lørdag den 27. april 2013

En hullet sok



Tekst og foto: Anne Lilleager 2012

Dér går han. Hun skotter ud imellem gardinerne, der er trukket for. Morgendisen forstøver endnu udsynet lidt. Han kommer frem som et levende negativ i fremkaldervæske, der til sidst står skarpt.

For tiden kommer han hver morgen forbi på denne tid. Hun ser den kendte holdning, hans gang og, når han kommer tættere på, hans smil og hun hører hans sang. Han synger smukt.

Næsten hver morgen går han ind på et offentligt toilet for at vaske sig og skifte tøj. Sin rullende pensionistvogn med skiftetøj har han altid med, når han går på landevejene, og så sin violin. Lige nu overnatter han dog stationært et sted. Hvor det er, ved hun ikke.

Hans halvlange blå kappe med brystlommer og de store sidelommer, har han i dag som altid uden på det andet tøj. ”Den er fra min tid som borgerlig kunstmaler med ægteskab og barn og hund og hele mollevitten,” siger han.

Hvor der før var pensler, gemmer han nu sine små opstrammere, som skal tage det værste af dagens tømmermænd fra udskejelserne i går. ”Det er ren medicin”, siger han, når han bliver spurgt, og også når han ikke bliver spurgt.

Det sker ofte, at han står på et gadehjørne og spiller på violin. Violinkassen stiller han til at indkasserer penge i. ”Så har jeg tjent lidt til tømmermændene og måske til lidt mad på en café”, siger han. Tigge vil han ikke, vil heller ikke modtage almisser. "Man har vel lært at klare sig selv," siger han med en lidt støt følelse ved tanken om, at nogen skulle finde på at mistænke ham for andet.

Det tøj, han har, er hullet eller lappet, for han har da også lært at sy. Der er bare et problem. Han har kun et par sokker tilbage, og dem er der hul på. Det næstsidste par gik helt i småstumper for et par dage siden. ”Armod og ingen penge kan man klare, men sokker skal være rene og hele,” har altid været hans motto. Han er yderst flov over sine sokker, der ikke mere kan være rene, når han ikke kan skifte dem til et andet par, og som der er hul på. Endnu værre bliver det gjort af, at hans ene sko også er begyndt at stikke snuden i vejret, og sålen sidder løst, lukker simpelt hen ”munden op”, når han går. Det er yderst generende for ham. ”Man ligner jo en bums,” mumler han, imens han endnu engang trykker noget kontaktlim, han har fra et af sine gemmer, ud på inderkanten af skoen. "Så ser den midlertidigt hel ud", mumler han igen.

I dag er der noget anderledes ved ham. Hun går tilbage til vinduet og kikker en ekstra gang. Jo han har en mere rank holdning. Han går faktisk også mere glidende, som om han danser lidt, imens han går. Han virker glad.

”Mor har du set min skoletaske?” lyder det inde fra Carinas værelse. ”Den står i korridoren”, svarer hun, ”og skynd dig nu at komme i skole, så du ikke kommer for sent!” ”Får man et lille farvelkys?” lyder det fra hendes mand.

Hun er alene i lejligheden nu og skal selv først på arbejde om to timer. Før hun går ud for at rydde op efter morgenbordet, tager hun en støveklud og ryster den ud af det åbenstående vindue. Nede på gaden svinger han sin violinkasse lidt ekstra højt, imens han fortsætter sin gang.

Der går en rum tid. Så banker det forsigtigt med to og så et bank på bagtrappens dør. Hun går ud for at lukke op.

”Dav far, jeg har kaffen parat og lune krydderboller.”

”Tak min søde pige. Det dufter himmelsk!” Han snuser vellystigt op i luften. ”Og se, jeg spillede mig til et par ekstra sokker og et par sko i går. Så kan man måske være lidt præsentabel for sin datter”, siger han med sit dejlige smil.

7 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Anne!

Jeg læser hele vejen ned gennem teksten med en fornemmelse af rar genkendelighed, og mine tanker falder på mange af farens type, der har krydset min egen vej, men det er først til allersidst, hvor faren banker på trappedøren, at jeg med sikkerhed ved, at jeg har læst teksten før.
Jeg kan nemlig så også huske fornemmelsen af overraskelse og samtidig også forundring over, hvordan slutningen breder teksten så meget mere ud, at man får lyst til at læse den igen.
Undervejs tænkte jeg på, hvordan hun kunne vide, at han har fast opholdssted for tiden, men det bliver en selvfølgelighed, når man får slutningen med. Hun er også ganske godt inde i hans sædvanlige replikker og kommentarer til dette og hint.
Jeg sidder med en blandet følelse af vemod over, hvor svært det må være for denne datter at være vidne til farens deroute hver eneste dag, men samtidig har jeg en glæde over, at de har kontakt, og at hun forstår at behandle ham med den værdighed, alle mennesker fortjener. Det er jo så absolut en fin kvalitet ved en tekst, at den rører én på en eller anden led.

Min yndlingssætning i teksten er denne: "Han kommer frem som et levende negativ i fremkaldervæske, der til sidst står skarpt."

Og til sidst vil jeg da lige sige, at teksten så fint passer ind i april måneds "sko-tema", selv om jeg ved, at den ikke er skrevet med den hensigt.

Kh Bente

Anne Lilleager sagde ...

Kære Bente

Du skal have rigtig mange tak for din meget positive kommentar, som ikke kunne skrives bedre! Og ja, historien blev "født" på Perfiktion. Du har nok læst den der.

Om historien holder (er troværdig), hvad forholdet far-datter angår, er kun et håb fra min side. Jeg mener dog også, jeg lægger tabuet ind i historien, f.eks. ved at faren først kommer op, når datterens familie er taget på arbejde/gået i skole.

Min egen far var hårdtarbejdende, boede i den samme kommune i alle de 90 år, han levede og var gift med min mor i 60 år, så der var hverken bums i ham eller de replikker, som faren i historien har. Til gengæld var han (min far) lidt af en livs kunstner, havde den smukkeste sangstemme og et dejligt smil, spilled på violin og skrev også poesi og prosa. Så lidt har jeg taget fra min far og andet har jeg mødt på min vej i form af "skæve eksistenser".

Du skal også have tak for at fremhæve sætningen med negativet! Den er jeg også selv lidt glad for.

De bedste hilsner fra Anne

Anne Lilleager sagde ...

NB. Historien er altså stort set fiktion, også hvad de 'skæve eksistenser' angår. Så jeg er glad for, hvis den kan fortælle lidt, især om respekt for det enkelte menneske.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Anne!
Det synes jeg bestemt, at du har gjort med meget empati.

Jeg har en bror, der nu har det godt, men som i perioder har taget sine ture og også levet som hjemløs, og det værste er næsten som du skriver, tabet af værdighed og respekt fra andre som dette menneske oplever.

Jeg blev engang ringet op af den lokale betjent fra en lille by i Jylland, hvor min bror for en periode havde indlogeret sig i det lille "spiller-skur" ved fodboldbanen...og som betjenten sagde: " Her kan vi jo ikke have ham liggende!" ... Det gjorde ondt i hjertet, men jeg kunne jo kun sige, at det kunne jeg jo så ikke gøre så meget ved hernede på Fyn, for så længe at han var i stand til at svare for sig, så kunne han jo hverken tvinges til afrusning, psykiatrisk hjælp eller anbringelse på forsorgshjem. Jeg kendte jo hans ture og kunne kun med tilbageholdt åndedræt vente på, at bøtten vendte, og han kom tilbage til os. Så ja, jeg kan også levende sætte mig ind i datterens situation i din tekst, og det er måske også derfor, at jeg huskede teksten. ;-)

Kh Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Anne

Jeg genkender også din tekst, om "En hullet sok". Allerede første afsnit vækker min erindring om en tekst, som jeg husker gjorde et stort indtryk på mig. Jeg ved, det er en datter, der, inden vi når slutningen, lukker op for sin "hjemløse far". Det var bl.a dette overraskende tætte, respektfulde og varme forhold, som datteren omslutter sin fader med, der gjorde teksten så vidunderlig.

Jeg har lige fundet teksten samt egen kommentar på Perfiktion. Jeg kopierer min "gamle" kommentar her over. Min kommentar blev givet lidt sent i forløbet, og det ser ud til, at du ikke har set den. Så derfor:

"Det er en dejlig tekst med megen varme og med stor respekt mellem fortæller og den fortalte.
Du bygger fint op til, at der er/må være en særlig relation mellem de to, ellers ville din fortæller ikke være så vidende om tekstens "han".
Tekstens begyndelse med dis og levende negativ ... som kommer til at stå skarpt er ikke bare jeg-fortællerens erfaring i forhold til den hjemløse, som skrives frem,
men bliver også læserens erfaring efterhånden som tekstens handling og tabu skrives frem.
At den særlige relation er en helt nær relation - en datter og hendes far kommer helt naturligt ved replikken "Dav,far ...".
Blot en lille "rød" streg. Kan du ikke med fordel undvære nu og selv i "Hun er alene i lejligheden nu og skal selv først på arbejde om to (eller måske hellere: et par) timer."

Det må blive til "genbrug". Vi kom hjem fra vores londonrejse i tirsdags.Onsdag skrev jeg! I dag har vi været 5 nordjyske saxo-skribenter på vores Skriveværksted på Aalborg Bibliotek - det er rigtig godt med de live-møder - og i morgen går turen til Kbh til lille Zolas (det yngste af vore to børnebørn) 2-års fødselsdag. Så der er lidt travlt. Kagemanden står nybagt i køkkenet og sender dufte ud i hele huset.

Tak for gensynet med din meget fine tekst.

Kh Ragnhild

Anne Lilleager sagde ...

Kære Bente

Det glæder mig meget, at teksten virker troværdig!
Det må være meget svært at have en nærtstående person, som i den grad er 'ude i torvene'. Det er jo som regel noget, personen gerne selv vil ud af igen men ikke magter. Det er flot, at din bror er kommet videre i sit liv!
Mange tak for den lille, varme kommentar!

Bedste hilsner fra Anne

Anne Lilleager sagde ...

Kære Ragnhild

Du skal have tusinde tak for din positive kommentar, som du fik tid til at skrive midt i al travlheden.

Jeg fandt også frem til din kommentar under ovenskrevne historie på Perfiktion. Undskyld jeg har overset den. Den er skrevet nogle dage ind i efterfølgende måned, men jeg plejer (synes jeg), lige at kikke tilbage. Jeg har rettet 'nu' og 'selv' derinde, for du har da helt ret. Det er overflødige ord. Det med 'to timer' eller 'et par timer', er jeg i tvivl om. Det kan godt være, det sidste lyder bedst.

God fornøjelse med Zolas fødselsdag!

Bedste hilsner fra Lilleager