søndag den 7. april 2013

Englænderen


Tekst og foto: Jørn E.

Stemningen, atmosfæren er mejslet ind i min erindring. Det var ikke fordi sceneriet var særligt dramatisk. Snarere tværtimod. Jeg stod på perronen med onkel Levithan i hånden. Denne statelige mand. Han udstrålede autoritet og stand. På hovedet bar han en italiensk Borcalino hat. Hans høje krop var ellers næsten helt dækket af den fine diplomatfrakke, som helt tydeligt var syet til ham. Den sad som den skulle. Nederst så man et lille stykke af et par velpressede, nålestribede bukser, afsluttet af meget blankpolerede sorte sko. Jeg havde også mit fineste tøj på. Men i modsætning til onkel Levithan, var det sjældent jeg havde det på.

En lille kasket, af den slags drenge i 6 – 8 årsalderen gik med dengang. En grå knælang frakke, fløjlsbukser og brune sko.

>Jeg kiggede lidt usikkert op på hans ansigt. Det virkede ikke som om han bemærkede det. Så kiggede jeg op på et skilt som hang på en stander, hvor der hang skilte der fortalte de rejsende, hvor toget på denne perron kørte hen. Jeg stavede mig igennem teksten.

Der var to skilte der var hægtet sammen. På det øverste stod der: Esbjerg, 11.35. På skiltet der var hængt på det øverste, stod der med store bogstaver: ENGLÆNDEREN.

>Jeg kan huske, at jeg frøs. Det var i starten af februar, året var 1939 og det var bidende koldt. Vores ånde stod fra os, som den damp der kom ud under siderne på det store damplokomotiv i små tøf, tøf, forrest i toget. Jeg husker tydeligt lugten på banegård. En ganske særlig syrlig lugt, som er karakteristisk for banegårde. Jeg spurgte forsigtigt onkel Levithan om vi kunne gå op og se på lokomotivet. Han smilede venligt til mig og så ud som om jeg havde vækket ham. ”Naturligvis kan vi det min dreng. Jeg elsker også damplokomotiver”. Han trak et stort lommeur op af lommen for at være sikker på, at der var tid nok.

>Så gik vi op til den store maskine. For en lille dreng virkede lokomotivet aldeles overvældende stort. Højt oppe stod mand med kasket. En sort kasket med en blå stribe rundt om. Han smilede til mig. Da vi var næsten helt henne ved den forreste ende af maskinen, lød der en kraftig hvislende lyd og der stod en ordentlig dampsky op, fra et eller andet sted nede mellem hjulene. Jeg blev forskrækket og sprang ind på perronen. Lokomotivføreren lo, som en anden julemand, ho-ho-ho. Hun hilser på dig unge mand. Ho-ho-ho.

Vi stod og kiggede lidt. Så sagde onkel Levithan, efter at ha' set på sit lommeur, at nu måtte jeg hellere stige på toget. Vi fandt den vogn jeg skulle sidde i og onkel fulgte mig hen til den plads der var reserveret til mig. Der sad en ung dame overfor min plads. Onkel spurgte, om hun skulle til Esbjerg. Det skulle hun. Onkel tog sin store tegnebog frem, og rakte damen en femkroneseddel. ”Vil de være elskværdig, at sørge for at den unge mand her, kommer i kontakt med sin moster, som skal hente ham på stationen. Hun hedder Esther Levithan. Samules mor er syg, og hans moster har lovet at tage sig af ham indtil hun bliver rask. Den unge kvinde takkede mange gange, samtidig med at hun forsikrede onkel Levithan om, at hun ikke behøvede at få betaling for den lille tjeneste. ”Det er IKKE nogen lille tjeneste og det betyder meget for mig, at jeg kan være sikker på at Samuel kommer sikkert frem. Jeg er meget taknemlig for, at De vil gøre mig den tjeneste.

Onkel Levithan gav mig et kys på kinden og gik. Jeg syntes jeg så tårer i hans øjne. Men tænkte, at det nok var frostvejret der havde fået hans øjne til at løbe i vand.

Jeg så aldrig mere onkel Levithan. Så vidt familien har kunnet få at vide, døde han i koncentrationslejren Theresienstadt.

Jeg skulle ikke bo hos moster Esther. Hun skulle blot følge mig til Englandsbåden. I Harwich blev jeg mødt af en ven af familien, som arbejdede på den danske ambassade i London.

Næste gang jeg så Københavns Hovedbanegård var i juli måned 1945. Det var sommer og jeg blev modtaget af min mor, som var helt opløst. Alligevel frøs jeg lidt og så onkel Levithan for mig, der på perronen.

5 kommentarer:

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Nu ved jeg ikke, om dette øjeblik er selvoplevet, men teksten virker i alle tilfælde så troværdig og autentisk på mig, at det egentlig er ligegyldigt.

Teksten er spækket med detaljer i en lille drengs øjenhøjde, så jeg står der sammen med ham og oplever både det fascinerende, men sørme også skræmmende ved det store damplokomotiv. Jeg farer sammen med ham, da der lukkes damp ud, og synes slet ikke, at lokomotivføreren er morsom.

Hvis jeg så vælger at skifte synsvinkel til onkel Levithan, så fornemmer jeg den knugede og anspændte situation, og ja det var sikkert tårer der sad i øjenkrogene. Hans navn alene afslører jo, at hans tilværelse er truet. Tænk sig at måtte sætte sin lille nevø på toget, håbe på en venlig ledsager til drengen ombord på Englænderen, og så dernæst tage afsked uden at vide, om man nogensinde ses igen.

Barske tider, ja det var :-)

Jeg har lige læst Khaled Hosseinis bog "Under den strålende sol", der følger to kvindeskæbner under skiftende styrer i Afghanistan. Nutidige barske tider beskrives her så intenst, at det ikke lige glemmes. Tænk sig at længes efter en tilværelse med "helt almindelige hverdagsproblemer", som en af kvinderne gør i bogen.

Mit favoritafsnit denne gang er helt klart afsnittet, hvor onkel Levithans påklædning beskrives. Det fremkalder helt skarpe billeder hos mig.

Lur mig ikke også om fotoet er et af "Englænderen". Uanset om det er, så passer det så godt til teksten.

Kh Bente

Jørn E. sagde ...

Kære Bente!

Det glæder mig meget, at du kan lide mine beskrivelser af drengens oplevelser ved lokomotivet og af onkel Levithans påklædning.
Jeg noterer også med tilfredshed, at du ikke har nogen kritik til mit sprog og placering af kommaer. Jeg ved jo, at det er noget du lægger stor vægt på. Men du har måske bare opgivet mig? ;o)
Jeg har lige læst Ragnhilds kommentar til din dejlige historie om fru Frederiksen. Hun er ligesom du, en som lægger vægt på det sproglige og du får naturligvis ros fra hende.
Ja, krigens rædsler forfølger menneskeheden konstant. Efter et par generationer går de i glemmebogen, og fristelsen til at løse de politiske problemer med krig dukker igen op. Jeg har lige set en dokumentar om en japaner på 90 år, som fortæller om sine oplevelser ved nedkastningen af atombomber over Hiroshima og Nagasaki. Han var så "heldig" at opleve dem begge to. Jeg blev endnu en gang slået med rædsel over disse frygtelige katastrofer.

Tak for komentaren.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

He he... Nej, jeg har skam ikke opgivet dig, ;-)...jeg har bare bestemt, at jeg koncentrerer mig mest om budskabet og måden, det formidles på og herunder selvfølgelig sproget.

Grunden hertil er primært, at Skrivebloggen jo er et sted, hvor det færdige produkt præsenteres, og så kan det jo være lidt surt, at man så får at vide i en kommentar, at diverse småfejl kunne ryddes af vejen, når man nu ikke har muligheden for at gøre det.

Men du ved, at du altid kan henvende dig til mig på min mail, hvis der er et eller andet, du tror, at jeg kan hjælpe med :-)

Nu vil jeg arbejde lidt med teksten til en mulig besvarelse på aprilopgaven ;-)

Kh og god weekend!

Bente, "sproghobbyist"

Anne Lilleager sagde ...

Hej Jørn

Jeg fik kuldegysninger, især til sidst, da jeg læste din tekst. Den er skarp og koncentreret. Sproget er som sædvanligt fra din hånd godt!

Synsvinklen må være den altvidendes. Barnet har ikke den skarpe iagttagelse men fornemmer og husker. Til gengæld sporer den skarpe iagttagelse ind på følelserne hos læseren, så man helt forstår drengens følelser. Iøvrigt også onkelens igennem barnets iagttagelser.

En frygtelig historie, der desværre gentager sig.

Bedste hilsner fra Anne.

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Jeg kunne genkende din tekst, da jeg læste den for noget siden. Nu skal du have en lille kommentar. Måske kan du så genkende den? :-)

Kh Ragnhild

Først nu har jeg fået læst din meget smukke tekst.
Du og din fortælleglæde gør det så godt i genren, erindring.
Dine tekster tar læseren med ind i handlingen og i personerne.
Jeg står på perronen med drengen og onkelen.
Jeg oplever lyde og lugte og omgivelser med dine personer.
Onkelens navn og tiden sender signaler om
at noget usædvanligt må være på færde.
Der er større og mindre vendepunkter.
Og der er to perroner.
Selv om der siges mindst om den sidste,
er det begivenheden der, der rammer mig stærkest.
"Det var sommer" .... "alligevel frøs jeg lidt"
Der er vi helt inde i barnets sorg
over voldsomme skift og begivenheder i hans liv.
Det er så smukt uden at blive sentimentalt.
Tak for endnu en dyb og god historisk fortælling fra dig.

Kh Ragnhild