte så sjove historier om hendes gøren og laden til mig.

Du har selvfølgelig fanget begge tilbageblik med hver deres funktion, og jeg er også glad for at den sørgmuntre stemning slår igennem, for det er JO slet ikke sjovt, og da slet ikke for Charlotte, eller for Gevalia-repræsentanten for den sags skyld.

Og ja, du har ret i, at der ikke skulle så meget til at tegne et landsbymiljø, når man greb ned i kliché-posen og hev et par brikker op, der kunne danne kulisse for tekstens handling.

Det bliver spændende at se, hvad du har fundet på.

Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Bente og Ragnhild

Jeg har lige læst jeres gensidige kommentarer. En fornøjelse at læse og en lille historie i sig selv. Så professionelt. Ingen overflødige ord eller forkert ordbrug. Sådan!

Jeg konstaterede min indre tankegang, som i grunden burde være grøn af misundelse over jeres farverige og underforstået meningsudveksling. Men sådan en dødssynd blev smidt overbord årtier tilbage.

Næ, jeg sad nærmest og slikkede jeres trylleri af ordforråd og beskrivelser op til hjernemassen.

Åh, hvem der bare kunne hive sanseindtryk op fra ord-posen og trylle de skønneste sætninger frem til fryd og gammen for de fleste.

Jeg har lige besluttet, jeg vil være ordbogsforfatter i mit næste liv, hvis den hypotese er brugbar. :-))

Mange hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Åh,Poly!
Vi skriver jo med hver sin klo, fra hver sin gren, og hvis vi så hver især kommer lidt ud at flyve og får rystet fjerene,så er det jo herligt :-)
Din bemærkning om at ville være ordbogsforfatter fik mig til at mindes, at jeg som barn satte mig den målsætning at ville læse leksikonet fra ende til anden.Jeg kom nu ikke så langt i det projekt, før jeg begyndte at kede mig.Heldigvis blev jeg så frivillig hjælper på skolebiblioteket i stedet for, og der var der jo hylde op og hylde ned af skønlitteratur, der skulle læses. Jeg elskede mine stille timer på biblioteket. Kan endnu fornemme solstrålen komme skråt ind ad vinduet og falde ind på bogreolen i det bagerste hjørne.
Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Jeg var ved at sende en mail, da jeg så din gen-kommentar.

Og ja, jeg ved jo godt at: "Vi skriver jo med hver sin klo, fra hver sin gren". Men iblandt kommer der den der irritation op, fordi mine ord ikke glider på skinner. Men pyt, hvis i kan holde mit sprog ud, kan jeg vel også. :)

Og jeg kan lige se dig blandt hylder af skønlitteratur. Du skulle bare være noget med skriftsprog. :))

Med hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Jeg glemte desværre at kommentere billedet af Gevalia-kaffen. Det er da klart, at tante Tulle må opleve den opstilling som et moderne kunstværk a la lort på dåse :-)

Spændende statistik du har fundet frem, der er da liv, trods alt :-)

Jeg har ikke skrevet en tekst til månedens opgave, jeg stod af pga de mange krav. Jeg har en endnu ikke skrevet tekst parat til at blive omsat til skrift, den kunne bruges, men kørestolen kommer i vejen, synes jeg, og teksten vil nok også blive for lang som en blogtekst.

Til gengæld har jeg lige sendt Randi et haiku om kastanjer. Det skrev jeg sidste år i kastanjetiden.

Kh Ragnhild



Ragnhild sagde ...

Kære Poly

Det er da så dejligt at den grønne misundelse af sig selv konverteres til ros til sådan et par "gamle" lærere :-) Tak, tak.

Der var desværre ikke noget bibliotek i den lille stationsby i Himmerland, hvor jeg havde det meste af min barndom og ungdom.

Der var lidt biblioteksbøger i et skab på skolen, men førstelæreren vogtede nidkært over dem og mente at udlånene skulle rationeres, så der ville være bøger til eventuelle andre lånere.

Heldigvis var der i byens udkant et gårdejerpar, hvis børn var blevet voksne. Der stod på deres loft kasser af skønne børnebøger. Dem lånte min veninde og jeg. Vi fik en tre fire stykker, når vi var der - samt saftevand og kage.
Når vi havde læst "egne" bøger byttede vi, inden vi gik op på Næsbygård igen.

Tit lå jeg på gulvet i den stue, der også var min fars kontor, og læste artikler i Konversationsleksikonet. Jeg havde dog ikke planer om at læse alt fra a til å.

Og så var jeg forøvrigt parat til at læse aviser, dengang Kaptajn Carlsen sejlede rundt med sit skæve skib. Det foregik også på maven på gulvet. Det var min yndlingslæsestilling.

Vi var 5 søskende og jeg læste alt, hvad vi alle fik af bøger til jul og fødselsdage.

Nå nok om alt det. Nu slipper min klo grenen og min indre fugl flyver ind i soveværelset :-)

Godnat fra Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Hvor hyggeligt at høre om din barndoms læsevaner, og hvor var det heldigt med det venlige gårdejerpar, der lånte jer bøgerne.
Jeg kan også huske, at vi kun måtte låne to bøger ad gangen i de små klasser på skolens bibliotek. Da jeg blev 12 år åbnede en helt ny verden sig, for da kunne jeg blive låner på det store Centralbibliotek inde i Viborg, og der måtte jeg låne lige så mange bøger, som jeg kunne slæbe hjem på cyklen. Jeg kørte gladeligt de 4 km ind til byen og hjem igen med posen fuld på bagagebæreren.Hvor var det heldigt med det venlige gårdejerpar.

I mit barndomshjem var der ikke mange bøger, men cirka engang hvert halve år kom en dame cyklende helt ud til os i det lille vænge ved skoven. Hun solgte min mor bøger med "opbyggeligt" indhold: Det var altid historier, hvor børnene gjorde noget forkert, fik dårlig samvittighed, bad til Gud og fik tilgivelse...når de altså valgte at gøre "det rigtige". Hun må have været fra en eller anden kirkelig retning, og hvordan i alverden min mor var kommet under hendes beskyttende vinger, ved jeg ikke, for min mor var da ikke hverken specielt religiøs eller troende, men hun endte altid med at købe en bog eller to af damen(Jeg husker hende tydeligt. Hun havde sådan en dyb, hæs stemme)... og så læste jeg dem selvfølgelig. Der var skam også fine fotos i, så de fik et autentisk præg. De var nu lidt skræmmende, nu da jeg tænker over det!

KH Bente

Poly sagde ...

Kære Ragnhild og Bente

Det var helt morsomt at læse, hvordan barndommes læsestof blev udforsket og dyrket hos jer to. Hvilket jo viser at børn er både nysgerrig og videbegærlig.
Der var ikke bøger i mit hjem. Det var rengøring og ekstra hjemmearbejde for voksne, som vi børn for det meste lavede.
Men jeg havde adgang til den sidste sektion af søndagsavisen, så jeg plejede at læse alle stillingsannoncerne og løse sektionens kryds og tværs opgave. Fra ganske lille var jeg nærmest besat af at lære noget og græd som pisket, da jeg skulle ud på arbejdsmarked efter 7. klasse.
Da jeg blev myndig, blev jeg heldigvis i stand til at sidde på skolebænken igen, samtidigt med jeg arbejdede fuld tid på et plejehjem. Jeg var stolt som en pave over mit 10-tal i dansk på mit eksamensbevis fra et privat toåring Realkursus i Hellerup.
Dernæst flugte flere år, hvor jeg nærmest slugte den ene bog efter den andet, inden for hele viften af litteratur fra gamle og nye skandinaviske forfattere, som senere blev fulgt op med tonsvis af bøger på dansk og engelsk fra vidt omkring.
Og som vi ved, laver man helt sikkert tingene om, når man selv får børn. Så jeg sikrede mig, at mit barn havde tonsvis af bøger og højtlæsning, da han var barn.

Med mange hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!
Jeg forstår så godt din stolthed og opnåede resultater, for der skal både vilje, energi og udholdenhed til, når man som voksen skal samle op på en skolegang, der kun gik til til 7.klasse. Men du er jo et lysende eksempel på, at det kan lade sig gøre. Og du klør stadig på med at udvikle sproget. Hatten af for det!
KH Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Poly

Ja, hvor er børns vilkår forskellige. Det var spændende, men det gjorde også lidt ondt, at læse om dine vilkår i forbindelse med det at have adgang til at læse. Applaus til dig for din ihærdighed og dine fine resultater og sandelig også til det at give det videre til dit barn, som du selv har savnet i din barndom. Sådan brydes uheldige/dårlige mønstre.

Reager først nu, da vi igen er hjemme efter en dejlig weekend ude.

Kh Ragnhild

Poly sagde ...

Kære Bente og Ragnhild

Tak for jeres søde skulderklap.
Og heldigvis er der jo ingen ende på at lære eller indlære nye ting.

Mange hilsner
Poly