lørdag den 1. juni 2013

Plymarokkerne



Tekst og foto: Jørn E.

Huset var tømt. Jeg gik en runde for at sikre mig, at der ikke var noget, som havde undgået min opmærksomhed. Mine trin rungede i de tomme tæppeløse rum.

I kælderen, lige indenfor kælderdøren, stod de, Plymarokkerne. Den ene med hul i tåen. Den anden med nedtrådt bagkappe. Min fars havesko. Jeg kunne ikke huske, at han havde haft andre sko til at gå i haven med. Så de havde holdt længe. Men hvad, det var jo også håndsyede sko fra Italien. Jeg lod dem stå. Jeg kunne ikke få mig selv til, bare at smide dem væk. Hans Plymarokker.

Tilbage i entreen kiggede jeg på nogle billeder som stod på skrå op ad væggen. Det var reproduktioner, og jeg havde egentlig besluttet at forære dem til ”Genbrugsen”. Jeg bladrede åndsfraværende gennem bunken.
Jeg standsede ved billedet med skoene. Jeg havde altid syntes, at der var en vis lighed med Van Gogh's billede med støvlerne.

Men der var en særlig grund til, at jeg tøvede med at skaffe mig af med det billede. Der knyttede sig en historie til det.

Min far fortalte mig historien en dag jeg var hjemme for at hjælpe ham med selvangivelsen. Udover at have problemer med synet, havde det med tal og regnskaber aldrig været han stærke side. Vi sad der ved hans gamle købmadsskrivebord i lakeret eg, som han havde købt ved en tvangsauktion engang.
Jeg sad ved siden af min far ved og kiggede på billedet med skoene mens han var ved at finde nogle bilag frem. Jeg spurgte ham, uden egentlig at tænke nærmere over det Mine øjne var bare faldet på det.

- Far, hvorfor har du det billede hængende der. Det er jo kun en reproduktion. Du har jo så mange smukke originale malerier.
Han lagde bilagene på bordet og kiggede skælmsk på mig.
- Jaaah, det er der faktisk.
Han tøvede lidt, mens han så på mig og fortsatte så.
- OK, du er jo gammel nok til at få historien, selvom det vist altid er svært for børn, at høre om deres forældres kærlighedsliv. Men hør så.
- Som ganske ung rejste jeg ned gennem Europa og klarede mig med det arbejde jeg kunne få undervejs. Til forskel fra tidligere tiders unge håndværkere, naverne, havde jeg både bil og kapital med på rejsen. Men jeg morede mig med at forsøge ikke at ”slide” på kapitalen.
- Jeg havde sat mig et delmål. Jeg ville opleve det højt besungne Toscana, med dets smukke landskab og dejlige mad.
- Jeg fik et job hos en håndskomager, som sagde, at det var vigtigere for ham at sy sko, end at lave trivielle daglige opgaver, som at passe køkkenhaven og gøre rent hos dyrene. Hvis jeg gad gøre det, kunne blive så længe jeg jeg havde lyst. 400 lire om dagen, kost og logi.
- Da var der, jeg så billedet af skoene. Det hang på væggen i værkstedet. Jeg syntes de var flotte, og jeg spurgte om jeg kunne bestille et par magen til.
- Han så overrasket på mig. De koster 1000,- lire. (Det svarede dengang til 1000,- kr.)
- Jeg vil gerne betale forud, jeg kiggede på ham. Han reagerede med himmelvendte øjne og store afværgende armbevægelser.
- Mamma mia, nej det er ikke nødvendigt. Jeg stoler da på dig, ”danese”, dansker, som han kaldte mig.
Skomagerens datter, en smuk ung pige med klassiske italienske træk, stod i døren og smilede skælmsk af optrinnet. Hun havde i øvrigt vist stor interesse for den danske gæst. Nok til at jeg ikke behøvede at være i tvivl om hendes hensigter.

Mens skoene begyndte at tage form og udseende, som dem på billedet, tog mit og Angelicas forhold også mere fast form, hvis du forstår hvad jeg mener. Samme aften, som senor Pedro meddelte mig, at skoene ville blive færdige i morgen, spurgte Angelica mig, da jeg havde fodret høns og grise og jeg var kommet ind til hende i hendes eget lille hus, som lå lidt af vejen i forhold til hovedhuset.
- Min elskede danese. Hun satte sig på mit knæ og strøg mig kælent over håret.
- Vil du ikke tage mig med når du rejser. Jeg holder ikke ud, at skulle være alene med den gamle tyran igen.
Hun havde åbenbart forberedt sin flugtplan. Hun kyssede mig på munden.
- Jeg har skaffet mig et pas.
Hendes øjne skinnede og hun spandt som en kattekilling.
Således afvæbnet, kom jeg til at love hende at tage hende med.
- Du skal pakke dine ting, Danese, vi rejser i morgen aften, når Pedro er gået i seng.
Alle forsøg på protest, fra mig, druknede bogstaveligt mellem hendes smukke læber. Da hun slap mig havde jeg glemt, hvad jeg var ved at sige.

Næste aften, havde Angelica beredt os en middag i den lune italienske sommeraften, udenfor huset,under en pergola dækket af blomstrende blåregn. Maden fik englene til at synge i kor med cikaderne. Det lovede godt for fremtiden, tænkte jeg, og var lige ved at komme til at grine. Efter hovedretten, var det nødvendigt med en pause, hvis der skulle være plads til desserten, undskyldte Pedro sig et øjeblik. Han kom tilbage kort efter med en fornem æske, som han højtideligt overrakte mig.
- Mig en fornøjelse, at overdrage dig dine nye sko Danese.v Han så forventningsfuldt på mig. Jeg modtog æsken med højtidelig mine og roste den smukke emballage. Jeg tog låget af. Der lå de, skoene, præcist som billedet i farver og design. Denne gang var min begejstring ægte. De var to små kunstværker. Jeg løftede dem ud af æsken med stor forsigtighed, beundrede dem endnu engang og skamroste Pedro for hans mesterværk.
Angelica havde sørget for, at der var et skohorn. Jeg tog skoene på. Det var som om jeg svævede. Disse sko var virkelige mesterværker. De smøg sig bogstavelig talt om mine fødder.

Efter dessert og efterfølgende Cappuccinoer, meddelte Pedro, at han ville gå til ro. Angelica kyssede sin far godnat på kinden og jeg så smilende til.

Efter, at have siddet og lyttet til Cikaderne og hvad man ellers kan finde på, sådan en aften i la bella Italia, hentede vi vores ting, pakkede bilen og kørte.

Siden har Meistro Pedros håndsyede sko fulgt mig hele livet, ligesom Angelica, din mor. Ingen af dem er længere så smukke som dengang. Men jeg elsker dem stadig lige meget.

- Men ”Plymarokkerne”?
Jeg så spørgende på min far.
- Tjaa, jeg ved det ikke rigtigt. Min far kløede sig i nakken. ”Plym Rock” er navnet på en engelsk hønseart. De er lidt pjuskede i fjerdragten, og sorte. Jeg syntes skoene lignede hønsene, efter mange års virke som havesko. Han grinede højt.
- Behøver der være en forklaring på alting?
Nej, det kan han jo have ret i.

Snip, snap, snude. Så er den historie ude.

Jørn E. - 24. maj 2013

1 kommentar:

Poly sagde ...

PIP! ☺

Kære alle der kommer et smut forbi!

Ja, jeg kunne se på min mail for skriveblogge,at mit sidste pip var en julehilsen i december 2012.

Min forfatter evne døde helt undervejs mellem tusinde af andre prioriteter! Jeg prøvede at holde skrivemaskinen i gang, ved at boltre mig på facebook, samt begrave min forfatter-mail som en anden struds!

Hvilket ikke har fået forfatter evnen op at køre igen! Nok mest fordi kampen med det danske sprog bardus blev for meget, og da flere kompetente skribent dukkede op for mit åsyn, deponeret jeg skrivemaskinen på ubestemt tid.

Selvom det nu er længe siden, sender jeg kæmpestore tak til jer alle sammen for jeres støtte og opbakning.

Tak for det jeg har lært, og for den fantastiske opbakning i har givet mig.

´*•.¸ ((( ღ ))) ¸.•*´

Dog er intet lukket for evigt.

Mange knus og hilsner
Poly