lørdag den 27. oktober 2012

Skriveferie på Skrive-bloggen



Kære læsere,

Endnu en omgang SAXO forfatterskole løber i øjeblikket af stablen, og de fleste af Skrive-bloggens ihærdige forfattere har drøntravlt med at løse de stillede opgaver dér.

Imens er i meget velkomne til at genlæse de omkring 350 tekster, som indtil videre er publiceret på Skrive-bloggen.

Mange hilsner,
Randi

lørdag den 20. oktober 2012

H for Helene



Tekst og foto: Randi Abel

Denne tekst er en månedsopgave på Perfiktion og er skrevet på basis af Edvard Munchs billede 'Melancholy'.



3. persons-fortæller

Den første gang Helene så ham sidde på de glatte sten og kigge ud mod horisonten var i skumringen dagen efter, hun var flyttet ind i sommerhuset. Han så ud til at være opslugt af sine egne tanker, men han kiggede alligevel op, da hun gik forbi. Hun smilede til ham. Han gengældte hendes hilsen med et kort nik.

Helene gik tur langs stranden næsten hver aften. Bølgernes skvulpen mod stenene havde en beroligende virkning på hendes flossede sind, og den salte brise fejede tankerne væk om Jonas og hendes veninde Julie sammen i dobbeltsengen, den dag hun var kommet tidligt hjem fra kontoret med en dundrende hovedpine. Helene var stormet ud af lejligheden og havde vandret rundt på må og få, indtil hun pludselig befandt sig midt på broen over fjorden. Det var to betjente på patrulje, som havde fået hende på bedre tanker.

Efter et ophold på psykiatrisk afdeling var hun flyttet i egen lejlighed, og kort tid efter var hun vendt tilbage til sit job. Det gik dog kun til en eftermiddag, hvor hun måtte flygte om bag et tøjstativ i Føtex for ikke at stå ansigt til ansigt med Jonas og Julie, som hånd i hånd dukkede frem bag nogle hylder. Hendes kollega havde tilbudt hende at låne sommerhuset i den anden ende af landet for at få det hele på afstand.

Til Helenes store overraskelse sad manden der, hver gang hun kom forbi, og efter at have smilet til ham nogle gange tog hun mod til sig og standsede udfor ham.

”Hej!”

Manden nikkede.

”Bor du i nærheden? Jeg har set dig her nogle gange.”

Han slog ud med armen.

”Nå, du bor nede i byen? Jeg bor i det hvide sommerhus derhenne. Jeg hedder forresten Helene.” Hun rakte ham hånden.

”Simon.” Han rømmede sig. ”Jeg hedder Simon.”

Om lidt skal Helene møde Simon igen. Han har inviteret hende ud på en sejltur i solnedgangen. Hun kaster et sidste blik i spejlet, inden hun griber kurven med de lækre madder, hun har smurt. Solens sidste stråler glimter i dugdråberne på halsen af hvidvinsflasken, som stikker op af kurven.

Helene tager et par dansetrin, da hun går ned ad den smalle sti til stranden.



Jeg-fortæller

Det var hendes skygge på stenene, der gjorde mig opmærksom på, at hun var der. Hun smilede til mig, men jeg lagde mærke til, at smilet ikke nåede hendes øjne. Hendes ansigt var indrammet af blonde lokker, og hun havde store bryster i T-shirten. Var det mon hende?

Et par dage senere var hun der igen, men det var først ugen efter, hun stoppede op og talte til mig.

Jeg mærkede den velkendte, kildrende fornemmelse i kroppen og måtte vende hovedet væk fra hende for at skjule mit smil, da hun sagde sit navn. Helene. Så var det hende.

Om lidt skal jeg mødes med Helene igen. Jeg har inviteret hende på en sejltur i solnedgangen.

Jeg sidder for sidste gang på denne sten, på denne strand og tænker på den første sejltur for præcis syv år siden. Jeg havde ikke planlagt at lægge det stykke fiskesnøre om Annas hals og stramme til, men pludselig var hun begyndt at lyde som mor. ”Simon, du er min lille mand. Nu skal vi to rigtig hygge os, Simon.”

Mor sagde altid: ”Simon, har man sagt A, må man også sige B,” så da jeg mødte Betina, vidste jeg, hvad jeg måtte gøre.

Nu dukker Helene frem bag træerne. Hun har en hvid kjole på, og det ser ud, som om hun danser. Jeg rejser mig og går hende i møde.

lørdag den 13. oktober 2012

Oktober - en haiku-suite



Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

en enlig solsort

mellem
dybgrønne grene

blodrøde æbler



stæreflokkelyd

omkring
et kastanjetræ

kapsler i græsset



spredt under træet

mahognibrune lysglimt

blandt
gyldne blade


lørdag den 6. oktober 2012

Kaffepause





Tekst og illustration: Bente Pedersen

- Nu trænger jeg til en smøg. Gider du tage dem. I frakken på bagsædet.

- Argh! Jeg har SÅDAN en hovedpine. Kan du ikke vente til næste rasteplads?

- Nøp! En halv time til den næste, siger gps’en.

- Hvad så med et stykke marcipanbrød?

- Og det sku’ hjælpe?

- Du elsker marcipanbrød. Kom nu! Her!

- Tak, tak… men find nu lige de smøger, inden jeg falder helt i søvn.

- I søvn? Jamen, hvad så med en lille sang? Denne her for eksempel: ”Wake Me Up, Before You Go Go …”

- Hvor ER du bare SÅ morsom! Tag nu de smøger! På bagsædet!

- Nu ved jeg det! Kaffe! Du skal have kaffe. Her! Du får min!

- Av, for helvede! Hvad laver du! Se nu en kæmpe plet, der kom der!

- KURT! SE OP! BREMS!