lørdag den 13. april 2013

Galleriet



Tekst og foto: Anne Lilleager

Det er ved at være sent. Hele dagen er gået med beundrende blikke, imens vi har stået her som et gift par, der skinner af glamour, fordi lyset spejler sig i os, så man kan se vores glinsende næser. Det er vores ligefremhed og det jævne ved os, der tiltrækker opmærksomheden, tror vi, og så har vi da lidt erfaring på bagen.

Erindringer fylder os med glæde, som f.eks. dengang vi blev kaldt til det Hvide Hus og skulle hilse på præsidenten. Det var om eftermiddagen, så det var for tidligt for det mørkere og mere stilfulde og fornemme. Derfor var det os, der var på. Strengt taget var det gartneren, vi skulle hilse på, hvilket dog var en tand under vores værdighed.

Vi har også gået på de bonede gulve i overhuset. Men for det meste gik vi i mange år frem og tilbage mellem støvede kontorer og befandt os ellers i timevis under en klaprende regnemaskine, hvor vores bedste udsigt var papirstrimler, der faldt i kaskader under bordet. Altid var vi iført vores skinnende ydre pragt, selvom vi kommer fra jævne kår. Det er ikke det selskabelige, der fremhæver os. Det er vores velholdthed.

Vi kommer fra USA og det er virkelig noget. Vi bliver betragtet med respekt, bliver beundret af hele verden og af alle generationer, fordi vi står og er blevet foreviget. Men de kunne nu godt have pyntet os lidt i den forbindelse. Givet os lidt sminke og afstivning. Heldigvis skinner vores næser som altid, men vores tilbehør er halvt slidt op og vi ser gamle og brugte ud, idet vi er pålagt en del slidtage.
Sådan har vi ikke set ud før i tiden. Hvordan det går med de oprindelige og forgængelige par derhjemme, originalerne, er ikke til at sige. De er måske kasseret og udskiftet med nogle funklende nye.

På væggen overfor os står fru og hr. Vincent. Pfyy ha, de føjter igennem. Der er temperament over dem. Og så skulle I høre et sprog, de bruger. Det er godt, vi kan beherske os og ikke ser ud som dem. Og så kommer de fra den lille landsby i Europa, der hedder Holland. De ser temmelig landlige og plebejerske ud. Der er noget vagabonderen over dem. Man kan se, de har trasket gennem mark og skov, især hr. Vincent. Han brokkede sig forleden over den forstørrede knyst på hans lilletå, der nærmest fik ham til at fremstå som en dame, idet han i form kom til at ligne fru Vincent. Lidt forfængelig er han alligevel. Der var også noget med et øre, han ikke ville have på forevigelsen. Det ville godt nok også have set spøjst ud.
De to er foreviget meget tidligere end os og var allerede dengang tudse gamle. De blev foreviget i 1888, og da var vi ikke engang født.

Angående det at blive født, så er de små slidte babyformer, der står vinkelret på os, ret søde. De har trasket igennem livets begyndelse med de aller første spæde skridt og har trasket alt under fode, som kom under. Især hjerter. Babyformerne er også foreviget. Skridtene er nok gået videre, og såleformene er blev større og større.

Hør du efter Grant? Er du faldet i søvn? Ok godt du i det mindste ikke gaber, imens du sover. Det ville være pinligt.

10 kommentarer:

Anne Lilleager sagde ...

Hej alle

Teksten mangler pointe. Jeg ville vise lidt god vilje og ved god, teksten skal bearbejdes. Den er for tynd - og for indlysende. Tror jeg.

Så hvis I har lyst til at give mig response med kritik, er det meget velkomment! Også selvom man ikke kan rette her. Jeg er lidt ude i torvene - altså med historien :-)

Bedste hilsner fra Anne

Bente Pedersen sagde ...

Kære Anne!

Nu har jeg af flere omgange læst din tekst, så nu blev det tid for en kommentar.;-) Du skriver i din kommentar, at du selv finder den for tynd og for indlysende. Sådan oplevede jeg det nu ikke. Min første tanke efter at have læst den var: "Hvad er det, du gerne vil fortælle med den?", og på dette felt er jeg lidt i tvivl.

Jeg vil tilbyde dig min læsning af teksten, afsnit for afsnit.

1. afsnit. Jeg præsenteres for en "vi-fortæller", og hvor dette vi omfatter et par.Det er den ene af parret, der har ordet. Tidspunktet er sidst på dagen. Da der nævnes glinsende næser, og lyset der spejler sig, samt at april-måneds oplæg viser et par sko,så bliver min første tanke: "Det er et par sko i en skoforretning."

2. afsnit: Da jeg så får at vide, at dette er "sko" med erindringer, endda om besøg i Det Hvide Hus (dog hos gartneren,)så bliver de straks forvandlet til et par brugte sko og skoforretningen ryger ud

3. afsnit: Her bliver jeg sendt til England og anvendes i overhuset. Ikke af en politiker, mere en embedsmand af en slags. Den skinnende ydre pragt er skosværten, mens de jævne kår, som de stammer fra må være kostalden...læder/kohuder.

4. afsnit. I dette afsnit svinger min oplevelse fra det mere generelle perspektiv i "skoens historie" over til en fornemmelse af noget mere specifikt.Jeg forstår ikke helt denne sekvens: "Vi bliver betragtet med respekt, bliver beundret af hele verden og af alle generationer, fordi vi står og er blevet foreviget." Hvad er blevet foreviget? Er det nu fotos/malerier/skulpturer, der er tale om?
5. afsnit: Hr. og fru Vincent opfatter jeg i første omgang som et par træsko på grund af følgende spor: Holland, de er landlige og trasket gennem mark og skov og giver knyster.Da jeg så kommer til "noget med øre, han ikke ville have på til forevigelsen", så tipper det rundt for mig igen, for så handler det jo sikkert om Vincent van Gogh, og er jeg så på et eller andet kunstmuseum? Jeg går tilbage og læser forfra, men kan ikke få den opfattelse til at passe på det andet, jeg læser.

6. afsnit: Her er jeg tilbage til i fortællingen om sko. Her er det de første af slagsen: Babyskoene, som så også passer med fotoet til teksten.

Tilsidst i teksten taler tekstens fortæller direkte til den anden "person" i "vi-et",som nu får navn-Grant. Her bliver tonen meget familiær og anderledes end i resten af teksten.

Jeg er altså lidt forvirret, Anne! Måske du kan hjælpe mig? Det kunne også være spændende at høre, hvordan andre læsere oplever teksten. Man kan jo sagtens gå hen og blive låst fast sin sin første oplevelse af teksten.

Kh Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Anne

Jeg var også lidt desorienteret, da jeg læste i lørdags - men indrømmet, jeg var også træt!

Da jeg kiggede ind et par dage senere, så jeg din kommentar om at teksten, er "for tynd og indlysende" og "mangler pointe".

Tja, måske! Nok mest pointe!

Nu har jeg så læst igen, og jeg er stadig ikke i tvivl om, at din syn svinkelbærer er den ene af et par sko. Jeg har hele tiden troet, at dit foto viste fortælleren og hans/hendes ægtefælle "udstillet" et eller andet sted sammen med Grant Woods maleri "Old Shoes".

Men, men... nu ser jeg at fotoet er illustrationen til tekstens næstsidste afsnit. De baby-sko står vinkelret på "fortæller-skoparret". Det bliver problematisk for mig som læser, at fotoet viser noget perifert, uanset om det lægger en ny vinkel til det fortalte: Sko fortæller om levet liv. Det med det vinkelrette kan jeg ikke lige se for mig!

Månedsopgaver kan virke inspirerende, men de kan med deres krav også bremse for, at vi/jeg som skriver mister et "hvad vil jeg i grunden med denne tekst". Derfor er jeg måske mindre aktiv for tiden i forbindelse med månedsopgaver både her og på Perfiktion.

Ikke mere nu :-)

Kh Ragnhild

Anne Lilleager sagde ...

Kære Bente!

Du skal har tusinde tak! Du har givet dig tid til en respons og har givet en grundig gennemgang videre med indtryk af, hvordan teksten opfattes! Det er jeg meget taknemmelig for!

Du skriver, at du ved læsning blev i tvivl om, hvad jeg vil med min tekst. Det er den manglende pointe. Jeg ville besvare opgaven, og det er selvfølgelig ikke godt nok.

1. Afsn.
Overskriften er "Galleriet". Vi-fortælleren, som skulle forestille at være hp, og fra hvis synspunkt historien udfolder sig, er den ene af skoene i "Old Shoes" af Grant Wood, som er foreviget i det maleri, der var opgaven. Det hænger i mit tænkte Galleri.
Muligvis har mit hoved misvisende været fyldt med "spor og senere opklaring" Hm. Jeg kan sagtens se nu, at det nævnte ikke fremgår af teksten.

2. Afsn.
I første afsnit skiver jeg dog også, at "og så har vi da lidt erfaring på bagen". Men det er nok ikke tydeligt nok til at flytte fokus fra en skoforretning.

3. Afsn.
Med jævne kår tænkte mig noget med en "kontornusser" i modsætning til noget med et højere embede. Men den med kostalden er god!
Jeg ser skoene på maleriet som nogle meget nypudsede (maleren har lagt glamour over)og meget slidte sko , som en stor løn ikke umiddelbart lader sig nøje med.

4. Afsn.
Da jeg er begyndt helt forkert og uden de nødvendige oplysninger, er det ikke til at vide, at det forevigede er Grant Wood's "gamle sko", der er foreviget i maleriet.

5. Afsn.
Der mangler som sagt eksakte oplysninger. Overskriften troede jeg fortalte, hvor vi befinder os i historien, men det gør den så ikke.

6. Afsn.
Måske burde jeg have begyndt med de babysko.
Sidste bemærkning er stadig af "fru Grant". Den skal antyde, at det er godt "manden" (den anden sko) i det mindste ikke gaber ovenpå hendes lange enetale. Det ser jo ikke godt ud, hvis en sko gaber.

Tak fordi, du fik sat lidt lys over historien!

Bedste hilsner fra Anne

Anne Lilleager sagde ...

NB.
Kære Bente igen
Jo, det andet maleri er Vincent van Gogh's "Shoes", der er malet i 1888, 3 år før Grant Wood blev født.

Anne Lilleager sagde ...

Kære Ragnhild

Tusinde tak for respons! Du har skrevet, imens jeg sad og besvarede Bentes kommentar:-)

Du har gennemskuet teksten og også set, at den ikke dur. Det med babyskoene så jeg selv, men først da jeg så dem stillet ovenover teksten. De er misvisende, fordi der kun står lidt om dem til sidst i teksten.

"Det vinkelrette" er i mit tænkte galleri, hvor malerierne hænger overfor hinanden (eller vinkelret på). Der menes ikke noget symbolsk med udtrykket.
Det med babyskoene skulle (også) have været grebet helt anderledes an!

Mere grundlæggende forklaringer har jeg lagt ind under mit svar ovenover til Bente.

Jeg har i øvrigt sendt en ny besvarelse af opgaven afsted for nogle dage siden, som jeg har skrevet tidligere og som ligger på SaxoPublish. Den er noget mere enkel og forståelig - og har et pointe. Måske sendte jeg den afsted for at bilde mig selv ind, at jeg alligevel kan få lidt tjek på det i almindelighed :-).

De bedste hilsner fra Anne

Ragnhild sagde ...

Hej igen Anne

Tak for svaret til mig - også det hos Bente.

Selvfølgelig er afsenderen den ene af Grant Woods sko, men jeg lod mig i den grad forvirre af dit foto.

Havde det været opgavefotoet, der illustrerede din tekst, ville jeg ikke have været i tvivl om afsenderen. Egentlig er det ganske udmærket, at du har flere par sko i spil. Jeg "travede rundt" i et par, som absolut ikke var i spil. Tja, sådan kan det gå!

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Hej Anne!

Tak for at uddybe!Jeg må lige her og nu indsparke, at jeg slet ikke havde set overskriften... Undskyld! Ved ikke hvorfor, det er smuttet for mig, for havde jeg det, så ville jeg selvfølgelig ikke befinde mig i en skoforretning men til en udstilling.

Nu har jeg genlæst teksten med det "billede" inde over og kan nu forstå, at der i nogle afsnit tænkes tilbage på dengang parret var i brug, og i andre er vi i "nuet" set inde fra maleriet.

Men så får jeg et nyt problem, for maleriets "Vi" må været et andet end det reelle skopars "Vi". Maleriet er jo et aftryk/ en fortolkning af et et virkeligt par,hvor der jo ikke er lighedstegn mellem de to.

Jeg kunne godt tænke mig, at du ville sende Randi den nye udgave, for det er jo muligt for hende at lægge den ind i forbindelse med denne tekst eller i stedet for den. Saxo publish kender jeg ikke, men det kunne jeg jo komme til.

Kh Bente

Anne Lilleager sagde ...

Kære Bente igen

Tak mange gange for at svare endnu engang at svare tilbage!

Grant Wood's "gamle sko" er foreviget i maleriet. Synsvinklen er "jeg-et (den ene af vi-et" i maleriet. De originale og forgængelige sko bliver omtalt i 3. person i afsnit 4.

Saxo Publish er en selvudgiver platform. Lidt sjovt at eksperimentere med.

Historien, jeg sendte til Randi i tirsdags, er en anden end denne, men den har også 'sko' med.

Jeg har lagt mig med influenza, så mit hoved knirker. Håber ikke, jeg misforstår dig. Måske vil jeg ud fra dine anvisninger skrive ovennævnte historie om, men jeg er ikke helt parat nu. I det mindste har jeg da fået lært, at intet er indeforstået i en historie som ovennævnte, hvis det ikke er fortalt.

Tak for al din hjælp Bente!

Mange hilsner fra Anne

Bente Pedersen sagde ...

Kære Anne!

Rigtig god bedring. Håber, at forårets lys, varme og energi kan få dig oven vande.

Glæder mig til at læse din anden tekst om sko. Jeg er ved at nørkle min egen tekst til aprilopgaven færdig, men når solen skinner som i dag, så må jeg bare ud.

Kh Bente