Skrive-bloggen

Babs' og Nuttes

2012-01-28T10:00:00.000+01:00

Tekst: Jørn E.
Foto: Poly Schmidt

Der hang de så, som to siamesiske tvillinger. Men dog ikke uadskillelige,da der var en hægte mellem dem.

Solen varmede dem og de var ved at være tørre.

”Det er næsten ligesom når han holder om os.” bemærkede Babs.

”Ja, når han er kærlig og blid. Men når han begynder at ælte og mase, fortrækker jeg altså solen.” svarede Nuttes.

Der blev en kort pause, så kom det fra Babs':
”Hun kunne altså godt have trukket tørresnoren gennem stropperne, i stedet for at bruge de der klemmer. Det gør ondt.”

Ja, men det gider Hun ikke, for så skal hun først hægte snoren af, og det gider hun ikke,” fnysede Nuttes.

”Egentlig kan vi jo godt kalde os for en slag sælgere.” sagde Babs' eftertænksomt.

”Hvordan det?” ville Nuttes vide.

”Jo, når Hun vimser omkring ham der i ”trusser og bh” som det hedder. Det burde hedde ”bh og trusser.” Det er jo os der er blikfanget ville jeg mene. I hvert fald når hun har mere tøj på,” kom det efter en kort tænkepause fra Nuttes.

”Ja, så får de højrøvede trusser ikke megen opmærksomhed,” klukkede Babs'.
”Du sagde højrøvede, hi,hi,hi, ja særligt når man ser dem bagfra, hi,hi,hi”.
De lo begge, så tørresnoren vibrerede. Eller var det et lille vindpust?

”Nu måtte Hun gerne snart tage os ned. Jeg tror vi er tørre. Hva' med dig.” og uden at vente på svar, fortsatte Babs': ”Jeg er ved at få trykmærker af den forbandede klemme. Jeg håber at Hun opdager, at min strop er blevet alt for lang, efter at han sidste gang han havde skilt os ad havde så forbandet travlt med at få hevet mig af. Godt jeg havde spændet, ellers havde han revet stroppen af”

”Der var jeg mere heldig” kommenterede Nuttes. ”Hun løftede lige skulderen, da hun mærkede, hvad han havde gang i. - Stakkels dig.”

Ja, og så bliver man bare smidt ud til siden, somom man var komplet ligegyldige. Vi kunne gerne være havnet på gulvet. Så kunne vi have ligget der og frosset.”

”Lagde du mærke til, at Hun stadig havde trusserne på? De har sikkert nok kunnet holde varmen, sådan som hans lår lå og kørte rundt ovenpå dem.” Babs' himlede og blev blændet af solen.

”Vi havde da fuldført vores mission. Det kunne jeg da se på den krammen og ælten Babs og Nutte var udsat for. Men så vidt jeg kunne høre - og se, var hun godt tilfreds med behandlingen.”
”Heldigt, at Babs og Nutte tager sig bedst ud når de ligger ned og vi ikke er der. Stående, er det jo os der sørger for det fordelagtige og tiltrækkende syn,”bemærkede Nuttes.

”Har du tænkt over,” udbrød Babs,' ”at vi har en væsentlig del af æren for slægternes videreførelse.
Det er os der er blikfanget. Det var det jeg mente med sælgere. Det hele begynder med os!” Babs struttede af stolthed, så man næsten skulle tro, at Babs var indeni.

”Gud ja, vi gør virkelig en forskel. Uden os ville trusserne aldrig komme af, udbrød Nutte overmodigt For det var nok en sandhed med modifikationer.

”Nu kommer Hun. Så kan vi få de forbandede klemmer af,” råbte Babs' begejstret.

Hun følte indvendigt og udvendigt på de to skåle, tog klemmerne af og gnubbede på trykmærkerne, for at glatte dem ud.

”Herligt med lidt massage.” Udbrød Babs, som samtidig fik spændet rettet til, mens Hun smilede for sig selv.
”Nu skal det blive godt at komme ind i den lune skuffe og få en sludder med de andre,” sagde Nuttes, da Hun lagde dem ned i vasketøjskurven.

Februar-opgave

2012-01-26T10:00:00.000+01:00

Opgaveformulering: Bente Pedersen
Foto: Jørn E.

Kære alle,

Bente har sendt mig følgende forslag til en ny månedsopgave:

Tag din lokalavis for denne uge og slå op på midtersiderne. Her udvælger du en mindre notits med overskrift af typen: ”Kvinde på 65 vinder halvmaraton”, ”Tyr galopperer frit omkring på Skolegade”, ”Modstand mod robotter i hjemmeplejen”.

Skriv en tekst, der på en eller anden måde tager udgangspunkt i den valgte notits. Du vælger selv teksttype, og her er der jo rigtig mange at vælge imellem, der egner sig til Skrivebloggen: Artikel, kort prosa, digt, reklame, sms-udveksling, brev/mail og dagbog for at nævne nogle.

De nævnte overskrifter er konstruerede af Bente og kan derfor ikke vælges ;)

Rigtig god fornøjelse før, under og efter!

Kh Randi

Den kære bh!

2012-01-21T10:00:00.000+01:00

Tekst og foto: Poly Schmidt

Vi havde sommerfugle i maven, for nu skulle vi ud og være rigtig vovet. Det var en skøn dansk sommerdag i 1970'erne og de sædvanlige udflugtsklemmer og termoflasken var lagt i rygsækken. Vi havde også husket at lægge et stort stykke plastik sammen med tæppet, for vi var ikke sikker på om jorden var tør.

Vi steg leende i bussen imod Kastellet og sad småfnisede hele vejen i stor forventning. Nå ja, vi var jo unge, så enhver udskejelse var nok til at få eventyrstemningen op til overfladen.

Vi havde valgt parken ved Kastellet, fordi der som reglen ikke var andre end et par soldater der gik rundt og så højtidlig ud. Ja, først havde vi regnet med at kunne gå helt ind til den indre jordvold, men den høje sorte gitterlåge var låst. Det blev i stedet for den mere åbne park der omrisede Kastellet.

Der var flere folk der havde fået samme ide at nyde det lune solskinsvejr i parken. Men for os gjaldt det om at finde et ugenert sted. Efter at have gået rundt og ledt et godt stykke tid, besluttede vi at gå ned og slikke solstrålerne, i en af de dybe skyttegrave. Det virkede nærmest hemmeligt, for der var ingen der kunne se os fra parkstien.

Endelig. Nu kom det store øjeblik. Men veninde tøvede, men jeg forsikrede hende, det var blevet lovligt at smide bh'en, efter rødstrømpernes demonstration “Hold Danmark ren” ned gennem Strøget. Os så blev bh'en smidt. Det var sådan en underlig kriblende følelse at sidde og blotte brysterne, imens de indsugede varmen fra solen. Måske var det lidt forbudt, men øjeblikket skulle i hvert fald udødeliggøres. Også, så vi kunne hive billed frem som bevis, hvis ingen troede på vi havde turde.

I forvoven stemning spidste vi vores madklemmer og følte os meget opstemte. Pludselig hørte vi en mørk stemme. Vi kiggede os noget forskrækket omkring, men kunne ikke se nogen. Næste gang kom det højere og tydeligt. Vi kiggede op imod lyden. Helt oppe ved voldkanten stod en soldat i fuld uniform med gevær og hele molevitten, der højt tilkendegav, vi skulle komme op fra skyttegraven.

Der var ved at gå panik i min veninde, mens jeg som det modigste, frejdigt svarede: - hvorfor dog det? Imens jeg udad det smilende tandsæt, kort sagde til veninden: - bliv siddende. Soldaten gentog mere bestem sit budskab, og sagde at vi ikke havde lov til at sidde nede i skyttegraven. I skal komme op med det samme. Jeg lænede mig noge provokerende tilbage, så brysterne strittende mere frem og svarede kækt: - Jamen vi skal bare have lidt mere sol på brysterne. Så er det op. Nu, - kommanderede han. Neej, det har vi ikke lyst til. Så må du selv komme ned og flytte os. Vi har tænk os at blive siddende.

Uden flere ord drejede vagtsoldaten om og forsvandt. Uha, det kunne vist blive lidt farligt, sagde jeg. Vi må vist hellere komme væk i en fart, før han kommer tilbage med forstærkning. Som sagt som gjort. I løbet af nul komma nul, var vi påklædte og nærmest smed det hele i vores rygsæk. Lidt bange og med alvorlige miner nærmest lynkravlede vi op af skrænten. Puha, der var ikke noget at se. Og med småløb var vi ude af Kastellets område.

Vi fniste ikke så meget på hjemturen, men sad i dybe tanker. Vi havde lige overlevet en situation, der var mere farligt end alle de ting, vi havde tidligere havde oplevet. Soldaten havde trods alt haft et gevær. Tænk hvis han havde brugt det!

En fjer i hatten

2012-01-14T10:00:00.000+01:00

Tekst: Leonius
Billede: Poly Schmidt / Leonius

Det blev så spejderhatten med den hvide hønsefjer.
Jeg ville ikke ligne en sørøver, et spøgelse eller en cowboyer og jeg ville bestemt heller ikke være prinsesse eller sådan noget, så jeg bestemte mig nogenlunde hurtigt for den brune spejderhat.
Den passede i størrelsen, og idet jeg prøvede den, kom en smuk ung pige forbi, hun smilede sødt til mig, jeg syntes også jeg så et lille anerkendende nik. Det var det spejl jeg havde brug for.
Ekspeditricen syntes jeg skulle have både kompas, tandbørste, rødt tørklæde, dolk og en snor med fem nyfangede plastiksild med også, det passede til en rigtig frisk spejderdreng, sagde hun.
Jeg starter forvandlingen i det små, sagde jeg til hende, man bliver ikke spejder på én dag, slet ikke når man springer ulveungen over, men lad mig bare få det røde tørklæde med.
Hun smilede medens hun modtog de 9,50 kr. som forklædningen kostede.

Jeg var ikke den grimmeste i selskabet, kunne jeg se.
Tænk at feste en hel nytårsaften med klap for det ene øje, og sort skosværte smurt alle mulige steder.

Jeg havde et almindeligt sæt tøj på til min hat, og blev forvekslet med både en skovridder, en parkbetjent, ja i det hele taget en myndighedsperson, og det passede mig fint.
Lidt før midnat stod jeg pludselig foran den unge pige fra butikken. Hun sagde at hun ikke kunne stå for hatten. Vi dansede, hun ville absolut låne min fjer, den var nu også sød i hendes mørke hår.
Vi skålede det nye år ind sammen, ligesom de efterfølgende 42 nye år.
Hver gang med den samme hat, hver gang låner hun min fjer kort før midnat, og hver gang det nye år var startet sørgede hun for at fjeren kommer tilbage på sin plads.
Vores søn var blevet nitten år før han spurgte: ”Far hvad er det der er så betydningsfuldt med den fjer?”
”Min søn” - sagde jeg ”din mor har altid år sørget for at jeg starter et nyt år med - En fjer i hatten.”

Tusmørke i januar

2012-01-07T10:00:00.001+01:00

Tekst og foto: Bente Pedersen

Jeg sukker lidt, da væguret inde i den lille stue falder i slag. Kigger ud i tusmørket. Alt er gråt derude. Pokker tage alle de sorte skygger. Januar eller juni, det er ligegyldigt. Sådan har det været, lige siden jeg fyldte 79. Lægen siger, at jeg skal lære at leve med det. Det gør jeg så.

Jeg tæller med på slagene. Hver og et. De første tre falder pænt i takt. Så kommer den lille ekstra pause, inden det fjerde og sidste humper ind på række. Som en skoledreng, der lige når ind ad porten i tide.

Hvor bliver Inga mon af? Hun havde selv ønsket at lave aftalen om her i det nye år. Onsdag klokken tre i lige uger, når det blev januar, havde hun sagt. Det ville nu være rart, om hun lige gav lyd fra sig. Telefonen med de store taster står tavs og griner af mig. En julegave fra børnene. Sagde selvfølgelig pænt tak, men savner nu den gamle.

Helt stille er her nu sjældent, for radiatoren ved vinduet knager. Radiatorgigt kalder jeg det. Jeg hælder forsigtigt kaffe i det nye krus, der står på det lille bord med voksdugen. Kruset er dejlig stort og så varmt at holde om. Det er godt til mine gigthænder. En nyttig julegave er det sørme. Fra Kasper mit ældste barnebarn. Næsten voksen.

Den nye hættetrøje er da bare fucking cold. Hvorfor tog jeg ikke dynejakken på? Min hjerne er sgu så rålam. For mange kogere sammen med drengene i aftes. Toxic rave var det fandeme. Igen igen.

Vågnede først klokken elleve, da hun ringede. Vejlederen fra Teknisk Skole. Hun rappede op om, at jeg skulle møde op. Ellers ryger jeg ud. Bla, bla, bla. Kill me now. Hun fatter ikke en skid. Januar, I hate it.

Huset ligger et stykke væk fra vejen. De sorte vinduer stirrer på mig, mens jeg tager en runde. Hvorfor fanden skulle jeg også lige hooke op med Kurt i aftes? Maven kører rundt. What a sick night. Pengene skal fucking ligge i hans postkasse inden i aften klokken ti.

Ved gavlen finder jeg trappen ned til kælderen. Mine store boots er ved at smutte i halvrådne blade. De ligger og smatter over det hele. Jeg leder mellem edderkopper og kasser med gamle æbler. Unfedt. Finder nøglen under en omvendt urtepotte.

Jeg tør ikke tænde lyset. Leder efter min lighter, men mine fingre er for stive. Kan mærke pulsen banke i tindingen. Fuck den hovedpine! Jeg følger den kolde væg rundt om hjørnet og bamrer skinnebenet ind i en kommode. Jeg har lyst til at skrige højt! Bider hul på læben. Smagen af jern får mig til at tænke på min Batman. De hårde muskler. Jeg fik den af farmor, da jeg var seks, tror jeg. Søde gamle farmor. ”Undskyld!”, hvisker jeg ud i kældermørket.

Måske skulle jeg se at få tisset af, inden Inga snart må være her. Så kan jeg jo også lige tænde lyset udenfor. Ude i gangen slår kulden mig i ansigtet. Kulde og gigt er et dårligt makkerpar, siger mine børn, men så svarer jeg bare, at det er pension og varmeregning også. Jeg trækker sjalet tættere om mine skuldre.

Hører noget skramle. Mit hjerte stopper op, holder en lille pause. Så begynder det at galoppere baglæns. Jeg er altså ikke gode venner med den dør. Døren ned til kælderen. Jeg tager hånden op bag øret. Danner en tragt. Måske er det naboens kat, der fanger mus i kælderhalsen? Sikkert, dit gamle fjols. Mærker, at min blære er spændt. På toilettet låser jeg døren, selv om mine børn siger, at jeg ikke må.

Da jeg åbner døren, står jeg stille et øjeblik. Der er tændt lys. Mine hjerneceller kan ikke blive enige, om der er grund til at være bekymret, men det gør det klart nemmere. Kommoden i soveværelset eller kagedåsen i køkkenskabet? Come on! Make your choice. Jeg får øje på vinterfrakken, der hænger på knagerækken nær døren. Lommen buler. Frakken lugter præcis som farmor.

”DING DONG” lyder det ude fra fordøren. Pokkers da også! Op med bukserne Marie. Nu må du skynde dig lidt. Jeg fumler med nøglen i låsen.

Da jeg kommer ud i gangen, kan jeg se en skygge stå henne ved min vinterfrakke. Var fordøren så ikke låst alligevel? Sikke noget sjusk, Marie. Nej, hør nu, højden passer da ikke på Inga! Mine ben vil slet ikke flytte sig.

Min spasserhjerne fucker helt op. Dørklokke? Nøgle drejes i en anden dør? Den nægter at forstå, hvad der sker lige nu. Jeg vender mig. Og der står hun jo. Lille og gammel. Jeg kan mærke al blodet skyde op i mine kinder. ”Hej farmor!” siger jeg højt, så hun kan høre mig tydeligt. Hun skal da ikke stå der og se så bange ud. ”Det er bare mig, Kasper!”

En rigtig ledestjerne

2011-12-31T10:00:00.000+01:00

Tekst: Ragnhild Jakobsen
Foto: Jørn E.

En femogtyvende gang var der en ledestjerne,
som ledte og ledte, men den fandt ikke noget!
Så gav den sig i stedet for til at lede efter folk,
den kunne lede, så de kunne søge og finde. Og
de fandt et lille barn i en stald under stjernen.
Se, det var en rigtig ledestjerne.

Tak for i år

2011-12-24T10:00:00.000+01:00

Kære skrivevenner og læsere,

De nærmeste dage er formodentlig helliget familie og fysiske venner, så der bliver ikke publiceret en ny tekst i dag.

I stedet vil jeg sige tusind tak for endnu et år med hyggeligt samvær og lærerige stunder på Skrive-bloggen. Jeg glæder mig til nye, gode tekster i 2012 og vil gøre mit bedste for at være mere aktiv.

Glædelig jul og godt nyt til jer allesammen.

Kh Randi

Oplæg til månedsopgave

2011-12-21T10:00:00.000+01:00

Kære alle,

Der ser ud til at være stemning for at kunne fundere over et plot til en tekst, når julefreden sænker sig.

Poly har igen meldt sig på banen med nogle fotos, vi kan skrive ud fra. Mon ikke fredag den 13. januar er en passende dato for deadline?

Go' skrivelyst :)

Kh, Randi

Béarnaisesovsen!

2011-12-17T10:00:00.000+01:00

Tekst og foto: Poly Schmidt

Min engelske veninde Army og jeg besluttede at tage hen til den lokale kirkes loppemarked. Ikke kun for at støtte et godt formål, men de havde også reklameret med gode billige fund og rigtig kaffe med hjemlavede kager. Vi kom af sted og begyndte straks at falde over det en tilbud efter det anden, mens vi pludrede løs.

Pludselig var der en stemme der spurgte, - Er du dansker? Da jeg vendte mig om, så jeg en pige så høj som Dronning Margrethe. - Du er osse dansker, sagde jeg med et stort smil, samtidig med mine næsebor vibrerede over nydelsen, at tale til en pige der var højere end mig selv. Og uden tøven var vi i fuld gang, med at udforske hundredvis af spørgsmål i en stor pærevælling. Midt i snakketøjets vandfald, gik det pludselig op for mig, jeg totalt havde ignoreret Army. Jeg blev hel flov, da jeg ikke kunne se hende nogen steder. Beth og jeg udvekslede hurtigt telefonnumre og lovede at mødes igen hurtigst mulig. Vi fornemmede begge, vi fremover ville blive perlevenner.

Da jeg endelig fandt Army, måtte jeg hive hele spanden af undskyldninger frem. Selvfølgelig kunne hun forstå mig, og tilgav mig straks. Men det varede ikke længe før hun var nødt til at tage afsted, for som hun sagde, - Jeg skal lige ordne nogle småting, før jeg kører ud til min datter. Senere fandt jeg ud af, hun havde følt sig tilsidesat, for denne episode gik på omgang blandt venners venner.

Meget bedre blev min renomme ikke, da jeg inviterede Beth til middag. Jeg havde besluttet at lave en stensikker vinder. A'la danske krebinetter med asparges kartofler og béarnaisesovs. Beth spiste middagen med stor begejstring og var temmelig imponeret over min sovs. - Har du selv lavet den?, spurgte hun, og sagde i samme åndedræt, - Den må jeg ha’ opskriften på.

Stolt som en pave og som en anden idiot svarede jeg, - Ja, selvfølgelig har jeg det. Jeg skulle til at tilføje fremgangsmåden, men der kom ikke en lyd ud. Og pludselig fik jeg travlt med at bære af bordet, og skylle spisesættet af før det stivnede på tallerkerne.

- Hvordan laver du sovsen og hvad kommer du i den, spurgte Beth. Total åndssvagt begyndte jeg at forklare, at det var meget svært at lave en béarnaisesovs, for den kunne så let som ingenting skille ad på grund af æggene. For det havde jeg engang hørt min mor sige.

Beth begynde at remse alle de ting op, hun mente jeg havde brugt i sovsen, mens jeg febrilsk prøvede at styre samtalen hen på et andet emne. Jeg blev mere og mere bevidst om min løgn,og jeg ville jo fortælle hende min béarnaisesovs var pulver fra Knorr, men det var som om et fremmed væsen havde kidnappet mit ego.

Jeg var bestemt ikke i strålende humør, da hun var gået. Men ak, jeg var skide sur på mig selv. Det var jo ikke ligefrem den måde, man opbyggede et ny venskab på. Og da vi endelig mødtes igen, gik jeg skyndsomt til bekendelse, for jeg kunne næsten ikke bære at gå rundt med en samvittighed, der lignede barndommens kulkælder.

Det føltes som en evighed, da Beth måbende kiggede på mig og endelig sagde, - Hva’ fanden sagde du det for. Jeg sank et klump i halsen. Med spæd stemme og bedende øjne, måtte jeg tilstå mit ego tog overhånd, fordi jeg prøvede at imponere hende.

Hun rystede på hoved som en vantro, -hva' for noget! Det var lige nu, jeg ønskede jeg kunne smutte ned i musehuldet. Jeg kunne se på hendes mimik, at den tilståelse lige skulle op at vende flere gange, før sandheden kunne synkes. Og ydmydt måtte jeg sluge værdighedens rift og håbede inderligt, vi senere kunne grine højlydt, når min béarnaisesovs fra Knorr kom på tale igen.

Heldigvis blev vi perlevenner, men dommen blev udstedt og straffen afsagt. Jeg ville blive påmindet om bearnaisesovsens løgn, indtil jeg selv havde lavet sovsen fra bunden. Og indtil nu, sidder opskriften stadig på køleskabet. Men venskabet stortrives.

Heldigvis glemte Army hurtig hun var blevet forsømt. Udsigten til det storslåede hav og min medbragte picnickurv med alverdens lækkerier,rådede bod på den episode. Og ved første mundfuld af min lokale berømthed, hjemmelavet chokolade-mousse, var tilgivelsen ubetinget.

Send tekster!

2011-12-14T10:00:00.000+01:00

Foto: Jørn E.

Kære alle,

Der er lavvande i mappen med tekster til bloggen. Jeg har kun en enkelt tekst fra Poly og en håndfuld fra Jørn at gøre godt med, så hvis I har nogle liggende, må I meget gerne sende dem til mig.

Jørn har sendt sine tekster fra den nys overståede SAXO-omgang. I er velkomne til at gøre det samme.

Kh, Randi

Naboen

2011-12-10T10:00:00.001+01:00

Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.

Der lyder et frisk hej ude fra entreen. Liselotte min 14 årige datter er hjemme fra skole. Et øjeblik efter ser jeg hendes kønne friske ansigt i døråbningen. - Er du ok? Da jeg nikker bekræftende og sender hende et smil, løber hun op på sit værelse med ordende: -Kommer ned til dig om et øjeblik, skal lige... resten af sætningen forsvinder i etageadskillelsen.

Jeg vender med besvær min kørestol og kommer på plads ved skrivebordet. Jeg håber ikke Liselotte bemærkede at mine smerter er slemme i dag. Gigten gnaver godt i alle led.

Der har været underligt tavst i dag. Jeg plejer at følge med i de lyde der kommer fra naboen Karl. Han er en ældre herre, pensioneret advokat - hans datter bor i Jylland, måske er han der? Jeg må huske at spørge Liselotte, det kan være han har sagt det til hende.

Mit skrivebord roder, bærer præg af en dag hvor jeg ikke har haft det for godt med min gigt. Jeg begynder at rydde lidt op men mærker hurtigt en rastløshed brede sig i mig, jeg ved ikke hvad der er galt - kan bare mærke en indre uro!

Liselotte kommer løbende ned af trappen, hun råber ind til mig at hun vil lave te. Hun er bare så dejlig, min datter! Jeg har lavet plads på bordet og lagt bordskånerene frem til vores krus - glæder mig til en hyggestund. Et kort øjeblik efter kommer min datter til syne balancerende med to krus og en ostemad i munden.
Ligeså snart Liselotte har sat sig tager hun ostemaden ud af munden og siger:
- Hørte du det rabalder fra Karl i morges? Det lød ret voldsomt, gad vide hvad han tabte!
- Rabalder? Nej det hørte jeg ikke, tværtimod har jeg intet hørt derinde fra i dag. Faktisk har jeg været lidt urolig - tænkte at han måske var i Jylland, men det er han vel ikke?
Liselotte tager en ordentlig slurk af sin te og svarer:
- Jo nu du siger det! Jeg mødte ham i går, med kuffert og det hele - så han er nok ude at rejse!

Nu blev jeg for alvor urolig! Hvad søren var det for en larm i morges og stilheden hele dagen. Der er noget der ikke stemmer! Jeg griber fat i min telefonliste og spørger Liselotte om hun er sikker på at det var i morges hun hørte larmen. Hun nikker bekræftende og jeg finder Karls datters nummer i telefonbogen.

- Jo far ankom i aftes. Vi har planlagt at hygge en uges tid her hos mig.. Og for øvrigt, nævn endelig ikke noget til min far om håndværkerne, hvis han ringer til dig, det skal være en overraskelse. Han bliver jo 80 i næste måned, så mens han er her har jeg bestilt malere, så alt er frisk og lækkert til han kommer hjem og skal holde reception.

Du kan ændre verden!

2011-12-03T10:00:00.001+01:00

Tekst og foto: Jørn E.

Jeg var engang på rejse med min chef til New York. Vi tog en taxi fra lufthavnen ind til hotellet, hvor vi skulle bo. Undervejs spurgte vores sorte chauffør, hvor vi kom fra, og vi fortalte ham så, at vi kom fra Danmark. ”Oh, Yeah. Hans Christian Aaandersen”, udbrød han og sendte os et stort smil i bakspejlet. Vel ankommet til hotellet, betaler min chef taxichaufføren, giver ham 5$ i drikkepenge, og siger til ham: ”Tak for at du bragte os hurtigt og sikkert her til vores hotel”. ”Thank you, thank you very much” udbrød han og smilede sit store venlige smil igen ”It has been a pleasure”.

Da taxien var kørt, spurgte jeg lidt forundret, hvorfor han havde givet så rigelige drikkepenge og oven i købet rost chaufføren for hans kørsel. Det var jo trods alt hans arbejde, og vi betalte ham for det. Jo, ser du svarede min chef smilende: ”Nu er den mand glad. Næste gang han møder en medtrafikant som f. eks. har problemer med at komme ud fra en lille sidegade, så holder han tilbage fordi han er glad. Medtrafikanten bliver glad. Så er der allerede to glade mennesker, som har mere lyst til at gøre andre glade.

Men lad os nu holde os til vores ven her. Når han kommer hjem i aften til sin familie, har han måske købt blomster til sin kone og slik til sine 3 børn. De bliver glade og så er vi allerede oppe på 6 glade mennesker, som en direkte årsag af lidt rigelige drikkepenge og en venlig bemærkning. Kan du se fidusen? Nu begynder det at sprede sig som en steppebrand, og jeg føler glæde og tilfredshed ved tanken om at jeg har været med til at gøre verden til et bedre sted at leve for en masse mennesker, blot ved at glæde en taxichauffør der passede sit arbejde.”

Den episode gjorde et dybt indtryk på mig og jeg har lige siden, altid forsøgt at leve efter den filosofi. For hvor er det dejligt at vide at jeg KAN være med til at gøre denne verden bedre, blot ved at behandle mine medmennesker, som jeg ønsker de vil behandle mig.

Jeg kan huske mig

2011-11-26T10:00:00.003+01:00

Tekst og foto: Poly Schmidt

Jeg kan huske
en opvågning så kåd og glad

Jeg kan huske
de smil for alle og hver én

Jeg kan huske
alverdens pile af glæde de skød

Jeg kan huske
ubesejret jeg klædte mig ud

Jeg kan huske
øjne der overstrålede alt

Jeg kan huske
en ånd der ej stoppede op

Jeg kan huske
de gange jeg rejste ud

Jeg kan huske
en gave der deltes med fryd

Jeg kan huske
dansen med lethed den gled

Jeg kan huske
da jeg stolede så blind

Jeg kan huske
musikken der fyldte mit sind

Jeg kan huske
et nej det fandtes da ej

Jeg kan huske
en rose der foldede sig ud

Jeg kan huske
det hele måtte prøves igen

Jeg kan huske
jeg havde sindet i fryd

Jeg kan huske
en smerte med ar den bed

Jeg kan huske
de sorger med skyen gled ned

Jeg kan huske
vejen løb væk og endte som blind

Jeg kan huske
vidne og vind bed hul i min skjul

Jeg kan huske
livet var større end nu

Jeg kan huske mig

men ej finde dens vej

Bryllup

2011-11-19T10:00:00.005+01:00

Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.

Kære Sofie

København 2/2-2009

Nu skal du bare høre noget sjovt.
Jeg skal til bryllup oppe på Grønland, min moster Anne har fundet en fyr der er Grønlænder.
Det bliver til sommer engang men vi har allerede fået besked nu så de er sikre på hvor mange der kommer.
Min mor turde dårligt fortælle far det. En flybillet koster vist 5000 kr. for en voksen og vi er alle fire inviteret . Glæder mig bare helt vildt.
Far, han blev slet ikke tosset, tværtimod var det som om han har gået og ventet på en undskyldning for at komme dertil. Det havde jeg bare aldrig troet.

Nå jeg smutter for nu - elsker at skrive rigtige breve til dig.

Knus
Bedsteveninden
Karla

Vi sidder her, hele familien, på en lang række. Mormor, mormors søster og os fire.
Kirken hedder Nanortalik, ligesom byen. Vi ankom i går med Air Greenland, er stadigvæk helt fortumlet. Midnatssolen holdt vist os alle vågne.
Jeg lukker øjnene og lader mig leve ind i stemningen, orglet spiller stille og afventende. Det kildre af spændning i min mave. Jeg lytter til hviskeriet bag mig, grønlandsk lyder ligesom små “knæklyde” når det hviskes.
Jeg skæver ned og ser på salmebogen “Tussiutit” i mine foldede hænder. Den er skrevet på grønlansk.
Først syntes jeg det er sært, vi kan jo ikke synge med! På den anden side, i Danmark får man jo også en dansk salmebog udleveret.
“Katititsineq” jeg prøver at sige ordet inden i mig selv, det betyder bryllup eller vielse ved et bryllup – tænk at Anne skal til at forholde sig til så fremmedartet sprog.
De har valgt at bosætte sig heroppe efter brylluppet. Anne har allerede fået job som jordmoder og Lars som ingeniør – børn er ikke på tale i deres høje alder.
Orglet begynder at bruse højt, Lars der har siddet oppe ved alteret sammen med forloveren, vistnok hans fætter, rejser sig nu op.
Han ser flot ud Lars, i sin hvide anorak, selvom han ikke skiller sig særligt ud – alle mændene har det samme på: Hvid anorak og sorte bukser, nogle har almindelige sko på andre har sorte kamikker.

Anne har været meget hemmelighedsfuld omkring hvad hun skal have på, så vi er ret spændte. Jeg har været på nettet for at se lidt om dansk/grønlandsk bryllup og det ser ud til at være normalt med kjole, ligesom i Danmark.
Anne er 42 år, så hun har vel ikke ligefrem myrter i sløret, og dog det er hendes første bryllup. Jeg smiler og kan mærke forventningen helt oppe i halsen, let hysterisk – bare jeg ikke får et grinflip!

Tre kvinder i meget smukke dragter står oppe til venstre i kirken, orglet holder en meget kort pause, for at fortsætte sammen med sang fra kvinderne. Det lyder smukt – meget stemningsfyldt.
”here comes the bride…” Vi rejser os alle og dørene åbnes.
Anne træder ind ved morfars side. Der går et sus gennem kirken Hun har en grønlandsk festdragt på.
What!! Må man godt det når man ikke er ”indfødt”? Nå ja, det har de kongelige jo også, men Anne?...

Kære Sofie

Nanortalik 13/7 2009

Så skete det, i lørdags blev Anne Larsen til Anne Jeremiassen. Du skulle have set hende. I kirken havde hun grønlandsk folkedragt på, lidt grineren men rigtig flot alligevel. Dragten havde hun fået af sin nye svigerfamilie, syet specielt til hende – med familiemønster og alt muligt.
Om aftenen til festen havde hun en ”rigtig” brudekjole på – den var virkelig flot, tænk at se så godt ud som 42 årig!
Jeg lægger billeder på FB, så der kan du se det hele (og vi chatter jo nok, hæ hæ..).
…nå jeg smutter igen

Knuzz
Bv <3 <3 <3
Karla

Let it be

2011-11-12T10:00:00.002+01:00

Tekst og foto: Bente Pedersen

Han kunne høre hende synge, mens hun ryddede op efter aftensmaden. “When I find myself in times of trouble, Mother Mary comes to me, Speaking words of wisdom, Let it be.” Beatles fik ikke for lidt, når hun havde headsettet på. Han smilede, da han hørte hendes skæve toner og rejste sig. Tog de sidste tallerkner og brødkurven med ud i køkkenet til hende.

Med sædvanlig effektiv energi var hun allerede nået til at tørre køkkenbordet og vasken af. Da han ville smide de sidste brødrester i affaldsposen under vasken, kom han til at skubbe til hende med skulderen. Hun stivnede, og knoerne på den hånd, der holdt om kluden, blev hvide. ”Hold lige op med det dér!” Hendes stemme var pludselig som en skarpretters økse. Mother Marys milde ånd havde helt forladt hende. Forvirret kiggede han på hende. ”Holde op med hvad? Jeg ville da bare hjælpe dig.” Han forsøgte at sende et stort smil mod hende i rudens spejl. Hun gnubbede hidsigt på en usynlig plet på køkkenbordet. Nakken var bøjet, og hun så det ikke.

”Du ved godt, jeg hader, når nogen skubber til mig. Jeg kan bare ikke ha’ det!” Hun vendte sig langsomt mod ham. De kulsorte øjne fikserede ham. For at undgå smerten, der flød ham i møde, fokuserede han på den dybe rynke mellem hendes bryn. Hendes stemme var hæs, og hun rømmede sig voldsomt. ”Du skal bare aldrig nogensinde skubbe til mig. Aldrig! ”Hendes skingre stemme peb i ørerne, inden den knækkede over og forsvandt. Hun vendte sig igen mod vasken og skyllede kluden så grundigt, at den næsten blev gennemsigtig. Om og om igen. Han så Mother Mary stå ved døren med hånden på håndtaget parat til at forsvinde ud i den kolde aften og tage hyggen med sig i tasken.

”Jamen lille skat da, rolig nu! Jeg mente det jo ikke. Det var et uheld. Se på mig. Det er jo mig, Ole!” Han lagde en hånd forsigtigt på hendes betonskulder. Mærkede hvordan den langsomt fandt sin normale stilling igen. Han forsøgte sig så forsigtigt med en arm rundt om hendes liv. Den blev accepteret, og da han begyndte at nynne: “And when the broken hearted people, Living in the world agree, There will be an answer, Let it be”, vendte hun sig smilende om mod ham. Ved døren så han lettet Mother Mary hænge overfrakken tilbage på knagen og smilende gå ind i stuen.

Bogklubben

2011-11-05T10:00:00.003+01:00

Tekst og foto: Poly Schmidt

Fanden tage den åndssvage agent at presse ham. Han havde sgu’ da fået rigeligt i godteposen fra hans sidste bog, som oven i købet var filmatiseret. Han ville meget hellere nyde livet, rejse ud og møde nye mennesker. Især dejlige gudinder der fik himmelvandet til at vende op og ned på nat og dag. Og gudhjælpemig om agenten ikke havde givet et ultimatum: - Skriv en ny bog eller find en anden agent. Hva’ fanden skulle han gøre!

Hans kunne mærke de grå hår vokse, mens han travede rundt på det bonede parketgulv. Hjernemassen ledte desperat efter værdige synsvinkler, imens kvalmen og forvirringen var ved at tage overhånd. Måske skulle han skrive om nogle af sine kvindelige aktiviteter, men det var der jo så mange der gjorde. Eller en bog om en eller anden dødssyg kriminalbetjent, hm!

Pludselig standsede han brat og skreg:- I got it! Yes, yes, yes! Okay, okay tag det nu roligt Anders. Det var lige risikabelt nok at satse på! Eller hva'! Eksalteret hældte han en stiv whisky op, for at dulme nerverne, som kriblede for at komme op og skabe kaos i hele hans eksistens! Han var nødt til at nedfælde en grovskitse over forløbet, så han kunne få sulten stoppet hos den grådige agent. Nu skulle der arbejdes. I store spring var Anders ovre ved sit skrivebord og greb et stykke papir, inden han fortrød handlingsplanen.

Da annoncen var færdig, læste Anders den højt, for at sikre den var trykkeklar til morgendagens avis.

BOGKLUBBEN FOR FORFATTERESPIRER.
Det prestigehædrede schweiziske forlag Xdon
har oprettet en bogklub for forfatterspirer.
I samarbejde med førende forfatter,
vil Xdon vil gerne hjælpe nye skribenter
til udgivelsen af den første bog.
Adgangsbetingelse: Dit manuskript,
som ikke har været offentliggjort!
Hurtig henvendelse er eminent!
Kun 6 forfatterspirer får chancen!
Ring hurtigst muligt, for at aftale en tid
på 0049 1500 4711 999

Anders var ganske tilfreds med annoncens formulering. Ivrig ringede han til en af morgenaviserne, og nåede heldigvis at få annoncen med inden tidsfristens udløb. Han følte sig gevaldigt oplivet. Nu var det bare at vente på morgendagens opringninger, for hele planen så mere end lovende ud. Ingen ville kunne spore ham med den nye mobiltelefon, han lige havde købt i Tyskland. Bare der kom 2-3 henvendelser, ville han være yderst tilfreds. Hele kroppen kriblede af forventning over endnu en succesfuld bog, der ville sikre hans nuværende levestil. Og med overskuddet i sigte, ville han uden betænkning tilgive den grådige agent.

Han stod tidligt op næste dag for at have alt klart til modtagelsen af den første forfatterspire. Men for alligevel sammen med et spjæt, da mobilen ringede. Med en dyb indånding svarede han: - Godmorgen, det er agenten for Bogklubben Xdon. Samtalen forløb perfekt, og den unge forfatter ville meget gerne komme forbi om en time. Han gav Sofus adressen, og gentog at han endelig måtte huske sit manuskript, lige før de sagde farvel. Nu var det bare at vente!

-Perfekt, tænkte Anders, da han åbnede døren, og studerede Sofus, mens han bød ham indenfor. Den unge forfatter så ludfattig ud. De stod i den store entre og sludrede høfligt om ligegyldigheder. Anders førte elegant samtalen ind på Sofus tid som forfatterspire, for at nå hen til indholdet i det medbragte manuskript. Alt imens Sofus usystematiske fortalte om baggrunden for fortællingens indhold.

-Nå, men lad os nu gå ned i biblioteket, og se nærmere på dit manuskript. Anders åbnede døren til kælderetagen, og tilbød høfligt sin gæst til at gå først. Da Sofus vendte ryggen til ham, greb han med et snuptag basketballkøllen der hang på knagerækken langs døren. Smask! Den knasende lyd rungede nervepirrende, da Sofus styrtdykkede ned ad trapperne!

Selvom Anders hjerte galoperede, gik han målrettet hen til telefonen. Han fortalte sin agent den gode nyhed om det gamle manuskript, han havde besluttet at bruge til en bog. Han ville lige finpudse historien, men de kunne snildt lave en aftale om en ugens tid. Humøret var berusende, da Anders lagde røret på!

Niels møder krigen, kapitel 2

2011-10-29T10:00:00.007+02:00

Tekst og foto: Jørn E.

Niels kunne se, at der også var to ambulancer.
Han kiggede derhen og så, at en af brandbilerne og de to ambulancer var standset udenfor indgangen.

Han så på Marie og tænkte, at hun så så sød ud i sin kjole i grøn køkkentern, som hendes mor havde syet af nogle gamle køkkengardiner. Hendes søde ansigt, det lyse hår med fletninger med grønne sløjfer i.

Han hviskede til Marie:
"Lig bare helt stille, jeg henter hjælp til dig."
Håbede han. - Han kiggede igen hen mod brandbilen og ambulancerne. Ambulancefolkene blev siddende i deres biler, men en brandmand var ved at ordne noget på siden af brandbilen.
"Nu!" tænkte Niels og styrtede afsted så hurtigt, som hans ben kunne bære ham, ud ad porten i smedejernsgitteret foran kirkepladsen og hen mod brandmanden. Han løb så stærkt, at han næsten ikke kunne standse og løb ind i brandmanden, som var lige ved at miste fodfæstet.
"Halløjsa!" udbrød han og så forbavset på Niels.
Han kunne se skrækken og angsten i Niels ansigt og var straks klar over, at der var noget galt.
Så lød der igen bombeeksplosioner, men det var længere væk. Niels kunne se, at det var ovre omkring Langebro.
Niels havde tabt mælet og stirrede bare op i det rare ansigt under brandmandshjelmen.
"Jeg hedder Søren," sagde brandmanden med rolig stemme. "Hvad er der sket?"
Han satte sig på hug foran den opskræmte dreng. Niels begyndte at græde.
"De... det er Marie og Ejner." Niels snøftede. "De ligger oppe på kirkepladsen. Marie bløder fra benet … og, og - jeg tror Ejner er død."
Nu fik tårerne endeligt frit løb. Niels hulkede, så hele kroppen rystede. Brandmanden ventede til Niels var faldet lidt til ro, så åbnede døren og satte Niels ind på passagersædet.
"Bare rolig, det skal vi nok ta' os af. Hvad hedder du forresten og hvor bor du?"
"Jeg hedder Niels," hikstede han. "Jeg bor nede i nr. 7. Det gør Ejner og Marie også."
"Vent bare roligt her. Jeg kommer tilbage til dig."
Niels kunne se at Søren gik hen til en brandmand som havde en meget flot sølvfarvet hjelm og snakkede med ham. Sølvhjelmen sendte en anden brandmand hen til Sørens brandbil. Nok for at overtage hans arbejde på siden af bilen. Så gik han hen til den forreste ambulance og sagde noget til chaufføren. Han kørte langsomt frem.
- Jeg vil med!,råbte Niels.
Søren sprang ud og standsede ambulancen. Så løftede han Niels ned fra brandbilen og han blev anbragt ved siden af medhjælperen i ambulancen. Søren satte sig ind bagi.

Så kørte de det korte stykke op til kirkepladsen, hvor Marie lå nedenfor kirketrappen. Medhjælperen sprang straks ud og hen til Marie og følte på hendes puls.
Pulsen er god nok, konstaterede han og smilede til Niels. "Er det dig der har lagt den fine
forbinding?," spurgte han og så på Niels ben. "Ja, det er det sandelig."" Det er meget flot."
"Det har jeg lært hos spejderne. Jeg er ulveunge i 1. Christianshavn," svarede Niels med en vis stolthed.
Ambulancefolkene fik hurtigt og forsigtigt lagt Marie op på båren.
"Kom og besøg mig på hovedbrandstationen. Bare spørg efter Søren fra røgdykkerne.
Jeg er der altid om onsdagen,"
sagde Søren og gik tilbage mod brandbilen.
I mellemtiden var den anden ambulance kommet til og det sidste Niels så da de kørte derfra med blafrende udrykningsflag og horn, var, at den ene af de andre ambulancefolk lå på knæ ved siden af Ejner og den anden rystede sørgmodigt på hovedet. Det viste sig siden, at Ejner havde fået et stort granatstykke lige midt i brystet og var død på stedet.

På Øresundshospitalet, som Niels og Marie blev kørt til, fik Niels lov til at vente på gangen mens Maries sår blev opereret. Inde fra operationsstuen, hvor Niels sad lige udenfor, kunne han høre et højt skrig. De havde fjernet et lille granatsplint fra Maries læg – uden bedøvelse – det var småt med bedøvelsesmidler og man var nødt til at spare.

Sygeplejersker og læger hastede forbi i begge retninger og portører kom hele tiden med senge med sårede, som blev stillet op lags vinduesvæggen overfor Niels. Nogle lå og stønnede og jamrede sig. Det havde Niels det ikke godt med.

Niels fik lov at overnatte på hospitalet fordi det var blevet spærretid inden Marie var færdigbehandlet og forbundet.. Han blev nødt til at ligge i samme seng som Marie, for der var mangel på senge.

Næste dag kom Maries far og hentede dem: Marie havde fået et par krykker, og hendes far spenderede en taxa hjem, selvom det var meget dyrt.

oooOooo

Niels og Marie fejrede Guldbryllup i 2005. Marie har stadig et T-formet ar på den højre læg.

Niels møder krigen, kapitel 1

2011-10-22T10:00:00.005+02:00

Tekst og fotos: Jørn E.

Dette er en dramadokumentarisk beretning fra d. 23. januar 1943, hvor de allierede bombede B&Ws haller på Christianshavn.
Men bomberne faldt også andre steder, otte civile blev dræbt og 68 sårede.
Det andet sted jeg nævner ”ovre i nærheden af Langebro” er sukkerfabriken.

Niels, Ejner og Marie løb og legede på pladsen foran Christianskirken. Niels og Ejner var ti år og Marie var elleve.
Kirkepladsen var en dejlig stor plads med grus, hvor de kunne spille bold, sjippe og lege ”ta'-fat”. Til venstre for kirken var der en stor græsplæne.

Bagved kirken afgrænsedes kirkens grund af en godt to meter høj mur. Bare 20 – 30 meter fra muren på den anden side lå to store reparationshaller, som tilhørte B&W's skibsværft.

De boede alle tre i Strandgade nr. 7. Der var ikke nogen legepladser i nærheden. Den nærmeste lå oppe ved volden, på den anden side af Torvegade. Der måtte de ikke gå op for deres forældre.

De legede, som de plejede, og var i gang med en gang ”ta'-fat”, da luftalarmen lød. Børnene tog det forholdsvis roligt, for det var noget der tit skete, uden at der skete mere.

.Tyskerne var kendt for, at de havde mere travlt med at få bemandet antiluftskytset, end at aktivere luftalarmen.

Men så hørte de flyvemaskiner. Niels kunne høre, at de fløj lavt. I næste sekund lød der nogle øresønderrivende brag og de blev alle kastet til jorden af et enormt lufttryk. Enorme flammer slog op fra hallerne på den anden side af kirkemuren.

Niels rejste sig fortumlet op og kiggede efter de andre. Marie lå på jorden og græd og jamrede sig.
Niels kunne se, at hendes højre ben blødte. Lidt længere væk, på græsplænen, lå Ejner. Han lå helt stille. Han havde et stort hul lige midt i brystet og det Niels kunne se fik blodet forsvinde fra hans hoved og han kastede op. Så kom han til at tænke på Marie. Han tørrede sig om munden med sit lømmetørklæde og gik hen til hende. Hun kiggede op på ham med store forskrækkede øjne og sagde
Det gør så ondt i mit ben
og så græd hun lidt mere.
Niels kunne se, at det blødte fra hendes højre læg og det var somom noget sort stak ud af såret.
Jeg fryser.
Peb Marie. Hun rystede over hele kroppen.
Niels tog sin trøje af og lagde den over hende.

Så kom næste angrebsbølge og bomberne bragede igen ned i reparationshallerne. Det fløjtede om ørerne på dem og Niels kunne høre noget, ligesom sten, der ramte gruset omkring dem. Marie skreg. Han blev klar over, at det var meget farligt for dem at være der hvor Marie lå. Han fik med stort besvær trukket Marie hen i ly af kirken. Hun jamrede sig højlydt og skreg også en enkelt gang af smerte.

Niels havde den slags bukser på, som var meget almindelige på den tid, såkaldte ”plus-fours”, som gik til lige under knæet, hvor de sluttede med en elastik til at holde dem fast. Til den slags bukser hørte lange strømper. Niels var spejder og havde lært lidt om førstehjælp, og kom i tanker om, at hvis der er en der bløder stærkt fra arme eller ben, skal man binde noget stramt omkring, lige over såret. Niels tog resolut sin ene strømpe af og bandt den stramt omkring Maries læg..
Så kom der endnu en angrebsbølge og efter bombebragene, kunne han endnu engang høre lyden som mindede om småsten der blev kastet ned mod pladsens grus. Han kunne også se, at det rykkede i Ejners krop. Først tænkte han, at han måske alligevel stadig var levende, men så blev han klar over, at han var blevet ramt at et eller anden. Niels skulle tage sig voldsomt sammen, for ikke at kaste op igen.

Niels havde været så optaget af sine venner, at han ikke rigtig havde hørt noget. Det hele var blot en fjern og uvedkommende støj og han var bange. Men lidt efter lidt, hvor han faldt lidt til ro, fordi han følte, at han ikke kunne gøre mere, hørte han SS-soldaterne, der bevogtede indgangen til B&W råbe kommandoer og løbe omkring. Han hørte støvletramp der forsvandt ned ad gaden, og kort efter kunne han se, at der stod SS-soldater med ca. ti meters mellemrum, på begge sider af gaden og han kunne se, at der var spærret ud mod Torvegade.

Efter, hvad der forekom ham som en evighed, hørte han udrykningshorn. Efter nogen parlamenteren blev der åbnet for brandbilerne ned ved Torvegade. Store flotte røde køretøjer med de blafrende gule udrykningsflag og orange blinklygter, drønede op gennem gaden. Niels ville være brandmand når han blev stor.

SAXO Forfatterskole

2011-10-19T10:00:00.004+02:00

Foto: Jørn E.

Kære alle,

Hvis nogen ikke har bemærket det, vil jeg på opfordring af Jørn gøre opmærksom på, at SAXO starter forfatterskole igen på tirsdag den 25. oktober.

Poly foreslår, at vi fortæller i en kommentar nedenfor, hvad vi kalder os på SAXO, så det er lettere at finde hinanden derinde.

Kh,
Randi

Erstatnings cpr nr.

2011-10-15T10:00:00.003+02:00

Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Poly Schmidt

Av for helvede!
Han prøvede at løfte hovedet. Han kunne ikke...
HJÆLP!
Hans mund åbnede sig forgæves, der kom ikke en lyd over de tørre læber.
Over ham, i mørket hang noget forunderligt, skræmmende og smukt.
Han anstrengte sig, forøgte at huske hvad det var.
Den var kuglerund og svævede deroppe over hans hoved!
Helt frit.
Var den langt fra, tæt på?
Ild!
Der var sgu ild i lortet - og den kom nærmere.
Han måtte væk. NU!

Alt blev sort!

Næste gang han åbnede øjnene, så han en fremmed mands ansigt tæt på hans.
Manden klaskede ham på kinden.
Hans hånd røg op i forsvar.
Manden i den hvide kittel så et kort øjeblik bange ud og trådte et skridt tilbage. Fattede sig hurtigt og gik så hen til manden på båren igen.

- Nå! du er vågen.
- Du er på Rigshospitalets Traumeafdeling. Du blev fundet i vejkanten ved afkørslen til motorvejen ved Hvidovre. Ved siden af dig lå et skilt hvor der stod "Roskilde" på.
- Kan du fortælle mig dit navn?

Navn!
Det vidste de sgu' da godt!
Han åbnede munden. Det rungede i hans hoved da hans stemmelæber kom i vibrationer.
Argh, han krympede sig sammen af smerte. Havde han lavet den larm?
Lægen stod afventende og så på ham, fuldstændigt upåvirket af de inferno af lyde der som ekko blev kastet rundt i rummet.

- Du har slået dit hoved alvorligt! Det er helt normalt, du har svært ved at svare. Jeg giver dig noget medicin mod smerterne.

Et skarpt lys, kuglen var blevet hvid.
Han mærkede en kølig fornemmelse brede sig på i armen. I det fjerne hørte han en stemme:

- Vil du underrette politiet om at patienten fortsat er uidentificeret.

Øjnenene blev tungere og gled i, kroppen helt slap.
Så huskede han:
- Månen, det var månen han havde set.

Der bredte sig et lille afklaret smil om hans mund

Krongemme

2011-10-08T10:00:00.008+02:00

Tekst: Bente Pedersen
Foto: Poly Schmidt

Lyden skar tværs gennem mørket. En mellemting mellem savværkets store klinge og en krage på flugt. Den kom fra noget buskads i skovens udkant et eller andet sted på skrænten ned mod bækken. Hun lyttede opmærksomt, men var næsten sikker på, at det var Ove, der var ophavsmanden. Altid fuld af spillopper, hvis gemmelegens ventetid blev for lang og kedelig. Bobler af latter legede tagfat i hendes mave, mens Ove med skiftende held forsøgte at imitere forskellige dyr. Hun pressede læberne tæt sammen for ikke at komme til at afsløre sit nyfundne gemmested. Hun vidste, at det var en del af Oves formål, og dukkede sig ekstra godt, da et fnis alligevel slap ud i mørket.

Hun trykkede sig ind mod træroden. Her i dens arme behængt med sanddrysset spind havde hun fundet det perfekte sted. Hun spejdede ud i mørket for at spotte de andres bevægelser i skovbunden. Skønt det klare skin fra månen anede hun kun en edderkop, der listede over hendes højre hånd. Næseborene vibrerede. Her mellem rødderne duftede der let syrligt som af svampe. Hun elskede at lege krongemme i efterårets tidlige mørke.

”98- 99- 100! Nu kommer jeg!” Svend Åge meldte tydeligt ud. Hun vidste, at han nu stod alene i den skarpt aftegnede lyskegle fra lygtepælens enlige pære. Lygtepælen stod som sidste bastion i bunden af vænget ved skovens kant. Han kneb øjnene tæt sammen, mens han spejdede ud i mørket. For en sikkerheds skyld holdt han den ene hånd på lygtepælens ru træflade. På store områder var der pillet flis af. Et godt tidsfordriv for den, der skulle stå og tælle til de famøse et hundrede.

”Hvad glor du på, Kim? Er det mig, du glor på, hva’?” Svend Åges stemme smældede. Han var alligevel ikke alene ved lygtepælen. Kim og hans to mindre søskende fra kommunehuset stod tavse på kanten af skrænten. Kunne åbenbart ikke forstå, hvorfor de heller ikke denne aften kunne få lov at være med i legen. Stod der med øjne, der tryglede, mens det betændte snot krøb som snegle fra næsebor til mund. ”Vi har da lov at stå her!” forsøgte Kim sig, mens øjnene skelede rundtosset. Men Svend Åge, alene i rollen som leder af gemmelegen, var slet ikke enig. ”Så flyt jer dog!”, kunne hun høre ham råbe irriteret.

Og så kom det pludseligt og gennemtrængende, og denne gang var det ægte. Skriget af frygt. Af smerte. Det lød som den mindste fra kommunehuset. Per, 5 år gammel. Han var nu et eller andet sted på skrænten, men hvorfor skreg han sådan? Hun krøb hurtigt ud fra trærodens beskyttende arme En gren svirpede hende i ansigtet, mens hun forsøgte at komme frem i det tætte buskads. Pludselig vidste hun det. Vidste, hvorfor Per skreg. Brændenælderne! Per var faldet ned i alle brændenælderne. Eller faldet? Var han nu også det?

Ude i det fri løb hun smidigt hen mod de andre, der allerede stod tæt samlet ved foden af skrænten. Deres alvorlige ansigter var alle vendt mod stedet, hvor skrigene kom fra. Kim stod der også i udkanten og forsøgte at trøste sin lillesøster. ”Så, så, så!” forsøgte han, men hun græd blot endnu mere skingert. Så kom det prompte fra ham: ”Jeg siger det altså til min mor, hvis I ikke hjælper med Per!” Kims mor, den arrige Fru Olsen, kunne altid spilles ud som en vægtig trussel. Kim ville for alt i verden undgå selv at skulle stå til regnskab overfor hendes grydeske eller bøjle, når der var hændt de to små noget.

Bjarne, den største og stærkeste i gruppen, havde trukket trøjeærmerne ned over hænderne og var nu på vej op ad skrænten. Op gennem brændenælderne. Op mod stedet, hvor Per lå pibende som et anskudt rådyr. Men hvor var Svend Åge? Var han bare stukket af?

Alle stivnede, da svaret på spørgsmålet åbenbarede sig øverst på kanten af skrænten. ”Hvad fanden har I gjort ved Per, I møgunger?”, tordnede fru Olsen ned mod den tavse flok. Stor og tyk stod hun der i lyskeglen med et godt greb i Svend Åges nakke. I det samme kom Bjarne ud fra brændenælderne bærende på Per, der havde slynget hænderne om halsen på den store dreng. Han hikstede af gråd, mens små kramper rystede hans lille krop. Blandingen af tårer og andet godt blev tværet godt ned i fibrerne på Bjarnes trøje. Kun blæsten over træerne kunne høres.

Da Bjarne nærmede sig Kim, lød det hviskende: ” Du får en femogtyveøre, hvis du siger, det var et uheld!” Kim forsøgte at rette blikket direkte mod Bjarne, og de vidste alle, at hans svar ikke stod til forhandling:

”Okay, men så skal vi også være med til krongemme i morgen aften!”

Friheden

2011-10-01T10:00:00.004+02:00

Tekst og foto: Poly

Heldigvis skinnede solen og det var ikke så koldt og mørkt, nu hvor hun igen gik alene med forsigtige skridt på den nogenlunde genkendelige skovvej. Selvom hun fysisk var til stede, følte hun sig som en dobbeltgænger, hvor minderne om barndommens afstikkere havde taget overhånd, og uden omtanke førte skridtene i den rigtige retning.

Da hun så bænken, slog hjertet et par krumspring og med iver småløb hun for at sætte sig ned, som hun havde gjort uendelig mange gange. Der var mange småstier i skoven, og havde det ikke været for bænken, havde hun måske ikke genkendt stedet. For at være sikker, lænede hun straks hovedet ud over ryglænet, for at tjekke om mærket, som hun med sine små hænder havde ridset med en sten, stadig var på bagsiden af bænkens ryg. Hun åndede lettet op, da hun fik bekræftet hun var på rette vej. Hun kiggede sig omkring for at indsuge skovens omgivelser helt ind til sjælens små gemmesteder. Selvom hun måtte indrømme modet og uvidenheden ikke var, som da hun med beslutsomme og små ufortrødne skrid tog tilflugt i skovens alt omsluttende arme. Inden hun gik videre lukkede hun øjnene halvt på klem, og prøvede med sit indre blik at se vejen fra bænken igennem skovens stier til sit specielle sted. Smilet på hendes ansigt bredte sig tydeligt ved tanken om at gense Friheden, for det havde hun døbt sin hemmelige hule.

Glæden over sin nyfundne frihed var så stor at hun skrålede i vilden sky, imens hun dansende lod træernes og buskenes blade glide imellem fingrene. Ind i mellem stoppede hun op for at snuse inderligt til duften af alle de forskellige blade, knopper og små skovblomster, hun synes så indbydende ud. Hun var mere end glad for at være tilbage igen. Her var så dejlig stille og hun følte sig helt tryg. Især efter hun havde set Paw-filmen. Hvis han kunne lave huler i skoven, så kunne hun også. Hun havde stor tillid til sin klatreevne, og her var der ingen der sagde noget om alt det hun ikke måtte fortage sig, og det bedste af det hele, hun kunne gøre lige hvad hun havde lyst til uden tildeling af uretfærdige straffe. På vejen herud, havde hun også lynhurtigt snuppet et par æbler, da hun gik forbi grøntforretningen, for at have lidt ekstra mad ud over sin skolemadpakke. Hun havde også set en stor gård og vidste fra tidligere, hun nemt kunne snuppe en sukkerroe eller hvad gårdmanden nu ellers havde i sin have, hvis hun skulle blive sulten. Selvom det at spise ikke betød så meget, som at kunne lukke verden og dem alle sammen ud.

Hun gik videre på opdagelse imellem buskadset og alle træerne, for at finde nogle bog og undersøge hvad der ellers var i nærheden. Hun fulgte de smalle dyrestier, samtidig med hun sikrede sig at lave forskellige kendetegn, for at kunne finde vejen tilbage til gården, for det havde hun lært fra sin spejderklub, men også for at kunne finde ud af skoven, hvis hun ville. Da hun kom til en lille lysning, fik hun øje på en lille klynge buske med nogle mindre træer. Åh dette var perfekt for hendes hule, for solens kunne sende varme stråler igennem buskadet, hvis det blev for koldt. Ivrigt gik hun i gang med at knække lange grene af med masser af blade på. Godt nok blev det ikke så flot lavet som det Paw havde bygget, men hun vidste det var vigtigt at få masser af dække, så hun kunne sove nogenlunde varmt og allervigtigst, så der ikke var noget der kunne se hende, hvis de tilfældigt kom forbi Friheden.

Endelig, nu var det vist godt nok. Hun havde også sørget for at have nogle lange bladfyldte grene, som hun kunne bruge som dyne, når hun ville sove. Pyt med om hun havde fået masser af rifter på armene, for det var længe siden, hun havde følt sig så glad og tilfreds. Endelig lå hun ned i sin nye hule, imens hun kiggede op på de små skyer der langsomt gled forbi. Hun blev helt opslugt af at betragte alle de forskellige former skyerne viste frem, alt imens hun opmærksomt lyttede til fuglene og deres smukke stemmer, for hun var sikker på de snakkede til hinanden.

Hun halvvågnede ved hun rystede lidt af kulde og famlede ud efter sin dynegren. Pludselig var hun lysvågen og opdagede at hun stadig sad på skovbænken. Solen var ved at gå ned og det var på tide at komme ud af skoven, selvom hun ikke nåede hen til sin sit hemmelige sted. Hun vidste det ikke var så vigtigt lige nu, for hun havde jo allerede genset Friheden.

Den Blå Dør

2011-09-24T10:00:00.006+02:00

Tekst: Jørn E.
Foto: Poly Schmidt

Jeg var på vej ned i kælderen med noget vasketøj. Vejret var lunt og der blæste en let brise, så forholdene var ideelle til at tørre tøj udendørs.

På vej hen ad kældergangen til mit kælderrum, hvor min vaskemaskine står, studsede jeg over en blå dør mellem alle de andre snavsetgrå kælderdøre. Den havde jeg aldrig lagt mærke til før. Den var flot nylakeret og uden en eneste ridse. Der sad en rigtig Rukolås i. Ikke som de andre, der var udstyret med hængelås.Underligt. Det kunne selvfølgelig være et nyt rum, som ejendommen havde etableret. Men jeg havde hverken set eller hørt nogen håndværkere og jeg havde været nede i kælderen for et par dage siden. Da var der ingen blå dør.

Jeg besluttede mig for, at spørge viceværten næste gang jeg så ham. Han måtte jo vide, hvad det var for en dør.

Mens jeg stod og sorterede mit vasketøj inde i min egen kælder, lød der pludselig et gennemtrængende kvindeskrig, efterfulgt af en rallen.

Jeg styrtede ud på gangen, men der var fuldstændig roligt og ingen andre var kommet til. Der er desværre ret lydt i ejendommen, så der måtte være andre der havde hørt skriget. Af en eller anden grund gik jeg hen for at lytte ved den blå dør. Men nu var der ingen blå dør.

Var jeg ved at blive vanvittig, eller var der nogen der drev gæk med mig?

Lidt fortumlet vendte jeg tilbage til mit vasketøj.

Da jeg senere kom tilbage for at hente mit vasketøj, var den blå dør der igen. Men nu stod den åben. Indenfor døren var der til min store overraskelse kun den bare mur, magen til muren i resten af kældergangen. Men jeg mærkede en gennemtrængende lugt af råddenskab. Nu har jeg aldrig mærket lugten af et lig, så jeg kunne ikke sige om det var den lugt. Jeg stak næsen helt hen til muren og følte, at stanken sivede ud af fugerne mellem murstenene.

Jeg stillede min tøjkurv ved den åbne dør og løb op i min lejlighed for at hente en tush. Hvis døren forsvandt igen, ville jeg vide hvor den havde været. Jeg havde besluttet mig for ikke at spørge viceværten alligevel. Han ville sikkert bare tro, at jeg var blevet sindssyg.

Da jeg vendte tilbage med tushen, var døren, som forventet væk. Men vaskekurven stod lige der, hvor den havde været. Med den sorte tusch satte jeg et kryds på væggen. Jeg kiggede op i loftet, for at se om der var noget der kunne hjælpe mig med at genkende stedet. Det var mit held, at der var en brunlig fugtskjold. Så havde jeg da noget andet at gå efter, hvis mit kryds skulle forsvinde. Man kunne jo aldrig vide.

Jeg bor i stueetagen, lige over kældergangen. Jeg vågnede midt om natten, vækket af lyden fra en dør der stod og smækkede, som i gennemtræk. Jeg satte mig op i sengen og kiggede ud. Jeg kunne se nogle træer, som var oplyst af gadebelysningen. Der var ikke en vind der rørte sig.

Modvilligt iførte jeg mig min slåbrok og tog den store håndlygte fra målerskabet, hvis kælderlyset skulle gå ud mens jeg var dernede. Jeg var ved at blive lidt paranoid.

Anspændt og med svedige hænder gik jeg ned i kælderen, tændte lyset i kældergangen. Jeg så straks den blå dør stå og smække. Jeg gik hen imod den, men jeg var ikke nået mange skridt, før den forsvandt.

Jeg gik derhen. Mit kryds var der stadig.

En tanke slog mig. Var der nogen eller noget, der forsøgte at fortælle mig noget. Tiltrække sig min opmærksomhed. Jeg kom til at tænke på lugten af råddenskab. Den var væk nu.

Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne jo ikke anmelde det til politiet. De ville jo med god grund bare opfatte mig som en skør kælling, for ikke at bruge et skrappere udtryk.

Jeg fik ikke sovet meget mere den nat. Jeg lå og spekulerede på, hvad det her skulle betyde. Jeg blev mere og mere sikker på, at der var et budskab gemt i mystiken. En person der var blevet myrdet? Det var måske lidt teatralsk. Men hvad. De forudgående begivenheder var vel også ret teatralske.
Jeg kom til at tænke på min gamle ven, kriminalinspektør Wims, som jeg havde lært at kende mens jeg boede i provinsen. Jeg besluttede at ringe til ham næste dag. Så faldt jeg endelig i søvn

Om formiddagen ringede jeg til Wims og fik en hjertelig modtagelse. Jeg fortalte ham min mærkværdige historie og spurgte, om han kunne finde ud af om der havde været nogen personer i min boligblok eller i nærheden, som havde været efterlyst uden at være fundet. Det lovede han.

Wims ringede tilbage allerede næste dag. Han fortalte, at en ung engelsk kvinde, som studerede på Københavns universitet, havde boet i en lejlighed i min opgang. Hun var forsvundet og var på et tidspunkt blevet efterlyst af sine forældre i England, da de ikke havde hørt fra hende i lang tid.

Man havde eftersøgt hende i ret lang tid, da hun ikke havde taget noget med sig fra lejligheden. Ikke engang sit pas. Men da man ikke efter et halvt år havde fundet noget spor af hende, var sagen blevet henlagt.

Det var lykkedes for Wims, at overtale de lokale kriminalteknikere til at se nærmere på kælderen.
De fik nøgler til de to kælderrum som lå på hver side af der, hvor den blå dør dukkede op.
I det ene kælderrum var der sat en væg op af gipsplader i den side, hvor den blå dør dukkede op.
Man valgte, at tage et par af pladerne ned.'

Der fandt man det mumificerede lig af en ung kvinde iført et blåt skørt og en hvid bluse.

Kort tid efter blev den tidligere indehaver af kælderrummet anholdt og sigtet for mordet på den unge pige.

Nogen fortalte, at blå havde været hendes yndlingsfarve.

Fuld igen!

2011-09-17T10:00:00.002+02:00

Tekst og foto: Leonius

Knejpens Olga smed mig ud, denne morgen klokken fem.
Luna hjælp nu mine øjne, jeg må starte turen hjem
følelsen er lidt vemodig, jeg er faldet ud af rammen
Luna nu i denne nat - er vi blevet fulde sammen.

Min gudinde du er stor, solens lys som reflekterer
for at lede mine skridt, på den sti hvor jeg spadserer
jeg et æble i sit fald, landet alt for tæt på stammen
Luna nu i denne nat - er vi blevet fulde sammen.

Jeg behøver ingen ord, for at holde dig i ave
hele tiden er du der, som en uindpakket gave
vi som ved hinandens værd, du på himlen jeg på drammen
Luna nu i denne nat - er vi blevet fulde sammen.

Ak hvor ville jeg dog ønske, at min kone sover sødt
så jeg ikke møder hende, som jeg ofte før har mødt
min gudinde hjælp mig bare, få mig til at glemme skammen
Luna nu i denne nat - er vi blevet fulde sammen.

September-opgave

2011-09-14T10:00:00.006+02:00

Fotos: Poly

Kære alle,

Glem ikke september-opgaven med deadline på valgdagen. Hvis I bliver forsinket, går det nok endda ;)

Den første tekst bliver publiceret på lørdag.

Kh,
Randi

Morgenlykke

2011-09-10T10:00:00.003+02:00

Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.

Som en grinende mund
gjorde tvivlsomme Juli-skyer
plads for morgensolens stråler.

Som på en barnetegning
stod de i gyldne tove
tangerede den blikstille havoverflade.

Samledes som en kæmpemæssig guldmønt
der konstant for mit blik
forandrede form og farve.

Kutteren
en sort silhouet
i midten af mønten.

Hvilken morgenlykke.

SAXO Selvudgiver

2011-09-07T10:00:00.003+02:00

Foto: Jørn E.

Kære alle,

Vores gode skrive-ven Dorte Jakobsen har gjort mig opmærksom på, at SAXO er i gang med at lave en platform til selvudgivelse af e-bøger.

I kan læse mere på: http://blog.saxo.com/2011/08/saxo-selvudgiver.html

Hvis nogen har spørgsmål, vil Dorte gerne hjælpe, hvis hun kan.

Kh,
Randi

Sommergæsten

2011-09-03T10:00:00.003+02:00

Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

Vinger duver svagt
under indflyvning
langs
fjordens kyster

En fuldendt landing
til døgnlange stråler
af sol

Endnu en gæst
søger
sit sted
i et arktisk landskab

Klædt i rødbrunt og hvidt
ser han sig om
nikker og nikker
roterer scenevant rundt
støver
emner op

Han kendes på
stemmens høje staccato
sin nikkende adfærd
og kroppens roterende uro

Erobrer sin mage
og vælger sit sted
ved en lavvandet sø

Et sommerkort ophold
i Kalaallit Nunaat
for denne chamör:

Odinshanen

Den fremmede

2011-08-27T10:00:00.003+02:00

Tekst: Lisa Rossavik Rich
Foto: Jørn E.

Langt oppe i højfjeldet er et lille hotel, der kaldes Fjellstuen.

Vejen derop er snoet og helt smal, så turisterne bliver hentet nede i dalen af en
norsk chauffør. Hun bliver bekymret, da hun ser vejen op af bjerget.

Der er ikke autoværn ud mod de dybe kløfter.

Landroveren er stor med snekæder over de brede pigdæk. Og hvis vejret er
ufremkommeligt vil hotellet sende et bæltekøretøj.

De henter turisterne nede ved hovedvejen op til det kendte langrendsterræn.

”Velkommen til Fjellstuen,” siger damen i receptionen. ”Havde I en fin tur herop?”

”Ja tak. Det er en flot tur,” siger manden, mens han modtager nøglen til værelset.

”Der er kun to danskere indlogeret på Fjellstuen lige nu!” siger den norske dame.

”Det er jo helt fint,” siger hun.

”Vi elsker en ferie udenfor sæsonen!” siger han.

”Vi har købt os fri fra jobben. Det bliver skønt med en skiferie.”

”Her er jeres bagage,” siger chaufføren og hilser. ”Vejret ser fint ud til langrend!”

De skal bo på første sal. Der er en bred betontrappe op til deres etage.

Inde i værelset kan de høre skistøvlernes klaklyde på trappen og folk,
der hyggesnakker og griner.

Der er ikke meget plads. De sidder i sengen, hvis de spiller kort,

Men udsigten fra det lille vindue er overdådig smuk.

De høje sneklædte fjelde skinner i sol, der spiller i frosne snekrystaller.

Langs med taget leger vinden med sneen. Den blæser nysneen op i små skyer, der hvirvles videre indtil sneen finder læ og laver en lille drive.

”Lad os så komme ud at løbe langrend!” siger hun.

”Vi hører lige vejrudsigten!” siger han.

De smører skiene med voks, der passer til temperaturen.

De har rygsæk på begge to med lidt proviant, der består af juice og lidt Freja-chokolade.

De kender ikke nogen af de andre gæster. Alle virker glade og positive. Der er rigtig feriestemning. De er i et af Norges smukkeste områder : Rondane Nationalpark.

Hun ser en flok skiløbere tage af sted. Hun lægger mærke til en kvinde, der står lidt fra de andre. Kvinden er ved at tage sine skibriller på. Det lange halstørklæde vikler hun rundt om halsen, så hendes underansigt var dækket.

"Skynd dig, vi tager rundløjpen i dag i det flotte vejr". Han skubber sine solbriller på plads.

”Jeg har sagt i receptionen, at vi tager den lille rundløjpe på 7 km. i dag,” siger han.

Mens de spænder skiene, mærker de en svag vind, der rasler i et lille træ. De får kolde kinder. Men solen stråler, så det bliver en god tur.

Hele løjpen er afmærket, så det er nemt at finde vej. De pjatter med hinanden og bliver fotograferet ved siden af en skistav med hue på. De nyder den kolde juice og den lækre chokolade. Den smukke løjpe er øde. Men langt borte høres stemmer, der bliver båret af vinden over sneen. Vinden er blevet stærkere nu, og de binder deres halstørklæder for munden. Tårerne flyder, mens de suser ned ad løjpen.

Det begynder at sne. Små fine snefnug dækker for solen, og det er svært
at finde løjpens afmærkninger. De hører stemmer langt væk.

"Det er nok den flok, vi så ved Fjellstuen, mens vi gjorde os klar", siger hun.

"Det er bare mærkeligt, at vi slet ikke har set nogen herude", svarer han.

Nu fyger sneen om dem. De føler sig som blinde. De kan ikke se løjpens afmærkning mere, og det er svært at orientere sig.

”Lad os gå tilbage til Fjellstuen!” siger han, mens han ryster sit halstørklæde.

Kulden bider i fingre og tæer. Hun er bange. De famler sig frem fra pæl til pæl.

De forsøger at se, hvor solen er. Men mørket og sneen lukker sig om dem.

Halsen snører sig sammen. Hun har svært ved at trække vejret.

Hun tør ikke sætte ord på sin angst.

Hun vil ikke fortælle ham, hvor bange hun er. Hjertet hamrer. Tårerne svider på kinden.

Hun beder til Gud om hjælp!

Hun kan ikke se andet end hvide prikker, der hvirvler rundt. Hun kan ikke se,
hvad der er himmel eller jord.

Noget kommer til syne midt i snehavet. Et menneske, der pludselig kommer ud af intetheden. Ansigtet er dækket af et stort halstørklæde, snebriller og hue.

Det ligner en grotesk snemand med ski og briller, men det er en kvinde.

"Herre Jesus, det er Guds vilje, at jeg skulle møte dere", siger hun på klingende norsk.

”Jeg fandt ikke gruppen min!”

Hun er helt henne ved dem.

”Jeg så dig, da vi skulle ud at gå!”

”Du stod ved Fjellstuen, ikke?”

”Jo, det var mig. Gud ske lov, at jeg mødte dere. Vi I hjælpe mig med at finde hjem til hotellet?”

Som ved et mirakel var det holdt det op med at sne. Den blege sol kunne skimtes i snedisen.

Få minutter efter forsvandt snedisen. Nu stod solen atter smuk og klar over dem. De kunne finde løjpeafmærkningerne.

De var stive i kroppen af kulde og udmattelse.

September-opgave

2011-08-24T10:00:00.008+02:00

Kære alle,

Sommeren er snart officielt forbi, og Poly har taget initiativ til en ny månedsopgave ved at finde nogle billeder frem til inspiration.

Skriv en historie på basis af et af billederne nedenfor og send den til mig senest den 15. september.

Kh,
Randi

Om at elske og miste

2011-08-20T10:38:00.003+02:00

Tekst og foto: Jørn E.

Dette digt er ikke skrevet til en kær afdød. Men til en kæreste, som pludseligt valgte at forlade mig. Parallelliteten er helt bevidst Jeg savner hende usigeligt, selv nu, ti år efter.

Jeg har mistet dig min ven...
hvor er du taget hen?
Får vi mon lov at ses igen?
Én ting står lysende klart
jeg var slet ikke parat

Jeg elskede dig
du elskede mig.

Nu er du væk
min sjæl sprang læk
og ingen præk
kan hele den flænge

Jeg ”googler” sjælens internet
det er sand'li ikke let
trods søgen på alverdens sprog
finder jeg ikke den fandens afkrog
som kan give mig svar
på disse eksistentielle mysterier
… måske skulle jeg søge på billeder.

Jeg henter masser af billeder
Glædes og fyldes af minder
men så ser jeg at de blot afleder
det er jo efter den håndgribelige ”jeg” jeg leder
ikke kun billeder, som bare forøger
tomheden efter det jeg virkelig søger.

Men pludselig ser jeg
en helt ny udvej
en stemme fra mit indre
vokser og lindrer
den siger mig at,
min kæreste skat,
en dag skal vi atter forenes
i et helt nyt liv
i fryd og gammen
hvor vi altid vil være sammen

Med kærlig hilsen

2011-08-13T10:00:00.003+02:00

Tekst: Robert Mørk Tindholm
Foto: Randi Abel

Det er midt i september, og sommeren bliver åbenbart ved. Da jeg står af toget, tænker jeg på, om det mon er den rigtige station. Jeg kan slet ikke kende stedet, men skiltet på perronen fastslår, at jeg er landet det rigtige sted. Jeg tager jakken af og slænger den over venstre skulder, ser mig lidt omkring og får øje på trappen, som fører op til Storegade.

Det går op for mig, at man har flyttet stationen til den modsatte side af gaden, og jeg står et øjeblik forvirret, uden at ane hvilken vej jeg skal gå. Mine øjne forsøger at fange noget genkendeligt omkring mig, men finder ikke rigtig noget. Butikkerne jeg kendte er forsvundet, nye er kommet til. Så får jeg øje på Cafe Kildevæld, den findes da endnu. Med en varm følelse kikker jeg ind gennem ruden, nej, selvfølgelig ligner den ikke sig selv.

Som store børn, holdt min søster og jeg ofte til der på cafeen, det var et trygt sted, i modsætning til vores hjem. Nej, jeg vil ikke tænke på det. Jeg tvinger mig selv til at holde fokus på det jeg er kommet for. Jeg vil ikke lade mig bremse af minder nu. Jeg går målrettet hen til hjørnet af Borgervænget, hvor jeg svinger væk fra trafikstøjen.

Min hånd søger automatisk ned i bukselommen, da jeg nærmer mig ”Jo den er der endnu” tænker jeg, skønt jeg ikke på noget tidspunkt har været i tvivl, jeg kan mærke vægten af den mod mit lår, hver gang jeg tager et skridt. Jeg knuger den lidt i hånden, det føles både trygt og skræmmende.

Bellmansgade ligner sig selv, skønt den virker meget mindre end dengang. Jeg kikker ned på mine fødder, mens jeg går. Jeg husker, hvordan jeg dengang hoppede fra flise til flise, og jeg hører min søsters stemme: ”Dem der går på streger, går og spiser rejer”. Nu tager jeg to fliser i et skridt, men undgår stadig behændigt stregerne.

Ved tanken om min søster, søger hånden igen ned i bukselommen. Siden de ringede og fortalte, hvad hun havde gjort, har jeg slet ikke været mig selv. Det er som om mit liv er stoppet, kun hadet er vokset dag for dag.

Min barndomsgade passerer ubemærket under mig, mens mine tanker kredser om vores sidste møde. Vi sad på en lille sofa på den lange gang lige udenfor hendes stue.
- Du må lære at tilgive. Vi skal videre med vores liv. Hun holdt så hårdt om min hånd, at det næsten gjorde ondt.
- Nej, sådan noget kan ikke tilgives, jeg kan i hvert tilfælde ikke.
Hun lagde sine hænder omkring mit ansigt, og så mig i øjnene.
- Lov mig, at du vil prøve, Johnny, for min skyld.
– Nej! havde jeg svaret og fjernet hendes hænder.

For få uger siden havde jeg aldrig troet, at jeg ville vende tilbage til gaden her, hvorfor skulle jeg det. Men nu er det pludselig blevet vigtigt for mig. Udenfor nr. 13 stopper jeg op. Min far bor stadigvæk i stuelejligheden, jeg kan kende gardinerne, vinduerne ser ud som om de ikke har været pudset, siden mor forlod ham.

Da han lukker døren op, ser han forbløffet på mig.
- Hvad vil du? spørg han og går baglæns ind i lejligheden.
- Jeg skal hilse dig fra Grethe, siger jeg og skubber døren i med min ene hæl. - Men hun er jo død, svarer han, og får i det samme øje på pistolen i min hånd.
– Ja, svarer jeg trist.

Så kom tiden

2011-08-06T10:00:00.003+02:00

Tekst og foto: Leonius

Jeg så en mælkebøttekugle
i venten på en vind
jeg drillede den en smule
og pustede lidt derind

Som ventet tog de afsked
de første af det kuld
i majestætisk lethed
på søgen efter muld

Nu venter så de sidste
på vindens milde sus
dog lader jeg mig friste
og bringer dem af hus

Jeg føler nu en storhed
forplantes i min krop
for jeg har netop hjulpet
naturen med sit job

Man går da ikke under prædikenen

2011-07-30T10:00:00.003+02:00

Tekst: Dorte F.
Foto: Jørn E.

Fakta

Det var juleaften, og jeg var stærk, var jeg ikke? Nyopereret, javist, men det var gået godt, jeg var på benene med det samme, for jeg ville være stærk. Jeg havde nået en masse inden, så det meste var klart.

Julegudstjeneste – for med den store omfavnelse af fællesskabets stemmer begynder julen rigtigt. Stor forventning til præsten, han har altid noget almenmenneskeligt at sige, noget morsomt, noget til eftertanke. Men han sejlede deroppe på stolen, han væltede. Nej. Jeg sejlede, bænkerækkerne skubbede, barnets pludren blev skinger. Jeg måtte rejse mig. Gå. Forbi undrende blikke. Man går ikke under prædikenen. Gør man?

Fiktion

Han sad tilbagelænet i sin stol. Så på mig med omsorg, med rolig afventen. Jeg kunne sige noget når jeg var klar. Eller tie stille. I tryghed og vished om en hånd at holde i hvis jeg faldt. I venteværelset knurrede utålmodigheden og al den tid folk ikke havde. Upåvirket tav han.

Som en lille mus krøb jeg sammen i et hjørne af hans udstrakte hånd. Så begyndte ordene at dryppe. Som små regndråber. Dråber af angst og utilstrækkelighed.

- De så på mig. Hørte ikke mere hvad Johannes sagde. Så på hende den mærkelige der gik midt i det hele. Fordømmende.
- Hvorfor tror du det?
- Jeg gik jo. Det gør man ikke.
- Men du var jo syg.
- Jeg var bare dårlig. Jeg skulle slet ikke være kommet.
- Men det godt du prøvede, var det ikke?
- Jeg ødelagde deres juleaften, og Johannes´.
- Ved at gå?
- Hvordan tror du ikke det var for dem, da. En der bare skrider. En der ikke vil ses.
- Det vidste de vel ikke?
- Det kunne de da se.
- Hvordan?
- Jeg så i gulvet. Smilede ikke, sagde ikke undskyld. Trådte nogen over tæerne. Famlede efter dørhåndtaget, maste mig forbi Gunnar uden et ord.
- Gunnar.
- Ja, kordegnen. Han åbnede døren for mig.
- Det var pænt af ham.
- Forstår du slet ikke? Det var min fejl. Jeg skulle være blevet væk. Jeg havde ikke noget at gøre der. Jeg burde have passet mit hjem, sat stegen i ovnen, rødkålen, gaverne, overblikket.
- Burde? For deres skyld?

- Deres blikke. Øjnene der trængte ind. Afslørende, Borende. Jeg vil ikke ha’ det. Tænk hvis de så. Hvad ville de så ikke tænke? Og sådan en har vovet sig ind i deres kirke, trådt i deres himmelske fred.
- Hvad er det de ikke må se.?
- Mig, selvfølgelig. Hvad jeg har lavet. Hvem jeg er.
- Det var jo ikke din skyld.
- Det var da mig der gjorde det.
- Kunne du have gjort andet?
- Jeg kunne vel have grebet ind. Jeg kunne…
- Have sagt nej? Hvad var der så sket?
- Jeg ved det ikke.
- Så var det vel heller ikke din skyld?
- Men forstå mig nu. Jeg er et dårligt menneske. Mærkelig, sær, ikke som andre.
- Hvem synes det?
- De gør. Alle dem der ser.
- Hvad synes du selv?

- Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke skjule det. Jeg kan ikke bekæmpe det. Jeg har prøvet, men det stirrer hele tiden på mig. Og spejlet sidder fast på væggen, jeg kan ikke få det ned.

- Var der ingen der smilede til dig? I kirken?
- Hva’? Jo, de vidste det vel ikke. Så havde de ikke smilet.
- Vidste hvad?
- At jeg har forstødt mig selv. Vendt ryggen til ... Til dem. Til mine… Hvorfor helvede skal du også spørge så meget?

Døren kunne ikke smække. Hælene ikke trampe. Benene næsten ikke bære. Det lille hvide kort i hånden. Hans varme På-gensyn-arm om skulderen. Det tavse forventningsfulde venteværelse. Automatdørens hvislen.

Og hans stemme i baggrunden.
- Næste?

Luna betyder måne

2011-07-23T10:00:00.003+02:00

Tekst: Ditte T.
Foto: Jørn E.

”Nej jeg vil ikke!” Jeg sagde sætningen højt. Ikke fordi jeg troede at min situation ville forandres af den grund. Den tynde månestråle på gulvet trak i mig. Det var som om, den var bundet fast i mig, at nogen trak hårdt i den anden ende. Som en hund i snor. Men var det ikke også det, jeg var?

Jeg satte mig op i sengen. Krøb ind i hjørnet og trak benene op under mig. Jeg lukkede øjnene. Det var jo komplet idiotisk. At jeg lukkede øjnene betød jo ikke en skid! Tusinde sindssyge ideer fløj gennem mit hoved. Jeg overvejede at binde mig selv fast til sengen, for dermed at blive der! Men jeg vidste godt, at det ville være nyttesløst. Når først månen stod midt på himlen, ville end ikke hundrede vilde elefanter kunne stoppe mig på min vej gennem skoven.

Jeg lyttede til huset og til skoven udenfor. Der var helt stille. Det var som om hele jorden holdt vejret i spænding for, hvad der kunne ske i nat. Det var jo vanvittigt! Jeg var så bange. Hvad kunne der ikke ske? Efter mordet ved sidste fuldmåne, kunne jeg aldrig lade mig selv slappe af igen. Jeg lagde pludselig mærke til, at jeg rystede over det hele, og at mine negle borede sig ind i min arm. Det måtte bare ikke ske igen! En tåre trillede stille ned over min kind og ind i min mundvig. Den smagte salt. Og hvad med Jonathan? Hvis han nogensinde fandt ud af min hemmelig så… Nej! Det ville jeg ikke engang tænke på!

Mine tanker blev sløve, men jeg måtte bare ikke falde i søvn! Loba begyndte at trække i mig. Det føltes som om, noget indeni mig simpelthen blev trukket ud, men sådan forholdt det sig egentlig også. Det var mit liv, der blev trukket ud, for at Loba kunne leve sit liv. Det var egentlig meget sjovt, tænkte jeg midt i rædslen, at jeg havde valgt at kalde den ulv, jeg delte liv med, for Loba. Det betyder ulv på spansk. Og mit eget navn, Luna, betyder måne. Ulv ved fuldmåne. Varulv.

Nej! Jeg måtte ikke give efter! Selv med lukkede øjne, synes månestriben pludselig at lyse skarpere. Jeg trak vejret dybt ned i lungerne og pustede forsigtigt ud. Smerten voksede. Det begyndte at gøre virkelig ondt nu. Jeg begyndte at klynke svagt i mørket, for at holde mit skrig tilbage. Mine forældre, i den anden ende af huset, skulle helst ikke vågne. Hvis de kom løbende for at se, hvad der var galt, kunne det være, at jeg kom til at give slip, og dermed lade Loba tage over. Min hals snørede sig sammen mens gråd og snot løb ud af øjne og næse. Smerten steg i takt med at der blev lysere i mit værelse, bag mine lukkede øjenlåg.

Jeg følte et hug af smerte, som om jeg fik stukket en kæmpestor kødkniv ind i maven, som derefter blev drejet rundt, mens den flænsede alt indeni mig op. Og så, da smerten toppede og jeg troede jeg skulle dø, forsvandt den ligesom. Det var, som hvis man hiver i en elastik til den pludselig knækker. Smerten slap sit tag, og jeg kunne trække vejret igen. Jeg følte mig pludselig helt tryg. Loba havde nok givet op.

Jeg åbnede forsigtigt det ene øje. På trods af den meget smalle sprække i mit mørklækningsgardin var hele mit værelse badet i månens klare skin. Sølv glimtede overalt, som havde jeg stået i et stort skatkammer. Det var så utroligt smukt. Jeg kunne mærke mit hjerte og åndedræt falde langsomt til ro. Næsten som i trance mærkede jeg min krop bevæge sig ud på gulvet. Mine ben gik målrettet, men langsomt, hen mod vinduet. Bare et lille kig, forsikrede jeg mig selv. Hvis jeg havde set mig selv fra siden, ville jeg have set et sygt begær og måneskær i mine øjne.

Jeg nåede vinduet, trak gardinet fra og stirrede intenst på det smukke landskab derude. Hele haven var fuld af måneskin. De smukke roser, som havde lukket sig for natten, blev badet i månens lys og blev næsten endnu smukkere, end om dagen. Den lille havesø skinnede, som lå der skatte på bunden af den. Men det lagde jeg slet ikke mærke til, jeg var for optaget af at kigge på månen. Større og mere lokkende end nu, havde jeg aldrig set den. Jeg havde vidst det helt fra starten, jeg havde bare forsøgt at skjule det for mig selv. Jeg havde ikke haft en chance for at lukke af for månen og det uundgåelige. Jeg ejede kun halvdelen af livet, den anden del tilhørte Loba. Jeg skulle leve mit liv om dagen, så fik hun sit om natten. Månen trak nu hårdere end nogensinde før, men det behøvede den slet ikke.

Jeg var allerede væk.

Storesøster

2011-07-16T10:00:00.003+02:00

Tekst og foto: Randi Abel

Emma tager puden op og lægger den tilbage på sin seng. Hun sætter sig på hug foran den lille, skrammede reol. Da far havde malet den hvid, hjalp mor Emma med at klistre fine billeder på, som de klippede ud af gamle ugeblade. Emmas buttede pegefinger danser hen over bogryggene og stopper ved den om Peddersen og katten Findus.

Med bogen trykket ind mod maven kravler hun op i sengen, sætter sig i skrædderstilling og bladrer i den. En fornemmelse af små bobler breder sig i hendes krop ved tanken om, at mor skal læse højt for hende i aften. Mor vil krybe ned under dynen til hende, og Emma vil lægge sig tæt ind til mor, så hun kan indsnuse hendes duft og kigge på de sjove tegninger af Peddersen og Findus, mens mor fortæller om dem.

Mor var ved at hænge vasketøj op i bryggerset, da babyen vågnede og stak i et hyl. Hun havde sendt Emma ovenpå for at få den til at tie stille.

”Du er en stor pige, der sådan kan få lillebror til at sove.” Mor står i døren og kigger på Emma. Hendes mund smiler, og øjnene ser glade ud. Emma springer ned fra sengen. Hun hopper i imaginære hinkeruder tværs over gulvet og kaster sig om mors ben. Nu er alt igen som før.

Araknofo(r)bi

2011-07-09T10:00:00.000+02:00

Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.

Færdig! Jeg klapper hænderne mod hinanden og vifter med en hurtig bevægelse den sidste rest vand af i luften.Udover at opvasken er væk, har jeg tryllet med vand og sæbe så alle hylder, skuffefronter og opbevaringsglas er vasket og tørret af.

Alarmen på køkkenbordet er fortsat tavs. Jeg ser op på køkkenuret - er klokken virkelig ved at være tre? Der må kryds i kalenderen! Sofie min dejlige datter på tre måneder har for første gang sovet i hele tre timer. Jeg løsner hestehalen og ryster lidt luft ind til hovedbunden - ah det frisker. Med hurtige bevægelser sætter jeg hestehalen igen. Nu skal Sofie op.

Jeg skynder mig ud i haven, Barnevognen står foran terrassedøren til stuen. Allerede da jeg er ved at runde hjørnet om til haven kan jeg mærke “moderskabet” vælde op i mig som den dejligste varme bølge gennem kroppen. Følelsen blandes med et sug af savn, som en narkoman der bare MÅ have sine stoffer, længtes jeg efter at holde din lille varme krop..
Barnevognen bevæger sig blidt og jeg kan høre Sofies småpludren. I et par lette spring er jeg helt henne ved hende og begynder småsnakkene at dreje låsene og løsne dækskykket.

- Såå mors pige, er du lidt sulten? Jeg læner mig ind over vognen og letter lidt på dynen,. Så ser jeg den!

Den er enorm.
Den er sort! Helt sort!
Dens ryg glinser
Lodne, lodne ben.

Min hals snørrer sig sammen.
Jeg kvæles!
Min angst overskygger min kærlighed!
NEJ...
Lydende omkring mig blegner. Tilbage er kun
den og mig!
NEJ!
Tag dig nu sammen. Nu er der mere end dig.
KOM NU - DEN MÅ VÆK!
Mor, du er mor nu.
Min hånd hænger, lige der i luften.
Det er jo bare lige...
et greb.
Puf til den, så er den væk!
Min hånd ryster, jeg sveder..
Kvalme.

Sofie, du er så lille. Din mor er et skvat!
Søde lille skat, jeg skal nok redde dig.
Måske kunne jeg med et hurtigt snuptag, hive dig op og væk.
Jeg “mærker” igen min lille datter, hører hendes ubekymrede pludren.
Edderkoppen har flyttet sig lidt. Der er fri bane.

Mit hjerte hamrer i brystet. Så er det nu!
Hvordan det sker ved jeg ikke, men nu er du her - oppe hos mig..
Du dufter vidunderligt. Dejlig varm, tilfreds og glad.
Problemet ser min ryg.
Næste gang, vinder jeg!
Det ved jeg!

Det glemte hus

2011-07-02T10:00:00.004+02:00

Tekst: MuZZling
Foto: Jørn E.

Lola sad i mørket og betragtede lyset fra lighteren.
Hun fornemmede varmen fra den lille flamme, mærkede hvordan trangen til at tænde en ild spirede i hende.
Hun slukkede den igen, sad lidt i mørket og mærkede tomheden inden i.
Forsigtigt slog hun en ild igen og sad igen længe og kikkede på den lille flamme.
Tænk at sådan en lille uskyldig flamme kunne blive til noget stort og altædende, et inferno af smerte og kaos. Ild var så fascinerende, smuk og dødbringende på en gang. FANTASTISK...
Hun puttede den lille sølvlighter i lommen igen og smuttede ud af det lille hul i væggen. Det gamle hus hun søgte tilflugt i når virkeligheden blev hende for meget, lå stille og forladt på den store grund med de gamle træer.
Det var i grunden synd tænkte hun. Det lå her helt alene og glemt på en alt for stor grund. Der var ingen der kom og så til det, ingen der savnede det.
Lola stod lidt og kikkede på det i måneskindet. De gamle brædder ville nemt give næring til den smukke lille flamme, taget ville springe i fantastiske knald. Ruderne ville give efter i høje smæld.
Hun mærkede igen den lille lighter i lommen, den brændte næsten gennem foret blot med sin tilstedeværelse. Det kriblede i fingrene og hun kunne ikke lade være med at se sig om.
Kom der nogen, var der nogen der ville se hende!?
Nej alt var øde og stille, hun var ganske alene under den kolde måne.

Lola tog en hurtig beslutning. Huset skulle leve igen.
Hurtigt smuttede hun ind gennem hullet i væggen, fandt vej gennem de mørke rum og valgte sig et godt sted.
Hun byggede et lille men solidt bål af det hun kunne finde.
Forsigtigt slog hun en ild med sin lille lighter, betragtede flammen, og satte så ild på den smule avis hun havde fundet. Hun ventede til det havde rigtig godt fat og smuttede så ud af huset igen.
Hun gemte sig i haven og ventede. Betragtede flammerne i huset så hvor smukt de fandt vej fra rum til rum til de til slut var alt omsluttende. Hele huset stod nu i lys lue og hun kunne mærke den kraftige varme.
Flammerne slikkede om det gamle hus og åd alt. Hun så alt. Så hvordan brandfolkene kæmpede den brave kamp mod flammerne, så hvordan de tabte kampen og hvordan folk stimlede sammen om det glemte hus.
Da den lyse morgen kom pakkede brandfolkene sammen og nu kom politiet og gennemsøgte haven.

Lola sad stadig i haven og kikkede på det sted hvor huset havde stået.
Langsomt rejste hun sig og stod helt stille og ventede. Først ingen ting, så råb og tumult. Var det hundegøen? De kolde håndjernede mod huden.
De førte hende mod politibilerne. Hun var stille men med et saligt smil på læben. Hende øjne blev tomme og fredfyldte. Huset levede.

Sorte pletter på en rød kjole

2011-06-25T10:00:00.001+02:00

Tekst og foto: Ragnhild Jakobsen

Marie, hedder en lille pige, som lige nu løber rundt i græsset. Hun løber og løber, alt hvad hun kan.
Stærkere og stærkere løber hun, mens hun hele tiden passer på ikke at falde over sine egne ben.
Hun har sin fine røde kjole på, og den må ikke blive snavset. Det har mor sagt, og mor har også sagt, at hele familien skal til havet i dag.
De skal afsted sammen med alle dem, de kender, fordi vejret bliver så varmt og lummert op ad dagen.
Marie glæder sig rigtig meget, og hun løber og løber og sveder allerede, og hun løber videre, og der ligger en sten, og hun snubler og falder og lander på ryggen i en lille dynge jord.
Hun spræller med benene, bliver liggende lidt og leger, hun løber i luften.
Åh nej, siger Marie. Hun står på sine ben og ser de sorte pletter på den røde kjole.
En, to, tre, fire, fem, seks, nej syv er der!
Pludselig bliver alt mørkt omkring Marie. Hun kan ikke få luft, og hun kan slet ikke bevæge sig.
Lige så pludselig er solen og lyset der igen. Men hun ved ikke, hvor hun er.
Marie går forsigtigt ud ad en vej, hun ikke kender, mens en ivrig stemme råber.
Marie, Marie, Marolle flyv op til Vorherre og bed om godt vejr i morgen!
Marie løfter op i den røde kjole med de syv sorte pletter, folder vingerne ud og flyver op til Vorherre.

I nattens mørke - en ny bog af Lisa Rossavik Rich

2011-06-22T10:00:00.002+02:00

Søren går alene hjem i den mørke nat. Han hører, at der er nogen, der følger efter ham. Pludselig er de over ham.

Tre mod en. Søren råber: ”Hjælp!” Hans mobil bliver trådt i stykker. Mon der er nogen, der hører ham…?

Dette er bagsideteksten på Lisas seneste bog, som netop er udkommet. Den handler om den meningsløse vold, der kan opstå, når helt uskyldige unge mennesker tager ud for at more sig på diskotek en aften. Tre fyre må ikke komme ind på diskoteket, fordi de er berusede, og de hævner sig på bogens hovedperson, som bliver gennembanket og snittet med en kniv.

Sur lur

2011-06-18T10:00:00.002+02:00

Tekst og foto: Jørn E.

Da jeg blev sur
var da tog en lur
efter en dejlig spadseretur

Jeg hvirvlede
ned fra himlen
i et helvede
af bimlen

Jeg for i flint
og roterede blindt
ud over sengekanten

Nu var jeg virkelig vranten
sur, ja
virkelig gnaven

vækket af min lur
af det fandens
vækkeur

GRØNT LYS, PLEASE, KOM NU!!!!

2011-06-11T10:00:00.004+02:00

Tekst og foto: Bente Pedersen

På vej hen til bilen leder hun efter bilnøglerne i tasken med den ene hånd. Er lige ved at træde ud foran en cyklist, da hun skrår over cykelstien med fokus rettet mod den lille grønne Kadet. Hun rømmer sig i en lang kæde af nervøse sammentrækninger. Ved ikke, om det er bedre at lade være, for nu er det også begyndt at svide i halsen. Hvordan fanden kunne hun da også være så dum? Drikke mørkt øl på en sommerdag i august. Tåbeligt!

Hun fornemmede godt den lille klump, der ikke burde være der, da hun hurtigt skyllede den sidste sjat ned. Blød og hård på samme tid som et gammelt stykke tyggegummi. Hun mærkede et lille stik som af en fin kanyle. Ønskede, at hun tog fejl. Rømmede sig prøvende! Var det mon ikke bare en tudse? Hun havde da vist også røget rigeligt i aftes. Det strammede på en måde, hun ikke genkendte. Føltes forkert. Vand! Koldt vand kunne være godt, fornemmede hun.

”Jeg skal have noget koldt, for jeg har vist lige slugt en hveps!,” fik hun fremstammet til veninden, der også sad ved det lille cafébord. Hun følte sig fjollet, men rejste sig hurtigt og zigzaggede som en smidig pyton gennem menneskemængden. Propfyldt var der som altid ved disse gratis udendørskoncerter på Brandts Klædefabrik. Hun nåede frem til køen ved caféens eneste dametoilet. ”Undskyld må jeg komme forbi? Jeg skal bare have noget koldt at drikke!” Kvinderne, der stod småsludrende og pænt på række, flyttede sig trægt. Hun mærkede deres vurderende blikke bide i nakken og var ved at opgive, men masede sig så atypisk frem mod håndvaskene. Undskyldte som en kasteløs inder, men lukkede ørerne for de kvindespidse bemærkninger, og lod strålen løbe. Hun stak hovedet ind under og drak grådigt. Koldt, svalende koldt som bækken om sommeren. Hun tørrede sig med bagsiden af hånden og mærkede efter. Den var der stadig. Følelsen af en stor klump stivnet havregrød, der bare voksede i hendes hals.

Udenfor ved bordet meddelte hun veninden, at hun var nødt til at tage på skadestuen i en fart. Turde ikke vente længere. Hun så straks rådvildheden i venindens øjne, da hun akavet forsøgte sig med et: ”Er du nu helt sikker på, at det var en hveps?” Da hun ikke forventede hjælp, nikkede hun blot, tog sin håndtaske over skulderen og forlod veninden med et: ”Jeg kører bare selv! Vil du ringe til Niels og give besked?”

Den gamle Opel Kadet giver sig højlydt, da hun skifter fra fjerde ned i anden i et hug ved udsigten til rødt lys i krydset ved Føtex.” Kom nu, grøn pil, please, grøn pil!” Hun tale højt kommanderende ud i den tomme luft. Glemmer at vise af. Så bare lige ud ad Vesterbro frem mod næste lyskryds. Heldigvis er der sommerstille på gaden denne lørdag eftermiddag, så hun accelererer så hurtigt, som den gamle Opel tillader.

Skal hun mon tage genvejen ned forbi kapellet ved Assistents kirkegård? Det er hurtigere, ved hun, men kommer hun så ikke ud på den forkerte side af skadestuen? Hun kan pludselig ikke stille skarpt på hukommelsens GPS. Sveden svider i øjnene om kap med smerten i halsen. Hendes hjerte banker vildt. Hun er vant til at træne, så hun ved, at det kan holde til meget. Er mere bange for at besvime. Ruller ned for vinduet. Lidt frisk luft er godt! Sådan.

Kan næsten ikke synke. Hvorfor er det også hende, der er nødt til at køre? Alene! Hun presser panikken tilbage i barnestolen på bagsædet og beder den klappe i. Ikke græde nu. Så nu til venstre ved den gamle sukkerfabrik. Et stykke efter lyskurven kommer hun rundt i s-svinget ved at snitte en kantsten, men får rettet op. Fortsætter forbi kirkegården og kapellet. Kan se toppen af sygehusets ti etager forude. Hun trækker vejret hurtigt og overfladisk. Som gennem et lillebitte sugerør. Bare hun nu kan finde en parkeringsplads. Lige ved siden af indgangen holder hun, p-plads eller ej. Smækker bare bildøren og forlader den ulåst.

Hun haster hen til det lille glasindelukke, hvor den vagthavende sygeplejersker ser spørgende op fra skærmen, da hun i mangel af bedre banker på glasset med en skarp kno. ”Jeg tror, jeg er blevet stukket af en hveps i halsen. Det er ligesom en femstjernet halsbetændelse. Jeg har svært ved at trække vejret ordentligt! ”Hun snakker i små stød med hæs stemme, mens hun på bedste skolelærermanér viser med hånden, hvor problemet er lokaliseret. Bare hun nu ikke stinker som et helt værtshus, når hun at tænke, inden skrankens kant bliver som vingummi og forsvinder ud af hånden på hende. Hun går ned i knæ.”Hurtigt! Kom med en båre!,” er det sidste, hun hører, inden hun dejser om på det kølige gulv.

Fakta: For 16 år siden sad jeg en lørdag eftermiddag i august foran en café i Odense sammen med en veninde. Jeg drak min yndlingsøl, en mørk én af slagsen. Den delte jeg åbenbart med en hveps, som jeg kom til at sluge. Den stak mig i halsen ved struben. Kørte selv til skadestuen og blev indlagt, fordi det viste sig, at jeg var hvepseallergiker. Første gang ud af tre, hvor der har været bud efter mig.

Da jeg den nat gik i seng

2011-06-04T10:00:00.005+02:00

Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E.

Da jeg den nat gik i seng
aldrig før så træt efter polka!

jeg havde danset og danset, sagde aldrig nej
elsker, elsker ikke
galante gentlemen inklinerede for mig

drømmende dansede jeg med
elsker, elsker ikke
neje og bukke for hver og en

nikke og smile til alle som en
alvorlige blikke, ohla la
tavse aftaler blev lavet

gyngende brud, måske... engang
ildsjælen brænder indeni
kærligheden kysser med et lille nik

ildsjælen brænder indeni

solen skinner smukt som et lys
endelig en der ikke lader mig ene
neje og bukke, blikket rettet mod en
gyngende grund, ikke denne gang!

Natten

2011-06-01T10:00:00.002+02:00

Tekst og foto: Leonius

Jeg vågnede i et inferno af lys.
Klokken var lidt over tre, jeg havde kun sovet et par timer, men jeg følte mig frisk, udhvilet og fuld af energi, jeg måtte stå op, for at prøve at blive træt igen.
Jeg kiggede ud af vinduet, der var et helt specielt lys derude, roligt, behageligt og dragende. Disen hang lavt over de gule rapsmarker, og medvirkede til at gøre dette sceneri så guddommeligt smukt.
Jeg satte mig ude på terrassen for at ryge en smøg, og for ikke at vække min hustru.
Himlen denne sommernat var farvet i de smukkeste pastelfarver, som månens lys manipulerede i alle, nærmest utænkelige, nuancer.
Skyerne sejlede stille afsted og forandrede sine konturer hele tiden.
Det var, som kunne jeg selv bestemme hvad de skulle forestille.
Jeg så et billed af min svigerfar, jeg hilste naturligvis.
Han døde lige før vi skulle have været ud at fiske sammen for første gang, jeg nåede aldrig at komme helt på tomandshånd med ham. Ja- jeg savner også ham.
Et nyt billed forestiller et skib. Jeg tænkte på sejlturen til Bornholm for 47 år siden. Berit, jeg og vores første barn. En skøn tur, hvor vi for en tid, slap for svigermors evindelige indblanding.
Hvor vi dog hyggede os. Gudhjem, Therns hotel, det store kolde bord hver frokost, klipper, hav, krølle bølle is, røgede sild med æggeblomme, solnedgange, Oluf Høst.
Gode morgener, gode dage, gode aftener, gode nætter.
Min mors billed toner frem i skyerne, jeg siger: Hej Mor- hvordan har du det? ” jeg har det godt her, siger hun, du skal ikke være urolig, alt er så smukt min dreng”.
Det løber koldt ned af ryggen på mig, jeg sidder her og tænker spørgsmålene og svarrene selv, men det virker som en rigtig samtale.

Hvordan har mit liv egentlig formet sig, har jeg været lykkelig?
Ja- mon ikke. Jeg har været lykkelig.
Jamen har du da ikke været ulykkelig?
Jo- da. Det følger vel med, at man ikke kan leve livet uden også at være ulykkelig somme tider, måske mest hvis man er kommet til at gøre en man elsker fortræd. Et skænderi, nogle forkerte ord, som kunne resulterer i tåre.
Hvor er det forfærdelig at se en man elsker, være ulykkelig, det flår i hjertet.
Hvor er det til gengæld vidunderligt at se en man elsker, være lykkelig, det reparerer alt.
Jeg ser et billed af et af vores børn være dybt ulykkelig over at blive skældt ud. Jeg ser hende blive trøstet, det varmer.
Jeg ser mine børn løbe efter mig på stranden, jeg ser de er lykkelige, jeg er også selv lykkelig. Og Berits lykkelige ansigt, suser vi forbi, hun hepper.
Jeg ser Berits ulykkelige ansigt efter en mislykket graviditet.
Jeg ser Berits lykkelige ansigt efter endnu en vellykket fødsel.
Jeg ser og hører hvordan Berits latter smitter mig, samtidig med hun tørre opkast fra babyen, af min skulder. Jeg kan dufte det.
Jeg sidder med tårer i øjnene.
Det var godt.
Det var rigtig godt.

Da jeg den nat gik i seng,
lå jeg der allerede.

Der er igen lidt stille

2011-05-28T10:00:00.002+02:00

Foto: Jørn E.

Kære alle,

Dortes tekst fortjener også flere kommentarer, så jeg synes, vi igen skal vente med at lægge en ny på bloggen.

I stedet vil I måske give jeres besyv med mht. sommerferie, som jeg har skrevet et indlæg om i vores debatforum.

Kh,
Randi

Perronen der ryster af latter

2011-05-25T10:00:00.002+02:00

Tekst: Dorte F.
Foto: Jørn E.

Var det gardinstangen der faldt ned og ramte hende i hovedet? Eller foden hun vred om på, planten der væltede og sendte smågrumset vand ud over hendes tæer? Eller måske telefonen der hidsigt bippede hende op på den fod, der skreg? Nej Grete vidste ikke lige hvad det var, der fik hende til at sætte sig ned, se på planten, der endnu bløppede fra underskålen, og vente på vandfaldet der plejede at løbe over og gøre hende rødøjet af egen elendighed.

Men det var grinet der kom. Et bredbrystet skraldergrin der kom væltende helt nede fra maven og med en klukken sprængte sig frem gennem sideflæsk og dobbelthager helt derop, hvor energi og livslyst så længe havde gemt sig. Nu kom de frem, med overskud endda, og hun gav den skæve gardinstang et muntert spark, så den faldt det sidste stykke og efterlod sig et hul i væggen. Hun betragtede hullet, det lignede en forblæst blomst. Der faldt et lille stykke puds af, og nu kom hun frem, troldungen. For så lang tid siden, at det fortabte sig i tidløs smerte, var hun flygtet fra nedtrykthed og udmattelse og havde nægtet at vise sig igen, før al jammeren var hørt op. Et øjeblik sad hun deroppe i gardinstangshullet og fløjtede overstadigt. Mellem tænderne havde hun det evindelige græsstrå.. Så hoppede hun ned og satte sig foran Grete der endnu småspruttede af lystighed.

-Hvad sidder du der for?
-Gardinerne. De sagde de var for grimme, men jeg måtte ikke fjerne dem helt, skulle bare sætte nogle andre op.
-Hvorfor?
-De synes ikke det var pænt uden gardiner.
-Hvem de?

Grete sad lidt. Så kom hun på benene. Den krydrede juleduft havde ændret sig, var blevet skarp og sort. Hun småhumpede ud til ovnen. Englen havde fået svedne vinger og nissen mistet sin huespids, og hvor kunne det også være lige meget. Hun overvejede at lade dem være, bare sidde og se dem langsomt forkulle, men tog dem ud alligevel, smådampende af lettelse.

-Hvem de? Troldungen var fulgt efter, ville have sit svar.
-Dem der synes så meget, er så fornuftige, ved så meget bedre.
-Nå, dem der bestemmer?
-Sådan kan du måske godt sige det.
-Har de så også bestemt at du skulle pynte til jul lige nu hvor du ikke har lyst? At du skulle huske at bestille en and hjem, lægge planer så du fik alt gjort i god tid og ikke behøvede at ødelægge juleaften med at være så fortravlet?
Grete så skarpt på troldungen.
-Ja tak du behøver ikke sige mere. Jeg har forstået.
-Men gør du så også noget ved det?

Stilheden, de fastlåste blikke, smilene der brød frem, latteren der fejede støvet sammen i en krog, hænderne der hjemmevant samlede kageduften i dåse, fyldte den store taske med det gode tøj og en tyk bog. Med et sidste smil forsvandt troldungen. Drog hjem til sin blomstereng til en velfortjent lur, og med et øje på klem fulgte hun Grete det sidste stykke.

-Og nu sidder jeg her. Toget kommer lige om lidt. Grete holder telefonen lidt ud fra sig.
-Men hvor tager du hen? Datterens bekymrede stemme svider. Så forsvinder både den og Gretes svar i den hvislende larm. Perronen ryster.

Entreprenøren

2011-05-21T10:00:00.002+02:00

Tekst: Dorte Jakobsen
Foto: Jørn E.

”Ha, så er den ged barberet.” Entreprenøren smed telefonrøret på og gav sin affarvede sekretær et entusiastisk klask i rumpen.

”Hvad nu, Jørgen?”

”Jeg vandt entreprisen. Cykelstien i den der nationalpark oppe i Thy.”

Hendes afgnavede tyggegummi roterede en ekstra gang. ”Jamen tror du, du kommer til at tjene noget særligt på det? Lå dit tilbud ikke lige i underkanten?” I modsætning til, hvad man måske skulle tro, havde Liselotte god forstand på penge.

”Jo, men nu ansætter jeg et par af de lokale hugobørger til at gøre arbejdet. De ved sgu da ingen ting om mindsteløn og fagforeninger ude i vildmarken. Men spytte i næverne, det kan de.”

-----------------------------------------
Entreprenøren blev budt velkommen af skovrider Signe Svendsen. Hun var egentlig en køn tøs, hvis hun ville lade være med at rende rundt i den kedelige arbejdsjakke. En tur til frisøren og en smart kjole, så …

”Skal vi smutte ud og kigge på det?” Skovrideren rev ham ud af hans dagdrømme og viftede ham om næsen med et detaljeret kort over den nyindviede nationalpark.

Det tog ikke lang tid at skrabe den håndfuld mand sammen, han skulle bruge. De bredskuldrede, lavstammede gutter lugtede af stald og gødning. De var fåmælte, og han kunne dårligt kende den ene fra den anden i deres blå harboørehabitter, men de passede fint ind i hans kram. Han betalte ikke for at de skulle rende rundt og kæfte op.

Snakke kunne de nu alligevel godt, især når de var utilfredse med noget.

”Vi mangler en rendegraver til det her.” ”Motorsaven er sløv.” ”Med en gravko ville det gå noget hurtigere.” ”Overarbejdsbetaling.” ”Arbejdspladsvurdering.”

Hvor I alverden havde de lært den slags henne? ”Jeg har ellers hørt, at en thybo kan klare hvad som helst med en skovl og en kost,” drillede han dem. Hende Svendsen-damen havde allerede kravlet rundt med et målebånd og brokket sig over, at cykelstien var ti centimeter smallere end aftalt på visse strækninger, og hvis han skulle bestille et ekstra læs asfalt, måtte gutterne klare sig med det materiel, han havde slæbt med hjemmefra.

”Husk lige, kammerater, at her arbejder vi efter reglerne; - mine regler. Men hvis I rubber neglene, kan det jo være, der falder en lille sort bonus af.”

Entreprenøren stak tommelfingrene ind under sine brede seler. Det var nu sjovt at se dem, når de stillede sig an som en flok hidsige hulepindsvin.

-----------------------------------------
”Timber!” Adrenalinen susede i entreprenørens årer; han var en simpel mand som aldrig blev træt af benzinos og mandehørm. Det knagede i den gamle stamme, men træet var ramt af elmesygen og måtte vige for fremskridtet.

”Nå, men nu er klokken så fire.” ”Uh ja, den er endda næsten et minut over.” Bondejokkerne nikkede kort til hinanden, slap øjeblikkelig hvad de havde af tove og kiler i hænderne, før de behændigt trådte til side.

”Ja, men så ses vi mandag morgen.” Med sindige skridt traskede de op mod hovedvejen uden at se sig tilbage.

-----------------------------------------
En myre bevæger sig møjsommeligt op gennem et mørkt arbejdsbukseben. Entreprenøren mærker ikke noget. Han ligger under den tunge stamme, og han kan ikke føle sine ben. Han har sendt et prøvende ”hjælp” ind mellem træerne, men det runger så underligt, og der sker ikke andet end at skræmte egern og rådyr får løvet til at rasle.

Kulden trænger langsomt gennem hans forede jakke, mens mørket falder på. Hans mobil ligger mindre end en meter fra hans højre hånd. Blåsorte spyfluer surrer rundt og sætter sig tiere og tiere i hans øjenkrog. Endnu har han kræfter til at børste dem væk.

Den unge løjtnant

2011-05-18T10:00:00.000+02:00

Tekst og foto: Jørn E.

Vinhandler Ammitzen var vred og irriteret over sin søns opførsel. Eskapader med unge piger og selskaber der ikke var hans stand værdig. Men som far, holdt han naturligvis af sin spradebasse af en søn. I vore dage ville man nok ha' kaldt unge Nicolai for en playboy.
Det hele havde nok været lidt for let for Nicolai. Rige forældre. Dannelsesrejse til de kendte vindistrikter i Frankrig. Godt udseende, charme. Pigerne faldt for ham på stribe.
Den gamle vinhandler måtte gribe sig i, at være lidt stolt af sønnen. Han klarede sig jo godt. Vinhandleren var dog ubehageligt bevidst om, at den unge Nicolai ikke rigtig havde mødt nogen modstand i tilværelsen, og derfor manglede...modenhed.

En dag fik vinhandleren besøg af en gammel ven, ansat i Krigsministeriet.
Vennen talte meget om den alvorlige situation i Sønderjylland. Man var ærligt talt ikke rigtig forberedt på, at skulle prøve kræfter med hertugdømmerne en gang til. Nu, hvor det meget stærke Preusen, med rigskansler Bismarck i spidsen, ikke lagde skjul på, at man støttede hertugdømmerne, var situationen rent ud sagt katastrofal. Det ville være afgørende at man ved en eventuel konfrontation kunne standse fjenden ved Dannevirke.

Vennen indrømmede, i al fortrolighed, at Dannevirke ikke var meget bevendt som militært forsvarsanlæg. Derfor var det vigtigt, at stærke, unge og nationalt bevidste unge mænd var parat til at lede de danske soldater i en eventuel kommende krig.

Vinhandlerer blev tilbudt, at hans søn Nicolai, 19 år gammel og en god rytter, kunne blive udnævnt til løjtnant i Garderhusarregimentet, hvis han stillede med en hest. Som husar og officer, ville han være langt mindre udsat end de menige soldater og han ville modtage adskillige goder.

Vinhandler gjorde opmærksom på, at sønnen, med den status familien havde, overhovedet ikke behøvede, at deltage i krigen. Hertil indvendte vennen, at det ville se godt ud at familien på denne måde viste sin patriotisme. Vinhandlerer lovede, at han ville overveje vennens forslag og snarest give ham besked.

Vinhandleren kunne godt se, at det kunne være godt for sønnens opdragelse med lidt militær disciplin. Han havde ikke den ringeste anelse om de rædsler krig indebar på den tid.

Vinhandlerer tog en alvorlig samtale med sønnen. Nicolai, vidste heller ikke noget om krigens rædsler. Men han så sig selv i husaruniform, oven i købet som løjtnant og med en hest, som faderen ville stille. Han sagde hurtigt ja. Han ville jo også gerne gøre sin far tilpas.

Krigen 1864 var en kendsgerning. Løjtnant Nicolai Ammitzen var sendt ud på en rekononceringopgave ved Dannevirke.
General de Meza, den øverstkommanderende over den danske hær og veteran fra krigen 1848-50, var ubehageligt bevidst om, at forsvarsværket Dannevirke langt fra var den vold, som ville være i stand til at standse ”tysken”.
Han havde fået endnu et problem. En streng vinter havde bevirket, at der lå tyk is på det lavvandede hav både øst og vest for Dannevirke. Nicolai var sendt ud med en patrulje, for at kontrollere om fjendtlige styrker var i gang med at omgå Dannevirke over isen.
Farvandet vest for Dannevirke,var lavvandet, men også lunefuldt, på grund af gasdannelser under isen fra bl.a. rådnende tang.

Her skete katastrofen for unge Nicolai. Han gik gennem isen. Med hest og det hele. Kammerater fik ham dog hurtigt trukket op. Men han var bevidstløs og gennemblødt.

Han blev bragt til en gård, hvor han fik en varm seng. Mirakuløst overlevede han. Opholdet under vandet og chokket havde imidlertid gjort ham syg i hovedet. Han kunne ikke længere huske hvem han var. Han slog efter sine kammerater og da faderen, dybt chokeret endelig ankom, var Nicolai ved at overfalde ham. Han råbte eder og forbandelser imod sin far og det var kun fordi kammeraterne holdt ham fast, at faderen ikke led overlast. Nicolai spyttede efter sin far.

Det var sidste gang far og søn så hinanden. Vinhandler Ammitzen betalte for, at sønnen blev indlagt på sindssygehospitalet Oringe på Lolland, hvor han boede til han
døde i en relativt høj alder.

Se det var den unge Nicolais store og fatale vendepunkt. Fra ung levemand til patient på et sindsygehospital.

Månedsopgave

2011-05-14T10:00:00.004+02:00

Foto: Randi Abel og wordle.net ;)

Kære alle,

Pga. problemer med kommentarfunktionen synes jeg, Chelinas tekst fortjener at være i centrum lidt endnu. Derfor er der ingen ny tekst i dag.

I stedet vil jeg annoncere en ny månedsopgave med deadline den 31. maj. Opgaven går ud på at skrive en tekst, i hvilken én af flg. sætninger indgår:

Da jeg blev sur...
Da jeg blev glad...
Da jeg blev sorgfuld...
Da jeg begyndte at grine...
Da jeg begyndte at græde...
Da jeg gik en tur...
Da jeg kom hjem...
Da jeg blev tilbudt...
Da jeg den nat gik i seng...
Da jeg tog afsted...
Da jeg forlod...
Da jeg fik en/et...
Da jeg så den/ham/hende...
Da jeg holdt op...
Da jeg var forelsket...
Da jeg var elsket...
Da jeg flippede ud...
Da jeg fik det nye job...

Det er igen Poly, som er ophavskvinden.

God skrivelyst.

Kh,
Randi

Vejen Hjem

2011-05-11T10:00:00.004+02:00

Tekst: Chelina M.R. Petersen
Foto: Jørn E.

Jeg tænder en cigaret på Dronning Louises bro i natten. Frosten søger ind i varmen under flere lag uld og syntetiske stoffer. Søpavillonen ligger som en kæmpe bryllupskage, oplyst af lamper og månen. Et par overstadige leger Bambi på isen på Peblinge Sø, jeg står som betaget tilskuer et øjeblik og træder så videre over broen.

Med mine behandskede hænder dybt begravet i frakkens lommer, sparkende vinterstøvlerne fremad, forcerer jeg sneen og Nørrebrogade. Musikken spiller og en gang imellem når en dør bliver åbnet, bølger festen ud med en røgsky af overtrædelser, invaderer natten indtil døren lukker friheden inde.

Nattemørke biler med tung bas, kører ugeneret og blinde i høj fart uden bestemmelsessted men med støjende formål, om dagen lister de samme biler sig lydløse af sted. Fra den ene bil genkender jeg musikanlæggets toner, fra en anden ringer den etniske melodi ingen genkendelsesklang, men de krydrer min nattevandring. Jeg smider mit skod i sneen, den blinker til mig en gang, inden den går i sort.

Nørrebros gule mur er gået i hi. Jeg står stille på hjørnet af Nørrebrogade og Kapelvej, kigger ned langs muren, der er ingen malerier, ingen tags, ingen som elsker hinanden. Om sommeren glider malerierne ind i hinanden og der bliver elsket, de danner smukke væg til væg tæpper bag boderne, hvor der sælges junk og nærvær. Vinteren er hård mod grafitikunstnerne. En lille obskuritet fanger mit blik på muren helt nede ved fortovet, en penis med en sort maske, stregerne er usikre, amatøragtige. Jeg anerkender tegnerens mod, for at have trodset kulden og sin manglende kunstneriske evne i videregivelsen af sit budskab, hvad det så end er. Liderlig bevågenhed eller blot provokerende lokumskunst.

Jeg fortsætter videre ned ad Kapelvej, kravler over gitterporten til Assistensen. Endnu en lille overtrædelse i natten, i frihedens navn. Så snart jeg er inde på kirkegården, sænker jeg skuldrene og min vejrtrækning bliver lange dybe suk. Jeg stopper op og kigger ned ad alléen med de meter høje søjlepopler stående på hver side, nu i vintertøj. Sneen ligger ubetrådt og indbyder min barnlige sjæl til at sætte mine fodspor på denne hvide løber. Jeg træder, går baglæns, hopper og hinker, det er min sne, mit sted, lige nu. En anden overtræder står pludselig frem, draget af min hvide løber. Jeg går i stå, i et hink, vi smiler indforstået til hinanden, mens jeg næsten ubemærket sætter min fod ned. Jeg overlader sneens uskyld til ham og forsvinder ind mellem træerne. Månen reflekterer i sneen og lyser nattehimmelen gul. Mine fodtrin knirker og min næse løber. Jeg stopper op og bider handsken af, henter en cigaret op fra lommen. Flammen danser og jeg suger begærligt. Oh velsignede ro. Her kan byens lyde ikke nå ind, her er stilheden lykkelig.

Ude på Jagtvejen er Kirkegårdens mur rød. Gamle slidte plakater inviterer til musik, men de er alle ”have been”, ligesom plakaternes mange farver er der kun minderne tilbage. Sender et blik over mod Saxon’s, der ligger der, indhyllet i mørke, bag tremmer, jeg tænker på alle de lørdage, jeg har siddet derinde og spist dagen-der-på-brunch og drukket hyldeblomstsaft med jazzmusikeren fra Malawi og luderen fra Husumgade. Lugten af røg og stegeos fra køkkenet, mennesker der læste gratis aviser og drak reparations øl, men altid havde overskud til at kigge op, når der kom gæster.

Mine minder smyger sig ud mellem tremmerne fra Saxon’s hule, ud i vinternattens mørke kulde. Jeg sender kun et flygtigt blik mod Jagtvej 69, engang Ungeren. Huset hvor unge og gamle kunne finde et pusterum fra en samtid, der ikke har plads til alle. Pillet fra hinanden sten for sten af tåbelige martyrer i kamp mod hinanden, indtil det nu kun er et ar i gadebilledet.

Forskellighed, et betændt og frygtet ord, der engang var et slagord for produktiv virksomhed. Jeg ryster, en pludselig kulde trænger gennem mine stoffer, ind under huden, lige til benet… eller kom den indefra.

Videre, beskyttet af Kirkegårdens høje mur og træerne i vejkanten. Tabte genstande fylder hullerne mellem træerne, tørklæder og handsker, altid kun én handske, ligesom strømper, som aldrig forsvinder i par. Mit cigaretskod lander ved siden af en frosthvid handske. Længere fremme på det modsatte fortov går en lille tæt flok piger, i alt for tyndt tøj og høje hæle, omslyngede og vraltende. De hviner når en stilet mister vejgreb, trækker hinanden op og holder fast. Jeg griner stille, af dem, til dem, med dem. De ser mig ikke, jeg er væk på den anden side i min allé af træer og mur.

Jægersborggade, med den ufremkommelige vej af store sorte huller og ødelagte brosten. Her findes eksotiske butikker og gode veninder. Der oppe på fjerde sal har jeg siddet og drukket kaffe af orangestribede kopper, røget alt for mange cigaretter i samtaler om magt og mode, om frisind og bandekrig, jeg har grædt og grinet højt, skæv af hash og hygge. Vinduerne er sorte, det er for tidligt eller for sent til et skævt visit. Jeg tænder en cigaret og sender i tankerne en varm hilsen op til de mørke ruder.

Parken sover under sin hvide dyne. Jeg slår ubemærket på min jakkelomme, lyden af nøgler… tjek. Den sidste meter hen til døren. Jeg ryger langsomt færdigt. Store dovne snefnug begynder at dale ned over min vej. Smider mit skod uden at se hvor det lander. Jeg kigger op på den polkaprikkede himmel. Kolde kys på mit ansigt. Farvel og godnat nat.

Det er en hvid søndag

2011-05-07T10:00:00.003+02:00

Tekst og foto: Aviaaja

Det er en søndag,
hvor alt er hvidt i hvidt.
Himmel, fjord, fjeld.
Dog er der, mørke pletter i massiverne,
hvor vind eller sol har påvirket sne og is.

Den altdominerende hvide farve
gør verden tyst. Her er meget stille.

Selv hundene er påvirket.
Ingen tuden.
Heller ikke da kirkeklokkerne ringede,
hvis de da gjorde det?
De plejer at ringe ved ni-tiden.

Hvad er det med denne stilhed i det hvide?
Kan solen og blå farver larme,
eller bare snakke?

I går da de bar døde mennesker
ud af sygehuset til kapellet
kl. 13 og kl. 14 og kl. 15,
da var der stadig højtryk, sol og farver.

Er det det,
det betyder;
at vi lever i pagt med naturen?

At
himmel, fjord og fjeld
sørger med menneskene
når én dør fordi han
er gammel - og elsket,
og to dør, fordi deres liv
blev for svært for dem.

Pigen - datteren
Manden - faderen

De var ikke i familie med hinanden
døde ikke sammen, boede bare i samme by.

Mon de havde mødt hinanden
tilfældigt på posthuset
eller i butikken,
inden?

Vidste de om hinanden?
Kan selvmord smitte?
Hvad, hvis de havde vidst?

Det er en hvid, hvid søndag.

Den falske Fortuna

2011-05-04T10:00:00.005+02:00

Tekst: Robert Mørk Tindholm
Foto: Jørn E.

Det var en af de dage, hvor Jonna var lykkelig fra det sekund hun slog øjnene op. Stadig nyforelsket på 82. døgn.

Efter Jørn var flyttet ind, var drømmejobbet blevet en biting som bare blev overstået, mens tankerne bar hende rundt i en overvældende fremtidsversion af livet. Her var der både plads til baghave med swimmingpool, vinkælder, og hede sommernætter på lange hvide sandstrande.

Af og til prøvede hun at huske hvordan det havde været, før lykkens gudinde havde ladet hende falde pladask for Jørns fødder. Men det var hende komplet umuligt, den tid var udvisket af hendes hukommelse.

Denne dag var en fredag, og det gjorde hende om muligt endnu mere lykkelig. En lang weekend og bare de to. Datteren Emilie skulle være hos sin far. Kunne livet byde på en større gave? Nej Jonna kunne i hvert fald ikke komme på den. Og dog, så skulle det da lige være at Emilie ville bryde sig lidt mere om Jørn. Men det problem kendte hun jo fra flere af sine veninder. Børn og nye kærester kan være en svær cocktail at blande.

Forventningsglæden var slet ikke til at styre. Hun tog fri over middag, hvorpå hun dansede sig gennem strøget, og købte rigeligt ind. De næste par dage skulle det helst ikke blive nødvendigt, at gå længere væk fra sengen, end ud til køleskabet.

Køreturen fra midtbyen og hjem, kunne sagtens være endt i en katastrofe, for Jonna lagde knap nok mærke til trafikken. Hun var fuldt optaget af at planlægge deres første barne-fri weekend i over to måneder. Først en lækker romantisk middag, hun havde købt lammekølle og fire flasker af prinsgemalens rødvin. Som forret ville hun servere gratinerede jomfruhummerhaler og desserten skulle bestå af hende selv, i den nye sorte Negligé med røde blonder og så med en flaske dyr champagne i favnen. Hun kunne levende forestille sig, hans glade og sultne ansigtsudtryk.

Ja, Jonnas tanker var fyldt op af Jørn da hun parkerede bilen, og slæbte indkøbsposerne de sidste meter ad flisegangen. Hun var sikker på han også havde en overraskelse til hende, og kunne ikke dy sig for at stoppe ved et vindue og kikke ind. Måske havde han fyldt stuen op med blomster, det kunne ligne ham.

Chokket ramte hende som et isbjerg i en svømmehal. Midt på gulvet stod Jørn med hænderne om Emilies hals. Hun hang i hans udstrakte arme mens han ruskede hende hårdt, og derpå smed hende gennem stuen.

Ved hoveddøren var hun fuldstændig omtåget, hun rodede rund i tasken efter nøglen, men kunne slet ikke tænke klart.

Jørn for sammen da dørklokken larmede. De røde tåger i hans hjerne, spredtes langsomt. Han tog et hurtigt overblik over stuen, ingenting var væltet. Derpå råbte han til pigebarnet, at hun skulle skride ind på sit værelse, han var slet ikke færdig med den forkælede møgunge endnu.

Da han åbnede hoveddøren, så han ikke andet end lammekøllen, som kom susende, før det hele bare var stjerner og små sole.

Digt om ”Nu”

2011-04-30T10:00:00.002+02:00

Tekst: Lisa Rossavik Rich
Foto: Jørn E

Nu skinner forårssolen
og kalder knopper frem
mens fugle bygger rede
i buske og hegn.

Nu brummer humlebien
i flugt fra blomst til blomst
og vælter i en forsytia
med pollentunge ben.

Nu nikker tulipaner
med røde hoveder på
en solsort samler orme op
og pluds’lig er den væk.

Nu lyser mælkebøttesol
i plænens grønne luv
en skade spanker stolt af sted
med sort-hvid frakke på.

Nu sopper fiskehejren rundt
på sine lange ben.
Den står så stille og
kigger under bækkens sten.

Nu tumler vejens børn af sted
med fodboldstøvler på.
De dribler og skyder mål
på græsset bag mit hus.

Nu brunes hver en næsetip
i påskeforårssol.
Nu sanser vi en forårsduft
fra hver en liggestol.

En haiku-suite om sangsvaner

2011-04-27T10:00:00.005+02:00

Tekst: Ragnhild Jakobsen
Foto: Jette Erbs

Sfærisk trompetsang

landskabet badet i lyd

et forår på spring

Vårlige strofer

Vildmosens gæster på vej

mod arktisk sommer

Flokke af svaner

sejrstegn hen over himlen

en morgen i marts

I flammende tåspin

2011-04-23T10:00:00.003+02:00

Tekst og illustration: Bente Pedersen

Kjolens løftende kærtegn
smyger om stramme lægge
Hvirvler fnuglet
i endeløse rotationer
punktligt på
den flammende tåspids

Svedvæske fra tusinde
nymfeballerinaer
løber ad trætte rygge
De spejlende vægge
hvisker forførende
Du skal spinde lys

I en drømmende piruet
mister en spinkel ankelbue
kontakt med tåspidsen
Det forkerte sekund
roterer baglæns
i stor smerte

På ryggens skjold
med fede typer
FORBI
Ensomheden byder hende
sin gennemsigtige hånd
Hun varmer den i sin

Martstanker

2011-04-20T10:00:00.001+02:00

Tekst: Anita Kastrup Østerberg
Foto: Jørn E

Solskin, hanegal, vasketøj
mandag, marts, middagstid

Hverdagen fylder og glæder
Hverdagens frygt fylder

Frygten flyver
med hanens gal

Solen glæder blege kinder
Vasketøjets duft

Vinder smil og velbehag
Godnat mandag

Det er tid

2011-04-16T10:00:00.002+02:00

Tekst og foto: Dorte F

han kommer ind fra havet
med fartens drømme i sit våde slæb
bramgæssene skræpper op
han blæser på deres halefjer
hvirvler latteren i vejret
videre
det er tid

runder mit hjørne
tager tilløb
hujer ind ad vinduet
vipper dynen af
det er tid

utålmodigt farer han omkring
skubber til poplernes knudrede stammer
de rokker blidt
de kender ham
fniser i lange stynede stritter

han rusker i syrenhækkens lysegrønne stjerneskud
vælter den halvtomme balje
sprøjter regnvand på rødhalsen
det er tid

han driller, han lokker
den arrede smerte
sortnet i tvivl
løsnes i tid

så skraldgriner han
kåde hvin mod min knyttede næve
styr dig, råber jeg
la’ ham bare, bladrer bøgen
og slipper en vindtør gren

det er tid

Derfor ikke!

2011-04-13T10:00:00.002+02:00

Tekst og illustration: Leonius

Jeg bli'r så glad, jeg bli'r så rar
jeg bli'r en meget bedre far
jeg bli'r så let, skønt jeg er tung
jeg bliver også meget ung
jeg bli'r så lykkelig i sind
jeg fjanter rundt som ingenting
jeg smiler let, og nynner tit
jeg går med meget længre skridt
jeg får et mægtigt godt humør
jeg får en pænere kulør
jeg spiser meget mindre fedt
når bare solen skinner lidt.

En bagerkones Skæbne

2011-04-09T10:00:00.005+02:00

Tekst og foto: Jørn E

Et lille digt inspireret af min søgen efter en middesikker beholder til mit hvedemel.

Etiket på en urnelignende beholder hos bagerens efterladte hustru.
Heri fandtes alt,
hvad han efterlod hende.

Teksten kan evt. anvendes som poetisk etiket på din meldåse.

OM BAGERMESTER BRUHN.

Hans job som bager gav ham mange plager
Hjemme gjorde fru bager

Det var hans lod
Et liv som skod

Og her er, Hvad han efterlod
-Den satans rod!

Et kilo mel
var alt, hvad der blev fru’n til del

Nu bager han paa bru(h)ne pi’r,
Vistnok i katmandu
og jeg forstår ham s'gu'

Morale: Man må lære at kringle den.

Empati

2011-04-06T10:00:00.001+02:00

Tekst: Chelina M.R. Petersen
Foto: Jørn E

Tale tale tale
Lægger hovedet i stilling
Øjne kysser munden
Tale tale tale
Huden pilles af lag for lag
Blodrøde floder oversvømmer mig
Tale tale tale
Små stik i huden
Brændende empati
Tale tale tale
Urolige flammer slikker min hud
Øjne brænder vådt
Talen ebber ud gennem jern, dør
Efterladt i bål af knive
Skraller mig lag for lag
Følelser uden ejerskab
Pakkes i for lille kuffert
Går langsomt videre
på knæ
hilsen fra mine venner

Farvel - revideret udgave 5/4

2011-04-02T10:00:00.009+02:00

Tekst og illustration: Poly Schmidt

Nu skal jeg aldrig mere holde din hånd
Ej heller mærke din trygheds ånd

Aldrig skal jeg indsnuse din herlige duft
Eller krybe ind til din altopslugende luft

Min hjerte banker når jeg tænker du er væk
Panikken sætter ind for hvor er min trøst

Du kryber rundt i min krop
som en slange i bid

Kærlighedens byrde
tynger mig ned

I mellemgulvets hule
Snører sig en hjertekulde

Hvordan skal det gå
Med min smertende skrål

Når vanens hånd kaster sig ud
Er du smuttet bort i en tågedis

Mit indre skriger forlad mig nu ej
Blot for at finde du er gået din vej

Uden liv tog du af sted
Røgen fulgte ensomt med

På hylden er du lagt
For aldrig at blive rakt

Night Windows

2011-03-26T10:00:00.001+01:00

- Prøv lige at se. Alle de billeder her i rummet er malet af den samme mand. Er de ikke flotte?

Malene så sig rundt med et lidt forvirret udtryk for derefter at kikke op på mig Hendes lille buttede ansigt og røde fugtige læber lyste op i et smil, da vores øjne mødtes. Jeg satte mig på hug foran hende:

- Lille pus, når vi har været herinde lidt – skal vi ned og hygge med sodavand og kage. Du må vælge lige den du vil, også kage.

Jeg gav hende et kram. Selvfølgelig var hun for lille – galleriet var ikke lige det der appellerede allermest til små børn.
Det var sidste dag Hopper udstillingen var åben og jeg MÅTTE bare se hans billeder ”in real”.

Jeg tog hende ved hånden og begyndte at gå rundt med hende, vi stoppede helt op ved enkle billeder og jeg forklarede lidt om billedet, bare sådan hvad det forestillede. Et par billeder dvælede jeg lidt længere ved. Hans billeder var bare så rene og klare både i farver og linjer.

Der stod en læderbriks lidt længere fremme, et ældre ægtepar havde netop rejst sig. Malene havde været så dygtig og stille. Jeg havde en lille pose med lidt vingummi – forbudt på en hverdag – men hvad søren...
Hun kunne sidde og hygge lidt med det og jeg kunne fordybe mig lidt, forhåbentligt var der et af hans bedste værker på væggen ved briksen.

Da vi havde sat os ned, så jeg til min glæde at det var ”Night windows”, åh jeg elskede det billede!
Malene sad og småsludrede med sig selv – det lød så dejlig hyggeligt, snart var jeg selv svømmet ind i det smukke billede.

Lyset var så vanvittig flot, gløden beskrev tidspunktet perfekt. Det florlette hvide gardin der blafrede i det åbne vindue – var der mon gennemtræk? Kvinden, hvad søren bukkede hun sig efter – der var utallige løsninger.
Erotik?
Tja, det var nærliggende, men hvorfor bukkede hun sig?
Havde hun tabt noget eller samlede hun noget op?

Jeg var langt inde i mine egne tanker, da en velkendt stemme skar gennem:

- Mor, tror du ikke at damen samler sutten op til sin lille pige der ikke kan sove?

Overrasket så jeg ned på min datter, hun sad med vingummiklister om munden og kikkede intenst på maleriet.
Mors pige.

- jo min skat, selvfølgelig – det er da det hun gør! Kom nu skal vi ned og hygge i cafeen.

Skrive-bloggen godt besøgt

2011-03-23T10:00:00.001+01:00

Kære alle,

Vi har igen fine besøgstal på Skrive-bloggen :D

Kh,
Randi

Spøgelsesbilen

2011-03-19T10:00:00.001+01:00

Jeg havde aldrig i mit liv troet på spøgelser, magi eller andet overnaturligt. Ikke før en skæbnesvanger dag i mit dengang 16-årige liv.

Det havde været en helt normal dag, ligesom alle andre. Jeg havde været ude og købe julegaver med min bedste ven, Matt, og vi sad nu på bagsædet i min fars bil på vej hjem. Sneen dalede stille ned udenfor og indbød til julestemning. Vi var allerede godt i gang med at planlægge julehygge med marcipan og havregrynskugler, når vi kom hjem. Vi kom kørende ad landevejen, forbi den nøgne skov, som næsten sukkede af kulde, da vi kørte forbi. Bilen sagtnede farten og min far gjorde klar til et venstresving op ad Markvejen, men han drejede for tidligt, måske pga. det glatte føre, og vi kom på kollisionskurs med en sort varevogn. Jeg spærrede øjnene op i rædsel, ville skrige, ville lukke øjnene, ville væk. Men jeg var som frosset fast til mit sæde, og kunne ikke gøre andet, end at se døden i øjnene.

Vi kørte lige igennem. Igennem bilen! Jeg så mig forbavset ud af bagruden, men kunne ikke se nogen varevogn. Matt gloede på mig med et løftet øjenbryn. ”hvad er der galt?” spurgte han. ”Du ligner en der har set et spøgelse!” Jeg sad bare og stirrede ud i luften, helt forbavset og uforstående. ”S-så d-du d-det i-ikke?” spurgte jeg ham stammende. Han så forvirret på mig, spurgte mig, hvad jeg talte om. Min far drejede bakspejlet og så bekymret på mig. Jeg var den eneste, der havde set den, men jeg kunne sværge på, at det var sandt! Jeg rystede bare på hovedet, og lod det ligge, selvom frygten stadigvæk sad som en mørk tordensky over mit hoved.

Da Matt og jeg senere på aftenen gik ned for at leje en film, drejede han pludselig vores samtale over på min mærkelige opførsel i bilen. ”Du så noget, gjorde du ikke?” spurgte han mig og så indgående på mig. Jeg sukkede dybt. Et lille træk i hans mundvige fortalte mig, at han udmærket vidste, at når jeg gjorde det, havde han fået fat i et emne, jeg ikke brød mig om at tale om. ”Jo,” svarede jeg, og så fortalte jeg ham, hvad der var sket. Det bedste ved Matt var, at han aldrig tvivlede på, hvad jeg sagde, han kunne aldrig finde på at grine ad mig, hvis jeg fortalte ham noget alvorligt, lige meget hvor langt ude det måtte virke. Tværtimod sukkede han dybt. ”Hvor er det snyd!” udbrød han. ”Jeg ville også opleve et eller andet spændende.” Jeg gloede bare på ham med et løftet øjenbryn. Det var overhovedet ikke spændende, det var uhyggeligt! Jeg rystede bare på hovedet og sukkede en gang mere.

En mand kom gående med sin lille tæppetisser i lysende snor og lyserød frakke. Det var det eneste tegn, vi havde set på liv, siden vi gik hjemmefra. Jeg trak ind bag Matt og lod ham passere. ”Hvad laver du?” spurgte Matt. Hvad så det ud til, at jeg lavede? ”Jeg gør plads til manden selvfølgelig!” Matt stoppede op. Manden og hunden stoppede op. ”Hvilken mand?” spurgte Matt, og manden gloede ondt på mig og hvæsede med en stemme, som stak i mig som nåle: ”Det er hende!” Og for øjnene af mig, voksede det lille kræ ved hans fødder sig større og større. Fråden stod ud ad munden på den, tænderne blev lange og sylespidse, øjnene glødede rødt og ondskabsfuldt. ”LØB!” skreg jeg og greb Matt i hånden og trak ham efter mig i flyvende fart i den glatte sne ned mod filmkiosken. Bag os hylede hunden og satte efter os. ”Hvad var det?” spurgte Matt ængsteligt. Gudskelov, han kunne i det mindste høre, hvad jeg så. ”Bare løb!” råbte jeg tilbage.

April-opgave

2011-03-16T10:00:00.003+01:00

April er national poesi måned i Canada. Poly har foreslået, at vi også gør april til poesi måned på Skrive-bloggen.

Opgaveteksten for april er derfor i al sin enkelthed "skriv et digt." Deadline er den 1. april.

Kh,
Randi

Iskoldt nattemørke

2011-03-12T10:00:00.002+01:00

Himlen var stort med et mylder af kolde klare stjerner. Langsomt, skridt for skridt lod hun sine ben bære hende gennem det dugvåde græs, det var koldt. Vådt og koldt i det iskolde nattemørke.
Men hun havde en varme inden i for hun var ikke langt fra målet. Målet hvor kærligheden og varmen ventede, det hjem hun ikke havde set i så mange år. Hjemme hvor mor og far ventede, med varme knus og masser af kærlighed.
Der var ikke langt endnu, men de sidste mange kilometer havde kroppen selv fundet vej, skridt efter skridt.
Hun havde taget modet til sig den dag, ringet hjem og talt med dem. De havde lyttet, grædt og så sagt de vidunderlige ord; "kom hjem". Hun havde fundet modet efter samtalen, var flygtet i bare tæer og med kun en flad cola i hånden og det tøj hun havde på kroppen. Men hun var sluppet fra ham, musen var sluppet fra katten,det havde været lige ved at gå galt, men nu var hun snart hjemme.

Glæden boblede inden i hende og lyset fra de velkendte dannebrogsvinduer i den gamle villa, varmede helt ind i hendes kolde hjerte og fik hendes ømme fødder til at sætte farten op. 10 skridt til døren, banke på, vente i lange evigheder, det var lige meget for nu var hun hjemme.
Hjemme hos mor og far der var hun sikker. Hun iagttog det smukke gamle gule hus, med de vilde gamle roser. Om sommeren bar de så mange smukke røde blomster og duftede så tungt, at det ikke var svært at forstå hvorfor huset bar navnet Rosengården, med smukke malede bogstaver på gavlen.
Døren gik op og varme og lys strømmede ud. Hun var lykkelig, hun var endelig hjemme igen.

Det var alt sammen en underlig kontrast til hendes hårde og om tumlede liv de sidste mange år. Men hun var sikker på at alt nok skulle blive bedre. Hun blev bekræftet i de varme tanker, da hendes mor lage sine varme stærke arme om hende. Hendes far brummede kærligt og de gik alle 3 sammen ind bag den hvide dør.
Et nyt liv kunne begynde.
Det skulle nok blive godt, det kunne ikke blive andet, hun kunne mærke det dybt inden i.

Fire hindbærsnitter og en liter mælk

2011-03-09T10:00:00.002+01:00

Jeg kastede mig grædende ind til min mor. Skammen var ikke til at bære. Min mor holdt om mig, vidste ikke hvorfor hun trøstede.
Pengene jeg havde smidt fra mig, lå spredt ud på gulvet. Da mor ville løfte mig op på skødet, forstod hun hvad jeg havde efterladt i Ismejeriet!

- Fire hindbærsnitter og en liter mælk, fire hindbær…

Jeg var en fire, fem år.
Den korte vej ned til Ismejeriet blev taget i løb og hop,

- Fire hindbærsnitter og en liter mælk, fire hindbær…

Nu stod jeg her, klemt inde i en verden fyldt med voksne.
Der lugtede ikke rart.
Min hånd med pengene var svedig.
Jeg kikkede lige ind i en stor bagdel.

- Fire hindbærsnitter og en liter mælk, fire hindbær…

Min mund løb i vand.
Jeg skulle tisse.
De voksne grinede og snakkede.

- Fire hindbærsnitter og en liter mælk, fire hindbær…

Nu svedte jeg også.
Butiksklokken bimlede.
Jeg blev puffet bagfra og snublende faldt jeg over mod den store, bløde bagdel.

- Fire hindbærsnitter og en liter mælk, fire hindbær…

Tykke strømpebukser på.
Sådan nogle sugede meget.
Ahh…

Damen foran mig lagde to liter mælk ned i sit net og gik.
Bimmelimmelim.
Hvad skulle det være?
Jeg lagde pengene på den høje disk.

- Fire hindbærsnitter og en liter mælk, sagde jeg med en fast stemme.

Med posen i hånden og flasken gik turen hjemad.
Mor og mine to brødre var parate

Jeg sneg mig ud på badeværelset og skiftede bukser

Hindbærsnitter og hygge.

Ingen ny tekst i dag

2011-03-05T10:59:00.002+01:00

Der har ikke været så stor aktivitet på bloggen i denne uge, og Ragnhilds tekst har endnu ikke fået så mange kommentarer. Derfor bliver der først publiceret en ny tekst på onsdag.

Billedet på Ragnhilds tekst er blevet udskiftet til et mere sigende.

Kh,
Randi

Night Windows – et postkort fra New York

2011-03-02T10:00:00.003+01:00

- Hopper! Han render og hopper, og der er ingen historie, det er bare en dame der vender ryggen til, og så kan jeg ikke se, om hun er glad, eller om hun græder, og det der mirobillede af den der kat, som morfar sendte lige før han … nej, dengang I var i Madrid, det er det bedste billede i hele verden, og når jeg bliver sådan en der skriver bøger, altså sådan en forfatter, så laver jeg ti historier om den kat. Slut.

Han trækker vejret og ser op. Puha, heldigvis smiler de, far ler lidt, og mormor griner næsten, og Liva har tænkerynker i panden. Han puster bobler i kakaomælken før han drikker.

Hoppers Night Windows. Og Miros kat. Det var det sidste postkort han skrev, morfar. Det var til Viktor, og det var så morsomt. De havde nu noget særligt sammen, de to. Det hænger på hans opslagstavle. Men et billede med et åbent vindue? Betyder det noget? For figuren? Sikkert. Og for mor? Meget måske. Hun vil noget med det vindue. Vil hun også noget med kvinden? Om lidt vender hun sig og smiler sit gamle smil til os. Vender hun hjem, når hun vender hjem? Der er noget i det mellemrum mellem Hopper og kvinden og os. Men måske er det mest til far.

- Det er så smukt. Og så stille. Den blå og de orange farver er vildt gode sammen. De slynger sig sammen, selv om de er langt fra hinanden. Jeg vil prøve at sætte de to farver tættere sammen. Hvis det kan lade sig gøre! Vi har heldigvis valgfag i morgen. Nu ved jeg, hvordan jeg skal komme videre med mit billede. Tror jeg. Måske er kvinden ked af det. Jeg ved det ikke. Det er farverne, der rammer mig.

Hun ser op. Mormor smiler sødt, far nikker, og Viktor laver øjne og drillekyssemund. Hun tager en muffins og hælder varm te i kruset. Mormor tager kortet og holder det ind i en solstribe. Der kommer ekstra glød i de orange farver. Det er som om smilet når mormors øjne, mens hun rækker kortet til far og siger, at det jo går efter alder i dag.

- Ja, det gør det jo. Tja, hvad skal jeg sige om det billede? Hopper? Jeg kender ikke så meget til Hopper. Jeg ved, han maler meget realistisk og at hans personer er alene på terrassen, i rummet eller i naturen. De virker ensomme, måske fordi de ikke er så vigtige for billedet, som deres omgivelser er. Og som farverne er. Men hvad ville rummet her være uden kvinden, og hvad ville kvinden være uden rummet? Men måske er det mest spændende blikket på kvinden. For nogen ser hende jo. Men hvem? Måske står der en ved et hjørnevindue i en lejlighed på samme etage i et hus på den anden side af den åbne plads. Måske er det en mand. Det kunne være mig. Hvis det nu var mig, og jeg var forfatter, så ville jeg sætte mig hen til min pc og begynde på en ny roman.

Han har vist snydt. Det er egentlig unfair. Men det orange håndklæde er for stærkt. Alt for stærkt. Viktor gumler kage og Liva er tænksom. Hans blik strejfer svigermors, da han rækker kortet retur. Husker hun mon de orange badehåndklæder. De fik dem af hende, den dag de flyttede sammen. Ham og Pernille. Flyttetrætte indvier de badekar og orange håndklæder. Tørre og varme pakker de hinanden ud. De er hinandens gave. Sådan blev det. Sådan er det. Godt hun alligevel tog på den studierejse. Hun skal tilbage til sit projekt. Der er liv og løfter i kvinders orange håndklæder. Kaffen er blevet kold. Han fylder noget varmt i koppen. Så er det mormors tur. En ensom kvinde og mormor. Bare hun klarer det.

Et åbent vindue. Pernille er ikke for ingenting kunsthistoriker. Kvinden er alene i rummet. Det er en fantastisk ide at lave fortælleseance over eftermiddagskaffen, når der kommer rejsepostkort. Hun er altså alene. Det må hun være. De har i mange år været ekstra opmærksomme på de kort, de købte og sendte, når de var ude at rejse. De købte og sendte! Det er da datid! Det sidste var Miros kat. De næste må hun selv klare. Hun må kunne finde ud af det. Hun bider sig i underlæben og nikker som til sig selv.

- Night Windows. Nej, først kattekortet. Morfar bestemte, det skulle være det, og at det skulle være til dig, Viktor. Vi havde set Jean Miro og det havde været en dejlig dag. Vi spiste på en spansk restaurant og morfar havde sagt, at han skulle fortælle mig noget meget vigtigt. Men først ville han fortælle sin lille historie om den spanske kat en gang til. Den var så morsom. Jeg morede mig. Vi lo begge to. Pludselig lo han ikke mere.

Hun tøver. Tørrer tårer af sine kinder, ser deres varme blikke og trækker vejret dybt.

- Det er et dejligt billede, Pernille har valgt. Der er så meget varme og lys i det. Måske er den kvinde blevet alene. Måske kan man alligevel godt leve videre alene. Jeg kan da begynde med at åbne et vindue og ordne nogle af morfars ting. Når Pernille kommer hjem fra New York, er jeg parat til at tage hjem til Århus. Det kan jeg godt klare. Nu. Men Viktor, måske kan du, når du bliver den der forfatter, fortælle mig det vigtige, som morfar ikke nåede at fortælle.

Foto: Ragnhild

Et modermærke

2011-02-26T10:00:00.001+01:00

Han stod i mørket overfor og betragtede hende. Som hun stod der næsten nøgen med håndklædet om livet, mindede hun ham om moren, når hun en sen nattetime lindede på døren fra soveværelset. Hun dækkede sig nødtørftigt med sengetæppet, mens hans blik usikkert gled fra de to dybe rynker mellem hendes øjne, ned ad næsens løjpe, via den stregtynde mund, langs halsens stramme sener til modermærket under hendes kraveben. Modermærke. Underligt ord! Det lignede et kranie.

Kuldefornemmelsen fra dengang sneg sig op ad skinnebenet, han skuttede sig, men nægtede at dvæle ved det og fokuserede igen hele sin energi på at løse opgaven. ”Sylvia Smith skal bare ud af mit liv så effektivt og hurtigt som muligt,” havde mrs. Jones skrevet, da hun henvendte sig via hans hjemmeside for godt en måned siden. ”Du skal få præcis det beløb, du forlanger for entreprisen, bare du løser den med fuld diskretion, og dette indbefatter også, at du forsvinder ud af landet bagefter.” Det var den sædvanlige trivielle historie om den forsmåede hustru og den yngre kvindelige medarbejder, der var ved at oparbejde en alt for betydelig rolle i firmaet og i ægtemandens liv som sådan.

Han sikrede sig en sidste gang, at alt stod på rette plads i det ucharmerende logi, der havde været hans observationspost i en rum tid. Lugten af ensomme mennesker i rummet var ikke til at tage fejl af. Han glædede sig til en ny tilværelse i Mexico. Med en succesfuld afslutning på dette job var økonomien sikret fremover. Han smilede, mens hånden gled hen over den skaldede isse. Som en nidkær parkeringsvagt havde han observeret hende og noteret flittigt. I de forløbne uger afslørede Sylvia Smith flere og flere af sine vaner og daglige rutiner. Hvor var kvinder dog kedelige og dybt forudsigelige i deres adfærd.

Han havde for længst valgt tilværelsen som single. Ønskede ikke at dele den med kvinder, der kaglede i ét væk og hakkede på ham dagen lang. Erindringen om moren siddende ved spisebordet med en langneglet pegefinger tappende i bordpladen, mens hendes falkeblik var rettet mod hans lektielæsning, fik små nerver til at rykke i den fine hud ved kanten af øjenlåget. Som voksen havde han måttet bryde op. Rækken af nederlag var blevet for anmassende. Med et skarpt snit cuttede han den del af fortiden ud af sit liv.

Det lille fjols overfor havde troet, at han var mere end almindelig interesseret i hende, da han iført overalls, halvlang paryk og truckerkasket havde optrådt i rollen som vicevært. Første gang han bankede på hos hende, satte han radiatorventilen ud af funktion. Han observerede dernæst, at hun frøs bravt et par dage, mens han tålmodigt ventede på en henvendelse fra hende om problemer med varmeforsyningen. Med et charmerende smil løste han det akutte problem ved hjælp af en elektrisk varmeovn. Hun følte sig så feteret og forkælet, da han kun for hendes skyld satte nye tætningslister på langs kanterne på alle vinduer og døre.

Det sidste skridt, der nu manglede, var på det rette tidspunkt at skubbe apparatet lidt hen i retning mod sengen, og at trække sengetæppet en anelse hen over varmelegemet. Let og ubesværet ville det antændes i det tidsrum på cirka ti minutter, hvor hun som vanligt stod under bruseren efter endt arbejdsdag. Han havde noteret, at hun som det første altid åbnede vinduet ud mod gaden, når hun vendte hjem efter endt arbejdsdag, så mængden af ilt i rummet ville sikre, at ilden ville spredes hurtigt. Hun ville intet høre stående under bruserens varme stråler, og duften af shampoo ville sløve hendes lugtesans.

Han så hende finde det rene tøj frem fra den lille kommode og lægge det klar på sengen. Vidste, at han nu havde præcis fem minutter til at låse sig ind i hendes lejlighed, flytte varmeovnen og blokere låsen på vej ud. Iklædt det noble jakkesæt og Ray Ban – solbrillerne var han absolut ikke at forveksle med en vicevært fra Brooklyn.

Femogtyve minutter senere steg han op fra undergrunden på Times Square, mens han nynnede en strofe fra en gammel traver: "Yo no soy marinero, yo no soy marinero, soy capitan. Bamba Bamba. Bamba Bamba.” Han skulle nok komme efter det spanske, når han om kort tid dasede på de hvide strande ved Salina Cruz. Han skråede over gaden og gik ind ad de store glasdøre på hotel ”Crowne Plaza Times Square”. Gik gennem den store vestibule og videre ind i barens mørkere interiør. Mrs. Jones havde insisteret på at overlevere ham kontanterne personligt. Ingen bankoverførsler eller checks, der kunne spores. ”Jeg sidder ved baren kl. 18 iklædt sort. Eneste undtagelse herfra vil være en hvid perlekæde med et rosenformet vedhæng,” var beskeden på den indløbne sms.

Han spottede hende straks. Hun var øjensynligt i færd med at tjekke sms’er. Nerven ved hans øjenlåg dansede en lille glædessalsa. Allerede inden hun havde vendt ansigtet op mod ham, og inden de etablerede øjenkontakt, havde hans øjne professionelt fulgt perlekædens linje ned mod vedhænget. Et stykke nede, cirka tre centimeter under kravebenet, frøs blikket fast på et modermærke formet som et kranie. Han mærkede igen den velkendte kulde krybe op ad skinnebenet.

Den røde kjole, det hvide gardin og pigen fra Samfundet

2011-02-23T10:00:00.002+01:00

Jeg kender hende. Jeg ved lige hvad hun tænker, hvad hun er bange for, hvad der ophidser hende. Jeg har pustet hende i nakken lige fra den første dag. Jeg så hvordan hun trådte ind i værelset, sparkede de tunge sko af, de sorte uldne strømper, den lange nederdel. Jeg hørte jubelen klukke i hendes hals da hun løftede armene, smådansede hen til det åbne vindue og favnede det hele. Byens lyde var skønnere end den sædvanlige lærkesang, benzinosen duftede af gyldne eventyr, de mange stemmer fra gaden talte om farverige butikker og spillesteder hvor alt kunne ske, og hun tog det hele til sig.

Det gjorde de altid, pigerne fra Samfundet, altid tog de byen i besiddelse med den samme naive forelskelse. Troede de. Lidt efter lidt vendte bøtten, og langsomt sivede byen ind og pustede snavs og støv ind mellem folderne på deres nye kjoler, blæste falske toner ind i stjernernes rytmer, fik deres sved til at lugte af gydernes grå fattigdom. Og så forstod de, og Samfundet fik dem tilbage. Lidt mere stille, lidt klogere eller måske bare bedrøvede over tabet af illusionerne som blev liggende i byens rendestene.

Jeg troede egentlig hende her var lidt stærkere. Der var et dejligt liv over hende, en åbenhed i hendes blik. Et eftertænksomt udtryk da hun puffede til gardinet for det åbne vindue og så at det dårligt rørte sig, hver fiber så mættet af byens tyngde at selv gadens daglige storme kun fik det til at duve lidt.

Jeg sad på gesimsen over vinduet overfor og læste hendes tanker. Hun rystede farens alvor af sig, tog morens tækkelige tøj op af kufferten og lod det forsvinde ind i skabets mørke. Jeg fulgte hende ud i byen. Hun var klog, pigebarnet, klogere end de fleste. Hun så sig godt for, tænkte over hvad hun så og hørte, satte sig hjem på værelset og skrev. Vel sagtens breve hjem til Samfundet, tænkte jeg og måtte se efter.

Jeg forstod ikke rigtigt hvad hun havde skrevet. Breve var det ikke. Noget af det var en slags digte, mærkelige halve sætninger, korte linjer. Andre sider var lange og fuldendte sætninger, og altid vævede hun en masse ord og tanker ind imellem de malende beskrivelser af min verden. Hun tog den til sig på en anden måde, min verden, og vendte og drejede den, så jeg snart ikke vidste om vi havde været på samme gade og blandt de samme mennesker.

Hendes læber blev røde af nyfunden glans. Hendes krop lod sig tøvende omslutte af kåde kjoler og foldede sig ud i en naturlig dans, fødderne trådte sikre skridt i luftige sandaler – og jeg bød hende velkommen hertil, tog hende let under armen og puffede hende blidt i armene på de smukkeste mænd. Hun smilede til dem og lyttede til deres historier, og lod dem så stå nede på gaden når de havde fulgt hende hjem.

Jo, jeg så det hele, og nu sidder jeg her igen, på gesimsen overfor. Hun pakker sin kuffert, og jeg kan selvfølgelig glæde mig over at hun da holdt et par dage længere end de forrige. Men jeg havde nu ventet mig lidt mere af hende. Nu pakker hun, vender snart hjem til Samfundet, sortklædt og velopdragent.

Så ser jeg gardinet bevæge sig. Det fyldes af et uventet pust, snavset drysser ud af det tætte stof, det vifter ud og ind ad vinduet som i en barnlig leg. Pigen står med ryggen til, stadig i sin røde kjole. Låget på kufferten klapper i, men hun har da ikke pakket færdig? Jeg rejser mig op, men da har hun allerede forladt værelset, hun ser sig slet ikke tilbage. Det plejer de ellers. Kort efter står hun nede på gaden, ser til venstre ned mod stationen og tager et par skridt. Mon hun har tænkt sig at vende hjem til Samfundet i den mundering? Dårlig ide, tænker jeg. Så stopper hun op lige neden under hvor jeg står, hun ser op på mig, løfter hånden til hilsen. – Jeg kommer igen, ler hun op til mig. Så vender hun om, går den anden vej, og jeg?

Jeg ved ikke hvor hun er på vej hen.

Aftalen (version 2, 18.03.2011)

2011-02-19T10:00:00.003+01:00

Nu var det med at lufte ud i en fart og få det hele til at se pænt og rent ud. Når det var mørkt og koldt udenfor, var det hendes bedste tid. Og hendes pensionatværelse var et af de bedste i ejendommen. Ikke blot var det et hjørneværelse, men det var det største, endda med tekøkken.

Og selvfølgelig var hun glad for stedet, fordi hun tjente rigtig mange penge, og hendes kunder kunne se når hun var ledig. De vidste at hvis der var rullet ned for vinduerne var hun optaget. Og ellers kunne de faste blot ringe på hendes dørklokke, og hun ville give dem adgang til herligheden.

Desværre var der en stor ulempe. Ejeren af ejendommen boede i naboejendommen over for. Og for at få det store hjørneværelse, var hun blevet tvunget til at indgå den åndssvage aftale med ham, at hun ikke trak rullegardinet ned, når hun skiftede tøj imellem kundebesøgene. Og ikke nok med det, det havde også kostet en gratis omgang!

Hun fik helt kuldegysning ved tanken, men tvang den væk. Det værste var den første tid hun boede her. Hun kunne mærke hans små griseøjne på sin krop, når hun stod med røven i vejret og trak strømperne på, og ellers gjorde sig klar til næste besøg. Men efterhånden havde hun vænnet sig til det og spekulerede dårligt nok over det. Sådan var det bare i denne branche.

Ja, hun var kommet så vidt med ligegyldigheden, at en gang imellem tog fanden ved hende. Hun stillede sig med ryggen til vinduet, og med foden på en taburet, trak hun meget langsomt silkestrømperne på, og endnu langsommere gled hendes hænder op ad benene for at lade som om hun glattede strømper ud. Den samme rytme brugte hun, når hun skulle have sin bh på. Dog med endnu langsommere hænder, medens den samme æggende procedure blev brugt til resten af påklædningen.

Når hele ceremonien var færdig, smilede hun til sit spejlbilled og med hånden slog hun håret væk fra ansigtet og træk rullegardinet ned.

Overfor - Den grædende pige

2011-02-16T10:00:00.002+01:00

Han sad ved vinduet ud mod gaden. Sad i sin store engelske lænestol med i mørkegrønt læder og med øreklapper og læste i en god bog. Det gik pludselig op for ham, at det var blevet så mørkt, at han ikke rigtig kunne skelne bogstaverne længere.

I stedet for at tænde læselampen, lagde han bogen fra sig og kiggede ud af vinduet. Han boede på fjerde sal og havde fint udsyn over gaden, for ligesom ejendommen overfor, havde denne også en karnap. Han kunne se ned til den lille kiosk, som lå skråt overfor og følge med i livet på gaden.
- En rar fyr, tænkte han om Bentsen, kioskejerer.
- Havde alle de småting man af og til glemte når man købte ind.
Det havde oprindelig været en tobaksforretning, men efterhånden som tobakssalget svigtede havde ejeren taget forskellige andre ting ind. Lidt snack, øl, vin og vand o.s.v. En rigtig hyggelig lille biks, som stadig duftede lidt af tobaksforretning og med de gamle reoler fra dengang forretningen åbnede. I Jugendstil.

Hans blik løb over facaden på huset overfor. En ejendom, typisk for det gamle Frederisberg. Bygget antagelig i slutningen af 1800-tallet, med Brede sålbænke ved hver anden etage, ranker over vinduerne og karnapper til de lejligheder der vendte ud mod gaden. Et rigtigt borgerhus. Øjnene standsede ved lejligheden på 3. sal hvor der var lys i vinduerne. Det der særligt fangede hans interesse, måtte han lidt beskæmmet indrømme, var den nydelige bagdel der stak i vejret under en rød stram kjole. Hun var vist ved at lægge brænde i en ovn.

Der var ingen gardiner for vinduerne, så han havde frit indsyn i lejligheden. Den så ud til at være moderne og smagfuldt indrettet, men der var også plads til en af Arne Jacobsens Æggestole, som var med til at give det hele et strejf af personlighed.

Den unge pige kom hen mod vinduerne i karnappen og han så hende tænde nogle levende lys i vindueskarmen. Hun blev stående og kiggede ud. Han blev klar over, at hun var begyndt at græde, fordi hun tørrede sine øjne med et lommetørklæde. Efter en stund forsvandt hun ud af hans synsfelt.

Kristian, ja for sådan hedder vores hovedperson, begyndte at tænke på, hvad der mon kunne plage sådan en køn ung pige med sådan en lejlighed her i den bedste del af Frederiksberg. Kærestesorger måske? Men så måtte han også, med en indre løftet pegefinger, minde sig selv om, at materielle goder ikke nødvendigvis er nogen garant for lykke.

Han tændte læselampen og genoptog læsningen. Men han kunne ikke rigtig koncentrere sig. Af en eller anden grund berørte den grædende unge pige overfor ham. Måske var det fordi det trods alt ikke var så forfærdelig længe siden han havde mistet sin elskede livsledsager. Hun var som så mange andre blevet taget af kræften. Kun 57 år gammel. Kristian var blevet boende i huset i et år.
Men trods hjælpsomme naboer kunne han ikke holde ud at bo i det hus der havde været deres fælles hjem i mere end 30 år. Det kunne end ikke de bedste naboer ændre på.

Så nu boede han så her på Frederiksberg i en dejlig lejlighed. Han var glad for ikke at skulle klippe hæk, slå græs og rydde sne længere, men det var trods alt en stor omvæltning.

Mens han sad og tænkte på den grædende genbo, blev han enig med sig selv om, at en stiv whisky kunne gøre godt for nervesystemet. Til sin ærgrelse måtte han konstatere, at der kun var mindre end et glas tilbage i flasken. Han tog en overfrakke på, for at aflægge kiosken et besøg.

Han var af en eller anden grund meget berørt af den unge piges tårer. Indrømmet, han havde altid haft svært med at se kvinder græde. Men der var noget særligt over det her.

Inde hos kioskmanden bad han om en flaske Whisky af det sædvanlige mærke.
- Forresten, Bentsen. Han tøvede et øjeblik. Kender du den unge pige der bor i nr. 38 på 3. sal.
- Ja, hvis det er hende den kønne pige, med mørkt hår. Midt i trediverne vil jeg tro. Jo, så kender jeg hende faktisk. Jeg har talt med hende nogle gange. Det virker, som om hun trænger til nogen at tale med.- Det kan jeg godt forstå. Tilføjede Bentsen og så på Kristian, som om han håbede på at blive udfrittet lidt yderligere.
Kristian kiggede spørgende tilbage.
Nu skal det jo ikke være nogen sladdercentral det her – mere end det er i forvejen. Grinede Bentsen. Men den stakkels pige mistede begge sine forældre ved en flyulykke for et halvt års tid siden. Hun har fortalt mig, at hun er adoptivbarn og at hun leder efter sine biologiske forældre. Hun kan kun finde ud af, at hendes mor er død og faderen er flyttet. Nu prøver hun at finde ud af hvor han bor.
Det løb Kristian koldt ned ad ryggen.
- Man må da håbe, at det lykkes for hende. Hun ser så trist og sørgmodig ud, sagde Kristian betalte for whiskyen og gik.

Da han kom ud på fortovet, var han så langt væk i sine tanker, at han var lige ved at løbe ind i pigen fra 3. sal.
- Åh! Undskyld. Jeg gik i mine egne tanker. Lidt kejtet udbrød han:
- Mit navn er Kristian Marius Bjergsted. For at forklare, at han havde præsenteret sig med hele sit fulde navn, sagde han med et undskyldende smil:
- Det står der i hvert fald på min dåbsattest.
Pigen stirrede på ham med åben mund og uden at sige et ord.
Kristian begyndte at føle sig lidt utilpas.
- Jeg har lagt mærke til at du ser lidt trist ud. Jeg er pensioneret klinisk psykolog.
- Ja, vi er genboer. Jeg bor på 4. sal lige overfor i nr. 27. Jeg kunne ikke undgå, at se dig i vinduet tidligere på aftenen. Bablede Kristian løs.
Pludselig udbryder pigen, som om hun slet ikke har hørt alt det sidste han sagde:
- Det står der også på min dåbsattest.
Nu var Kristian komplet forvirret og svarede fjoget:
- Jamen, du er jo en kvinde!
- Ja, men det navn. Dit navn står på den linie hvor faderens navn står. Lang pause, hvor de stirrer på hinanden.
- Du er min far. Tårerne fylder pigens øjne, hvorefter hun falder ham om halsen.

Bentsen, som havde fulgt med så godt han kunne inde fra butikken, havde jo blot set, at de talte sammen. Da, pigen faldt Kristian om halsen, rystede han på hovedet, og tænkte for sig selv:
- Han må sg'u' ha' nogle særlige evner ham Bjergsted.

Jørn E.
7. februar 2011
Alle rettigheder forbeholdes.

Læselampen

2011-02-12T10:00:00.005+01:00

Det er en lummer nat, hun kan ikke sove,
sengen er ikke tæppet af,
man kan alligevel ikke have noget over sig,
man bliver kvalt.
Selvom hun har sørget for gennemtræk i rummet
hjælper det ikke meget
det er en kvælende varm luft hun får ind.
Hun ville ønske radiatoren kunne udvirke kulde.
Hendes tynde natkjole klæber til kroppen.
Rullegardinerne er trukket et stykke ned,
ikke for at undgå nysgerrige øjne,
dem er der ingen af,
der er åbent foran ejendommen,
hun er helt ugenert.
Det er morgensolen hun allerede nu har taget højde for.
Hun skygger for solen,
solen der ikke er der.
Hun tænker på solen der kommer.
Hun ved det bliver en lang nat,
hun sover nok længe i morgen.
Det passer hende fint.
Hun vil snart sætte sig i den bløde altomsluttende røde lænestol,
og næsten forsvinde.
Læse og nyde, måske hele natten.
Hun har lige tændt den usynlige læselampe,
med det rolige gyldne lys.
Læselampen som ikke er der, men som er der.
Edward Hopper, har malet dens eksistens.
En sort streg.
Han har malet den i funktion,
dens funktion,
dens hygge,
uden at male den.
En sort streg har han malt,
ud af Nattens vindue. Op- op.

Jeg sidder og læser, ”Nattens vindue”
Jeg læser mellem linjerne,
det er der jeg bliver suget ind i historien,
det er der den får mening,
det er der den får liv,
det er der den fortsætter og fortsætter og fortsætter.

Diskussionsforum

2011-02-09T10:00:00.005+01:00

Kære alle,

Som i hvert fald én af jer har opdaget, har vi fået et diskussionsforum på Skrive-bloggen. I en kommentar til indlægget om februaropgaven foreslog Leonius et sted, hvor vi kan snakke om løst og fast. Man kan ikke umiddelbart oprette et diskussionsforum på en blogger / blogspot blog, så jeg har oprettet det hos nabble.com og hentet det ind på Skrive-bloggen. I finder linket til diskussionsforum i menuen øverst til højre.

Man kan oprette sig som bruger ved at klikke på "Register" i topmenuen. Indtil videre kan man dog også oprette tråde og kommentarer uden at være registreret.

Nu er det bare at tage det i brug :)

Kh,
Randi

En stor beslutning

2011-02-05T10:00:00.001+01:00

Jeg stod i securitykøen ved indgangen til transithallen. Udover den almindelige håndbagage, havde jeg valgt en ”håndtaske” der var lidt større end dem jeg normalt bruger. Jeg havde nemlig brug for al den plads jeg kunne få. Det var ikke som det havde været så mange gange før. Jeg stod med en enkeltbillet. Det var NU. Jeg rejste ud af et liv og ind i et andet. Jeg følte det lige pludselig, meget fysisk, . Som en stor hård klump i maven.

Når jeg nu, om lidt , går ind i transithallen, vil jeg gå ind i venteværelset mellem min fortid og min fremtid. Jeg havde diskuteret meget med mig selv, om jeg helt havde gjort mig alle konsekvenser klart. Det havde jeg naturligvis ikke. Det var jo simpelthen umuligt.

Konflikten stod mellem fornuft og ufornuft, mellem mod og behovet for tryghed. Men hvor tryg kunne jeg vide, at en tilværelse her hjemme i gamle Danmark ville blive?

Men jeg var ved at forlade hele min barndom og ungdom. Min familie og venner. Meget og mange ville blive berørt. Min lillesøster, fire år yngre end mig, som jeg havde delt barndommen og teenageårene med. Jeg holder meget af hende. Det påvirker mig naturligvis, at hun er ked af det. Og mine veninder. En havde sagt: ”Jeg kommer til at savne dig i hverdagen”. En anden havde erklæret at et venskab ikke kunne holde under sådanne omstændigheder. - Der røg da vist det venskab. Mine forældre. Jeg ved at de er meget påvirkede af min beslutning. Selvfølgelig. Selv om de opfordrede mig til at gøre det jeg mente var det rigtige for mig. Alt ville være forandret efter en flyrejse på ca. 10.000 km!

Jeg flytter til et land i det sydlige Afrika, hvor alt var anderledes. Når det er sommer i Danmark, er det ”vinter” i Zimbabwe. Styret er et erklæret kommunistisk diktatur efter Cubansk forbillede. Landets økonomi ligger mere eller mindre i ruiner. Alt var i sandhed anderledes. Selv den spiralformede hvirvel vandet danner når det løber ud i bunden af håndvasken snurrer den modsatte vej rundt. Og så er det ikke engang løgn. Det er fordi landet ligger på den anden side af Ækvator.

Men jeg var sikker på, at jeg havde truffet det rigtige valg. For i dette fjerne land bor den mand jeg ønsker at dele resten af mit liv med og få mine børn sammen med.

Sammenfattende var det det afgørende for mig. Terningerne er kastet!

Vingebæreren

2011-01-29T10:00:00.004+01:00

Solen ramte Antenna lige i nakken. I forvejen havde hun en kraftig hovedpine som så ofte før efter arbejdet i de mørke gange i boet. Hun standsede med et voldsomt ryk. Registrerede, at hun hovedløst var nået den yderste spids. Duften af harpiks var bedøvende på disse varme sommerdage. Nogen gange kom hun også til at træde i det. Møg, klisterstads. Antenna sukkede. Igen havde hun mistet sporet på vej til kolonien på trods af den livlige færdsel på vejen. Føden skulle skaffes, senere skulle der skulle ryddes op, dronningen passes og plejes, og de små fodres. Denne dags opgaver lignede til forveksling de foregående. Som forholdsvis ny beboer i samfundet var hun tålt, men det indbefattede absolut ikke nærkontakt med de andre. Hendes måde at hilse på og ikke mindst hendes duftafsondringer skilte hende ud. Det, og så behåringen, hvor sparsom den så end var. Ensomheden bar hun nu på ryggen som et barn i slynge. Engang bar hun vinger.

Da der ikke var soldater i nærheden, tillod hun sig at krybe i skjul bag en knast, hvor hun kunne sidde uforstyrret i den kølige brise. En fyrrenål dækkede for solens udtørrende stråler, men alligevel blev hun svimmel, da hun løftede blikket og tog udsigten ind. Mørkegrønne trætoppe, buske og frodigt græs med blomster i hele sommerfarveskalaen. Som et eventyr var det at se på. Og som så ofte før når noget smukt passerede, skar den dybe smerte fra arret i vingefæstet hende. Engang kunne hun flyve.

En gråbrun cirkel af ganske pæn størrelse et sted i græsset fangede hendes blik. Sikke da et mylder, der var på overfladen. Hun lukkede øjnene. Kunne det mon være hendes… Turde ikke se, turde ikke tænke, men savnet tog hende alligevel i hånden og førte hende tilbage.

Her stod hun så på den smukke grønne sten ved indgangen øverst i tuen. Den særlige sten, som de altid anvendte som afsætningsplatform, når deres vinger skulle bære dem for første gang. Fra de første to små buler viste sig på rygskjoldet, havde hun hver eneste morgen drejet nakken næsten af led for at følge deres udvikling. At være vingebærer var en gave, en mulighed, en udvælgelse, og hun gjorde sit bedste for at passe og pleje dem med voks og edderkoppespind, så de blev kraftige og bæredygtige, da ikke mindst. Da tiden nærmede sig for den store parringsflugt, havde hun specielt indprentet sig Antons lugt og smag. De havde ofte mødtes og flettet antenner i de små sidegange, hvor mørket gav beskyttelse. Nu var hun så klar, som nogen kunne blive.

Forventningens bobler svævede rundt om alle de ventende på den grønne sten. Antennas vinger glimtede lystigt, mens hun småblafrende varmede dem op. Ingen af dronningeaspiranterne var smukkere end Antenna, da hun satte af og steg mod himlen. Hun fløj højere og højere. Vinkede ivrigt ”kom” med højre forben til Anton, og så den derfor ikke.

Den, fuglen, der fangede hende i flugten. Den greb hende nådesløst i vingerne og ruskede. Ruskede til de løsnede sig, og hun faldt i sort bevidstløs smerte.

Tiden, der fulgte, var mørk og ond. Af den slags, der ikke vil huskes. Hun rystede pludselig voldsomt i den kølige skygge under fyrrenålen. Da hun atter modvilligt slog øjnene op, så hun ham. Cæsar Sanguinea, soldaten, der altid smækkede efter hende med sine skarpe kindbakker, når de mødtes. Uanset hvad hun gjorde, var det ikke godt nok til Cæsar. Hun rejste sig sitrende i alle led, drejede hovedet mod solen og fangede et glimt af den blå himmel. Hun løb helt ud i spidsen og satte af.

Engang bar hun vinger. Engang kunne hun flyve. Engang…

Månedsopgave og andet

2011-01-26T10:00:00.004+01:00

Kære alle,

Er det ikke ved at være tid til en månedsopgave på Skrive-bloggen? Jeg har fundet Edward Hoppers maleri "Night Windows," som jeg vil foreslå, vi bruger som inspiration til februar-opgaven. Pga. ophavsrettigheder nøjes jeg med at linke til billedet: http://www.moma.org/collection/browse_results.php?object_id=79270. Hvad siger I til en deadline fredag den 11. februar?

Hvis nogen af jer har forslag til kommende månedsopgaver, må I meget gerne sende dem til mig.

Jeg kunne også godt tænke mig at vide, om I synes, vi skal fortsætte med at publicere én tekst om ugen, eller om vi skal fordoble antallet og f.eks. lægge en tekst på både lørdag og onsdag? Eller skal vi genoptage onsdagsmarkedet? Jeg kunne godt tænke mig lidt mere aktivitet herinde, men hvad mener I? Jeres input modtages med kyshånd.

Kh,
Randi

Tre haiku til haren

2011-01-22T10:00:00.001+01:00

1

Vidtstrakte marker

en hare krydser
sit spor

solstrejf og forår.

2

Åbne landskaber

standardiseret
natur

en hare på flugt.

3

Landskab og fauna

indgreb og brug
sætter spor

haren er sårbar.

Hvorfor fanden havde han ikke bare givet hende den spade

2011-01-15T10:00:00.002+01:00

Ikke et rigtigt swissj, mere som et tjiPouw, så sprang den til live. Sanne lod fingrene glide henover den blanke form. Modvilligt. Vist var den flot, og den varmede. Men hun kunne ikke bruge den. Ikke til dem. Hun afskyede dem. De var ulækre. Slimede.

Händels Fireworks dirrede på cafebordet. Hun lod den altid klinge lidt, lod orkestret rejse sig. Blanke trut i blæserne, dirrende hvirvler over trommeskind, dirigenten allerede ophedet, selv ved at futte af. Så rakte hun hånden ud efter mobilen.

-Sanne, det er mig. Jeg kommer nu, blev bare lidt forsinket. Fem minutter, så er jeg der. Har du bestilt.
-Nej, jeg venter bare. Sanne rørte rundt i sin halvkolde kaffe.

Et kvarter senere dumpede Josie ned i kurvestolen foran hende.
-Undskyld, altså undskyld, Sanne, og så lige i dag. Veninden lod de brogede indkøbsposer sprede sig som blomster på det sort-hvide flisegulv, en lille buket stak hovedet ud af den ene. Anemoner. Josie købte altid anemoner til hende.
-Tillykke skat. Sanne forsvandt ind i Josies sprudlende blomstersnak. De blåeste hun kunne få, sagde hun altid. Blå som havet i Sannes øjne.
-Vi skal fejre det, skal vi ikke? Jo, sgu. Og så forsvandt hun ind i cafeens slørede dunkelhed.

- Var det dig der sagde det til ham? Sanne tegnede dråber på det duggede glas.
- Sagde hvad, søde?
- At han ikke skulle købe den spade?
- Spaden? Nej men Sanne. Du mente da ikke . . .
- Jeg ville gerne have den spade. Den var skarp. Dybsort. Blank. Sannes øjne gnistrede mod Josies forbløffede tavshed.

-Jamen, en spade, Sanne. Det ønsker man sig ikke i bryllupsgave. Du kan jo bare købe dig en, hvis det er.
-Det er ikke det samme. Jeg ville have den af ham, forstår du. Jeg skal bruge den. Hele hans have er fuld af de der ulækre. Jeg vil gøre den pæn til ham. Grave kanter, fjerne ukrudt. Og hakke dem over.
-Hvad for nogle.
-Sneglene. De der store, flammerøde, slå dem ihjel inden de trækker deres slimspor op af mine ben. De klamrer sig til huden, de smasker løs med alle deres bakterier. Ét zak, så alt det ulækre kan vælte ud af dem, og de er færdige. Sannes hånd ramte en kasseret oliven, det ildrøde peberfyld splattede ud på bordets blanke renhed.

-Hvorfor siger du egentlig hans have.
-Det ved jeg ikke. Det er det bare. Og hvis jeg nu gerne ville have en spade? Hvorfor kunne han så ikke . . ? Jeg mener. Det var jo mit valg, ikke?
- Sanne. Han vil dig det godt. Han ville bare gerne give dig noget flot. Noget evigt. Noget smukt. Josie lagde hånden på Sannes kind. Hendes øjne brændte af mange års kærlighed til veninden. De to. De havde altid haft hinanden. Bevidstheden om den andens nærvær, varme armkrog, lune smil. De havde altid kunnet nå.
- Du skal snart af sted, ikke? Jeg følger dig til toget, jeg skal bare lige . . .

Konduktøren havde vinket, togdørens hvislen hakkede Josies stemme i småstykker:
-Hvad fik du for resten?
Gennem ruden et hurtigt glimt. Et tjiPouw. En lille flakkende lue. Den blanke lighter.
Josies åbne mund, angsten i blikket. Var der ingen der havde fortalt ham det? Hvorfor havde han ikke bare . . . .

-Nej,Sanne. Neej!

Foto: dorte f

Sidste stop inden livet

2011-01-08T10:00:00.001+01:00

”om 200 meter drej til højre” sagde den mekaniske kvindestemme på GPS’en.

Han trillede ned ad den smalle villavej, mens han kiggede til højre og venstre på haverne og husene.

”drej til højre”

Han stoppede bilen i krydset og kiggede længe på vejskiltet ”Edenshavevej”. Selvom det var mindst 27 grader udenfor, stak han hænderne ind under armhulerne som om han frøs og krøb sammen.

”drej til højre”

Han slukkede for GPS’en og drejede langsomt ned ad vejen. Her var alle husene gemt væk bag meter høje hække og låger med husnumre på, som man ikke kunne se igennem eller over. På en af lågerne var der hængt et ”Til Salg” skilt op. Han kørte ind til siden og stoppede bilen, hænderne knugede om rattet, mens han stirrede på instrumentbrættet. Langsomt gav han slip på rattet, åbnede bildøren og stod ud. Lågen med ”Til Salg” skiltet gav ingen lyd fra sig, da han åbnede den. Den 2 meter høje hæk var nyklippet og græsplænen trimmet. Der var bede med blomster, fordelt efter farver. Der var ingen ukrudt. Huset var hvidt.

Idet han løftede hånden for at banke på, åbnedes døren af en ung kvinde med brochurer under armen.

”Hej kom indenfor” smilede hun ”Du er kommet for at se på huset?”.

Han nikkede.

”Jamen kig du dig bare omkring, jeg er i køkkenet, hvis du har brug for mig” sagde hun og pegede i retningen af en blå dør.

”Jeg vil gerne se kælderen” ordene blev udtalt tydeligt, i stavelser.

”Den dør” hun pegede ned ad gangen ”til venstre”. ”Den er ikke så stor.. kælderen”

Han stod foran døren og kiggede på håndtaget, så trykkede han det langsomt ned og skubbede døren op.

”Pas på med ikke at lukke den” sagde kvinden ”der er ikke noget håndtag på den anden side”

”Det ved jeg” hviskede han

”Hva’?”

”Det skal jeg nok” svarede han, tændte lyset og gik ned af trappen.

Kælderen var tom, på nær den nøgne pære i loftet og en lille madras under trappen. Han stod i midten af rummet og kiggede op mod vinduet, den sorte maling på ruden var skaldet af nogle steder. Der var en svag elektrisk lyd fra pæren. Man kunne høre lyden af kvinden der gik rundt i værelset over kælderen. Langsomt begyndte han at gå med lyden af kvindens fodtrin, 3 skridt mod vinduet, han lukkede øjnene, dreje rundt, 2 skridt mod trappen. Han var nær gået ind i gelænderet. Han åbnede øjnene og stirrede på den lille madras, der stak lidt ud under trappen.
På hænder og knæ kravlede han ind på madrassen. Støttende på sine knæ og den ene hånd, stak han sine fingre ud mellem trappetrinene, hvor lyset fangede hans tynde fingre. Hans mave gav en rumlende lyd fra sig. Han stivnede et øjeblik så trak han hånden til sig og kravlede ud.

Med begge hænder børstede han støvet af sig, mens han gik op ad trappen. Han slukkede lyset og lukkede døren til kælderen. Han kiggede lidt rundt i gangen og gik så ud ad hoveddøren og ned ad havegangen. Kvinden kom hastigt gående efter ham, stadig med brochurerne under armen.

”Så du det du ville?” kaldte hun

”Ja” svarede han

”Men er du interesseret i at købe det?”

Han kiggede op mod hende

”Nej” han åbnede lågen, gik ud og trak den stille i bag sig.

Søskende i et andet liv

2011-01-01T10:00:00.004+01:00

Jeg havde vænnet sig til at være længe om at låse døren op, så dem på den anden side kunne forberede sig på besøg.

Nogle af dørene gik sejt i låsen, og jeg kunne stå og fumle længe, før det lykkedes.

Det var nok til, at de vidste, hvem det var, der kom ind. Det gav dem lidt tid til at samle sig, få tøj på, hvis det var først på dagen.

Det var det mindste hensyn, jeg kunne tage til mennesker, der ikke var herre over, hvem de ville se og hvornår.

Også for min egen skyld var de sekunder nødvendige.

Mentalt tømte jeg mine tanker, ryddede det indre spejl for det sidst sete og forberedte mig på at møde et nyt menneske, opleve, forstå.

Idet jeg skubber døren op, repeterer jeg: soldat, ung, meget ung, ikke kendt i systemet, drabsmand.

Jeg mente, jeg var forberedt, alligevel rammer han mig.

Det blågrønne energifelt er smalt, skarpt afgrænset, udmåler den afstand, han vil have til andre og understreger kroppens forsvar.

Han står op under hele samtalen, mens han holder i stoleryggen.

Alle hans muskler er spændte i den tætte, brede krop, skuldrene stive og hænderne knugende.

Men øjnene - de rammer mig. Der er intet forsvar, kun angst og fortvivlelse.

I dem ser jeg de spørgsmål, han ikke stiller, og som jeg heller ikke kan svare på. Jeg får fysisk ondt. Det dirrer i mellemgulvet og halsen snører sig sammen. Jeg bliver hans smerte.

Inden i mig er alt kaos. Jeg får sagt de ting, der skal siges. Spurgt om det, jeg skal vide.

Han svarer med enstavelsesord, høfligt, på vagt.

Svarene kommer efter en lille pause, som er det dele af sig selv, han giver fra sig.

Jeg vil ikke rystes af ham.

Det er ikke fair, at det skal gøre ondt på mig. Jeg har ikke pligt til at dele smerten.

Min opgave er at være praktisk, opfylde cirkulæret, lytte, måske forstå.

Han er med i mine drømme, i forskellige aldre.

I en af dem er vi begge børn. Vi går på en mark i sne, han er den lille, jeg er den store, men begge er vi bange og hjælpeløse.

Vi går med hinanden i hånden. Jeg mærker, han bliver tryg. Jeg vågner med følelsen af hans lille, varme hånd i min.

I en anden drøm er han blevet væk for mig. Jeg skulle passe på ham og han er væk. Desperat og grædende leder jeg alle steder, finder ham til sidst, nøgen og kold under nogle blade.

Jeg tager ham op i mine arme og vugger ham til live. Det havde været i sidste øjeblik.

Som ugerne går, bliver hans forsvar mindre, der kommer ord på. Han åbner for fortvivlelsen, selvhadet, spørgsmålene, og jeg kan bare lytte. Intet jeg kan sige, gør det lettere for ham.

Angst går jeg ud af cellen, urolig hele ugen inden næste besøg. Vil han være der?

Har han mod nok til at vælge livet?

Det er svært at forlade ham uden at kunne tage ham i hånden, tage om ham og værne med mine arme.

Svært at trøste ordløst, usikker på om det bliver hørt.

Som ugerne, månederne går, bliver han mere blå og klar. Tit føler jeg hans farve nå min egen og det giver mig håb for ham og ro for os begge.

Der er dage, hvor vi deler et smil, og der er dage, hvor cellen lukker sig om os, og kun rutinen hindrer mig i at miste kontrollen.

Ingen af hans egne er der til retssagen. Sådan har han ønsket det. Jeg er der.

Fra min plads længst ude til højre på anden række har jeg direkte udsyn til nævningene, som sidder til venstre i salen.

12 almindelige mennesker, som skal udmåle den hævn, som skal genoprette og sone et drab.

Anklageren, en lille selvhøjtidelig jurist procederer i sin special syede, sorte silkekåbe med ekstra brede opslag i signalblå kontrast.

Han ser komisk ud, som han svajer i ryggen og svinger kroppen i store bevægelser under de indledende bemærkninger. Det er hans dag, mere end sagens.

Overfor, med front mod nævninge og anklageren, står forsvareren. En høj, mager, nydelig mand, som ikke behøver nogen specialsyet kappe for at understrege sin betydning. Han har lånt en kappe, som kun når til knæene og med bordeauxrøde opslag, som stumper midt på underarmen. Han emmer af alvor og koncentration.

Under de mange ord, betragter jeg nævningene, der alle med mellemrum kigger på ham, drabsmanden. Som dagene skrider frem, kigger de sjældnere og sjældnere, det giver kulde i rummet.

Engang imellem går jeg ud af mine tanker og krop - en følelsesløs masse, der ser og hører alt på et andet plan. Så samler jeg mig om at sende ro til ham.

Han sidder med siden til tilhørerne, front mod nævningene og bevæger sig kun lidt. Han drikker meget vand, det løsner, så han kan trække vejret. Hænderne samler han i skødet, så får brillerne et skub, engang imellem vender han sit blik mod sollyset, og ser ud, som om han ikke er til stede.

Jeg er der for at være et par venlige øjne, når de andres bliver væk for hans blik. Dømme ham, det skal de. Knuse ham, det får de ikke lov til.

16 år. De dømmende går hvert til sit.

Da han bliver ført ud af retssalen, stirrer han fortvivlet på mig.

Jeg må være hos ham, selvom intet jeg kan sige, kan gøre den dom lettere at bære. Nu er det mig, der er hjælpeløs, der ikke tør spørge. Svarene kan ingen af os give.

Han sidder på kanten af jernsengen, stirrer ned i gulvet, siger intet, men gnider sine hænder mod hinanden igen og igen.

- Hvem vil nogen sinde røre ved mig?

Uden et ord tager jeg hans hænder mellem mine og holder dem fast, til de ikke ryster mere.

På vej ud af cellen vender jeg mig til farvel, samler ham i mit blik, så han bliver lille nok til at være i min hånd.

Jeg lægger ham ned i min lomme, og holder forsigtigt om ham.

Her får ingen lov at gøre ham mere ondt.

I denne søde juletid...

2010-12-22T10:00:00.004+01:00

Kære alle,

Skrive-bloggen holder ferie indtil lørdag den 1. januar, hvor en ny tekst vil blive publiceret. Hvis I skulle få tid tilovers imellem julefrokosterne, er der jo masser af ældre tekster, som nok kan tåle af blive læst igen ;)

I ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Tusind tak for et dejligt skrive-år 2010. Jeg glæder mig til et lige så dejligt 2011.

Kh,
Randi

Hullet

2010-12-18T10:00:00.000+01:00

Mørket lægger sig over mig. Jeg kan mærke suset fra dybet bag mig. Jeg må ikke vende om! Hvis jeg gør det, falder jeg derned, og jeg ved, at jeg aldrig kommer op igen. Jeg må gå videre, lige meget hvor hårdt det er. Jeg kæmper mig frem. Stormen tager til, den prøver også at få mig ned i hullet, men jeg nægter. Jeg har besluttet mig for at kæmpe! Jeg vil leve! Jeg vil se lyset igen. Giv så slip på mig! Sæt mig fri. Lad mig flyve frit igen. Let me feel alive!

Jeg åbner øjnene. Der er helt mørkt. Jeg kan intet se! Jeg er blevet blind! Men nej. Det er bare mørkt. Jeg er nede i hullet igen. Jeg kan mærke kulden lægge sig om mig. Jeg føler mig nøgen og udsat. Tusinde små djævle sidder skjult i mørket og hvisker spydigheder til mig. De rammer mig og går lige igennem alle forsvar, gennem hud og hår, gennem alt indeni mig og ind i mit hjerte. Der gør det mest ondt. Jeg krummer mig sammen i et hulk og begynder at græde. Gå væk! Skriger jeg. Lad mig være i fred!

Der er helt stille nu. Djævlene er væk. Der er kun mig og mine tørre hulk og mit blødende hjerte. Nu begynder det også at regne. Det starter som små dråber på mit hoved, men de vokser sig større, og til sidst hamrer regnen ned. Det bliver for meget for mig. Jeg vil rejse mig, jeg vil væk, jeg vil søge læ! Men mine ben vil ikke bære mig, jeg falder bare sammen igen. Jeg maver mig hen ad bunden på hullet. Bunden, kalder jeg det, for jeg har ingen idé om, hvad det ren faktisk er. Det er ikke græs, det er ikke tæppe, det er ikke sten, det er ikke sand, det er ikke træ, det er intet jeg kender i forvejen. Det føles bare koldt og hårdt og blødt på samme tid. På den ene side føler jeg mig trykket mod fladen, men på den anden side giver det efter for min vægt og former sig efter min krop. Det er som om, at regnen falder igennem pladen. Jeg opgiver. Jeg krummer mig bare sammen og lader regnen hamre mod mig.

Noget generer mine lukkede øjne. Regnen er holdt op, men jeg er stadig drivvåd og ryster af kulde. Jeg åbner øjnene på klem, men lukker dem lynhurtigt igen. Det er lys. Nogle sparsomme stråler falder ned gennem det åbne hul og prikker drillende til huden på mit ansigt. Jeg åbner øjnene langsomt og vænner mig til lyset. Jeg ser ned og bliver helt forskrækket. Jeg ligger ikke på noget! Der er slet ingen overflade, jeg ligger midt i et hul… eller nej! Jeg svæver! Hvad er det der sker? Jeg ser op. På kanten står der en skikkelse. Jeg kniber øjnene sammen for bedre at se, men jeg kan ikke se, hvem det er. Skikkelsen rækker armen ned mod mig. Jeg sukker. Jeg prøver at råbe, at jeg ikke kan nå, men min stemme er væk! Pludselig går det op for mig, at det kan jeg godt! ”Man kan hvad man vil!” lyder et ekko inde fra mig selv. Jeg finder den lille glød indeni mig, som vil kæmpe for friheden endnu en gang. Hvis jeg kan stå midt i hullet uden at falde, så kan jeg også flyve, siger jeg til mig selv. Jeg lukker øjnene og koncentrerer mig. Jeg kan mærke det helt ned i tåspidserne – jeg flyver! Det går langsomt, men op det kommer jeg. Jeg ser op. Nu kan jeg se, hvem det er på kanten. Det er dig. Og jeg er på vej op. Jeg rækker hånden ud fast besluttet på at tage din.

Hvad er en teksteditor, og hvad kan den bruges til?

2010-12-15T10:00:00.005+01:00

Jeg stødte på dette link om en teksteditor og blev nysgerrig, for hvad kunne den bruges til? Det var noget med et tekstredigeringsprogram, som er bygget op med fokus på skriveprocessen, og man kunne downloade det gratis. Det er Getomonk alias Morten Mølgaard Pedersen, der anbefaler denne gratis teksteditor, som kaldes FocusWriter. Men der er andre oplysninger at hente hos for eksempel Joomla.

Da jeg ikke var blevet meget klogere, gik jeg i gang med at undersøge, om det var noget, der kunne hjælpe mig i mit skrivearbejde. Jo mere jeg undersøgte, desto mindre klog blev jeg. Men stædig som jeg var, fandt jeg lidt efter lidt ud af, at det vist var noget med teknik. Og efter megen tålmodighed fandt jeg frem til, at det var et skriveredskab, man kan bruge, når man vil indsætte tekst og billeder samt rette tekster på sin hjemmeside. Samtidig fandt jeg ud af, at man kunne downloade sin egen teksteditor, eller man kunne bruge en online editor.

Undervejs læste jeg, at det var et fantastisk værktøj, man absolut havde brug for, hvis man var forfatter og ville skabe sin egen internetside. Men så skulle man have en professionel teksteditor, fordi den havde alt det, man kunne drømme om, f.eks. coder, skabeloner, bogmærker, endeløs tekstplads osv.

Det endte med, at det var alt for teknisk, men hvis nogen er interesset, skulle det bedste og nyeste på markedet være RubyMine.

Hvis man er interesseret, fandt jeg et rigtig godt sted at starte: et pdf dokument fra IT-Universitetet i København med introduktion til HTML. Her får du opskriften på en simpel hjemmeside i teksteditor, f.eks. at skrive din første (X)HTML, at tilføje et billede, at lave dit første link, at validere koden som en vigtig afslutning i alle kodeprocesser.

Måske er du nået dertil, hvor du siger til dig selv, jamen, hvad skal jeg bruge al denne information til?

Svaret er ganske enkelt. Som forfatterspire når du til den dag, hvor du sikkert gerne vil lave din egen forfatterblog, før du kaster dig i lag med at udgive din egen bog!

Du kan jo også vælge en præfabrikeret blog, som nogle af Skrive-bloggens forfatterspirer har gjort.

Hvis du kigger i højre side af Skrive-blokken under ”Andre forfatterblogs”, vil du se, at der er mange forskellige måder at lave en blog på som vores egen Skrive-bloggen.

Og hvis du ellers har nogle gode forslag til, hvordan man laver en blog eller en hjemmeside, så kom endelig frem med dine idéer.

Hvis man har lyst til lidt mere kontant stof til ens skriverier, ja så er det sidste nye ”The Snowflake method”. Dette begreb stødte jeg på i en kommentar på SAXO, og måtte straks undersøge, hvad der gemte sig bag det. Og voilá! Det så meget mere interessant ud end den mere tekniske teksteditor.

The Snowflake method er lavet af Randy Ingermanson, der har udviklet en slags program, der heder ”Snowflake Pro”. Programmet koster ca. 500 kr., og hvis man køber en bog med på vejen til ca. 75 kr., får man 50% rabat på ”Snowflake Pro”!

Her finder du alle de oplysninger, du har brug for.

Jeg har læst siden igennem, og synes faktisk, det lyder temmelig lovende. I første omgang har jeg sagt ja til at få leveret noget information fra Randy Ingermanson vedr. teknikker om ”Det at skrive fiktion der sælger” samt et eBrev. Du kan se det ved at klikke her.

Der står også en masse andre spændende ting på hans side, bl.a. ”The Ten Steps of Design” samt en lille sjov ”Your Writing Roadmap Quiz.” Siden er på engelsk og værd at kigge på.

Den gode lo, og de onde græd

2010-12-11T10:00:00.001+01:00

En frostklar nat på en S-togsperron
faldt Shana i sømmen på sin sarong
Ping 1 og 2 fra et støtteparti
kom kort tid efter tilfældigt forbi

De så på Shana og på hinanden
og tog sig dernæst begge til panden
Så kom den nok så velkendte smøre
”Den kvinde har intet her at gøre”

De hidkaldte ingen ambulance
trods Shanas bønner om assistance
”Helt dansk det er den kvinde vist ikke
Jeg stemmer for, vi la'r hende ligge”

Så kom den næste, kvinden fra Tinge
med andre etniske under sin vinge
”For dig kan jeg heller intet gøre
Det ville skabe for meget røre

Jeg kan ikke save i egen gren
og miste politiske gnaveben
Hver dag går jeg stik imod min natur
og jeg er i øvrigt slet ikke sur”

Hun zipped’ sin mund og smed nøglen væk
og kørte derfra på hvinende dæk
Den sidste – en kvinde fra midtens top
gik frem, så tilbage, og stoppede op

”Point i at tale dansk eller ej
betyder slet ikke noget for mig”
Hun følte kulden – kom til at gyse
”Du ska’ da ikke ligge og fryse”

Det viste sig, Shana var kongedatter
”Sig, hvad du ønsker, så spø’r jeg min fatter”
Og hun, som langt om længe tog stilling
fik for sin dåd mil’jarder af shilling

Med penge til hjælp til pensionister
og flere stier til byens cyklister
til børn og til deres institution
og nedsat venten på operation

Ja, sådan nåede denne kvinde
i Danmark magtens højeste tinde

Vendepunkter

2010-12-08T10:00:00.003+01:00

I sidste uge var vendepunkter temaet for opgaven på SAXO's Forfatterskole. Det hedder på engelsk plot points.

Bente har fundet en illustration med nøgleord i forbindelse med opbygningen af en historie. Toppen af de to cirkusteltstænger er de to plot points.

Jeg har desværre ikke nået at oversætte den fra engelsk til dansk.

Se illustrationen i pdf format.

/Randi

En brevpresse i hånden er bedre end …

2010-12-04T10:00:00.000+01:00

- Jamen, hvorfor, fru Frederiksen? Kriminalbetjent Hansen tog nænsomt brevpressen af poleret marmor ud af hånden på den midaldrende kvinde. Samme vægtklasse som en gedigen forhammer, vurderede han. Stående foran det store panoramavindue formede hans ranglede skikkelse et elegant spørgsmålstegn.

- Hvorfor? Hvorfor? Det er da så såre simpelt, unge mand. Man skal holde, hvad man lover, skal man ikke! Hendes stemme røg et par gardinflænsende oktaver op. Godt, at der var så højt til stukloftet i Ole Frederiksens kontor. Fru Frederiksens hånd greb om guldkorset, der hang tungt som brysterne i udskæringen.

- Jo, jo vist, men hvem er det så, der lige har lovet hvad og hvornår? Den unge Hansen tog hatten af for at klø sig i håret. Uden han bemærkede det, dryssede et gråligt snevejr af flager ned på cottoncoaten.

- Ved De hvad, unge mand! Jeg tog ham såmænd med bukserne nede, da jeg kom ind på kontoret. Ja, jeg kan lige så godt sige det, som det er. Hende den vimse frk. Andersen var i gang med at levere en ægte Monica Lewinsky. Ja, og så er jeg heldigvis ikke den type, der bare melder pas. Fru Frederiksen tørrede ubevidst den blodige hånd af i tweednederdelen og fortsatte:

- Jeg hørte præstens ord lige så klart og utvetydigt, som da vi stod foran alteret. Samtidig blev det sort for mine øjne. Næh rødt. Nej vel nærmest som min yndlingskjole! Sort med store røde prikker. Hun nikkede, rejste sig op, tog håndtasken, der stadig stod på hr. Frederiksens skrivebord, og leverede sin udgangsreplik:

- Til døden os skiller ,unge mand! Det kan De sikkert alt sammen forklare min advokat. Jeg kan se, at han meget passende er lige på trapperne! Det vil i øvrigt være spild af tid at afhøre mig igen, for De kommer til at lede længe efter en anden version!

De små grå på egen boldgade

2010-12-01T10:00:00.001+01:00

I foråret diskuterede vi her på bloggen den gode idé, bl.a. hvor den kommer fra.

Da ugens opgave mandag aften blev åbenbaret på SAXO’s Forfatterskole, havde jeg i den grad fletningerne i postkassen. Jeg havde i tre uger vidst flg. om opgaven:

"Skriv et vendepunkt
Et vendepunkt i en historie er en begivenhed, som ændrer på forholdet mellem personerne eller stemningen mellem dem ..."

Søndag aften, da sidste uges opgave lukkede, begyndte jeg i hovedet at skitsere et drama med vendepunkt i hjemlige omgivelser. Da det så viste sig, at arbejdstitlen på den ny opgave skulle være ”Perronen”, da var det, fletningerne kom i klemme. Jeg havde slet ikke lyst til at skrotte min skitse og ændre spor, så skulle jeg pjække fra skolen eller vippe på stolen?

Pludselig opdagede jeg, at jeg sad og tænkte: ”Hvad rimer på perron? Det gør sarong!” Det kom der mit livs allerførste politisk satire-agtige rim ud af. Forbløffende, som de tilbageværende små grå overrasker ;)

Rimet bliver senere publiceret her på bloggen.

/Randi

Strandgade 10

2010-11-27T10:00:00.001+01:00

Jeg stod foran den store grønne port med den lille dør i den ene halvdel, som man sædvanligvis benyttede som fodgænger når man skulle ind i ejendommen. Jeg stod her sammen med min kusine fra Stockholm. Det var ganske mange år siden vi havde set hinanden sidst. Vi havde jævnlig kontakt i form af mails, hvor vi holdt hinanden a jour om hverdagens store og små begivenheder. Nu hvor hun var gået på delpension, havde vi aftalt at hun skulle besøge mig. Hun havde aldrig set mit barndomshjem. Så derfor stod vi nu her.

Siden jeg sidst havde været forbi mit første hjem, var der kommet dørtelefon ved porten, så man skulle ringe på hos en af beboerne for at komme ind i gården. Det var vores held, at der denne dag var sat krog på portdøren, så vi kunne gå derind uden at genere nogen. Porten så ud som den altid havde gjort. Dog noget mere velholdt end jeg huskede den, men den samme mørkegrønne farve. Den var udsmykket med kassetter og udskårne løvranker. 10-tallet i den indlagte sandstensbue over porten var det samme som dengang for næsten 60 år siden, da jeg boede der.

Portrummet fører én gennem forhuset og ind i gården, som er brolagt med store toppede sten, også som dengang i den fjerne barndom. Dengang var denne ejendom, som mange på Christianshavn, det rene slum. Den ene langside i gården er en høj vinduesløs brandmur med vildvinsløv til at pynte lidt på den bare mur der afgrænser noboejendommen. På den anden side ligger sidehuset, som kun er to etager højt, og som resten af ejendommen, vindt og skævt og bygget med bindingsværk.

For enden af gården ligger baghuset, hvor jeg boede med mine forældre på tredje sal. Vi delte et toilet, som lå på en fælles gang, med to andre lejere, så man skulle ud af hovedøren for at komme på toilettet! Til opvarmning var lejligheden udstyret med én kakkelovn, som stod i stuen. I køkkenet, som var en originaludgave af det man kan se på arbejdermuseet i dag, var der et vindue der vendte ud mod en skakt af en gård, hvor der i bunden stod en masse jern, mere eller mindre skrot, tilhørende det smedeværksted der lå nederst i bygningen med en stor port ud til gården. Jeg kan huske, at de havde en stansemaskine. Når den kørte, dansede hele huset i takt med dens slag gennem metalpladerne.

Måske var det derfor, at taget var så utæt, at når det regnede, havde vi ikke vaskefade, krukker og gryder nok til at opfange det vand der kom ned gennem loftet! Og så var der rotter. Man kunne høre dem klapre med skraldspandslågene efter mørkets frembrud. Engang, hvor min far var på vej ned for at give vores hund sin aftenluftetur, var den usædvanlig ivrig efter at komme afsted. Min far lukkede den ud af hoveddøren uden at give den snor på. Den styrtede afsted. Vi kunne høre den på vej ned ad trappen. Min far skyndte sig efter hunden. Midt på et trappeløb så han en stor rotte. Hunden havde haft så megen fart på, at den ikke kunne stoppe midt på trappen. Men på den næste afsats var den ved at snurre omkring sig selv, hvorefter den for op ad trappen igen, snappede rotten i ryggen, slyngede den op i luften og greb den i nakken og lukkede kæberne omkring den så den brækkede halsen på rotten. Derefter mistede den fuldstændig interessen for rotten. Tip som vores hund hed, havde min far købt, som hvalp, af nogle spanske fiskere, som lagde til nede ved Knippelsbro, hvor der dengang var en del fiskere der lagde til. Fiskerene havde forsikret min far om, at det var en rottehund. Episoden viste, at de havde haft ret.

Nu er Christianshavn blevet mondænt og lejlighederne er ejerlejligheder. Der er garanteret ikke hul i taget og rotter i gården. Men der er stadig en særlig atmosfære over området, som jeg holder af den dag i dag.

Klichéer - hot or not?

2010-11-24T10:00:00.002+01:00

Ifølge Den Store Danske – Gyldendals åbne encyklopædi er definitionen på en kliché en nedslidt sproglig vending. Klichéen foregiver originalitet, men opleves som banal.

Men hvornår er en sproglig vending nedslidt og banal?
Er den det i alle situationer?
Betragter vi den alle samtidig som nedslidt og banal?
Skal man for hver en pris skabe sine egne originale billeder hver gang, eller er nogle sproglige vendinger gangbare, selvom de har været brugt igen og igen og igen?

Hvad mener I?

/Randi

Dagbogen

2010-11-20T10:00:00.002+01:00

Anita trådte et skridt tilbage. Underkanten på den forgyldte ramme om det store maleri flugtede med sofaryggen.

Hun kunne mærke familiens bebrejdende øjne i nakken og vendte sig om. De hang der allesammen, som de altid havde gjort. Billederne af hende selv var dog blevet udskiftet med broren i stiveste puds sammen med en storsmilende kvinde i brudekjole og med en fed, dåbsklædt baby i armene. De to med en anden baby i dåbskjole og en dreng på et par år stående imellem sig. En ung fyr med studenterhue.

Anita kantede sig rundt om de tunge mahognimøbler hen til døren til sit gamle pigeværelse. Hun trykkede håndtaget ned og trådte indenfor.

Alt stod, som da hun forlod det. Skibsbriksen med det rodede sengetøj. Bukser, bluser, undertøj i ét virvar på gulvet foran den åbne klædeskabsdør. Det runde spejl i læderstrop over toiletbordet med smykkeskrinet og de mange parfumeflakoner. Hun satte sig forsigtigt på den trebenede stol, tog en tilfældig flakon op og skruede proppen af. Lugten af sprit rev i hendes næsebor.

Lyden af latter på den anden side af vinduet fik Anita til næsten at tabe parfumeflakonen. Et par teenagers havde taget opstilling på fortovet. Pigen stod krumbøjet og holdt sig på maven. De havde vel ingen steder at gå hen. Da Anita en time tidligere var kommet forbi byens lille torv, havde hun lagt mærke til, at tankstationen var væk, og vinduerne i den gamle købmandsbutik var dækket af træplader.

Anita trak øverste skuffe i toiletbordet ud. Nøglen lå der, men dagbogen var væk. Moren havde nok brændt den eller gravet den ned i haven, så ingen kunne læse sandheden om farens fald fra klinten. Man måtte give konen, at hun holdt ord.

Anita børstede de handskeklædte hænder mod hinanden, rejste sig og kantede sig tilbage gennem stuen. Med skosnuden pirkede hun til moren, som lå i entreen. Hun skrævede over den livløse krop, klappede let på den bugnende skuldertaske som for at sikre sig, at pengene stadig var der, og åbnede hoveddøren. Hun missede mod solen, da døren smækkede i efter hende.

”Lad dem bare fortælle politiet om den overvægtige, mørkhårede kvinde, de har set forlade huset,” tænkte Anita, da hun passerede de to unge mennesker på fortovet.

Mens vi har travlt

2010-11-17T10:00:00.002+01:00

Kære alle,

En månedsopgave på denne side af nytår er vist utopi. Det ville dog være rart at have tekster at udgive på Skrive-bloggen hver lørdag, selvom vi har travlt på SAXO.

Bente har foreslået, at vi udgiver nogle af vores nye SAXO tekster, så der er noget at læse for dem, som kigger ind. Hvis I er med på den idé, må I meget gerne løbende sende tekster til mig.

Hvis nogen har et godt skrivetip eller lignende til vores onsdags-marked, må I også meget gerne sende det til mig. Hvis I ikke lige kan komme op med noget, skal jeg nok finde på et eller andet, så vi holder liv i denne nye tradition ;)

/Randi

Stilstand

2010-11-13T10:00:00.004+01:00

Der er meget stille på Skrive-bloggen
for lige nu er hele flokken
gået grassat på SAXO dot com
Vi skriver, tænker og skriver om
De anstrengelser skulle gerne betyde
at ordene fremover bedre vil flyde
Men kig forbi og ha’ in mente
at her trods alt er lidt at hente

Miljøbeskrivelse: Location

2010-11-10T10:00:00.005+01:00

Kære alle,

Apropos ugens opgave hos SAXO er denne onsdags tema valg af location.

Når man skal skrive en tekst og skabe et miljø, er det oplagt at starte med stedet, hvor begivenhederne skal finde sted. Det kan gøre en tekst mere dynamisk, hvis man placerer sine hovedpersoner et sted, som ikke er det mest oplagte.

I sin bog, Manual til Skrivekunsten, skriver Robert Zola Christensen:

Citat:
Et ungt par, der sidder og skændes i lejlighedens lille køkken, kan synes forudsigeligt. Flyt dem ned på gaden, hvor de fører samme skænderi, mens de pakker ferieudstyr i den alt for trange tagbagagebærer, eller sæt dem i gang med at tapetsere stuen.
Citat slut

Hvordan bestemmer I jer for en location, og har I eksempler på locationer i jeres egne tekster, som ikke er de mest oplagte?

/Randi

Vendepunktet

2010-11-06T10:00:00.001+01:00

Sent hjemme fra arbejde. Træt efter 14 timer ved pc'en. Jeg arbejdede med at oversætte en engelsksproget roman, som var fyldt med udtryk og vendinger, slang o.s.v. Det var svært, at finde en ordentlig oversættelse til mange af disse specielle engelske formuleringer. Men jeg havde hårdt brug for de penge jeg kunne tjene ved det.

Der lå en lokalavis på gulvet indenfor hoveddøren og da jeg løftede den op, lå der en rudekuvert nedenunder. Den var fra et advokatfirma. ”Satans”, mumlede jeg for mig selv. ”Endnu en trussel om inddrivelse ved incasso. Gad vide hvad det er denne gang?”

Jeg flåede kuverten op. Jeg blev lidt overrasket, da jeg så, at der var hele to sider. Begyndte at læse. Jo længere jeg kom ind i teksten, jo mere tabte jeg underkæben. En beskuer ville sikkert ha' fundet mit ansigtsudtryk ganske komisk.

”Hr. Allan Mynster. Jeg henvender mig til dem, som kurator i boet efter afdøde ingeniør Adam Lange. Adam Lange, som var Deres morfars bror, rejste i sin tid til Peru, hvor han arbejdede som brobygningsingeniør og skabte sig en betydelig formue. Ifølge skifterettens oplysninger er De nærmeste slægtning og desårsag indtræder De som arving. Boets formue er opgjort til 7 millioner u.s.$. Der er imidlertid en arveafgift på 15% af beløbet, som vil blive fratrukket inden provenuet udbetales til Dem. Jeg vil bede dem rette henvendelse til min sekretær for at aftale et møde, idet der er visse papirer der skal underskrives, og De skal dokumentere, at De er den person der er berettiget til den pågældende arv. ”

Med venlig hilsen

Axel Winkel, advokat

”Jeg ved ikke hvor mange gange jeg læste brevet igennem, men til sidst kiggede jeg på kuverten, for ligesom at få bekræftet, at det var en rigtig advokat der havde skrevet til mig.

Jeg besluttede mig for at ta' det HELT roligt. Jeg gik hen til mit spiritusskab. Der stod en enkelt flaske Bourbon whisky, min foretrukne last, som jeg stadig tillod mig. Trods modgang, eller måske snarere på grund af den. Jeg skænkede mig en ordentlig bamse, for at berolige nerverne.

Jeg tændte for TV'et og så lidt på TV2-News inden jeg gjorde mig klar til natten og gik i seng.

Jeg drømte en masse mærkelige ting. Min morfar optrådte bl.a. ”Det havde du nok ikke regnet med, hvad, knægt. Buldrede han og slog en mægtig skraldlatter op, som jeg kunne huske han gjorde. Han blandede sig med en masse mennesker jeg ikke kendte og forsvandt. Jeg råbte efter ham for at få noget at vide om hans bror, men alle disse mennesker var i vejen, og så forsvandt han for mig.

Jeg vågnede. Badet i sved. Vaklede ud på badeværelset og tog et bad. I badet begyndte virkeligheden så småt at vende tilbage. Jeg skyndte mig at blive færdig og nærmest løb ind i stuen, for at sikre mig at brevet var virkelighed.

”Jo, det lå der på skrivebordet ved siden af telefonen. Jeg tog telefonen med rystende hænder og trykkede nummeret til advokatfirmaet.

”Axel Winkel og partners” lød en veloplagt sekretærstemme i røret. ”Æh, ja jeg skulle tale med Axel Winkels sekretær for at træffe en aftale” sagde jeg lidt spagfærdigt. ”Ja, Hvad drejer det sig om?” Spurgte den venlige stemme. ”Jah, jeg har fået et brev vedr. en arvesag” ”Kan du give mig journanummeret, det stå oppe til højre under datoen”, afbrød sekretæren. Hun fik nummeret og bad mig vente et øjeblik. Hun vendte tilbage og spurgte mig hvornår det kunne passe mig. Vi aftalte en dato og et tidspunkt.

Jeg kunne ikke la' vær' med at spørge: ”Er det virkelig rigtigt, at jeg har arvet syv millioner u.s. Dollars?” ”Jeg kunne høre at sekretæren måtte lægge bånd på sig for ikke at komme til at le. Så svarede hun: ”Ja det er det. Det må da være lidt af et vendepunkt.”

Spontant røg det ud af mig: ”Ja, det kan du bide dig selv i næsen på. Værs'go' bid!”. Nu lo hun.

SAXO's Forfatterskole starter igen

2010-11-03T10:00:00.001+01:00

Kære alle,

Som nogle af jer allerede ved, starter SAXO's forfatterskole op igen. Det gamle SAXO forum har været utilgængeligt et stykke tid, men i går gik et nyt og - ser det ud til - langt mere overskueligt forum i luften. Der blev samtidig åbnet for tilmelding.

Også denne gang har SAXO allieret sig med Ida-Marie Rendtorff og Daniel Zimakoff i lærerrollen, og det er igen gratis at deltage.

Første opgave bliver åbenbaret mandag den 8. november kl. 21:00, og kurset løber over fem uger. Overskriften på første opgave er miljøbeskrivelse: Miljøet i en historie er mere end en kulisse for personerne...

Jeg er usikker på, om SAXO sender mails ud om tilmelding, så tilmeld jer på
http://forfatterskolen.saxo.com/.

Vær søde at sprede budskabet om forfatterskolen. Jeg håber, vi ses derinde :)

Kh,
Randi

Retten er sat

2010-10-30T10:00:00.002+02:00

Fra stuevinduet kunne Birgit se efterårsløvet cirkle i mønstre hen over græsplænen. Hun stod med mobilen trykket mod brystet og prøvede at få åndedrættet i ro efter samtalen. Den hårde mellemgulvsmuskel blokerede så meget for vejrtrækningen, at svimmelheden naturligt fulgte efter. Usikker på benene vendte hun tilbage til lænestolen ved sofabordet og lod sig dumpe ned i den. I sofaen overfor sad hendes søster og mor side om side. De var kommet til formiddagskaffe i anledning af efterårsferien.

”Var det Jens? Hvad sagde han? ”Søsterens øjne afsøgte Birgits ansigt og ledte efter en forklaring på den pludselige alvor, der nu uindbudt sad med til bords. Uvilkårligt rakte hun ud og tog en kanelsnegl fra kurven med morgenbrød. Bemærkede slet ikke kageflagerne, der dryssede ned på den hvide dug.

Birgits hænder greb fast om læderstolens kraftige arme. Hun pressede sig tilbage mod ryglænet. Karruselturen måtte godt stoppe for denne gang. Hvad var det, Jens havde sagt om et nyt barn i forslag? De havde da godt nok meldt til adoptionscenteret, at de var parate igen, men hvad nu hvis…

”Jamen, Birgit, så fortæl dog, hvad han sagde?” Denne gang var det moren, der brød tavsheden. Hendes datter kunne jo ikke bare sidde der og stirre ud i luften og ryste på hovedet. Hun havde jo inviteret dem til kaffe og ikke til dette alvorlige bønnemøde, som det var ved at udvikle sig til. Hun fik øje på kagesmulderet på dugen og forsøgte at værfe det væk med servietten.

Hvad nu hvis, de heller ikke fik drengen denne gang? Birgits uro veg ikke en tomme. Drengen? Nej, hun kunne jo egentlig ikke vide, om det var en dreng, når det ikke var født endnu. Underligt! Jens havde lige fortalt hende, at der gik en højgravid kvinde rundt på et børnehjem på Sri Lanka. Et ufødt barn, der skulle være deres! Utroligt, men sagsbehandleren fra adoptionscenteret havde ringet til Jens og fortalt ham det for blot et øjeblik siden. Så lille! Snart nyfødt! Hun rystede på hovedet. En gang til. Kraftigere, så det halvlange hår dannede en elegant halvbue i luften. Kunne slet ikke få det til at bundfælde sig. Drengen dengang, Omar, havde jo været ældre, næsten halvandet år. Hvad så med al det tøj, de havde gemt?

”Vi kunne jo høre noget af det, du sagde, Birgit… Et nyt barn! Hvor er det fantastisk! Fortæl nu!” Søsteren tog sig en ny kop kaffe. Hun kunne slet ikke have stilheden og den tunge stemning. Forsøgte at vifte den væk som en irriterende flue.

Hvordan skulle hun dog kunne forklare dem om straffen? Straffen hun fik sidste gang, for snart et år siden, hvor hun glædede sig tusind meter ind i himlen til, at Omar skulle blive deres lille dreng. Straffen for, at hun dengang uden forbehold af nogen art havde forberedt sig på at skulle rejse ud og modtage ham i Ecuador. De havde købt ind, indrettet børneværelse og havde som alle vordende forældre vist det lille krøllede billede af ham frem til alle, der gad se det. De havde så meget kærlighed at give af. En kærlighed, der nu fik ansigt, mål og retning. Men så kom den.

Så kom straffen jo. For det hele gik galt. Dagen før de skulle rejse. Alt var klart til det lange ophold i Ecuador. Børnetøj til Omar, gaver til de andre børn og Børnehjemmets leder, legetøj til ham, mælkepulver, sutteflasker og bleer. Kufferterne stod bugnende og færdigpakkede, da oprigningen kom: ”Desværre, vi bliver nødt til at fortælle jer, at adotionsbevillingen fra Omars biologiske mor lige er blevet trukket tilbage. Vi beklager meget… ”

Deres verden brød da sammen for en stund i den voldsomme tavshed, der fulgte.

Birgit strøg højre hånd op og ned ad venstre overarm med hurtige bevægelser, som om hun frøs. ”Ja, det er rigtigt. Jens fortalte, at vi snart får et nyt barn i forslag”. Hun forsøgte forsigtigt at lempe den farlige meddelelse ud, og pludselig lå den der på bordet mellem dem og sprællede. ”Jamen dog! Hvor dejligt! Glæder du dig slet ikke, Birgit?” Morens rynkede bryn fulgte spørgsmålet på dets vej tværs over bordet. ”Jo selvfølgelig glæder jeg mig da”. Men Birgits skuldre nægtede at falde afslappet ned på plads. En anden af morens bemærkninger fra dengang forhindrede dem i det. Replikken, der faldt, da Birgit ringede moren op og hudløs fortalte om Omar, som de ikke skulle have alligevel. Morens nøgterne konstatering i den anden ende af røret langt borte: ”Nå, det var da ikke så godt, Birgit. Det er jeg ked af at høre, men du skulle så nok heller ikke have købt barnevognen, inden I kom hjem med ham.”

Når inspirationen lader vente på sig

2010-10-27T10:00:00.002+02:00

Kære alle,

Den gode idé til en historie dukker ikke altid op, når man har brug for den. Til inspiration har jeg nogle gange brugt et lille, gratis program, som kan genere ord til inspiration ud fra fire forskelige kriterier, f.eks. et nøgleord, en hovedperson og en lokation. Programmet, som er på engelsk og let at installere, kan downloades på http://theprint.dk/writethis.html. Min tekst ”Sølvbrylluppet,” som blev publiceret her på bloggen i juni måned, blev til med hjælp fra programmet.

På http://www.x-iansen.dk/ har Manfred Christiansen en tilsvarende funktion på dansk i boksen ”Novelleinspiration” i højre side. Nogen af jer husker måske Manfred fra første SAXO-runde.

Jeg tænker i øvrigt, at vi evt. kan bruge onsdag til at dele tips med hinanden, hvis vi har et eller andet, vi tror, andre kan have glæde af. Hvad mener I?

Kh,
Randi

Hans Kær

2010-10-23T10:00:00.000+02:00

Hans Kær var en mand, som var glad for livet
Han havde alt og tog det for givet
Villa, værdier for millioner
kone, fem sønner, som var hans kloner

Ude i byen en sexgudinde
AKA den anden kvinde
Hun vidste alt om sønner og kone
som intet kendte til Abelone

”Skal arbejde over og tjene penge”
undskyldte Hans sig med meget længe
inden en fyraftens têtê-à-têtê
At lyve for konen gik legende let

Men så ville skæbnen, at hele koret
fik lyst til at hilse på far på kontoret
Abelone lå nøgen blandt ringbind og mapper
Hans stod og fumled’ med lynlås og knapper

Sønnerne måbede ved synet
Konen stod som ramt af lynet
”Hans, dit kryb, jeg vil skilles fra dig
Hvordan ku’ du gøre det mod mig”

En advokat fik presset citronen
Så alle værdier gik til konen
Nu sidder Hans alene tilbage
uden penge, sønner og mage

Hvad der skete med Abelone?
Hun bor i villaen med Hans’ kone
som fik nogle hidtil ukendte lyster
ved synet af Abelones bryster