Tordenvejr

Tekst og foto: Bente Pedersen

Dampen fra badet blev tørret af spejlet med en håndfladekant. Barberskummet blev slået af kosten med et rutineret svirp. Lauge tog dernæst skraberen og nød den kradsende lyd. Mens han barberede sig, øvede han sig. Rømmede sig og smilede:
- Goddag, goddag frue. Mit navn er Lauge Henriksen. Jeg kommer fra LLL-Forsikring. De tre l’er slog stadig kolbøtter hen over hans tunge.

Ind imellem fortrød han, at han ikke var blevet i frisørsalonen. Savnede sine kolleger og den joviale tone, men da børnene kom, havde Gertrud gerne villet flytte i noget større. Tilbuddet om højere løn og provision som assurandør havde været sidste brik i puslespillet om egen bolig.

Han gik ind i soveværelset, slog et vindue op og tog netundertrøjen på. Ventede på, at en kølig brise skulle stryge hen over hans ryg, men den udeblev. Endnu en varm dag ventede, men uanset hvad bar man undertrøje under de nye banlonskjorter. Den lysegule hang pænt på bøjle sammen med det smalle rødbrune slips. Det hele matchede farvespillet i den ternede jakke. Gertruds farveverden var en hel videnskab for sig. På med de brune bukser, og så manglede der blot snøreskoene, som garanteret stod nypudsede under skamlen. Gertrud havde også sine morgenrutiner.

I garagen lod han først hånden glide hen over den røde lak på den nye anglia, inden han åbnede fordøren og smed mappe, madkasse og termokande ind på forsædet. Han fandt kortet i handskerummet og foldede det ud. I dag gik turen til villaerne i Fuglebakkekvarteret. Uden for garagen flimrede varmen allerede hen over asfalten. Han savnede pludselig den kølige fornemmelse af frisørsaksen mod håndfladen. Måske kunne han nå at slå et smut forbi salonen på vejen hjem. Han kunne jo altid sige, at han trængte til en studsning.

For enden af Mågevej glimtede søen. Han håbede virkelig, at det varslede tordenvejr holdt sig til naboegnen. Han viftede sig lidt med hatten og overvejede at lade den ligge i bilen, men på den anden side så kunne han jo ikke tage den af og hilse på fruerne, hvis ikke han havde den på.

Han gik op ad havegangen til villaen i nummer 10. Bankede på, trak vejret dybt ind og rømmede sig. Kort efter åbnede en frodig kvinde døren. En vildfaren hårlok blev hurtigt sat på plads under tørklædet og panden tørret med bagsiden af hånden.
– Goddag, goddag frue. Mit navn er Lauge Henriksen. Jeg kommer fra LLL-forsikring. Må jeg komme ind et øjeblik? På dette tidspunkt skyndte han sig at lette lidt på hatten, præsterede så sit bedste Bogartsmil og rakte visitkortet fra LLL-Forsikring frem. Hun tog kortet, mønstrede ham fra top til tå og smilede så stort.
- Ja, hva’ pokker! Det kan vel aldrig skade med lidt selskab til kaffen. Den er lige sat over. Kom med ud i køkkenet. Hendes kittel stod så meget åben, at han kunne se blondekanten på den lyserøde underkjole.
- Det er jo rengøringsdag i dag, fortsatte hun, som om hun havde kunnet læse hans tanker. Det tegnede lovende.
- Måske har Deres mand hørt om LLL-forsikring? Inden hun fik svaret, havde han bredt brochurerne ud i vifteform på voksdugen.
Efter en god halv time, hvor Lauges salgstale havde fyldt rummet ud, havde fruen pludselig rejst sig. Hun åbenbarede så, at hun skam var Fru Olsen, husets rengøringshjælp, og at hun og Frede havde de forsikringer, de skulle bruge. Og nu skulle hun i øvrigt videre med rengøringen.

Inden han gik op ad perlegruset til nummer 12, stod han lidt i skygge og overvejede, om det mon var på sin plads at droppe jakken. Firmaets koncept lød på ”passende påklædning”, så mon ikke skjorte med slips kunne gøre det?

Da han bankede på, kunne han høre en hund gø hidsigt på den anden side. En spinkel kvindestemme tyssede på den. Så blev der åbnet ganske forsigtigt. Sikkerhedskæden blev dog på. Han så noget af et ansigt, hvor mørke rande skyggede under flakkende øjne.
- Goddag, goddag frue. Mit navn er Lauge Henriksen. Jeg kommer fra LLL- forsikring. Hun rystede usikkert på hovedet, da han rakte hende visitkortet og spurgte, om han måtte komme indenfor.
- Nej, jeg tror nu ikke… Ansigtet var nu fremme i lyset, og han kunne ane et stort blåt mærke under tykke lag af pudder på den ene kind.

I det samme svingede en volvo op foran huset. Gruset fløj til alle sidder. En hærdebred mand steg ud og stirrede på Lauge og dernæst op på ansigtet i dørsprækken.
- Nå, så du har nok fået gæster, Lilly! Sagde jeg ikke, at du ikke måtte åbne for nogen? Stemmen smældede op ad trappen mod hende. Lauge bakkede skyndsomt ned ad trappen, da han så manden knytte næven.
- Undskyld, jeg hedder Lauge Henriksen og kommer fra LLL-forsikring, forsøgte Lauge. Han tabte mappen med forsikringspapirer, da manden skubbede til ham med et højt: ”Kan du så komme væk!” Lauge nåede knapt at komme udenfor havelågen og hen til angliaen, da han så en rottweiler flænse hans mappe i stykker. Fandens også!

Ingen mappe, ingen forsikringer at sælge.Lauge kørte ned for enden af vejen og parkerede bilen ved et lille grønt område ved søbredden. Han fandt et bord med bænke under et skyggende elmetræ. Han tog termoflasken og kiggede lidt på den kønne negerkvindes profil. Så åbnede han madkassen. I den lå to stykker sandkage pakket fint ind i en hvid serviet. Da han skulle til at hælde kaffen op i kruset, kom en ung mand og satte sig lige ved siden af ham på bænken.

- Halløjsa! lød den ungdommelige hilsen og et nik mod kaffe og kage fulgte. - Nå der er nok nogen, der har tid til at drikke kaffe midt på arbejdsdagen! Et smil bredte sig helt op til fregnerne på kinden. Lauge fik øje på en trillebør med rive lagt henover et stykke derfra.
- Ja det styrer jeg jo selv, bare jeg får tegnet forsikringer nok, brummede Lauge og kiggede ud over søen.
- Hvilken forsikring er det så?
- LLL-Forsikring, svarede Lauge og tørrede en sveddråbe af, der var på vej ud over næsetippen og videre ned i kaffen.
- LLL-forsikring? Læg lorten langsomt plejer min far at sige. Den unge mand fnisede først, men kunne så ikke holde latteren tilbage.
- Det er nu faktisk ”Lev Livet Længere”, der er vores slogan, svarede Lauge køligt. Den unge mand så ærgerligt på Lauge.
- Nå, så må du sørme meget undskylde. Ved du for resten godt, at det er privat område, du sidder på? Det er grundejerforeningens bænke og græsplæne. Løvet på elmetræet raslede. Himlen var blevet mørk hen over søen. Lauge kunne mærke irritationen koge op indvendig. Hvad var det med folk i dag? Pludselig fandt han også kaffen for besk. Han svingede kaffekruset for at smide resten ud i græsset, og hans albuen ramte den unge mands næse.
Det blev heldigvis kun til et mindre håndgemæng, der stoppede da Lauge fik næseblod. Han satte sig lettere svimmel og bukkede lidt forover. Dråber af blod dryppede ned på de brune snøresko. Han gned lidt på pletten med en tot græs, men det blev det kun værre af. Sådan kunne han jo ikke se ud. Han kiggede træt ned mod søen og badebroen. Tog skoene af, strømperne fulgte efter. Dernæst af med skjorten, og bukserne blev smøget op til under knæene.

Lauge gik ud på badebroen. Satte sig yderst og stak fødderne ned i det kølige vand. Han vippede med tæerne, da tordenvejret for alvor gav lyd fra sig. Ingen kunne høre, hvad han råbte, men man kunne se ham række armene mod himlen, da de første regndråber faldt.

Nyd nu blot din enkestand, fru Frederiksen!

Tekst og illustration: Bente Pedersen

Solen skinner ind ad vinduet og reflekteres af vandet i det store bassin. Dette er bestemt en af de gode dage. Bortset fra et midaldrende ægtepar i det ene hjørne og en mor med en yndig baby, så er der kun tre unge fyre i det lille varmtvandsbassin.

Når jeg kommer ind i svømmehallen, kigger jeg straks efter Bademester Jensen. Han er i gang med at rydde op blandt svømmebælter og flamingoplader, men får jeg øjenkontakt, så nikker jeg ivrigt goddag til ham. Han har ofte været min egen lille redningsflåde. Er blevet hidkaldt, når jeg har måttet opgive at retlede usikre forældre til støjende børn. Jeg prikker dem såmænd bare på skuldrene, rømmer mig og peger på det store skilt på væggen. ”Udspring fra bassinkanten og anden voldsom leg er ikke tilladt”.

Nede i bassinet ligger jeg og flyder lidt. Lader varmen løsne mig op. Med brysterne smukt til skue i vandoverfladen, er jeg helt bevidst om de tre unge mænd. Jeg så skam godt blikkene, da jeg steg ned i bassinet. Min nye rosa badedragt med den mørkegrønne drage er da også ganske chik. Lidt ærgerligt, at min nyklippede permanent må beskyttes under badehætten. Men på den anden side, så er det jo ikke alle og enhver, der kan bære en hætte som min. Grøn, så den matcher dragen og danner frodig klangbund til margueritterne sat fast på dens overflade.

Som enke er der jo visse behov, der kan være svære at få tilgodeset. Derfor er jeg også yderst tilfreds med at have opdaget dette lille varmtvandsparadis. Nogen swingerklub er det jo ikke, men tag nu ikke fejl. Når jeg laver mine gymnastiske strækøvelser, så står de unge mænd vendt mod mig ved massagestrålerne langs den ene væg i bassinet. Jeg svømmer med to elegante tag over til dem, siger koket undskyld for at mase mig på, og kunne jeg lige låne strålen, der masserer så dejligt på hofterne. De siger sjældent nej, giver plads, og så står jeg meget passende mellem to af dem. Med lukkede øjne lader jeg et henført ”Ah, det er sørme dejligt!” flyde ud og blande sig tilfældigt med boblerne og ordene i deres samtale.

Efter et lille halvt minut glider min lille fod diskret søgende ud til højre side. Her møder den en ung stærk fod og finder vej op langs skinnebenet. Ved knæet smutter den lille fod tilfældigt ind mellem den unge mands ben. Her hviler den et øjeblik. Gerne mere. Imens finder modsatte hånd forsigtigt vej i boblerne mod den unge mand til venstre. Som en blæksprutte på jagt søger fingrene hen over de stramme badebukser. Dernæst stryges nænsomt ned over låret eller op over det glatte maveskind.

På dette tidspunkt åbner jeg mine øjne, for der sker nu ofte følgende: Den ene siger, at det vist må være nok massage for i dag. Den anden hoster anstrengt, rød i hovedet, og svarer, at ja det kunne være rigtig godt at svømme nogle baner i det kolde bassin. Jeg smiler blot til den lille baby, der gurgler rundt i mit synsfelt.

Inde i svømmehallen ser jeg dem tale med Bademester Jensen, mens de kigger over mod mig. Da Jensen senere stopper mig og spørger, hvordan jeg synes, det går, så blinker jeg skælmsk til ham og svarer: ”Enhver må søge efter sin indre havfrue, Jensen!”. Slår et slag med halen og vimser ud under bruseren.

Sol, vand og varme

Tekst og foto: Bente Pedersen

Ulla tog badekåben på og strammede bæltet. Håret var svøbt ind i et håndklæde. Om nogle måneder kunne hun begynde at tørre det med en hårtørrer. Hun smilede, gik ind i stuen og satte sig i lænestolen ved vinduet. I hånden havde hun brevet, som hun havde fundet oven på stablen af håndklæder i badeværelset. Henrik måtte have lagt det der efter sit i morgenbad.

Hun rettede sig op. Hunden kiggede op på hende fra sin plads ved hendes fødder, da hun ømmede sig. Arret hen over venstre side af brystkassen strammede. Hun havde smurt det med fugtighedscreme, som hun skulle. Tre gange om dagen. Smurt med fingre, der nægtede at føle. Fingre, der afviste at mærke ribben, hvor hendes bryst skulle være. Fingre, der famlede som muldvarpe i mørket.

Det gippede i hende, da hendes iPhone bippede. ”Har du fundet det?” Hun nikkede ud i stuen og skyndte sig at svare ”Øjeblik”.

Ulla rejste sig for at finde noget at sprætte konvolutten op med. Der var mere end et ark, kunne hun mærke. Håndklædet løsnede sig, så hun smed det hen over ryggen på en stol. Tankerne faldt på gårsdagens træning i varmtvandsbassin. Fem måtte de være på holdet. I starten havde hun fortalt Henrik, at hun elskede det varme vand, og at øvelserne løsnede muskulaturen.

At hun følte afsky ved at stå sammen med de andre under bruseren, tav hun om. De plaprede om smerter der brændte, om ar der væskede, og om hår, bryn og vipper der voksede eller forsvandt. Hun så væk, når brystproteser blev anbragt i BH’er efter badet. Ulla skyndte sig i tøjet med ryggen til de andre.

Endnu en sms krævede hendes nærvær. ”Hvad synes du?” Hun vidste, at han sad på arbejdet og tippede med blommen af en pegefinger mod skrivebordet. Hun tog indholdet ud af brevet. Der var en beskrivelse af et hotel i Thailand, to flybilletter med afgang om tre uger og et brev fra Henrik:

Godmorgen Ulla!
Jeg håber, at du synes om mit initiativ, og jeg har fået arrangeret afspadsering.
Det blev Thailand, for jeg ved, at du elsker sol, vand og varme.
Jeg glæder mig!
Ferieknus Henrik

Tanker og følelser krævede plads og rum i stuen. Hvordan skulle hun kunne sole sig på stranden som de andre? Havde hun kræfter til det? Hvad med badedragt? Kunne hun nå at få en protese inden? Hun gned sig over panden. Hvad skulle hun svare ham? Tårerne blændede hende, men hun fik skrevet ”Tak min ven. Jeg glæder mig.”

Hunden for sammen, da hun grædende kylede iPhonen hen ad sofabordet, og den gled videre ud over kanten.

Februar-opgave 2013

Foto: Bente Pedersen

Kære alle,

Bente har sendt dette forslag til næste månedsopgave. Deadline er torsdag den 14. februar.

Bente skriver:

Inspireret af naturen lige nu, af den stille tid, der følger efter december måned, og af en af opgaverne fra det sidste forløb på Saxo vil jeg gerne foreslå følgende:

Skriv en ”nøgen” tekst.

A) Det kunne være en tekst, hvor nøgenhed som følelse/tilstand/væren er temaet.

B) Det kunne være en tekst, der fremstår så ren og klar som muligt. En tekst, der ikke indeholder hverken tillægsord eller biord og ej heller er overlæsset med lange tillægsformer eller dramatiske udsagnsord. Kan man alligevel skabe noget læseværdigt ud fra de præmisser?

C) Det kunne være et digt med temaet nøgenhed. Digtet må gerne have fire strofer på fire verselinjer, og hver strofe startes med vendingen: At være nøgen… Men digtet kan selvfølgelig have lige den form, som I synes. Nogen gange kan en bestemt opskrift bare være igangsættende.

En sneugle og to undulater

Tekst og foto: Bente Pedersen

Hun tørrer skoene af på måtten, som hun har lært. På skiltet over brevsprækken lyser hans navn alene sort på hvidt. Da hun var barn, stod der to. Men det var før. Hun trykker håndtaget i bund og lytter. Ingen fugle, der pipper. Hans overfrakke hænger på knagen. Den stinker af gammel mand og cigar. Hun undgår at se på døren til soveværelset og går ind i stuen.

Hun har svært ved at ånde frit. Støvet ligger tykt over det hele. Så har søsteren, Karen, altså heller ikke været her. Eller nogen fra den nye familie for den sags skyld. Hun sætter sig i hans lænestol ved vinduet. Læderet føles koldt mod ryggen. Blikket falder på reolen med den udstoppede sneugle. Silkeblød at røre ved. Når man en sjælden gang fik lov. Den han lovede hende, at hun måtte få. Bagefter. I bunden af fugleburet ved siden af ligger to døde undulater. Hun lader dem ligge.

Hun kigger på listen, som plejecenteret har sendt hende. Hvorfor lige hende og ikke Karen? Altid hende, også nu. Hun får samlet det hele sammen: Læsebriller, de små batterier til høreapparatet, et par fuglebøger og så bryllupsbilledet. Af ham og den nye kone. Selv om hun ikke vil, kan hun ikke lade være med at kigge på det smilende par foran rådhuset. Hun vrænger ansigt ad dem. Har lyst til at række tunge.

Hun stopper det hele i den medbragte kuvert, skriver hans navn og plejecentrets adresse udenpå, og lukker den. Hun nægter simpelthen at skrive afsender på. Han skal ikke tro noget.

Hun tøver et øjeblik. Går så over mod reolen og tager hårdt fat i uglen. Den skal med hende hjem. Da hun har låst fordøren, smider hun nøglen ind gennem brevsprækken og går raskt ned ad trapperne med uglen under armen.

Hun smiler ved tanken om at plukke den. En fjer ad gangen.

Kaffepause

Tekst og illustration: Bente Pedersen

- Nu trænger jeg til en smøg. Gider du tage dem. I frakken på bagsædet.

- Argh! Jeg har SÅDAN en hovedpine. Kan du ikke vente til næste rasteplads?

- Nøp! En halv time til den næste, siger gps’en.

- Hvad så med et stykke marcipanbrød?

- Og det sku’ hjælpe?

- Du elsker marcipanbrød. Kom nu! Her!

- Tak, tak… men find nu lige de smøger, inden jeg falder helt i søvn.

- I søvn? Jamen, hvad så med en lille sang? Denne her for eksempel: ”Wake Me Up, Before You Go Go …”

- Hvor ER du bare SÅ morsom! Tag nu de smøger! På bagsædet!

- Nu ved jeg det! Kaffe! Du skal have kaffe. Her! Du får min!

- Av, for helvede! Hvad laver du! Se nu en kæmpe plet, der kom der!

- KURT! SE OP! BREMS!

På kunstudstilling med Tante Tulle

Tekst og illustration: Bente Pedersen

”Kan du ikke køre omkring Tante Tulle? Hun mangler hjælp til indkøb!” lød sms’en fra Charlottes mor. Charlotte rynkede lidt på næsen. Stranden og Morten måtte så vente til senere. Hun elskede sin tante højt, men at handle sammen med hende kunne være noget af en udfordring. Tante Tulles distræte og noget forvirrede tilgang til verden var ikke blevet mindre, som sygdommen skred frem.

Charlotte sukkede, vendte cyklen og kørte hen mod gadekæret. Her boede Tante Tulle stadigvæk i det lille hvidkalkede hus. Forleden havde hun været ved at bage petits fours til en fernisering. Imens de var i ovnen, hvirvlede hun rundt og placerede alle sine farvestrålende lærreder i den lille have. Da den tykke røg så kom væltende ud ad Tante Tulles køkkenvindue, ringede Fru Hansen ved siden af nærmest pr automatik 112.

Charlotte stillede cyklen i det lille stativ ved lågen og låste sig ind. I gangen duftede det sødt og krydret.

Hun sparkede sandalerne af, mens skoletasken blev smidt i hjørnet. Hun elskede onsdage, når hun skulle passes hos Tante Tulle. Duftglasset med låg stod på det lille, hvide bord under spejlet. Det var fyldt med rosenblade fra tantes have. Hun havde selv været med til at samle dem, så de kunne tørres. De knasede lidt som cornflakes, når hun kørte fingrene igennem dem. Som altid stak hun næsen helt ned i glasset og snusede ind. Så åbnede hun den sorte lakæske, der stod ved siden af. Hun kunne se sit lille runde ansigt i låget, så meget skinnede lakken. Selv om hun godt vidste, hvad der nu ville ske, holdt hun altid vejret. Når den lille spilledåse så begyndte at klimpre, og danserinden snurrede rundt på tåspidsen, slap Charlotte igen åndedrættet frit. Hun huskede at tørre lakæsken af med trøjeærmet, inden hun stillede den tilbage på plads.

Charlotte rystede lidt trist på hovedet ved synet af kørestolen, der stod klappet sammen i entréen. Nu var det for længst slut med at rejse, for Tante Tulle kunne hverken gå særlig langt eller finde vej selv.

Inden de kunne komme ud af døren, insisterede Tante Tulle på at iklæde sig en hvid sommerkjole med broderi anglaise. Hun anbragte en lille stråhat med lilla bånd på de grå lokker, og siddende veltilpas i kørestolen slog hun den elegante parasol ud med et smæld. Charlotte havde forstået, at Tante Tulles plan for dagen var at besøge den meget ansete udstilling på ”Musee des Arts Decoratifs ”. Charlotte krydsede fingre for, at Tante Tulle ville godtage, at lige præcis den udstilling fandt sted i ”Dagli'Brugsen” i Østerbygade.

Uden for ”Dagli'Brugsen” studerede Tante Tulle nøje plakatsøjlerne med dagens tilbud og erklærede: ” Jo, vi må straks ind og købe billetter, lille Charlotte, for tro mig! Dette bliver noget af et tilløbsstykke!” Indenfor pegede Tante Tulle mod kioskafdelingen med sin solparasol og bad Charlotte hente 2 billetter og et udstillingskatalog.

De rullede videre mod svinglågen ved indgangen, mens Tante Tulle fornøjet studerede ”Bo Bedre”. Charlotte forklarede hende, at der i dag var lodtrækning på billetterne, så hun skulle sørge for at gemme dem. Tante Tulle viste dernæst de to indkøbte skrabelodder til flaskedrengen, Kristian, der stod ved flaskeautomaten. Selv om alle i Nr. Vebberup kendte Tante Tulle, så blev Kristian dog lettere forvirret, da han på flydende fransk blev spurgt, om udstillingen var en succes.

Mens Tante Tulle studerede en farverig opstilling af ananas på dåse og forsøgte at finde det omtalt i kataloget, skyndte Charlotte sig rundt efter af varerne på indkøbssedlen. Det gik planmæssigt, indtil hun hørte et mægtigt rabalder af dåser, der faldt. Hun hørte også Tante Tulle råbe: ” Au secours! Au secours! Venez vite ! C'est un grand scandale!”

Lars, ”DagliBrugsens ”bestyrer, kom løbende hidkaldt af larmen. Midt i en bunke væltede ananasdåser sad Hans og tog sig til hovedet. Han var repræsentant for ”Gevalia-kaffe” og havde såmænd bare stået og fyldt varer på hylden, da kvindemennesket i kørestolen begyndte at hyle op på fransk og dernæst havde slået løs på ham med sin parasol.

Lars skyndte sig at køre Tante Tulle i retning af slagterafdelingen, hvor han blev mødt af Charlotte. ”Nu må du altså lige tage dig af Tante Tulle. Hun overfaldt en mand omme ved kaffen! Tror du ikke bare, at du skal køre hende hjem, inden der sker mere?”

Charlotte overtog kørestolen og kørte mod udgangen. Tante Tulle tørrede de små svedperler under næsen væk med et lommetørklæde. ”Ja, du kan sandelig godt være stolt af din gamle tante, lille Charlotte, for jeg har lige reddet et af de vigtigste kunstværker på hele udstillingen. Vil du tænke dig, Charlotte! Der var en mand, som bare sådan uden lige begyndte at flytte rundt på kunstværket! Skandaløst!” Tante Tulle virrede med sit lille hoved, så de grå lokker bølgede under hatten. ”Jeg råbte på hjælp, men han fortsatte bare. Hvilken mageløs frækhed! Bare fordi, jeg er en gammel kone i kørestol! Sådan en vandal! Så svang jeg min solparasol. Han fik et ordentligt gok lige over øret. Han svimlede vist, for han væltede sørme hen over hjulene på min kørestol! Hvilket held!” Hun rettede lidt på en bøjet stiver i parasollen og skubbede lommetørklædet på plads i ærmet. Tante Tulles smil var i sig selv et lysende kunstværk, da Charlotte hastigt rullede hende mod udgangen.

Morten månefisker

Tekst og foto: Bente Pedersen

Når dækket på kutteren var spulet, og alt var klart til næste tur på havet, så stod han ofte her en stund. Det gik fint at være midt på broen ved slusen, så længe han ikke kiggede ned. Meterhøje bølger i efterårsstorm kunne han også sagtens klare, men op i toppen af Lyngvig Fyr, det kom han altså ikke. Morten røg en smøg og kiggede lidt ud over fiskerihavnen. Der lå hun og vuggede. ”Anne Lise Hvide Sande” var skam en flot tøs. Det var Nang Mai nu også. Han smilede uvilkårligt. Vidste ikke helt, hvad han ventede på, men vidste dog, at han ville tjekke mailen i aften.

Ligesom de to venner Jonas og Jakob boede han stadig hjemme. ”Enten kan du blive håndværker og bruge din tid i sommerhusene, du kan blive fisker, eller også kan du starte på min minkfarm. Det kræver sgu bare, at du kan holde lugten ud. Ja, og lukke ørerne for deres skrigeri, når der skal fodres!” Det var rådet fra onkel Niels. Mortens egen far sagde ikke så meget efter hjerneblødningen. Smilede dog skævt, da Jonas fortalte ham om lærepladsen på ”Anne Lise”.

Mortens blik gled videre ned mod den nye havnefacade. Sorte ens træhuse lå på række og husede hver deres turistmagnet. Hos ”Din feriepartner” stod hans gode ven, fætter Jakob, bag disken. Når han ikke var på arbejde eller hjemme og vende på minkfarmen, så sad han ofte nede på ”Æ Karklud”, den lokale bodega, sammen med Morten og det sidste blad i trekløveret, Jonas.

I sommerweekenderne tog de ind på diskotek i Ringkøbing. Natten endte ofte i et tilfældigt sommerhus med en tilfældig pige. Han var for længst blevet træt af de sms'er, der fulgte. ”Ses vi snart igen? Savner dig. Møs Møs!” fra København, Sønderborg eller Randers. Mortens store fiskernæve havde aldrig været gode venner med mobilens tastatur. Men Nang Mai havde fået lært ham at maile. Nang Mai med olivenhud og skæve mandeløjne. Sorte som ibenholt. Nang Mai, der var eventyr på fjerne verdenshave. En sommeraften i juni var hun dukket op med sin fyldte cykelanhænger på havnepladsen.

De tre venner sad og dasede med ryggen op mod plankeværket. Det afgav en behagelig varme. Duftede af tjære. Her i hjørnet var der læ og et fint udsyn over pladsen foran fiskerestauranten. Og pludselig stod hun der og pakkede ud. Dækkede et lille campingbord med en fin dug, fyrfadslys i lanterner, hybenroser i en lille vase og små foldede figurer lavet af papir. I hjørnet stod en lille trækasse med byttepenge.

Så stillede hun sig ellers og ventede, mens hun smilede og kiggede ned det meste af tiden. At hun ikke var her fra egnen var tydeligt at se. Jonas kunne da også straks fortælle, at hun var den nye au pair hos generalkonsul Thomsens på Floravej. På den hvide mur ved nummer 8 i Stormgade, hvor konsulatet lå, fandt man Thailands farverige våbenskjold. Inderst i skjoldet var en østerlandsk figur belagt med guld.

Morten rejste sig og børstede småsten af buksebagen. På vej hen mod det offentlige toilet passerede han hendes lille bod. Stoppede op og kiggede lidt tilfældigt på de små figurer, der næsten forsvandt i hans store hånd. Lyttede til samtalen. Hun forstod dansk. Det var heldigt, for det var altså det, han var bedst til.

Han stod med en lille flad figur af grønt silkepapir i hånden, da han mærkede, at hun kiggede på ham.

”Er det en havkat?” Han rakte figuren frem mod hende.

”Hav? Kat? Ved ikke helt, hvad du mener. Kat i havet? Nej, det tror jeg ikke. I Thailand kalder vi den for lille månefisk.” Hun smilede til ham, da han pustede en hårtot væk.

”Hvad kan man bruge den til?”

”Bruge den til?” Hendes pande rynkede som riller i sandbunden.”Den giver mod til en fiskermand, når månen skinner. Er du sådan én?”

”Ja, en slags! Jeg arbejder ombord på hende der!” Og så havde han smilet og nikket over mod ”Anne Lise”.

De havde småsnakket, lige indtil hendes mobil havde ringet. Det var tid at putte børn på Floravej.

Hver gang Nang Mai fremover var på havnen med sin lille bod, var Morten der også. Og hver gang fik Morten købt en ny figur, som han anbragte på hylden over sengen. Månefisken havde han dog i en lille konvolut i lommen. Altid. Hen over sommeren valgte Morten oftere og oftere vennerne fra og tog i stedet et smut forbi Floravej. Inviterede Mai, som han havde fået lov at kalde hende, med på tur ad stien gennem klitterne ned til vandet. Det var et godt sted at slå sig ned. Bare sidde sammen, kigge ud over Vesterhavet. Lade ordene falde, mens sandet løb gennem fingrene, og vinden legede kispus med en hårtot.

Han lærte snart at lukke ørerne for kammeraternes kvikke bemærkninger om wokmad og små lune Thai-ruller fra Daloon. Mai var så meget anderledes. Ville for eksempel ikke have, at han rørte ved hende, når andre var i nærheden. Det var uhøfligt, hvor hun kom fra. Hendes øjne blev bundløst sorte, da hun fortalte om de to storesøstre, der arbejdede som barpiger i Bangkok. Hvordan skulle de ellers skaffe hurtige penge til familien? Faren var død af hjertestop. Mai var så lykkelig for, at hun var det yngre og var blevet au pair i stedet for. Hun sendte hver måned det halve af sin løn hjem til Bangkok og håbede på, at det kunne holde de mindre søskende borte fra arbejde på fabrikkerne.

I slutningen af september rejste Mai hjem til Bangkok. Fire ugers ferie havde hun. Fire lange uger. De sidste to havde han ikke hørt fra hende. Han rystede på hovedet, kunne sgu ikke rigtig forstå det. Smed så skoddet ud over kanten på broen. Måske skulle han lige smutte rundt om konsulatet i Stormgade og høre dem, om de havde hørt fra Mai. Var det ikke sådan noget, man brugte konsulater til?

Han stod på fortovet. Kunne ikke rigtig bestemme sig for at gå ind. Han så intenst på figuren af guld, der var midt i skjoldet. En ørn kunne det ligne. Nej, et menneske med ørnefjer. Et ørnemenneske, der kunne flyve. Flyve! Han blev svimmel bare ved tanken. Han skuttede sig. En besked fra Jonas bippede ind på mobilen: ” Sidder og venter på "Æ Karklud”. Kommer du snart?”

Det var småt med gæster, så de havde det meste for dem selv. Osen fra frituren rev lidt i næsen og fik dem til at overveje en gang pommes frites. De trissede op til Lone, der stod bag baren for at bestille. Mens de ventede, søgte øjnene automatisk den lille fladskærm på væggen. TV2 -nyhederne.

”Nøj, har du set de kinøjsere der, hva’ Morten! De er sgu da godt nok kommet ud at sejle. Hold da kæft for en gang muddervand, de padler rundt i!” Jonas grinede, mens han nikkede op mod skærmen.

Morten bad Lone skrue lidt op. Han fokuserede på de enorme vandmasser, hvor huse, træer, biler, affald og ikke mindst mennesker blev hvirvlet rundt. Han blev svimmel ved synet. Tog et fastere greb om kanten på baren. Det skrattede i hans ører. Lyden overdøvede næsten speakeren: ”Massive oversvømmelser i Bangkok.” Stemmen tågede væk igen. Bangkok? Men Jonas havde da sagt kinesere, havde han ikke? Bangkok var Thailand. Bangkok var der, hvor Mai var hjemme på ferie. Lige nu. To uger siden sidste mail. Nej, nej det kunne simpelthen ikke passe. ”Hvor er det henne, hva’ Lone?” kunne han høre sig selv råbe alt for højt. Jonas kiggede forvirret på ham og lagde en hånd på hans skulder. Speakeren fortsatte: ”De værste oversvømmelser i 50 år. Et område på størrelse med Danmark er hårdt ramt.”

”Ja, sgu da! Det er jo derfor, hun ikke har skrevet!” Morten bankede en flad hånd ind mod panden igen og igen, indtil der kom et stort rødt mærke. ”Forstår du det, Jonas! Det er der, hvor Mai er! Jeg må gøre noget. Nu! Lige nu!” Morten havde taget fat om Jonas’ skuldre og rystede ham. Måske ville løsningen ploppe ud af munden på ham, hvis han rystede hårdt og længe nok.

Så stoppede Morten pludseligt, vendte rundt og løb hen mod døren.”Vent nu lige lidt! Hvad skal du, Morten?” råbte Jonas efter Morten, der allerede flintrede ned mod Stormgade. Jonas var ikke helt sikker på, at han hørte rigtigt, da svaret nåede ham: ”Ud at flyve! Ud til Mai! Ses!”

Indbydelsen

Tekst og foto: Bente Pedersen

- Carl, ved du hvor mobilen er? Jeg skal da lige ringe til Gunhild og sige tak for indbydelsen. Sølvbryllup! Så skal vi da ud at danse, skal vi ikke?

Hendes stemme skærer hul i hans trommehinder. Langsomt drejer hun hovedet. Som om hun scanner stuen med næsetippen. Gad vide, om hun kan lugte ham? Det ene øje af glas har stadig glans, mens hornhinden på det andet er grå og uklar. Uheldet med elkedlen taler hun sjældent om mere, selv om snakketøjet absolut ikke fejler noget.

- Den ligger da lige for næsen af dig. På sofabordet.

Skal hun nu til at plapre i timevis med Gunhild? Han flytter mobilen langt uden for hendes rækkevidde. Den ender i hans bukselomme. Han rasler vredt med avisens sider, mens han nærstuderer den smalle g-streng, der løber lystigt mellem ballerne på side 9 -pigen. Lystigheden breder sig til hans lem, der presser mod buksestoffet. Han flytter uroligt på sig.

- Hvor, Carl? Jeg synes ikke lige, jeg kan finde den.

Hendes fede hænder flagrer rundt hen over sofabordet. Han rækker over. Flytter stearinlyset længere ind på bordet. Hen foran hende. Hun ømmer sig som en anden skoletøs, da hånden møder flammen. Hun trækker reflektorisk hånden tilbage og dasker til kruset med kaffe undervejs. Det vælter. Væsken blander sig med resterne af sandkagen på desserttallerknen. Hvor er det ulækkert. Ligesom kaffen, der løber ned ad voksdugen og danner store skolder på hendes kjole.

- Åh nej! Åh nej! Åh nej! Undskyld! Carl, spildte jeg noget på dig?

Hun krammer et lommetørklæde, der engang var hvidt. Nu er det så også lortebrunt.

Han vender tilbage til avisen og de små rubrikannoncer bagerst. Taster et nummer ind på mobilen. Han rejser sig og går hen mod døren. Mens han lytter til opkaldetonen, siger han til hendes ryg:

- Sølvbryllup! Du skal fandeme ikke til sølvbryllup. Du kan jo ikke engang sidde ordentligt i din egen stue!

Ryst posen

Tekst og illustration: Bente Pedersen

Det var onsdag, ja lige midt på ugen
Carlo hyggede sig i dagligstuen
han vendte med meget stor interesse
midtersider i den lokale presse

Da Carlo mistede sin Abelone
steg behovet snart for en kogekone
men hvordan skulle han dog kunne finde
så kærlig og madferm en moden kvinde

Fredag aften drog han kæk til enkebal
argentinsk tango blev Carlos nye kald
i pausen han nåede endog at fritte
om ”enkens” kogebøger nu var slidte

Men nej, at danse i takt og lave mad
gjorde ikke den dansende enke glad
så dansesko blev igen lagt på hylden
ligtorn på tåen, ja den fik så skylden

Nu sad han så der og ledte og søgte
ønsket om en kvinde bestandigt spøgte
hans konto for selskab var helt i manko
da blikket faldt på en notits om banko

”Kylling, kaffe, kødpakker med mere.
En tyver pr plade bør du investere!”
Tanken stod lysende klart i det samme
her måtte findes en kvinde at kramme

”Ryst nu posen” råbte hede bankokvinder
ja Carlo Knudsen fik røde elskovskinder
da Ritha så ham og spidsede mund
for lynet slog ned i selvsamme stund

Heldet fulgte vor charmør på vejen
for Carlo vandt endog flæskestegen
han rakte den fluks til den skønne Ritha
som kvitterede med indbud til middag

At vinde stort i spil og i kærlighed
kræver mandsmod og vilje at kæmpe med
men først og fremmest at du også gider
studere avisens lokale sider

Under den store kastanje

Tekst: Bente Pedersen
Foto: Poly Schmidt

Hun lukkede stille fordøren til morens andelsbolig. Stod ude i aftenluften og småtrippede. Hun havde nu en halv times pause og kunne ikke bestemme sig for, hvilken vej hun skulle gå. Overfor lå den solide murermestervilla, som hendes bedstefar havde ladet bygge. Her var hendes far og hans seks søskende vokset op. Hun så i et glimt en lille pige, der stod og hang på havelågen. Hun var på besøg hos sine bedsteforældre. Her i forhaven måtte hun gerne være, bare hun blev på de sirlige stier med perlegrus. Inden for buksbomhække voksede de skønneste lyserøde roser, men dem måtte hun bestemt ikke røre ved for bedstefar. Bedstefar, der var så alvorlig, og som kunne nøjes med at rømme sig, før alle tav.

Når hun stod der og svingede på lågen, var det ikke andelsboliger, hun så, men et stort savværk. Hun huskede stadig synet af den skarpe klinge, når den hvinede ned gennem et stykke tømmer. Smilede af de prinsessekrøller, hun fik lavet ud af høvlspånerne, når hun fik lov at komme med sin far et smut derover. Duften af harpiks og solvarmt tømmer var også en vigtig del af mindet, der tonede frem. Som per refleks snusede hun dybt ind, men desværre hang lugten af kræftsyg mor i hendes næsebor og overdøvede alt andet.

Villaens stuer lå mørke hen, så måske kunne hun lige linde lidt på lågen og liste hen ad flisegangen. Forbi det murede trappegelænder, der havde samme runde former som hendes bedstemor. Videre forbi hjørnet og om i den lille gård dannet af villaen og en tilbygning. Dengang rummede det vaskehus og et das med udskåret hjerte i den grønne trædør. Nu var der garage og et cykelskur.

Når kedsomheden drev hende væk fra havelågen og ud på opdagelse i bedstefarens labyrint af skure og opstablet tømmer, gav det et ordentlig spjæt i hende, hvis han pludselig tårnede sig op foran hende. Stor og mørk stod han der. Hun holdt vejret, indtil han bare gav hende et lille nap i kinden fulgt af ordene: ”Du er da vist en lille spradebasse, men her må du altså ikke være!” Så kiggede hun ind i bedstefars grå øjne, der lå dybt inde under de buskede bryn. Hun så de fine rynker stråle ud fra dem og skyndte sig så småhoppende tilbage til pladsen ved lågen.

I aftenmørket huskede hun nu også det røde lysthus, og blikket gled søgende ud i haven. Gad vide om… Nej, det var sikkert rådnet op for flere årtier siden. Hun huskede det store kastanjetræ, under hvis krone det stod i ly. Bedstefar havde selvfølgelig selv bygget det, og det var kun de voksne, som måtte komme der, så fint var det. Man måtte godt sidde på den hvide trætrappe udenfor, når der var voksne inde i huset. En sjælden gang skete det fantastiske, at der blev kaldt: ”Du må godt komme ind og sidde lidt på gulvet, hvis du kan sidde lige så stille som en mus!”

Om hun kunne? At sidde, hvor lyset faldt i regnbuestråler, var magisk. Når hun lukkede øjnene og vendte ansigtet op mod de firkantede stykker af farvet glas i den hvide dør, kunne hun bevæge ansigtet langsomt fra verdenshjørne til verdenshjørne. Bag øjenlågene dannedes en flimrende farvefilm. En mønstret verden, hun ikke kendte andre steder fra. Hun fløj højt i himlen mod solens gule cirkel, røg ind i en mark fuld af røde valmuer, og endte som havfrue på havets grønne bund. Eventyret sluttede såre brat, da hendes mor sagde: ”Hvorfor sidder du og drejer med hovedet? Har du ondt i nakken?”

Nysgerrigt listede hun nu videre i mørket forbi garage og cykelskur. Hun var nødt til at finde ud af, om hun en sidste gang kunne sidde lidt på trætrappen i mørket og lade flere minder dumpe ind til en snak.

Pludselig var der en, der rømmede sig et sted i mørket. Han befandt sig på den anden side af en bøgehæk, der absolut ikke var med på hendes indre plantegning. Det var heller ikke bedstefars gammelmandsstemme, der lød i mørket. Nej, dette var en ung mand, der insisterede på at vide, om hun var faret vild. Hun kiggede forvirret forbi ham og så omridset af et nyt parcelhus. Skråt bag huset fornemmede hun kastanjetræets enorme krone og under det et drivhus i glas og aluminium.

Hun fik mumlet noget om en aftensmøg, der lige skulle ryges udenfor. Tværede et fiktivt skod ud med hælen og skyndte sig tilbage forbi cykelskur og carport. Impulsivt klappede hun lige trappegelænderet på vejen ud, inden hun stille lukkede havelågen efter sig.

Februar-opgave

Opgaveformulering: Bente Pedersen
Foto: Jørn E.

Kære alle,

Bente har sendt mig følgende forslag til en ny månedsopgave:

Tag din lokalavis for denne uge og slå op på midtersiderne. Her udvælger du en mindre notits med overskrift af typen: ”Kvinde på 65 vinder halvmaraton”, ”Tyr galopperer frit omkring på Skolegade”, ”Modstand mod robotter i hjemmeplejen”.

Skriv en tekst, der på en eller anden måde tager udgangspunkt i den valgte notits. Du vælger selv teksttype, og her er der jo rigtig mange at vælge imellem, der egner sig til Skrivebloggen: Artikel, kort prosa, digt, reklame, sms-udveksling, brev/mail og dagbog for at nævne nogle.

De nævnte overskrifter er konstruerede af Bente og kan derfor ikke vælges ;)

Rigtig god fornøjelse før, under og efter!

Kh Randi

Tusmørke i januar

Tekst og foto: Bente Pedersen

Jeg sukker lidt, da væguret inde i den lille stue falder i slag. Kigger ud i tusmørket. Alt er gråt derude. Pokker tage alle de sorte skygger. Januar eller juni, det er ligegyldigt. Sådan har det været, lige siden jeg fyldte 79. Lægen siger, at jeg skal lære at leve med det. Det gør jeg så.

Jeg tæller med på slagene. Hver og et. De første tre falder pænt i takt. Så kommer den lille ekstra pause, inden det fjerde og sidste humper ind på række. Som en skoledreng, der lige når ind ad porten i tide.

Hvor bliver Inga mon af? Hun havde selv ønsket at lave aftalen om her i det nye år. Onsdag klokken tre i lige uger, når det blev januar, havde hun sagt. Det ville nu være rart, om hun lige gav lyd fra sig. Telefonen med de store taster står tavs og griner af mig. En julegave fra børnene. Sagde selvfølgelig pænt tak, men savner nu den gamle.

Helt stille er her nu sjældent, for radiatoren ved vinduet knager. Radiatorgigt kalder jeg det. Jeg hælder forsigtigt kaffe i det nye krus, der står på det lille bord med voksdugen. Kruset er dejlig stort og så varmt at holde om. Det er godt til mine gigthænder. En nyttig julegave er det sørme. Fra Kasper mit ældste barnebarn. Næsten voksen.



Den nye hættetrøje er da bare fucking cold. Hvorfor tog jeg ikke dynejakken på? Min hjerne er sgu så rålam. For mange kogere sammen med drengene i aftes. Toxic rave var det fandeme. Igen igen.

Vågnede først klokken elleve, da hun ringede. Vejlederen fra Teknisk Skole. Hun rappede op om, at jeg skulle møde op. Ellers ryger jeg ud. Bla, bla, bla. Kill me now. Hun fatter ikke en skid. Januar, I hate it.

Huset ligger et stykke væk fra vejen. De sorte vinduer stirrer på mig, mens jeg tager en runde. Hvorfor fanden skulle jeg også lige hooke op med Kurt i aftes? Maven kører rundt. What a sick night. Pengene skal fucking ligge i hans postkasse inden i aften klokken ti.

Ved gavlen finder jeg trappen ned til kælderen. Mine store boots er ved at smutte i halvrådne blade. De ligger og smatter over det hele. Jeg leder mellem edderkopper og kasser med gamle æbler. Unfedt. Finder nøglen under en omvendt urtepotte.

Jeg tør ikke tænde lyset. Leder efter min lighter, men mine fingre er for stive. Kan mærke pulsen banke i tindingen. Fuck den hovedpine! Jeg følger den kolde væg rundt om hjørnet og bamrer skinnebenet ind i en kommode. Jeg har lyst til at skrige højt! Bider hul på læben. Smagen af jern får mig til at tænke på min Batman. De hårde muskler. Jeg fik den af farmor, da jeg var seks, tror jeg. Søde gamle farmor. ”Undskyld!”, hvisker jeg ud i kældermørket.



Måske skulle jeg se at få tisset af, inden Inga snart må være her. Så kan jeg jo også lige tænde lyset udenfor. Ude i gangen slår kulden mig i ansigtet. Kulde og gigt er et dårligt makkerpar, siger mine børn, men så svarer jeg bare, at det er pension og varmeregning også. Jeg trækker sjalet tættere om mine skuldre.

Hører noget skramle. Mit hjerte stopper op, holder en lille pause. Så begynder det at galoppere baglæns. Jeg er altså ikke gode venner med den dør. Døren ned til kælderen. Jeg tager hånden op bag øret. Danner en tragt. Måske er det naboens kat, der fanger mus i kælderhalsen? Sikkert, dit gamle fjols. Mærker, at min blære er spændt. På toilettet låser jeg døren, selv om mine børn siger, at jeg ikke må.



Da jeg åbner døren, står jeg stille et øjeblik. Der er tændt lys. Mine hjerneceller kan ikke blive enige, om der er grund til at være bekymret, men det gør det klart nemmere. Kommoden i soveværelset eller kagedåsen i køkkenskabet? Come on! Make your choice. Jeg får øje på vinterfrakken, der hænger på knagerækken nær døren. Lommen buler. Frakken lugter præcis som farmor.



”DING DONG” lyder det ude fra fordøren. Pokkers da også! Op med bukserne Marie. Nu må du skynde dig lidt. Jeg fumler med nøglen i låsen.

Da jeg kommer ud i gangen, kan jeg se en skygge stå henne ved min vinterfrakke. Var fordøren så ikke låst alligevel? Sikke noget sjusk, Marie. Nej, hør nu, højden passer da ikke på Inga! Mine ben vil slet ikke flytte sig.



Min spasserhjerne fucker helt op. Dørklokke? Nøgle drejes i en anden dør? Den nægter at forstå, hvad der sker lige nu. Jeg vender mig. Og der står hun jo. Lille og gammel. Jeg kan mærke al blodet skyde op i mine kinder. ”Hej farmor!” siger jeg højt, så hun kan høre mig tydeligt. Hun skal da ikke stå der og se så bange ud. ”Det er bare mig, Kasper!”

Let it be

Tekst og foto: Bente Pedersen

Han kunne høre hende synge, mens hun ryddede op efter aftensmaden. “When I find myself in times of trouble, Mother Mary comes to me, Speaking words of wisdom, Let it be.” Beatles fik ikke for lidt, når hun havde headsettet på. Han smilede, da han hørte hendes skæve toner og rejste sig. Tog de sidste tallerkner og brødkurven med ud i køkkenet til hende.

Med sædvanlig effektiv energi var hun allerede nået til at tørre køkkenbordet og vasken af. Da han ville smide de sidste brødrester i affaldsposen under vasken, kom han til at skubbe til hende med skulderen. Hun stivnede, og knoerne på den hånd, der holdt om kluden, blev hvide. ”Hold lige op med det dér!” Hendes stemme var pludselig som en skarpretters økse. Mother Marys milde ånd havde helt forladt hende. Forvirret kiggede han på hende. ”Holde op med hvad? Jeg ville da bare hjælpe dig.” Han forsøgte at sende et stort smil mod hende i rudens spejl. Hun gnubbede hidsigt på en usynlig plet på køkkenbordet. Nakken var bøjet, og hun så det ikke.

”Du ved godt, jeg hader, når nogen skubber til mig. Jeg kan bare ikke ha’ det!” Hun vendte sig langsomt mod ham. De kulsorte øjne fikserede ham. For at undgå smerten, der flød ham i møde, fokuserede han på den dybe rynke mellem hendes bryn. Hendes stemme var hæs, og hun rømmede sig voldsomt. ”Du skal bare aldrig nogensinde skubbe til mig. Aldrig! ”Hendes skingre stemme peb i ørerne, inden den knækkede over og forsvandt. Hun vendte sig igen mod vasken og skyllede kluden så grundigt, at den næsten blev gennemsigtig. Om og om igen. Han så Mother Mary stå ved døren med hånden på håndtaget parat til at forsvinde ud i den kolde aften og tage hyggen med sig i tasken.

”Jamen lille skat da, rolig nu! Jeg mente det jo ikke. Det var et uheld. Se på mig. Det er jo mig, Ole!” Han lagde en hånd forsigtigt på hendes betonskulder. Mærkede hvordan den langsomt fandt sin normale stilling igen. Han forsøgte sig så forsigtigt med en arm rundt om hendes liv. Den blev accepteret, og da han begyndte at nynne: “And when the broken hearted people, Living in the world agree, There will be an answer, Let it be”, vendte hun sig smilende om mod ham. Ved døren så han lettet Mother Mary hænge overfrakken tilbage på knagen og smilende gå ind i stuen.

Krongemme

Tekst: Bente Pedersen
Foto: Poly Schmidt

Lyden skar tværs gennem mørket. En mellemting mellem savværkets store klinge og en krage på flugt. Den kom fra noget buskads i skovens udkant et eller andet sted på skrænten ned mod bækken. Hun lyttede opmærksomt, men var næsten sikker på, at det var Ove, der var ophavsmanden. Altid fuld af spillopper, hvis gemmelegens ventetid blev for lang og kedelig. Bobler af latter legede tagfat i hendes mave, mens Ove med skiftende held forsøgte at imitere forskellige dyr. Hun pressede læberne tæt sammen for ikke at komme til at afsløre sit nyfundne gemmested. Hun vidste, at det var en del af Oves formål, og dukkede sig ekstra godt, da et fnis alligevel slap ud i mørket.

Hun trykkede sig ind mod træroden. Her i dens arme behængt med sanddrysset spind havde hun fundet det perfekte sted. Hun spejdede ud i mørket for at spotte de andres bevægelser i skovbunden. Skønt det klare skin fra månen anede hun kun en edderkop, der listede over hendes højre hånd. Næseborene vibrerede. Her mellem rødderne duftede der let syrligt som af svampe. Hun elskede at lege krongemme i efterårets tidlige mørke.

”98- 99- 100! Nu kommer jeg!” Svend Åge meldte tydeligt ud. Hun vidste, at han nu stod alene i den skarpt aftegnede lyskegle fra lygtepælens enlige pære. Lygtepælen stod som sidste bastion i bunden af vænget ved skovens kant. Han kneb øjnene tæt sammen, mens han spejdede ud i mørket. For en sikkerheds skyld holdt han den ene hånd på lygtepælens ru træflade. På store områder var der pillet flis af. Et godt tidsfordriv for den, der skulle stå og tælle til de famøse et hundrede.

”Hvad glor du på, Kim? Er det mig, du glor på, hva’?” Svend Åges stemme smældede. Han var alligevel ikke alene ved lygtepælen. Kim og hans to mindre søskende fra kommunehuset stod tavse på kanten af skrænten. Kunne åbenbart ikke forstå, hvorfor de heller ikke denne aften kunne få lov at være med i legen. Stod der med øjne, der tryglede, mens det betændte snot krøb som snegle fra næsebor til mund. ”Vi har da lov at stå her!” forsøgte Kim sig, mens øjnene skelede rundtosset. Men Svend Åge, alene i rollen som leder af gemmelegen, var slet ikke enig. ”Så flyt jer dog!”, kunne hun høre ham råbe irriteret.

Og så kom det pludseligt og gennemtrængende, og denne gang var det ægte. Skriget af frygt. Af smerte. Det lød som den mindste fra kommunehuset. Per, 5 år gammel. Han var nu et eller andet sted på skrænten, men hvorfor skreg han sådan? Hun krøb hurtigt ud fra trærodens beskyttende arme En gren svirpede hende i ansigtet, mens hun forsøgte at komme frem i det tætte buskads. Pludselig vidste hun det. Vidste, hvorfor Per skreg. Brændenælderne! Per var faldet ned i alle brændenælderne. Eller faldet? Var han nu også det?

Ude i det fri løb hun smidigt hen mod de andre, der allerede stod tæt samlet ved foden af skrænten. Deres alvorlige ansigter var alle vendt mod stedet, hvor skrigene kom fra. Kim stod der også i udkanten og forsøgte at trøste sin lillesøster. ”Så, så, så!” forsøgte han, men hun græd blot endnu mere skingert. Så kom det prompte fra ham: ”Jeg siger det altså til min mor, hvis I ikke hjælper med Per!” Kims mor, den arrige Fru Olsen, kunne altid spilles ud som en vægtig trussel. Kim ville for alt i verden undgå selv at skulle stå til regnskab overfor hendes grydeske eller bøjle, når der var hændt de to små noget.

Bjarne, den største og stærkeste i gruppen, havde trukket trøjeærmerne ned over hænderne og var nu på vej op ad skrænten. Op gennem brændenælderne. Op mod stedet, hvor Per lå pibende som et anskudt rådyr. Men hvor var Svend Åge? Var han bare stukket af?

Alle stivnede, da svaret på spørgsmålet åbenbarede sig øverst på kanten af skrænten. ”Hvad fanden har I gjort ved Per, I møgunger?”, tordnede fru Olsen ned mod den tavse flok. Stor og tyk stod hun der i lyskeglen med et godt greb i Svend Åges nakke. I det samme kom Bjarne ud fra brændenælderne bærende på Per, der havde slynget hænderne om halsen på den store dreng. Han hikstede af gråd, mens små kramper rystede hans lille krop. Blandingen af tårer og andet godt blev tværet godt ned i fibrerne på Bjarnes trøje. Kun blæsten over træerne kunne høres.

Da Bjarne nærmede sig Kim, lød det hviskende: ” Du får en femogtyveøre, hvis du siger, det var et uheld!” Kim forsøgte at rette blikket direkte mod Bjarne, og de vidste alle, at hans svar ikke stod til forhandling:

”Okay, men så skal vi også være med til krongemme i morgen aften!”

GRØNT LYS, PLEASE, KOM NU!!!!

Tekst og foto: Bente Pedersen

På vej hen til bilen leder hun efter bilnøglerne i tasken med den ene hånd. Er lige ved at træde ud foran en cyklist, da hun skrår over cykelstien med fokus rettet mod den lille grønne Kadet. Hun rømmer sig i en lang kæde af nervøse sammentrækninger. Ved ikke, om det er bedre at lade være, for nu er det også begyndt at svide i halsen. Hvordan fanden kunne hun da også være så dum? Drikke mørkt øl på en sommerdag i august. Tåbeligt!

Hun fornemmede godt den lille klump, der ikke burde være der, da hun hurtigt skyllede den sidste sjat ned. Blød og hård på samme tid som et gammelt stykke tyggegummi. Hun mærkede et lille stik som af en fin kanyle. Ønskede, at hun tog fejl. Rømmede sig prøvende! Var det mon ikke bare en tudse? Hun havde da vist også røget rigeligt i aftes. Det strammede på en måde, hun ikke genkendte. Føltes forkert. Vand! Koldt vand kunne være godt, fornemmede hun.

”Jeg skal have noget koldt, for jeg har vist lige slugt en hveps!,” fik hun fremstammet til veninden, der også sad ved det lille cafébord. Hun følte sig fjollet, men rejste sig hurtigt og zigzaggede som en smidig pyton gennem menneskemængden. Propfyldt var der som altid ved disse gratis udendørskoncerter på Brandts Klædefabrik. Hun nåede frem til køen ved caféens eneste dametoilet. ”Undskyld må jeg komme forbi? Jeg skal bare have noget koldt at drikke!” Kvinderne, der stod småsludrende og pænt på række, flyttede sig trægt. Hun mærkede deres vurderende blikke bide i nakken og var ved at opgive, men masede sig så atypisk frem mod håndvaskene. Undskyldte som en kasteløs inder, men lukkede ørerne for de kvindespidse bemærkninger, og lod strålen løbe. Hun stak hovedet ind under og drak grådigt. Koldt, svalende koldt som bækken om sommeren. Hun tørrede sig med bagsiden af hånden og mærkede efter. Den var der stadig. Følelsen af en stor klump stivnet havregrød, der bare voksede i hendes hals.

Udenfor ved bordet meddelte hun veninden, at hun var nødt til at tage på skadestuen i en fart. Turde ikke vente længere. Hun så straks rådvildheden i venindens øjne, da hun akavet forsøgte sig med et: ”Er du nu helt sikker på, at det var en hveps?” Da hun ikke forventede hjælp, nikkede hun blot, tog sin håndtaske over skulderen og forlod veninden med et: ”Jeg kører bare selv! Vil du ringe til Niels og give besked?”

Den gamle Opel Kadet giver sig højlydt, da hun skifter fra fjerde ned i anden i et hug ved udsigten til rødt lys i krydset ved Føtex.” Kom nu, grøn pil, please, grøn pil!” Hun tale højt kommanderende ud i den tomme luft. Glemmer at vise af. Så bare lige ud ad Vesterbro frem mod næste lyskryds. Heldigvis er der sommerstille på gaden denne lørdag eftermiddag, så hun accelererer så hurtigt, som den gamle Opel tillader.

Skal hun mon tage genvejen ned forbi kapellet ved Assistents kirkegård? Det er hurtigere, ved hun, men kommer hun så ikke ud på den forkerte side af skadestuen? Hun kan pludselig ikke stille skarpt på hukommelsens GPS. Sveden svider i øjnene om kap med smerten i halsen. Hendes hjerte banker vildt. Hun er vant til at træne, så hun ved, at det kan holde til meget. Er mere bange for at besvime. Ruller ned for vinduet. Lidt frisk luft er godt! Sådan.

Kan næsten ikke synke. Hvorfor er det også hende, der er nødt til at køre? Alene! Hun presser panikken tilbage i barnestolen på bagsædet og beder den klappe i. Ikke græde nu. Så nu til venstre ved den gamle sukkerfabrik. Et stykke efter lyskurven kommer hun rundt i s-svinget ved at snitte en kantsten, men får rettet op. Fortsætter forbi kirkegården og kapellet. Kan se toppen af sygehusets ti etager forude. Hun trækker vejret hurtigt og overfladisk. Som gennem et lillebitte sugerør. Bare hun nu kan finde en parkeringsplads. Lige ved siden af indgangen holder hun, p-plads eller ej. Smækker bare bildøren og forlader den ulåst.

Hun haster hen til det lille glasindelukke, hvor den vagthavende sygeplejersker ser spørgende op fra skærmen, da hun i mangel af bedre banker på glasset med en skarp kno. ”Jeg tror, jeg er blevet stukket af en hveps i halsen. Det er ligesom en femstjernet halsbetændelse. Jeg har svært ved at trække vejret ordentligt! ”Hun snakker i små stød med hæs stemme, mens hun på bedste skolelærermanér viser med hånden, hvor problemet er lokaliseret. Bare hun nu ikke stinker som et helt værtshus, når hun at tænke, inden skrankens kant bliver som vingummi og forsvinder ud af hånden på hende. Hun går ned i knæ.”Hurtigt! Kom med en båre!,” er det sidste, hun hører, inden hun dejser om på det kølige gulv.

Fakta: For 16 år siden sad jeg en lørdag eftermiddag i august foran en café i Odense sammen med en veninde. Jeg drak min yndlingsøl, en mørk én af slagsen. Den delte jeg åbenbart med en hveps, som jeg kom til at sluge. Den stak mig i halsen ved struben. Kørte selv til skadestuen og blev indlagt, fordi det viste sig, at jeg var hvepseallergiker. Første gang ud af tre, hvor der har været bud efter mig.

I flammende tåspin

Tekst og illustration: Bente Pedersen

Kjolens løftende kærtegn
smyger om stramme lægge
Hvirvler fnuglet
i endeløse rotationer
punktligt på
den flammende tåspids

Svedvæske fra tusinde
nymfeballerinaer
løber ad trætte rygge
De spejlende vægge
hvisker forførende
Du skal spinde lys

I en drømmende piruet
mister en spinkel ankelbue
kontakt med tåspidsen
Det forkerte sekund
roterer baglæns
i stor smerte

På ryggens skjold
med fede typer
FORBI
Ensomheden byder hende
sin gennemsigtige hånd
Hun varmer den i sin

Et modermærke

Han stod i mørket overfor og betragtede hende. Som hun stod der næsten nøgen med håndklædet om livet, mindede hun ham om moren, når hun en sen nattetime lindede på døren fra soveværelset. Hun dækkede sig nødtørftigt med sengetæppet, mens hans blik usikkert gled fra de to dybe rynker mellem hendes øjne, ned ad næsens løjpe, via den stregtynde mund, langs halsens stramme sener til modermærket under hendes kraveben. Modermærke. Underligt ord! Det lignede et kranie.

Kuldefornemmelsen fra dengang sneg sig op ad skinnebenet, han skuttede sig, men nægtede at dvæle ved det og fokuserede igen hele sin energi på at løse opgaven. ”Sylvia Smith skal bare ud af mit liv så effektivt og hurtigt som muligt,” havde mrs. Jones skrevet, da hun henvendte sig via hans hjemmeside for godt en måned siden. ”Du skal få præcis det beløb, du forlanger for entreprisen, bare du løser den med fuld diskretion, og dette indbefatter også, at du forsvinder ud af landet bagefter.” Det var den sædvanlige trivielle historie om den forsmåede hustru og den yngre kvindelige medarbejder, der var ved at oparbejde en alt for betydelig rolle i firmaet og i ægtemandens liv som sådan.

Han sikrede sig en sidste gang, at alt stod på rette plads i det ucharmerende logi, der havde været hans observationspost i en rum tid. Lugten af ensomme mennesker i rummet var ikke til at tage fejl af. Han glædede sig til en ny tilværelse i Mexico. Med en succesfuld afslutning på dette job var økonomien sikret fremover. Han smilede, mens hånden gled hen over den skaldede isse. Som en nidkær parkeringsvagt havde han observeret hende og noteret flittigt. I de forløbne uger afslørede Sylvia Smith flere og flere af sine vaner og daglige rutiner. Hvor var kvinder dog kedelige og dybt forudsigelige i deres adfærd.

Han havde for længst valgt tilværelsen som single. Ønskede ikke at dele den med kvinder, der kaglede i ét væk og hakkede på ham dagen lang. Erindringen om moren siddende ved spisebordet med en langneglet pegefinger tappende i bordpladen, mens hendes falkeblik var rettet mod hans lektielæsning, fik små nerver til at rykke i den fine hud ved kanten af øjenlåget. Som voksen havde han måttet bryde op. Rækken af nederlag var blevet for anmassende. Med et skarpt snit cuttede han den del af fortiden ud af sit liv.

Det lille fjols overfor havde troet, at han var mere end almindelig interesseret i hende, da han iført overalls, halvlang paryk og truckerkasket havde optrådt i rollen som vicevært. Første gang han bankede på hos hende, satte han radiatorventilen ud af funktion. Han observerede dernæst, at hun frøs bravt et par dage, mens han tålmodigt ventede på en henvendelse fra hende om problemer med varmeforsyningen. Med et charmerende smil løste han det akutte problem ved hjælp af en elektrisk varmeovn. Hun følte sig så feteret og forkælet, da han kun for hendes skyld satte nye tætningslister på langs kanterne på alle vinduer og døre.

Det sidste skridt, der nu manglede, var på det rette tidspunkt at skubbe apparatet lidt hen i retning mod sengen, og at trække sengetæppet en anelse hen over varmelegemet. Let og ubesværet ville det antændes i det tidsrum på cirka ti minutter, hvor hun som vanligt stod under bruseren efter endt arbejdsdag. Han havde noteret, at hun som det første altid åbnede vinduet ud mod gaden, når hun vendte hjem efter endt arbejdsdag, så mængden af ilt i rummet ville sikre, at ilden ville spredes hurtigt. Hun ville intet høre stående under bruserens varme stråler, og duften af shampoo ville sløve hendes lugtesans.

Han så hende finde det rene tøj frem fra den lille kommode og lægge det klar på sengen. Vidste, at han nu havde præcis fem minutter til at låse sig ind i hendes lejlighed, flytte varmeovnen og blokere låsen på vej ud. Iklædt det noble jakkesæt og Ray Ban – solbrillerne var han absolut ikke at forveksle med en vicevært fra Brooklyn.

Femogtyve minutter senere steg han op fra undergrunden på Times Square, mens han nynnede en strofe fra en gammel traver: "Yo no soy marinero, yo no soy marinero, soy capitan. Bamba Bamba. Bamba Bamba.” Han skulle nok komme efter det spanske, når han om kort tid dasede på de hvide strande ved Salina Cruz. Han skråede over gaden og gik ind ad de store glasdøre på hotel ”Crowne Plaza Times Square”. Gik gennem den store vestibule og videre ind i barens mørkere interiør. Mrs. Jones havde insisteret på at overlevere ham kontanterne personligt. Ingen bankoverførsler eller checks, der kunne spores. ”Jeg sidder ved baren kl. 18 iklædt sort. Eneste undtagelse herfra vil være en hvid perlekæde med et rosenformet vedhæng,” var beskeden på den indløbne sms.

Han spottede hende straks. Hun var øjensynligt i færd med at tjekke sms’er. Nerven ved hans øjenlåg dansede en lille glædessalsa. Allerede inden hun havde vendt ansigtet op mod ham, og inden de etablerede øjenkontakt, havde hans øjne professionelt fulgt perlekædens linje ned mod vedhænget. Et stykke nede, cirka tre centimeter under kravebenet, frøs blikket fast på et modermærke formet som et kranie. Han mærkede igen den velkendte kulde krybe op ad skinnebenet.

Vingebæreren

Solen ramte Antenna lige i nakken. I forvejen havde hun en kraftig hovedpine som så ofte før efter arbejdet i de mørke gange i boet. Hun standsede med et voldsomt ryk. Registrerede, at hun hovedløst var nået den yderste spids. Duften af harpiks var bedøvende på disse varme sommerdage. Nogen gange kom hun også til at træde i det. Møg, klisterstads. Antenna sukkede. Igen havde hun mistet sporet på vej til kolonien på trods af den livlige færdsel på vejen. Føden skulle skaffes, senere skulle der skulle ryddes op, dronningen passes og plejes, og de små fodres. Denne dags opgaver lignede til forveksling de foregående. Som forholdsvis ny beboer i samfundet var hun tålt, men det indbefattede absolut ikke nærkontakt med de andre. Hendes måde at hilse på og ikke mindst hendes duftafsondringer skilte hende ud. Det, og så behåringen, hvor sparsom den så end var. Ensomheden bar hun nu på ryggen som et barn i slynge. Engang bar hun vinger.

Da der ikke var soldater i nærheden, tillod hun sig at krybe i skjul bag en knast, hvor hun kunne sidde uforstyrret i den kølige brise. En fyrrenål dækkede for solens udtørrende stråler, men alligevel blev hun svimmel, da hun løftede blikket og tog udsigten ind. Mørkegrønne trætoppe, buske og frodigt græs med blomster i hele sommerfarveskalaen. Som et eventyr var det at se på. Og som så ofte før når noget smukt passerede, skar den dybe smerte fra arret i vingefæstet hende. Engang kunne hun flyve.

En gråbrun cirkel af ganske pæn størrelse et sted i græsset fangede hendes blik. Sikke da et mylder, der var på overfladen. Hun lukkede øjnene. Kunne det mon være hendes… Turde ikke se, turde ikke tænke, men savnet tog hende alligevel i hånden og førte hende tilbage.

Her stod hun så på den smukke grønne sten ved indgangen øverst i tuen. Den særlige sten, som de altid anvendte som afsætningsplatform, når deres vinger skulle bære dem for første gang. Fra de første to små buler viste sig på rygskjoldet, havde hun hver eneste morgen drejet nakken næsten af led for at følge deres udvikling. At være vingebærer var en gave, en mulighed, en udvælgelse, og hun gjorde sit bedste for at passe og pleje dem med voks og edderkoppespind, så de blev kraftige og bæredygtige, da ikke mindst. Da tiden nærmede sig for den store parringsflugt, havde hun specielt indprentet sig Antons lugt og smag. De havde ofte mødtes og flettet antenner i de små sidegange, hvor mørket gav beskyttelse. Nu var hun så klar, som nogen kunne blive.

Forventningens bobler svævede rundt om alle de ventende på den grønne sten. Antennas vinger glimtede lystigt, mens hun småblafrende varmede dem op. Ingen af dronningeaspiranterne var smukkere end Antenna, da hun satte af og steg mod himlen. Hun fløj højere og højere. Vinkede ivrigt ”kom” med højre forben til Anton, og så den derfor ikke.

Den, fuglen, der fangede hende i flugten. Den greb hende nådesløst i vingerne og ruskede. Ruskede til de løsnede sig, og hun faldt i sort bevidstløs smerte.

Tiden, der fulgte, var mørk og ond. Af den slags, der ikke vil huskes. Hun rystede pludselig voldsomt i den kølige skygge under fyrrenålen. Da hun atter modvilligt slog øjnene op, så hun ham. Cæsar Sanguinea, soldaten, der altid smækkede efter hende med sine skarpe kindbakker, når de mødtes. Uanset hvad hun gjorde, var det ikke godt nok til Cæsar. Hun rejste sig sitrende i alle led, drejede hovedet mod solen og fangede et glimt af den blå himmel. Hun løb helt ud i spidsen og satte af.

Engang bar hun vinger. Engang kunne hun flyve. Engang…

En brevpresse i hånden er bedre end …

- Jamen, hvorfor, fru Frederiksen? Kriminalbetjent Hansen tog nænsomt brevpressen af poleret marmor ud af hånden på den midaldrende kvinde. Samme vægtklasse som en gedigen forhammer, vurderede han. Stående foran det store panoramavindue formede hans ranglede skikkelse et elegant spørgsmålstegn.

- Hvorfor? Hvorfor? Det er da så såre simpelt, unge mand. Man skal holde, hvad man lover, skal man ikke! Hendes stemme røg et par gardinflænsende oktaver op. Godt, at der var så højt til stukloftet i Ole Frederiksens kontor. Fru Frederiksens hånd greb om guldkorset, der hang tungt som brysterne i udskæringen.

- Jo, jo vist, men hvem er det så, der lige har lovet hvad og hvornår? Den unge Hansen tog hatten af for at klø sig i håret. Uden han bemærkede det, dryssede et gråligt snevejr af flager ned på cottoncoaten.

- Ved De hvad, unge mand! Jeg tog ham såmænd med bukserne nede, da jeg kom ind på kontoret. Ja, jeg kan lige så godt sige det, som det er. Hende den vimse frk. Andersen var i gang med at levere en ægte Monica Lewinsky. Ja, og så er jeg heldigvis ikke den type, der bare melder pas. Fru Frederiksen tørrede ubevidst den blodige hånd af i tweednederdelen og fortsatte:

- Jeg hørte præstens ord lige så klart og utvetydigt, som da vi stod foran alteret. Samtidig blev det sort for mine øjne. Næh rødt. Nej vel nærmest som min yndlingskjole! Sort med store røde prikker. Hun nikkede, rejste sig op, tog håndtasken, der stadig stod på hr. Frederiksens skrivebord, og leverede sin udgangsreplik:

- Til døden os skiller ,unge mand! Det kan De sikkert alt sammen forklare min advokat. Jeg kan se, at han meget passende er lige på trapperne! Det vil i øvrigt være spild af tid at afhøre mig igen, for De kommer til at lede længe efter en anden version!