lørdag den 9. marts 2013

Morgenmørke



Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

Fodspor i nysne
Grantræ'r i morgenmørke
Fuldmånefrostlys

Løvtræsfiligran
Grenvinklens skaderede
Forladthedsforfald

Læhegn imod vest
Erantisnakker i sne
Februardaggry

5 kommentarer:

Ragnhild sagde ...

Kære alle

Den første dag i februar i morgenmørkert lyste den kolde nøgne fuldmåne.
Jeg måtte ud i det morgenmørke.
Bagefter gik hele formiddagen med at "lege" med denne nye haiku-suite.
De følgende dage kom smårettelser til.
Bentes februaropgave om f.eks en "nøgen" tekst passede lige til min morgenoplevelse hin februarmorgen.

Et par morgener måtte jeg ud med kameraet for at indfange situationen med morgenmåne og skaderede.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Siddende her i formiddagsforårsol har jeg endnu engang nydt at læse et af dine smukke haikudigte.

At fange sådant et smukt nu ind en februarmorgen og dernæst at beskrive det ved hjælp af ord er sværere, end det umiddelbart lige ser ud til.
Men, Ragnhild man mærker så tydeligt, at du finder dig godt til rette i denne stramme haikuform. Den snærer dig ikke inde, men får dig tværtimod til at sprudle kreativt også med dine egne ordsammensætninger som fuldmånefrostlys, løvtræsfiligran,forladthedsforfald,og erantisnakker.Jeg synes om dem alle, men mest om de to sidste.

Forladthedsforfald er så dækkende for den forstemmende følelse, man kan have, når man iagttager naturen i vintermånederne. Alt er nøgent, alt er i dvale, og alt afsløres. Men så er der jo håbet om forandring/bevægelse udtrykt i fodspor i nysne, fuldmånefrostlys, og de trodsende erantisnakker, der bryder igennem skorpen, lige så snart de kan.

Og jeg elsker allermest det sidste ord, der fornemt slutter digtet af: februardaggry.Vi fornemmer det jo tidligt i årets kalender, for vi vil det så gerne: Daggryet/lyset/livet.

Og nu vil jeg gå en tur ud i det smukke solskin, som gives os i dag med dit dejlige digt i erindring.

Kh Bente

Anne Lilleager sagde ...

Kære Ragnhild

Så kom dit meget smukke brydnings digt. Det som antyder, at det trods mørke, alligevel er ved at blive forår - om ikke så længe. Og som giver en helt fantastisk stemning. Det passer helt fint til billedet, du har indsendt sammen med digtet.

Jeg kan helt tilslutte mig Bentes fine fortolkning og mener naturligvis stadig mine egne ord skrevet under Perfiktion!

Dit digt sprudler og lever!

Bedste hilsner fra Anne

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

En stor og varm tak for din kommentar. På din helt specielle gode måde nærlæser du og reflekterer, så tekster åbner sig, når du trænger bag deres ord. I denne uge er det min tekst, der nyder godt af det.

Du ved af egen erfaring, at det, der ser enkelt og ligetil ud, ofte først gør det efter en god dels arbejde. Tak for at bemærke det.

Og ja, jeg tror du har ret i at en haikus stramme form får mig til at føle mig til rette i skriveprocessen. I nogle af teksterne på Perfiktion har jeg jo netop sat ekstra stramme rammer op for egen form og har oplevet, at det frigjorde noget i tekstens indhold.

Et glad :-) og tak for ordene til mig om den stramme haiku-form "... den snærer dig ikke inde, men får dig tværtimod til at sprudle kreativt også med dine egne ordsammensætninger". Det er netop en intens, spændende og "glad" proces at arbejde med disse haiku-suiter, som jeg spontant tog hul på for en tre år siden.

Jeg havde netværksproblemer i går, så derfor får du først min tak nu.

Kh Ragnhild

PS Ved du, hvor Poly er blevet af?
Jeg savner hendes tekster og kommentarer.

Ragnhild sagde ...

Kære Anne

Også en varm tak til dig for endnu en kommentar til min haiku-suite.

Det er dejligt, at digtets "offentliggørelse" på vores "lukkede" Perfiktion lokkede dig til at melde dig ind på Skrive-bloggen.

På Perfiktion skrev du en meget varm og smuk kommentar til digtet - og mig :-) Jeg håber, det er i orden at flytte det meste af den herover også. Jeg vover det!

"Det er et meget smukt digt, du har skrevet! Du maler billederne helt tydeligt ind på læserens nethinde, så han/hun kan opleve det, du oplevede, da du skrev digtet. Fantastisk! Fuldmånefrostlys. Sikke et dejligt og rammende ord!

Du har skrevet digtet den sidste dag i januar, hvor sneen ligger over alt også på løvgrenenes fine stængler og skadereden på dem i grenvinklen :) . Smukt.
Derpå drager du videre næsten som solen på årstiden og ser erantisnakker bag læhegnet i februardaggry.

Jeg vil gemme dette digt Ragnhild. Det er så mættet med farverige billeder, uden de er for meget. Dette er på få ord i en form, der stemmer hele vejen igennem, så det er en ren fornøjelse at følge!"

Tak også for kommentaren til billedet. Det er såmænd vores eget læhegn mod vest, eller et udsnit deraf. De to høje graner lidt længere mod nord kunne ikke være med, når skadereden skulle med. Og det skulle den :-)

Da vi flyttede her til i 1978 var det læhegn uigennemtrængeligt og fik straks navnet urskoven. Lige nu er en stor del af skovbunden fuld af erantis, vintergækker og dorthealiljer. Senere følger anemoner, hvide, gule og blå. Løgplanter af mange slags ligger og samler kræfter, til at stå på spring, og der vil komme violer, liljekonvaller og storkonvaller inden bladhanget lukker det hele ind i sommerkølig skovskygge. Urskoven er mit lille paradis - især om foråret. Der kan gås ture, noget skal beskæres og holdes nede, eller holdes helt væk, men ingen kan jage mig ud :-) I den del som stadig er ret så uigennemtrængelig om sommeren har manden i mit liv anlagt en kærlighedssti.

Kh Ragnhild