søndag den 24. februar 2013

Mormor



Tekst: Jyhark
Foto: Jørn E.


Min mor vækkede mig, mens det stadig var mørkt.
"Du skal komme ind til mormor."
"Hun må godt låne min potte," mumlede jeg søvndrukkent.
Mor smilede et blegt smil. "Vågn nu rigtig op, Ulla. Du skal komme ind og tage afsked med mormor. Hun vil tale med dig!"
Pludselig var jeg helt vågen. Måske var det hendes tonefald – måske var det ordene "tage afsked," som jeg forstod havde en særlig betydning.
Jeg fulgte mor ned i stuen. Idet jeg gik hen imod mormors fremstrakte hånd, hørte jeg døren lukke bag mig, og uden at vende mig vidste jeg, at mor ikke var i rummet.
Jeg tog den udstrakte hånd og satte mig op i sengen.
Med svag stemme sagde mormor: "Ulla - du har hørt historierne om, at mormor har evnen til at vide, når nogen skal dø?"
Jeg nikkede og så dybt ind i de næsten sorte øjne.
Mormor strøg blidt min kind.
“I nat har jeg hørt kistelågene blive banket til. Denne gang er det mig, der er bud efter. Så nu skal vi sige farvel.”
Jeg snappede efter vejret og hun sagde indtrængende: “Det er ikke noget at være ked af. Jeg er klar til at tage herfra…… Jeg var på vej, men var nødt til at vende tilbage for at tage afsked med dig…… Du skal love mig, at du husker denne samtale!”
Jeg nikkede.
”Du har arvet blodet… Du er den eneste….. De andre er almindelige. Du kan høre det, der ikke bliver sagt ligesom mig….. Du skal være stolt af de evner…….. Lad dem ikke få dig til at skamme dig over at være anderledes! Lover du det?"
Jeg nikkede og kunne næsten ikke høre hendes stemme, da hun hviskede: "Kys så mormor farvel.”
Jeg blev siddende ganske stille og lyttede til, hvordan der blev længere og længere mellem åndedragene. Mærkede et sidste klem i min hånd. Og så sænkede stilheden og freden sig i rummet.
Indtil mor kom ind og med skinger stemme sagde: ”Se, nu sidder hun der med sin døde mormor i hånden. Jeg skulle ikke have ladet mor bestemme. Jeg skulle være blevet herinde…”

4 kommentarer:

Anne Lilleager sagde ...

Hej Jyhark

Det er en gribende lille fortælling, du har lagt for dagen! Den er sproglig suveræn og skrevet med stor indlevelse. Man bliver er en del af Ulla og hendes mormor.

Sikke en skrap mor, der kommer masende :-)

Er der en fortsættelse?
Tak for god læseoplevelse!

Bedste hilsner fra Anne

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jytte!

Dejligt at se dig her på Skrivebloggen. Velkommen til, jeg håber, at du vil synes om det.

Din tekst er et fint tilbageblik til en tid, hvor det ofte var muligt at få lov at dø i hjemmet. Som min morfar, tænker jeg lige, der boede hos os de sidste år, og som døde hjemme, da jeg var ti år.

Barnet i din tekst får den gave at få lov at tage afsked med mormor, som vi mærker, der er et specielt bånd til. De har samme gave/evne, og mormor skal lige sikre sikre sig, at barnet får mulighed for at leve med den uden skyld og skam. Det er da flot, og afskeden er fredelig og smuk...
Lige indtil mor kommer ind ad døren og er bange for, at det har været en for traumatisk oplevelse for barnet.At hun har svigtet sit ansvar for barnets ve og vel. Jeg håber ikke, at denne mor får lov at trække sin egen skyldfølelse ned over situationen, så barnets oplevelse vendes fra noget godt til det modsatte.
Et fremragende eksempel på indirekte beskrivelse i en i øvrigt velformuleret tekst, som jeg gerne vil fremhæve er denne: "Hun må godt låne min potte," mumlede jeg søvndrukkent.
Kh Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Jytte

Velkommen til skrive-bloggen. Hvor dejligt at også du dukker op her. Vi kan ikke blive for mange, hvis vi skal holde liv i vores blog :-)

Det er en stærk og smuk tekst, du blog-debutere med. Jeg tænkte straks, da jeg læste forleden, at du havde fortalt mig noget om dig og din mormor, og jeg vidste også, at jeg måtte lede i kommentarfeltet til min sidste saxo-opgave "Bogreoler kan rumme alt fra liv til død. Og ganske rigtigt, der skriver du bl.a "Jeg sad selv som barn med min mormor i hånden, da hun døde. Det er noget af det smukkeste, jeg har oplevet i mit liv".

Det var smukt, at du delte det med mig i forbindelse med min novelletekst.

.. hov må lige holde pause vender tilbage ...

Kh Ragnhild

Ragnhild sagde ...

Hej igen, Jytte

Jeg iler med at få rettet "blog-debuterer" jeg ved godt alt det der med nutids-r osv. Øv, at den fejl smuttede med.

Jeg har nydt din fortælling med en mormors smukke farvelscene. Når jeg skriver "en" og ikke "din", er det fordi, jeg forholder mig til din tekst som fiktion. Formentligt et stykke autofiktion.

Du fanger straks din læser. Og med den helt vidunderlige replik "Hun må godt låne min potte," sender du en fin tidsmarkør. I vor tids boliger er der ikke brug for, at en lille halvstor pige har en potte under sengen. Det hørte min barndom til i 50-erne.

Samtalen mellem mor og datter og bagefter mellem barnebarn og mormor virker troværdige og gode.

Mormor ved, at barnebarnet (som hun selv) ser noget, ved noget og kan noget, som andre ikke evner. Det er mormor magtpåliggende i dødsøjeblikket at gøre alt, hvad hun kan for at drage omsorg for "den lille" og indgive hende styrke og mod til at være den, hun fornemmer/ved barnet er.

Det er stærke sager, for sådan en "almindelig" læser som undertegnede, og det er det også for den døendes datter - pigens mor.

Det sidste meget dramatiske afsnit afslører en (mulig) konflikt mellem mormor og datter, og peger på et oprør som aldrig er blevet taget. Det peger også på problemet jalousi. Moderen står uden for det, hendes egen mor og datter har sammen, og det er jo nok mere end "blodet".

Slutningen er en dramatisk åben slutning og peger på en "tilskuer" til dramaet. Moderens sidste replik synes ikke at være henvendt til hverken egen mor eller datter, men til en anden, en i teksten ikke inddraget person.

Jørn billede passer så fint til din tekst. Gule anemoner med lidt violblade imellem - forår trods dødsfald :-)

Kh Ragnhild