lørdag den 8. december 2012

En sneugle og to undulater



Tekst og foto: Bente Pedersen

Hun tørrer skoene af på måtten, som hun har lært. På skiltet over brevsprækken lyser hans navn alene sort på hvidt. Da hun var barn, stod der to. Men det var før. Hun trykker håndtaget i bund og lytter. Ingen fugle, der pipper. Hans overfrakke hænger på knagen. Den stinker af gammel mand og cigar. Hun undgår at se på døren til soveværelset og går ind i stuen.

Hun har svært ved at ånde frit. Støvet ligger tykt over det hele. Så har søsteren, Karen, altså heller ikke været her. Eller nogen fra den nye familie for den sags skyld. Hun sætter sig i hans lænestol ved vinduet. Læderet føles koldt mod ryggen. Blikket falder på reolen med den udstoppede sneugle. Silkeblød at røre ved. Når man en sjælden gang fik lov. Den han lovede hende, at hun måtte få. Bagefter. I bunden af fugleburet ved siden af ligger to døde undulater. Hun lader dem ligge.

Hun kigger på listen, som plejecenteret har sendt hende. Hvorfor lige hende og ikke Karen? Altid hende, også nu. Hun får samlet det hele sammen: Læsebriller, de små batterier til høreapparatet, et par fuglebøger og så bryllupsbilledet. Af ham og den nye kone. Selv om hun ikke vil, kan hun ikke lade være med at kigge på det smilende par foran rådhuset. Hun vrænger ansigt ad dem. Har lyst til at række tunge.

Hun stopper det hele i den medbragte kuvert, skriver hans navn og plejecentrets adresse udenpå, og lukker den. Hun nægter simpelthen at skrive afsender på. Han skal ikke tro noget.

Hun tøver et øjeblik. Går så over mod reolen og tager hårdt fat i uglen. Den skal med hende hjem. Da hun har låst fordøren, smider hun nøglen ind gennem brevsprækken og går raskt ned ad trapperne med uglen under armen.

Hun smiler ved tanken om at plukke den. En fjer ad gangen.

24 kommentarer:

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Der er åbenbart en som har et par høns at plukke med en vis herre.
Kreativt og i mangel af bedre vælger hun så uglen. HI-hi.
Meget fint, at lade læseren om at digte på årsagen til dette indestængte had, eller i hvert fald vrede.
Som sædvanlig bliver der også plads til din skønne humor.
Rutinemæssigt vil jeg lige, for god ordens skyld at det som sædvanligt er skide godt skrevet
For fremtiden vil jeg spare tid ved blot at skrive SGS.

P.S.: Du skal lige vide, at jeg havde min historie færdig inden jeg svarede på din. Du vil forstå, når du læser min. Gnæk - gnæk.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Kan du ikke lige fjerne den ene af mine kommentarer, som igen er udkommet i stereo. ;o)

Bente Pedersen sagde ...

<3 Jørn!

SHOS og LOL over din kommentar.Tak for ordene. Jeg er glad for, at du fanger, at læseren selv kan lægge årsagen ind,men jeg har dog lagt et par spor, som kunne pege i en vis retning.

Jeg glæder mig rigtig meget til at læse din version, og det må da også være oplevelsesrigt for Ragnhild at se, hvad vi får ud af hendes oplæg.

Kh Bente

Ps Jeg skal gerne fjerne dine ekstra kommentarer.

SHOS er vist ikke gangbar i sms-retorikken, men bertyder i min version: Sidder Her Og Smiler

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Først, tak for din ulejlighed. Nu forholder det sig sådan, at jeg overhovedet ikke er inde i de der sms koder, så jeg undrer mig også over, hvad LOL betyder.
Har du mulighed for, at sende mig alle afsnit af "Rådyret" i word ell. odt.(open office).
Der er sket noget mystisk med mine originale tekster. Så jeg kan ikke åbne dem. Når jeg forsøger, kommer der bare et eller andet bogstavkaos, som jeg ikke tør røre ved og jeg har slettet det.
Da jeg var i Stockholm købte jeg en memory-stick med 20G for 150 svenske. Nu vil jeg lægge alle mine historier over på det. Det er jo frygteligt, når det bare forsvinder.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Hej Jørn!

LOL betyder vist nok laughing out loud, hvis jeg husker rigtigt ;-)

Jeg skal prøve at kigge på Rådyret og se, om jeg kan hjælpe dig. Jeg gemmer mine tekster på Dropbox. En nem og helt gratis måde, og så kan du finde dem uanset, hvilken pc du bruger eller hvor du befinder dig i verden. Og det er så nemt at bruge... men jeg har dem da også gemt på en ekstern harddisk. Memory stick er da også en god idé og nemt at bruge.
Kh Bente

Anita sagde ...

Kære Bente.
Hvilken barndom har hun måtte døje med. Søskendejalusi hænger ved mange år efter!
Uglen skulle han ikke have glæde af på ældrecenteret, plukkes langsomt og lidelsesfuldt, som hun selv...
En god afsluttende historie, der lægger op til endnu en fantasi om hvad der måske skete.
Glædelig jul Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Det er, og har været meget spændende at læse din fortsættelse af min egen tekst.

Din hp har en hel anden bagage med sig i sit livs rygsæk end jeg forestillede/forestiller mig, min hp har i egen livsrygsæk.

Dine korte og antydende sætninger og tekstens sprog følger fint i forlængelse at opgavens. Gad vide, om en læser, som ikke ved, hvad vi har gang i, ville kunne afsløre skiftet i forfatter. Men det kunne jo komme an på en prøve. Vi har jo sikkert begge private medlæsere som kunne være testpersoner.

Indholdsmæssigt fornemmer jeg en diskrepans et par steder, men dem lader jeg ligge til en senere diskussion.

Jeg må nemlig først have fat i de spor, jeg synes, du lægger som en mulig forklaring på din hp vrede og ubændige lyst til - og behov for hævn.

1. Men det var før

2. Hun undgår at se på døren til soveværelset

3. Silkeblød at røre ved. Når man en sjælden gang fik lov. Den han lovede hende, at hun måtte få.

4. Bagefter.

5. Altid hende, også nu.

ad 1. Før? men før hvad? Jo, før hans kone døde. Men måske også før noget andet, som teksten indtil nu ikke har belæg for. Han kan være en morfar/farfar/onkel eller anden nær slægtning i generationen før din hp´s.

ad 2. Hvorfor undgår hun bevidst at se på den dør? Fordi noget (måske) er foregået bag den, som hun måske (stadig) er helt alene i verden med. Anelserne bag tekstens første spor får ny næring.

ad 3. Rekvisitten den udstoppede sneugle. Sne, hvid, renhed! Et barligt ønske om at røre ved uglen og om at eje den. Og han har jo lovet hende, at hun måtte få den!

ad 4 Bagefter! BAGEFTER! Det forfærdelige ord som spor må, må simpelthen være helt alene om en placering som spor. Det er tekstens mest forfærdelige ord. det er tekstens vendepunkt. Det er det ord, som giver hele teksten og din hp vrede mening. Men en forfærdelig mening. Den slægtning har forbrudt sig mod (åh, hvor jeg sog savner et navn at kunne give personen "hun" lige nu. For i navnet ligger en identitet, og jeg vil som læser kunne komme lidt tættere på hende. Altså, hun er nødt til at hedde noget! Hun kunne hedde Helle, men nej, hun skal, med al den symbolik der ligger i navnet, hedde Viktoria.

Altså, slægtningen, manden, som senere har giftet sig igen, og dermed igen fået en legal sexpartner har misbrugt Viktoria sexuelt bag den lukkede soveværelsesdør og har lovet hende uglen. Bagefter. Altså, når det i sengen var overstået. Men hun fik den aldrig, for hun skulle jo lokkes med den næste gang, og næste gang. Indtil det forfærdelige på et tidspunkt er stoppet.

En lille hævn er et vrænget ansigt ad ham og den nye kone. Hun skulle nu også have rakt tunge, men du lægger så fint en dæmper på hendes reaktion.

Den skal nemlig komme, når der skal plukkes en høne/sneugle fjer for fjer.

Jeg kan godt lide, Viktoria tager hårdt fat i uglen, smider nøglen fra sig (noget er nu endelig slut)og derefter går raskt ned ad trappen. Fra begyndelsens tøven til slutningens beslutsomhed. Jeg tror hun er i gang med at bearbejde sit barndoms traume. Noget tuder på at hun vil "sejre".

Bente en en forfærdelig god og grusom fortsættelse af mit oplæg.

Undskyld for det med navnet :-)

Nu er jeg selvfølgelig så spændt på din reaktion. Men jeg mener, de anførte sætninger er så tydeligt et belæg for min tolkning.

Knus Ragnhild

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Nå, jeg var så bange for at miste min lange smøre, så den måtte bare lægges på. Desværre fik jeg ikke småluget i teksten. Der mangler en parrentes slut, nogle kommaer samt andre småting. Værst er dog det "tuder" som skulle være "tyder".
Vil du rette det ord for mig?

Der kom heller ikke noget ad 5, men her er det så.

ad 5. Søster Karen har nok været for stærk en personlighed, til at en forbrydelse kunne rettes mod hende også.
Viktoria gør sin pligt med hensyn til at sende effekter til plejehjemmet. Der er ingen afsender på den forsendelse. "Han skal ikke tro noget"

Bente, du er bare så god til at antyde og til at skabe mellemrum i teksten/dine tekster, så der er plads til læseren. Det kan jeg godt lide. Vi vil nemlig så gerne selv - også som læsere.

Jeg har ikke lavet min egen fortsættelse endnu. De næste par dage bliver det heller ikke. Vi kører til Kbh i morgen for at være farforældre til Leopolds julefest i børnehaven. Der kommer sikkert mange stolte og glade bedsteforældre :-)

Jørn har jo også allerede sendt sin tekst, så det går nok. Jeg er selvfølgelig spændt på endnu en fortsættelse af mit oplæg.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Anita!

Da også rigtig glædelig jul til dig...ja jul kan det da blive snart, kan det...:-)

Pudsigt, at du læser søskendejaulousi ind i teksten, for jeg har bare tænkt det som en del af det tunge lod, hun kom til at bære som den ældste. Jeg tror ikke, at hun ønsker, at hendes lillesøster skulle bære bare en brøkdel af hendes oplevelser, men hun ønsker nok bare, at hun havde haft nogen at dele med.

Jeg glæder mig til at læse din tekst ;-)

Kh Bente

Ragnhild sagde ...

Jeg må lige ind igen for at sætte et flueben :-)

Og så skal der lige lægge en ros til dit meget velvalgte billede af sneuglen, som så flot hviler på en meget fin og harmonisk sten med farve som kontrast til det (uskylds)hvide. Et godt billede af en fin skulpturel fugl.

Kh igen :-)

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Du ser og finder alle mine spor og lægger dem sammen til det puslespil, som jeg lige præcis havde tænkt. Det er jeg glad for!

Jeg har aldrig skrevet en tekst om dette emne før, for misbrug af børn er så forfærdelig, at jeg næsten ikke kan rumme det.

Hvorfor så nu? Jeg tror, at 3.persons-fortælleren inviterede mig. Når jeg ikke skulle helt ind i en jeg-fortæller, og når jeg kunne nøjes med at antyde i stedet for at pensle ud, så kunne jeg godt magte det. Også med sådan en kort tekst.

Der var også noget i hendes adfærd i dit oplæg, hvor hun går forbi opgangen flere gange, inden hun endelig tager sig sammen, der for mig antydede, at der havde hun absolut ikke lyst til at komme mere, for hun kender jo omgivelserne indgående. Det viser de kropslige reaktioner der mærker og genkender.Derfor blev det for mig et gensyn med hjemmet, da hun gik op ad trappen.Et gensyn med lejligheden, hvor de alle fire boede før, det blev opdaget og forældrene skilt.
I din tekst overvejer hun, om der er liv deroppe, siden der er mørkt, og "liv" blev for mig de fugle, som faren altid har været interesseret i, og det fuglebur, som altid stod i stuen. Derfor lytter hun efter fuglepippen, da hun åbner døren.
Den nye familie er ej heller en del af hans liv længere...måske har historien gentaget sig...for ellers ville de jo have taget sig af sagerne efter hans indlæggelse og efterfølgende skifte til plejehjem/center, og det ville være dem, som plejecentret ville have henvendt sig til, men nu har de via folkeregistret fundet frem til ældste datter. Det var mine tanker om det.

Jeg er glad for, at du synes at tone og fortællestil er fortsat, for det har jeg gjort mig tanker om. ;-)

Jeg er da interesseret i, hvad du mener med diskrepans i teksten, og er det for meget at dykke ned i her, så send da gerne noget uddybende på min mail bentep16@gamil.com. Det er en god mulighed for at lære af en god skribent!

Men nu skal du først nyde at være der for dit barnebarn. Rigtig god julefest sammen med Leopold!

Kh Bente

Bente Pedersen sagde ...

Næh, nu var du sørme lige forbi, mens jeg skrev, kan jeg se på tidspunktet ;-) Ja, jeg ledte længe efter den helt rigtige ugle og synes selv, at jeg fandt den! Måske inspireret, af den ugler, der sidder i mørket og tuder i vores baghave i disse stunder. Hvad fortæller den om der i mørket?
Kh Bente

Jørn E. sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Jeg har siddet og læst Ragnhilds kommentar. Det er altid meget givende.

Jeg ser ikke så dybt ned i teksten og dens mulige antydninger af uhyrligheder begået mod din hp.

Jeg ser det familiære billede sådan, at hp er familiens "ordensduks" og altid har været det. De kender jeg flere eksempler på. Den ørrige familie er så vandt til at hun altid tager sig af de praktiske opgaver, at de sikkert ville blive højligen forbavset, hvis hun havde sagt fra.

Efter, at bl.a. internettet har været medvirkende årsag til megen afsløring af incest og børnesex, er det jo naturligt, at der tales og skrives mere om det.
Jeg tror, at det, desværre, er langt mere udbredt end man har været klar over. Når tiden iøvrigt har udviklet sig i retning af mere åbenhjertig tale om sex, forstærkes opfattelsen af incest og børnesex' udbredelse yderligere.

Jeg glæder mig til at se hvad andre har fundet på, at fortsætte Ragnhilds historie med.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Ja, men ved du hvad? Jeg tror da ikke, der er nogen uoverensstemmelse alligevel.

Det er blot mig der har taget forforståelse med fra egen tekst over i din.

Derfor kunne det ikke blive hendes barndomshjem for mig. Underligt, underligt. Derfor kunne han heller ikke blive hendes far, men blev en mulig bedstefar.

Når det er hendes barndomshjem, har hun jo låst sig ind i det et utal af gange. Og det var bl.a noget omkring det med nøgle og indgående kendskab til lejligheden der forstyrrede mig. Jeg har været læse-blind.

Jeg skrev netop selv en januartekst til Perfiktion i år, hvor jeg for første - og sikkert også eneste - gang lod det være en insesthistorie. Og jeg lod det også være faderen, der begik overgreb. Så jeg forstår slet ikke, hvorfor jeg ikke ville lukke den far ind i din tekst.

Det med 3.-persons fortælleren kender jeg godt. Vi kan "putte" os lidt i forhold til den fortæller.

SGS - LOL - og SHOS :-)

Jeg Sidder også Her Og Smiler over din og Jørns kommentarer. Og over der er liv på bloggen.

Kh Ragnhild

Ragnhild sagde ...

Min egen røde kuglepen står og hopper, fordi den vil markere, at der er noget galt med ordet insest. Skribenten ved altså godt, at det staves incest.

Og ville alle så bare erkende, at der er noget riv rav ruskende galt med handlingen/handlingerne bag begrebet incest, så børn ikke mishandles på den måde.

Så længe der begås seksuelle overgreb mod børn, har din og andres tekster derom sin store berettigelse.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Tak for at vende tilbage og uddybe ;-) Vi har jo al mulig ret til at læse teksten, som vi nu engang gør...Vi kan vel egetlig ikke andet? Sådan en ordensduks, som du møder i teksten, havde jeg nu slet ikke tænkt ind i hende, men jeg kan godt se, at bemærkningen om støv og at ånde frit kan pege i den retning. Jeg havde mere tænkt det, som hendes fysiske reaktion på at være tilbage. Og at støvet ligger tungt skulle vise, at faren er blevet en ensom, gammel mand, der ikke har nogen i sin omgangskreds, der vil gøre ham den tjeneste at holde lejligheden, til han evt. ville returnere til lejligheden fra sygehuset.

For mange år siden efterhånden...15 - 20 år siden, tror jeg...var jeg deltager i en temadag for lærere og andre offentlige ansatte om incest. Det var virkelig et tungt, men nødvendigt emne at få mere viden om. Man siger jo, at der sidder i gennemsnit 2 i hver skoleklasse, der er udsat for misbrug, og deres signaler til omverdenen om hjælp er ofte så diffuse, at man virkelig skal være skarp og parat til at handle på selv den mindste mistanke som lærer.
Det værste indlæg næsten var af politichefen, der fortalte om en helt konkret sag, hvor pigen havde lukket op og fortalt om farens misbrug. Han var blevet fængslet, og hun vidnede mod ham i retten,han fik sin dom, men den var så kort, at han kunne forlade retten som en fri mand lige bagefter, fordi han havde siddet varetægtsfængslet, mens sagen blev undersøgt. Politichefen kunne næsten ikke få sig selv til at fortælle, at pigen på grund af hendes alder var nødt til at tage med begge forældre hjem lige efter retssagen. Det kan stadig give mig mavepine at tænke den sag...og det er jo dobbelt svigt, fordi moren ikke sagde fra i forhold til farens misbrug af datteren. I tiden derefter læste jeg rigtig meget både fag-og skønlitteratur om emnet, så jeg kunne få så bredt og nuanceret billede af det som muligt. Og ja det er altid den voksne, der bryder grænser, der burde være der. Ingen tvivl om det!

Kh Bente

PS Jeg håber, at du har fået mail med et styks rådyr :-)

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Ja det må virkelig være noget af en udfordring sådan at overlade sin tekst med alle dens forestillinger og forventninger til videreskrivning af andre. Jeg er nu glad for, at du ved nærlæsning ikke finder uoverensstemmelse med oplægget ;-)

Kh Bente

Leonius sagde ...

Kære Bente,

det er jo utroligt hvordan man kan blive påvirket af en tekst. Hvordan dit afsnit i den grad kan øve indflydelse på Ragnhilds tekst,
og flytte focus fra en tvivlende kvinde til en misbrugt kvinde.
Det er noget af det der gør denne øvelse interessant.

Leonius.

Poly sagde ...

Kære Bente

Som altid beundre jeg din skrivestil med korte klare sætninger, som gør læse oplevelsen meget intens. Og selvfølgelig også alle dine indflettede hentydninger. Og dit billedet kunne jo ikke være mere perfekt. So flot.

Dit første afsnit rummer flere gemte minder. Men det der fik nakkehårene til at stive, var denne sætning:
Hun undgår at se på døren til soveværelset og går ind i stuen.”
Straks var jeg på vagt. Åh, nej!

Det andet afsnit synes jeg henviser tydeligt til mit indtryk med disse to sætninger:
”Den han lovede hende, at hun måtte få. Bagefter.” ”Hun har svært ved at ånde frit.”

Og som jeg fornemmede, at selvom hendes afstandstagen gjorde det svært at samme tingene på hendes liste, var det som en gammel vane, hun gjorde sin pligt.

For mig, viser hun sit mod ved ”at vrænge ansigt” og mentalt ”række tunge.” Jeg følte, du yderligt bekræfter det med denne sætning: ”Han skal ikke tro noget.”

Derfor bliver jeg ikke spor overrasket over nøglen, der bliver smidt ind gennem brevkassen.

Og bedst som jeg troede, at nu kunne hun endelig få uglen som ”gave”, får jeg lige smidt uglens plukning i hoved! Wow!

Total overraskelse. Og så ovenikøbet, ”En fjer ad gangen.”

Igen har du præsenteret en suveræn afslutning, og beundringen vælter op i mit følelsesregister og rammer klokken på toppen!

Det tog lidt tid og var lidt svært at få mig taget sammen til at komme i gang med skrivetøjet. Gudskelov det lykkedes, for sikken en masse dejlige kommentar der mødte mig. Super herligt.

Og nu da jeg også fik læst alle dine kommentarer, kan jeg se at du velfortjent har fået masser af roser. Ikke at forglemme, Ragnhilds flotte og uddybende kommentar. Jeg kunne så læse, at hun også fik fat i dette her ”misbrugt”. Men jeg havde ikke som Ragnhild noget behov for at give hp et navn.

Og ganske rigtigt som Jørn skriver, at ”bl.a. internettet har været medvirkende årsag til megen afsløring af incest og børnesex, …”

Jeg må da også lige tilføje, - ja undskyld sprogbruget – at med slig sager, altså lige får mit tis til at koge!!

Jeg var i tidernes morgen på ferie på Mallorca og delte værelse med en pige, der var sekretær i politiet. Hun fortalte, at der dagligt indløb sager om incest. Men her skal jeg nok dy mig. for at uddybe yderlige meninger om dette emne.

Og ganske rigtigt som Jørn skriver, at ”bl.a. internettet har været medvirkende årsag til megen afsløring af incest og børnesex, …”

Jeg må da også lige tilføje, - jo undskyld sprogbruget – at med slig sager, får det altså mit tis til at koge!!

Jeg var i tidernes morgen på ferie på Mallorca og delte værelse med en pige, der var sekretær i politiet. Hun fortalte, at der dagligt indløb sager om incest. Men her skal jeg nok dy mig. for at uddybe yderlige meninger om dette emne.

Men hensyn til min tekst til denne opgave, var jeg inde og lede efter min initial tekst, som jeg begyndte på, straks efter Ragnhild havde lagt forslaget ud. Irriterende nok, kunne jeg ikke finde dette dokument. Jeg prøver dog igen senere.
Men hvad jeg har liggende, er teksten til forrige opgave. Jeg skal blot lige have tjekket den igen. Så den vil jeg sende ind til Randi. Og efter juledagene, har jeg tid til at starte op igen, med Ragnhilds historie.

Med mange hilsner
Poly

Bente Pedersen sagde ...

Kære Leonius!

Tak for din kommentar! Det er hyggeligt, at se dig herinde på bloggen igen :-)
Ja, jeg glæder mig også til at se, hvad I andre finder på. Det er jo sådan, i alle tilfælde for mig, at har jeg fået en idé, som begynder at arbejde i mig, så har jeg svært ved at skrive en hel anden tekst.
I morgen vil jeg læse din tekst, og se, i hvilken retning den går.
Kh Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Poly!

Hvor dejligt, at du fandt vej og får fat i skrivetøjet igen, som du skriver. Og så lægger du ud med sådan en lang og grundig kommentar. Tak for det! :-)

Min skrivestil er fremkommet ved bevidst at afprøve forskellige måder og mærke efter, hvad jeg bedst kan lide. Da jeg startede for nogle år tilbage, skrev jeg typisk lange hovedsætninger med mange ledsætninger. Det lærte jeg jo på gymnasiet, at det var akademikersprog, og det var det, som lærerne honorerede med gode karakterer.På seminariet arbejdede vi jo også med sprogstil og -leje i forhold til børnetekster. Hvis jeg ikke har skrevet i et godt stykke tid, så kan jeg mærke, at den gamle måde at skrive på blander sig igen. Det er meget pudsigt. :-)

Så giver du mig en meget grundig nærlæsning af teksten, og vi går hånd i hånd i forhold til din oplevelse og min hensigt.

Og da så mange tak for de flotte ord om min afslutning. Tænk sig jeg var så vred på hendes vegne, at afslutningen kom helt af sig selv. Der skulle bare ske noget med den ugle.

Jeg tror, at Ragnhilds Viktoria skal ses symbolsk...sejr...men det ved kun hun. Jeg har det også fint med at lade det være et generelt dækkende "hun".

Glæder mig til at læse dine tekster, når de engang kommer.

Kh Bente

Poly sagde ...

Kære Bente

Ja, jeg forstod godt Ragnhilds symbolske "Viktoria".

Jeg synes det er meget 'sjovt', at din egne skrive-ord, kan få en vrede op, så du automatisk slutter med 'et bank'!

Og det med mine tekster, kommer nok først efter julen og nytåret. Selvom det så småt er at klø i hjernemassen for at få noget nedfældet.

Med mange hilsner
Poly

Ragnhild sagde ...

Kære alle

@ Jørn

Stor tak for dit smukke klap på min kommentatorskulder :-)

@ Poly og Bente

Selvfølgelig skal hp i En sneugle og to undulater ikke have et navn, "hun" skal netop være et generelt dækkende hun. Det er jo netop din fortjeneste Bente, at du trækker din læser så tæt på "hun", så læseren får en fornemmelse af at kende hende. Og de personer læseren kender, kender han/hun jo også navnet på. Det var blot det jeg ville antyde. Og så tror jeg "hun" er i gang med at kæmpe - og sejre, derfor Viktoria :-)

God jul til jer alle.

Kh Ragnhild