Fra stuevinduet kunne Birgit se efterårsløvet cirkle i mønstre hen over græsplænen. Hun stod med mobilen trykket mod brystet og prøvede at få åndedrættet i ro efter samtalen. Den hårde mellemgulvsmuskel blokerede så meget for vejrtrækningen, at svimmelheden naturligt fulgte efter. Usikker på benene vendte hun tilbage til lænestolen ved sofabordet og lod sig dumpe ned i den. I sofaen overfor sad hendes søster og mor side om side. De var kommet til formiddagskaffe i anledning af efterårsferien.
”Var det Jens? Hvad sagde han? ”Søsterens øjne afsøgte Birgits ansigt og ledte efter en forklaring på den pludselige alvor, der nu uindbudt sad med til bords. Uvilkårligt rakte hun ud og tog en kanelsnegl fra kurven med morgenbrød. Bemærkede slet ikke kageflagerne, der dryssede ned på den hvide dug.
Birgits hænder greb fast om læderstolens kraftige arme. Hun pressede sig tilbage mod ryglænet. Karruselturen måtte godt stoppe for denne gang. Hvad var det, Jens havde sagt om et nyt barn i forslag? De havde da godt nok meldt til adoptionscenteret, at de var parate igen, men hvad nu hvis…
”Jamen, Birgit, så fortæl dog, hvad han sagde?” Denne gang var det moren, der brød tavsheden. Hendes datter kunne jo ikke bare sidde der og stirre ud i luften og ryste på hovedet. Hun havde jo inviteret dem til kaffe og ikke til dette alvorlige bønnemøde, som det var ved at udvikle sig til. Hun fik øje på kagesmulderet på dugen og forsøgte at værfe det væk med servietten.
Hvad nu hvis, de heller ikke fik drengen denne gang? Birgits uro veg ikke en tomme. Drengen? Nej, hun kunne jo egentlig ikke vide, om det var en dreng, når det ikke var født endnu. Underligt! Jens havde lige fortalt hende, at der gik en højgravid kvinde rundt på et børnehjem på Sri Lanka. Et ufødt barn, der skulle være deres! Utroligt, men sagsbehandleren fra adoptionscenteret havde ringet til Jens og fortalt ham det for blot et øjeblik siden. Så lille! Snart nyfødt! Hun rystede på hovedet. En gang til. Kraftigere, så det halvlange hår dannede en elegant halvbue i luften. Kunne slet ikke få det til at bundfælde sig. Drengen dengang, Omar, havde jo været ældre, næsten halvandet år. Hvad så med al det tøj, de havde gemt?
”Vi kunne jo høre noget af det, du sagde, Birgit… Et nyt barn! Hvor er det fantastisk! Fortæl nu!” Søsteren tog sig en ny kop kaffe. Hun kunne slet ikke have stilheden og den tunge stemning. Forsøgte at vifte den væk som en irriterende flue.
Hvordan skulle hun dog kunne forklare dem om straffen? Straffen hun fik sidste gang, for snart et år siden, hvor hun glædede sig tusind meter ind i himlen til, at Omar skulle blive deres lille dreng. Straffen for, at hun dengang uden forbehold af nogen art havde forberedt sig på at skulle rejse ud og modtage ham i Ecuador. De havde købt ind, indrettet børneværelse og havde som alle vordende forældre vist det lille krøllede billede af ham frem til alle, der gad se det. De havde så meget kærlighed at give af. En kærlighed, der nu fik ansigt, mål og retning. Men så kom den.
Så kom straffen jo. For det hele gik galt. Dagen før de skulle rejse. Alt var klart til det lange ophold i Ecuador. Børnetøj til Omar, gaver til de andre børn og Børnehjemmets leder, legetøj til ham, mælkepulver, sutteflasker og bleer. Kufferterne stod bugnende og færdigpakkede, da oprigningen kom: ”Desværre, vi bliver nødt til at fortælle jer, at adotionsbevillingen fra Omars biologiske mor lige er blevet trukket tilbage. Vi beklager meget… ”
Deres verden brød da sammen for en stund i den voldsomme tavshed, der fulgte.
Birgit strøg højre hånd op og ned ad venstre overarm med hurtige bevægelser, som om hun frøs. ”Ja, det er rigtigt. Jens fortalte, at vi snart får et nyt barn i forslag”. Hun forsøgte forsigtigt at lempe den farlige meddelelse ud, og pludselig lå den der på bordet mellem dem og sprællede. ”Jamen dog! Hvor dejligt! Glæder du dig slet ikke, Birgit?” Morens rynkede bryn fulgte spørgsmålet på dets vej tværs over bordet. ”Jo selvfølgelig glæder jeg mig da”. Men Birgits skuldre nægtede at falde afslappet ned på plads. En anden af morens bemærkninger fra dengang forhindrede dem i det. Replikken, der faldt, da Birgit ringede moren op og hudløs fortalte om Omar, som de ikke skulle have alligevel. Morens nøgterne konstatering i den anden ende af røret langt borte: ”Nå, det var da ikke så godt, Birgit. Det er jeg ked af at høre, men du skulle så nok heller ikke have købt barnevognen, inden I kom hjem med ham.”
