lørdag den 27. juli 2013

Hyggetid



Tekst og foto: Lisbeth Henni Mortensen

Agnethe og hendes barnebarn, Malene på fire år, stod ved hvert sit staffeli i den lille have. De arbejdede meget koncentrerede, Malene med sin lille tungespids i en lystig dans ved hvert penselstrøg.

Det var sommer, ikke for varmt, lige tilpas til at male i.

Hendes maleri var næsten færdigt og hun var godt tilfreds med det. Hendes udstilling var om 14 dage, og dette var det sidste maleri hun manglede.

-Bedste, hvorfor maler du kun med blåt? Spurgte Malene pludselig og afbrød Agnethes tanker.
-Det kan jeg godt lide, svarede Agnethe.
-Jamen, hvorfor?
Ja, hvorfor gjorde hun egentlig det? Hun havde intet svar. Vidste bare at når hun malede med den dybe ultramarine farve, så var der ro i hendes sind. Alle tanker var overflødige og hun forsvandt ind i maleriet. Var i situationen hun malede, klatrede i bjerge og fløj i universet, fri som en fugl og hun var lykkelig og nyforelsket.

Hun kiggede på Malenes maleri og spurgte:
-Malene, hvorfor maler du kun med gult?
-Jamen, det har jeg lyst til i dag, svarede Malene.
Det var et flot maleri, Malene havde malet. Lag på lag, kun gult, men med dybde og struktur. Hun er virkelig kreativ, den lille, tænkte Agnethe.
-Har du lyst til en lille pause? Vi kunne sætte os og spise en is.
-Ja, det vil jeg gerne. Malene lagde penslen pænt på hylden ved staffeliet.

De hentede to isbåde i fryseren og satte sig ud i haven.
Malene nød at se fuglene, der landede på foderbrættet, der var solsorte, finker, gråspurve og musvitter. Ind i mellem kom to duer og ville ind i foderbrættet samtidig, men der var slet ikke plads til dem begge. Det så sjovt ud. De lo begge. Malene fortalte duerne at der slet ikke var plads til dem begge. De reagerede ikke, så Malene sagde det igen, lidt højere. Duerne blev forskrækkede og fløj op på lygtepælen.

Agnethe sad og dagdrømte, mens hun mærkede duften af sine krydderuret, jordbærrene, de mørkerøde roser og jasminen, der stod i fuld blomst. Hun var lykkelig. Elskede når hendes barnebarn kom på besøg.
Hendes hverdage var så travle, fuldtidsarbejde, udstillingerne, en dement mor, som havde brug for hende, en del frivilligt arbejde og så de to børnebørn, som hun så alt for sjældent.
Familien var stor og hun nød, når de samledes, men der var ikke så megen tid til overs til hende selv. Det kunne hun godt savne.
Men nu var Malene hos hende i en uge, og det var virkelig skønt med al den hyggetid. De skulle lave kryddersalt og krydder-pesto. Sidste år havde de lavet så meget at der blev delt ud til hele familien. De plejede også at lave rabarber-is og Malene elskede hendes pandekager. Hun deltog i alt, sad på køkkenbordet og arbejdede, mens de snakkede om alt og intet. Ind i mellem var der pauser og Malene trængte til at se en film og slappe af på sofaen.

I går havde Malene været lidt længe om at falde i søvn, så Agnethe havde spurgt hende: Malene hvorfor sover du ikke?
-Jamen, jamen, jeg skal jo lige tænke mine tanker.
Det udtryk var Agnethe meget glad for. Selvfølgelig skal tankerne på plads inden man lægger sig til at sove.

I morges da de var i bad, spurgte Malene. Hvorfor har du så mange krykker der? Og pegede på rynkerne på overlæben.

Jo, pigebarnet kom med mange guldkommentarer, hun havde sin helt egen logiske sans. Agnethe nød hvert sekund, de havde sammen.

-Skal vi gå ud at male videre?
Jo, det kan vi da godt, svarede Malene.

lørdag den 6. juli 2013

Gåden



Billedet er malet af Maja Lisa Engelhardt
Tekst: Anne Lilleager


Fra det fjerne
mod det ukendte

Ledestjernen
oplyser
vuggen,
slægterne
og det individuelle

livets triumf
og begyndelse

Om lidt
fødes
en lille pige

lørdag den 29. juni 2013

Månedsopgave



Kære alle,

Hvis såfremt ifald I skulle få en ledig stund i ferien og simpelthen ikke kan holde jer fra tastaturet, er der her lidt inspiration til at forfatte en tekst:
  1. I teksten skal et kunstværk spille en vigtig rolle
  2. Hovedpersonen skal have børn og børnebørn
  3. Historien skal foregå hjemme hos en eller anden
Go' fornøjelse og ha' en rigtig dejlig sommer :)

Kh
Randi

lørdag den 15. juni 2013

Dagens tekst



Kære alle,

I dag er der desværre ingen tekst på bloggen. Jeg har ikke flere på lager og havde egentlig tænkt mig at lægge en ny opgave på i stedet. Efter Bentes triste meddelelse i vores forum, synes jeg imidlertid, det er mere hensigtsmæssigt igen at tage Skrive-bloggens fortsatte liv op til revurdering.

Jeg erkender, at jeg har været en luset administrator, siden jeg for et par år siden mistede interessen for at skrive fiktion. Jeg burde have sørget for månedsopgaver, at bede om tekster til lageret etc., men det er jo ikke nok at tænke tanken.

Er der blandt jer få aktive interesse for bloggens fortsatte eksistens og i givet fald på hvilken måde? Vil nogen evt. overtage administratorrollen? Vil I alle have adgang til selv at lægge jeres egne tekster på?

Kh
Randi

lørdag den 8. juni 2013

Gummistøvlekøb og vrøvledigt i regnvejr



Tekst og foto: Anne Lilleager

Med paraply og gummestøvler
går min lille hund og vrøvler
for hun ved at katten sover
når det regner,
og hun lover
benspænd
hvis den ud sig vover

Synes støvlerne var mange,
hun sku købe dobbelt gange

Ser på mig og tager noter
et par ben og to par poter

Mener at vi hver især
skal betale tre til hver

Hun det diskuterer længe
for hun selv
har ingen penge

Nu vil hun mit regntøj købe
ellers vil hun fra mig løbe
efter katten
der som tyv om natten
lister rundt
på trods

Siger derpå:
"Se nu mis i træet
ryster og er godt bevæget,
men beskyttet
det er kræet."

Moralen er og lad det skrive:
lad din hund derhjemme blive
når det regner,
før hun vrøvler
om for mange gummistøvler

lørdag den 1. juni 2013

Plymarokkerne



Tekst og foto: Jørn E.

Huset var tømt. Jeg gik en runde for at sikre mig, at der ikke var noget, som havde undgået min opmærksomhed. Mine trin rungede i de tomme tæppeløse rum.

I kælderen, lige indenfor kælderdøren, stod de, Plymarokkerne. Den ene med hul i tåen. Den anden med nedtrådt bagkappe. Min fars havesko. Jeg kunne ikke huske, at han havde haft andre sko til at gå i haven med. Så de havde holdt længe. Men hvad, det var jo også håndsyede sko fra Italien. Jeg lod dem stå. Jeg kunne ikke få mig selv til, bare at smide dem væk. Hans Plymarokker.

Tilbage i entreen kiggede jeg på nogle billeder som stod på skrå op ad væggen. Det var reproduktioner, og jeg havde egentlig besluttet at forære dem til ”Genbrugsen”. Jeg bladrede åndsfraværende gennem bunken.
Jeg standsede ved billedet med skoene. Jeg havde altid syntes, at der var en vis lighed med Van Gogh's billede med støvlerne.

Men der var en særlig grund til, at jeg tøvede med at skaffe mig af med det billede. Der knyttede sig en historie til det.

Min far fortalte mig historien en dag jeg var hjemme for at hjælpe ham med selvangivelsen. Udover at have problemer med synet, havde det med tal og regnskaber aldrig været han stærke side. Vi sad der ved hans gamle købmadsskrivebord i lakeret eg, som han havde købt ved en tvangsauktion engang.
Jeg sad ved siden af min far ved og kiggede på billedet med skoene mens han var ved at finde nogle bilag frem. Jeg spurgte ham, uden egentlig at tænke nærmere over det Mine øjne var bare faldet på det.

- Far, hvorfor har du det billede hængende der. Det er jo kun en reproduktion. Du har jo så mange smukke originale malerier.
Han lagde bilagene på bordet og kiggede skælmsk på mig.
- Jaaah, det er der faktisk.
Han tøvede lidt, mens han så på mig og fortsatte så.
- OK, du er jo gammel nok til at få historien, selvom det vist altid er svært for børn, at høre om deres forældres kærlighedsliv. Men hør så.
- Som ganske ung rejste jeg ned gennem Europa og klarede mig med det arbejde jeg kunne få undervejs. Til forskel fra tidligere tiders unge håndværkere, naverne, havde jeg både bil og kapital med på rejsen. Men jeg morede mig med at forsøge ikke at ”slide” på kapitalen.
- Jeg havde sat mig et delmål. Jeg ville opleve det højt besungne Toscana, med dets smukke landskab og dejlige mad.
- Jeg fik et job hos en håndskomager, som sagde, at det var vigtigere for ham at sy sko, end at lave trivielle daglige opgaver, som at passe køkkenhaven og gøre rent hos dyrene. Hvis jeg gad gøre det, kunne blive så længe jeg jeg havde lyst. 400 lire om dagen, kost og logi.
- Da var der, jeg så billedet af skoene. Det hang på væggen i værkstedet. Jeg syntes de var flotte, og jeg spurgte om jeg kunne bestille et par magen til.
- Han så overrasket på mig. De koster 1000,- lire. (Det svarede dengang til 1000,- kr.)
- Jeg vil gerne betale forud, jeg kiggede på ham. Han reagerede med himmelvendte øjne og store afværgende armbevægelser.
- Mamma mia, nej det er ikke nødvendigt. Jeg stoler da på dig, ”danese”, dansker, som han kaldte mig.
Skomagerens datter, en smuk ung pige med klassiske italienske træk, stod i døren og smilede skælmsk af optrinnet. Hun havde i øvrigt vist stor interesse for den danske gæst. Nok til at jeg ikke behøvede at være i tvivl om hendes hensigter.

Mens skoene begyndte at tage form og udseende, som dem på billedet, tog mit og Angelicas forhold også mere fast form, hvis du forstår hvad jeg mener. Samme aften, som senor Pedro meddelte mig, at skoene ville blive færdige i morgen, spurgte Angelica mig, da jeg havde fodret høns og grise og jeg var kommet ind til hende i hendes eget lille hus, som lå lidt af vejen i forhold til hovedhuset.
- Min elskede danese. Hun satte sig på mit knæ og strøg mig kælent over håret.
- Vil du ikke tage mig med når du rejser. Jeg holder ikke ud, at skulle være alene med den gamle tyran igen.
Hun havde åbenbart forberedt sin flugtplan. Hun kyssede mig på munden.
- Jeg har skaffet mig et pas.
Hendes øjne skinnede og hun spandt som en kattekilling.
Således afvæbnet, kom jeg til at love hende at tage hende med.
- Du skal pakke dine ting, Danese, vi rejser i morgen aften, når Pedro er gået i seng.
Alle forsøg på protest, fra mig, druknede bogstaveligt mellem hendes smukke læber. Da hun slap mig havde jeg glemt, hvad jeg var ved at sige.

Næste aften, havde Angelica beredt os en middag i den lune italienske sommeraften, udenfor huset,under en pergola dækket af blomstrende blåregn. Maden fik englene til at synge i kor med cikaderne. Det lovede godt for fremtiden, tænkte jeg, og var lige ved at komme til at grine. Efter hovedretten, var det nødvendigt med en pause, hvis der skulle være plads til desserten, undskyldte Pedro sig et øjeblik. Han kom tilbage kort efter med en fornem æske, som han højtideligt overrakte mig.
- Mig en fornøjelse, at overdrage dig dine nye sko Danese.v Han så forventningsfuldt på mig. Jeg modtog æsken med højtidelig mine og roste den smukke emballage. Jeg tog låget af. Der lå de, skoene, præcist som billedet i farver og design. Denne gang var min begejstring ægte. De var to små kunstværker. Jeg løftede dem ud af æsken med stor forsigtighed, beundrede dem endnu engang og skamroste Pedro for hans mesterværk.
Angelica havde sørget for, at der var et skohorn. Jeg tog skoene på. Det var som om jeg svævede. Disse sko var virkelige mesterværker. De smøg sig bogstavelig talt om mine fødder.

Efter dessert og efterfølgende Cappuccinoer, meddelte Pedro, at han ville gå til ro. Angelica kyssede sin far godnat på kinden og jeg så smilende til.

Efter, at have siddet og lyttet til Cikaderne og hvad man ellers kan finde på, sådan en aften i la bella Italia, hentede vi vores ting, pakkede bilen og kørte.

Siden har Meistro Pedros håndsyede sko fulgt mig hele livet, ligesom Angelica, din mor. Ingen af dem er længere så smukke som dengang. Men jeg elsker dem stadig lige meget.

- Men ”Plymarokkerne”?
Jeg så spørgende på min far.
- Tjaa, jeg ved det ikke rigtigt. Min far kløede sig i nakken. ”Plym Rock” er navnet på en engelsk hønseart. De er lidt pjuskede i fjerdragten, og sorte. Jeg syntes skoene lignede hønsene, efter mange års virke som havesko. Han grinede højt.
- Behøver der være en forklaring på alting?
Nej, det kan han jo have ret i.

Snip, snap, snude. Så er den historie ude.

Jørn E. - 24. maj 2013

lørdag den 25. maj 2013

Efterår, et par brune sko og et efterladt manuskript



Tekst: Ragnhild Jakobsen
Foto: Randi Abel


Husene står som silhuetter mod dagens sidste lys. Hendes ensomme klik-klak mod fortovets fliser fylder rummet. Vinden er kold. Det er efterår nu med nøgne træer og lys fra alle vinduer. Eller fra næsten alle. Hun tørrer lidt vådt af kinderne, mens hun for anden gang passerer døren til opgangen.

Hun kunne da også bare gå ind. Nøglerne ligger jo i lommen. Men hvorfor skulle hun? Der er mørkt i lejligheden. Det var der også i går. Og i forgårs. Og i et utal af dage inden da. Hun vender om og vandrer atter tilbage mod huset. Hun sagtner farten og løfter ansigtet mod husets facade. Ser lejlighedens mørke vinduer mellem alle de lysende varme. Kan der leves et liv der? Igen? I den lejlighed? Hun standser foran døren, samler det flagrende tørklæde sammen om halsen og finder nøglerne i lommen. Det er alligevel ikke så svært at få nøglen i låsen. Hun husker det lille specielle løft, før den kan drejes rundt. Hun er inde. Hun trækker vejret dybt og registrerer kroppens kendte hældning på vej op ad de brede trin.

Hun standser på tredje. Der står VELKOMMEN på måtten. De midterste bogstaver er næsten slidt helt ned. Han talte undertiden om, at der skulle købes en ny. Måtten lå der, da han flyttede ind. Og da hun flyttede ind hos ham. De udsatte det hver gang. En måtte er en måtte. Hun sætter nøglen i låsen, drejer rundt og lægger hånden omkring håndtaget. Og tøver.

”Hvis du ikke magter det, kommer du tilbage. Uanset tidspunktet.” Ullas farvelreplik popper op og frister. Pjat, hun må videre. Hun er heller ikke vred længere. Ikke så tit i hvert fald. Hun åbner døren og går ind, sætter tasken på gulvet og tænder lyset. Og der står de så, hans brune Old Shoes. Står bare der på deres plads på hylden. Under jakker og frakker. De slår hende omkuld.

Bagefter ved hun ikke, hvor længe hun har ligget på gulvet og grædt over ham og hans sko. Noget i kroppen virker en smule lettere. Hun sætter sig op og stikker hænderne i skoene. Det var han yndlingssko. Selv som nye hed de Old Shoes. De ligner nemlig til forveksling skoene på et maleri af Grant Woods, som de så på en udstilling i New York. Det var deres første længere tur sammen. Den tur vendte afgørende op og ned på deres aleneliv. Og på hendes indstilling til brune herresko. Og til så meget andet.

Hun snøfter og mærker mundvigene bevæge sig mod et smil. Hun sætter skoene fra sig og kører bagsiden af hænderne hen over øjnene. Så rejser sig hun sig og tager frakke og støvler af. Hun hænger frakken ved siden af hans og sætter støvlerne helt tæt til de brune sko. Stikker i sine hjemmesko og går ind i stuen. Hun går langsomt hen over gulvet til det midterste af de store vinduer. Står lidt og kigger ud. Visne blade hvirvler rundt mellem parkerede biler og et par mænd, som målrettet traver forbi på fortovet. Hænderne må igen op til øjnene. Der er lys og liv i bydelen. Hun vender sig hurtigt, lader hånden glide hen over hans sofahjørne og skynder sig så fra kontakt til kontakt og skaber lys. Til sidst ligger stuen badet i lys. Hun går fra stuen til soveværelset og videre til køkken og badeværelse. Tænder lys over alt. Eller næsten over alt. Til sidst er der blot Peters arbejdsværelse tilbage. Hun standser ved døren, løfter hånden. Og tøver.

Der kan hun ikke gå ind. Ikke endnu. Eller hun må ikke. ”Du lader Peters roman ligge, til jeg kommer i morgen efter arbejde. Du gør!” Ullas insisterende krav og hendes eget løfte før farvelknuset er ufravigelige. Hun trækker hånden til sig, vender sig og småløber ud i køkkenet. Må tilbage i gangen og finde Ullas hjemmebagte boller i tasken. Ud i køkkenet igen, smører boller og laver te på et tebrev. Hun orker ikke andet. Endelig på plads i spisekrogen med benene oppe og ryggen mod væggen. Noget gik altså galt, da hun blev alene? Hvad var det egentlig, der skete? Peter og hun havde jo længe vidst, hvor det bar hen. De havde ordnet alt omkring hendes situation og hans bisættelse. Sammen. Der havde været mange tårer og mange lange omfavnelser, men også stor lettelse, da de blev færdige med alt det praktiske.

I dagene efter sad Peter på sin plads foran skærmen og skrev. Printede ud. Læste. Rettede. Og skrev videre. Når han tog det længste af dagens mange hvil, lå der læsning til hende. Bagefter kunne de tale lidt frem og tilbage om hans visioner for plot og karakterer. Bad han om hendes syn på en detalje, fik han det. Sådan havde de altid gjort. Været hinandens læsere undervejs i deres skriveprocesser. Det begyndte egentlig den dag, de mødtes første gang, fordi hun havde vovet at sende de bedste af sine skuffenoveller til ham. ”Noget for noget”, sagde han med et underfundigt smil. Og så stak han hende et næsten færdigt romanprojekt, da de sagde farvel.

Og nu sidder hun her. Alene. Med te og boller, mens siderne til Peters romanprojekt ligger hulter til bulter i et omslag på hans værelse. Ufatteligt, men midt i processen måtte hun ikke længere læse med. Hun husker, hvordan han skrev og skrev, mens hans kræfter efterhånden svandt hen. Måske kan evner til at skabe få fornyet liv undervejs mod døden. Sådan må det have været. For Peter. Endelig blev han færdig. Satte det sidste punktum og gav slip på roman. Og på livet. Bagefter, da det hele var overstået, sad hun i flere dage og læste og forsøgte at ordne de mange papirer, som lå spredt over alt på værelset. Teksten var uden sammenhæng og siderne uden numre. I mappen med filer var der samme kaos. Det var et puslespil med alt for mange forsvundne brikker.

I går aftes fortalte Ulla, at der hen over omslaget på Peters manuskript står malet med rød tusch ”Teksten ufuldendt. Plottet umuligt”. Det ville Peter aldrig have gjort. Så må det jo være hende. Men hun kan ikke huske det, og hun kan heller ikke komme i tanke om, hvad der skete i de sidste af de mange dage, der gik, før det lykkedes for Ulla, at få hende til at pakke en taske og tage med sig hjem. Ulla satte nybagte boller, ost og rødvin på bordet og mente, at det skulle være en farvelaften med mere grin end gråd. Der var historier nok at tage af. Lige fra deres første fælles spillopper i børnehave og skole til kiksede kæresteforsøg på gymnasiet. Det gjorde godt at more sig. Hun kan næsten mærke latteren i maven endnu. Men også gråden i bryster. Ved det sidste glas rødvin nåede de til sorgen og dens mange faser. Ulla fortalte endnu en gang sin version af dagene efter bisættelsen. Hendes egen version er fyldt med huller. Men hun husker de første intense dage med det efterladte manuskript.

Detaljerne er vigtige, står der med utydelig skrift, som noget af det sidste han skrev til hende. Giv ikke op elskede, mangler kun lidt her og der, står der med samme skrøbelige skrift længere nede på siden. Nederst er der løsrevne brudstykker af en sidste kærlighedserklæring. Hun snøfter og rækker ud efter kruset. Teen er blevet kold. Hun rejser sig og tænder for kedlen. Det var det eneste stykke papir, Ulla lod hende tage med. Det ligger i tasken. Hun går ud i gangen for at hente det. Hun standser foran døren til Peters værelse. Skulle hun ikke lige… Altså bare kigge ind og se den røde tuschskrift. Se om det er hendes. Hun lægger hånden omkring håndtaget. Og tøver. Hun hører vandet koge og kedlen slukke.

lørdag den 18. maj 2013

Rovfuglen



Tekst og foto: Jørn E.

Regnen stod ned i tove udenfor byens bedste hotel. Den hvide d'Angleterre ”wannabe”-facade skinnede af regnens væde. Regnens stråler sås meget tydeligt i facadeprojektørernes lys.

Hotellet lå – selvfølgelig – på byens torv vis-a-vis byens rådhus. Imellem de imposante bygninger var der et stort springvand forestillende en grif eller en øgle, eller en krydsning, som spyede en vandstråle i vejret, som faldt ned over dyrets ryg.

Jonny stod ved den store glasdør, hvorpå der stod RITZ i guld med en kongekrone over og betragtede det voldsomme regnvejr med mistrøstighed.

Han havde lige afsluttet sin vagt kl. 23. Efter at ha' klædt om var han gået op i receptionen for at sige farvel og ønske kollegaerne god vagt. Det var god tone, så derfor gjorde Jonny det også.

Jonny var stor. Alt på ham var stort. Hans hoved, hans næse og ører. Hans hænder. Sin størrelse til trods, bevægede han sig med stor smidighed. Som en stor Grizzleybjørn havde receptionisten bemærket. Men Jonny var lidt mærkelig.

Nu skulle han se at få taget sig sammen til at gå hjem. Han snuppede en af hotellets store paraplyer, vendte sig om mod receptionisten og grinede skævt. Receptionisten smilede tilbage.

Jonny trådte ud i den voldsomme regn, hastede over det mennesketomme torv og ned ad den smalle gade der førte i retning af hans hjem. Et voldsomt vindstød tog fat under paraplyens sejl og Jonny følte det næsten som om han var ved at lette.

”Tænk, hvis man havde vinger, store vinger”. Tanken for gennem Jonnys hoved. ”Vinger, som en kongeørn. Han havde på et falkonercenter set disse store, graciøse fugle. Set dem jage og slå ned på kødlunser, som falkoneren slyngede rundt og rundt i større og større cirkler, for til sidst at lade kødet lande på jorden. I samme nu havde ørnen slået ned på sit ”bytte”. Jonny havde været meget fascineret af, at ørnen havde bredt sine vinger ud som en – ja, en stor paraply over ”byttet” mens den fortærede det. Falkoneren havde forklaret, at den gjorde dette for at forvirre sit bytte, og forhindre det i at orientere sig.

Mens han tænkte på oplevelsen dengang og vinden af og til rev i paraplyen, følte Jonny sig mere og mere som en jagende kongeørn. Tanken ophidsede ham kunne han mærke. Nærmest uden at tænke over det gik han ind i en mørk porthvælving, hvor han gav sig til at vente. Vente på et passende bytte.

Han havde ventet meget længe og var faktisk ved at opgive tanken. Han var begyndt at fryse og hans hænder var blevet kolde og stive. Men netop som han var ved at forlade porten hørte han det karakteristiske klip-klap af hurtige høje hæle hen ad fortovet.

En lille spinkel kvindeskikkelse passerede ham ude på fortovet. I samme øjeblik slog rovfuglen til. Jonny sprang, stor og smidig, frem fra sit skjul. Han lagde sin store iskolde hånd over kvindens ansigt og pressede hendes hoved tilbage mod sin venstre skulder, mens han sænkede paraplyen ned foran hende. Der kom ikke anden lyd fra hende end et uartikuleret ”uhmpp” som forsvandt i Jonnys store hånd.

Vel inde i porten, snurrede Jonny sit offer rundt og flyttede hånden ned på hendes – byttets – hals. Han lagde paraplyen over højre skulder og trak den helt hen over dem. Mens han pressede sin store næve hårdere og hårdere mod den forsvarsløse og paralyserede kvindes hals. Han mærkede ligesom et knæk. I det svage lys der trængte ind under paraplyen så han livslyset slukkedes i de øjne han hele tiden havde fastholdt med sit blik.
Hun blev slap i hans hånd. Mens han stadig holdt om kvindens hals lod han hende langsomt, næsten nænsomt glide ned på jorden.

Uden at kigge på hende igen vendte han sig om og gik ud på gaden. Vinden flåede igen i paraplyen.

Jørn E.
16. nov. 2010

lørdag den 11. maj 2013

Juli



Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

Pludselig
prikker
regnen

huden
og

mens gederams
i flok
sætter lyslilla pletter
i et aftengrønt
landskab

mens svalen
kvit te vit
svinger ind under vognportens
gamle tag
til endnu en
redefuld unger

mens hyldebuske
dufter
af juli og sommer
fra hvide skærme
langs læhegnets kant

mens biler på vejen
forsvinder bag hækken
og hjulene minder om
jorden der drejer
og atter hælder sin akse
mod nord

mens smagen af
jordbær
fra bedet i haven
ligger i munden

mens fugten forstærker
lugten af jorden
fra Oles marker
med hvede
som modner

mens vinger
på møllerne
nær horisonten
endelig standser
fordi vinden
har lagt sig

mens aftenens sidste
rødlige skyer
forsvinder i vest
og lys fra projektører
på Børglum Klosters mure
forstyrrer
de kalkede bygningers
naturlige lys
i et tiltagende mørke

mens solsorten
i toppen
af Korsbæks kastanje
synger aftenens
sidste strofe

står jeg
alene
i regnen
og bliver
våd

lørdag den 4. maj 2013

Tordenvejr




Tekst og foto: Bente Pedersen

Dampen fra badet blev tørret af spejlet med en håndfladekant. Barberskummet blev slået af kosten med et rutineret svirp. Lauge tog dernæst skraberen og nød den kradsende lyd. Mens han barberede sig, øvede han sig. Rømmede sig og smilede:
- Goddag, goddag frue. Mit navn er Lauge Henriksen. Jeg kommer fra LLL-Forsikring. De tre l’er slog stadig kolbøtter hen over hans tunge.

Ind imellem fortrød han, at han ikke var blevet i frisørsalonen. Savnede sine kolleger og den joviale tone, men da børnene kom, havde Gertrud gerne villet flytte i noget større. Tilbuddet om højere løn og provision som assurandør havde været sidste brik i puslespillet om egen bolig.

Han gik ind i soveværelset, slog et vindue op og tog netundertrøjen på. Ventede på, at en kølig brise skulle stryge hen over hans ryg, men den udeblev. Endnu en varm dag ventede, men uanset hvad bar man undertrøje under de nye banlonskjorter. Den lysegule hang pænt på bøjle sammen med det smalle rødbrune slips. Det hele matchede farvespillet i den ternede jakke. Gertruds farveverden var en hel videnskab for sig. På med de brune bukser, og så manglede der blot snøreskoene, som garanteret stod nypudsede under skamlen. Gertrud havde også sine morgenrutiner.

I garagen lod han først hånden glide hen over den røde lak på den nye anglia, inden han åbnede fordøren og smed mappe, madkasse og termokande ind på forsædet. Han fandt kortet i handskerummet og foldede det ud. I dag gik turen til villaerne i Fuglebakkekvarteret. Uden for garagen flimrede varmen allerede hen over asfalten. Han savnede pludselig den kølige fornemmelse af frisørsaksen mod håndfladen. Måske kunne han nå at slå et smut forbi salonen på vejen hjem. Han kunne jo altid sige, at han trængte til en studsning.

For enden af Mågevej glimtede søen. Han håbede virkelig, at det varslede tordenvejr holdt sig til naboegnen. Han viftede sig lidt med hatten og overvejede at lade den ligge i bilen, men på den anden side så kunne han jo ikke tage den af og hilse på fruerne, hvis ikke han havde den på.

Han gik op ad havegangen til villaen i nummer 10. Bankede på, trak vejret dybt ind og rømmede sig. Kort efter åbnede en frodig kvinde døren. En vildfaren hårlok blev hurtigt sat på plads under tørklædet og panden tørret med bagsiden af hånden.
– Goddag, goddag frue. Mit navn er Lauge Henriksen. Jeg kommer fra LLL-forsikring. Må jeg komme ind et øjeblik? På dette tidspunkt skyndte han sig at lette lidt på hatten, præsterede så sit bedste Bogartsmil og rakte visitkortet fra LLL-Forsikring frem. Hun tog kortet, mønstrede ham fra top til tå og smilede så stort.
- Ja, hva’ pokker! Det kan vel aldrig skade med lidt selskab til kaffen. Den er lige sat over. Kom med ud i køkkenet. Hendes kittel stod så meget åben, at han kunne se blondekanten på den lyserøde underkjole.
- Det er jo rengøringsdag i dag, fortsatte hun, som om hun havde kunnet læse hans tanker. Det tegnede lovende.
- Måske har Deres mand hørt om LLL-forsikring? Inden hun fik svaret, havde han bredt brochurerne ud i vifteform på voksdugen.
Efter en god halv time, hvor Lauges salgstale havde fyldt rummet ud, havde fruen pludselig rejst sig. Hun åbenbarede så, at hun skam var Fru Olsen, husets rengøringshjælp, og at hun og Frede havde de forsikringer, de skulle bruge. Og nu skulle hun i øvrigt videre med rengøringen.

Inden han gik op ad perlegruset til nummer 12, stod han lidt i skygge og overvejede, om det mon var på sin plads at droppe jakken. Firmaets koncept lød på ”passende påklædning”, så mon ikke skjorte med slips kunne gøre det?

Da han bankede på, kunne han høre en hund gø hidsigt på den anden side. En spinkel kvindestemme tyssede på den. Så blev der åbnet ganske forsigtigt. Sikkerhedskæden blev dog på. Han så noget af et ansigt, hvor mørke rande skyggede under flakkende øjne.
- Goddag, goddag frue. Mit navn er Lauge Henriksen. Jeg kommer fra LLL- forsikring. Hun rystede usikkert på hovedet, da han rakte hende visitkortet og spurgte, om han måtte komme indenfor.
- Nej, jeg tror nu ikke… Ansigtet var nu fremme i lyset, og han kunne ane et stort blåt mærke under tykke lag af pudder på den ene kind.

I det samme svingede en volvo op foran huset. Gruset fløj til alle sidder. En hærdebred mand steg ud og stirrede på Lauge og dernæst op på ansigtet i dørsprækken.
- Nå, så du har nok fået gæster, Lilly! Sagde jeg ikke, at du ikke måtte åbne for nogen? Stemmen smældede op ad trappen mod hende. Lauge bakkede skyndsomt ned ad trappen, da han så manden knytte næven.
- Undskyld, jeg hedder Lauge Henriksen og kommer fra LLL-forsikring, forsøgte Lauge. Han tabte mappen med forsikringspapirer, da manden skubbede til ham med et højt: ”Kan du så komme væk!” Lauge nåede knapt at komme udenfor havelågen og hen til angliaen, da han så en rottweiler flænse hans mappe i stykker. Fandens også!

Ingen mappe, ingen forsikringer at sælge.Lauge kørte ned for enden af vejen og parkerede bilen ved et lille grønt område ved søbredden. Han fandt et bord med bænke under et skyggende elmetræ. Han tog termoflasken og kiggede lidt på den kønne negerkvindes profil. Så åbnede han madkassen. I den lå to stykker sandkage pakket fint ind i en hvid serviet. Da han skulle til at hælde kaffen op i kruset, kom en ung mand og satte sig lige ved siden af ham på bænken.

- Halløjsa! lød den ungdommelige hilsen og et nik mod kaffe og kage fulgte. - Nå der er nok nogen, der har tid til at drikke kaffe midt på arbejdsdagen! Et smil bredte sig helt op til fregnerne på kinden. Lauge fik øje på en trillebør med rive lagt henover et stykke derfra.
- Ja det styrer jeg jo selv, bare jeg får tegnet forsikringer nok, brummede Lauge og kiggede ud over søen.
- Hvilken forsikring er det så?
- LLL-Forsikring, svarede Lauge og tørrede en sveddråbe af, der var på vej ud over næsetippen og videre ned i kaffen.
- LLL-forsikring? Læg lorten langsomt plejer min far at sige. Den unge mand fnisede først, men kunne så ikke holde latteren tilbage.
- Det er nu faktisk ”Lev Livet Længere”, der er vores slogan, svarede Lauge køligt. Den unge mand så ærgerligt på Lauge.
- Nå, så må du sørme meget undskylde. Ved du for resten godt, at det er privat område, du sidder på? Det er grundejerforeningens bænke og græsplæne. Løvet på elmetræet raslede. Himlen var blevet mørk hen over søen. Lauge kunne mærke irritationen koge op indvendig. Hvad var det med folk i dag? Pludselig fandt han også kaffen for besk. Han svingede kaffekruset for at smide resten ud i græsset, og hans albuen ramte den unge mands næse.
Det blev heldigvis kun til et mindre håndgemæng, der stoppede da Lauge fik næseblod. Han satte sig lettere svimmel og bukkede lidt forover. Dråber af blod dryppede ned på de brune snøresko. Han gned lidt på pletten med en tot græs, men det blev det kun værre af. Sådan kunne han jo ikke se ud. Han kiggede træt ned mod søen og badebroen. Tog skoene af, strømperne fulgte efter. Dernæst af med skjorten, og bukserne blev smøget op til under knæene.

Lauge gik ud på badebroen. Satte sig yderst og stak fødderne ned i det kølige vand. Han vippede med tæerne, da tordenvejret for alvor gav lyd fra sig. Ingen kunne høre, hvad han råbte, men man kunne se ham række armene mod himlen, da de første regndråber faldt.

lørdag den 27. april 2013

En hullet sok



Tekst og foto: Anne Lilleager 2012

Dér går han. Hun skotter ud imellem gardinerne, der er trukket for. Morgendisen forstøver endnu udsynet lidt. Han kommer frem som et levende negativ i fremkaldervæske, der til sidst står skarpt.

For tiden kommer han hver morgen forbi på denne tid. Hun ser den kendte holdning, hans gang og, når han kommer tættere på, hans smil og hun hører hans sang. Han synger smukt.

Næsten hver morgen går han ind på et offentligt toilet for at vaske sig og skifte tøj. Sin rullende pensionistvogn med skiftetøj har han altid med, når han går på landevejene, og så sin violin. Lige nu overnatter han dog stationært et sted. Hvor det er, ved hun ikke.

Hans halvlange blå kappe med brystlommer og de store sidelommer, har han i dag som altid uden på det andet tøj. ”Den er fra min tid som borgerlig kunstmaler med ægteskab og barn og hund og hele mollevitten,” siger han.

Hvor der før var pensler, gemmer han nu sine små opstrammere, som skal tage det værste af dagens tømmermænd fra udskejelserne i går. ”Det er ren medicin”, siger han, når han bliver spurgt, og også når han ikke bliver spurgt.

Det sker ofte, at han står på et gadehjørne og spiller på violin. Violinkassen stiller han til at indkasserer penge i. ”Så har jeg tjent lidt til tømmermændene og måske til lidt mad på en café”, siger han. Tigge vil han ikke, vil heller ikke modtage almisser. "Man har vel lært at klare sig selv," siger han med en lidt støt følelse ved tanken om, at nogen skulle finde på at mistænke ham for andet.

Det tøj, han har, er hullet eller lappet, for han har da også lært at sy. Der er bare et problem. Han har kun et par sokker tilbage, og dem er der hul på. Det næstsidste par gik helt i småstumper for et par dage siden. ”Armod og ingen penge kan man klare, men sokker skal være rene og hele,” har altid været hans motto. Han er yderst flov over sine sokker, der ikke mere kan være rene, når han ikke kan skifte dem til et andet par, og som der er hul på. Endnu værre bliver det gjort af, at hans ene sko også er begyndt at stikke snuden i vejret, og sålen sidder løst, lukker simpelt hen ”munden op”, når han går. Det er yderst generende for ham. ”Man ligner jo en bums,” mumler han, imens han endnu engang trykker noget kontaktlim, han har fra et af sine gemmer, ud på inderkanten af skoen. "Så ser den midlertidigt hel ud", mumler han igen.

I dag er der noget anderledes ved ham. Hun går tilbage til vinduet og kikker en ekstra gang. Jo han har en mere rank holdning. Han går faktisk også mere glidende, som om han danser lidt, imens han går. Han virker glad.

”Mor har du set min skoletaske?” lyder det inde fra Carinas værelse. ”Den står i korridoren”, svarer hun, ”og skynd dig nu at komme i skole, så du ikke kommer for sent!” ”Får man et lille farvelkys?” lyder det fra hendes mand.

Hun er alene i lejligheden nu og skal selv først på arbejde om to timer. Før hun går ud for at rydde op efter morgenbordet, tager hun en støveklud og ryster den ud af det åbenstående vindue. Nede på gaden svinger han sin violinkasse lidt ekstra højt, imens han fortsætter sin gang.

Der går en rum tid. Så banker det forsigtigt med to og så et bank på bagtrappens dør. Hun går ud for at lukke op.

”Dav far, jeg har kaffen parat og lune krydderboller.”

”Tak min søde pige. Det dufter himmelsk!” Han snuser vellystigt op i luften. ”Og se, jeg spillede mig til et par ekstra sokker og et par sko i går. Så kan man måske være lidt præsentabel for sin datter”, siger han med sit dejlige smil.

søndag den 21. april 2013

Yassars hænder



Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

Yassar leder os hurtigt uden om flokke af andre turister på pladsen foran Abu Simbel Templet i Den nubiske ørken. Hans højre arm rækker mod himlen. Hånden er nat og dag. Håndryggens mørke hud med de krusede hår vender mod os. I kløften mellem tommel-og pegefinger hviler A-4 blokken. Grænsen mellem de to fingres farver står skarpt som et lyst V ved blokkens blå papyrus-kopi. Himmelguden Nut strækker sig hen over Nilen fra livets land i øst til dødens sted i vest. Hun er Yassars følg-mig-skilt. Fire strakte fingre helt tæt mod hinanden når op under himmelgudens vandrette legeme. Fire lyse negle ligger som små paralle linjer under gudens gyldne krop. En enkel gul elastik markerer overgangen til armen. For få minutter siden sad den omkring vore billetter.

Yassar placerer blokken mellem fødderne, mens han hurtigt, smilende og med små forklarende nik og spørgende "ja?"-er repeterer skabelsen. Det hele begynder med guden Atom. Hænderne understreger, hvordan guden uden krop og form stiger op af urhavet, og hvordan en jordynge skabes i samme proces. Venstre hånd holdes for munden, mens et behersket villet nys illustrerer, at noget bliver til. En mimet spytklat sendes mod sandet fulgt af en hurtig håndbevægelse fra mund mod jord. Således genskaber Yassar guderne for luft og vand for en flok interesserede seniorer.

En mørk pegefinger banker rytmisk ind i en lys håndflades netværk af brune linjer, mens facts bliver slået fast om det mere end 3000 år gamle tempel bygget ind i et bjerg. På en frise over indgangspartiet stråler solguden Ra over de fire enorme siddende statuer af Ramses den 2. Der peges og forklares inden Nut ryger til vejrs. Nu i venstre hånd. Vi må videre. Helt hen til templet.

Ringfingerens to sølvringe reflekterer solen. Den nederste er præget med hieroglyffer. Den øverste med et enkelt mønster. "Den er en gave" fortalte Yassar mig i går om ringen med mønsteret, mens han tegnede og tolkede sølvringens hieroglyffer i min notesbog. En urskive i brun læderrem lyser i solen som en lille mini Ra. Den slukkes, da vi går ind i søjlehallen.

"Nu skal vi se sammen en tegneserie på væggen. Ok?" siger Yassar i et af de otte kamre, som er forbundet med hallen. Han sætter sin vandflaske på gulvet, bruger begge hænder til at vise billeder, mens han henter vore bud på betydninger deraf. Fortællingen bliver samlet. Yassar er egyptolog. Han kan sit stof og går videre til en flade med megen skrift. "Når man ser her på væggen så skal man kigge efter skriften. Det er skriften, der bekræfter handlingen." Og så læser Yassar med ord og hænder teksten, som bekræfter tegneseriens historie.

Uden for templet flokkes de egyptiske sælgere omkring os med deres "special price for you, madam."
Yassar strækker afværgende sine hænder frem, før han med et smil løfter den blå papyrus med himmelguden. Vi skal videre til det lidt mindre tempel i bjerget bygget for faraoens yndlingsdronning Nefertari. Yassars hånd under himmelguden leder os mod templet.

lørdag den 13. april 2013

Galleriet



Tekst og foto: Anne Lilleager

Det er ved at være sent. Hele dagen er gået med beundrende blikke, imens vi har stået her som et gift par, der skinner af glamour, fordi lyset spejler sig i os, så man kan se vores glinsende næser. Det er vores ligefremhed og det jævne ved os, der tiltrækker opmærksomheden, tror vi, og så har vi da lidt erfaring på bagen.

Erindringer fylder os med glæde, som f.eks. dengang vi blev kaldt til det Hvide Hus og skulle hilse på præsidenten. Det var om eftermiddagen, så det var for tidligt for det mørkere og mere stilfulde og fornemme. Derfor var det os, der var på. Strengt taget var det gartneren, vi skulle hilse på, hvilket dog var en tand under vores værdighed.

Vi har også gået på de bonede gulve i overhuset. Men for det meste gik vi i mange år frem og tilbage mellem støvede kontorer og befandt os ellers i timevis under en klaprende regnemaskine, hvor vores bedste udsigt var papirstrimler, der faldt i kaskader under bordet. Altid var vi iført vores skinnende ydre pragt, selvom vi kommer fra jævne kår. Det er ikke det selskabelige, der fremhæver os. Det er vores velholdthed.

Vi kommer fra USA og det er virkelig noget. Vi bliver betragtet med respekt, bliver beundret af hele verden og af alle generationer, fordi vi står og er blevet foreviget. Men de kunne nu godt have pyntet os lidt i den forbindelse. Givet os lidt sminke og afstivning. Heldigvis skinner vores næser som altid, men vores tilbehør er halvt slidt op og vi ser gamle og brugte ud, idet vi er pålagt en del slidtage.
Sådan har vi ikke set ud før i tiden. Hvordan det går med de oprindelige og forgængelige par derhjemme, originalerne, er ikke til at sige. De er måske kasseret og udskiftet med nogle funklende nye.

På væggen overfor os står fru og hr. Vincent. Pfyy ha, de føjter igennem. Der er temperament over dem. Og så skulle I høre et sprog, de bruger. Det er godt, vi kan beherske os og ikke ser ud som dem. Og så kommer de fra den lille landsby i Europa, der hedder Holland. De ser temmelig landlige og plebejerske ud. Der er noget vagabonderen over dem. Man kan se, de har trasket gennem mark og skov, især hr. Vincent. Han brokkede sig forleden over den forstørrede knyst på hans lilletå, der nærmest fik ham til at fremstå som en dame, idet han i form kom til at ligne fru Vincent. Lidt forfængelig er han alligevel. Der var også noget med et øre, han ikke ville have på forevigelsen. Det ville godt nok også have set spøjst ud.
De to er foreviget meget tidligere end os og var allerede dengang tudse gamle. De blev foreviget i 1888, og da var vi ikke engang født.

Angående det at blive født, så er de små slidte babyformer, der står vinkelret på os, ret søde. De har trasket igennem livets begyndelse med de aller første spæde skridt og har trasket alt under fode, som kom under. Især hjerter. Babyformerne er også foreviget. Skridtene er nok gået videre, og såleformene er blev større og større.

Hør du efter Grant? Er du faldet i søvn? Ok godt du i det mindste ikke gaber, imens du sover. Det ville være pinligt.

søndag den 7. april 2013

Englænderen


Tekst og foto: Jørn E.

Stemningen, atmosfæren er mejslet ind i min erindring. Det var ikke fordi sceneriet var særligt dramatisk. Snarere tværtimod. Jeg stod på perronen med onkel Levithan i hånden. Denne statelige mand. Han udstrålede autoritet og stand. På hovedet bar han en italiensk Borcalino hat. Hans høje krop var ellers næsten helt dækket af den fine diplomatfrakke, som helt tydeligt var syet til ham. Den sad som den skulle. Nederst så man et lille stykke af et par velpressede, nålestribede bukser, afsluttet af meget blankpolerede sorte sko. Jeg havde også mit fineste tøj på. Men i modsætning til onkel Levithan, var det sjældent jeg havde det på.

En lille kasket, af den slags drenge i 6 – 8 årsalderen gik med dengang. En grå knælang frakke, fløjlsbukser og brune sko.

>Jeg kiggede lidt usikkert op på hans ansigt. Det virkede ikke som om han bemærkede det. Så kiggede jeg op på et skilt som hang på en stander, hvor der hang skilte der fortalte de rejsende, hvor toget på denne perron kørte hen. Jeg stavede mig igennem teksten.

Der var to skilte der var hægtet sammen. På det øverste stod der: Esbjerg, 11.35. På skiltet der var hængt på det øverste, stod der med store bogstaver: ENGLÆNDEREN.

>Jeg kan huske, at jeg frøs. Det var i starten af februar, året var 1939 og det var bidende koldt. Vores ånde stod fra os, som den damp der kom ud under siderne på det store damplokomotiv i små tøf, tøf, forrest i toget. Jeg husker tydeligt lugten på banegård. En ganske særlig syrlig lugt, som er karakteristisk for banegårde. Jeg spurgte forsigtigt onkel Levithan om vi kunne gå op og se på lokomotivet. Han smilede venligt til mig og så ud som om jeg havde vækket ham. ”Naturligvis kan vi det min dreng. Jeg elsker også damplokomotiver”. Han trak et stort lommeur op af lommen for at være sikker på, at der var tid nok.

>Så gik vi op til den store maskine. For en lille dreng virkede lokomotivet aldeles overvældende stort. Højt oppe stod mand med kasket. En sort kasket med en blå stribe rundt om. Han smilede til mig. Da vi var næsten helt henne ved den forreste ende af maskinen, lød der en kraftig hvislende lyd og der stod en ordentlig dampsky op, fra et eller andet sted nede mellem hjulene. Jeg blev forskrækket og sprang ind på perronen. Lokomotivføreren lo, som en anden julemand, ho-ho-ho. Hun hilser på dig unge mand. Ho-ho-ho.

Vi stod og kiggede lidt. Så sagde onkel Levithan, efter at ha' set på sit lommeur, at nu måtte jeg hellere stige på toget. Vi fandt den vogn jeg skulle sidde i og onkel fulgte mig hen til den plads der var reserveret til mig. Der sad en ung dame overfor min plads. Onkel spurgte, om hun skulle til Esbjerg. Det skulle hun. Onkel tog sin store tegnebog frem, og rakte damen en femkroneseddel. ”Vil de være elskværdig, at sørge for at den unge mand her, kommer i kontakt med sin moster, som skal hente ham på stationen. Hun hedder Esther Levithan. Samules mor er syg, og hans moster har lovet at tage sig af ham indtil hun bliver rask. Den unge kvinde takkede mange gange, samtidig med at hun forsikrede onkel Levithan om, at hun ikke behøvede at få betaling for den lille tjeneste. ”Det er IKKE nogen lille tjeneste og det betyder meget for mig, at jeg kan være sikker på at Samuel kommer sikkert frem. Jeg er meget taknemlig for, at De vil gøre mig den tjeneste.

Onkel Levithan gav mig et kys på kinden og gik. Jeg syntes jeg så tårer i hans øjne. Men tænkte, at det nok var frostvejret der havde fået hans øjne til at løbe i vand.

Jeg så aldrig mere onkel Levithan. Så vidt familien har kunnet få at vide, døde han i koncentrationslejren Theresienstadt.

Jeg skulle ikke bo hos moster Esther. Hun skulle blot følge mig til Englandsbåden. I Harwich blev jeg mødt af en ven af familien, som arbejdede på den danske ambassade i London.

Næste gang jeg så Københavns Hovedbanegård var i juli måned 1945. Det var sommer og jeg blev modtaget af min mor, som var helt opløst. Alligevel frøs jeg lidt og så onkel Levithan for mig, der på perronen.

lørdag den 30. marts 2013

Månedsopgave, april 2013



Foto: Jørn E.

Kære alle,

Nu, hvor SAXOs krimikursus er vel overstået, er det vist på tide med en ny månedsopgave.

Opgaven er i al sin enkelthed at skrive en tekst ud fra Grant Wood's billede 'Old Shoes'.

Jeg er i øvrigt løbet tør for tekster bortset fra en enkelt sommertekst fra Ragnhild og to ældre tekster af Jørns, så hvis I har tekster liggende, må I meget gerne sende dem til mig.

Fortsat god påske :)

Kh
Randi

lørdag den 23. marts 2013

Den sidste flugt



Tekst og illustration: Jørn E.

Jeg er fuldstændig stiv af kulde og desuden gennemblødt. Så godt som nøgen ligger jeg i fangedragten, som ikke er tykkere end en pyjamas. Ligger i mudderet mindre end 25 meter fra det høje pigtrådshegn. Temperaturen er vel lige omkring frysepunktet. Der er små vandpytter i ujævnhederne i mudderet. Pytterne har papirstynde ishinder på overfladen,som jeg kan mærke splintre og blive til vand mellem mine fingre når jeg flytter en hånd.
Jeg har lige hørt nogen gå tæt på, hvor jeg ligger. Den svuppende lyd af støvler der går i mudder. Nu er her helt stille. Jeg tør ikke rejse mig op. Er dødsens angst for at blive opdaget. Hvis de tænder lyskasteren i det tårn jeg ved er tæt på. Det ville være den visse død. KZ-fange på flugt. Et enkelt skud og det var det. Medfanger sendes ud for at samle liget op.
Men situationen er usædvanlig, højst usædvanlig. Her var bulder mørkt. De store lyskastere som ellers hele tiden fejer frem og tilbage, både indenfor og udenfor hegnet er slukkede. Selv de få lamper på lejrområdet er slukkede. En svag måne lyser af og til et kort øjeblik mellem de drivende skyer og gennem tågedisen.

Der var dødsstraf for at snakke sammen i lejren. Men det lykkedes trods alt fangerne at viske lidt sammen af og til. Rygtet gik på, at de allierede var så tæt på, at lyset fra lejren kunne afsløre dens nøjagtige beliggenhed.

Lyskasteren i det nærliggende tårn tændtes og området lå badet i lys. Jeg hørte en stemme råbe: ”Da, da direkt for”. ”Nu er jeg dødsens,”nåede jeg lige at tænke.
Der lød tre skud og alt blev mørkt.

Men lejren var allerede lokaliseret. De amerikanske styrker under general Pattons ledelse havde haft fly oppe og gennemfotografere lejren og dens omgivelser. Der var fra allerhøjeste sted i Det Hvide Hus givet ordre til, at KZ-lejrene skulle tages med så få ofre blandt beboerne/fangerne som overhovedet muligt. Også personellet, fangevogtere og civile arbejdere, som kunne vidne i den krigsret der ville komme efter overgivelsen skulle tages til fange i live.
Der var derfor udtaget mandskab til en specialenhed, som dels skulle kortlægge og dels fotografere de nærmeste omgivelser fra jorden. For at kunne sende så få soldater som muligt ind og gennemføre disse opgaver, blev en enhed bestående af to patruljer på hver fem mand udpeget til at finde de steder omkring lejren, hvor der var en chance for at komme hurtigt ind.

Derfor blev Aron Amsler, 29 år, jøde og rabbiner, men også kaptajn i marineinfanteriet, udset til at lede den ene gruppe.
Arons gruppe fik ordre på, at finde et sted, hvor luftfotos viste, at der var kortest mulig afstand fra en bevoksning udenfor lejren, til hegnet.
De var kommet frem til en lav, ikke alt for tæt bevoksning. Aron checkede med det kort, som var lavet efter rekognosceringsflyets billeder. Det viste at bevoksningen lå ca. 25 m fra hegnet. Aron gav tegn til, at de skulle falde ned og krybe gennem budskabet.
Da Aron og to mand var nået frem til udkanten af buskadset, Tændtes pludselig en lyskaster.
Aron beordrede stop ved at banke let på sidemandens hjelm. Han gav automatisk signalet videre til den tredje mand. De to bagerste stoppede når dem foran stoppede.
Foran dem udspillede sig et drama. Skyerne havde spredt sig lidt mere. Derfor kunne Aron se, at der, på jorden, i pløret lå en mand i fangedragtens stribede bukser. Overkroppen var helt nøgen. Ca. 20 m fra fangen stod en soldat med et gevær. Parat til at skyde.
Fra tårnet råbte en anden soldat et eller andet til sin makker på jorden. Delvist blændet af det pludselige lys, løftede soldaten sit gevær.
Herefter udviklede situationen sig meget hurtigt. Aron skød soldaten på jorden. Den anden soldat, som stadig lænede sig lidt frem over rækværket på vagttårnet rystede og faldt derefter forover ned på jorden, da det andet skud lød. Næsten samtidig lød der endnu et skud, og der blev igen helt mørkt.

Mens alt dette sker, ligger jeg og bliver mere og mere kold. Jeg føler trang til at sove. Jeg tænker: ”Nej ikke sove, ikke sove. Så er det ud med mig.” Jeg beslutter mig til at forsøge, at komme på benene. Men jeg kommer kun op på knæ. Jeg kan ikke mærke min underkrop og jeg klasker omkuld igen. Mudderet virker som en dyne, fordi jeg ikke kan mærke noget. Nu vil jeg altså sove.

Aron har holdt øje med hegnet nogle minutter. Intet sker. Han giver med militært tegnsprog sidemanden besked om at følge ham og den anden til at dække dem. Næsten lydløst, trods mudderet bevæger de sig hurtigt over til den næsten nøgne fange i mudderet.
Han er enten død af kulden, eller i heldigste fald bevidstløs. Aron tager sin kappe af og slynger den om mudderdukken, som han tænker. Så tager han ham op, som var han en brud der skulle bæres over tærsklen til sit nye liv.

Jeg mærker nogen som tumler med mig. Men jeg forstår ikke hvad der foregår. Jeg befinder mig i en stilling, hvor mit hoved er faldet lidt forover. Ud af mine slørede øjne ser jeg et revers, hvor der på et blankt emblem står US.
”God bless America” tænker jeg og forsøger at smile.

Jørn E.
12.februar 2013

894 tegn

Alle rettigheder forbeholdes.


lørdag den 16. marts 2013

Nyd nu blot din enkestand, fru Frederiksen!



Tekst og illustration: Bente Pedersen

Solen skinner ind ad vinduet og reflekteres af vandet i det store bassin. Dette er bestemt en af de gode dage. Bortset fra et midaldrende ægtepar i det ene hjørne og en mor med en yndig baby, så er der kun tre unge fyre i det lille varmtvandsbassin.

Når jeg kommer ind i svømmehallen, kigger jeg straks efter Bademester Jensen. Han er i gang med at rydde op blandt svømmebælter og flamingoplader, men får jeg øjenkontakt, så nikker jeg ivrigt goddag til ham. Han har ofte været min egen lille redningsflåde. Er blevet hidkaldt, når jeg har måttet opgive at retlede usikre forældre til støjende børn. Jeg prikker dem såmænd bare på skuldrene, rømmer mig og peger på det store skilt på væggen. ”Udspring fra bassinkanten og anden voldsom leg er ikke tilladt”.

Nede i bassinet ligger jeg og flyder lidt. Lader varmen løsne mig op. Med brysterne smukt til skue i vandoverfladen, er jeg helt bevidst om de tre unge mænd. Jeg så skam godt blikkene, da jeg steg ned i bassinet. Min nye rosa badedragt med den mørkegrønne drage er da også ganske chik. Lidt ærgerligt, at min nyklippede permanent må beskyttes under badehætten. Men på den anden side, så er det jo ikke alle og enhver, der kan bære en hætte som min. Grøn, så den matcher dragen og danner frodig klangbund til margueritterne sat fast på dens overflade.

Som enke er der jo visse behov, der kan være svære at få tilgodeset. Derfor er jeg også yderst tilfreds med at have opdaget dette lille varmtvandsparadis. Nogen swingerklub er det jo ikke, men tag nu ikke fejl. Når jeg laver mine gymnastiske strækøvelser, så står de unge mænd vendt mod mig ved massagestrålerne langs den ene væg i bassinet. Jeg svømmer med to elegante tag over til dem, siger koket undskyld for at mase mig på, og kunne jeg lige låne strålen, der masserer så dejligt på hofterne. De siger sjældent nej, giver plads, og så står jeg meget passende mellem to af dem. Med lukkede øjne lader jeg et henført ”Ah, det er sørme dejligt!” flyde ud og blande sig tilfældigt med boblerne og ordene i deres samtale.

Efter et lille halvt minut glider min lille fod diskret søgende ud til højre side. Her møder den en ung stærk fod og finder vej op langs skinnebenet. Ved knæet smutter den lille fod tilfældigt ind mellem den unge mands ben. Her hviler den et øjeblik. Gerne mere. Imens finder modsatte hånd forsigtigt vej i boblerne mod den unge mand til venstre. Som en blæksprutte på jagt søger fingrene hen over de stramme badebukser. Dernæst stryges nænsomt ned over låret eller op over det glatte maveskind.

På dette tidspunkt åbner jeg mine øjne, for der sker nu ofte følgende: Den ene siger, at det vist må være nok massage for i dag. Den anden hoster anstrengt, rød i hovedet, og svarer, at ja det kunne være rigtig godt at svømme nogle baner i det kolde bassin. Jeg smiler blot til den lille baby, der gurgler rundt i mit synsfelt.

Inde i svømmehallen ser jeg dem tale med Bademester Jensen, mens de kigger over mod mig. Da Jensen senere stopper mig og spørger, hvordan jeg synes, det går, så blinker jeg skælmsk til ham og svarer: ”Enhver må søge efter sin indre havfrue, Jensen!”. Slår et slag med halen og vimser ud under bruseren.

lørdag den 9. marts 2013

Morgenmørke



Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

Fodspor i nysne
Grantræ'r i morgenmørke
Fuldmånefrostlys

Løvtræsfiligran
Grenvinklens skaderede
Forladthedsforfald

Læhegn imod vest
Erantisnakker i sne
Februardaggry

lørdag den 2. marts 2013

Lørdag den 2. marts

Kære alle,

Jeg tænker, at Jyhark nok ikke har set, at hendes tekst blev publiceret for en uge siden. Derfor kommer der ikke en ny tekst på i dag. Jeg sender en mail til Jyhark og gør hende opmærksom på kommentarerne til hendes tekst.

Rigtig god weekend. Er det ikke dejligt, at det officielt er forår?

Kh
Randi

søndag den 24. februar 2013

Mormor



Tekst: Jyhark
Foto: Jørn E.


Min mor vækkede mig, mens det stadig var mørkt.
"Du skal komme ind til mormor."
"Hun må godt låne min potte," mumlede jeg søvndrukkent.
Mor smilede et blegt smil. "Vågn nu rigtig op, Ulla. Du skal komme ind og tage afsked med mormor. Hun vil tale med dig!"
Pludselig var jeg helt vågen. Måske var det hendes tonefald – måske var det ordene "tage afsked," som jeg forstod havde en særlig betydning.
Jeg fulgte mor ned i stuen. Idet jeg gik hen imod mormors fremstrakte hånd, hørte jeg døren lukke bag mig, og uden at vende mig vidste jeg, at mor ikke var i rummet.
Jeg tog den udstrakte hånd og satte mig op i sengen.
Med svag stemme sagde mormor: "Ulla - du har hørt historierne om, at mormor har evnen til at vide, når nogen skal dø?"
Jeg nikkede og så dybt ind i de næsten sorte øjne.
Mormor strøg blidt min kind.
“I nat har jeg hørt kistelågene blive banket til. Denne gang er det mig, der er bud efter. Så nu skal vi sige farvel.”
Jeg snappede efter vejret og hun sagde indtrængende: “Det er ikke noget at være ked af. Jeg er klar til at tage herfra…… Jeg var på vej, men var nødt til at vende tilbage for at tage afsked med dig…… Du skal love mig, at du husker denne samtale!”
Jeg nikkede.
”Du har arvet blodet… Du er den eneste….. De andre er almindelige. Du kan høre det, der ikke bliver sagt ligesom mig….. Du skal være stolt af de evner…….. Lad dem ikke få dig til at skamme dig over at være anderledes! Lover du det?"
Jeg nikkede og kunne næsten ikke høre hendes stemme, da hun hviskede: "Kys så mormor farvel.”
Jeg blev siddende ganske stille og lyttede til, hvordan der blev længere og længere mellem åndedragene. Mærkede et sidste klem i min hånd. Og så sænkede stilheden og freden sig i rummet.
Indtil mor kom ind og med skinger stemme sagde: ”Se, nu sidder hun der med sin døde mormor i hånden. Jeg skulle ikke have ladet mor bestemme. Jeg skulle være blevet herinde…”

fredag den 22. februar 2013

Mens vi går i krimiskole



Kære alle,

Er der stemning for, at jeg fortsætter med at lægge tekster på, mens SAXOs krimikursus kører? Hvis der er, lægger jeg en ny tekst på, så snart jeg kender jeres synspunkt vedr. dette.

Kh
Randi

lørdag den 16. februar 2013

En hinde brister



Tekst og illustration: Anne Lilleager

En hinde brister.
Hjælpeløs og nøgen trækker den nyfødte vejret i en ny verden.
Voksne forstår.

Træer og blomster vokser mod himlen
og afgrunden skjules i græsset.

Snart formes en anden hinde
beskyttende omkring hjælpeløsheden
og skjulende nøgenheden,
som et smidighedens mirakel er den et værn
mod de videndes oversete faldgrupper.

Voksne bliver vidende,
men lader ofte deres viden sidde i hinden,
omformer dennes fine smidighed til et skjold,
til et værn mod ægte viden fra det virkelige liv,
hvor ægte værdier vokser og virkelighed er styrke.

Skjoldet formes mellem mig og de andre
og mellem dulgte verdner af indre og ydre form.

Vil jeg ud i naturen og se livet
må jeg knække skjoldet.

Når skjoldet i æggeskalsform knækker
kommer jeg ud i en ny verden
hjælpeløs og nøgen.
Og voksne forstår ikke.

lørdag den 9. februar 2013

M/S Ocean Explorer



Tekst og foto: Jørn E.

Der var krisemøde på værftskontoret. Der foregik voldsomme skænderier mellem værftets ingeniører og rederiets repræsentanter. Først havde der været brand i saunaen. Antageligt på grund af en fejl i elinstallationerne. Men nu var der opstået endnu et problem. Den første tekniske prøvesejlads var gennemført. For at det ikke skulle være løgn, viste det sig, at der var voldsomme rystelser fra skruen. Det skyldtes formodentligt ubalance i hovedakslen fra motoren ud til skruen. En fejl det nemt kunne komme til at ta' lang tid at finde og forbedre. Og det ville koste. Så længe skibet ikke kunne leveres, skulle der betales for værftets arbejde i D-mark. Indtægterne skulle komme fra velhavende amerikanere – i U.S.-dollars. Det altoverskyggende problem var imidlertid af langt større dimensioner.

Året var 1974. Der var oliekrise. Det havde den virkning, at den tyske mark steg og steg og dollaren faldt tilsvarende. Det underminerede krydstogtskibets indtjeningsmuligheder. Faktisk var projektets overlevelsesmuligheder nærmest lig nul.

Rederisekretær m.m. Kell Eriksen, som havde koncentreret sig om at gøre notater om de få konstruktive ting der var kommet ud af mødet, stod udenfor værftets kontorbygning. Det var forår og luften var mild. Værftet var lukket. Arbejderne var gået hjem for i dag. Hans skridt førte ham langsomt, nærmest ubevidst, ned mod skibet. Han så på det på afstand. ”Ocean Explorer”. Prætentiøst navn, ligesom projektet. Togter langs Grønlands vestkyst i sommerhalvåret og langs Sydamerikas østkyst i vinterhalvåret. Udforske de store floder. Desuden togter langs Antarktis nordligste kystområder.

Nu stod han foran skibet. Stod lidt og kiggede. Gik så ombord. Han endte helt oppe øverst i ”Skyloungen” hvor der var udsigt over hele skibet og området omkring det. Ambitioner havde det ikke skortet på tænkte han, da han så agterud over helikopterdækket. Han satte sig og åbnede sin mappe, for at gennemgå sine notater. Der lå også et eksemplar af det første katalog over skibets rejser. I stedet for at læse notater begyndte han at bladre i kataloget.

”Fly til Godthåb/Nuuk. Herfra med helikopter fra Greenland Air til Sukkertoppen/Maniitsoq, hvor vi møder ”Ocean Explorer”. Kaptajn Henriksen vil byde velkommen. Kaptajn Henriksen er pensioneret kommandørkaptajn fra den danske flåde, og har flere års erfaring som kaptajn på flådens inspektionsskibe. Han kender derfor både kysten og dens befolkning.”

Kell Eriksen drømte sig tilbage til sine planlægningsrejser sammen med Kaptajn Henriksen. Han var nærmest grædefærdig ved tanken om de vidunderlige oplevelser passagererne på ”Ocean Explorer ville gå glip af. Han tænkte på turen med hundeslæde ind på indlandsisen oppe ved Diskobugten, hvor de havde set en isbjørnemor med sin unge, og huskede, hvordan deres guide og slædefører havde været meget anspændt, fordi: ”Isbjørnemor med unge, meget, meget farlig. Angriber uden varsel”, advarede han hviskende.

De havde også været på en helikoptertur op langs kysten, og set de kælvende isbjerge og de fantastiske farver fra dyb mørkeblå til den lyseste azur i de flydende isflager med deres flokke af sæler, som kastede sig i vandet, skræmt af helikopterens motorstøj.

Han så sig selv på disse ture, sammen med turister, som var på deres livs drømmerejse.
Han drømte sig til den planlagte ekspedition med det formål at opspore de vilde grønlandske rensdyr.

Med en isforstærkning af skroget i Lloyds klasse 1A, samme som isbrydere, ville skibet kunne arbejde sig langt mod nord. Afhængigt af hvor hurtigt de var i stand til at bevæge sig, ville man forsøge at nå så langt som til Thule.

En skrigende havmåge, som strøg forbi lige udenfor vinduerne i skyloungen, vækkede ham af hans dagdrømme. Det var ved at blive mørkt.

Som en slags symbol på projektets og skibets ustandselige uheld, endte det efter flere ejerskift som afskrevet vrag efter en grundstødning ved Salomon øerne.

Du kan læse om modellen til denne histories ”hovedperson”, hvis bygning og forberedelse til togter jeg deltog i på dette link.

lørdag den 2. februar 2013

Sol, vand og varme



Tekst og foto: Bente Pedersen

Ulla tog badekåben på og strammede bæltet. Håret var svøbt ind i et håndklæde. Om nogle måneder kunne hun begynde at tørre det med en hårtørrer. Hun smilede, gik ind i stuen og satte sig i lænestolen ved vinduet. I hånden havde hun brevet, som hun havde fundet oven på stablen af håndklæder i badeværelset. Henrik måtte have lagt det der efter sit i morgenbad.

Hun rettede sig op. Hunden kiggede op på hende fra sin plads ved hendes fødder, da hun ømmede sig. Arret hen over venstre side af brystkassen strammede. Hun havde smurt det med fugtighedscreme, som hun skulle. Tre gange om dagen. Smurt med fingre, der nægtede at føle. Fingre, der afviste at mærke ribben, hvor hendes bryst skulle være. Fingre, der famlede som muldvarpe i mørket.

Det gippede i hende, da hendes iPhone bippede. ”Har du fundet det?” Hun nikkede ud i stuen og skyndte sig at svare ”Øjeblik”.

Ulla rejste sig for at finde noget at sprætte konvolutten op med. Der var mere end et ark, kunne hun mærke. Håndklædet løsnede sig, så hun smed det hen over ryggen på en stol. Tankerne faldt på gårsdagens træning i varmtvandsbassin. Fem måtte de være på holdet. I starten havde hun fortalt Henrik, at hun elskede det varme vand, og at øvelserne løsnede muskulaturen.

At hun følte afsky ved at stå sammen med de andre under bruseren, tav hun om. De plaprede om smerter der brændte, om ar der væskede, og om hår, bryn og vipper der voksede eller forsvandt. Hun så væk, når brystproteser blev anbragt i BH’er efter badet. Ulla skyndte sig i tøjet med ryggen til de andre.

Endnu en sms krævede hendes nærvær. ”Hvad synes du?” Hun vidste, at han sad på arbejdet og tippede med blommen af en pegefinger mod skrivebordet. Hun tog indholdet ud af brevet. Der var en beskrivelse af et hotel i Thailand, to flybilletter med afgang om tre uger og et brev fra Henrik:

Godmorgen Ulla!
Jeg håber, at du synes om mit initiativ, og jeg har fået arrangeret afspadsering.
Det blev Thailand, for jeg ved, at du elsker sol, vand og varme.
Jeg glæder mig!
Ferieknus Henrik

Tanker og følelser krævede plads og rum i stuen. Hvordan skulle hun kunne sole sig på stranden som de andre? Havde hun kræfter til det? Hvad med badedragt? Kunne hun nå at få en protese inden? Hun gned sig over panden. Hvad skulle hun svare ham? Tårerne blændede hende, men hun fik skrevet ”Tak min ven. Jeg glæder mig.”

Hunden for sammen, da hun grædende kylede iPhonen hen ad sofabordet, og den gled videre ud over kanten.

lørdag den 26. januar 2013

Mønsterbryderen - Den lille rebel



Tekst og foto: Susanne Marie

”Jeg har meldt mig ind på HF”. Jeg stirrer kampberedt på mor, der et øjeblik taber både mund og næse.

”Piger skal ikke have en uddannelse, du har læst alt for mange bøger”. Mor er som sædvanlig rap i replikken, men jeg er forberedt.

”Begge mine brødre har da fået en og ligeså min søster.” Jeg har lært det af hende, denne raphed og min ældste bror, der plejer at agere far, når jeg svarer igen, er ikke hjemme. Så jeg fortsætter knejsende med nakken,”og i øvrigt så flytter jeg sammen med min kæreste”.

” Er du blevet forrykt barn, du er kun 17 år”, mor stirrer chokeret på mig.

Fra gulvet lyder en stilfærdig rømmen. Min far, der er lammet og afatisk, ligger altid på gulvet og hviler sig til middag, for at strække ryggen ud. Vi forstår ham dog godt, når han prøver at udtrykke sig. Talepædagogen havde gjort et godt stykke arbejde.

”Rolig mor, lad dog barnet, det sker jo før eller siden”, hans øjne siger det mere end hans mund”.

Det var hans stående omkvæd i min børneopdragelse, mine ældre søskende har en helt anden oplevelse af selvsamme far. Men far var blevet helt Roussau'sk på sine gamle dage. Ikke pille for meget ved personligheden, kun fjerne vildskuddene, når bare stammen er rask, som den gamle gartner udtrykte sig. Gartnerfaget havde mildnet ham gennem årene kunne jeg forstå, når mine to mellemste søskende med vrede øjne så på mig og hvæsede, at jeg var møgforkælet.

Min far er meget glad for mig og jeg for ham, selvom han er svær at tale med. Men mor og jeg er ofte på kant. Den gamle tjenestepige på et gods er aldrig kommet ud af tjenerrollen og mener nu heller ikke, at jeg skal være mere end jeg er. Men det skal blive løgn, det har jeg slet ikke lyst til. En handelseksamen og udsigt til et liv som butiksassistent, aldrig.

” Det er lysten der driver værket”, er et andet af min fars stående omkvæd. Det har jeg skrevet mig bag øret.
Min ældste bror, der fik den utaknemmelige opgave at lege far overfor en toårig efternøler i en alder af 14 år, elsker mig også overalt på jorden og tog mig altid i forsvar over for min yngre storebror og storesøster, Det var ham, der opdagede at jeg kunne spille klaver. Det er faktisk ret sjovt at tænke på, at jeg i en alder af bare 6-7 år sad og kiggede på, når han spillede og så satte jeg mig hen og gjorde ligesom ham. Lærte at spille små børnesonatiner. Straks det gik op for mor, der ikke kunne sige sig fri for lidt snobberi, opdagede at hendes yngste, ”helligåndsbarnet”, kunne lære at spille, blev danseskolen suppleret med timer i klaverspil.

Mor kalder mig ofte ”helligåndsbarnet”, fordi hun påstår, at hun ikke ved, hvor jeg er kommet fra.
Men hun siger det altid med et grin, så det passer nok ikke helt.

Nå, men måske skal jeg lade være med at fordybe mig for meget i disse dejlige erindringer og i stedet fortsætte historien.

Min mor, der er af gammel skole, trækker resigneret på skuldrene, efter fars næsten uhørlige udfald. Det gør hun altid, når han en sjælden gang siger hende imod. Det er ellers godt nok hende, der styrer i hverdagen. Simpelthen alt, da far af gode grunde ikke kan hjælpe til. Men jeg ved, de elsker hinanden. Det har jeg tit og ofte set, når de ikke føler sig iagttaget.

Så jeg drejer rundt på hælen og går ned på mit værelse for at pakke mit tøj. Mens jeg står dernede mærker jeg tårerne komme, det er alligevel overvældende at forlade sit barndomshjem og prøve sig selv af i forhold til verden. Jeg kan pludselig ikke overskue det. Jeg sætter mig på sengen og lader tårerne få frit løb.

” Når man har sagt A, må man også sige B” endnu et fars omkvæd kommer til syne i min bevidsthed, så jeg tørrer øjnene og rejser mig resolut op. Nu skal der pakkes.

Da jeg forlader hjemmet, ser jeg en lettelse i mors øjne og jeg ved det. Nu har hun kun far tilbage at tage sig af. Den sidste unge er fløjet fra reden.

fredag den 25. januar 2013

Februar-opgave 2013



Foto: Bente Pedersen

Kære alle,

Bente har sendt dette forslag til næste månedsopgave. Deadline er torsdag den 14. februar.

Bente skriver:

Inspireret af naturen lige nu, af den stille tid, der følger efter december måned, og af en af opgaverne fra det sidste forløb på Saxo vil jeg gerne foreslå følgende:

Skriv en ”nøgen” tekst.

A) Det kunne være en tekst, hvor nøgenhed som følelse/tilstand/væren er temaet.

B) Det kunne være en tekst, der fremstår så ren og klar som muligt. En tekst, der ikke indeholder hverken tillægsord eller biord og ej heller er overlæsset med lange tillægsformer eller dramatiske udsagnsord. Kan man alligevel skabe noget læseværdigt ud fra de præmisser?

C) Det kunne være et digt med temaet nøgenhed. Digtet må gerne have fire strofer på fire verselinjer, og hver strofe startes med vendingen: At være nøgen… Men digtet kan selvfølgelig have lige den form, som I synes. Nogen gange kan en bestemt opskrift bare være igangsættende.

lørdag den 19. januar 2013

Et sprællevende drengebarn i krybben



Tekst: Ragnhild Jakobsen
Foto: Randi Abel


For en nittenhundredeogotteoghalvfemssindstyvende gang
var der en tom krybbe, som stod i en stald, og den var tom
fordi alle dyrene var ude på marken sammen med hyrderne.
Ved nattetid puslede det, og en stille klagen brød staldens
tavshed. Pludselig lagde nogen noget i krybben, og så var
den ikke længere tom. Et lille sprællevende drengebarn lå i
krybben, og tænk, han var så dejlig, at han var lige til at
spise. Og det er der faktisk nogen, der gør endnu.

lørdag den 5. januar 2013

En start



Tekst Anita Kastrup Østerberg
Foto: Randi Abel


Der var helt stille og mørkt. Hun slappede af. Lugten af støv og indelukke vidnede om at hun var alene i lejligheden. Hun rakte venstre arm ud og fik fat om kontakten til lyset i entréen. Den gamle gulnede lampe lyste først svagt op, mens energien samledes for så at lyse med sine fulde watt.
Sparepærer, tja – selv de havde fundet vej herop. Hun prøvede at forme et lille smil, men fandt det kunstigt og uden glæde for nogen.

Tæppet var det samme som hun huskede, sært meleret i en mørk karry og sort. Retro ville de unge kalde det Hun valgte smagsløs som en mere passende betegnelse. Hun tog et par skridt frem og kikkede ind i stuen, lyset fra gangen gav hende mod på at træde indenfor og se sig omkring.

Gulvet var lakeret sjusket, det lå som en klæg, men klar, masse over plankerne. Møblerne var også de samme, tunge og mørkegrønne. Lampen på sidebordet stod der endnu og med en velkendt bevægelse fik hun vredet kontakten om under skærmen.
Hun lod sit blik vandre rundt i stuen, støvet lå tykt overalt i stuen hun kendte så godt. Nu hvor hun var her, forstod hun ikke hvorfor hun havde skubbet tiden foran sig. Hvorfor havde hun ladet sin fremtid skygge så meget af fortiden?

Køkkenet, soveværelset ventede, og ja… det lille kammer.
Hun rettede sig op, nu skulle det være!

Sytten minutter efter stod hun nede på gaden igen, hun trådte ud på fortovet og rettede sin opmærksomhed mod cafeen på den anden side; en kop kaffe ville gøre godt.
Med det lille stykke chokolade i munden, der fulgte med kaffen, lænede hun sig tilfreds tilbage i stolen.

Hendes mor var død for to år siden. I to år havde hun betalt sig fra at få alle papirer og evt post lagt ned i en papkasse, huslejen tog banken sig af.
Indhold i køleskab, andre let fordærvelige varer og potteplanter var blevet smidt ud som det første.

Parat, var hun helt parat?
Første skridt var taget i dag, så måtte hun se…