lørdag den 22. december 2012

Onkel Axel



Tekst: Jørn E.
Foto: Randi Abel


Historien er en fortsættelse af Ragnhilds ”Efterår.” Men den kan også læses som en selvstændig historie. Den er en kombineret besvarelse af septemberopgaven, stillet af Poly og oktoberopgaven stillet af Ragnhild.

Hun stod stadig med hånden på dørhåndtaget. Så var det pludseligt som om hun vågnede op fra en drøm. Hun stak nøglen i låsen og lukkede op med et par beslutsomme bevægelser.

Mens hun havde tøvet foran døren til onkel Axels lejlighed, var hendes tanker gået tilbage til den tid, hvor hun havde haft sin daglige gang hos ham. Det var sluttet for et par år siden, hvor hendes arbejde havde ført hende så langt væk som til Australien.

Da hun trådte ind i entreen blev hun budt velkommen af onkel Axels hyggelige ”møf”.
Lugten som tilhørte ham. En blanding af piberøg og bibliotek. Selvom luften i lejligheden var iltfattig, tung og smålummer efter lang tid uden udluftning, bragte den ny næring til hendes minder fra den gang. Det føltes som om det var årtier siden.

Hun havde været frustreret. Splittet mellem omsorgen for sin onkel og de nye muligheder i hendes karriereforløb ved at tage jobbet i Australien. Firmaets første afdeling i Australien med hende som leder.

Men hun kunne jo ikke forlade onkel Axel, efter alt det han havde gjort for hende. Slet ikke nu, hvor han var blevet en gammel mand, plaget af slidgigt i ryggen og et par andre alderdomsrelaterede skavanker. Hun kunne mærke, at hun blev nødt til at tale med ham om det. Hun blev dog holdt tilbage af tanken om at han helt sikkert ville sige at hun skulle rejse. Det ville være en lidt for ”billig omgang” for hende. Hun vidste jo han ville tilskynde hende til at rejse, og hun ville jo frygtelig gerne have det job.

Hun bragte det på bane i sidste øjeblik før hun var nødt til at give sin arbejdsgiver besked. Det var ved deres eftermiddagskaffe, som var blevet den faste indledning til hendes besøg, hvor hun gjorde rent og gik i byen for ham. Kaffe med en enkelt kanelsnegl, som onkel Axel holdt så meget af.

'Du er så tavs min lille skat'. Onkel Axel så undersøgende på hende. Hun kom til at rødme. Følte sig afsløret.
'Hvad er det der trykker dig min søde pige?' Hun så ned i kaffekoppen som for at hente inspiration. Så så hurtigt hun op igen, lagde sin hånd på knæ og fortalte ham det hele. Hun fik tårer i øjnene mens hun fortalte.
'Jamen det er da vel ikke noget at være ked af?' Onkel Axel så spørgende på hende.
'Kan du da ikke forstå at jeg så må svigte dig?' Tonefaldet var lidt heftigere end tilsigtet.
Onkel Axel lænede sig afslappet tilbage i sin øreklapstol og lo befriet mens han koncentrerede sig vældigt om at stoppe sin pibe.
'Jamen herregud. Mener du virkelig....?'. Han så op. 'Svigte mig. Nej min ven, det gør du ikke. Men du svigter dig selv, hvis du ikke siger ja til sådan den chance. Jeg ville da også have det rædselsfuldt, hvis jeg skulle leve med bevidstheden om at jeg var årsagen til at du ikke tog imod dit livs chance. Det gør du da bare.' Han pegede på hende med pibespidsen og så hende med et fast blik og et skælmsk smil om læberne.

Nu hun stod her tænkte hun igen på ”den billige omgang” men var alligevel lykkelig for at han havde uafviselig og rolig.

*************
Alle disse minder vældede frem i hende nu, hvor hun stod tre skridt inde i entreen. Det var en gammel lejlighed, med en lang gang som entre og døre til lejlighedens øvrige rum. Første dør på højre hånd var ind til spisestuen. Hun lukkede op. Støvpartiklerne svævede rundt i solen som faldt ind gennem det store vindue. Rummet var stadig delvist møbleret med et stort rundt spisebord og fire stole i engelsk stil i mahogni med sort hestehårsbetræk. Desuden var der et skab i samme stil med skuffe til duge. Over skuffen glaslåger med facetslebne ruder og hylder til glas og porcelæn. Skabet var tomt.

Et postkort midt på bordet fangede hendes opmærksomhed. Motivet var en vej med nogle biler i et bjerglandskab. Det kunne være en af corniscerne langs den franske revierakyst. Hun vendte kortet og læste til sin store forbavselse adressen. ”Grethe Sander, c/o Axel Billing, Lollandsvej 36, 3. sal th. 2000 Frederiksberg, DANMARK. Frimærket var fransk, så motivet var altså fra sydfrankrig konstaterede hun selvtilfreds. Hun havde gættet rigtigt.

Hun bemærkede at der blev en blank firkant på bordpladen, hvor kortet havde ligget. Det havde åbenbart ligget der et stykke tid. Hun læste videre. ”Kære Grethe. Ja, det er mig, onkel Axel, som har skrevet dette kort. Gem kortet og opsøg min advokat Jørgen Orth på Kong Georgsvej 15, 2000 Frederiksberg. Hans telefonnummer er 32 12 25 60. Du skal nok lige ringe i forvejen. Hun smilede for sig selv og mumlede med påtaget ”lillepigestemme: 'Ja onkel. Det skal jeg nok onkel', . Nogle gange var det som om han glemte, at hun var en voksen kvinde nu. Hun sendte sin onkel en kærlig tanke.

Hun læste teksten igen og vendte kortet om og så på billedet. Hvorfor var det blevet sendt hertil? Og endnu mere mystisk: Hvem havde sendt det?

**********

13 kommentarer:

Anita sagde ...

Høm høm, her vandre jeg fint med i din fortælling, i god "møf" og ser de støvede stuer for mig...
Og så må fantasien lige ud på en vandretur igen, for hvem sendte det og hvad drejer det sig om?
Glæder mig til fortsættelsen :)
Kh og
Rigtig godt nytår
Anita

Jørn E. sagde ...

Kære Anita!

Tak for de pæne ord. Ja, det er godt nok mystisk, men der ligger nok noget lusk bagved af en eller anden art. ;o)

Kærlig hilsen og godt nytår til dig også

Jørn E.

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Det er 2013 nu. Godt nytår til dig og alle andre på vores skrive-blog.

Jeg har været på tur i erindringen om onkel Axel sammen med niecen Grethe. Detaljeret får læseren et indblik i det forhold, der er/var mellem de to. Læseren "hører" på tidens afstand en vigtig samtale mellem dem. En samtale, Grete stadig føler førte til hendes svigt af onkelen i kørestolen.

Mens alle disse ordnede tanker fortælles som af en alvidende fortæller, opholder læseren sig stadig i entreen sammen med hp. Det er en lang tekstlig udstrækning, som egentlig forestiller at foregå i et komprimeret nu.

Med "Alle disse minder vældede frem i hende nu" følger så begyndelsen til tekstens 2. del. Ordet "vældede" får denne læser, til at tænke på, at erindringerne kom som mange tankebrudstykker, altså ikke ordnede kronologisk som her. Men det er dit - og din fortællers valg, at det er sådan.

I anden del kommer så optakten til et mysterium. Kortet på spisestuebordet. Skal Grete måske arve lejligheden, er onkel Axel død, hvem har skrevet kortet, og hvem har lagt det på spisebordet? Der har det tilsyneladende ligget længe nok til at efterlade en ikke støvet flade midt i støvet på bordet. Eller er onkel Axel i Frankrig?

Du har skabt nysgerrighed efter svarene på spørgsmålene. Der er stadig noget for dig at skrive videre på. Og det er godt sådan :-)

Det må blive alt for nu.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!
Jeg vil ligge ud med et "godt nytår" til dig og I andre her på Skrivebloggen. Må det blive et lystigt skriveår.

Hvor er det altså interessant, hvor forskelligt denne fortsættelse af Ragnhilds tekst forløber. I din tekst vender hp'en Grethe tilbage til onkel Axels lejlighed efter et par års forløb. Hun har dog stadig nøgle, så hun kan låse sig ind. Om hun forventer, at onkel Axel er hjemme eller ej, får jeg ikke helt fornemmelsen af.

Duften af ham i lejlighedens entre giver anledning til en form for flash back...en refererende type af slagsen...der fortæller os om forholdet mellem de to, der var godt og tillidsfuldt.

Inde i stuen finder hun et kort stående adresseret til hende selv,og det rejser mange spørgsmål.F.eks. spørgsmålet om hvem, der har rejst kortet fra liggende til stående stilling, og dermed også har adgang til lejligheden. Mon ikke Grethe skynder sig hen til advokaten?

Kh Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Godt nytår fra mig også!

Jeg kan godt lide din specifikke analyse af teksten. Du skriver om en lang tekstlig udredning, som forestiller at foregå i dette nu.
Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om du mener det som en kritik af den lange tekst eller du accepterer, at
lange tidsforløb kan gå igennem hovedet på meget kort tid.
Måske skulle jeg have skrevet "væltede" i stedet for "vældede".
Meningen er netop, at som hun står der og påvirkes af hele atmosfæren i lejligheden, kommer erindringerne til hende i store mængder og i brudstykker.
Hvad der ligger bag postkortet på bordet ved jeg ikke, men jeg har selvfølgelig en ide.
Der er klart lagt op til en fortsættelse. For hvis jeg stoppede her, ville min læser med rette sige:"Nå, og så?".
Deadline for decemberopgaven er jo længst overskredet. Men jeg tænkte, at nogen andre kunne have lyst til at fortsætte der hvor jeg slipper.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Godt nytår til dig også!

Når fantasier sættes i gang, kommer der jo næsten uundgåeligt forskellige bud på sådan en fortsættelse.

Nøglen som hun stadig har tænker jeg ikke er så underligt. Jeg har stadig nøglen til min gamle fasters hus, selvom hun er på plejehjem nu.
Sådan tror jeg tit det går, indtil en dag man får taget sig sammen til at smide den ud.

At Grethe vender hjem fra Australien giver vel et spor i retning af, at onkel Axel er død.
Ligeledes, at lejligheden kun er delvis møbleret.

Hvordan du har fundet ud at at kortet skulle være rejst op af nogen, ved jeg ikke. Det må tilskrives din fantasi ;o)
Men Grethe skynder sig alligevel hen til advokaten.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Ja, du har da helt ret. Selv om jeg har læst teksten et par gange, så var jeg sikker på, at kortet stod op ad en vase på bordet og tillige havde efterladt en firkant på bordet. Altså måtte der have været en i lejligheden for nylig. "Det er en ommer, Dr.Watson!" ;-)
Kh Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Ja, det er utroligt, som vores hjerne kan spille en et puds en gang imellem. ;o)

Kærlig hilsen
Jørn E.

Leonius sagde ...

Kære Jørn,

først godt nytår til dig, og i øvrigt til alle herinde.

Jeg ved ikke hvorfor, men detaljesøgningen er åbenbart fulgt med over i din fortælling, for jeg bemærkede at støvet hvirvlede rundt i luften, og kunne ses i solstrålerne, da hun åbnede døren til stuen.
Der må altså være en i stuen, der har skjult sig.
Hvis dette er tilfældet, har du lagt op til en snarlig konflikt, eller lignende.
Du har mange ubesvarede spørgsmål, som kan virker lettere irriterende, når nu historien ikke er længere.
Så naturligvis er en fortsættelse nødvendig.

Leonius.

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Du skriver i dit svar til mig om Grethes erindringer, der ligger som et flash back i teksten følgende:

"kommer erindringerne til hende i store mængder og i brudstykker".

Det indikerer, at disse tanker er springende og dermed måske lidt kaotiske, altså de kommer hulter til bulter, som pludselige erindringer jo ofte gør.

I din tekst bliver de meget ordnede, selv samtalen mellem dem er som et forløb, der foregår i "nuet". Det er det, jeg ikke helt kan få til at passe med "store mængder og i brudstykker".

Du har ret i, at jeg ikke vurderer som sådan, men blot konstaterer. Men måske skinner det alligevel igennem, at jeg er mere til erindringer som tankekaos. Men det er jo forfatterens valg, og her dit :-)Indholdet er jo medrivende nok til at jeg interesseret læser videre.

Havde du stillet dig selv en større udfordring, hvis du havde prøvet det med "brudstykker"?

Kh Ragnhild

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

Først og fremmest undskyld, for at jeg har været så længe om at reagere på din seneste kommentar.

Jeg forestiller mig, at mens Grethe står der i entreen, paserer erindringerne revy, næsten som i en drøm.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Leonius!

Godt nytår, også til dig og undskyld, at jeg har været så længe om at reagere på din kommentar.

Der er ikke nogen i lejligheden ud over Grethe. Det støv jeg forestiller mig, er det man kun ser når solen lyser igennem det. Det fine, fine støv, som altid er der.

Jeg har tanker og ideer til en fortsættelse, så den kommer nok på et tidspunkt.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Leonius!

Godt nytår, også til dig og undskyld, at jeg har været så længe om at reagere på din kommentar.

Der er ikke nogen i lejligheden ud over Grethe. Det støv jeg forestiller mig, er det man kun ser når solen lyser igennem det. Det fine, fine støv, som altid er der.

Jeg har tanker og ideer til en fortsættelse, så den kommer nok på et tidspunkt.

Kærlig hilsen
Jørn E.