lørdag den 25. maj 2013

Efterår, et par brune sko og et efterladt manuskript



Tekst: Ragnhild Jakobsen
Foto: Randi Abel


Husene står som silhuetter mod dagens sidste lys. Hendes ensomme klik-klak mod fortovets fliser fylder rummet. Vinden er kold. Det er efterår nu med nøgne træer og lys fra alle vinduer. Eller fra næsten alle. Hun tørrer lidt vådt af kinderne, mens hun for anden gang passerer døren til opgangen.

Hun kunne da også bare gå ind. Nøglerne ligger jo i lommen. Men hvorfor skulle hun? Der er mørkt i lejligheden. Det var der også i går. Og i forgårs. Og i et utal af dage inden da. Hun vender om og vandrer atter tilbage mod huset. Hun sagtner farten og løfter ansigtet mod husets facade. Ser lejlighedens mørke vinduer mellem alle de lysende varme. Kan der leves et liv der? Igen? I den lejlighed? Hun standser foran døren, samler det flagrende tørklæde sammen om halsen og finder nøglerne i lommen. Det er alligevel ikke så svært at få nøglen i låsen. Hun husker det lille specielle løft, før den kan drejes rundt. Hun er inde. Hun trækker vejret dybt og registrerer kroppens kendte hældning på vej op ad de brede trin.

Hun standser på tredje. Der står VELKOMMEN på måtten. De midterste bogstaver er næsten slidt helt ned. Han talte undertiden om, at der skulle købes en ny. Måtten lå der, da han flyttede ind. Og da hun flyttede ind hos ham. De udsatte det hver gang. En måtte er en måtte. Hun sætter nøglen i låsen, drejer rundt og lægger hånden omkring håndtaget. Og tøver.

”Hvis du ikke magter det, kommer du tilbage. Uanset tidspunktet.” Ullas farvelreplik popper op og frister. Pjat, hun må videre. Hun er heller ikke vred længere. Ikke så tit i hvert fald. Hun åbner døren og går ind, sætter tasken på gulvet og tænder lyset. Og der står de så, hans brune Old Shoes. Står bare der på deres plads på hylden. Under jakker og frakker. De slår hende omkuld.

Bagefter ved hun ikke, hvor længe hun har ligget på gulvet og grædt over ham og hans sko. Noget i kroppen virker en smule lettere. Hun sætter sig op og stikker hænderne i skoene. Det var han yndlingssko. Selv som nye hed de Old Shoes. De ligner nemlig til forveksling skoene på et maleri af Grant Woods, som de så på en udstilling i New York. Det var deres første længere tur sammen. Den tur vendte afgørende op og ned på deres aleneliv. Og på hendes indstilling til brune herresko. Og til så meget andet.

Hun snøfter og mærker mundvigene bevæge sig mod et smil. Hun sætter skoene fra sig og kører bagsiden af hænderne hen over øjnene. Så rejser sig hun sig og tager frakke og støvler af. Hun hænger frakken ved siden af hans og sætter støvlerne helt tæt til de brune sko. Stikker i sine hjemmesko og går ind i stuen. Hun går langsomt hen over gulvet til det midterste af de store vinduer. Står lidt og kigger ud. Visne blade hvirvler rundt mellem parkerede biler og et par mænd, som målrettet traver forbi på fortovet. Hænderne må igen op til øjnene. Der er lys og liv i bydelen. Hun vender sig hurtigt, lader hånden glide hen over hans sofahjørne og skynder sig så fra kontakt til kontakt og skaber lys. Til sidst ligger stuen badet i lys. Hun går fra stuen til soveværelset og videre til køkken og badeværelse. Tænder lys over alt. Eller næsten over alt. Til sidst er der blot Peters arbejdsværelse tilbage. Hun standser ved døren, løfter hånden. Og tøver.

Der kan hun ikke gå ind. Ikke endnu. Eller hun må ikke. ”Du lader Peters roman ligge, til jeg kommer i morgen efter arbejde. Du gør!” Ullas insisterende krav og hendes eget løfte før farvelknuset er ufravigelige. Hun trækker hånden til sig, vender sig og småløber ud i køkkenet. Må tilbage i gangen og finde Ullas hjemmebagte boller i tasken. Ud i køkkenet igen, smører boller og laver te på et tebrev. Hun orker ikke andet. Endelig på plads i spisekrogen med benene oppe og ryggen mod væggen. Noget gik altså galt, da hun blev alene? Hvad var det egentlig, der skete? Peter og hun havde jo længe vidst, hvor det bar hen. De havde ordnet alt omkring hendes situation og hans bisættelse. Sammen. Der havde været mange tårer og mange lange omfavnelser, men også stor lettelse, da de blev færdige med alt det praktiske.

I dagene efter sad Peter på sin plads foran skærmen og skrev. Printede ud. Læste. Rettede. Og skrev videre. Når han tog det længste af dagens mange hvil, lå der læsning til hende. Bagefter kunne de tale lidt frem og tilbage om hans visioner for plot og karakterer. Bad han om hendes syn på en detalje, fik han det. Sådan havde de altid gjort. Været hinandens læsere undervejs i deres skriveprocesser. Det begyndte egentlig den dag, de mødtes første gang, fordi hun havde vovet at sende de bedste af sine skuffenoveller til ham. ”Noget for noget”, sagde han med et underfundigt smil. Og så stak han hende et næsten færdigt romanprojekt, da de sagde farvel.

Og nu sidder hun her. Alene. Med te og boller, mens siderne til Peters romanprojekt ligger hulter til bulter i et omslag på hans værelse. Ufatteligt, men midt i processen måtte hun ikke længere læse med. Hun husker, hvordan han skrev og skrev, mens hans kræfter efterhånden svandt hen. Måske kan evner til at skabe få fornyet liv undervejs mod døden. Sådan må det have været. For Peter. Endelig blev han færdig. Satte det sidste punktum og gav slip på roman. Og på livet. Bagefter, da det hele var overstået, sad hun i flere dage og læste og forsøgte at ordne de mange papirer, som lå spredt over alt på værelset. Teksten var uden sammenhæng og siderne uden numre. I mappen med filer var der samme kaos. Det var et puslespil med alt for mange forsvundne brikker.

I går aftes fortalte Ulla, at der hen over omslaget på Peters manuskript står malet med rød tusch ”Teksten ufuldendt. Plottet umuligt”. Det ville Peter aldrig have gjort. Så må det jo være hende. Men hun kan ikke huske det, og hun kan heller ikke komme i tanke om, hvad der skete i de sidste af de mange dage, der gik, før det lykkedes for Ulla, at få hende til at pakke en taske og tage med sig hjem. Ulla satte nybagte boller, ost og rødvin på bordet og mente, at det skulle være en farvelaften med mere grin end gråd. Der var historier nok at tage af. Lige fra deres første fælles spillopper i børnehave og skole til kiksede kæresteforsøg på gymnasiet. Det gjorde godt at more sig. Hun kan næsten mærke latteren i maven endnu. Men også gråden i bryster. Ved det sidste glas rødvin nåede de til sorgen og dens mange faser. Ulla fortalte endnu en gang sin version af dagene efter bisættelsen. Hendes egen version er fyldt med huller. Men hun husker de første intense dage med det efterladte manuskript.

Detaljerne er vigtige, står der med utydelig skrift, som noget af det sidste han skrev til hende. Giv ikke op elskede, mangler kun lidt her og der, står der med samme skrøbelige skrift længere nede på siden. Nederst er der løsrevne brudstykker af en sidste kærlighedserklæring. Hun snøfter og rækker ud efter kruset. Teen er blevet kold. Hun rejser sig og tænder for kedlen. Det var det eneste stykke papir, Ulla lod hende tage med. Det ligger i tasken. Hun går ud i gangen for at hente det. Hun standser foran døren til Peters værelse. Skulle hun ikke lige… Altså bare kigge ind og se den røde tuschskrift. Se om det er hendes. Hun lægger hånden omkring håndtaget. Og tøver. Hun hører vandet koge og kedlen slukke.

lørdag den 18. maj 2013

Rovfuglen



Tekst og foto: Jørn E.

Regnen stod ned i tove udenfor byens bedste hotel. Den hvide d'Angleterre ”wannabe”-facade skinnede af regnens væde. Regnens stråler sås meget tydeligt i facadeprojektørernes lys.

Hotellet lå – selvfølgelig – på byens torv vis-a-vis byens rådhus. Imellem de imposante bygninger var der et stort springvand forestillende en grif eller en øgle, eller en krydsning, som spyede en vandstråle i vejret, som faldt ned over dyrets ryg.

Jonny stod ved den store glasdør, hvorpå der stod RITZ i guld med en kongekrone over og betragtede det voldsomme regnvejr med mistrøstighed.

Han havde lige afsluttet sin vagt kl. 23. Efter at ha' klædt om var han gået op i receptionen for at sige farvel og ønske kollegaerne god vagt. Det var god tone, så derfor gjorde Jonny det også.

Jonny var stor. Alt på ham var stort. Hans hoved, hans næse og ører. Hans hænder. Sin størrelse til trods, bevægede han sig med stor smidighed. Som en stor Grizzleybjørn havde receptionisten bemærket. Men Jonny var lidt mærkelig.

Nu skulle han se at få taget sig sammen til at gå hjem. Han snuppede en af hotellets store paraplyer, vendte sig om mod receptionisten og grinede skævt. Receptionisten smilede tilbage.

Jonny trådte ud i den voldsomme regn, hastede over det mennesketomme torv og ned ad den smalle gade der førte i retning af hans hjem. Et voldsomt vindstød tog fat under paraplyens sejl og Jonny følte det næsten som om han var ved at lette.

”Tænk, hvis man havde vinger, store vinger”. Tanken for gennem Jonnys hoved. ”Vinger, som en kongeørn. Han havde på et falkonercenter set disse store, graciøse fugle. Set dem jage og slå ned på kødlunser, som falkoneren slyngede rundt og rundt i større og større cirkler, for til sidst at lade kødet lande på jorden. I samme nu havde ørnen slået ned på sit ”bytte”. Jonny havde været meget fascineret af, at ørnen havde bredt sine vinger ud som en – ja, en stor paraply over ”byttet” mens den fortærede det. Falkoneren havde forklaret, at den gjorde dette for at forvirre sit bytte, og forhindre det i at orientere sig.

Mens han tænkte på oplevelsen dengang og vinden af og til rev i paraplyen, følte Jonny sig mere og mere som en jagende kongeørn. Tanken ophidsede ham kunne han mærke. Nærmest uden at tænke over det gik han ind i en mørk porthvælving, hvor han gav sig til at vente. Vente på et passende bytte.

Han havde ventet meget længe og var faktisk ved at opgive tanken. Han var begyndt at fryse og hans hænder var blevet kolde og stive. Men netop som han var ved at forlade porten hørte han det karakteristiske klip-klap af hurtige høje hæle hen ad fortovet.

En lille spinkel kvindeskikkelse passerede ham ude på fortovet. I samme øjeblik slog rovfuglen til. Jonny sprang, stor og smidig, frem fra sit skjul. Han lagde sin store iskolde hånd over kvindens ansigt og pressede hendes hoved tilbage mod sin venstre skulder, mens han sænkede paraplyen ned foran hende. Der kom ikke anden lyd fra hende end et uartikuleret ”uhmpp” som forsvandt i Jonnys store hånd.

Vel inde i porten, snurrede Jonny sit offer rundt og flyttede hånden ned på hendes – byttets – hals. Han lagde paraplyen over højre skulder og trak den helt hen over dem. Mens han pressede sin store næve hårdere og hårdere mod den forsvarsløse og paralyserede kvindes hals. Han mærkede ligesom et knæk. I det svage lys der trængte ind under paraplyen så han livslyset slukkedes i de øjne han hele tiden havde fastholdt med sit blik.
Hun blev slap i hans hånd. Mens han stadig holdt om kvindens hals lod han hende langsomt, næsten nænsomt glide ned på jorden.

Uden at kigge på hende igen vendte han sig om og gik ud på gaden. Vinden flåede igen i paraplyen.

Jørn E.
16. nov. 2010

lørdag den 11. maj 2013

Juli



Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

Pludselig
prikker
regnen

huden
og

mens gederams
i flok
sætter lyslilla pletter
i et aftengrønt
landskab

mens svalen
kvit te vit
svinger ind under vognportens
gamle tag
til endnu en
redefuld unger

mens hyldebuske
dufter
af juli og sommer
fra hvide skærme
langs læhegnets kant

mens biler på vejen
forsvinder bag hækken
og hjulene minder om
jorden der drejer
og atter hælder sin akse
mod nord

mens smagen af
jordbær
fra bedet i haven
ligger i munden

mens fugten forstærker
lugten af jorden
fra Oles marker
med hvede
som modner

mens vinger
på møllerne
nær horisonten
endelig standser
fordi vinden
har lagt sig

mens aftenens sidste
rødlige skyer
forsvinder i vest
og lys fra projektører
på Børglum Klosters mure
forstyrrer
de kalkede bygningers
naturlige lys
i et tiltagende mørke

mens solsorten
i toppen
af Korsbæks kastanje
synger aftenens
sidste strofe

står jeg
alene
i regnen
og bliver
våd

lørdag den 4. maj 2013

Tordenvejr




Tekst og foto: Bente Pedersen

Dampen fra badet blev tørret af spejlet med en håndfladekant. Barberskummet blev slået af kosten med et rutineret svirp. Lauge tog dernæst skraberen og nød den kradsende lyd. Mens han barberede sig, øvede han sig. Rømmede sig og smilede:
- Goddag, goddag frue. Mit navn er Lauge Henriksen. Jeg kommer fra LLL-Forsikring. De tre l’er slog stadig kolbøtter hen over hans tunge.

Ind imellem fortrød han, at han ikke var blevet i frisørsalonen. Savnede sine kolleger og den joviale tone, men da børnene kom, havde Gertrud gerne villet flytte i noget større. Tilbuddet om højere løn og provision som assurandør havde været sidste brik i puslespillet om egen bolig.

Han gik ind i soveværelset, slog et vindue op og tog netundertrøjen på. Ventede på, at en kølig brise skulle stryge hen over hans ryg, men den udeblev. Endnu en varm dag ventede, men uanset hvad bar man undertrøje under de nye banlonskjorter. Den lysegule hang pænt på bøjle sammen med det smalle rødbrune slips. Det hele matchede farvespillet i den ternede jakke. Gertruds farveverden var en hel videnskab for sig. På med de brune bukser, og så manglede der blot snøreskoene, som garanteret stod nypudsede under skamlen. Gertrud havde også sine morgenrutiner.

I garagen lod han først hånden glide hen over den røde lak på den nye anglia, inden han åbnede fordøren og smed mappe, madkasse og termokande ind på forsædet. Han fandt kortet i handskerummet og foldede det ud. I dag gik turen til villaerne i Fuglebakkekvarteret. Uden for garagen flimrede varmen allerede hen over asfalten. Han savnede pludselig den kølige fornemmelse af frisørsaksen mod håndfladen. Måske kunne han nå at slå et smut forbi salonen på vejen hjem. Han kunne jo altid sige, at han trængte til en studsning.

For enden af Mågevej glimtede søen. Han håbede virkelig, at det varslede tordenvejr holdt sig til naboegnen. Han viftede sig lidt med hatten og overvejede at lade den ligge i bilen, men på den anden side så kunne han jo ikke tage den af og hilse på fruerne, hvis ikke han havde den på.

Han gik op ad havegangen til villaen i nummer 10. Bankede på, trak vejret dybt ind og rømmede sig. Kort efter åbnede en frodig kvinde døren. En vildfaren hårlok blev hurtigt sat på plads under tørklædet og panden tørret med bagsiden af hånden.
– Goddag, goddag frue. Mit navn er Lauge Henriksen. Jeg kommer fra LLL-forsikring. Må jeg komme ind et øjeblik? På dette tidspunkt skyndte han sig at lette lidt på hatten, præsterede så sit bedste Bogartsmil og rakte visitkortet fra LLL-Forsikring frem. Hun tog kortet, mønstrede ham fra top til tå og smilede så stort.
- Ja, hva’ pokker! Det kan vel aldrig skade med lidt selskab til kaffen. Den er lige sat over. Kom med ud i køkkenet. Hendes kittel stod så meget åben, at han kunne se blondekanten på den lyserøde underkjole.
- Det er jo rengøringsdag i dag, fortsatte hun, som om hun havde kunnet læse hans tanker. Det tegnede lovende.
- Måske har Deres mand hørt om LLL-forsikring? Inden hun fik svaret, havde han bredt brochurerne ud i vifteform på voksdugen.
Efter en god halv time, hvor Lauges salgstale havde fyldt rummet ud, havde fruen pludselig rejst sig. Hun åbenbarede så, at hun skam var Fru Olsen, husets rengøringshjælp, og at hun og Frede havde de forsikringer, de skulle bruge. Og nu skulle hun i øvrigt videre med rengøringen.

Inden han gik op ad perlegruset til nummer 12, stod han lidt i skygge og overvejede, om det mon var på sin plads at droppe jakken. Firmaets koncept lød på ”passende påklædning”, så mon ikke skjorte med slips kunne gøre det?

Da han bankede på, kunne han høre en hund gø hidsigt på den anden side. En spinkel kvindestemme tyssede på den. Så blev der åbnet ganske forsigtigt. Sikkerhedskæden blev dog på. Han så noget af et ansigt, hvor mørke rande skyggede under flakkende øjne.
- Goddag, goddag frue. Mit navn er Lauge Henriksen. Jeg kommer fra LLL- forsikring. Hun rystede usikkert på hovedet, da han rakte hende visitkortet og spurgte, om han måtte komme indenfor.
- Nej, jeg tror nu ikke… Ansigtet var nu fremme i lyset, og han kunne ane et stort blåt mærke under tykke lag af pudder på den ene kind.

I det samme svingede en volvo op foran huset. Gruset fløj til alle sidder. En hærdebred mand steg ud og stirrede på Lauge og dernæst op på ansigtet i dørsprækken.
- Nå, så du har nok fået gæster, Lilly! Sagde jeg ikke, at du ikke måtte åbne for nogen? Stemmen smældede op ad trappen mod hende. Lauge bakkede skyndsomt ned ad trappen, da han så manden knytte næven.
- Undskyld, jeg hedder Lauge Henriksen og kommer fra LLL-forsikring, forsøgte Lauge. Han tabte mappen med forsikringspapirer, da manden skubbede til ham med et højt: ”Kan du så komme væk!” Lauge nåede knapt at komme udenfor havelågen og hen til angliaen, da han så en rottweiler flænse hans mappe i stykker. Fandens også!

Ingen mappe, ingen forsikringer at sælge.Lauge kørte ned for enden af vejen og parkerede bilen ved et lille grønt område ved søbredden. Han fandt et bord med bænke under et skyggende elmetræ. Han tog termoflasken og kiggede lidt på den kønne negerkvindes profil. Så åbnede han madkassen. I den lå to stykker sandkage pakket fint ind i en hvid serviet. Da han skulle til at hælde kaffen op i kruset, kom en ung mand og satte sig lige ved siden af ham på bænken.

- Halløjsa! lød den ungdommelige hilsen og et nik mod kaffe og kage fulgte. - Nå der er nok nogen, der har tid til at drikke kaffe midt på arbejdsdagen! Et smil bredte sig helt op til fregnerne på kinden. Lauge fik øje på en trillebør med rive lagt henover et stykke derfra.
- Ja det styrer jeg jo selv, bare jeg får tegnet forsikringer nok, brummede Lauge og kiggede ud over søen.
- Hvilken forsikring er det så?
- LLL-Forsikring, svarede Lauge og tørrede en sveddråbe af, der var på vej ud over næsetippen og videre ned i kaffen.
- LLL-forsikring? Læg lorten langsomt plejer min far at sige. Den unge mand fnisede først, men kunne så ikke holde latteren tilbage.
- Det er nu faktisk ”Lev Livet Længere”, der er vores slogan, svarede Lauge køligt. Den unge mand så ærgerligt på Lauge.
- Nå, så må du sørme meget undskylde. Ved du for resten godt, at det er privat område, du sidder på? Det er grundejerforeningens bænke og græsplæne. Løvet på elmetræet raslede. Himlen var blevet mørk hen over søen. Lauge kunne mærke irritationen koge op indvendig. Hvad var det med folk i dag? Pludselig fandt han også kaffen for besk. Han svingede kaffekruset for at smide resten ud i græsset, og hans albuen ramte den unge mands næse.
Det blev heldigvis kun til et mindre håndgemæng, der stoppede da Lauge fik næseblod. Han satte sig lettere svimmel og bukkede lidt forover. Dråber af blod dryppede ned på de brune snøresko. Han gned lidt på pletten med en tot græs, men det blev det kun værre af. Sådan kunne han jo ikke se ud. Han kiggede træt ned mod søen og badebroen. Tog skoene af, strømperne fulgte efter. Dernæst af med skjorten, og bukserne blev smøget op til under knæene.

Lauge gik ud på badebroen. Satte sig yderst og stak fødderne ned i det kølige vand. Han vippede med tæerne, da tordenvejret for alvor gav lyd fra sig. Ingen kunne høre, hvad han råbte, men man kunne se ham række armene mod himlen, da de første regndråber faldt.