lørdag den 26. januar 2013

Mønsterbryderen - Den lille rebel



Tekst og foto: Susanne Marie

”Jeg har meldt mig ind på HF”. Jeg stirrer kampberedt på mor, der et øjeblik taber både mund og næse.

”Piger skal ikke have en uddannelse, du har læst alt for mange bøger”. Mor er som sædvanlig rap i replikken, men jeg er forberedt.

”Begge mine brødre har da fået en og ligeså min søster.” Jeg har lært det af hende, denne raphed og min ældste bror, der plejer at agere far, når jeg svarer igen, er ikke hjemme. Så jeg fortsætter knejsende med nakken,”og i øvrigt så flytter jeg sammen med min kæreste”.

” Er du blevet forrykt barn, du er kun 17 år”, mor stirrer chokeret på mig.

Fra gulvet lyder en stilfærdig rømmen. Min far, der er lammet og afatisk, ligger altid på gulvet og hviler sig til middag, for at strække ryggen ud. Vi forstår ham dog godt, når han prøver at udtrykke sig. Talepædagogen havde gjort et godt stykke arbejde.

”Rolig mor, lad dog barnet, det sker jo før eller siden”, hans øjne siger det mere end hans mund”.

Det var hans stående omkvæd i min børneopdragelse, mine ældre søskende har en helt anden oplevelse af selvsamme far. Men far var blevet helt Roussau'sk på sine gamle dage. Ikke pille for meget ved personligheden, kun fjerne vildskuddene, når bare stammen er rask, som den gamle gartner udtrykte sig. Gartnerfaget havde mildnet ham gennem årene kunne jeg forstå, når mine to mellemste søskende med vrede øjne så på mig og hvæsede, at jeg var møgforkælet.

Min far er meget glad for mig og jeg for ham, selvom han er svær at tale med. Men mor og jeg er ofte på kant. Den gamle tjenestepige på et gods er aldrig kommet ud af tjenerrollen og mener nu heller ikke, at jeg skal være mere end jeg er. Men det skal blive løgn, det har jeg slet ikke lyst til. En handelseksamen og udsigt til et liv som butiksassistent, aldrig.

” Det er lysten der driver værket”, er et andet af min fars stående omkvæd. Det har jeg skrevet mig bag øret.
Min ældste bror, der fik den utaknemmelige opgave at lege far overfor en toårig efternøler i en alder af 14 år, elsker mig også overalt på jorden og tog mig altid i forsvar over for min yngre storebror og storesøster, Det var ham, der opdagede at jeg kunne spille klaver. Det er faktisk ret sjovt at tænke på, at jeg i en alder af bare 6-7 år sad og kiggede på, når han spillede og så satte jeg mig hen og gjorde ligesom ham. Lærte at spille små børnesonatiner. Straks det gik op for mor, der ikke kunne sige sig fri for lidt snobberi, opdagede at hendes yngste, ”helligåndsbarnet”, kunne lære at spille, blev danseskolen suppleret med timer i klaverspil.

Mor kalder mig ofte ”helligåndsbarnet”, fordi hun påstår, at hun ikke ved, hvor jeg er kommet fra.
Men hun siger det altid med et grin, så det passer nok ikke helt.

Nå, men måske skal jeg lade være med at fordybe mig for meget i disse dejlige erindringer og i stedet fortsætte historien.

Min mor, der er af gammel skole, trækker resigneret på skuldrene, efter fars næsten uhørlige udfald. Det gør hun altid, når han en sjælden gang siger hende imod. Det er ellers godt nok hende, der styrer i hverdagen. Simpelthen alt, da far af gode grunde ikke kan hjælpe til. Men jeg ved, de elsker hinanden. Det har jeg tit og ofte set, når de ikke føler sig iagttaget.

Så jeg drejer rundt på hælen og går ned på mit værelse for at pakke mit tøj. Mens jeg står dernede mærker jeg tårerne komme, det er alligevel overvældende at forlade sit barndomshjem og prøve sig selv af i forhold til verden. Jeg kan pludselig ikke overskue det. Jeg sætter mig på sengen og lader tårerne få frit løb.

” Når man har sagt A, må man også sige B” endnu et fars omkvæd kommer til syne i min bevidsthed, så jeg tørrer øjnene og rejser mig resolut op. Nu skal der pakkes.

Da jeg forlader hjemmet, ser jeg en lettelse i mors øjne og jeg ved det. Nu har hun kun far tilbage at tage sig af. Den sidste unge er fløjet fra reden.

18 kommentarer:

Susanne Marie sagde ...

Kære Alle Hermed mit første indlæg til skrivebloggen. Både stil, indhold og forsøg med historisk nutid er mit første forsøg i den genre, ellers vil jeg nok primært skrive kriminal historier.
Susanne Marie

Bente Pedersen sagde ...

Kære Susanne Marie

Velkommen til her i flokken på Skrivebloggen. Det er dejligt med nye indspark, så jeg håber, at du vil føle dit godt tilpas. :-)

Jeg kan læse i din kommentar, at du helst skriver tekster i krimigenren, så jeg håber, at du er opmærksom på Saxos nye runde skriveskole, der netop har fokus på den genre. Jeg har meldt mig til for at lære nyt,for det er ikke den genre, der ligger naturligt for mig. Nå, nok om det lige nu.

Teksten, som du serverer i denne uge, er et hop tilbage serveret meget forfriskende i historisk nutid. Det er jo en udfordring at være 17 igen som din hovedperson og at være lige der i stuen i et opgør med morens forventninger om at følge om ikke i hendes fodspor som tjenestepige, så dog en forventning om ikke at stikke for meget af fra den vej, der i morens hoved er linet op for datteren. Det beskriver du rigtig godt, synes jeg.

Når man er 17,så har man jo også en fortid, så den skal der så berettes om i datid, hvilket du også gør, når du fortæller om brorens undervisning i klaverspil f.eks., men det er en udfordring at styre rundt i, så derfor føler du behov for at lade din fortæller komme på banen med en forklarende kommentar: "Nå, men måske skal jeg lade være med at fordybe mig for meget i disse dejlige erindringer og i stedet fortsætte historien." Lige nøjagtig på dette sted i teksten synes jeg, at du bliver en meget, meget fornuftig 17 årig fortæller, der ikke helt passer ind i den situation, der ellers er sat i scene,hvor følelser og meninger brydes. Jeg synes sagtens, at bemærkningen kan undværes helt, og så kan det lille afsnit om "helligåndsbarnet" fint kæde historisk nutid sammen med det lille tilbageblik.

Da jeg havde læst din tekst, som så fint fortæller om de forskellige personer, deres roller i familien, deres livsvilkår på det pågældende tidspunkt og måder at takle det på, så kom jeg til at tænke på, hvor meget der er forandret på så relativt få år. Den fik mig også til at huske mange af de talemåder/leveregler/normer, som jeg selv er vokset op med, og netop hvor hårde ods man kunne være oppe imod, når man ville en anden vej end den slagne.

Sidst men ikke mindst fik jeg selv lyst til at prøve kræfter med historisk nutid næste gang jeg skal skrive en tekst,hvor rammerne passer.

Tak for dit bidrag!

KH Bente

PS I Saxo-skole sammenhæng hedder jeg "Bente Tibbe"

Susanne Marie sagde ...

Kære Bente Tak for din meget grundige og uddybende kommentar. Jeg har været noget spændt på, hvordan sådan en en første forsøgs tekst ville blive modtaget, da man jo aldrig kan præstere sit ypperste i første træk. Jeg kan godt se din pointe i, at jeg faktisk mister kontakten med den 17-åriges tanker og følelser når jeg bliver forklarende. Men jeg kan jo ikke rette i teksten som på Saxo, hvor jeg forøvrigt har meldt mig til krimiskolen. Jeg glæder mig til at møde dig på Saxo og jeg er glad for at min tekst også har været inspirerende for din egen skriveproces.
Kærlig hilsen
Susanne Marie

Ragnhild sagde ...

Kære Susanne Marie.

Dit fine foto er lige til en illustration af H C Andersens "Den grimme ælling" :-) og med det foto ligger netop det eventyr som en intertekstuel referenceramme til din tekst. "Det gjør ikke noget at være født i Andegården, naar man kun har ligget i et Svaneæg".

Bag din fine tekst ligger også problematikken om arv vs miljø, præcis som den gør i andre tekster om mønsterbrydere.

Jeg kan rigtig godt lide din unge mønsterbryder. Hun har power til at tage det opgør, der skal til for at løsrive sig fra barndomshjemmet med dets forventninger og dets (stækkede) rammer. Men hun har også følelser og veneration for hjemmet og sin familie.

Din tekst er med de mange spændende tilbageblik ikke bare en men mange fortællinger. Eksemplvis den om faderen og barnet/din hp. Det lille indblik, du giver, i forholdet mellem de to er rørende varmt. Sådan en fortælling kalder på at blive foldet ud. Moderen og broderen har også deres fortællinger, du antyder dem blot, men også der ligger der en mulighed for at folde ud. Jeg ser mange små miniature-romaner i din tekst. På mig virker den som et koncentrat af noget meget mere. Præcis som Peer Hultbergs roman "Byen og verden", der med sine 100 små kapitler var 100 miniatureromaner.

Din historiske nutid gør noget godt for teksten, og denne læser! Jeg er med, her og nu, til trods for, at handlingen ligger mere eller mindre langt tilbage. Jeg ser som Bente også den datid, den 17-årige bruger om egen fortid i nogle af passagerne. Det er jo den unge rebelske pige, der er synsvinkelbæreren. Citatet "Nå, men måske skal jeg lade være med at fordybe mig for meget i disse dejlige erindringer og i stedet fortsætte historien." virker på mig som en underfundig metakommentar, for den kan lige så godt være sagt af en alvidende fortæller, som måske er helt identisk med forfatteren, som den kan være sagt af din hp.

"En erindringsroman" var genrebetegnelsen på Kim Leines første roman. Jeg har en stærk fornemmelse af, at din tekst er en "erindringstekst" flot iklædt fiktionens gevandter.

Velkommen til vores blogfællesskab med denne gode blogdebut.

Kh Ragnhild



Susanne Marie sagde ...

Ups, med din kommentar kan jeg se at jeg er kommet i selskab med en skarp iagttager. Du har fuldstændig ret i at det er en delvis erindring, men da jeg aldrig har været dagbogsskriver så er dette her en skønlitterær udgave af en erindring. Minder forskønnes heldigvis med alderen og du har ret i at såvel forhold til især fader men også moder kunne uddybes, men ikke mindst så indeholder forholdet til de tre meget ældre søskende en hel roman i sig selv. Jeg har dog ingen planer for nuværende om at skrive mine erindringer, det er jeg dog endnu for ung til:-) men denne lille episode kom til mig da jeg læste om fødslen af den lille mønsterbryder Jesus. Uden sammenligning i iøvrigt:-)
Kærlig hilsen
Susanne Marie

Ragnhild sagde ...

Kære Susanne Marie

Selv ups :-)

Du skal da netop skrive fiktion. Vi skriver vel alle på den, vi nu engang er og på det, vi har med os i vores bagage. Ikke en til en, men drypvis inddraget i vores fiktion. Hovedstolen, kalder man det, vi har med i vores livs bagage. Den hovedstol låner jeg sandelig også fra. Nogle gange mere end andre. Men det er fiktion, der kommer ud af det. Håber jeg. God vind med din fiktionsskrivning.

Jeg er som tidligere nævnt i "samtalen" med dig i kommentarfeltet under min tekst "Efterår" også tilmeldt forårets krimigruppe. Dukker den lovede gruppe om børnetekster op, er det dog nok der, jeg vil lægge mine kræfter. Men da jeg ikke vil gå glip af gode råd, har jeg løst billet til krimigruppen. Jeg vil jo gerne kunne læse med og evt lægge en kommentar.

Vi ses her og der :-)

Kh Ragnhild

Susanne Marie sagde ...

Kære Ragnhild tak for din meget oplysende kommentar. Nu ved jeg hvad en hovedstol er:-)
Jeg glæder mig til også at møde dig på krimiskolen:-)
Kærlig hilsen
Susanne Marie

Jørn E. sagde ...

Kære Susanne Marie!

Velkommen i verdens bedste "Skrive-bloggen". Dejligt, at have haft held til at "lokke" en Saxo-elev ind i vores lille hyggekrog.

Din lille familiehistorie flyder godt og man bliver ind imellem rørt over denne barndoms forløb. At kunne føle sig glad og tryg, til trods for skiftende, og af og til ikke særligt atraktive vilkkår er jo i sig selv rørende.

Glæder mig til at se mere fra din hånd.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Susanne Marie!

Velkommen i verdens bedste "Skrive-bloggen". Dejligt, at have haft held til at "lokke" en Saxo-elev ind i vores lille hyggekrog.

Din lille familiehistorie flyder godt og man bliver ind imellem rørt over denne barndoms forløb. At kunne føle sig glad og tryg, til trods for skiftende, og af og til ikke særligt atraktive vilkkår er jo i sig selv rørende.

Glæder mig til at se mere fra din hånd.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Susanne Marie sagde ...

Kære Jørn
Tak for velkomst hilsenen. jeg er meget glad for at jeg er blevet lokket herind til alle jer søde mennesker:-)
Kærlig hilsen
Susanne Marie

Leonius sagde ...

Hej Susanne Marie,

jeg læser din tekst som en meget varm genfortælling af det/de opgør en tennager må tage med sin familie for at trumfe bare noget af sin vilje igennem.
Jeg syntes du har skrevet en god tekst, og din brug af ordsprog/læresætninger virker rigtig fint.

Så vil også jeg byde dig velkommen her.

Leonius.

Susanne Marie sagde ...

Kære Leonius Mange tak for din kommentar. At ordsprogs/læresætningerne har en god virkning i teksten, havde jeg ikke tænkt på da jeg skrev den, men det er dejligt med andre øjne, på det man sidder og skriver Jeg glæder mig til at møde dig på skrivebloggen igen og sikkert også på Saxo, da jeg må formode du tilhører en af de ca. 800 tilmeldte brugere der:-)
Kærlig hilsen
Susanne Marie

Leonius sagde ...

Kære Susanne Marie,

ja, jeg har været med på Saxo siden efteråret 2009, og det syntes jeg har været rigtig godt.
Jeg har ikke tilmelde mig krimi-klassen her i Februar fordi krimichangere ikke lige er mig.

De bedste hilsner

Leonius.

Susanne Marie sagde ...

Kære Leonius Tak for din tilbagemelding. Det er jo dejligt, at vi er forskellige mennesker, der mødes. Når vi så ikke ses på Saxo her i februar, vil jeg glæde mig til at møde dig på Saxo til efteråret. Jeg har kun været med to sæsoner og jeg synes, at det er helt uoverskueligt med alle de tekster og mennesker. Men så ses vi jo her på skrivebloggen:-)
Kærlig hilsen
Susanne Marie

Anne Lilleager sagde ...

Hej Susanne Marie

Det er en rigtig god tekst, du har leveret! Episoden omkring datterens opbrud med moren (hjemmet) er meget præcist og klart stillet op! Du får alle de modstridende følelser med og får undervejs fortalt, hvordan det hele hænger sammen i den familie!

Det med at piger skal gå en ganske bestem vej og ikke må få en 'rigtig' uddannelse ligger et par generationer tilbage. Men din idé med, at forældrene gerne vil bestemme, hvilken vej i livet børnene skal gå og spændingerne mellem mor og datteren, der vil løsrive sig, er vist generel og evigt til stede.

Tak for en meget fin tekst!

Bedste hilsner fra Anne

Susanne Marie sagde ...

Jo, men teksten er som sådan også ment som gammeldags. Sådan var det engang. Tak for din fine kommentar, I øvrigt, så tror jeg du har ret i, at det i visse familiestrukturer stadig kan være tilfældet, at børnene skal gå den vej, forældrene har bestemt.
Og den tilbagevendende problemstilling, forældreoprøret bliver nok også ved med at være der.
Kærlig hilsen
Susanne Marie

kmelisabeth sagde ...

Kære Susanne Marie
Tak for det. Jeg blev i tankerne ledt tilbage til barndommen. Dejlig læsning, glæder mig til fortsættelsen.
Kærlig hilsen
Karen Margrethe

Susanne Marie sagde ...

Kære Karen Margrethe

Tænk sig at teksten stadig ligger der, det er snart længe siden jeg har lagt den ind.
Dog må jeg skuffe dig, der kommer ingen fortsættelse af denne tekst - i hvert fald ikke nu, da jeg er mest optaget af at skrive krimi p.t.. Men måske den kan få plads i en krimi på et eller andet tidspunkt. Glæder mig at du kan nikke genkendende til barndommen. Så er vi to :D

Kærlig hilsen
Susanne Marie