lørdag den 11. maj 2013

Juli



Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

Pludselig
prikker
regnen

huden
og

mens gederams
i flok
sætter lyslilla pletter
i et aftengrønt
landskab

mens svalen
kvit te vit
svinger ind under vognportens
gamle tag
til endnu en
redefuld unger

mens hyldebuske
dufter
af juli og sommer
fra hvide skærme
langs læhegnets kant

mens biler på vejen
forsvinder bag hækken
og hjulene minder om
jorden der drejer
og atter hælder sin akse
mod nord

mens smagen af
jordbær
fra bedet i haven
ligger i munden

mens fugten forstærker
lugten af jorden
fra Oles marker
med hvede
som modner

mens vinger
på møllerne
nær horisonten
endelig standser
fordi vinden
har lagt sig

mens aftenens sidste
rødlige skyer
forsvinder i vest
og lys fra projektører
på Børglum Klosters mure
forstyrrer
de kalkede bygningers
naturlige lys
i et tiltagende mørke

mens solsorten
i toppen
af Korsbæks kastanje
synger aftenens
sidste strofe

står jeg
alene
i regnen
og bliver
våd

6 kommentarer:

Ragnhild sagde ...

Kære alle

Mine gederams, som faktisk gror blandt en bunke af murbrokker og blandt stenene i min samling af pik-sten på det gamle ladegulv mod nord, har her i maj friske grønne skud. Omkring midten af juli ser de ud som på billedet.

Teksten blev til sidste sommer som svar på en af opgaverne på skrivekurset på Vrå Højskole. Opgaven lød på, at vi, da dagens arbejde med hinandens tekster på forfatterværkstedet var ovre, skulle sætte os ud/gå ud et eller andet sted og sanse, notere løs og så ordne vore sansninger.

Jeg kørte hjem og satte mig i egen have med avisen - og var træt!

Ind under aften stod jeg på gårdspladsen i den fineste svage regn og "sansede". Fortrak dog ind bag den åbne hestestaldsdør. Siddende på en kasse sansede jeg videre - og noterede indtryk og refleksioner ned uden at papiret blev vådt. Der var intet nyt under solen. Vi har jo boet her så længe.

De følgende dage rettede jeg til efter medkursisters og perfiktionisters gode kritik.

Jeg håber, I vil hygge jer med min lille julitekst her i maj. Der er stadig noget at rette på, synes jeg ved dette gensyn med egen tekst. Jeg har for øvrigt en fornemmelse af, at det er Randis sidste lagertekst!

Kh Ragnhild

Bente Pedersen sagde ...

Kære Ragnhild!

Sikke da en dejlig sansemættet symfoni du præsenterer for os her. Jeg elsker gederams og forbinder den med de mange buketter, jeg som barn fik plukket, og der lige så sikkert som amen i kirken var en slatten samling i min hånd, inden jeg nåede hjem med den. Dit foto fortæller mig også, hvad der ligger og venter til os forude.

Jeg kan godt lide den spænding, som opbygges undervejs ved brug af ordet mens. Vi kan kun kapere maks tre sanseindtryk samtidigt, har jeg læst for nyligt, så mens dele af livet kan sanses lige nu og her i en vis udstrækning, så går jeg glip af så meget andet.Livets grundvilkår.Der foregår så uendeligt mange parallelle handlinger.

Det får jeg også en stærk fornemmelse af i dit digt, specielt på det sted, hvor bilen tager mig væk fra gårdspladsen og ud mod det uendelige syn ind på kloden, og også hvor synet hos synsvinkelbæreren indstilles mod møllen lidt længere borte og på skyerne i vest og lyset mod Børglum Kloster. (Her er der bestemt en negativ ladning i forholdet mellem naturligt og kunstigt lys... lige en parentes, der skulle med ;-) )

Da jeg når til sidste strofe, og det skal afsløres, hvad alle disse sanseindtryk bibringer jeg'et, da får jeg en stærk fornemmelse af tristhed, som jeg genkender fra mig selv, når jeg bliver mindet om, hvor flygtigt livet er, og at mine sansninger er mine alene. Vi kan dele, men kun til en vis grænse. Alenehed, et andet grundvilkår i mange situationer.

Jeg lagde for eksempel mærke til i dit digt, at smagssansen kan være svær at dele, for hvordan er det nu, at jordbær smager? Det samme gælder duften af hyld, der blomstrer. Det er så flygtige sanser, at man skal have haft sansningen selv for helt at kunne vide. For hvordan er det nu at maj dufter anderledes end juli? Noget af en udfordring at beskrive, som din lærer på kurset så også har taget op sammen med jer. Spændende!

Jeg kan rigtig godt lide din opsætning i første og sidste strofe, som i den grad minder mig om regndråbers kolde prikken mod en varm hud. Verbet prikker er med til at understrege fornemmelsen.

I tredje strofe understreger din bevidste opdeling af kvi te vit svalens sving ind under taget. Lyd understøtter bevægelse.

Dette var ordene for nu!

Kh Bente


Ragnhild sagde ...

Kære Bente

Jeg glæder mig altid over dine grundige læsninger af og dine tænksomme refleksioner over andres tekster. Og tro mig, det var en glad og taknemmelig ophavsmand til digtet "Juli" der forleden læste endnu en af dine gode uddybende kommentarer. TAK for den :-)

Jeg har også altid været glad for tjærenelliker, som blomsten blev kaldt i min barndom. Den grønlandske udgave, storblomstret gederams, ser jeg altid for mig, når jeg ser den hjemlige almindelige gederams - og så kommer grønlandserindringer rullende ...

Jeg har tidligere forsøgt mig med den spænding som "mens" opbygger i et digt. Det heder "Pludselig" og var en af mine første tekster på bloggen.

Måske har jeg hobet for mange sansninger op i digtet, men når de nu var der! Ja, du har ret, det med projektørers lys på klosterer er negativt ladet. Måske skulle det ikke med, men det måtte ud mellem sidebenene. Den historisk flotte bygning får nu aldrig lov til at stå med "kalkede mure der lyser i mørke" citeret efter hukommelsen fra en novelle af Tage Skov Hansen. Og med kalkede mure på vores gammel rolling (stuehus) og den ene udlænge af tre, der er tilbage nyder jeg også ofte egne mures kalkede lys.

Ja, første og sidste strofe måtte have et enkelt ord på hver linje. Det undrer mig, at jeg i udgaven sendt til Randi ikke har været konsekvent, som jeg vist nok var i den oprindelige udgave.

Ja, Bente en iboende ensomhed ligger latent i ordet "alene" som et grundvilkår, også selv om digtets "alene" kan være registreret blot som en konstatering. Der vart mand og familiegæster i huset i de dage, og jeg gik ind til kaffe og senere måtte der ordnes ord og sansninger - og skrives!

Tak igen for din læsning :-)

Kh Ragnhild

Anne Lilleager sagde ...

Kære Ragnhild

Et meget smukt digt i billeder, der appellerer til sanserne. Det kunne være en naturbeskrivelse over egnen, du sætter op i ren sansning.
Din lyd (vokaler og konsonanter)er smuk.

Måske må man holde vejret lige lidt længe og holde tungen lige i munden for at nå fra første til sidste vers, i hvis mellemliggende tid det hele sanses og ses og sker. Går fra sen eftermiddag til aftenstemning - passer det? Eller er det udelukkende aftenstemning?

Jeg har et ambivalent forhold til aften. Jeg elsker aftenstemningen om sommeren, når det begynder at kølne og den ligesom udfylder hele ens sind. Omvendt kan jeg somme tider få ondt i maven af solnedgange, føle at de vil kvæle én.
Så jeg kan godt lide dit kunstige lys på kalkede murer, der i en slags kølighed/opvågnen ligesom river én væk fra den meget intense aftensol. Også selvom jeg også synes, kunstigt lys kan være distraherende. Lyder det som volapyk?

Men det er dit digt, og jeg synes, det er utrolig smukt! Har du haft det skrevet inde på Perfiktion i en kortere udgave? Jeg synes, jeg kan huske regnen, der i digt der kom som en overraskelse.

De bedste hilsner fra Anne

Ragnhild sagde ...

Kære Anne

En varm tak for din kommentar til mit juli-digt skrevet sidste sommer. Tak for skulderklappet til digtets lyd (vokaler og konsonanter). Det er virkelig et område jeg arbejder meget med, så det er skønt, at du synes, at noget er lykkedes.

Du har helt ret, vejret må holdes temmelig længe undervejs mod helsætningens verbum "står" i sidste strofe. Så først falder digtet til hvile. Nogle strofer kunne helt givet redigeres bort, men forfatteren Lars Frost havde bedt os kursister om at "sanse" og så skulle han altså få alle mine sansninger, fra de 10-15 minutter han havde bedt om.

Digtet er en skriveøvelse fra sidste års sommerforfatterkursus på Vrå Højskole. Det har jeg fortalt lidt nærmere om i den første kommentar under digtet.

Det er kun aftenstemning. Og det hele kunne for den sags skyld foregå mere eller mindre samtidigt på ganske få minutter. Solsortefar sad virkelig i Korsbæks (vort nedlagte landbrugs sidste ejer) kastanje (en foræring til denne landmand på hans 60-årsdag)og sang dagens sidste strofer omkring kl 23. I disse dage er kastanjen ved at tænde alle sine smukke lys.

Problemet - for mig - med Børglum Klosters oplyste mure er, at jeg altid kan se det. Også selv om det er mørkt. Kalkede mure lyser så smukt i et tiltagende tusmørke, men den oplevelse forpurrer projektørerne. Bag vidtstrakte marker ligger klosteret på Børglum Bakke, det er vores udsigt fra vore vinduer mod nord.

Ja, digtets første udgave lagde jeg på Perfiktion, og fik god hjælp til noget redigeringsarbejde b.la af Glenstrup.

Kh Ragnhild





Anne Lilleager sagde ...

Kære Randi igen

Du har helt ret. Hvidkalkede murer lyser smukt op i tusmørke. Projektørene ødelægger det 'rigtige' ægte lys. Du har beskrevet det smukt!

Min kommentar var mest ment som noget helt personligt om min (somme tider) oplevelse af solnedgange. Det var vist mest i 'skrivekampens hede'jeg fik blandet tingene sammen. Undskyld!

Bedste hilsner fra Anne