Tekst og foto: Poly Schmidt
Nå, ja, det var nu heller ikke det mest smarte, hun havde glemt adressen hjemmefra. Men som før var heldet med hende. Hukommelsen fejlede ikke noget, så efter at flyselskabets reception havde henvist til telefonbogens spalter og allernådigst overdraget deres telefon i hendes varetægt, lykkedes det efter en spaltefuld af opringninger, at få kontant til au pair-familien. De havde glemt datoen eller rettere, som de undskyldende prøvede at forklare, taget fejl af datoen for hendes ankomst.
Det hele virkede så spændende og Solvej slugte råt alle indtrykkende. Endelig var hun ude i den store verden. Ikke fordi det første indtryk var særlig oplivende. Nærmest lidt deprimerende. I turen fra lufthavnen ind til byens navle, så alt gråt og beskidt ud. Det hele lignede en myretue med kæmpebiler der for ud og ind imellem højhusene, der fortvivlede kæmpede om pladsen sammen med oceaner af forladt affald og nedslidte husholdnings artikler.
At være babysitter, var et håndelag hun slet ikke kendte, men heldigvis forløb det fint. Da hun havde søgt stillingen, havde hun også sammenlignet pasningen af syge og handicappet mennesker med børn. Begge dele krævede stor intuition havde hun overbevist sig selv om. Hvilket foranledede flere hvide løgne smuttede ind imellem det erfaringsgrundlag hun præsenterede. Netop derfor var hun indvendig temmelig stolt af den fine kontakt, hun havde fået med de tre små børn. Den ældste dreng på seks år, havde taget til opgave at pertentlig højne hende skoleengelsk ved hjælp af hans enorme store billed-leksikon, man var nød til at læse opslået på gulvet. Stor, større og størst! Udtryk hun hurtigt fandt ud af , var nøglen til deres opfattelse af succés!
Det varede ikke længe før hun begyndte at møde nye personer. Det internationale student center var ovenud fascinerende og blev et fast tilholdssted. Alle her var på lige fod og som hende, på besøg i en af verdens største byer. Det bedste af det hele var man kunne frit deltage i en af centerets traditioner, nemlig at dele eller lære hvad der var kutyme for medlemmernes specifikke kultur. Solvej blev total forblændet af den japanske kunst og de bedårende pigers færdigheder, der sad i filmagtige kostumer og skabte kunstværker af papir. Heldigvis havde hun lært at strikke hjemmefra, for den teknik kendte de fleste ikke. For mange af pigerne, gik der helt sport i at strikke lange farverige tørklæder på store tykke pinde. Perfekt til årstidens usædvanlige snemasser, der nærmest lammede hele byen, der ikke var vant til at undvære deres biler.
Det var yderst inspirerende at gå til børnefødselsdag Der var altid lige så mange voksne tilstede som antal børn på grund af storbyens mange fælder, som var noget af de første Solvej skarpt fik indprentes. Nu ikke fordi de var meget anderledes end alle de skrækindgydende advarsler, der var med i kufferten. Om det var mærkedage eller blot børne sammenkomster, var det en dejlig måde at møde andre voksne og andre au pair-piger på. Livligt gik snakken og sammenligningen af de forskellige hjem. Hvilket følgeligt resulterede i at mange kvittede som au pair-pige. Det samme skete med hendes plads. Hjemmet ortodokstiske levevis frembragte for mange sammenstød, og især efter værtsfruen uendelige hysteriske udbrud på grund af Solvejs manglende religiøse indsigt, blev opbruddet uundgåelig. Men heldigvis var der bygget nye venskaber op, og livet gik videre.
Og her var hun så med sine nye venner i Central Park. Virvaret af mennesker var nærmest som en heksekedel, for humøret var højt og musikken bragte sanserne på kogepunktet. Udbuddet af personligheder var som jordens menneskelige regnbue. Det var umuligt for sanserne ikke at blive mæt af indtrykkene, der smeltede sammen i uendelige farver og kulturformer på et sprog, der var svært at følge med. Alle steder var der musik og livligt samvær, boldspild, dans eller elskede par der sat tæt sammenkrøllet iblandt masserne. Alt foregik i største fredsommelighed.
Som stor kontrast til alle de glade mennesker var der en uniform, hvor som helst blikket vandrede. Ja, det vrimlede nærmest med politi. Nogle var til hest eller til fods og som de eneste, politibiler at skue overalt på parkens små vejer og brede stier. Men det stoppede ikke Solvejs nysgerrighed, for hun måtte lige undersøge grunden til politiets store tilstedeværelse. Modigt og smilende begyndte hun at snakke til en af dem der sad højt til hest. For hende var de jo mennesker som alle andre, og stor var hen overraskelse, da hun nærmest blev overfuset af hendes nye venner. Politiet var simpelthen noget med ikke causerede med. Bedre blev det ikke hen ad vejen med alle de ting, man altså ikke gjorde. Masser af dundertaler hvor politiet blev fremstillet som nogle umenneskelige og frygtindgydende skabninger. Frygt, forfærdelig og dødelig blev tilføjet til hendes ordforråd og indtryk.
Som en anden dansker, tog Solvej selvfølgelig sine håndklemmer og termokande med i ryksækken. Parken ved Hudson River lå lige om hjørnet fra hendes nye hjem, og blev hurtig et andet af hendes ynglingssteder. Hun tog altid rigelig med, så hun kunne dele, hvis der var noget der havde lyst til at sætte sig på hendens tæppe og sludre. Åben og uskyldig som hun var, betød kultur eller farven ingenting. Hendes videbegærlighed havde få grænser. Tankevækkende nok var det mest de farvede, der var smilende og indbød til uddybning af livet i en en storby på godt og ondt.
Selvom Solvej var fuld af passion for at få indsigt til alt muligt, vidste hun godt, det gjaldt om at lytte og spørge i passende målestok. Især når mennesker fra en anderledes kultur, tog sig tid til at sludre med hende. Men ak, igen fik hun verbalt en over nakken, når dagens nye inspirationskilde blev beskrevet. Ja, oven i købet, stillede de spørgsmål ved hendes opfattelsesevne. For det sidste man gjorde, var at opfordre en ukendt, og ovenikøbet en sort, til at dele ens klemmer og kaffe. Men her satte Solvej foden kraftig i og kæmpede stædigt for hendes egen indstilling. Ingen skulle fortælle hende, hvem der var værdig nok at kommunikere med, og i særdeleshed ikke på grund af deres hudfarve.
Et nyt nådeløst indtryk var sivet ind. Farvet, mørk og sort var ingen nøgle til succés! Folks gængse indstilling havde belyst racisme, som noget der var en herskende del af dagligdagens rytme. Med denne nye fortolkning i lommen, begyndte Solvej at lægge mærke til omgivelserne på en fuldstændig uvant måde. Hun så man dømte mennesker på deres farve, samt det tidligere indtryk, hvor stor deres ejendom var, - og ikke på deres egenskaber. Og for at overleve skulle man ikke kun frygte politiet, men også den sorte mand. Det var lige i overkanten af hendes grænse for menneskelig uretfærdighed, og satte hendes tålmodighed på en pind, der let kunne eksplodere i et udbrud af kradsbørstige ord. Det krævede alt hendes styrke at beherske sig. Også fordi det efterhånden blev tydeliggjort, man ikke frit kunne give sine meninger til kende. Risikoen for at blive anmeldt for chikane eller politisk tilhørsforhold var tilstede, og hun havde tydeligt forstået, at politiet eller anholdelse var noget man ikke skulle knipse af. Det var noget man altid skulle frygte!
Det var åbenbart ikke noget eventyrsland hun var ankommet i, og det altid storsmilende ansigt, krympede stille og roligt sammen til en formelt maske, især når hun gik alene rund. Der havde også lige været et par gange, hvor nogen fulgte efter hende. Og så var der kun et at gøre, tage en taxi eller stoppe en politimand og lade som om hun ikke kunne finde vej, for at få at få forfølgeren til at forsvinde. Solvej blev på det nærmeste stopfodret af livets skyggesider med alle de med farlige optrin, der var hverdagsmad i storbyen. Dog var det nye uudforsket racehad mere skræmmende. Men uanset hvad, skulle det soleklart tjekkes ud.
Efter overtalelse og stædighed dukkede muligheden op, til at gå ind i storbyens uptown Harlem. Udklædt som en hjemløs og sammen med følgesvende, der kendte distriktet ud og ind, var forventningerne og nervøsiteten stor. Hun var meget bevidst om de indskærpede advarsler. Dette ikke var nogen juleleg, for haddet til de hvide og de rige, kunne så let som ingenting bluse ud i vold og selvtægt. Solvejs første indtryk var, at det hele lignede et kæmpe marked fuld af farver og livlige menneskemasser. Der var alverdens lækkerier, kunst, musik og dans. Dog var der også en følelse af usete gnister af anspændthed med tydelige signaler til vold, fattigdom og narkotika, der åbenlyst kunne beskues. Ikke fordi det var et kulturchok, men det var ikke stedet for sarte sjæle.
På trods af storbyens skyggeside, havde Solvej utrolige dejlige og smukke oplevelser. Som enhver turist skulle turen lige forbi The Metropolitan Museum of Art og tilsvarende store og flotte museumsudstillinger af formater, hun aldrig havde set. Byens hovedbibliotek var helt sikkert smukkere og større en Roskilde Domkirke med en fascinerende samling af viden, der let kunne få tankerne blæst omkuld. Solvej kunne slet ikke dy sig for at få et lånekort, for bare det at sidde iblandt tonsvis af kunskab, fik hurtigt hende science fiktion hjerne i omløb.
Rockefeller Center, Empire State Building samt uendelige serværdighed var usigeligt belærende. Utrolige mængder brændstof af fornyet kreativitet antændte Solvejs sind, og lagde nye grundsted for følgesvendens umættelig videbegærlighed. Som en anden cocktail blev det blandet sammen med alle de oplevelser på godt og ondt, der også blev opsamlet gennem de uendelige kørselsture til mange forskellige steder uden for storbyen. Samt oplevelser fra de østlige staters kultur via endeløse landeveje.
Diverse musical og Radio City Music Hall skulle også lige udforskes og tilføjes til de ny erhvervede kundskaber. Men den ekstraordinære opsætning af Carmen på The Metropolian Teater introducerede interessen for anden end tidens popmusik. Sanserne blev yderlig overfyldt fra oseaner af spiseseder, hvor tommelfingerregel var jazzmusik i baggrunden, så man kunne tygge maden i takt med tonerne.
For når mørket faldt på, lyste hele storbyen op og blev et forblændet fantasiudbud af farver og artsformer. Udbuddet af film og teaterstykker var overvældende, hvor det sidste for Solvej var mest fascinerende. Så meget, hun begyndte at medvirke i mindre off-off Broadway teaterstykker, der luftede skjulte talenter og gav indsigt til endnu en ny verden af aparte personligheder. Endnu en facet der kunne udforskes, og tillige sul til gåsen, for der var også tilknyttet en mindre teaterskole til tilbuddet. Der fik man ikke kun lov til at udlufte excentriske gener, man lærte også at beherske følelsesbetonet udbrud. Sammenholden mellem de forskellige teaterspirer var en dejlig oplevelse. Der var masser af opbakning, varme og omsorg. Og lige noget der fald i hendens tarv, nemlig ugenert at studere mennesker og deres livsvilkår som helhed.
Og som en anden domino effekt kom Greenwich Village i Solvejs søgelys. Stedet for undergrundskulturen føjede nye ynglingssteder til listen. Det var stedet hvor kreative og ganske almindelige mennesker udfoldede deres vinger og venskaber. Her var ingen opstoppede klasseforskel, som dem man mødte uptown eller mest omkring det centrale område i storbyen. Latinerkvarteret var enormt i sammenligning til det kendte fra sin egen storby. Alle typer repræsenterede toneskalaen, når hun mødte dem på forskeller gadehjørner, hvor de sang utroligt smukt, som gjaldt det livet. Nå, måske lidt overdrevent. De sang nu mest for at blive opdaget og blive indviet til de skrå brædder. Også for at tjene et par småskillinger til opretholdelse af livet, hvor socialhjælp var en uhørt hjælpeform. Det bedste af det hele i latinerkvarteret var, at alle uanset kultur eller farve, talte til hinanden uden forbehold uanset den gængse forud indtagethed af klasse og farveforskel. Der blev naturligt givet en hånd med, når behovet opstod eller ny nabo fik hjælp til at finde fodfæste i det farverige kvartér.
Dog var der lige det dér, med at hjælpe et andet menneske eller en fremmede i nød forbundet med uforståelige normer, hvor end i storbyen man opholdt sig. Her hed det ikke medmenneskehjælp, nej da, det hed tjenester. Altså forstået sådan, at man som et andet regelsæt, kun hjalp hvis man vidste personen havde mulighed for at returnere tjenesten. Solvej organiserede sine indtryk i gruppe, når hun nedfældede sine indtryk i sin rejsebog. Et af de største indtryk, som også hørte til den chokerede gruppe, var man ikke hjalp nogen der lå og var syg på gaden. Man skulle ikke tilkalde en ambulance, for så kunne man risikere at skulle betale for personens hospitalsregning. Man brugte 991, som sorterede under politiet og det var uden penge omkostninger.
Denne gængse indstilling førte til Solvejs første kæmpe skænderi til beskuelse for hele gadehobben. I dyb frustration skred hun tudende om på hælen, efter det blev nægtet hende at få tilkaldt en ambulance for en person, der lå på gaden og skreg af smerter. Endnu værre, alle gik blot forbi uden at stande op for at undersøge, hvad der var i vejen. Endnu et vigtig fingerpeg om nøglen til succés på disse kanter! Hjælp kun dem der var privilegeret nok til at kunne betale for hjælpen, eller som havde stor chance for at genyde begunstigelsen.
Hun opdagede også, at når man gik til fest hos venner, tog man selv noget mad og vin med. Og disse sammenkomster var brugt til at møde nye venner eller rettere introduktion til de uanede veje fra Amors pile. Og gud hjælpe en, hvis man begynde at hjælpe med oprydningen eller opvasken. En stor fornærmelse til værtsparret, og helt underligt for Solvej, for hun havde da lært manér hjemmefra. Hun fandt også ud af, man ikke fortæller nogen, hvordan man har det. Nej, da, for det kommer ingen ved. Uanset hvad, skulle standard svaret være, man havde det fantastik. En temmelig stor kontrast til det hun kendte hjemmefra, hvor alt nærmest blev smidt på bordet. Og man måtte endelig ikke glemme at spørge, hvad personen lavede. Det var uhyre vigtigt. En af de mange ting, som Solvej havde svært med. For godt nok var hun noget naiv og uerfaren, men hun holdt genstridigt på, at hvordan en person havde det som helhed, måtte være vigtigere end personens indtjeningsevne. Penge, penge og penge var uhyrre vigtigt og dannede tilsyneladende grundlag for at kunne blive accepteret som et godt menneske, og det var yderst vigtigt at kunne blive associeret med sådanne personer.
Som en anden milepæl fik hun på behørig vis fejret sin 21 års fødselsdag, lige før hendes visa udløb, og satte punktum for en af de mest livsændrende hjørnestene hun havde oplevet. Nogle af de største erfaringer Solfik fik pakket i sin kuffert var, der var masser af nuancer, lærdom og oplevelser at erhverve sig. Hun lærte også at menneskets indstilling var dybt afhængig af den kultur, de alle var opflasket med. Og at det var op til den enkelte at korrigere det indlærte ved at dele og tage imod andres visdomsord. Intet var kun sort og hvidt. Det kostede kun viljen til at acceptere, intet menneske besidder al visdom. Solvej vidste allerede, det var ikke sidste gang hun tog på opdagelse. En verden fuld af viden lå for hendes fødder og ventede blot på at blive plukket. Mæt og tilfreds tog hun tilbage til de hjemlige græsmarker.
Ps. Billedet, en dobbelt eksponering fra Central Park, danner grundlag for teksten.
