lørdag den 25. maj 2013

Efterår, et par brune sko og et efterladt manuskript



Tekst: Ragnhild Jakobsen
Foto: Randi Abel


Husene står som silhuetter mod dagens sidste lys. Hendes ensomme klik-klak mod fortovets fliser fylder rummet. Vinden er kold. Det er efterår nu med nøgne træer og lys fra alle vinduer. Eller fra næsten alle. Hun tørrer lidt vådt af kinderne, mens hun for anden gang passerer døren til opgangen.

Hun kunne da også bare gå ind. Nøglerne ligger jo i lommen. Men hvorfor skulle hun? Der er mørkt i lejligheden. Det var der også i går. Og i forgårs. Og i et utal af dage inden da. Hun vender om og vandrer atter tilbage mod huset. Hun sagtner farten og løfter ansigtet mod husets facade. Ser lejlighedens mørke vinduer mellem alle de lysende varme. Kan der leves et liv der? Igen? I den lejlighed? Hun standser foran døren, samler det flagrende tørklæde sammen om halsen og finder nøglerne i lommen. Det er alligevel ikke så svært at få nøglen i låsen. Hun husker det lille specielle løft, før den kan drejes rundt. Hun er inde. Hun trækker vejret dybt og registrerer kroppens kendte hældning på vej op ad de brede trin.

Hun standser på tredje. Der står VELKOMMEN på måtten. De midterste bogstaver er næsten slidt helt ned. Han talte undertiden om, at der skulle købes en ny. Måtten lå der, da han flyttede ind. Og da hun flyttede ind hos ham. De udsatte det hver gang. En måtte er en måtte. Hun sætter nøglen i låsen, drejer rundt og lægger hånden omkring håndtaget. Og tøver.

”Hvis du ikke magter det, kommer du tilbage. Uanset tidspunktet.” Ullas farvelreplik popper op og frister. Pjat, hun må videre. Hun er heller ikke vred længere. Ikke så tit i hvert fald. Hun åbner døren og går ind, sætter tasken på gulvet og tænder lyset. Og der står de så, hans brune Old Shoes. Står bare der på deres plads på hylden. Under jakker og frakker. De slår hende omkuld.

Bagefter ved hun ikke, hvor længe hun har ligget på gulvet og grædt over ham og hans sko. Noget i kroppen virker en smule lettere. Hun sætter sig op og stikker hænderne i skoene. Det var han yndlingssko. Selv som nye hed de Old Shoes. De ligner nemlig til forveksling skoene på et maleri af Grant Woods, som de så på en udstilling i New York. Det var deres første længere tur sammen. Den tur vendte afgørende op og ned på deres aleneliv. Og på hendes indstilling til brune herresko. Og til så meget andet.

Hun snøfter og mærker mundvigene bevæge sig mod et smil. Hun sætter skoene fra sig og kører bagsiden af hænderne hen over øjnene. Så rejser sig hun sig og tager frakke og støvler af. Hun hænger frakken ved siden af hans og sætter støvlerne helt tæt til de brune sko. Stikker i sine hjemmesko og går ind i stuen. Hun går langsomt hen over gulvet til det midterste af de store vinduer. Står lidt og kigger ud. Visne blade hvirvler rundt mellem parkerede biler og et par mænd, som målrettet traver forbi på fortovet. Hænderne må igen op til øjnene. Der er lys og liv i bydelen. Hun vender sig hurtigt, lader hånden glide hen over hans sofahjørne og skynder sig så fra kontakt til kontakt og skaber lys. Til sidst ligger stuen badet i lys. Hun går fra stuen til soveværelset og videre til køkken og badeværelse. Tænder lys over alt. Eller næsten over alt. Til sidst er der blot Peters arbejdsværelse tilbage. Hun standser ved døren, løfter hånden. Og tøver.

Der kan hun ikke gå ind. Ikke endnu. Eller hun må ikke. ”Du lader Peters roman ligge, til jeg kommer i morgen efter arbejde. Du gør!” Ullas insisterende krav og hendes eget løfte før farvelknuset er ufravigelige. Hun trækker hånden til sig, vender sig og småløber ud i køkkenet. Må tilbage i gangen og finde Ullas hjemmebagte boller i tasken. Ud i køkkenet igen, smører boller og laver te på et tebrev. Hun orker ikke andet. Endelig på plads i spisekrogen med benene oppe og ryggen mod væggen. Noget gik altså galt, da hun blev alene? Hvad var det egentlig, der skete? Peter og hun havde jo længe vidst, hvor det bar hen. De havde ordnet alt omkring hendes situation og hans bisættelse. Sammen. Der havde været mange tårer og mange lange omfavnelser, men også stor lettelse, da de blev færdige med alt det praktiske.

I dagene efter sad Peter på sin plads foran skærmen og skrev. Printede ud. Læste. Rettede. Og skrev videre. Når han tog det længste af dagens mange hvil, lå der læsning til hende. Bagefter kunne de tale lidt frem og tilbage om hans visioner for plot og karakterer. Bad han om hendes syn på en detalje, fik han det. Sådan havde de altid gjort. Været hinandens læsere undervejs i deres skriveprocesser. Det begyndte egentlig den dag, de mødtes første gang, fordi hun havde vovet at sende de bedste af sine skuffenoveller til ham. ”Noget for noget”, sagde han med et underfundigt smil. Og så stak han hende et næsten færdigt romanprojekt, da de sagde farvel.

Og nu sidder hun her. Alene. Med te og boller, mens siderne til Peters romanprojekt ligger hulter til bulter i et omslag på hans værelse. Ufatteligt, men midt i processen måtte hun ikke længere læse med. Hun husker, hvordan han skrev og skrev, mens hans kræfter efterhånden svandt hen. Måske kan evner til at skabe få fornyet liv undervejs mod døden. Sådan må det have været. For Peter. Endelig blev han færdig. Satte det sidste punktum og gav slip på roman. Og på livet. Bagefter, da det hele var overstået, sad hun i flere dage og læste og forsøgte at ordne de mange papirer, som lå spredt over alt på værelset. Teksten var uden sammenhæng og siderne uden numre. I mappen med filer var der samme kaos. Det var et puslespil med alt for mange forsvundne brikker.

I går aftes fortalte Ulla, at der hen over omslaget på Peters manuskript står malet med rød tusch ”Teksten ufuldendt. Plottet umuligt”. Det ville Peter aldrig have gjort. Så må det jo være hende. Men hun kan ikke huske det, og hun kan heller ikke komme i tanke om, hvad der skete i de sidste af de mange dage, der gik, før det lykkedes for Ulla, at få hende til at pakke en taske og tage med sig hjem. Ulla satte nybagte boller, ost og rødvin på bordet og mente, at det skulle være en farvelaften med mere grin end gråd. Der var historier nok at tage af. Lige fra deres første fælles spillopper i børnehave og skole til kiksede kæresteforsøg på gymnasiet. Det gjorde godt at more sig. Hun kan næsten mærke latteren i maven endnu. Men også gråden i bryster. Ved det sidste glas rødvin nåede de til sorgen og dens mange faser. Ulla fortalte endnu en gang sin version af dagene efter bisættelsen. Hendes egen version er fyldt med huller. Men hun husker de første intense dage med det efterladte manuskript.

Detaljerne er vigtige, står der med utydelig skrift, som noget af det sidste han skrev til hende. Giv ikke op elskede, mangler kun lidt her og der, står der med samme skrøbelige skrift længere nede på siden. Nederst er der løsrevne brudstykker af en sidste kærlighedserklæring. Hun snøfter og rækker ud efter kruset. Teen er blevet kold. Hun rejser sig og tænder for kedlen. Det var det eneste stykke papir, Ulla lod hende tage med. Det ligger i tasken. Hun går ud i gangen for at hente det. Hun standser foran døren til Peters værelse. Skulle hun ikke lige… Altså bare kigge ind og se den røde tuschskrift. Se om det er hendes. Hun lægger hånden omkring håndtaget. Og tøver. Hun hører vandet koge og kedlen slukke.

5 kommentarer:

Ragnhild sagde ...

Kære med-bloggere

Først tak til dig Randi, fordi du nåede at få novellen med i sin sidste udgave, og fordi du også ændrede titlen.

Det var din fine opgave, Randi med billedet af "Old shoes", der endelig bevirkede, at jeg kunne få min tænkte hp ind i hus og lejlighed i opgaven stillet af mig selv for flere måneder siden. Så tak for det :-)

Det var jo rimelig pinligt, at jeg ikke fik løst min egen opgave. Jeg har dog måttet foretage nogle ændringer i min egen oprindelige tekst. I den virkede kvinden angst på en forkert måde i forhold til de oplevelser, hun havde med at bo i lejligheden.

Teksten honorerer også kravene til Perfiktions maj-opgave, så der har den ligget i en uges tid. Udgaven på bloggen er blevet rettet til efter læsninger og konstruktiv kritik på Perfiktion.

Jeg har det faktisk rigtig godt med at have slået to (eller flere) fluer med et smæk.
Jeg håber ikke tekstens længde skræmmer jer.

God læselyst!

Kh Ragnhild

Jørn E. sagde ...

Kære Ragnhild!

En kvinde som kæmper med en sorg over en kæreste, som for nylig er død af kræft (?). Sorgen og minder om en roman, som kæresten skriver færdig i den sidste svære tid, inden han dør.
Den tiltrækker hende, men fremprovokerer også minder og fornyet sorg.
Så langt tror jeg at jeg er med (?).
Men Ulla. Hvem er hun? Det savner jeg at få mere at vide om. Jeg fornemmer en god gammel relation mellem de to kvinder.
Du beskriver stemningerne i historien godt. Jeg ser lejligheden for mig. Men jeg føler, at jeg læser et kapitel i en større sammenhæng.
Jeg er nysgerrig efter at høre, hvordan det hele hænger sammen.

Et indspark fra Sproghjørnet:
Du skriver et par gange, at hp lægger hånden omkring dørhåndtaget.
Jeg vil foreslå, at du i stedet skriver, at hun lægger hånden på dørhåndtaget. Jeg synes, at det lyder mere mundret.

Kærlig hilsen
Jørn E.

Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Tak for din kommentar. Ja, min hp er en kvinde, der kæmper med sin sorg, efter at manden i hendes liv er død og bisat. Hun kæmper også intenst med at samle hans efterladte manuskript, men det viser sig tilsyneladende at være umuligt.

Tekstens "hun" har fælles historier med Ulla fra børnehave, skole og gymnasietid. Det nævnes kort i næstsidste afsnit. Så den "gode gamle relation", som du ser, må være, fordi de er gamle veninder.

Jeg har ikke tænkt mig at gøre mere ved teksten, men det glæder mig, at du finder stemningerne i teksten godt beskrevet, og også at du kan se lejligheden for dig.

Jeg har brugt "hånden omkring dørhåndtaget" i begge situationer, hvor hun tøver, før hun vælger at åbne døren til lejlighed, og igen hvor hun vælger - eller ikke vælger - at åbne døren ind til hans værelse med det famøse efterladte manuskript. Med "hånden omkring dørhåndtaget" er hun tættere på at lukke op, end hvis hun blot havde hånden på håndtaget. Tror jeg. Det er måske også en konsekvens af, at alle vore håndtag på døre inde i vores gamle landhus er krykgreb, hvor man/jeg må tage fat, så den inderste del af håndtaget ligger mellem pege- og langfinger. I dette tilfælde lægger jeg mere vægt på bevægelsen end på "det mundrette" men tak for at pege på det.

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Om to timer stikker vi af til vestkysten for at holde vores første ferieuge, og jeg ville lige lægge en besked om det herinde.

Troede så også, at jeg havde lagt en kommentar til din tekst, som jeg læste først på ugen, men nej... Det havde jeg så ikke. Den skal du ikke snydes for, selv om den ikke bliver så detaljeret, som jeg kunne have lyst til, for der er stadig et par ting, jeg skal nå, inden afgang.

Du har fint fået slået en krølle og spundet en ende på både opgaven fra december og så de brune herresko. Det var dejligt, at oplægget lige var med...lettere omskrevet, så stemningen nu ikke længere er så dyster.

Din hp vender tilbage til lejligheden, hvor hun har levet en del af sit liv sammen med kæresten Peter. Han er et livslangt bekendtskab, får jeg oplevelsen af i sætningen:" Lige fra deres første fælles spillopper i børnehave og skole til kiksede kæresteforsøg på gymnasiet." Han er nu død, og hun har måttet sige farvel og tage afsked med en livslang ven og elskede. De har tillige været hinandens skrivevenner.

Selv om døden var ventet, slog det hende så meget omkuld, at hun ikke ved, hvad hun lavede i dagene derefter.

Men nu vender hun så tilbage i en mere balanceret tilstand. Mødet med hans brune sko i entréen får gang i en forløsende grådtur. De bærer minder om deres første tur sammen, hvor hun derefter skiftede status fra single til par. Hendes egne hjemmesko står og venter.Her har hun følt sig hjemme.

Fra afsnit 8 og frem har jeg en mærkelig fornemmelse af at have mødt, set på film eller læst noget omhandlende temaet, hvor hun står tilbage med et umuligt, sammenrodet manus, som hun skal have styr på efter hans død. Hun har haft det i hænderne i de fortvivlede dage efter hans død, men kunne da kun konkludere: ”Teksten ufuldendt. Plottet umuligt”.
Slutningen lader du stå tilpas åben for denne læser, men jeg tror på, at hun kommer videre på den gode måde.
Dette blev ordene om en tekst, der bare glider ned som en dejlig jordbærtærte en sommerdag, omend temaet er tungt.
Kh Bente

Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Endnu en stor tak for din omhyggelige kommentar, som du har taget dig tid til trods travlhed med at pakke til vesterhavsturen. Og mere god ferie til jer :-) Vi er som mailet på Jaruplund Højskole, og i morgen tidlig går turen til Istanbul med fly fra Hamburg.

"..en tekst, der bare glider ned som en dejlig jordbærtærte en sommerdag, omend temaet er tungt." Stor tak for den festlige ros. Jeg vil virkelig gerne være i stand til at servere flere kager af den slags for dig og andre :-)

Det er faktisk tre forskellige tekster, jeg har forsøgt at integrere i hianden. Den sidste del er som nævnt i mailen sendt tidligere på dagen fra en opgaven "Det umulige plot" på Perfiktion for et par år siden.

Nå, her skal pakkes. vi skal tidligt af sted i morgen.

Kh Ragnhild