Naboen

forfatter: Susan Bundgaard

'Endnu en ung kvinde fundet myrdet. Ingen spor i sagen, siger politiets talsmand, men...' Linea følte en kold iling ned ad ryggen da hun smed avisen på køkkenbordet. De stakkels kvinder, tænkte hun. Ikke alene blev de kvalt, de fik også proppet en lineal ned i halsen. Gåsehuden bredte sig over hendes arme mens hun prøvede at skubbe det indre billede væk. Hendes blik blev fanget af den tiltagende skumring, og hun stirrede de to etager ned på den øde legeplads.

Hun smed resterne af en sandwich ud, som hun havde snuppet med hjem i forbifarten. I stuen lukkede hun persiennerne og satte sig til rette med sin laptop. Naboen tændte sin egen computer i det samme. Tynde vægge afslørede mere om de andre lejere, end hun nogen gange brød sig om.

Med en kriblen i fingrene gik Linea på nettet. De sidste par uger havde hun chattet med et par stykker på en datingside. Hun bed sig i læben mens hun loggede på og smilede bredt, da Matematiklæreren sendte hende en hilsen og en smiley. Det lille billede ved hans navn viste en køn, lyshåret fyr med grønne øjne.

'Hyggeligt at møde dig igen' skrev hun og var lige ved at tilføje 'har savnet dig'. Det var jo lidt fjollet når de aldrig havde mødt hinanden. Da han skrev 'har savnet dine tanker og dine hugz' var hendes laptop lige ved at ryge på gulvet. Hun stirrede på beskeden og den blinkende cursor. Pudsigt som man kan blive bevidst om, at ens hjerte banker, tænkte hun og prøvede at tilbageholde sit smil.

'Det er sjovt som dit navn minder om ét af mine vigtigste arbejdsredskaber'.

'Hvad mener du?'

'Jo altså, Linea = lineal'. Hendes smil forsvandt og gåsehuden bredte sig igen.

'Arbejdsredskab?' tvang hun sig til at skrive mens hun så de døde kvinder for sig. Hun følte det som om hun havde slugt toiletrens.

'Ja, jeg er jo matematiklærer hehe'. Hun afbrød forbindelsen, rev netstikket ud og smed et tæppe over den. Som om hun kunne skjule sig. Da det bankede på døren, var hun lige ved at skrige. Ro på for pokker, formanede hun sig selv og kiggede ud gennem dørspionen. Hun åndede lettet op, da hun fik øje på naboen og åbnede døren.

"Har du en kop sukker?" spurgte han og holdt en kop frem.

"Selvfølgelig."

Da hun vendte sig om stod han lige bag hende.

Gør mig til et helt menneske

forfatter: Susan Bundgaard

Psykologen havde spurgt mig om noget. Jeg følte et sug i maven og pillede ved mine glitrende armbånd. Det var nu, min fremtid skulle afgøres, men hendes spørgsmål distraherede mig. Selvom jeg prøvede at bevare fokus på den lyshårede kvinde, tiltrak genstandene på skrivebordet sig uvilkårligt min opmærksomhed. En brevpresser af jade, en brevåbner i rustfrit stål og en lille saks vækkede minder, som fik min mave til at slå smertefulde knuder. Tanker flaksede i den mørkeste del af min hjerne som et møl omkring et lys. Jeg rystede håret frit fra skuldrene. Blinkede kraftigt og mærkede et beroligende kærtegn fra de lange, kunstige vipper. Jeg smilede. Overskud.

”Har du en kæreste i øjeblikket?” spurgte kvinden i den magelige stol, der duftede af nyt læder.

Mit blik sank ned, som var det tynget af et blylod. Det lagde sig til hvile på brevpresseren. Jeg tvang med besvær blikket væk og huskede at sende psykologen et strålende tandsmil. Klorin, brugte jeg. Det var helt perfekt og fremtiden tegnede lige så lyst som mine afblegede tænder. Jeg var snart et helt menneske. Et enkelt indgreb og mit liv ville blive helt anderledes. Slet ikke som før.

Kvinden lænede sig frem i stolen og lagde underarmene på bordet, hænderne foldet over hinanden. Hun gengældte ikke mit smil. ”Hørte du mit spørgsmål?” Jeg spekulerede over hvad hun ville høre. Blev enig med mig selv om, at sandheden var passende. Fremskridt. Jeg svedte under bh’en og det kradsende stof.

”Han hedder Lars,” svarede jeg bekræftende. Min stemme havde altid generet mig.

”Hvor meget ved han om dig?” spurgte den nysgerrige kvinde. Jeg lagde i det samme mærke til hendes alt for skarpe næse og tætsiddende øjne. Mit undertøj snærede og der føltes fugtigvarmt i det trange kontor. Jeg trak ud i min bluse og pustede diskret ned i udskæringen.

”Han ved altså ikke noget endnu,” tolkede den spidsnæsede hjernevrider og stirrede på mig. Hendes blik skar igennem mig som en varm kniv i koldt smør. Jeg gestikulerede klirrende og holdt mig i skindet. ”Jo, selvfølgelig,” rettede jeg hendes opfattelse. ”Han ved det hele.”

Hun forholdt sig tavs. Jeg skød underlæben frem og følte en begyndende hovedpine. Hvad bildte hun sig egentlig ind? Jeg gemte mine store hænder under skrivebordet og knækkede ubevidst knoer.

”Dit sidste forhold gik gruelig galt, da han opdagede det, ikke sandt?” De tørre knæk fra mine led blev kun overdøvet af mit hamrende hjerte. Hun lagde hovedet på skrå. ”Hvad skete der?”

Mine tanker vendte mod min vilje tilbage til den dag. Mit blik flød ud; da jeg tvang mig selv til at fokusere, fyldte tre genstande mit synsfelt. Brevpresseren. Brevåbneren. Saksen. Det havde ikke været noget kønt syn bagefter, men jeg havde jo udstået min straf. Jeg var et bedre menneske. Snart et helt menneske.

”Hvad siger Lars så til, at du ønsker en kønsskifteoperation?”

Anns uventede besøg

forfatter: Susan Bundgaard

I tusmørket løsnede Ann bæltet om sin hvide Kashmirfrakke, mens hun med ømme fødder i stiletterne trippede op ad de fire trin til hoveddøren. Hendes lårkorte nederdel dækkede lige akkurat over pistolhylsteret til hendes kaliber .22. Hun afmonterede den lille radiosender og lagde den i sin røde perlebesatte taske. Mens hun fiskede hoveddørsnøglen op, kradsede hun sig utålmodigt i nakken, hvor parykken efterlod et svedigt aftryk over hendes hår.

Det sikre hus var optaget resten af ugen, så hun skulle debriefes i sit eget hjem senere på aftenen. Ann længtes efter et dampende varmt bad og et par piller, der kunne lindre smerten i skulderen. Den hvide dør med den halvvisne pelargonie, svingede tungt op på sine hængsler. Indenfor herskede mørket og gav hendes velkendte møbler et fremmedartet udseende. Hun smækkede den bag sig og tændte for kontakten. Intet skete. Uden det svage lysskær forsvandt hendes evne til at orientere sig.

Hun fornemmede, at hun ikke var alene. En svag knirken til højre for Ann, fik hendes øjne til at prøve at fokusere i det olieagtige mørke. Uden held. Lydløst trak hun pistolen og flyttede sig på det tykke gulvtæppe. Hun holdt pistolen i et tohåndsgreb og blev ved at cirkle til venstre om lyden. Aftenens hændelser, havde afsat et blodigt bogmærke i hendes hukommelse. Med bankende hjerte og tilbageholdt åndedræt, lyttede hun efter sin ukendte gæst.

Ann følte pludselig et fortættet mørke lige foran sig. En fremmed bevidstheds svage åndedræt, og hun strammede fingeren om aftrækkeren. Med benene solidt plantet med en hoftebredde imellem, afventede hun modstanderens udspil.

"Tænd!" råbte en stemme foran hende. Hun handlede instinktivt. Et brag fra det affyrede skud rikochetterede mellem væggene, samtidig med at lyset blev tændt i den store stue. Jernhånden, der havde revet hendes skulder af led, holdt en mørkhåret, kneblet mand som et skjold foran sig.

Ann knækkede sammen som en førerløs marionetdukke, da hendes kæreste stirrede op på hende med et brustent blik. Hun ignorerede lyden af en pistolhane der blev spændt bag hende.