Januar-opgave: Valget

forfatter og foto: Ragnhild Jakobsen

Det er første tirsdag i april og det er valgdag. Det er også helikopterdag, og de står med varer og post, mens de læser opslag på butikkens vægavis. Siumut holder valgaften i forsamlingshuset kl 21, og der er kaffemik hos Arnaq i morgen eftermiddag. Hun tager et langt skridt, der mangler en planke på broen. De ser over mod Disko, før de vælger stien mod forsamlingshuset. Solen skinner og sneen sender snelys i alle retninger. Havet ligger stille hen. En svag brise løfter det rødhvide flag ved forsamlingshuset. De går indenom for at fornemme valgstedet.

Han småsnakker med Amalie, den ene af de to tilforordnede. Valget går rigtig godt. Stemmeprocenten er over 70, bliver der fortalt, og I kommer vel i aften? Det gør vi da, svarer han og de går videre. Hun suger det hele til sig. Natur, stemninger og befolkning. Hun minder igen sig selv om, at det at ankomme til det fremmede er at ankomme til andre menneskers hverdag. Det er hans hverdag, og hun ser han er glad. Han har allerede været her i fire måneder og hun ved ikke om det er lang tid. Hun har været her i fire dage. En slags turist på besøg hos sin mand. Det er underligt, men spændende.

Knage og hylder er fyldt med polartøj da de kommer. De vikler sig ud af deres og får det klemt ind i et hjørne. Der er pyntet med grønlandske papirflag. Bordene står ud fra sidevæggene og midt på gulvet er et langt tagselvbord ved at blive fyldt. Det damper fra gryder og fade. Det er ryper, siger Karen og hilser, mens hun holder fadet med fugle ind mod sig med den anden hånd. Et fjernsyn står tændt i hjørnet på podiet ved den bageste væg. Ove går frem og tilbage med mobilen for øret og taler, mens han følger med på skærmen. Stemningen er god, og hun forstår, at der er telefonisk forlydender fra Ilulissat om, at Ove er genvalgt som bygdens repræsentant i kommunalbestyrelsen.

Med det på plads kan fest og spisning begynde. Spændingen synes udløst. Ingen af Kandidatforbundets tre lokale bygderepræsentanter er tilsyneladende kommet ind. De har nok snarere stået i vejen for hinanden end for Ove. Snak og latter dæmpes, mens alle eller næsten alle spiser sælsuaussat, reklinger, kogte ryper og en hel lang laks, og så selvfølgelig også de firkantede hvide stykker mattak. Ove taler stadig i telefon.

Snart bølger latter og snak igen. Folk står på skift foran skærmen og lytter. Når der laves danske opsummeringer stiger snakken, og hun kan alligevel ingenting høre. Pludselig lægger stilheden sig overalt. Ove er anspændt, hans ansigt flammer og han fører hektiske samtaler. Ingen spiser, alle følger ængstelige og spændte samtalerne. Karen hvisker, at Oves navn ikke blev nævnt ved tv-indslaget om de nyvalgte fra Ilulissat. Flere telefonsamtaler bedyrer tilsyneladende at det blot er en fejl. Den før så glade stemning er nu lettere anspændt.

Lidt efter midnat kommer den nyvalgte kommunalbestyrelses medlemmer fra Ilulissat endelig på skærmen med navne og stemmetal. Oves er med, og alle bekymringer bliver fejet til side under høje jubelråb. Ove er valgt! Og så skal det indkøbte fyrværkeri sendes af sted. På med polartøjet og ud i natten. Flot ser det ud, når nattehimlen oplyses af farvestrålende raketter ledsaget af råb og latter. Pludselig er der raketter og råb fra en position ved det lille kommunekontor. Karen fortæller, at Helen fra Kandidatforbundet også er valgt. Hurtigt udvikler det sig til en råben i natten mellem de to steder. Hun hvisker til ham, at det da mindst er lige så godt som gamle dages sangkamp. Han holder om hende, mens hun lader sig opsluge af et fascinerende orgie i lyd og lys.

Da raketterne slipper op og kulden bider takker de af, tar hinanden i hånden og går hjem. Tirsdagens valgdag er allerede historie.

Januar-opgave: Brudens store dag

forfatter: Lisa Rossavik Rich

Inde i det lille soveværelse er der trængsel og en hektisk aktivitet.
Henne bag den gamle dobbeltseng står det store stivede underskørt med flere lag og ligner en stor sukkerkegle. De hvide højhælede sko står på gulvet, mens bruden bliver pyntet med en høj opsat frisure. Der bliver sprøjtet med hårlak, der ses i solens stråler, mens frisøren får valken til at sidde ved hjælp af hårnåle. Hun stryger pandehåret på plads og sprøjter med hårlak. Bruden smører creme i ansigtet. Det lugter af fine damer.
Bruden ser ind i det gamle spejl. Det er irgrønt på kobberets mosaik. På spejlhylden ligger flere hårnåle. Hun spejler sig og retter på håret.
Den lange hvide kjole er beskyttet af en tynd klar plastic, der fjernes. Den tykke silke føles kølig på den lune sommerdag. Den lange lynlås i ryggen lynes op og bruden stryger hænderne ned af den kolde silke.
Frisøren hjælper med at sætte perlediademet fast i det opsatte hår. Bruden kigger glad på sit eget spejlbillede og tager læbestift på.
Døren skubbes op.
” Så fin du er lille skat” råber onklen og giver bruden en knus. Hans kind er ru af gamle skægstubbe. De brune øjne stråler, og arret ved den ene mundvig er næsten ikke at se. Han lugter af tobak og aftershave.
” Jeg nåede det”, udbryder han glad.
Søofficersuniformen med tre guldstriber på ærmerne og de store blanke guldknapper klæ’r ham godt.
”Luk døren, du må ikke se mig endnu, det er snyd”. Bruden lukker døren og onklens latter giver ekko ude fra badeværelset.
Bruden retter på det store stivede underskørt. Hun føler sig godt tilpas i den lange hvide kjole i knitrende silke. Det hele passer til de brune kinder og de glade øjne.
Det banker på døren.
” To minutter til afgang,” råber faderen.
Det lange slør på perlediademet er nu på plads. Læbestiften er atter i gang.
Faderen ser på bruden og foretager en tydelig synkebevægelse. Han tager sine briller af og de brune hænder dirrer, mens brillerne lægges på plads i etuiet.
Han hjælper sin datter ud af døren.
Da de kommer ud til taxaen, er søofficeren allerede væk.
Faderen hjælper med den smukke brudebuket.
Blodrøde roser. Det var lige, hvad bruden ønskede sig.
I den lille landsby er flaget hejst ved kirken. Det blæser og bruden har besvær med at holde sin lange kjole.
Far og datter føles ad hen ad kirkestien. Vinden danser med kjolen, og bruden forsøger at holde kjolen på plads.
”De kommer”.
Organisten spiller og orgelet bruser, mens far og datter følges op ad kirkegulvet. Alle ansigter er glade og forventningsfulde, mens de hilser på far og datter.
Søofficeren sender et mimekys til bruden, og hun smiler og nikker til ham.
Oppe ved alteret står brudgommen og venter på sin brud. Han er så flot i kjole og hvidt. Hans strålende øjne favner hende med et eneste blik. Han kysser hende. Alle sætter sig og ceremonien begynder.

Præsten kalder de to unge frem foran sig. De knæler foran alteret.
”Thi således elskede…..” begynder præsten.
Der bliver uro bag brudeparret. En mand synker sammen. Ansigtet er rødt og fortrukkent. Han hjælpes ud af kirken.
”..for rette ægtefolk at være”, sagde præsten. De to unge kysser hinanden og knuger hinandens hænder.
De sætter sig sammen. Orgelet bruser og en smuk stemme synger solo for brudeparret: ”Lykken er ikke gods eller guld.”
Det er brudgommens mor, der synger med sin smukke altstemme.
Brudeparret smiler til hende.
Brudens mor sidder med ansigtet i hænderne. Hun ryster af gråd. Brudens far omfavner moderen.
”Herren velsigne dig…”præsten velsigner alle og orgelet bruser et postludium af J.S.Bach, mens brudeparret forlader kirken.
Blæsten leger med kjolen, der flyver helt op, og bruden må rette på sin frisure. Brudgommen hjælper sin brud.

Nede ved Strandhotellet modtages de af brudens mor. Moderen har røde øjne og skælvende hænder.
”Hvad er der i vejen, er det noget med onkel?”
Moderen nikker: ”Han fik et ildebefindende i kirken. Det skal du ikke tænke på. Han har det godt nu.”

I Oslo går søofficerens højgravide hustru en tur i sommersolens varme. Hun holder godt fast i sin lille dreng, der snart skal være storebror. Hun tørrer panden. Det er lummert og varmt i dag. De går over i kiosken og køber en dejlig kold is. De sætter sig på bænken under skyggefulde træer.

Brudeparret går glade ind til festen.

De skal danse brudevals, og der klappes taktfast, mens de hvirvler rundt.
Bruden ser sin mors ansigt, der er hævet af gråd. Bruden er bekymret, men alle klapper og smiler rundt i kredsen.
Brudeparret ”stikker af” til et hemmeligt sted for at nyde hinanden i fred og ro. Næste dag skal de på bryllupsrejse.
Bruden drømmer om moderens forgrædte ansigt.
Næste morgen siger brudgommen: ”Din onkel er død. Da vi knælede i kirken, blev han dårlig. Husker du ikke, at der var en uro i kirken?”
Hun falder helt sammen og græder. Hun har svært ved at trække vejret.
”Har tante fået besked?”
”Endnu ikke”.

Inde i kapellets kølige rum er der tændt to hvide gotiske lys. Deres varme gyldne skær danner en skarp kontrast til den hvidklædte døde på båren.
Det kønne unge ansigt med det lille hvide ar ved den ene mundvig, ligner en person i dyb søvn. Det kridhvide ansigt er afslappet. Kinden er iskold, og der er en duft af lavendler fra en buket på det lille bord. En sort bibel ligger på hylden. På en bøjle hænger den marineblå søofficersuniform. Guldknapperne hænger og virker alt for store og håbløse.
En portør kommer ind med en sort metalkiste.

I brudens barndomshjem er faderen og moderen inde i stuen. Moderen græder og faderen holder hende tæt ind til sig og stryger hendes hår. Hun ryster.
Faderen skænker kaffe til hende. ”Det vil varme dig”.
Hun griber koppen med begge hænder. Sætter koppen og rammer skævt, så der vælter kaffe ud over bordet. Hun synker sammen og græder.
”Vil du ringe til Oslo?”
Han drejer svigerindens nummer.
Den gravide svarer glad på syngende norsk.
”Er der noget i vejen?”
”Lad mig tale med din far”.
”Ja.”
Moderen fortæller om broderens død. Hun hulker og har svært ved at beherske sig.
”Vil du sige det til din datter?”
Moderen holder telefonen ud fra sig: ”Hun skriger den stakkel!”
Alle i stuen står sammen om moderen, der er helt grå i ansigtet.

De nygifte følger efter rustvognen til den store by. Den sorte metalkiste er smykket med en buket blodrøde roser.
De ser ”Holger Danske” ligger ved kajen med det norske flag på halvt.
Ved landgangen står den norske kaptajn og gør honnør, mens den sorte kiste køres om bord på vej hjem til Oslo.

I Oslo jamrer en kvinde i stærke veer. Hun føder sin lille datter, mens hun skriger sin smerte ud. En lille datter med brune øjne som sin fars.

Januar-opgave: Prinsessen på ærten

forfatter: Dorte Jakobsen

Endelig! Jeg hæver det slebne krystalglas og nikker let med hovedet til mine svigerforældre. Hverken for lidt eller for meget.

Frederik giver mig et opmuntrende lille klem inde under sløret. Vi er kun lige færdige med forretten, så jeg må hellere holde hovedet koldt. Jeg fylder mit vandglas, men husker at nippe pænt.

En eller anden fætter løfter sit glas, og jeg skåler med alle pingvinerne igen. Brede smil næsten hele raden rundt.

Da jeg ikke har nogen forældre med, rejser svigerfar sig for at holde den obligatoriske tale. Det bekymrer mig ikke så meget; han er af den gamle skole og kunne aldrig finde på at skide i sin egen rede. Velkendte floskler som man bare kan smile ad. Han og jeg skal nok finde ud af det hen ad vejen; han har i det mindste sans for mine fortrin.

Endnu en ret kommer på bordet. Et par duske af noget grønt på en strimmel fisk og en bid toastbrød til, som ikke kunne mætte en gråspurv. Ja, så ved man jo, det er haute cuisine. Jeg fortæller min mave, at den bare kan vove på at knurre.

Endelig er det Frederiks tur. Jeg er ikke så vild med taler, men den her har jeg set frem til. Frederik er så forelsket i mig, at han aldrig har lagt mærke til, om jeg glemte at spise desserten med kagegaffel. Han rejser sig i sin fulde længde og sender mig et tindrende blik.

Han rasler lidt med sine notater og rømmer sig forsigtigt; til trods for sin alder og erfaring er han en lille smule nervøs. Hvor er det kært.

”Frue …” En tjener står pludselig ved siden af svigermor med en trådløs telefon i hånden. Hun sender ham et blik, som kunne tilintetgøre et isbjerg. Han stammer, men holder skansen.

Omsider gør hun tegn til Frederik om at sætte sig ned, men hendes mine lover, at nogen vil komme til at betale for dette brud på etiketten.

Hun fyrer et par spørgsmål af på udmærket engelsk, mens irritationen pløjer dybe furer i panden.

”Oh, is that so?” Du milde, nu ranker hun ryggen og tør op.

Hun træder hen til mig og rækker mig telefonen mens hendes læber kruser sig i det sødeste smil.
”Det er en amerikaner, som forfærdelig gerne vil tale med dig. Han siger, han er din mand.”

Januar-opgave: Stines store dag

forfatter og foto: Randi Abel

”Hurra! Hurra! Hurra! Og så det korte: H’ra!”

”Skååål,” lyder det fra alle sider. Glas strejfer glas. ”Skåål!”

Stine har drømt om denne dag, siden hun var fem år gammel og hostende og feberhed var med sin mor på arbejde i Lily på Torvegade. Hendes mor sagde, at Stine skulle ligge helt stille på sofaen i baglokalet, når der var kunder i butikken. Stine var musestille, men hun kunne ikke dy sig for at kigge ud gennem sprækken i døren. Synet, der mødte hende, gjorde hende stakåndet. Den unge kvinde, hendes mor vimsede rundt omkring, lignede en prinsesse i den hvide kjole, som stod i et brus om den slanke krop.

”Jamen, så må vi jo hellere...” Anders griner og rejser sig til akkompagnement af de taktfaste tramp i gulvet. Stående på hver sin stol kysser han og Stine hinanden.

Der har været flere mænd i Stines liv før Anders, og hver gang var hun sikker på, det var den eneste ene. Da hun boede sammen med Johnny, udså hun sig i smug både kjole, ring og matchende invitations-, menu- og bordkort. Kjolen fik hun faktisk hængt til side. Hun var overbevist om, at Johnnys ændrede og lidt akavade opførsel skyldtes, at han var nervøs for at falde på knæ. Stine kunne ikke vente på, at han skulle tage sig sammen, og hjalp ham på vej med en romantisk middag. Da Johnny lige inden desserten sagde, der var noget, han længe havde villet sige til hende, susede blodet for hendes ører, og hendes øjne truede med at løbe over.

”Ja,” udbrød hun. ”Ja, selvfølgelig vil jeg det!”

”Hvad mener du?” Rynken over Johnnys’ næserod blev dybere. ”Jeg sagde, at jeg har mødt en anden.”

Han pakkede en kuffert og flyttede samme aften.

Der lyder en klirren fra bordets langside. Onkel Torleif rejser sig. På usikre ben har han et fast greb i ryglænet på sin stol.

”Kære Stine!” ”Kære Anders!” ”Ærede gæster!”

”I to søde unge mennesker har glædet en gammel mand. Hvis I ikke havde mødt hinanden, var jeg jo gået glip af dette herlige måltid.”

Han klapper sig på sit velnærede frontparti og kigger sig omkring over kanten af brillerne. Der lyder en spredt fnisen.

Stine lagde med det samme mærke til Anders. Hun ærgrede sig over, at det ikke var hende, der skulle klippe ham. Da han var gået, udfrittede hun sin kollega og gode veninde, Gurli, om ham.

Seks uger senere kunne Gurli triumferende fortælle, at han var single, barnløs, el-installatør, og at han spillede dart på Gåsen og Hanen. Stine havde aldrig spillet dart, men med den rette læremester, viste det sig, at hun havde talent for det.

”Sidder du og SMS’er?” Stine hvisker, for onkel Torleif er i gang med at spinde en ende over dengang, Stine red ranke på hans knæ.

Anders farer sammen, og telefonen smutter ud af hånden på ham og ned i Stines skød.

”Gi’mig den!” ”Gi’ mig den så!” Gæsterne ved deres ende af bordet vender sig fra onkel Torleif mod optrinnet for bordenden.

Anders tager fat i Stines håndled og griber ud efter telefonen i hendes anden hånd. Hun læner sig til siden.

”Beholder barnet. Håber du vil være en del af vores liv.”

Januar-opgave: Forsteninger

forfatter og foto: Theodor Klostergaard

En kvinde med en gammeldags kjole på. Hun kommer ned af trappen. Fødderne næsten dumper fra trin til trin, men der kommer ikke det forventede bump i hendes krop hver gang. Eller i huset. For det første tager de tykke tæpper noget af stødet og for det andet holder kvinden tilbage lige før foden rammer. Da hun når ned for enden standser hun op et kort øjeblik. Dette er den ældste datter. Hun trækker vejret ind og lader de anspændte skuldre falde ned inden hun drejer ind i

En stue med to personer. En kvinde sidder på armlænet af en stor sofa. Hun har en cigaret i den ene hånd. Den er utændt og vandrer fra munden til hånd og tilbage igen. Dette er den yngste datter. Da storesøsteren træder ind, rejser hun sig uvilkårligt op, men tager sig i det og sætter sig trodsigt igen. Men forsigtigt. En mand vender sig forskrækket om henne ved vinduet. Gardinet flyder tilbage henover lysstriben, ligesom vand over den lille hvirvel der opstår, når en druknende ryger under sidste gang. Da han ser sin søster, falder hans hævede øjenbryn ned igen og det undskyldende smil bliver afløst af et ægte. Dette er sønnen. Han går fuldstændig i stå, da hun siger

- Hun... mor tager ikke afsted i år. Det er benet.

[De får lov til at tage afsted, hvis de har en telefon med på medhør under hele festen, men hvorfor?]
- Fordi tante Dorthea kommer til festen. og moderen er nødt til at finde ud af, hvordan det går med hende. Tanten er den eneste, som ikke ligger under for den gamle og hun er vendt tilbage fra en tur til udlandet. Det er mange år siden hun har været med og moderen må bare vide, hvordan det går, så hun kan håne og blive forarget over livsstilen.

[Hvad sker der til festen?]
- Børnene tager afsted. Der er bord omgivet af voksne mennesker med en mobiltelefon på bordet. Ingen siger rigtig noget af frygt. Men der ligger en pauseskærm på telefonen og netop som moderen er ved at ydmyge en af de tilstedeværende, bliver der vist et billede af en dansende mus. Det sker samtidig med at tante Dorthea ankommer og hun kommenterer det. Moderen bliver latterliggjort og det er så forbudt og farligt, at alle bliver helt høje af det. Børnene bruger måske falske stemmer til at sige deres rigtige mening om hende. Men det bliver hårdt at vende tilbage bagefter.

[Hvad ender det så med?]
- Det ender med, at en af dem gør oprør. Den ældste datter. Hun ser sig selv gennem tante Dortheas briller og finder ud af, at den latterliggørelse hun frygter så meget fra sin mor allerede er en daglig kendsgerning.

[Kan det lade sig gøre at gøre sig fri? Hvilke efterveer vil der være?]
- Den yngste datter, som ellers har været den trodsige i opposition, overtager søsterens rolle som moderens kontaktperson og giver storesøsteren den kolde skulder.
Broren visner helt.

Januar-opgave: Guldbryllup

forfatter: Bente Pedersen

”Jamen, så skål da mor, og tillykke med guldbrylluppet!” Hanne, den ældste af de to døtre, smilede og løftede glasset. Hendes øjne beordrede de andre rundt om bordet at følge trop.

Det lille selskab vendte sig mod Gunhild, dagens guldbrud. Hun sad rank for bordenden iklædt en koboltblå spadseredragt. Denne var flere dage i forvejen taget ud af dragtposen, børstet omhyggeligt med klædebørsten og dernæst luftet grundigt. Kom man tæt på hende, kunne duften af naftalin dog alligevel anes under en sky af Chanel nr.5. Hendes nyondulerede hår var i dagens anledning arrangeret i en klassisk festfrisure. Et skarpt øje ville kunne genkende den valgte frisure på billedet af det nydelige sølvbrudepar stående på skænken. Ikke et eneste hårstrå tillod sig en lille udflugt på egen hånd. Det var lykkedes hende at fuldende værket med en højrød læbestift. Denne var på trods af håndens skælven endt med at sidde placeret inden for læbernes kontur.

Gunhild returnerede Hannes lykønskning med en tak for, at de alle bakkede op om at fejre denne højtidsdag. Hun ville selvfølgelig ønske, at Holger havde kunnet være ved hendes side. Havde det djævelskab ikke taget hendes Holger for år tilbage, ja så var hun ikke det mindste ikke i tvivl om, at han ville have indbudt den halve by til fest i dag. Det var hendes økonomi jo desværre ikke til, for som de jo vidste….

Den yngste datter, Birgit, slog over på stand by. Hun orkede ikke at høre morens sædvanlige lovprisning af Holger. Havde ikke glemt, hvordan moren havde vendt hver femøre af husholdningspengene for at få det hele til at hænge sammen, også mens de var små. Det på trods af farens gode stilling som fuldmægtig i et velrenommeret firma. Hun kunne stadig få gåsehud ved tanken om morens ængstelige udtryk, når det var nødvendigt at bede faren om ekstra tilskud til dette eller hint.”Tror du måske, at jeg har fri adgang til firmaets bankboks?,” tordnede faren tilbage, og moren trak sig skyndsomt væk fra hans synsfelt og fandt råd på anden vis.
Efter sådan et sammenstød var moren altid én stor undskyldning på Holgers vegne. Var der nogen, der havde forstand på penge, så var det hendes Holger, og det måtte de alle naturligvis lytte til og indrette sig efter.

De havde dog undret sig såre, da de hjalp Gunhild med at få styr på papirerne efter Holgers død. Den forventede opsparing var ikke eksisterende. Ej heller aktier eller andre værdipapirer. Men igen havde moren forsvaret Holgers dispositioner, eller rettere mangel på samme. Hun havde jo huset og sin gode enkepension. Han havde altid gjort sit bedste for familien. På trods af rejser for firmaet hver anden uge, så havde han fået alt til at hænge sammen på bedste vis, hendes Holger.
Hannes stemme bragte Birgit tilbage til festmiddagen. ”Vil du ikke være sød at tage telefonen, Birgit? Du sidder nærmest stuen!” Hanne havde som altid kontrol over situationen.

Efter en rum tid vendte Birgit tilbage til selskabet i spisestuen. Hun satte sig helt ude på kanten af stolen. Hendes ansigtskulør var i tone med præstekravehvid. Øjnene flakkede rådvildt fra ansigt til ansigt bordet rundt. Hvilede et sekund i smerte på morens rynker. Gled nedad mod den lille mørke klat af sauce på morens hage og fangede gaflen på vej op. Gunhild spiste uanfægtet videre.

”Hvem var det?” Hannes stemme vibrerede som en nyanslået stemmegaffel lige bag hende. Et dybt suk undslap Birgit, idet hendes hænder bevægede sig op foran munden. Hun kiggede ulykkeligt hen på moren, der nu højlydt bad barnebarnet hente flere kartofler. ” Det var en mand! Han sagde, at han hed Kristian Henriksen og var den ene af Holgers tre sønner.” Birgit holdt en lille pause, åndende ind og fortsatte: ” Nu da hans mor var død, ville han gerne møde Holgers anden familie”

”Hvad er det I har så travlt med at tale om, I to? Måske en lille overraskelse i dagens anledning!” Morens stemme rummede glad forventning. ”Nej mor, en lille overraskelse kan man vist ikke kalde det!” Birgits stemme knækkede over. Hun rejste sig pludseligt. Stolen væltede med et brag, da hun løb ud af stuen.

Januar-opgave: Dødsfald i familien

forfatter: Robert Mørk Tindholm

”Hvem fanden har bedt dig om at mene noget? Få fat på ham med det samme, og ring tilbage” Max Gacci smed telefonrøret på, og vendte sig mod de andre. Han var gal nu, det var tydeligt at se. Især på de fem mænd omkring bordet, ingen af dem turde møde hans blik, de havde travlt med at se alle mulige andre steder hen. Han rømmede sig et par gange, og slog en knytnæve i bordet. Nødtvunget vendte de skræmte blikke sig mod ham.

”I er en flok idioter. Når jeg beder jer om at udfører en simpel opgave, så kludrer I rundt som en flok elefanter i en tøjbutik..”

Antonio, en lille spidsnæset fyr med fistelstemme brød ind.

”Øh boss, mener du ikke en glasbutik”

”Hold kæft din klaptorsk” Max bøjede sig ind over bordet, og stak ham en syngende lussing.
”Jeg har ikke bedt dig om at sige noget” han greb flasken på bordet, skænkede en velvoksen drinks op i et glas, og tømte det i en mundfuld.

”Jeg finder mig ikke i at..” telefonen ringede og afbrød ham, han vendte sig og tog røret.

”Det ved jeg ikke Maria, lad være med at belemrer mig med den slags dagligdags pis, og forstyr mig ikke mere, jeg venter en vigtig opringning” han smed røret på, og vendte sig.

Nu var det Poul, en stor firskåren fyr med boksertud, der talte.

”Du sagde..”

”Nu lukker du kæften, skal du også have en på hovedet?” han lænede sig igen ind over bordet med hånden hævet, Poul lukkede øjnene, og ventede på slaget, men det kom ikke.

”Her er der ingen der snakker, uden jeg udtrykkeligt beder ham om det, er det forstået?” han så brysk rundt på mændene, som nikkede i kor.

”Hvem af jer skød ham?”

En ranglet fyr med rødt strithår stak en hånd i vejret. Max gik rundt om bordet og standsede bag ham.

”Hvorfor Will, er du da helt hjernedød?” Will bøjede hovedet.

”Øh jeg..”

Max trak en pistol op af bukselommen og skød ham i nakken. Will faldt indover bordet, og en blodpøl bredte sig omkring ham.

”Fatter I så at jeg ikke finder mig i sløseri?”

Benny, en lille tyk mand med høgenæse rejste sig, så voldsomt at stolen væltede.
”Boss, du har dræbt min fætter” han trak sin pistol, fra et hylster under jakken, men han nåede ikke længere, før han blev ramt af en kugle i panden. Den var blevet affyret af Poul, som i det samme blev ramt af et skud fra Claus, som aldrig sagde noget, han handlede bare. Men dog ikke længere, for nu reagerede Antonio, han skød Claus med sin pumpgun.

”Hvad fanden laver du?” råbte Max, og rettede sin pistol mod ham. De stod et øjeblik og pegede på hinanden, med hver sit våben, og besluttede sig åbenbart til at skyde samtidig, for de to skud lød som et, og begge mænd segnede om på gulvet.

Telefonen ringede igen, der var bare ingen til at tage den.

Januar-opgave: Telefonbesked

forfatter og foto: Jørn E

Jeg havde besluttet mig. Jo, jeg siger ja. Min forholdsvis nye kæreste havde friet. Jeg havde været nødt til at be' ham om lidt tid. Vi havde trods alt kun kendt hinanden i lidt over en måned. Vi mødtes på havnen i Gilleleje, i fiskeforretningen, jeg stod og overvejede hvad jeg skulle vælge. Der er så mange fiskearter, man slet ikke kender. Mine overvejelser blev afbrudt af en stemme som sagde: 'Du skulle prøve lyssej, det smager godt og det er ikke dyrt'. Jeg vendte hovedet mod den talende og så en mand der var ca. 10 år ældre end mig, d.v.s. omkring de 35. Han så ganske godt ud, med et drenget lidt frækt udtryk i øjnene. 'Jeg aner ikke hvordan jeg skal tilberede sådan noget, så det duer ikke '. Svarede jeg. 'Jeg har en opskrift ude på min båd. Kom med derud, så får du en kopi, og jeg gi'r en drink' grinede han og så glad afventende på mig. Jeg kom til at grine, for han mindede mig lidt om en stor hundehvalp, der står med alle muskler spændt og tungen ud af munden og venter på at man skal kaste bolden. 'OK', svarede jeg, ' det lyder da spændende'.

Hans båd var en stor motorbåd, stor nok til havsejlads. 'Velkommen ombord, jeg finder først opskriften, så vi ikke glemmer den. Han gik under dæk, hvor jeg kunne høre at han rumsterede. - Her er din opskrift. Nu laver jeg en drink. Sæt dig på agterdækket, der er sol.' Vi snakkede godt sammen og jeg fik at vide at Jan, som han hed, havde arvet en ganske stor sum penge fra en onkel og at han derfor kunne leve et frit og sorgløst live. 'Nu mangler jeg bare en smuk og varm kvinde i mit liv' tilføjede han og så indtrængende på mig. 'Jamen så må du jo finde en. Det kan vel ikke være svært med din baggrund og udseende'. Han smilede stort. ' Det håber jeg ikke'. Han stirrede stadig indtrængende på mig.

'Jeg må videre. Jeg skal have gæster til middag og jeg skal lave en fiskeret jeg ikke har lavet før'.
'Kom herned igen en aften, så laver jeg en anden spændende fiskeret til en middag for os to' opfordrede han. Jeg tøvede lidt, men der er nu noget sexet over mænd der laver mad, så jeg takkede ja og vi lavede en aftale.

Han lavede god mad og det endte med en overnatning ombord. Efter kort tid sås vi næsten hver dag, og så kom frieriet.

Nu havde jeg så besluttet mig til at sige ja. Jeg ville ringe til ham. Men inden jeg fik ringet op, så jeg, at der var en telefonbesked på svareren. Det var min gamle farbror. Jeg havde ikke hørt fra ham i årevis og vidste bare, at han boede for sig selv ude på landet i Jylland et sted.

'Hallo, min pige. Jeg vil bare sige, at du skal ikke gifte dig med ham Jan. Han er en rigtig skidt fyr. Han er ude i noget slemt snavs, som du kan blive revet med i. ….Det var bare det jeg ville sige'

Jeg ringede til min mor, lettere rystet. Jeg regnede med, at det var hende der havde talt med farbror Hans.

'Altså, kære ven. Hvad er det for noget sludder med den telefonbesked fra farbror Hans. Han døde jo for snart tre år siden'. Jeg var nødt til bare at lægge på.

Der blev ikke noget bryllup.


Jørn E./19. januar 2010 Alle rettigheder forbeholdes. Eftertryk kun efter aftale.

Januar-opgave: I stedet for ris

forfatter og foto: Leonius

Det var en varm dag og jeg var på vej hjem fra et kundebesøg. En smule irritabel, nok fordi, den kunde jeg besøgte ikke matchede mine kemiske forbindelser.
Pludselig stod der en fotograf, eller bare en mand med et ret stort fotografiapparat, lige foran min bil, så jeg måtte stoppe lidt hårdt op. Han fotograferede over mod kirken, jeg råbte gennem det åbne vindue. Han vendte sig, smilede og pegede mod kirken.
På kirketrappen kom et ungt par til syne, det var et brudepar, et smukt brudepar.
En mængde festklædte mennesker kom ud fra kirken, og stillede sig på pladsen foran.
Jeg stod ud af bilen.
Brudeparret stod stadig oppe på trappen, nu sammen med præsten, hvis påklædning var noget mere festlig, end bare sort/hvid.
Fotografen lå nu nede på vejen, i sit fine tøj, og fotograferede.
Fra siden af kirken, kom en gruppe små piger klædt helt i hvidt, med hvide fjerlette vinger på ryggen der gyngede let i rytme med deres bevægelser. De bar på nogle små kurve foret med hvidt stof. Kurvene var fyldt med små blomster, som de strøede ud på pladsen.
Så begyndte de at synge. -Deres stemmer viskede alle andre lyde ud.

Jeg stod ved siden af en nydelig ældre herre, som med respektfuld dæmpet stemme fortalte mig, at det var en ung Vietnamesisk kvinde og en Dansk mand, der lige var blevet viet derinde i den Katolske kirke.
Han sagde, at de små piger sang til Jomfru Maria, og han oversatte:

”Vor dronning, vor moder, Maria!
Vi overgiver os helt og holdent til dig,
og for at vise dig vores hengivenhed,
vier vi dig vore øjne, vore ører, vor mund
og vore hjerter, alt hvad vi er, og alt hvad vi ejer.
Og når vi således tilhører dig, vor gode moder,
da vogt og værn os som dine børn”.

Den lille plads var nu prydet med et smukt blomstertæppe.
Forsamlingen uden for kirken stod som paralyserede, de oplevede noget stort.
De små piger var gået i række om på siden af kirken, og kom nu tilbage med et lille rødt skrin hver, og deres sprøde stemmer tonede igen frem.
Den ældre mand, ved min side, hviskede, at nu sang de til Maria og bad til hende om at følge dette par, og hjælpe dem til et lykkeligt liv.
Solen strålede og gjorde hele sceneriet uvirkeligt, stilheden i denne travle gade og de sprøde stemmer, sivede ind i min bevidsthed med euforisk ophøjet ro, som nærmest eksploderede da de små piger åbnede deres skrin, og lod hundredvis af farvestrålende sommerfugle flyve ud i friheden til den livgivende sol.
Det var som om, at alle sommerfuglene skulle rundt og hilse på hver enkelt af de tilstedeværende, før de begav sig videre i forskellige retninger, med en ynde og lethed, som vi mennesker, kun kan misunde dem.

Jeg blev revet ud af min beundring af en infernalsk dytten, og irriteret råb: "Hvem er den idiot, der parkerer midt på vejen?" Jeg gik hen til min bil, smilede til den vrede bilist, og kørte.
Min telefon ringede, det var kunden fra før, der ville godkende mit tilbud, hvis jeg gav 4 %.
Han fik de 4 %, jeg var blevet mild.

Januar-opgave: Bryllupskald

forfatter: Olav
foto: Jørn E.

Der var fyldt godt op i kirken. De fleste gæster var allerede kommet, og man manglede næsten kun de to hovedpersoner.

Den lave hvisken og sludren blev pludselig afbrudt af temaet fra Desperate Housewives spillet meget højt.

En dame på en af de forreste rækker ledte febrilsk i sin taske efter mobiltelefonen. Fik endelig fat i den og besvarede opkaldet med et hurtigt: "Jeg kan altså ikke tale nu. Farvel".

Hun sad og fumlede lidt med mobilen, inden hun lagde den ned i tasken igen.

Lidt efter ringede den igen. Samme ringetone men meget lavere denne gang.

Damen ventede lidt men tog alligevel telefonen.

"Karen her. Hvem? Folmer? Nej, han er ikke kommet endnu. Jeg sidder altså i kirken, så jeg kan ikke snakke lige nu. Ring om en times tid. Hej"

Igen fumlede hun med knapperne på mobilen, inden den røg tilbage i tasken.

Der gik dog ikke lang tid før den ringede igen, men det var stort set kun hende selv der så det. Mobilen lå i tasken og vibrerede brummende, så cigaretter, læbestift, lighter og andre småting blev kastet rundt mellem hinanden.

Tydeligt utålmodigt nærmest flåede hun telefonen op af tasken, og selv om den havde været næsten lydløs blev hele kirken stille da hun råbte ind i telefonen:

"Hallo. Er det dig igen? Jeg har jo sagt at jeg ikke kan snakke nu. Hvem? Folmer? Ja, vi venter næsten kun på ham nu. Skal jeg hilse ham fra dig? "Det sidste blev sagt med en tydeligt sarkastisk undertone

Personen i den anden ende af røret fik nu endelig en chance for at svare, og da hun havde hørt svaret holdt hun mobilen ud foran sig og kiggede målløst på den, som om den havde svaret på en gåde hun lige havde hørt.

Damen gjorde nu store øjne og virkede panisk men tog mobilen op til øret igen.

"Folmer? Er det dig? Hvor er du henne? Hvad siger du? Hvad for en polterabend?"

Koncentreret lyttede hun til Folmer i telefonen. Hele kirken var musestille.

"Hvornår bliver du så udskrevet?"

Stille lagde hun røret på og rejste sig op.

"Ja, jeg skal hilse fra Folmer. Han har det godt, men der går altså lige et par uger før der bliver bryllup."

Bruden var i det samme kommet ind i kirkesalen sammen med sin far og dejsede om på stedet.

Januar-opgave: Uventede gæster

forfatter og foto: Jens Albers

Sct. Knudsgade 13, 1.tv
5000 Odense
Det er søndag d.12. maj 1979 kl. er 12:30
Det er bare en lille intim familiefest.

Der er hjemmebagt pizza, øl og røde sodavand på bordet. Her dufter pragtfuldt. Vi er der alle sammen på nær min bror. Han kommer måske senere.

Vi er ni voksne og fem børn. Mie er den ældste af børnene, hun er 16 år. Den yngste er min, også en pige, kun tre måneder gammel. Vi er samlet for at holde navnefest for hende.

Det japanske kirsebærtræ i baggården står og lykønsker os med sine flotte svajende blomster, også solen hilser lyst og venligt.

Jeg bobler af glæde. Nu kan jeg ikke vente længere. Jeg rejser mig og slår på mit glas.

Så ryger døren op og ind farer en mand med en pistol i hånden. Hans øjne er vildt opspilede. Han ser lidt forvirret rundt på selskabet.

- I holder kæft alle sammen! Råber han og truer med pistolen.

Det er det eneste, der ikke sker. Næsten alle skriger og flere gemmer sig under bordet. Selv står jeg som en saltstøtte. Han snuser og stirrer på pizzaen.

Uden at nå og tænke nærmere over det siger jeg:
- Vil du ikke sidde ned og have et stykke? Jeg rækker ham en øl. Et kort øjeblik tøver han, så sætter han sig ned drikker begærligt og hugger en stor bid pizza i sig. Der bliver langsomt stille i stuen. Vi kan kun høre hans glubende appetit.

Så ringer telefonen. Jeg tør ikke røre mig. Men den insisterende ringetone stresser den sultne pistolmand.

- Tag den for helvede! Kommanderer han og vifter af mig med pistolen.

- Det er Jens.

- Det er politiet, du skal bare svare ja eller nej. Du må ikke sige, hvem der ringer – forstået?

- Ja.

- Der er forsøgt røveri mod Handelsbanken for enden af Sct. Knudsgade. Vi har sporet en person ca. hertil. Er der en mand med en pistol inde ved dig?

- Ja.

- Du skal bare lade som ingenting. Vi stormer lejligheden om fem minutter – Forstået?

- Ja.
Jeg lægger røret og ser rundt på min familie, hører børnene græde.

- Det var Torben, min bror, han kommer om lidt.

Som en mus i en glasklokke ser jeg ud på pistolmanden.

- Nej, det var politiet. De vil storme lejligheden, skynd dig ud af bagdøren! Jeg peger.
Manden rejser sig hurtigt og vælter stolen. Så farer han ud af døren.

De fangede han to timer senere ikke uden skyderi, men ingen kom til skade.

Januar-opgaven 2010

Så er det tid til endnu en opgave. Denne gang kommer oplægget fra Randi:

Skriv om en (familie)sammenkomst, hvor en telefon spiller en væsentlig rolle.

Ganske enkelt. Jeg har tilladt mig at gøre det valgfrit, om det skal være en familie (bemærk parenteserne)

Jeg vil foreslå, at deadline er onsdag den 27. januar.

Skriv 'Januar-opgaven 2010' i emnefeltet, slik et elektronisk frimærke i nakken og send besvarelse til Dorte som vanligt.

God fornøjelse!