Brændte baller

forfatter og fotos: Bente Pedersen

"Hvor var det dog i grunden træls og spild af tid at sidde her," tænkte hun døsigt. Luften brændte hele vejen ned gennem svælget og ud i bronkiernes mange forgreninger. Tungen klistrede sig fast mod ganen, som om hun havde snorket længe og inderligt. Hun havde forsøgt kun at ånde ind gennem næsen. Det faldt normalt naturligt for hende, men næseborenes indre fugtighed fik luften til at koge. Det irriterede hende yderligere. I rummet hang en tung duft af harpiks og eukalyptus på kanten til at være behagelig. "Det rene wellness!" var de lokkende ord, som veninderne havde anvendt i deres iver velsagtens for at hjælpe hende.

Hun forsøgte at få det uanselige håndklæde til at dække et større areal, så hun kunne lægge sig ned i stedet for. Den siddende stilling var ubekvem. Smerterne i lænden mindede hende om, at kroppen levede sit eget liv. Ville absolut ikke finde sig i at blive anbragt på sådan en nøgen upolstret træhylde. Hun brændte sig konstant på en af ballerne. Det gjorde næsten lige så ondt at sidde som at trække vejret. Men uanset hvordan hun end vendte og drejede muligheder for variation og aflastning, ja så endte hun med pænt at måtte blive siddende hernede på laveste niveau.


Hun måtte holde ud lidt endnu. Bare denne ene gang. Det havde hun lovet sig selv i morges, da Nutellamaden igen havde fristet over evne. Mens hun sad der alene, begyndte hun ubevidst at nulre de døde hudceller af. Den beskedne bevægelse fik sveden til at pible frem fra hudens overflade. De samledes i små bække længere nede i kroppens frodige landskab og dannede små saltvandssøer på de steder, hvor bakker og dale var størst og flest.

Hudens farve mindede hende om bagdelen på en bavian. Egentlig temmelig ulækkert. Gamle døde hudceller og bavianrøv. Var dette nu også så sundt og helsebringende, som alle påstod?

En afsindig tanke om, at hjernemassen måske kunne begynde at småboble som havregrød på kogepunktet, fik pulsen til banke i tindingerne. Nej nu måtte hun altså tage sig sammen. En smældende metallisk lyd fra ovnen i hjørnet, fik hjertemusklen til at kaste sig ud i en hektisk jitterbug. Bare det nu holdt til strabadserne, det lille hjerte! Hun måtte ud, og det skulle være nu. Hvorfor var hun også gået herind alene? Bare nu døren ikke bandt som sidste gang. Hun skubbede til den med al sin vægt og bumlede fortumlet ud i det kølige bruserum.

Hun lod vandet afkøle sin ophedede krop. Da pulsen igen var faldet til et acceptabelt niveau, trøstede hun sig ved tanken om den vidunderlige is, som hun ville skænke sig selv i præmie for at have udholdt dagens wellness-program. Så kunne hun samtidig overveje, hvordan hun dog i alverden kunne slippe for at afprøve venindernes næste forslag. Tarmskylning!

Afgang

forfatter: Dorte Jakobsen

“Skynd dig nu, Torbjørn, vi skal hen i Tax-Free. Jeg vil se, hvad de har her. Jeg må simpelt hen have den nye Elizabeth Arden-deo og måske den Chanel-læbestift, Pernille havde på til sit haveselskab. Og måske kan vi også finde på noget til Tina. Hun nævnte udtrykkeligt, at hun er vild med alle deres Yves Saint Laurent-produkter. Og der er din søsters fødselsdag i næste måned …”

Han slog lyden fra men fulgte i hendes kølvand, slæbte rundt på hendes indkøbskurv og betalte med sit mastercard uden at fortrække en mine. Sørg for at holde dem i godt humør, som hans far plejede at sige. Han var vant til at flyve og vidste, at hvis man havde set én tax-free, havde man set dem alle. London, Paris, Amsterdam, man ville ikke ane hvor man var, med mindre man tjekkede sit boarding-card. Men det kunne det ikke betale sig at fortælle hende.

” … bare stå der!”

Han opdagede, at han havde været uopmærksom lidt for længe. Han gloede forvirret, mens hun næsten brækkede et af hans ribben med en sylespids albue.

”Skat, vil du lige sige det én gang til?” stønnede han. Han tog sig sammen ved tanken om Kitty, som ventede på ham i Californien.

Han foreslog, at de skulle tage en drink kort før afgang. Hun skævede til uret, men han vidste, hun ikke kunne sige nej. De havde været gift i seksten år. Hun dumpede ned på en stol og sparkede skoene af, før hun begyndte at rode efter et spejl i sin kæmpetaske for at undersøge, om hendes krøller og det blommefarvede cardigansæt sad, hvor hun havde efterladt dem om morgenen. Han bad om en whisky og en af de der lyserøde cocktails med jordbær og paraply.

De skålede for en vidunderlig ferie, og hun tømte glasset i et enkelt drag. Alkohol plejede at formilde hende, men i dag brød sveden frem på hendes pande, og hendes teint ændrede sig fra rødmosset til bleggrøn. Han kunne se tvivlen og ængstelsen i hendes øjne, mens han fulgte hende hen til dametoilettet og tilbød at holde hendes taske, så hun havde hænderne frie. Han hørte højlydte bræklyde bag døren.

Boarding-processen gik i gang, og selv om tiden slog om i snegletempo, var det hele i virkeligheden ovre i løbet af et kvarter. Han satte sig godt til rette og bladrede i sin morgenavis. Sædet ved siden af ham stod tomt. Kabinepersonalet fór op og ned ad midtergangen og hjalp med at stuve håndbagage til side, da en gammel bedstemor gled ind på sædet ved siden af ham. Døren gled i, og flyet taxiede ud til startbanen, mens en køn stewardesse gennemgik sikkerhedsproceduren.

Så langt, så godt, men Torbjørn ville have givet en hel del for at se hende forlade det toilet i Amsterdam, ør og forvirret, bare for at opdage at hendes husbond og hendes håndtaske var forsvundet. Martha havde syn for detaljer, så hun ville øjeblikkelig få øje på tasken, som var smidt oven i den nærmeste affaldskurv. Så snart hun opdagede, at hendes pung og pas manglede, ville hun skrige gevalt over hele lufthavnen. Eller måske ville hun se boarding-kortet med det samme og tro, hun stadig havde en chance. Men det gamle minde fra deres sidste fælles ferie ville hun ikke komme langt på. Hun ville virkelig få brug for sine talegaver denne gang.

Og mon ikke Kitty ville påskønne hans betænksomhed, når hun åbnede den ene, lillebitte gave efter den anden, smukt pakket ind af personalet i lufthavnen.

Marianne Prip Olsen, Havhestens Hemmelighed (2010)

Godt det stadig er lørdag, for jeg har jo helt glemt at annoncere en stor begivenhed: Marianne Prip, medlem af Skrive-bloggen, har udgivet sin bog "Havhestens Hemmelighed" på eget forlag.

Bogen henvender sig til store børn, men er måske lige så egnet til voksne, som gerne vil opleve et eventyr på Færøerne. Den kan bestilles direkte hos Marianne på Facebook, eller hvad med at bestille den hjem til dit lokale bibliotek, hvis du er nysgerrig?

Stort tillykke med udgivelsen, Marianne, og held og lykke med salget!
.

Sølvbrylluppet

forfatter: Randi Abel foto: Jørn E

“...deltager i afslutningen af klimatopmødet den 18. december, oplyser Det Hvide Hus’ pressechef, Robert Gibbs.”

Marianne er ligeglad med klimatopmøde og global opvarmning. Hun tænker på sølvbrylluppet næste lørdag, og på at Jens kommer hjem fra forretningsrejse i eftermiddag. Hvis der ikke er forsinkelser, kan de nå at hente hans smoking. Jens har været i Frankfurt mange gange de seneste måneder, og det er Marianne, som har måttet stå for hele arrangementet. Festlokale, catering, blomster, invitationer, men Jens’ tøj kan hun trods alt ikke prøve for ham.

Hun rækker ud efter Stelton termokanden på det lille mahognibord under vinduet. Ude ved vejen lader postbudet dagens post dumpe ned i postkassen. Marianne slipper kanden, rejser sig og går ud for at se, om de manglende svar på invitationen er med i posten. Der er stadig to par, hun ikke har hørt fra, og i dag er sidste svarfrist. Hun skutter sig i den kolde vind.

Udover den obligatoriske stak reklamer er der tre breve, de to er rudekuverter. Hun vender det tredje om. Der er ingen afsender, og stemplet er tværet ud. Hun sprætter forsigtigt brevene op med brevkniven. Regningerne lægger hun øverst i stakken under brevpresseren, de er Jens’ ansvarsområde.

Hun sætter sig igen til rette i øreklapstolen og folder brevet ud. Der er to ark papir. I det samme lyder Leonard Cohen’s sørgmodige stemme:

”Come over to the window, my little darling.
I’d like to try to read your palm.”

So long, Marianne, hendes og Jens’ melodi, som de dansede deres første dans til for 26 år siden. I årevis efter havde han kysset hende, blinket og sagt ”so long, Marianne,” når han tog hjemmefra. Marianne smiler og ryster let på hovedet.

“I'm standing on a ledge and your fine spider web
is fastening my ankle to a stone.”

Hun lukker øjnene. Bliver ét med sangen.

“And just when I climbed this whole mountainside,
to wash my eyelids in the rain!
Now so long, Marianne, it's time that we began
to laugh and cry and cry and laugh about it all again.”

Marianne åbner øjnene. Hun føler sig lidt fortumlet. Har vist blundet, men hun er også træt efter alle forberedelserne. Brevet ligger i hendes skød. Hun tager det op, kigger på side 2. Underskriften er Jens’.

”Når du læser dette brev, sidder jeg i et fly på vej til Mexico City.”

Mexico City? Han skal jo prøve smokingen i dag! Marianne lader hurtigt øjnene løbe ned over brevet.

”…føler mig låst fast.”

”…savner spontaneitet.”

”…gennem længere tid haft et forhold til Tina, min sekretær. Hun er i øvrigt taget med til Mexico.”

Det kan han da ikke lige inden sølvbrylluppet. Hvad vil gæsterne ikke tænke.

”…LH498 er styrtet ned i Atlanterhavet på vej fra Frankfurt til Mexico City.”

Brevet glider ud af Mariannes hænder og daler langsomt ned på gulvet. Kunne hun være så heldig, at familie og venner ikke behøver at få noget at vide om Jens’ brev og Tina? Hun slukker radioen og tænder fjernsynet.

”…nard Cohens Greatest Hits. Køb den hos TP Musik Marked!” So Long, Marianne lyder i baggrunden.

Marianne skifter over på News.

Sommer-bloggen

Fra nu af og indtil skoleferien er slut, bringer Skrive-bloggen en tekst hver lørdag. Hvis jeg modtager sommer-tekster fra medlemmerne, vil jeg annoncere om lørdagen, hvad der kommer og hvornår.

I morgen indbydes der til fest, og næste lørdag skal vi ud at rejse.

Så husk: kig ind i weekenden - læs ugens tekst - og læg en kommentar eller en sommerhilsen.

/Dorte

Bugtaleren

forfatter og foto: Jørn E

Latter, pift og applaus strømmede op imod ham. Det var i sådanne øjeblikke han følte at han levede, trods alt. Det var også i sådanne ophøjede stunder han mærkede sin elskede og savnede datter Melina dukke op ved sin side. Hun var iført sin elegante guldlamékjole og havde sin hætteklædte jagtfalk på skulderen.

Der var et ganske pænt publikum på markedspladsen foran den lille scene, hvor han optrådte.

Han havde lige lavet sit slagnummer. Dukken, som forestillede en rokoko-lakaj med hvid paryk lænede sig frem mod publikum og stirrede. ”Hvad glor du på” spurgte bugtaleren. Intet svar. Her var det han aktiverede en lille kontakt inde i dukken så dens øjne begyndte at lyse. Samtidig trykkede han på en lille ballon med vand i, med tommelfingeren. Vandet løb ud af den ene mundvig, så det så ud som om den savlede. Så kom svaret omsider: ”Lammekød”. Det lød hæst. Bugtaleren havde rettet dukkens ansigt mod en køn ung pige blandt publikum. På den måde kunne han selv tage sig en god ”øjenfuld” for pigens opmærksomhed var rettet mod dukken.

Sagen var, at den gamle bugtaler havde en sand svaghed for unge piger. Når han som nu sad og betragtede den unge pige, drømte han om hendes duft og hendes silkebløde baller. ”Jeg HAR sagt, at jeg ikke kan tolerere at du opfører dig på den måde når vi optræder”. - ”Lammekød” kom det bare henført fra dukken.

Publikum jublede. Pigen blev sprutrød i hovedet og gemte ansigtet i hænderne. Bugtaleren vendte dukkens ansigt mod sig: ”Kan du omgående sige undskyld til den unge dame” Dukken blev langsomt igen vendt mod pigen. - ”Sorry lady” kom det i et lavt kælent tonefald fra dukken og det mindede ikke ret meget om en undskyldning. ”OK, så kommer du direkte i seng nu” konkluderede bugtaleren og rejste sig og bukkede alt imens dukken stadig gloede. Han lagde en hånd over dens øjne.

Efter således at have afsluttet sin optræden trak han sig tilbage til sin vogn. Allerede på vejen begyndte tankerne at vandre. Var han en gammel gris? - Ja, det var han vel, men han var ligeglad.

Man måtte jo ta' de små glæder der bød sig. Livet skulle jo leves til ende og hvorfor så ikke prøve, at få det bedst mulige ud af det?

Tankerne gik endnu engang tilbage til hans elskede datter, Melina. Hun var luftakrobat og meget dygtig og desværre også meget dristig. Allerede som teen-ager havde hun fået endnu en lidenskab – falkonerjagt. Dengang arbejdede de i Tyskland og andre steder i Europa og en falkoner var blevet engageret i deres cirkus. Melina havde plaget ham om at lære sig kunsten. Hun viste sig, at være meget dygtig til at dressere fuglene og inden længe havde hun altid et jagtfalk.

Udover, at optræde som luftakrobat, assisterede hun også af og til sin far i hans numre. Han var stolt af at kunne præsentere hende som sin datter. En dag kom direktøren ind i hans vogn. Renaldo var straks klar over at der var noget helt, helt galt. Melina var styrtet fra trapetzen, med hovedet først, direkte ned i manegen. Hun var død på stedet. Renaldo måtte aflive hendes jagtfalk. Den flaksede rundt som en forvirret undulat i et fremmed bur. Han var sikker på, at hun var derude, et eller andet sted, og at hun støttede ham i hans ensomhed.

Historien er blevet til med udgangspunkt i illustrationen til den. Det er et maleri jeg har malet med baggrund i et foto jeg har taget af en knudret fyrrestamme, hvor motivet trådte frem i min fantasi. Da maleriet var færdigt, begyndte jeg at digte en historie om det, da min datter spurgte mig hvad det forestillede.

Mens vi venter

Mon ikke der kommer et par maj-opgaver mere?

Ellers går vi snart over til sommertid med 1-2 tekster om ugen. Jeg lover at komme med en plan om et par dage, men i dag og i morgen handler det altså om studentereksamen for mine skønne elever.

Kig ind om et par dage. Og husk, blog-indlæg fra sommerlandet (med fotos) er meget velkomne.

Maj-opgave: Karl Wims, kriminalinspektør

Jeg havde lært kriminalinspektøren at kende i forbindelse med en trist og mærkværdig sag om en piges selvmord. Det jeg dengang i første omgang hæftede mig ved var, at han viste så meget menneskeligt engagement i sagen. Ikke noget jeg umiddelbart ville have forventet fra en kriminalinspektør.

Jeg skal måske lige præsentere mig selv. Ganske kort, for det er jo ikke mig det handler om. Jeg arbejder som præstesekretær i byens kirke. Menigheden er ikke stor nok til at berettige en kordegn.

Da jeg er pensioneret kordegn og godt kan bruge lidt ekstra til rødbederne på leverpostejen er det en udmærket lille tjans.

Wims er idrætsmand. Har dyrket femkamp og rek og barre siden han var ganske ung. Så kriminalinspektøren er i god form. Hans fremtoning er en rank, lidt senet mand, som er lidt for bred over skuldrene i forhold til hans højde. Et kraftigt og bestemt kæbeparti røber en vis stædighed.

Jeg har aldrig oplevet Wims give udtryk for vrede. Han taler altid i samme tonefald. En dyb rolig og klar stemme, som på en gang giver tryghed og indgyder respekt. Det nærmeste jeg har sporet af tegn på vrede i hans ansigt er, at hvis der er noget der vækker hans mishag, bider han de store kæber sammen og kæbemusklerne bevæger sig lidt op og ned. De som kender ham ved, at når han ser sådan ud, skal man trods alt træde med en vis varsomhed.

Karl har oprettet sin egen afdeling af Politiets Ungdomsklubber i byen. Vist nok den eneste i provinsen. Her bruger han en stor del af sin fritid på at træne byens teen-agere i idræt. Han belønner deres indsats med megen ros og personligt engagement i den enkelte. En gang om året arrangerer han en rejse af en uges varighed for klubbens medlemmer.

Og, jo Wims finder sig ikke i hvad som helst. Det siges, at han engang havde slået en rocker i gulvet. Det var sket i forbindelse med noget optøjer på en lokal campingplads. Wims havde på sin sædvanlige sendrægtige facon bedt rockerne om at forlade området. Den som åbenbart var en slags leder af gruppen var gået frem til Wims og havde bedt ham om at skride for ellers kunne han få noget på lampen. Wims havde – lige efter bogen – endnu engang opfordret rockergruppen til at forlade området. Så havde rockeren svinget bøffen. Wims undveg så behændigt som et desmerdyr uddviger en brilleslange og besvaret angrebet med en lige højre, som sendte rockeren lige i dørken.

Så kørte rockerne.

Han sagde senere til mig, at han stod og håbede så inderligt, at rockeren ville slå ud efter ham.

”Jeg fik mit ønske opfyldt” . Han grinede sin stille dybe mavelattet, mens øjnene gnistrede .

Jørn E/1. Juni 2010

Alle rettigheder forbeholdes

Debat-lørdag.

Administratoren har rimelig travlt (gammelt dansk: urimeligt travlt) i juni, men Jørn har sendt mig et nyhedsbrev, som handler om sprog, så det kan jeg jo passende dele med Skrive-bloggen i dag.

Nyhedsbrev fra elkan.dk

Elkan Tv

Så har jeg startet elkantv. Det foregår på youtube. Det er nemt, det er enkelt og det skal sikre at der kommer nyt. Jeg giver min udlægning ord, teorier og sprogting. Ønsker du noget forklaret, så skriv til info@elkan.dk eller send en sms til 23 96 10 30, så laver jeg en lille film via mobilen og sender den direkte til kanalen.

http://www.youtube.com/user/elkantv

Elkans ordbog

"Vidste du at..." blev lukket i 2009 til fordel for en ordbog. Den er nu åben. Jeg opdaterer løbende med ord, men som en wiki er alle velkomne til at bidrage - både med forklaringer og ord I ønsker forklaret. Det er frit og åbent, så skriv gerne ord, som I mener burde være optaget, fx adde (en fordanskning af "to add", fx man adder nogen til sin facebookprofil"). Håber på at se det vokse.

www.elkan.dk/ordbog

ElkanLab

ElkanLab er mit netværk med 60 tilmeldte p.t. og 4 møder hvert år. Her tester og diskuterer vi metoder, modeller og teorier. Vi mødes minimum 6 hver gang, og vi er ca. 8-12 pr. gang.

Du kan tilmelde dig via linkedin.com - http://www.linkedin.com/groups?about=&gid=70220&trk=anet_ug_grppro

Eller læs mere på www.elkanlab.dk

Hvad mere...?

Jeg har desværre meget travlt for tiden, så det der sker er på bloggen, twitter og youtube = de kanaler jeg har adgang til via min mobil. Der kommer ikke længere artikler resten af året, da jeg arbejder på en bog om storytelling - det kommer den nok ikke til at hedde, da emnet tegner mere bredt, men det er udgangspunktet. Om den bliver udgivet...? Det må tiden vise. Jeg har materiale nok til den.

Mvh.

Mikael Elkan

Maj-opgave: 1812

Forfatter: Leonius

Et brag inde fra stuen, vækkede mig fra min tankerejse ved opvasken.

Jeg elsker at vaske op, det er så stillende og man kan tænke på alle mulige og umulige ting, uden at opvasken tager skade af det.

Jeg gik ind i stuen for at se hvad der var sket.

Min mand Thomas stod midt på gulvet med høretelefoner på, og lukkede øjne, han svingede med armene, som spillede han et eller andet spil.

Der var ingen tvivl om, at han var kommet til at skubbe til den lidt for høje rædselsfulde vase, som min søster engang var kommet med.

Nu skulle den ikke pryde vores hjem længere, blomsterne skulle i øvrigt have været skiftet ud, så pyt.

Min mand anede ikke at jeg stod og betragtede ham, han var heller ikke klar over, at hans spil havde kostet en vase.

Hans bevægelser med armene var faktisk smukke, de buede op og ned i et behageligt tempo, som om han samlede den rene nye forårsduft ind i sine håndflader. Han talte med hænderne, nogle gange sagde han også noget med fingerspidserne, som om han ville præciserer noget.

Han var opslugt.

Jeg lænede mig op ad dørkarmen, var næsten blevet paralyseret af hans udstråling.

Pludselig blev hans arme voldsomme og slog ud i luften, blev dominerende, truende og bestemmende, som om han havde en voldsom diskussion med nogle foran ham, gentagne gange jagede han sin pegefinger gennem luften, som om han skød på nogen, han havde sved på panden.

Tilsyneladende fik han sin vilje, for hans bevægelser blev igen bløde og smukke, med små tegn fra fingerspidserne, hans ansigt udstrålede tilfredshed og taknemmelighed, han nikkede smilende med hovedet.

Det var utroligt at han, min mand Thomas, kunne stå der og agerer så mandigt og samtidigt så smukt.

Han lavede nogle gevaldige sving, gik et lille skridt frem, afleverede nogle tegn med hånd og fingre, tog armene ned langs siden, og tro mig kære læsere, han bukkede.

Han tog høretelefonerne af, tørrede sig med håndfladen over panden, og blev lidt forskrækket over at jeg stod der, så smilede han lidt genert.

Hvad lavede du Thomas?

”Jeg dirigerede Det Kongelige Kapel i Tchaikovskys 1812 Ouverture” sagde han, så naturligt, som var han selveste Leonard Bernstein.

Det gjorde du smukt Thomas, jeg ville ønske, jeg havde hørt det også.

Maj-opgave: Soffi

Forfatter: Bente Pedersen

Anders satte sig tungt ned på plænen ved siden af stenen. Så tæt på, som det nu kunne lade sig gøre uden at vælte den. Drejede låget af termokanden, der så kunne fungere som kop og hældte kaffen op. Dernæst fandt han de sædvanlige fire halve stykker rugbrød frem fra madpapirets gemmer og bestemte sig uden den store begejstring for én med leverpostej. Engang havde madpakken været et lyspunkt i arbejdsdagen. Dengang han arbejdede på brorens gartneri, var frokostpausen en hyggestund med de andre ansatte, hvor dette og hint blev vendt og drejet. Dengang sørgede Helle for madpakkerne til både ham og Jonas, og de kunne ofte mærke hendes kærlige omsorg i form af et stykke chokolade eller måske en lille seddel med en kærlig hilsen lagt øverst. Han var taknemmelig for, at broren havde forstået, da han blev nødt til at skifte arbejdsplads.

Han sukkede og børstede nogle rugbrødskrummer af de i forvejen plettede bukser. Det var vist snart tid for at vaske arbejdstøj. Også det havde han efterhånden fået lært at gøre selv. I det samme kørte Jens forbi på vej ned til frokoststuen på den lille havetraktor med anhænger, og Anders hævede hånden til en hilsen. Han orkede ikke at sidde blandt de andre, og de lod ham være i fred, når det var det, han ønskede.

”For resten, Jonas”, sagde han, mens han kærtegnede den sorte granitsten, ”så rykkede dit fodboldhold da op i A-rækken i lørdags. De spiller knageme godt, stadigvæk, kan du tro!” Han lod tungen glide hen til hullet mellem fortænderne og lod den hvile der, mens plænen foran ham forvandlede sig til fodboldbanen på det lokale stadion. Holdets anfører, Jonas, driblede elegant uden om alt og alle og gik direkte mod mål. Intet kunne stoppe ham…

Uden den store bevidsthed, om det var levepostej eller rullepølse, han puttede i munden, forsvandt resten af madpakkens indhold. Øjnene var langt ude af fokus, da en bib bib lyd fra skjortelommen meddelte, at der var en sms til ham. Han hev hurtigt mobilen frem, stillede skarpt på de små bogstaver og så, at det var fra Karen. Nabokonen, som gud ske lov havde lovet at se ind til Soffi i løbet af formiddagen.

For en lille uges tid siden havde han bemærket en bule på Soffis mave, da hun lå og hvilede på gulvet ved hans fødder, men han havde ikke kunnet få lov til at undersøge hende nærmere, og siden havde han slået det hen som unødig bekymring. Hvis hun var alvorligt syg, ville hun jo opføre sig langt anderledes. Men så i aftes havde hun været noget så urolig og rastløs, og ikke engang deres aftentur kunne bringe ro over hende. Det var heller ikke meget, de havde fået sovet, da Soffi ustandselig skiftede opholdsplads. Nu måtte han også se at få hende til dyrlæge efter arbejdstid.”Alt vel her” lød sms’en fra Karen. Han smilede, mens han smed den sidste sjat kaffe over mod den lille hæk og gjorde sig klar til de næste timers arbejde. Inden han gik, sikrede han sig, at buketten ved siden af stenen havde frisk vand. Fjernede et par visne blade fra den og klappede til sidst stenen med et ” Ses i morgen!”

Mens han klippede den ene meter buksbomhæk efter den anden, funderede han som ofte før over, hvornår han egentlig havde mistet Helle? Var det efter ulykken med Jonas, da hun gled ind i mørket? Eller var det mon først for alvor, da hun endelig var vendt tilbage til en hverdag sammen med ham blot for at konstatere, at en svulst i brystet havde fået lov at vokse upåagtet i alt for lang tid?

Tanken om svulsten i Helles bryst aktiverede atter bekymringen for Soffi. Hun ventede ham glad hjem hver eneste dag og sikrede med sine krav om mad og motion, at der var en form for sammenhæng og mening med livet selv nu. Da han tjekkede mobilen for nye sms’er fra Karen, konstaterede han, at det var tid for den sidste kaffepause, inden han kunne vende næsen hjemad.

”Hej, Helle!”, hilste han mod stenen, da han satte sig på den lille bænk under guldregnen i hjørnet. ”Jeg er da godt nok bekymret for Soffi. Jeg skal have hende til dyrlæge, når jeg kommer hjem,” fortalte han, mens han bøjede forover i kroppen og hvilede underarmene på lårene. Når han sad sådan og samtidig bøjede hovedet, kunne ingen se, at han snakkede med hende. Ind imellem lod han fingrene glide gennem perlegruset og fjernede automatisk uønskede vækster.

Langt inde i deres daglige samtale blev han forstyrret af mobilens ringetone. Stadig lidt fraværende hev han mobilen op af lommen. Han rømmede sig, mens han fandt den rigtige knap.

”Ja hallo, det er Anders!”

”Det er Karen! Skynd dig hjem!”

”Er det Soffi?” Stemmen var anspændt, og han turde næsten ikke høre svaret.

”Ja, det er Soffi, og fem små nye af slagsen! Tillykke Anders!” Glæden i hendes stemme nåede ham, men den forvirrede ham endnu mere.

”Fem nye? Hvad? ”Anders kløede sig i den ene tinding, men så forstod han pludselig Karens budskab. Han vinkede ivrigt hen mod stenen, mens han råbte: ”Nå for pokker da, Helle! Der er kommet små i huset igen. Det er Soffis! Jeg skal skynde mig hjem! Ses i morgen, min ven!”