Tekst og foto: Leonius
Jeg vågnede i et inferno af lys.
Klokken var lidt over tre, jeg havde kun sovet et par timer, men jeg følte mig frisk, udhvilet og fuld af energi, jeg måtte stå op, for at prøve at blive træt igen.
Jeg kiggede ud af vinduet, der var et helt specielt lys derude, roligt, behageligt og dragende. Disen hang lavt over de gule rapsmarker, og medvirkede til at gøre dette sceneri så guddommeligt smukt.
Jeg satte mig ude på terrassen for at ryge en smøg, og for ikke at vække min hustru.
Himlen denne sommernat var farvet i de smukkeste pastelfarver, som månens lys manipulerede i alle, nærmest utænkelige, nuancer.
Skyerne sejlede stille afsted og forandrede sine konturer hele tiden.
Det var, som kunne jeg selv bestemme hvad de skulle forestille.
Jeg så et billed af min svigerfar, jeg hilste naturligvis.
Han døde lige før vi skulle have været ud at fiske sammen for første gang, jeg nåede aldrig at komme helt på tomandshånd med ham. Ja- jeg savner også ham.
Et nyt billed forestiller et skib. Jeg tænkte på sejlturen til Bornholm for 47 år siden. Berit, jeg og vores første barn. En skøn tur, hvor vi for en tid, slap for svigermors evindelige indblanding.
Hvor vi dog hyggede os. Gudhjem, Therns hotel, det store kolde bord hver frokost, klipper, hav, krølle bølle is, røgede sild med æggeblomme, solnedgange, Oluf Høst.
Gode morgener, gode dage, gode aftener, gode nætter.
Min mors billed toner frem i skyerne, jeg siger: Hej Mor- hvordan har du det? ” jeg har det godt her, siger hun, du skal ikke være urolig, alt er så smukt min dreng”.
Det løber koldt ned af ryggen på mig, jeg sidder her og tænker spørgsmålene og svarrene selv, men det virker som en rigtig samtale.
Hvordan har mit liv egentlig formet sig, har jeg været lykkelig?
Ja- mon ikke. Jeg har været lykkelig.
Jamen har du da ikke været ulykkelig?
Jo- da. Det følger vel med, at man ikke kan leve livet uden også at være ulykkelig somme tider, måske mest hvis man er kommet til at gøre en man elsker fortræd. Et skænderi, nogle forkerte ord, som kunne resulterer i tåre.
Hvor er det forfærdelig at se en man elsker, være ulykkelig, det flår i hjertet.
Hvor er det til gengæld vidunderligt at se en man elsker, være lykkelig, det reparerer alt.
Jeg ser et billed af et af vores børn være dybt ulykkelig over at blive skældt ud. Jeg ser hende blive trøstet, det varmer.
Jeg ser mine børn løbe efter mig på stranden, jeg ser de er lykkelige, jeg er også selv lykkelig. Og Berits lykkelige ansigt, suser vi forbi, hun hepper.
Jeg ser Berits ulykkelige ansigt efter en mislykket graviditet.
Jeg ser Berits lykkelige ansigt efter endnu en vellykket fødsel.
Jeg ser og hører hvordan Berits latter smitter mig, samtidig med hun tørre opkast fra babyen, af min skulder. Jeg kan dufte det.
Jeg sidder med tårer i øjnene.
Det var godt.
Det var rigtig godt.
Da jeg den nat gik i seng,
lå jeg der allerede.
