lørdag den 5. januar 2013

En start



Tekst Anita Kastrup Østerberg
Foto: Randi Abel


Der var helt stille og mørkt. Hun slappede af. Lugten af støv og indelukke vidnede om at hun var alene i lejligheden. Hun rakte venstre arm ud og fik fat om kontakten til lyset i entréen. Den gamle gulnede lampe lyste først svagt op, mens energien samledes for så at lyse med sine fulde watt.
Sparepærer, tja – selv de havde fundet vej herop. Hun prøvede at forme et lille smil, men fandt det kunstigt og uden glæde for nogen.

Tæppet var det samme som hun huskede, sært meleret i en mørk karry og sort. Retro ville de unge kalde det Hun valgte smagsløs som en mere passende betegnelse. Hun tog et par skridt frem og kikkede ind i stuen, lyset fra gangen gav hende mod på at træde indenfor og se sig omkring.

Gulvet var lakeret sjusket, det lå som en klæg, men klar, masse over plankerne. Møblerne var også de samme, tunge og mørkegrønne. Lampen på sidebordet stod der endnu og med en velkendt bevægelse fik hun vredet kontakten om under skærmen.
Hun lod sit blik vandre rundt i stuen, støvet lå tykt overalt i stuen hun kendte så godt. Nu hvor hun var her, forstod hun ikke hvorfor hun havde skubbet tiden foran sig. Hvorfor havde hun ladet sin fremtid skygge så meget af fortiden?

Køkkenet, soveværelset ventede, og ja… det lille kammer.
Hun rettede sig op, nu skulle det være!

Sytten minutter efter stod hun nede på gaden igen, hun trådte ud på fortovet og rettede sin opmærksomhed mod cafeen på den anden side; en kop kaffe ville gøre godt.
Med det lille stykke chokolade i munden, der fulgte med kaffen, lænede hun sig tilfreds tilbage i stolen.

Hendes mor var død for to år siden. I to år havde hun betalt sig fra at få alle papirer og evt post lagt ned i en papkasse, huslejen tog banken sig af.
Indhold i køleskab, andre let fordærvelige varer og potteplanter var blevet smidt ud som det første.

Parat, var hun helt parat?
Første skridt var taget i dag, så måtte hun se…

13 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Anita!

Nu har jeg læst din fine lille tekst nogle gange, og hver gang jeg læser, er der nogle bestemte steder,jeg lige stopper op.Steder, som er meget betydningsbærende, og hvor det er formuleret på en anderledes måde end vanligt.

Første sted er, hvor hun lige har fået tændt lyset i entreen: "Hun prøvede at forme et lille smil, men fandt det kunstigt og uden glæde for nogen."

Andet sted er her, hvor hun formulerer tanker om tæppet i entreen: "Retro ville de unge kalde det. Hun valgte smagløs som en mere passende betegnelse." Der er ikke meget varme i forhold til morens valg af interiør i den formulering. Vi får også at vide, at hun ikke selv er blandt de helt unge længere. Inde i stuen klæber alt fra fortiden stadig til gulvet: "Det lå som en klæg, men klar, masse over plankerne."...Her tænker jeg lige et kort øjeblik: "Aha, gulvet er nylakeret, siden lakken stadig er klæbrig", men det er vist ikke denne konkrete læsning,du er ude efter ;-)

Sidste sted jeg vil fremhæve er dette:"Hvorfor havde hun ladet sin fremtid skygge så meget af fortiden?" Det fortæller jo lige præcist, hvor svært denne datter har haft det med moren, med opvæksten, ja med...? Vi ved ikke helt præcist hvad, og det er også lige meget i alt fald for denne læser.Svært må det have været, siden hun i to år har betalt sig fra konfrontationen med stedet.

Heldigvis lader det til, at disse små tyve minutter i nutiden peger positivt ind i fremtiden på en forløsende måde. Hun er i alle tilfælde tilfreds med sig selv bagefter.

Kh Bente

Leonius sagde ...

Kære Anita,

det var så det svære opgør med fortiden i skikkelse af den nu afdøde moder.
Det skinder tydeligt igennem, at forholdet har været meget anstrengt, måske har hun ikke set moderen i en årrække,
men som den eneste efterladte har hun haft denne forpligtelse.
Nu er jeg jo en ældre herre, og har også børn, så din historie ligner den jeg høre fra mange utilfredse unge mennesker,
der har slået hånden af forældrene.
Dette er ikke en kritik af din tekst, for jeg syntes den er skrevet godt, men jeg mangler en rimelig grund til din hp´s dårlige følelser.

De bedste hilsner og Godt Nytår.

Leonius.

Anita sagde ...

Kære Bente og Leonius
Tusind tak fordi i har læst og kommenteret min tekst.
Jeg prøver at arbejde lidt på den så det træder tydeligere frem hvad jeg ønsker med teksten.
Faktisk skulle teksten vise at trods en anstrengt fortid, og manlende erkendelse af at moderen er væk
Er det bedst at face problemet og komme videre...
Kh
Anita

Ragnhild sagde ...

Kære Anita

Jeg var selvfølgelig inde og læse din interessante fortsættelse af min tekst i lørdags.

Nu har jeg læst igen. Det første der slår mig i dag er, at du ikke fortsætter teksten i nutid. Skal min optakt og din fortsættelse læses i sammenhæng, bliver det et problem, at der skiftes tid, synes jeg. Måske har du skrevet uden at tænke over, hvilken tid jeg skrev i. Jeg skriver ofte i nutid. Nu! Da jeg begyndte på saxo i efteråret 2009 blev mine første tekster til i datid, uden at jeg tænkte nærmere over det. Men i løbet af ugen blev de ændret til nutid - og vandt ved det. I hvert fald de tekster.

Som Leonius siger, skinner det tydeligt igennem, at forholdet mellem din hp og hendes afdøde mor har været meget anstrengt. Det må det virkelig have været, eller også må der have været andet i vejen, siden der går 2 år, før datteren lukker sig ind i lejligheden.

Du har flere fine erindringsrefleksioner, den bedste er, synes jeg, den med tæppet som retro vs smagløst. Den kalder på smilet, fordi den er god, og fordi den kort og kontant siger noget om tid, som er gået og om generationer forskellige blik på ting.

Din hp erkender "sent" at hun alt for længe har ladet fortiden kaster lange skygger over årene, som fulgte. Hendes "Hvorfor" bliver hele tekstens rungende hvorfor. Der har du stof til en mulig fortsættelse. Noget er i hvert fald sket, og et skridt er taget. Der er håb om at komme videre trods fortidens skygger. Det var da egentligt ret meget på de 17 minutter :-)

"Indhold i køleskab, andre let fordærvelige varer og potteplanter var blevet smidt ud som det første." Det udsagn har jeg lidt problemer med. Hvornår var det køleskab egentlig blevet tømt? Forhåbentlig 2 år før tekstens nu.

Tak for endnu et godt bud på noget, der kunne ske bag "min" lukkede dør. Jeg er spændt på, hvad der vil ske under dit videre arbejde med din tekst. Jeg tror, teksten vil vinde ved, at noget bliver lidt tydeligere, som du selv antyder.

Kh Ragnhild

Jørn E. sagde ...

Kære Anita!

Jeg vender snarest tilbage med en
kommentar. Har ikke glemt dig.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Anita!

Så er jeg der. :o)

Du beskriver lejligheden, og det indtryk den gør på din hp, så man kan se det for sig. God "Show, don't tell" teknik.
Bemærkningen til det sort/gule tæppe fik mig til at le. Godt fundet på!

Hendes tanker om hvorfor hun har udskudt det sidste, nødvendige, besøg i lejligheden.

I tredie afsnit vil jeg foreslå, at du skriver "overskygge" i stedet for skygge.

For den, som har oplevet at stå i sådan en lejlighed, efterladt til virkeligheden af en som er død,
beskriver du scenariet virkelig godt.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære alle!

Randi skrev på Facebook for en god uges tid siden, at hun var faldet og har brækket håndleddet. Jeg ved ikke, om det betyder, at hun ikke kan være administrator her på bloggen et stykke tid.
Jeg har for lidt viden til at kunne tilbyde at være vikar, for jeg ved kun, hvordan jeg kan gå ind og kan rette i de tekster, som Randi i forvejen har lagt op på bloggen.
Måske skulle jeg lige lægge dette over i diskussionsforum i stedet for. Det gør jeg...
Kh Bente

Anita sagde ...

Der er helt stille og mørkt. Skuldrene sænker sig, hun slapper af. Lugten af støv og indelukke vidner om at hun er alene i lejligheden. Hun rækker venstre arm ud og får fat om kontakten til lyset i entréen. Den gamle gulnede lampe lyser først svagt op, mens energien samler sig for så at lyse med sine fulde watt.
Sparepærer, tja – selv de havde fundet vej herop. Hendes læber prøver at forme et lille smil, men spændingen i musklen forsvinder hurtigt. Smilet føles kunstigt og uden glæde for nogen.

Tæppet er det samme som hun husker, sært meleret i en mørk karry og sort. Retro er hvad de unge vil kalde det Smagsløs er en mere passende betegnelse. Hun tager et par skridt frem og kikker ind i stuen, lyset fra gangen giver et blidt skub og giver hende mod på at træde indenfor og se sig omkring.

Hun ser ned på gulvet, det er lakeret sjusket, ligger som en klæg, men klar, masse over plankerne. Møblerne er også de samme, tunge og mørkegrønne. Lampen på sidebordet står der endnu og med en velkendt bevægelse vrider hun kontakten om under skærmen.
Hun lader sit blik vandre rundt i stuen, støvet ligger tykt overalt i stuen hun kender så godt. Nu hvor hun er her, forstår hun ikke hvorfor hun har skubbet tiden foran sig. Hvorfor har hun ladet sin fremtid skygge så meget af fortiden?

Køkkenet, soveværelset venter, og ja… det lille kammer.
Hun retter sig op, nu skal det være!

Sytten minutter efter står hun nede på gaden igen, hun træder ud på fortovet og retter sin opmærksomhed mod cafeen på den anden side; en kop kaffe vil gøre godt nu.
Med det lille stykke chokolade i munden, der fulgte med kaffen, læner hun sig tilfreds tilbage i stolen.

Hendes mor døde for to år siden. I to år havde hun betalt sig fra at få alle papirer og evt post lagt ned i en papkasse, huslejen tog banken sig af.

Parat, var hun helt parat?

Første skridt var taget i dag, så måtte hun se…

Anita sagde ...

Tak for jers kommentarer, jeg har prøvet at ændre, slette og omskrive til nutid - diekte som en kommentar. Jeg har ikke installeret word på denne computer - så i mangel af bedre...

Kh
Anita

Jørn E. sagde ...

Kære Anita!

Har du Open Office? Hvis ikke, så er det et gratis og fuldt kompartibelt modsvar på Word.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Anita!

Har du Open Office? Hvis ikke, så er det et gratis og fuldt kompartibelt modsvar på Word.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Susanne Marie sagde ...

Det tog lidt tid, men nu forstår jeg sammenhængen mellem oplæg og din lille fine historie. Den gamle tid slutter og en ny begynder :-) Super flot tænkt.
Kærlig hilsen
Susanne Marie

Ragnhild sagde ...

Kære Anita

Jeg synes din tekst vinder ved at blive fortalt i nutid. Vi er til stede som læsere - her og nu sammen med din hp. Efter "Hendes mor døde" forfører "døde" som helt ok datid dig dog! Du kan komme om ved det ved f.eks at skrive "Det er allerede to år siden hendes mor døde. Nu hvor hun er her ...osv"

"Hun lader sit blik vandre rundt i stuen, støvet ligger tykt overalt i stuen hun kender så godt"

En passage som denne er tell, har du tænkt over, at du nemt kan lave den til show ved f.eks at skrive "Støvet ligger tykt over alt. På ... " og så kan du lade dine læsere se stuens kendte inventar gennem din hp's øjne. Gerne mere end nogle få ting. For hun er jo i gang med at trække tiden ud før hun endelig "vover" at gense det lille kammer.

Det er fint, at lade læseren være uvidende om det, hun har oplevet i det kammer. Jeg sidder her som læser med min nysgerrighed og håber, at hun dog ikke har lidt overlast derinde. Teksten giver intet belæg for, at hun har, men det ligger latent i teksten som en mulighed.

Kh Ragnhild