lørdag den 2. februar 2013

Sol, vand og varme



Tekst og foto: Bente Pedersen

Ulla tog badekåben på og strammede bæltet. Håret var svøbt ind i et håndklæde. Om nogle måneder kunne hun begynde at tørre det med en hårtørrer. Hun smilede, gik ind i stuen og satte sig i lænestolen ved vinduet. I hånden havde hun brevet, som hun havde fundet oven på stablen af håndklæder i badeværelset. Henrik måtte have lagt det der efter sit i morgenbad.

Hun rettede sig op. Hunden kiggede op på hende fra sin plads ved hendes fødder, da hun ømmede sig. Arret hen over venstre side af brystkassen strammede. Hun havde smurt det med fugtighedscreme, som hun skulle. Tre gange om dagen. Smurt med fingre, der nægtede at føle. Fingre, der afviste at mærke ribben, hvor hendes bryst skulle være. Fingre, der famlede som muldvarpe i mørket.

Det gippede i hende, da hendes iPhone bippede. ”Har du fundet det?” Hun nikkede ud i stuen og skyndte sig at svare ”Øjeblik”.

Ulla rejste sig for at finde noget at sprætte konvolutten op med. Der var mere end et ark, kunne hun mærke. Håndklædet løsnede sig, så hun smed det hen over ryggen på en stol. Tankerne faldt på gårsdagens træning i varmtvandsbassin. Fem måtte de være på holdet. I starten havde hun fortalt Henrik, at hun elskede det varme vand, og at øvelserne løsnede muskulaturen.

At hun følte afsky ved at stå sammen med de andre under bruseren, tav hun om. De plaprede om smerter der brændte, om ar der væskede, og om hår, bryn og vipper der voksede eller forsvandt. Hun så væk, når brystproteser blev anbragt i BH’er efter badet. Ulla skyndte sig i tøjet med ryggen til de andre.

Endnu en sms krævede hendes nærvær. ”Hvad synes du?” Hun vidste, at han sad på arbejdet og tippede med blommen af en pegefinger mod skrivebordet. Hun tog indholdet ud af brevet. Der var en beskrivelse af et hotel i Thailand, to flybilletter med afgang om tre uger og et brev fra Henrik:

Godmorgen Ulla!
Jeg håber, at du synes om mit initiativ, og jeg har fået arrangeret afspadsering.
Det blev Thailand, for jeg ved, at du elsker sol, vand og varme.
Jeg glæder mig!
Ferieknus Henrik

Tanker og følelser krævede plads og rum i stuen. Hvordan skulle hun kunne sole sig på stranden som de andre? Havde hun kræfter til det? Hvad med badedragt? Kunne hun nå at få en protese inden? Hun gned sig over panden. Hvad skulle hun svare ham? Tårerne blændede hende, men hun fik skrevet ”Tak min ven. Jeg glæder mig.”

Hunden for sammen, da hun grædende kylede iPhonen hen ad sofabordet, og den gled videre ud over kanten.

20 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære alle!
Dette er så mit bud på februaropgaven. Fra start havde jeg lyst til at prøve kræfter med den "nøgne" tekst altså opgave B, men en dag efter morgenbadet dukkede Ulla så op og gav stof til indholdet, som så også kan honorere opgave A.

Jeg håber, I synes om den. I nat har jeg været ramt af en mavevirus, så jeg er lidt mat i koderne i dag, men jeg synes lige, at I skulle have en forklaring med. :-)

Kh Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Det er en meget stærk tekst, du har skrevet. Den passer så fint til opgaven med nøgenhed som tema.

Ulla optræder nøgen efter sit morgenbad. Hun har fået og har haft en diagnose, som ingen ønsker at få. Men får vi den, må vi takle alting derfra. Allerede sætningen: "Om nogle måneder kunne hun begynde at tørre det med en hårtørrer" signalerer at Ulla har været i kemobehandling med hårtab til følge. Så enkelt er det fortalt, mere skal der ikke til, før læseren er orienteret.

Hun er ikke bare nøgen i hjemmet efter badet, hun er i sine tanker også nøgen sammen med andre brystopererede til træning i varmtvandsbassinet. De er tilsyneladende et andet sted i deres proces. De kan tale sammen om gener og proteser. Det kan Ulla endnu ikke. Hun er så sårbar i al sin fysiske og psykiske nøgenhed. Selv ikke hendes fingre kan (få lov til at) føle kroppens nye form.

Hun sørger, over det hun har mistet. Sit bryst. Sorg har flere faser. Vrede er en af de første. Du giver så stærkt udtryk for hendes væren i den fase med reaktionen med mobilen, der kyles hen ad sofabordet. Det gør ondt langt ind i læseren. Denne læser i hvert fald.

Henriks kærlighedserklæring giver tåreblændede øjne, mens Ulla får sms-et tak. Hvor langt de sammen er i processen: accept af Ullas ændrede krop, siger novellen intet om. Men den vise Henriks omsorg og kærlighed via den overraskende gave. Mon ikke de sammen når videre, så Ulla kommer igennem sygdommen og sorgen, når ud på den anden side af sygdomsprocessen g bliver i stand til at tackle de nye livsvilkår. Min fortsættelse af den åbne slutning lader det automatisk blive sådan.

En meget smuk og stærk tekst Bente.

Leonius sagde ...

Kære Bente,

du har begået en meget stærk tekst.
Mon ikke det er meget naturligt, at jeg fokuserer mest på det at forstå hinanden helt, hvor vanskeligt det er helt at sætte sig ind i den andens situation.
Men som du selv skriver kunne noget af problemet være at hun ikke er helt ærlig i sine udsagn om f.eks. hendes træning i varmtvandbassinnet.
Det evigt tilbagevendende problem, at vi hver især, i parforholdet, må gætte os til, og søge at forstå, de mange ubesvarede spørgsmål der naturligvis altid vil være.

Ragnhild sagde ...

Hej igen Bente

Jeg ville allerede, da jeg læste din tekst første gang i lørdags have ønsket dig god bedring, men jeg kom fra det, fordi jeg den gang endnu ikke var parat til at lægge en kommentar. Jeg håber virkelig du er frisk igen.
Kl 13 i dag mødes jeg med andre nordjyske saxo-forfattere på biblioteket i Aalborg på vores Skriveværkste. Jeg er spændt. Det er vores første møde. Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Jo tak, jo tak...Det var heldigvis et hurtigt udrenset og dermed bekæmpet angreb af et eller andet, jeg havde taget til mig. Det sker heldigvis ikke så tit. ;-)

Jeg har genvundet energien så meget, at jeg har kastet mig over et nyt maleri-projekt.Pludselig havde jeg sådan et behov for at arbejde med nogle farver, så det hygger jeg mig med, indtil Saxos krimi-skole starter d.18.

Det lyder da så spændende med skriveværkstedet. Der må da være et par stykker med, som jeg kender. Kan du hilse :-)

Og så da bare tak for dine ord om min tekst. Ud fra dine ord kan jeg forstå, at det er lykkedes mig at lave noget læseværdigt på trods af mangel på adjektiver og adverbier.

I nogle år trænede jeg på et lille hold i varmtvandsbassin, og vi delte det lille bruserum med holdet før."De brystoperede", som det hed...så der har jeg selvfølgelig både set og hørt en del under bruseren og dernæst prist mig lykkelig for, at jeg ikke selv havde det at kæmpe med.

Kh Bente

Bente Pedersen sagde ...

Kære Leonius!

Tak for din kommentar! Og jo det må vist være naturligt, at du dykker ned i forholdet mellem de to. Lige netop det er jo en vigtig præmis for, hvordan Ulla kommer igennem sin sorg over at have mistet en del af sig selv.

At være hudløst ærlig kan jo være svært, hvis man gensidigt går og vil passe på hinanden. Beskytte og ikke bekymre unødigt...og tillige endnu sværere, hvis man endnu ikke har fundet sit "nye jeg" selv...Hvordan så fortælle den anden om det? Men jeg håber, at han vil blive ved med at række ud, og at hun vil lukke ham ind, når hun er klar.

Kh Bente

Bente Pedersen sagde ...

Lige en lille eftertanke,som dukkede op, da jeg havde læst din, Ragnhild, lille bemærkning om det nye skrivefællesskab... Tror I ikke, at det er i det faktum, at der opstår flere og flere af den slags fysiske tiltag rundt om i landet, der så er medvirkende til, at f.eks. netbaserede fællesskaber som Skrivebloggen og Perfiktion får mindre og mindre aktivitet og færre og færre aktive? Jeg ville da personligt ikke have plads til begge dele samtidig. Bare en tanke og en mulig forklaring...
Kh Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Jeg ved såmænd ikke om mulige fysiske skriveværksteder er årsag til at vi er færre aktive som giver os i kast med månedens opgaver her og på Perfiktion.

Jeg oplevede på mit skrivekursus sidste sommer på Vrå Højskole, hvor godt, udfordrende, barskt og spændende det var at sidde sammen omkring et bord og kommentere på og samtale om hinandens tekster. At være fysisk til stede sammen og bruge verbal kommunikation var givende på en anderledes måde.

Vi var 5 ud af 8 i onsdags. Det blev en meget fin eftermiddag. Vi havde alle forventninger om (og dermed vel også behov for) at blive "holdt i ørerne". Altså et forpligtende fysisk værksted.

Kh Ragnhild

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Du er dygtig til at skabe en stemning. Jeg ser hende for mig. Ganske godt tilfreds med, hvor hun er nået til.
Så ser hun brevet og kort efter kommer sms'en fra Henrik. Han har ikke en gang tålmodighed nok til at lade hende svare. Fordøje tilbudet, tankerne som det naturligvis vil sætte i gang. Ja, det er jo ikke en gang et tilbud. Det er fuldført gerning og levner hende ikke skyggen af mulighed for at bakke ud. Sådan vil hun føle det.
Hendes forudgående oplevelser og reaktioner i fællesbadet, siger mig , at hun jo slet ikke er parat. Hun er langt fra det trin i hendes helberedels, hvor hun vil kunne overkomme det som han her har smidt i hovedet på hende.
For at det ikke skal være løgn, sender manden en sms igen hurtigt efter den første og du viser tydeligt hans utålmodighed, med hans trommen med fingrene i bordpladen.
Som et sørgeligt eksemplar af den del af menneskeheden du her beskriver, kan jeg ikke lade være med, at understrege, at mænd ikke pr. definition er sådanne følelsesløse stude, som den her beskrevne!
Hun svarer: "Tak min ven. Jeg glæder mig".
Jeg får kuldegysninger. Jeg forstår godt, at hun kyler i-phonen "ad H til!"

Kærlig hilsen
Jørn E.

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

I min begejstring over din beske historie glemte jeg de sproglige kommentarer.

1. Muldvarpe er eksperter i at færdes i mørke. ;o) En anden metafor efterlyses.

2. ... tippede med blommen af en pegefinger"
Må jeg foreslå, "trommede med en pegefinger...

Kærlig hilsen
Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!
Tak for din indlevende kommentar.;-)Jeg er glad for, at du synes, at jeg har kunnet beskrive en stemning, når nu jeg har undgået tillægs-og biord. ;-)

Nu er teksten jo kun og alene set fra Ullas synsvinkel, så hvilken følelsesstorm Henrik har været igennem i forbindelse med Ullas sygdom, viser denne tekst jo ikke meget om. Det har i alle tilfælde ikke været min hensigt at udlevere ham som et følelseskoldt eksemplar af menneskeracen.

Jeg tror personligt, at han gør,hvad han formår og dermed sit bedste i denne situation. Men ja,den "lille overraskelse", som han glæder sig rigtig meget til at give Ulla og derfor næsten ikke kan vente på at få hendes respons på, er nok ikke helt gennemtænkt fra hans side. Den presser i alle tilfælde Ulla mere end, hun lige kan klare denne formiddag.

Med hensyn til muldvarpen så var det dens følsomme og meget bevægelige snude, der "dupper" rundt langs gangenes vægge for at finde føde i mørket,som jeg havde i tankerne, da jeg ville beskrive hendes fingres bevægelser hen over ribbenene. Men det er måske for specifik en biologisk viden til at metaforen dur. Vil tænke over det ;-)
Tak for forslaget med Henriks trommen, men i min oplevelse i denne tekst er det altså ikke trommen med pegefingeren. Det er en lettere bevægelse... en dippen, en duppen eller en tippen.
Kh Bente

Susanne Marie sagde ...

Kære Bente. Det er en meget stærk følelsesladet tekst du har lavet uden brug af unødvendige ord. Men i fin show don't tell stil, sådan som jeg har forstået denne tese. Du beskriver for mig at se også, hvor frustreret manden er over konens sygdomsforløb, og hvor svært det er for den anden at sætte sig ind, hvad den kræftoperede tænker og føler så kort tid efter et operativt indgreb, der også går ud over hendes kvindelighed. At du efterlader en åben slutning er jo en fin ting for læseren, der så selv kan føje sin slutning på. Jeg vil sige, at jeg der nok er på linie med Ragnhild og tænker, at kvinden kan forvinde noget af psykiske skrøbelighed, når hun bliver i stand til at sætte ord på sin smerte evt. sammen med de andre badene i svømmehallen. Så kan hun nok også bedre forklare sin mand, hvad hun kan overkomme og ikke overkomme. Men jeg kan også bedst lide historier, der ender nogenlunde lykkeligt:-)
Kærlig hilsen
Susanne Marie

Bente Pedersen sagde ...

Kære Susanne Marie

Tak for din kommentar. Jeg synes også selv, at det lykkedes temmelig godt at få givet Ulla liv og rum i denne lille bid af hendes liv, så derfor er det da bare dejligt, at andre synes det samme.
Det var også min hensigt at give Henrik lidt "taletid" i form af hans gave, indholdet i sms'erne og det lille brev. Jeg ville gerne vise, at han virkelig forsøger, men mangler hjælp fra Ulla til helt at forstå, hvor hun er.
Vi vil så gerne kunne handle os ud det, som gør ondt, men det er jo ofte tid og små forsigtige skridt, der er den helende faktor. Det er en skrøbelig balance, som så nemt kan tippe. Men han prøver, og et eller andet sted ved hun godt, at det er det, han gør. Jeg vælger også at tro, at de nok skal komme igennem processen sammen, men jeg kunne også skrive en fortsættelse af denne tekst, hvor det modsatte sker.
God søndag til jer alle!
Kh Bente

Anne Lilleager sagde ...

Hej Bente
Det er en stærk og alvorlig historie med mange følelser! Den er meget flot. Du har et velformuleret og varieret sprog, hvilket du nok er klar over.
Det er et par dage siden, jeg har læst dit indlæg, og har forgæves adskillige gange forsøgt at skrive kommentarer. Det er noget med serveren. Så hvis denne kommentar lyder lidt 'træt' og overfladisk er det fordi, jeg ikke tror på, den kan komme igennem, hvilket vil betyde, at jeg må opgive at være aktiv her på bloggen.
Det er en god opgaveformulering, du har stillet op! Jeg har besvaret den gennem Randi også med foto af et maleri, jeg har lavet. Har dog intet hørt.

De bedste hilsner - trods alt - fra Anne (Lilleager på Saxo og Perfiktion)

Bente Pedersen sagde ...

Kære Anne! (Lilleager...du blev nu først genkendt på fotoet ;-) )

Nej, hvor dejligt at se dig herinde i dette forum også. Tak for din kommentar. Jeg er glad for, at den nåede igennem på trods af vanskeligheder Generelt så går det nemmest og mest uproblematisk for mig med at få kommentarerne igennem, hvis jeg er logget ind på Skrivebloggen, inden jeg begynder at skrive i kommentarfeltet. Det er i alle tilfælde min erfaring. ;-)
Jeg ved, at Randi lige havde fået gipsen af hånden, da hun måtte lægge sig med influenza, så det er måske derfor du intet har hørt endnu ;-)
Jeg glæder mig i alle tilfælde til at læse din besvarelse, når den kommer på. ;-)

Jeg kunne mærke efter opgaven på Saxo,at jeg havde lyst til at arbejde mere med udfordringen. Mit sprog har ændret sig meget, efter jeg startede på Saxo-forløbene og i de forskellige skrivefora. Både i min gymnasietid og i mit forløb på seminariet blev jeg jo honoreret for at skrive "akademisk", så når jeg nu læser nogle af de første tekster på Saxo, så synes jeg sørme, at mit sprog var noget tungt. Du ved med masser af adjektiver,adverbier, ledsætninger osv. Det er skægt at kunne se, at der er sket en udvikling og at arbejde bevidst med det. Jeg er nu aldrig helt sikker på, om det det virker for andre,så jeg bliver glad for en tilbagemelding. Tak!
Jeg er også selv glad for teksten!
KH Bente

Anne Lilleager sagde ...

Hej Bente igen :-)

Tak for dejlig velkomsthilsen!
Din tekst er ikke akademisk og slet ikke tung - tværtimod!
Den har et alsidigt og varieret godt sprog. Der er ingen overflødige ord! Og du fortæller det hele gemmen show. Gennem det følger man Ulla og aflæser hendes tanker og følelser. Meget flot.

Det er lidt sjovt, du skriver om sprog. Jeg har skrevet nogle børne-hæfter i sin tid, og jeg kan være bange for, at jeg dermed er kommet til at gøre mit sprog FOR enkelt. Men så er der jo noget at arbejde med.
Bedste hilsner fra Anne

Bente Pedersen sagde ...

Du har sørme min respekt, Anne, for at skrive børnetekster. Jeg har arbejdet med at undervise børn i dansk både i normal- men også i specialundervisningen, og jeg ved, hvor meget det betyder for dem, at både tekstens indhold og sprog er levende,fængende og tilgængeligt. Hvad hjælper det, at f.eks. handlingen og er spændende, hvis sproget spænder ben for læsningen, og omvendt...Hvad skal man med et flot sprog, hvis handlingen er kedelig. Men rammer du plet på begge felter, så læser de med glæde.
Kh Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Jeg har lige lyst til at kommentere Jørns kommentar om sproglige iagttagelser.

Jeg studsede over de samme to ting.
Jeg foretrækker "trommen" vel vidende at en tromme i et symfoniorkester også frembringer lyd på alle niveauer - også de helt stille. Det var nu primært "blommen" det stødte min indre læser. Jeg kan ikke lide den "blomme" i en litterær tekst. Er det ikke unødvendigt fagsprog? Jo, synes denne læser :-)

Ulla smører operationsstedet tre gange om dagen. Bagefter følger en slags treleddet gentagelse, som falder rytmisk godt. Rytmen kan ikke undvære "der famlede som muldvarpe i mørket". Men da jeg læste første gang var metaforen voldsom. På den anden side er den meget beskrivende i forhold til Ullas situation. Og det med en treleddet størrelse er altid godt. Så den sidste del kan absolut ikke undværes. Men jeg ville slette t-et i mørke. Så ligger udtrykket meget bedre i munden.

Nå, så fik jeg reflekteret "på tryk" over noget jeg "blot lod ligge" sidst.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Tak som altid for dine reflektioner og iagttagelser. Det er jo skægt, hvordan kravet om at undvære adverbier og adjektiver, får mig til at skulle vælge det helt præcise verbum for lige nøjagtig den stille trommen med pegefingeren på bordet. Det ville jo være enkelt at kunne skrive: "Han sad og trommede stille og vedvarende med pegefingeren." Der er stadig noget, der stritter i mig mod at vælge trommen, selv om det også kan gøres meget stille, men stille er ikke første association, jeg får ved valg af trommen. Jeg tænker fortsat, men tak for inputtet.
Ja, metaforen er stærk, og det skal den være som billede på Ullas oplevelse af situationen, hun skal igennem tre gange om dagen, hvor hun skal smøre sig ind. Og ja, den skal være der for at give en rigtig rytme. Dejligt, at du kunne mærke det. Men jeg sletter t´et. Det skal ikke være der.
Tak for at vende tilbage :-)
Kh Bente

Bente Pedersen sagde ...

Ps Glemte at skrive, at blommen for det yderste bløde område på fingeren ikke er fagsprog for mig, men hvis det opleves sådan af andre, så skal det ikke med i teksten ;-)
Kh Bente