lørdag den 20. oktober 2012

H for Helene



Tekst og foto: Randi Abel

Denne tekst er en månedsopgave på Perfiktion og er skrevet på basis af Edvard Munchs billede 'Melancholy'.



3. persons-fortæller

Den første gang Helene så ham sidde på de glatte sten og kigge ud mod horisonten var i skumringen dagen efter, hun var flyttet ind i sommerhuset. Han så ud til at være opslugt af sine egne tanker, men han kiggede alligevel op, da hun gik forbi. Hun smilede til ham. Han gengældte hendes hilsen med et kort nik.

Helene gik tur langs stranden næsten hver aften. Bølgernes skvulpen mod stenene havde en beroligende virkning på hendes flossede sind, og den salte brise fejede tankerne væk om Jonas og hendes veninde Julie sammen i dobbeltsengen, den dag hun var kommet tidligt hjem fra kontoret med en dundrende hovedpine. Helene var stormet ud af lejligheden og havde vandret rundt på må og få, indtil hun pludselig befandt sig midt på broen over fjorden. Det var to betjente på patrulje, som havde fået hende på bedre tanker.

Efter et ophold på psykiatrisk afdeling var hun flyttet i egen lejlighed, og kort tid efter var hun vendt tilbage til sit job. Det gik dog kun til en eftermiddag, hvor hun måtte flygte om bag et tøjstativ i Føtex for ikke at stå ansigt til ansigt med Jonas og Julie, som hånd i hånd dukkede frem bag nogle hylder. Hendes kollega havde tilbudt hende at låne sommerhuset i den anden ende af landet for at få det hele på afstand.

Til Helenes store overraskelse sad manden der, hver gang hun kom forbi, og efter at have smilet til ham nogle gange tog hun mod til sig og standsede udfor ham.

”Hej!”

Manden nikkede.

”Bor du i nærheden? Jeg har set dig her nogle gange.”

Han slog ud med armen.

”Nå, du bor nede i byen? Jeg bor i det hvide sommerhus derhenne. Jeg hedder forresten Helene.” Hun rakte ham hånden.

”Simon.” Han rømmede sig. ”Jeg hedder Simon.”

Om lidt skal Helene møde Simon igen. Han har inviteret hende ud på en sejltur i solnedgangen. Hun kaster et sidste blik i spejlet, inden hun griber kurven med de lækre madder, hun har smurt. Solens sidste stråler glimter i dugdråberne på halsen af hvidvinsflasken, som stikker op af kurven.

Helene tager et par dansetrin, da hun går ned ad den smalle sti til stranden.



Jeg-fortæller

Det var hendes skygge på stenene, der gjorde mig opmærksom på, at hun var der. Hun smilede til mig, men jeg lagde mærke til, at smilet ikke nåede hendes øjne. Hendes ansigt var indrammet af blonde lokker, og hun havde store bryster i T-shirten. Var det mon hende?

Et par dage senere var hun der igen, men det var først ugen efter, hun stoppede op og talte til mig.

Jeg mærkede den velkendte, kildrende fornemmelse i kroppen og måtte vende hovedet væk fra hende for at skjule mit smil, da hun sagde sit navn. Helene. Så var det hende.

Om lidt skal jeg mødes med Helene igen. Jeg har inviteret hende på en sejltur i solnedgangen.

Jeg sidder for sidste gang på denne sten, på denne strand og tænker på den første sejltur for præcis syv år siden. Jeg havde ikke planlagt at lægge det stykke fiskesnøre om Annas hals og stramme til, men pludselig var hun begyndt at lyde som mor. ”Simon, du er min lille mand. Nu skal vi to rigtig hygge os, Simon.”

Mor sagde altid: ”Simon, har man sagt A, må man også sige B,” så da jeg mødte Betina, vidste jeg, hvad jeg måtte gøre.

Nu dukker Helene frem bag træerne. Hun har en hvid kjole på, og det ser ud, som om hun danser. Jeg rejser mig og går hende i møde.

5 kommentarer:

Ragnhild sagde ...

Kære Randi

For det første gjorde det rigtig godt i går at se din signatur under en tekst.

For det andet vidste jeg, at jeg nu skulle genopleve en gysende god tekst.

For det tredje er det et rigtig godt havfoto, som leder tanken hen på Edvard Munchs billede Melancholy.

For det fjerde er det helt aktuelt at trække din (vores) tekster om Munchs billede frem igen i disse Munch-på-Aros-tider. Den udstilling må jeg bare til Århus for at se.

For det femte var jeg faktisk inde at relæse egne munch-tekster forleden.

For det sjette - ja undskyld - gentager jeg mig selv fra for et par år siden:

"Ja - selvfølgelig - i din fortælling må manden på stenen være suspekt, men seriemorder, hvordan kan du nænne det?
Og han er kun kommet til H og der er forfærdelig langt til Å.
Dine tekster er gode. Den første virker næsten som et lille stykke triviallitteratur efter opskriften:
Bedraget kvinde, livet går i stå, møder ny mand og sød musik opstår.
Men nej, vi får en grusom veltunet jegfortælling, som drejer det hele på hovedet.
Jeg sidder ængstelig tilbage efter dette indblik i en tilsyneladende rationel mands dybe ondskab.
Det er flot og uhyggeligt, det du formår at lægge ind i så lille en tekst."

For det syvende må der lidt nye reflektioner til:

Førstepersonsfortællingen er i min optik langt den bedste.
Teksten med 3.personsfortæller ville for mig virke bedre, hvis den ikke gjorde brug af replikker, men lod samtalen og forberedelserne ligge som en del af det tilbageblik, det meste af teksten er bygget op over. Dog lige bortset fra den sidste linjes nutid.

Det er godt nok mange kvinder at slå ihjel for at få hævn over en formentlig plagsom afdød mor. Måske oven i købet plagsom på en seksuel grænseoverskridende måde. Det ligger implicit i den forfærdelige replik: "Simon, du er min lille mand. Nu skal vi to rigtig hygge os." Måske er/var moderen hans første offer, fordi han var blevet hendes offer.

Huha Randi, din gysende fortælling gav mig nye og dybere gys. Tak for dem trods ubehaget :-)

Kh Ragnhild

PS se lige debattråden

Ragnhild sagde ...

Kære alle.

Jeg har lige lagt et nyt oplæg på vores debatside. Jeg omtaler det her - også for at få sat et "flueben" ved din tekst, Randi. God søndag til jer alle - og på saxo-gensyn :-)

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Randi!

Så dejligt igen at læse ikke bare én, men to tekster fra din hånd. Skønt jeg kan huske og ved, at jeg har været omkring dem begge før på Perfiktion, så sidder jeg alligevel og frydes med en gyselig lille rislen ned ad ryggen.

H for Helene, H for hovedrystende misbrug af en lille dreng, H for hvislende advarsler om at have svært ved at nære tillid til dine medmennesker, når du er et såret menneske, og H for håbet om, at hun når at vende om i tide...men jeg tror det ikke, for dertil har han allerede for meget erfaring i at tage liv.

Og så det sidste H for "Hold da op, hvor er det godt!" Randi, jeg glæder mig til, at der igen bliver tid, rum og mulighed for, at du får skrevet dine veldrejede tekster til glæde for os her på Skrivebloggen og andre tillige!

KH Bente

PS. Dine to synsvinkler fungerer jo bare perfekt. Jeg kan så godt lide,at du lader hende træde ind i hans jeg-fortællerberetning via hendes skygge på stenen.

Jørn E. sagde ...

Kære Randi!

Jeg tænker på, om kvinder altid går med frygten om at blive offer for en sindsyg mand?

Tanken er opstået under denne termin i Saxoskolen. Der var der ganske mange, især kvindelige, forfattere, som skrev historier som kredsede, mere eller mindre direkte, om den tanke/frygt.

Historien er jo, som sædvanlig, letløbende og jeg overraskes når jeg har læst sidste sætning, over at du kan få så megen handling ind i så kort en historie, og så oven i købet med to fortællersynsvinkler. Det misunder jeg dig. For det har jeg svært ved.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Poly sagde ...

Kære Randi

Jeg opdagede lige du havde en tekst på. Men det er næsten midnat her, så jeg vender tilbage. Sikket ikke før efter julen.

Mange hilsner
Poly