lørdag den 27. april 2013

En hullet sok



Tekst og foto: Anne Lilleager 2012

Dér går han. Hun skotter ud imellem gardinerne, der er trukket for. Morgendisen forstøver endnu udsynet lidt. Han kommer frem som et levende negativ i fremkaldervæske, der til sidst står skarpt.

For tiden kommer han hver morgen forbi på denne tid. Hun ser den kendte holdning, hans gang og, når han kommer tættere på, hans smil og hun hører hans sang. Han synger smukt.

Næsten hver morgen går han ind på et offentligt toilet for at vaske sig og skifte tøj. Sin rullende pensionistvogn med skiftetøj har han altid med, når han går på landevejene, og så sin violin. Lige nu overnatter han dog stationært et sted. Hvor det er, ved hun ikke.

Hans halvlange blå kappe med brystlommer og de store sidelommer, har han i dag som altid uden på det andet tøj. ”Den er fra min tid som borgerlig kunstmaler med ægteskab og barn og hund og hele mollevitten,” siger han.

Hvor der før var pensler, gemmer han nu sine små opstrammere, som skal tage det værste af dagens tømmermænd fra udskejelserne i går. ”Det er ren medicin”, siger han, når han bliver spurgt, og også når han ikke bliver spurgt.

Det sker ofte, at han står på et gadehjørne og spiller på violin. Violinkassen stiller han til at indkasserer penge i. ”Så har jeg tjent lidt til tømmermændene og måske til lidt mad på en café”, siger han. Tigge vil han ikke, vil heller ikke modtage almisser. "Man har vel lært at klare sig selv," siger han med en lidt støt følelse ved tanken om, at nogen skulle finde på at mistænke ham for andet.

Det tøj, han har, er hullet eller lappet, for han har da også lært at sy. Der er bare et problem. Han har kun et par sokker tilbage, og dem er der hul på. Det næstsidste par gik helt i småstumper for et par dage siden. ”Armod og ingen penge kan man klare, men sokker skal være rene og hele,” har altid været hans motto. Han er yderst flov over sine sokker, der ikke mere kan være rene, når han ikke kan skifte dem til et andet par, og som der er hul på. Endnu værre bliver det gjort af, at hans ene sko også er begyndt at stikke snuden i vejret, og sålen sidder løst, lukker simpelt hen ”munden op”, når han går. Det er yderst generende for ham. ”Man ligner jo en bums,” mumler han, imens han endnu engang trykker noget kontaktlim, han har fra et af sine gemmer, ud på inderkanten af skoen. "Så ser den midlertidigt hel ud", mumler han igen.

I dag er der noget anderledes ved ham. Hun går tilbage til vinduet og kikker en ekstra gang. Jo han har en mere rank holdning. Han går faktisk også mere glidende, som om han danser lidt, imens han går. Han virker glad.

”Mor har du set min skoletaske?” lyder det inde fra Carinas værelse. ”Den står i korridoren”, svarer hun, ”og skynd dig nu at komme i skole, så du ikke kommer for sent!” ”Får man et lille farvelkys?” lyder det fra hendes mand.

Hun er alene i lejligheden nu og skal selv først på arbejde om to timer. Før hun går ud for at rydde op efter morgenbordet, tager hun en støveklud og ryster den ud af det åbenstående vindue. Nede på gaden svinger han sin violinkasse lidt ekstra højt, imens han fortsætter sin gang.

Der går en rum tid. Så banker det forsigtigt med to og så et bank på bagtrappens dør. Hun går ud for at lukke op.

”Dav far, jeg har kaffen parat og lune krydderboller.”

”Tak min søde pige. Det dufter himmelsk!” Han snuser vellystigt op i luften. ”Og se, jeg spillede mig til et par ekstra sokker og et par sko i går. Så kan man måske være lidt præsentabel for sin datter”, siger han med sit dejlige smil.

søndag den 21. april 2013

Yassars hænder



Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

Yassar leder os hurtigt uden om flokke af andre turister på pladsen foran Abu Simbel Templet i Den nubiske ørken. Hans højre arm rækker mod himlen. Hånden er nat og dag. Håndryggens mørke hud med de krusede hår vender mod os. I kløften mellem tommel-og pegefinger hviler A-4 blokken. Grænsen mellem de to fingres farver står skarpt som et lyst V ved blokkens blå papyrus-kopi. Himmelguden Nut strækker sig hen over Nilen fra livets land i øst til dødens sted i vest. Hun er Yassars følg-mig-skilt. Fire strakte fingre helt tæt mod hinanden når op under himmelgudens vandrette legeme. Fire lyse negle ligger som små paralle linjer under gudens gyldne krop. En enkel gul elastik markerer overgangen til armen. For få minutter siden sad den omkring vore billetter.

Yassar placerer blokken mellem fødderne, mens han hurtigt, smilende og med små forklarende nik og spørgende "ja?"-er repeterer skabelsen. Det hele begynder med guden Atom. Hænderne understreger, hvordan guden uden krop og form stiger op af urhavet, og hvordan en jordynge skabes i samme proces. Venstre hånd holdes for munden, mens et behersket villet nys illustrerer, at noget bliver til. En mimet spytklat sendes mod sandet fulgt af en hurtig håndbevægelse fra mund mod jord. Således genskaber Yassar guderne for luft og vand for en flok interesserede seniorer.

En mørk pegefinger banker rytmisk ind i en lys håndflades netværk af brune linjer, mens facts bliver slået fast om det mere end 3000 år gamle tempel bygget ind i et bjerg. På en frise over indgangspartiet stråler solguden Ra over de fire enorme siddende statuer af Ramses den 2. Der peges og forklares inden Nut ryger til vejrs. Nu i venstre hånd. Vi må videre. Helt hen til templet.

Ringfingerens to sølvringe reflekterer solen. Den nederste er præget med hieroglyffer. Den øverste med et enkelt mønster. "Den er en gave" fortalte Yassar mig i går om ringen med mønsteret, mens han tegnede og tolkede sølvringens hieroglyffer i min notesbog. En urskive i brun læderrem lyser i solen som en lille mini Ra. Den slukkes, da vi går ind i søjlehallen.

"Nu skal vi se sammen en tegneserie på væggen. Ok?" siger Yassar i et af de otte kamre, som er forbundet med hallen. Han sætter sin vandflaske på gulvet, bruger begge hænder til at vise billeder, mens han henter vore bud på betydninger deraf. Fortællingen bliver samlet. Yassar er egyptolog. Han kan sit stof og går videre til en flade med megen skrift. "Når man ser her på væggen så skal man kigge efter skriften. Det er skriften, der bekræfter handlingen." Og så læser Yassar med ord og hænder teksten, som bekræfter tegneseriens historie.

Uden for templet flokkes de egyptiske sælgere omkring os med deres "special price for you, madam."
Yassar strækker afværgende sine hænder frem, før han med et smil løfter den blå papyrus med himmelguden. Vi skal videre til det lidt mindre tempel i bjerget bygget for faraoens yndlingsdronning Nefertari. Yassars hånd under himmelguden leder os mod templet.

lørdag den 13. april 2013

Galleriet



Tekst og foto: Anne Lilleager

Det er ved at være sent. Hele dagen er gået med beundrende blikke, imens vi har stået her som et gift par, der skinner af glamour, fordi lyset spejler sig i os, så man kan se vores glinsende næser. Det er vores ligefremhed og det jævne ved os, der tiltrækker opmærksomheden, tror vi, og så har vi da lidt erfaring på bagen.

Erindringer fylder os med glæde, som f.eks. dengang vi blev kaldt til det Hvide Hus og skulle hilse på præsidenten. Det var om eftermiddagen, så det var for tidligt for det mørkere og mere stilfulde og fornemme. Derfor var det os, der var på. Strengt taget var det gartneren, vi skulle hilse på, hvilket dog var en tand under vores værdighed.

Vi har også gået på de bonede gulve i overhuset. Men for det meste gik vi i mange år frem og tilbage mellem støvede kontorer og befandt os ellers i timevis under en klaprende regnemaskine, hvor vores bedste udsigt var papirstrimler, der faldt i kaskader under bordet. Altid var vi iført vores skinnende ydre pragt, selvom vi kommer fra jævne kår. Det er ikke det selskabelige, der fremhæver os. Det er vores velholdthed.

Vi kommer fra USA og det er virkelig noget. Vi bliver betragtet med respekt, bliver beundret af hele verden og af alle generationer, fordi vi står og er blevet foreviget. Men de kunne nu godt have pyntet os lidt i den forbindelse. Givet os lidt sminke og afstivning. Heldigvis skinner vores næser som altid, men vores tilbehør er halvt slidt op og vi ser gamle og brugte ud, idet vi er pålagt en del slidtage.
Sådan har vi ikke set ud før i tiden. Hvordan det går med de oprindelige og forgængelige par derhjemme, originalerne, er ikke til at sige. De er måske kasseret og udskiftet med nogle funklende nye.

På væggen overfor os står fru og hr. Vincent. Pfyy ha, de føjter igennem. Der er temperament over dem. Og så skulle I høre et sprog, de bruger. Det er godt, vi kan beherske os og ikke ser ud som dem. Og så kommer de fra den lille landsby i Europa, der hedder Holland. De ser temmelig landlige og plebejerske ud. Der er noget vagabonderen over dem. Man kan se, de har trasket gennem mark og skov, især hr. Vincent. Han brokkede sig forleden over den forstørrede knyst på hans lilletå, der nærmest fik ham til at fremstå som en dame, idet han i form kom til at ligne fru Vincent. Lidt forfængelig er han alligevel. Der var også noget med et øre, han ikke ville have på forevigelsen. Det ville godt nok også have set spøjst ud.
De to er foreviget meget tidligere end os og var allerede dengang tudse gamle. De blev foreviget i 1888, og da var vi ikke engang født.

Angående det at blive født, så er de små slidte babyformer, der står vinkelret på os, ret søde. De har trasket igennem livets begyndelse med de aller første spæde skridt og har trasket alt under fode, som kom under. Især hjerter. Babyformerne er også foreviget. Skridtene er nok gået videre, og såleformene er blev større og større.

Hør du efter Grant? Er du faldet i søvn? Ok godt du i det mindste ikke gaber, imens du sover. Det ville være pinligt.

søndag den 7. april 2013

Englænderen


Tekst og foto: Jørn E.

Stemningen, atmosfæren er mejslet ind i min erindring. Det var ikke fordi sceneriet var særligt dramatisk. Snarere tværtimod. Jeg stod på perronen med onkel Levithan i hånden. Denne statelige mand. Han udstrålede autoritet og stand. På hovedet bar han en italiensk Borcalino hat. Hans høje krop var ellers næsten helt dækket af den fine diplomatfrakke, som helt tydeligt var syet til ham. Den sad som den skulle. Nederst så man et lille stykke af et par velpressede, nålestribede bukser, afsluttet af meget blankpolerede sorte sko. Jeg havde også mit fineste tøj på. Men i modsætning til onkel Levithan, var det sjældent jeg havde det på.

En lille kasket, af den slags drenge i 6 – 8 årsalderen gik med dengang. En grå knælang frakke, fløjlsbukser og brune sko.

>Jeg kiggede lidt usikkert op på hans ansigt. Det virkede ikke som om han bemærkede det. Så kiggede jeg op på et skilt som hang på en stander, hvor der hang skilte der fortalte de rejsende, hvor toget på denne perron kørte hen. Jeg stavede mig igennem teksten.

Der var to skilte der var hægtet sammen. På det øverste stod der: Esbjerg, 11.35. På skiltet der var hængt på det øverste, stod der med store bogstaver: ENGLÆNDEREN.

>Jeg kan huske, at jeg frøs. Det var i starten af februar, året var 1939 og det var bidende koldt. Vores ånde stod fra os, som den damp der kom ud under siderne på det store damplokomotiv i små tøf, tøf, forrest i toget. Jeg husker tydeligt lugten på banegård. En ganske særlig syrlig lugt, som er karakteristisk for banegårde. Jeg spurgte forsigtigt onkel Levithan om vi kunne gå op og se på lokomotivet. Han smilede venligt til mig og så ud som om jeg havde vækket ham. ”Naturligvis kan vi det min dreng. Jeg elsker også damplokomotiver”. Han trak et stort lommeur op af lommen for at være sikker på, at der var tid nok.

>Så gik vi op til den store maskine. For en lille dreng virkede lokomotivet aldeles overvældende stort. Højt oppe stod mand med kasket. En sort kasket med en blå stribe rundt om. Han smilede til mig. Da vi var næsten helt henne ved den forreste ende af maskinen, lød der en kraftig hvislende lyd og der stod en ordentlig dampsky op, fra et eller andet sted nede mellem hjulene. Jeg blev forskrækket og sprang ind på perronen. Lokomotivføreren lo, som en anden julemand, ho-ho-ho. Hun hilser på dig unge mand. Ho-ho-ho.

Vi stod og kiggede lidt. Så sagde onkel Levithan, efter at ha' set på sit lommeur, at nu måtte jeg hellere stige på toget. Vi fandt den vogn jeg skulle sidde i og onkel fulgte mig hen til den plads der var reserveret til mig. Der sad en ung dame overfor min plads. Onkel spurgte, om hun skulle til Esbjerg. Det skulle hun. Onkel tog sin store tegnebog frem, og rakte damen en femkroneseddel. ”Vil de være elskværdig, at sørge for at den unge mand her, kommer i kontakt med sin moster, som skal hente ham på stationen. Hun hedder Esther Levithan. Samules mor er syg, og hans moster har lovet at tage sig af ham indtil hun bliver rask. Den unge kvinde takkede mange gange, samtidig med at hun forsikrede onkel Levithan om, at hun ikke behøvede at få betaling for den lille tjeneste. ”Det er IKKE nogen lille tjeneste og det betyder meget for mig, at jeg kan være sikker på at Samuel kommer sikkert frem. Jeg er meget taknemlig for, at De vil gøre mig den tjeneste.

Onkel Levithan gav mig et kys på kinden og gik. Jeg syntes jeg så tårer i hans øjne. Men tænkte, at det nok var frostvejret der havde fået hans øjne til at løbe i vand.

Jeg så aldrig mere onkel Levithan. Så vidt familien har kunnet få at vide, døde han i koncentrationslejren Theresienstadt.

Jeg skulle ikke bo hos moster Esther. Hun skulle blot følge mig til Englandsbåden. I Harwich blev jeg mødt af en ven af familien, som arbejdede på den danske ambassade i London.

Næste gang jeg så Københavns Hovedbanegård var i juli måned 1945. Det var sommer og jeg blev modtaget af min mor, som var helt opløst. Alligevel frøs jeg lidt og så onkel Levithan for mig, der på perronen.