lørdag den 23. marts 2013

Den sidste flugt



Tekst og illustration: Jørn E.

Jeg er fuldstændig stiv af kulde og desuden gennemblødt. Så godt som nøgen ligger jeg i fangedragten, som ikke er tykkere end en pyjamas. Ligger i mudderet mindre end 25 meter fra det høje pigtrådshegn. Temperaturen er vel lige omkring frysepunktet. Der er små vandpytter i ujævnhederne i mudderet. Pytterne har papirstynde ishinder på overfladen,som jeg kan mærke splintre og blive til vand mellem mine fingre når jeg flytter en hånd.
Jeg har lige hørt nogen gå tæt på, hvor jeg ligger. Den svuppende lyd af støvler der går i mudder. Nu er her helt stille. Jeg tør ikke rejse mig op. Er dødsens angst for at blive opdaget. Hvis de tænder lyskasteren i det tårn jeg ved er tæt på. Det ville være den visse død. KZ-fange på flugt. Et enkelt skud og det var det. Medfanger sendes ud for at samle liget op.
Men situationen er usædvanlig, højst usædvanlig. Her var bulder mørkt. De store lyskastere som ellers hele tiden fejer frem og tilbage, både indenfor og udenfor hegnet er slukkede. Selv de få lamper på lejrområdet er slukkede. En svag måne lyser af og til et kort øjeblik mellem de drivende skyer og gennem tågedisen.

Der var dødsstraf for at snakke sammen i lejren. Men det lykkedes trods alt fangerne at viske lidt sammen af og til. Rygtet gik på, at de allierede var så tæt på, at lyset fra lejren kunne afsløre dens nøjagtige beliggenhed.

Lyskasteren i det nærliggende tårn tændtes og området lå badet i lys. Jeg hørte en stemme råbe: ”Da, da direkt for”. ”Nu er jeg dødsens,”nåede jeg lige at tænke.
Der lød tre skud og alt blev mørkt.

Men lejren var allerede lokaliseret. De amerikanske styrker under general Pattons ledelse havde haft fly oppe og gennemfotografere lejren og dens omgivelser. Der var fra allerhøjeste sted i Det Hvide Hus givet ordre til, at KZ-lejrene skulle tages med så få ofre blandt beboerne/fangerne som overhovedet muligt. Også personellet, fangevogtere og civile arbejdere, som kunne vidne i den krigsret der ville komme efter overgivelsen skulle tages til fange i live.
Der var derfor udtaget mandskab til en specialenhed, som dels skulle kortlægge og dels fotografere de nærmeste omgivelser fra jorden. For at kunne sende så få soldater som muligt ind og gennemføre disse opgaver, blev en enhed bestående af to patruljer på hver fem mand udpeget til at finde de steder omkring lejren, hvor der var en chance for at komme hurtigt ind.

Derfor blev Aron Amsler, 29 år, jøde og rabbiner, men også kaptajn i marineinfanteriet, udset til at lede den ene gruppe.
Arons gruppe fik ordre på, at finde et sted, hvor luftfotos viste, at der var kortest mulig afstand fra en bevoksning udenfor lejren, til hegnet.
De var kommet frem til en lav, ikke alt for tæt bevoksning. Aron checkede med det kort, som var lavet efter rekognosceringsflyets billeder. Det viste at bevoksningen lå ca. 25 m fra hegnet. Aron gav tegn til, at de skulle falde ned og krybe gennem budskabet.
Da Aron og to mand var nået frem til udkanten af buskadset, Tændtes pludselig en lyskaster.
Aron beordrede stop ved at banke let på sidemandens hjelm. Han gav automatisk signalet videre til den tredje mand. De to bagerste stoppede når dem foran stoppede.
Foran dem udspillede sig et drama. Skyerne havde spredt sig lidt mere. Derfor kunne Aron se, at der, på jorden, i pløret lå en mand i fangedragtens stribede bukser. Overkroppen var helt nøgen. Ca. 20 m fra fangen stod en soldat med et gevær. Parat til at skyde.
Fra tårnet råbte en anden soldat et eller andet til sin makker på jorden. Delvist blændet af det pludselige lys, løftede soldaten sit gevær.
Herefter udviklede situationen sig meget hurtigt. Aron skød soldaten på jorden. Den anden soldat, som stadig lænede sig lidt frem over rækværket på vagttårnet rystede og faldt derefter forover ned på jorden, da det andet skud lød. Næsten samtidig lød der endnu et skud, og der blev igen helt mørkt.

Mens alt dette sker, ligger jeg og bliver mere og mere kold. Jeg føler trang til at sove. Jeg tænker: ”Nej ikke sove, ikke sove. Så er det ud med mig.” Jeg beslutter mig til at forsøge, at komme på benene. Men jeg kommer kun op på knæ. Jeg kan ikke mærke min underkrop og jeg klasker omkuld igen. Mudderet virker som en dyne, fordi jeg ikke kan mærke noget. Nu vil jeg altså sove.

Aron har holdt øje med hegnet nogle minutter. Intet sker. Han giver med militært tegnsprog sidemanden besked om at følge ham og den anden til at dække dem. Næsten lydløst, trods mudderet bevæger de sig hurtigt over til den næsten nøgne fange i mudderet.
Han er enten død af kulden, eller i heldigste fald bevidstløs. Aron tager sin kappe af og slynger den om mudderdukken, som han tænker. Så tager han ham op, som var han en brud der skulle bæres over tærsklen til sit nye liv.

Jeg mærker nogen som tumler med mig. Men jeg forstår ikke hvad der foregår. Jeg befinder mig i en stilling, hvor mit hoved er faldet lidt forover. Ud af mine slørede øjne ser jeg et revers, hvor der på et blankt emblem står US.
”God bless America” tænker jeg og forsøger at smile.

Jørn E.
12.februar 2013

894 tegn

Alle rettigheder forbeholdes.


5 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Allerførst rigtig god påske! Mine påskegæster kommer først om et par timer, så nu vil jeg lige finde tid til at lægge en kommentar her på Skrivebloggen.

Det er sørme en højspændt og meget dramatisk situation, som februar måneds opgaveoplæg har skrevet frem hos dig.

Vi drages ind, eller snarere ned i det kolde mudder sammen med din hovedperson...jeg`et...som vi forstår er i livsfare. Fangedragten, vagternes kommentarer og så visheden om, at lyskasteren ubarmhjertigt vil afsløre ham om lidt, er næsten ikke til at bære. Og scenen er med få enkle virkemidler sat, så jeg ved, at vi er i en eller anden fangelejrs virkelighed med en fange på flugt. Da der tales tysk, er min bevidsthed automatisk tilbage i KZ-lejrenes historiske scene.

Jeg faldt lige over sætningen:"Pytterne har papirstynde ishinder på overfladen,som jeg kan mærke splintre og blive til vand mellem mine fingre når jeg flytter en hånd.", som virkelig fik mig til at mærke kulden, og også til at vide, at dette ikke er hjemmeværnet på påskeøvelse, men et spørgsmål om liv eller død.

Så tændes lyset, tre skud lyder, og alt er forbi.

Men nej,heldigvis ikke, for så tager en alvidende fortæller over i stedet for jeg-fortælleren i det første afsnit, og det forvirrede mig i første omgang. Der kommer så to afsnit, der beretter om den historiske kontekst for optrinnet. Som vanligt sørger du fint for at din læser bliver velinformeret.

Efter de to "indskudte" forklarende afsnit er vi tilbage hos jeg-fortælleren, der lige laver et lille, skal vi kalde det "kunstgreb", nemlig med et nik at referere til, hvad den alvidende fortæller lige har berettet fra scenekanten til publikum.

Så kommer der en 3. persons han/hunfortæller ind, hvor synsvinklen skifter til Aron.

I sidste scene er lyset kastet på stedet, hvor jeg-fortælleren og 3.personsfortællerens synsvinkelbærer mødes. Her ligger synsvinklen hos jeg-fortælleren.

I sidste klip samles foto og fortælling i et blik på et US-emblem. Det er elegant.

Som du måske har fornemmet, har jeg skullet bruge lidt energi på at finde ud af hvem, der nu havde "ordet" og synsvinklen. Denne forvirring som tager noget af opmærksomheden fra fortællingen, som jo ellers er vældig medrivende, kunne du måske have undgået ved at have valgt samme fortællertype hele vejen. Eller måske ved at have anbragt de "forklarende" afsnit først eller sidst, og så have ladet os opleve gennem jeg-fortælleren alene. Eller ved at have lavet krydsklip mellem Aron og han-personen i mudderet.

Og nu vil denne læser "kryds-klippe" tilbage til denne påske-virkelighed og ønske jer alle en rigtig god påske!

Kh Bente




Jørn E. sagde ...

Kære søde Bente!

Det var da et brag af en kommentar. Jeg takker for rosen, men sandelig også for "eftersidningen" ;o)
Det er jo sådan med mig, at jeg bare skriver "derudad". Så det overraskende for mig, at det trods alt går ret godt.

Jeg vil nu gå mit originaleksemplar igennem med tættekam og forsøge, at gøre fortællesynsvinkler mere sammenhængende og naturligt skiftende, som jeg fornemmer er det du tænker på.

Nu læser jeg den først igennem - det er længe siden jeg læste den sidst- så jeg kan danne mig et helhedsbillede af historien.

Håber helbredet er OK. Så du kan nyde påskedagene.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Jeg kan glæde mig over, at du efterlever første bud i den bog af Mikkel Hvid, der hedder "Skriv". Bogen blev anbefalet af Johny inde på krimiskolen, så den skyndte jeg mig at erhverve.

Buddet hedder kort og godt: "Skriv!"
Jeg er nok selv for tilbøjelig til at tænke for meget, inden jeg skriver, og så kommer jeg nogen gange slet ikke videre ;-) Så står der i bogen, at man skal blive skrap og sige til sig selv : "Skriv så for fanden!", så det må jeg prøve at gøre fremadrettet. ;-)

Jeg har lige fået drengene hjem fra 3 måneders rundtur i USA natten til onsdag,og i går påskehyggede vi så,inden de skulle videre i programmet med familie og venner, så i dag ligger jeg på langs med pcen foran mig på et lille bord og samler op på dette og hint. :-)

Jeg fik jo aldrig læst din krimi færdig inde på krimiskolen, ligesom min egen børnekrimi foreløbig kun er 2 "kapitler" langt, men det må jeg samle op på senere. Jeg skal jo også have læst mere end lige introen til ovennævnte bog ;-)

Håber, at du har en hyggelig påske!

Kærlig hilsen
Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Ja, det er da sjovt, at du har mødt en person, som anbefaler min måde at skrive på. Sandt at sige, kan jeg kun skrive på den måde. Det er måske derfor nogen kalder mig "storyteller". Den mundtligt fortalte historie skelner jo ikke så nøje mellem tiderne og der sættes slet ikke kommaer. ;o)

Min krimi på Saxo blev ikke færdig. Jeg har lovet, at den vil blive gjort færdig, og lagt på Skrive-bloggen (jeg håber at nogle får lyst til at bruge vores lille hyggelige blog). Slutningen til "Brønden" er delvis skrevet, så jeg håber jeg snart kan få sendt den til Randi.

Lyder dejligt og hyggeligt, at du har familien samlet. Sønnernes rejse må jo give anledning til en del "storytelling" ;o)

Min yngste datter, Pia, har fødselsdag i morgen. Så på lørdag drager jeg til hovedstaden for at fejre fødselsdag sammen med familien. De lover jo, at vejret skulle bedres hen over week-enden, med plusgrader helt op omkring 8, skriver otte. Det kalder de forår. Vorherre bevares. Nu må vi jo satse på en mere vellykket sommer.

Kærlig hilsen

Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Nu er jeg så kommet længere end til forordet og er dykket længere ned i bogen "Skriv" og kan se, at Mikkel Hvid og andre kloge sjæle, der forsker i skrivning og flow, mener, at det er vigtig at opdele skriveprocessens faser i separate dele og give hver del sin egen plads og opmærksomhed.

Kort sagt deler han/de skriveprocessen op i følgende fire overordnede dele:
Idéudvikling,organisering, skrivning i flow og redigering.

Grunden til at det er vigtigt at give hver del sin egen plads er primært, at de er styret af de to forskellige hjernehalvdele... i rækkefølgen højre, venstre, højre, venstre.
Hvis det hele foregår samtidigt eller parallelt, så kan de to hjernehalvdele blokere for hinanden, så kapaciteten kun udnyttes delvist, eller man oplever en mindre skriveblokering, hvor man begynder at lave overspringshandlinger a la hente kaffe, tjekke noter, rette stavefejl og lignende.
Altså man kan ikke skrive i flow, samtidig med at man tænker researchtanker. Ergo skal delprocesserne have hver deres plads og tid for at få det optimale resultat.

En anden vigtig grund til, at man skal idéudvikle og organisere, inden man skriver er i følge Mikkel Hvid, at man skal have fokus på, hvad man vil med teksten. Hvad er budskabet? Og det skal man for ikke at risikere at komme ud af et sidespor. Hvis man ikke selv er sikker på vejen, så bliver læseren ofte frustreret/forvirret og irriteret, og det er jo ikke hensigten med at skrive.

Så nu vil jeg prøve at følge hans opskrift til punkt og prikke med hensyn til april-opgavens oplæg.
Ergo skal jeg nu starte med at afsætte et bestemt tidsrum lad os sige et kvarter, hvor jeg brainstormer på "sko" uden at måtte afvise, hvad der dukker op. Man skal lade højre hjernehalvdel have ordet fuldt og helt og bede venstre tie stille.

Bagefter skal jeg udvælge den idé,jeg gerne vil videreudvikle. Det er hermed min mandagsopgave :-)

Kh Bente