lørdag den 18. maj 2013

Rovfuglen



Tekst og foto: Jørn E.

Regnen stod ned i tove udenfor byens bedste hotel. Den hvide d'Angleterre ”wannabe”-facade skinnede af regnens væde. Regnens stråler sås meget tydeligt i facadeprojektørernes lys.

Hotellet lå – selvfølgelig – på byens torv vis-a-vis byens rådhus. Imellem de imposante bygninger var der et stort springvand forestillende en grif eller en øgle, eller en krydsning, som spyede en vandstråle i vejret, som faldt ned over dyrets ryg.

Jonny stod ved den store glasdør, hvorpå der stod RITZ i guld med en kongekrone over og betragtede det voldsomme regnvejr med mistrøstighed.

Han havde lige afsluttet sin vagt kl. 23. Efter at ha' klædt om var han gået op i receptionen for at sige farvel og ønske kollegaerne god vagt. Det var god tone, så derfor gjorde Jonny det også.

Jonny var stor. Alt på ham var stort. Hans hoved, hans næse og ører. Hans hænder. Sin størrelse til trods, bevægede han sig med stor smidighed. Som en stor Grizzleybjørn havde receptionisten bemærket. Men Jonny var lidt mærkelig.

Nu skulle han se at få taget sig sammen til at gå hjem. Han snuppede en af hotellets store paraplyer, vendte sig om mod receptionisten og grinede skævt. Receptionisten smilede tilbage.

Jonny trådte ud i den voldsomme regn, hastede over det mennesketomme torv og ned ad den smalle gade der førte i retning af hans hjem. Et voldsomt vindstød tog fat under paraplyens sejl og Jonny følte det næsten som om han var ved at lette.

”Tænk, hvis man havde vinger, store vinger”. Tanken for gennem Jonnys hoved. ”Vinger, som en kongeørn. Han havde på et falkonercenter set disse store, graciøse fugle. Set dem jage og slå ned på kødlunser, som falkoneren slyngede rundt og rundt i større og større cirkler, for til sidst at lade kødet lande på jorden. I samme nu havde ørnen slået ned på sit ”bytte”. Jonny havde været meget fascineret af, at ørnen havde bredt sine vinger ud som en – ja, en stor paraply over ”byttet” mens den fortærede det. Falkoneren havde forklaret, at den gjorde dette for at forvirre sit bytte, og forhindre det i at orientere sig.

Mens han tænkte på oplevelsen dengang og vinden af og til rev i paraplyen, følte Jonny sig mere og mere som en jagende kongeørn. Tanken ophidsede ham kunne han mærke. Nærmest uden at tænke over det gik han ind i en mørk porthvælving, hvor han gav sig til at vente. Vente på et passende bytte.

Han havde ventet meget længe og var faktisk ved at opgive tanken. Han var begyndt at fryse og hans hænder var blevet kolde og stive. Men netop som han var ved at forlade porten hørte han det karakteristiske klip-klap af hurtige høje hæle hen ad fortovet.

En lille spinkel kvindeskikkelse passerede ham ude på fortovet. I samme øjeblik slog rovfuglen til. Jonny sprang, stor og smidig, frem fra sit skjul. Han lagde sin store iskolde hånd over kvindens ansigt og pressede hendes hoved tilbage mod sin venstre skulder, mens han sænkede paraplyen ned foran hende. Der kom ikke anden lyd fra hende end et uartikuleret ”uhmpp” som forsvandt i Jonnys store hånd.

Vel inde i porten, snurrede Jonny sit offer rundt og flyttede hånden ned på hendes – byttets – hals. Han lagde paraplyen over højre skulder og trak den helt hen over dem. Mens han pressede sin store næve hårdere og hårdere mod den forsvarsløse og paralyserede kvindes hals. Han mærkede ligesom et knæk. I det svage lys der trængte ind under paraplyen så han livslyset slukkedes i de øjne han hele tiden havde fastholdt med sit blik.
Hun blev slap i hans hånd. Mens han stadig holdt om kvindens hals lod han hende langsomt, næsten nænsomt glide ned på jorden.

Uden at kigge på hende igen vendte han sig om og gik ud på gaden. Vinden flåede igen i paraplyen.

Jørn E.
16. nov. 2010

3 kommentarer:

Anne Lilleager sagde ...

Hej Jørn

En noget stærk og uhyggelig historie!
Jeg husker din historie fra Saxo, hvor jeg også gav respons på den. Men det gør den jo ikke ringere!

Du har forstået at få uhyggen frem. Der er intet, jeg er i stand til at give konstruktiv kritik på. Du er jo en mester i sproget og dets virkemidler.

Historien er overraskende, men måske ikke helt troværdig i sin opbygning af forbrydelsen :-).
På Saxo stod din historie under: "En rekvisit spiller en vigtig roller." Du fandt så paraplyen som rekvisit. Det forklarer det lidt fantastiske i historien.

Bedste hilsner fra Lilleager

Bente Pedersen sagde ...

Kære Jørn!

Så fik jeg mine briller tilbage fra optikeren, og jeg kan igen se, hvad jeg selv skriver. Lidt en fordel, når man skal skrive en kommentar til sådan en velkomponeret tekst.

Jeg tror, at du spiller på mange kvinders underliggende utryghed ved at færdes alene i denne tekst, og det gør du godt. Et pludseligt angreb fra en mørk port, et område i skygge, en parkeret bil, en trappeopgang...Hvor kan man da føle sig langt mere utryg i en by om natten end ude på landet, synes jeg.

Der var især én ting, som jeg tænkte, kunne gøre teksten endnu mere uhyggelig. Jeg ville undlade sætningen: "Men Jonny var lidt mærkelig" i afsnit 5, og så lade hans handlinger afsløre, at det er lige præcis det, han er. Selv om "Lidt mærkelig" vist er jordens største underdrivelse ;-)

Jeg bliver også lidt i tvil om han er drevet af indre pludselige impulser eller det er en villet handling/ en bevidst tanke. Det skyldes, at du skriver:" Nærmest uden at tænke over det gik han ind i en mørk porthvælving, hvor han gav sig til at vente. Vente på et passende bytte." ... altså lidt drevet af en impuls -> rovfuglen begynder sin jagt, men så i næste afsnit: "Han havde ventet meget længe og var faktisk ved at opgive tanken." -> Hvor det så er blevet til en bevidst tanke, og hvor han fornemmes som værende fuldt og bevidst tilstede.
I næste afsnit udløser lyden af de klik-klakkende hæle igen fremkomsten af rovfuglen i ham. Behøver han egentlig at skulle vente længe på byttet? Spændingen skal jo holdes oppe.

Jeg synes godt om, at du går lige til fadet denne gang. Dog sørger du lige for på passende vis at præsentere sted og personer. Vi to kan jo godt lide at hygge os lidt med detaljer, men der er da også stor udfordring i at se, hvor lidt der skal til for at skabe den rette kulisse for et spændende plot. Det klarer du i alle tilfælde flot i denne tekst.

Kh Bente



Ragnhild sagde ...

Kære Jørn

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg tidligere havde læst og kommenteret din tekst "Rovfuglen". Paraplyen sendte straks tanken til rekvisit-opgaven på Saxo. Jeg har temmelig meget at se til for tiden, så jeg tyr til genbrug igen.

Her følger, hvad jeg i sin tid skrev til din tekst:

"Jeg glæder mig ofte over dine flotte billeder/fotos på Skrive-bloggen.

De (ord)billeder ROVFUGLEN skaber er uhyggelige og grumme.
Havde forventet noget andet, men aner efterhånden, hvad der må ske.
Der er en jævn kurve i din karakteristik af din hp.
Ikke opad, som man kunne forvente det med en fugl som symbol i din titel.
Men nedad i sindets kælderdyb i et sygt menneske.

Rovfuglen dræber for at opretholde livet. Er samtidig en slags naturens oprydningsmand.
Når jeg nu kender din hp's mørke side, har jeg intet positivt at sige om ham.
Men din tekst er god, selv om den i så grum en udførelse er atypisk for dig."

Håber du får tid til at kigge ind til min nye tekst, selv om det er den længste, jeg endnu har haft på bloggen. Med den tekst har jeg så også slået to fluer med et smæk :-)

Kh Ragnhild